The start of something new

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være sent. Månen hang så tydeligt over den store himmel og vinden blæste med den tydelige kulde som kun måtte tyde på at efteråret i den grad havde taget fat, jaget sommeren på flugt og ved at gøre klar for den kommende vinter som tydeligt måtte hvile i luften. At Cayla havde mødt Elvo havde virkelig været Kimeya et så frygteligt slag i ansigtet – han var jo automatisk degraderet fra den titel som far, som han virkelig kun måtte holde så ekstremt meget af, det var virkelig bare.. mistet. Allerede det som havde skabt de små stride mellem ham selv og Faith.. han havde jo igennem hele tøsens liv holdt hende væk fra den mand som han vidste stadig måtte være derude trods alt. Han havde gjort alt for at holde hans lille pige tryg og beskyttet selv midt i kernen af mørket, hvilket i den grad ikke havde været let for ham. Han hvilede oppe i den store seng, som han havde gjort igennem de sidste timer. Han havde virkelig bare brug for at skulle tænke det hele igennem og alt i alt for ikke at ende med at skulle gøre noget fuldstændig overilet som han kun ville fortryde bagefter, hvilket jo så ikke ville være første gang. Brystet som han hævede stille og roligt og med den lette dirren i hans egen krop som bare ikke ville tage af.. hvad om det var panik eller bare den rene frustration over tabet af den pige som han havde elsket som sin egen lille datter og den tanke skar ham virkelig så voldsomt dybt i hans hjerte, selvom han aldrig nogensinde havde vist det i form af tårer eller andet som bare kunne minde om det.. specielt ikke hvis Faith havde været i nærheden af ham. Hele værelset lå fuldstændig i det sorte mørke og kun med det månelys som måtte kæmpe sig igennem det vindue som var fuldstændig rullet for. Han ønskede virkelig bare den fred lige nu, også selvom han vidste at det virkelig forsømte Faith ved at blive liggende som han gjorde det og … han var ligeglad. Det slag havde virkelig slået så hårdt, at det havde slået ham ud af kurs. Han kunne jo på ingen måde hamle op med Elvo og hvad han ville kunne give Cayla. Et svagt suk forlod hans læber og med blikket hvilende på det selv samme punkt på loftet som han have stirret på de sidste mange timer også og uden at han så det mindste væk på noget som helst tidspunkt. Han hvilede nærmere som i en trance, levede i fortiden som han måtte se køre for hans blik som en film. Alt det som han havde oplevet med Cayla, både med og uden Faith ved sin side.. var alt det bare tabt? De grågrønne øjne var matte og næsten uden følelse at skulle spore.. specielt for lige netop dette øjeblik. Han havde ligget stille i flere timer og uden at have rørt sig det mindste. Det havde virkelig bare slået mod ham så kraftigt, at det havde kastet ham i et sort hul.. et tab som han havde håbet, at han aldrig nogensinde skulle få lov til at opleve igne.

[Silia D. Diamaqima]

Natten havde endnu engang fået vejen frem, henlagt gader og stier i komplet ro. Faith lå roligt og trygt i sengen ved Kimeya's side. Efter Cayla var begyndt at snige sig ud føltedes der altid så frygtelig tomt, når man ikke kunne høre hende bevæge sig ned af trappen og rode rundt med tingene nedenunder. Hun strakte stille den slanke dovne krop, gabte lydløst, og lod sig stille vende om på modsatte side hvor Kimeya lå. Øjnene gled stille op lod de funklende smaragdger komme til syne bag, langt mere lysende end det som noget andet lys herinde var, og alligevel for hendes del så mørkt.. Et mindre smil endte med at spille om hendes læber, hånden lod hun stille søge mod hans nøgne bryst plantede et blidt kys, før hun næsten forsigtigt lagde sig helt ind til ham, følte hans varme mod hendes egen "Godaften kære.. Du ser alvorlig ud" påpegede hun med en stille mine, strøg stille over hans bryst med de slanke fingrer. At Cayla havde fundet Elvolganta var noget hun vidste rammede ham hårdt, selv havde hun et sted altid vidst at det ville være det som ville ske før eller siden, og Cayla var ikke længer ene lille pige hun var gammel nok til selv styrer sit liv, intet varede evigt. Havde Kimeya kendt til den store hemmelighed Faith havde båret med sig de seneste par uger ville han nok reagere langt anderledes, uanset ville der ikke gå lang tid før det var ord der var nødt til at flyde, efterhånden ville der ikke gå lang tid før det ville kunne ses. De lange flammerøde lokker lå bredt omkring hende, hun lod en tot stryge bag øret, mest af alt for at den ikke skulle komme i vejen for det milde ansigt. hvilke tanker og hvilken tvivl han egentlig sad med, havde hun ikke den mest fjerne idé om "Vvil du fortælle mig hvad der er galt?" spurgte hun i en blid hviskende tone, hævede ansigtet en smule for at kunne møde hans blik. Med tiden følte hun næsten tingene mellem dem var blevet langt bedre, selv på trods af det som han havde gjort mod Nataniel, næsten morrede det hende at Kimeya fik en sådan respekt for hende pludselig. Mørket for hendes blik var hun efterhånden blevet vant til, hun lod blidt hånden søge mod hans ansigt, kun for at skulle mærke sig vejen frem til hans læber, som hun blidt lod tomlen stryge over. Efterhånden kendte hun Kimeya utroligt godt, det der blik varslede ikke godt og det vidste hun, hun var næsten begyndt at frygte han var på vejen til at lade hende alene, det blik kunne hun kende fra så mange gange før, det var tvivl, forvirring og sorg. Hjertet hamrede rligt mod hende sbryst, bankede for ham. Endnu engang blev et blidt kys plantet mod det som endte med at blive hans kaveben "Du burde sove" påpegede hun endnu engang, lod hovedet søge mod hans bryst for hvile.

[Kimeya Marvalo]

Det kunne da aldrig nogensinde falde Kimeya ind at skulle forlade Faith. Det var virkelig noget af det sidste som han ville, selvom han knapt nok turde at sige hende imod for tiden i frygten for at skulle falde helt ud i kulden. Han havde oplevet det så mange gange før og det var virkelig noget som han ønskede at undgå for hans egen skyld, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom på nogen som helst måde overhovedet. At hun rokkede på sig ved hans side, tvang ham automatisk ud af hans egne tanker og ud af de mange minder som han stadig måtte klamre sig så voldsomt fast til. Han vidste, at dette havde været helt og særdeles uundgåeligt, men alligevel havde han håbet at det var noget som de kunne undgå. Han vendte blikket stille mod hende, idet at hun selv begyndte at skulle tale. Det var svært for ham for tiden.. han vidste at det hele virkelig måtte hænge i en så voldsom tynd tråd og der skulle virkelig ikke meget til før det ville gå galt. At hun så ikke kunne se, glædet ham lige i øjeblikket. De følelser som han have i blikket og i hovedet lige nu, var virkelig ikke noget som han ville frem med overfor hende, selvom hun efterhånden kendte ham noget så frygtelig godt. Hånden som hun lod falde mod hans blottede bryst, hvor han kun endte med at skulle spænde ganske let. Han nød af, at have hende tæt på sig, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. ”Du ved allerede hvad der er galt, min kære,” hviskede han stille. Han havde så sandelig ikke ment at skulle vække hende, han havde virkelig bare lyst til at skulle tænke det hele igennem og så bare tage den derfra, selvom han ærlig talt følte, at han stod helt fast. Så tæt på at miste hende.. en fejl mere og det var slut.. for ikke at glemme, at ha havde mistet sin lille pige.. hans lille datter.. det var virkelig for meget for ham lige i øjeblikket. Det var virkelig gået op for ham hvor meget han virkelig måtte ligne Elanya. Han respekterede virkelig også den kvinde. Så meget han aldrig havde nået at sige før hun var faldet bort. Han skilte læberne stille ved hendes tommels blide vandring. Han elskede hende virkelig og ville blive der så længe, som hun nu end måtte ønske det af ham. Selv nu hvor han ikke kendte det mindste til den hemmelighed som hun måtte være bærer af. Han havde mere eller mindre bare accepteret den kendsgerning, at det virkelig var forbi. Han ville aldrig kunne blive den far som han havde ønsket at være.. det var noget som for længst var endt med at blive mistet. ”Jeg er for urolig.. Jeg kan ikke sove,” indskød han stille. Han lod armen stille søge om hende og hvile halvt om halvt over hendes ryg som han strøg ganske let. Han ønskede virkelig at blive der.. og i øjeblikket kunne man ærligt stå ved, at alt for mange tanker strøg igennem hans hoved. Blikket søgte stille til hendes, hvor han forsigtigt plantet et stille kys på hendes pande. ”Sov du bare.. du har brug for det,” hviskede han med en dæmpet stemme. Han tog fat om dynen og puttet den let om hende. Hun skulle for al del ikke fryse.

[Silia D. Diamaqima]

Faith priste sig virkelig taknemmelig for den aften ved søen, priste sig taknemmelig for Memphesto, det var ham der havde udvist hende og det var det sidste sted hun ville nå at besøge, lige dengang havde hun rent faktisk haft i tankerne at forlade Dvasias for en stund som beordret, men så kom Kimeya.. Han fik hende helt andre tanker, endnu kunne hun smile ved det enkelte minde der dog sad så tydeligt i hendes hukommelse, så meget de havde været igennem og stadig stod de her idag, sammen, trods det virkelig var lagt i en tynd tråd, hun havde intet til overs for Kimeya efter hans sidste handling, hvor det stærkt var gået over grænsen, noget hun langsomt genvandt ikke mindst også da hun fandt ud af den lille skabning hvilede i hendes krop, uden hun vidste hvordan pokker det kunne lade sig gøre, jaqia havde taget hendes livmoder sammen med hendes syn det burde være umuligt. Smilet falmede en smule ved hans ord, hun søgte hans blik på trods af det forblev sort, hun savnede at se ind i de øjne "Jeg ved du ikke bryder dig om det med Cayla, kære.. Men intet vare evigt, hun er ikke længere en lille tøs... Og jeg ved hun elsker dig, mindst ligeså højt som Elvolganta om end ikke mere, hvis det er en trøst" endte hun med blid tone, lod blidt hånden stryge over hans kind. Der var ingen tvivl om kærligheden var der, hun elskede ham som hun aldrig før havde elsket nogen. Ligenu havde hun ingen tidsfornemmelse, det måtte være flere timer siden de var gået til ro, sådan føltedes det om ikke andet. De tanker han sad inde med var ingen hun kunne gætte sig til, tros hun til tider ønskede hun kunne det kunne måske have gjort det lettere for hendes eget vedkommende at skulle forstå ham til tider, det kunne være frgtelig forvirrende, og så igen - Hun var van t til det. "Kimeya du kan ikke blive ved med det her.. Du spiser knap nok og nu sover du heller ikke?" mumlede hun næsten i et bekymret tonefald, lod tungespidsen glide over de smalle rosa læber som for at skulle fugte dem. Som dynen blev puttet om hende og bragte hende en ganske unødvendig varme, taget i betragtning af hun lå så tæt på ham, lod hun sig selv glide langt tættere, putte sig ind til hans krop, indånde hans dejlige duft, og en som altid bragte hende en utrolig tryghed "Jeg sover ikke før du gør" holdte hun stadig, kærtegnede i blide kærlige bevægelser hans bryst som mere for at bringe ham en ro i håb om han før eller siden ville lade øjnene glide i, og falde ind i drømmeland. Hun hadede at se ham som dette og det var efterhånden ved at blive en vane, alt for mange ting var ved at skulle gå hen og blive vane, for tiden håbede og bad Faith blot for at de kunne få dette op at køre, at de ville slippe for flere forhindringer skulle komme imellem og ødelægge.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over, at han ikke kunne holde Cayla ved sig hele tiden, det var der ingen tvivl om. Han havde været der for hende igennem så ekstremt mange år… og det var forbi. Hun var fløjet fra reden og blevet voksen og selvstændig. Faiths ord var ham dog ikke nogen trøst på nogen måde. Elvo var hendes far.. han var automatisk endt med bare at blive hendes værge og den tanke skræmte ham faktisk.. han ønskede det ikke, han havde stået der for hende i så mange år. Han var vel mere end bare det? ”Lige så meget som Elvolganta.. hun kender intet til den mand.. han har aldrig stået der som jeg har..” Han sukkede dæmpet, det ramte ham faktisk ekstrem hårdt, at han var kunne erstattes på den måde. Havde han da ikke gjort nok for hende? De grågrønne øjne vendte han stille mod hende og med den tydelige spænding i hans eget bryst som et resultat af hendes blide og lette strøg og de kærtegn som han kun måtte elske, nyde og holde af og det gjorde han så sandelig også, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. ”At hun er voksen er en ting Faith, men at..” Han rystede på hovedet. ”Bare glem det..” mumlede han stille. Han lod hovedet falde tilbage ned i hovedpuden og med blikket som søgte let over hendes skulder i retning af væggen. Der var virkelig blevet så frygtelig stille. Han kunne faktisk savne, at den lille pige stod i døren og kaldte på ham om natten når hun selv var vågen. Kaldte på Store mand.. det var han vel heller ikke længere? Han bed sig let og usikkert i læben idet han måtte tække vejret tydeligt mere dirrende. Den ekstrem tynde tråd kunne klippes som det rene ingenting for øjeblikket, han var virkelig bange for at skulle træde forkert og han hadet virkelig også den tanke. ”Jeg spiser når jeg er sulten og sover når jeg finder roen til det.. det kan jeg ikke nu..” Han rystede stille på hovedet. Han havde absolut ikke noget imod at skulle have hende så tæt på sig overhovedet, han nød faktisk af den tanke, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvad han egentlig kunne tillade sig eller ikke og det gjorde det virkelig kun så meget mere besværligt end det som det virkelig var tvunget for at være for hans vedkommende. ”Du skal virkelig ikke tænke på mig Faith, læg du dig bare til at sove.. Jeg skal nok falde i søvn når jeg kan, okay?” Han hævede hånden og lod den stryge stille mod hendes kind og førte en lok af det lange hår væk fra hendes eget ansigt. I hans øjne havde han mistet sin lille pige.. som han også havde mistet sine to drenge og den tanke gjorde virkelig noget så voldsomt ondt og han kunne ikke slippe den overhovedet. ”Jeg kunne vel ikke holde fast i hende.. nu hvor hun har sin far i stedet for mig..” Det var ham et tydeligt ømt punkt, bare det at tænke det og sige det, var som en knivspids direkte i hjertet. En smerte som man ikke kunne ignorere.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste udemærket godt at det var et ekstremt ømt punkt hos Kimeya og et sted så irriterede han hende næsten, nogle gange talte han om Cayla som om hun var død, det var vel ikke forkert st hun ønskede at kende hendes far når Kimeya selv havde taget livet af hendes mor og deres søster? Trods at Kimeya nu var gået hen og blevet værge frem for far, så elskede Cayla ham endnu og det vidste hun, men hvordan skulle man forklare den stædige mand det? "Du har altid stået der for hende, Kimeya.. hun har så mange spørgsmål, om både Elvolganta og Moniqe som end ikke jeg kan svare på for hende, som han kan, hun elsker dig er det ikke nok?" endte hun stille, dog medfølende, hun forstod ham udemærket især når man tænke på hvor meget han altid havde ønsket at skulle være far, og hvordan hun aldrig havde villet være mor, og hvordan de havde mistet deres 2 andre drenge, og nu bildte han sig selv ind at han også mistede den eneste som ikke var gået bort. Afventende betragtede hun ham, hun vidste dette var svært at snakke om men på den anden side så var hun træt af at dagen skulle foregå som det den nu gjorde "Nej, Kimeya... Jeg vil ikke glemme det, det er ved at gå for vidt" hviskede hun tæt til hans øre, lod sig hvile i hans favn. Ingenting skulle der til for at klippe dne ekstremt tynde line over, og så ville det være slut og han vidste det, så mange gange han ghavd egjort hende ondt og alligevel bare noget som faith efterhånden havde valgt at skulle tage med sig, hun kunne ikke få ham uden, så tog hun det som det nu var. at han viste sig så afvisende overfor hende var noget som kun var en lussing direkte i ansigtet, hun ville bare hjælpe ham "Du prøver ikke engang" påpegede hun med en mine der gjorde øjne af ham kort, ikke ondt men men mere som det bare var mere end typisk Kimeya "Nej ikke okay... Jeg ligger her med dig til du sover" vedblev hun stædigt, han kendte hende vel godt nok til hun ikke ville opgive det bare så let som det. Øjenene sank stille i som han blidt lod den varme hånd stryge over hendes kind i et blidt kærtegn "Hun er ikke væk, Kimeya.." endte hun i en blid tone "Hun er ikke væk" gentog hun ganske kort, efter lod hånden finde hvile mod hans bryst, så tæt til hans hjerte hun kunne føle banke mod hendes håndflade, næsten en lettelse

[Kimeya Marvalo]

Cayla var ikke død, men i Kimeyas øjne var hun virkelig væk så længe at han kun stod der som en værge som ikke havde noget som helst at skulle sige længere. Sandt at hun var blevet voksen og han var så sandelig stolt af den som hun var blevet. De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Han var virkelig panisk bange for at skulle træde forkert efterhånden. Mistede han Faith nu, så mistede han så sandelig også alt det som han nogensinde havde kæmpet for at skulle holde fast i og den tanke måtte ærlig talt også skræmme ham noget så voldsomt. Han blev liggende i sengen og med blikket hvilende på hende. Hun var ham virkelig ikke nogen trøst på nogen måde lige nu, selvom det var svært nok for ham at bare sige hvor hårdt det egentlig var. ”Hun vil vel gå til ham frem for mig i fremtiden vel? Jeg er ikke længere en far for hende.. nu har hun jo fundet sin biologiske..” Han kunne ærligt indrømme, at han havde holdt hende ved sig i håbet om at hun ikke ville støde på sin biologiske far, specielt ved tanken om alt det som han kunne give hende som han selv ikke var det mindste i stand til på nogen som helst måde overhovedet. Han fortrød dog på ingen måde, at han havde slået Moniqe og Avidan ihjel, han havde stadig holdt sit løfte til hende – at han ikke ville krumme så meget som et hår på Caylas hoved. Han elskede virkelig den lille tøs og noget så frygteligt. Hendes hvisken mod hans øre og hendes mange kærtegn som kun måtte tvinge hans hjerte til at slå mere og mere mod hans bryst af det rene behag var virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom, at han faktisk havde savnet. Han mente virkelig ikke at afvise Faith, men dette var virkelig bare en hindring som han ikke kunne komme over bare sådan uden videre. Han var ærlig talt panisk for at hun ville kyle ham helt ud af hendes liv.. det var virkelig noget af det sidste som han ville, så ville han da først falde tilbage til den mand han var, eller ende det forpestede liv som det ville blive uden hende til at lyse op i den mørke tilværelse. ”Jeg kan ikke sove Faith.. jeg ønsker virkelig ikke at miste hende.. jeg har mistet så meget igennem mit liv, okay? Jeg vil ikke også miste hende.” Armen lod han gå i hvile omkring hendes egen krop og ved at hvile omkring hendes liv som han stadig måtte byde hende til at hvile tæt ved ham. Han ønskede at have hende tæt på, så tæt på at de vil kunne kalde hinanden for deres og uden at skulle hvile i det skræmmende grænseland som de gjorde i øjeblikket. ”For mig er hun min kære.. hun er for langt væk.” Han havde jo heller ikke set hende eller snakket med hende siden hun havde fortalt at hun var stødt på Elvo. Han vidste ærlig talt ikke hvordan han skulle forholde sig til det.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste hvordan Kimeya havde en tendens se sort på alting, aldrig havde Kimeya været Caylas far, men altid hendes store mand, der var ingen forandirng sket over at deres "lille" tøs nu havde stået ansigt til ansigt med den mand hun delte kød og blod med. Efter den sidste handling Kimeya havde gjort sig måtte Faith indrømme at hun intet havde til overs for den mand, han vidste hvilken tynd tråd han hang i, og det var uanset hvor meget de så end havde kæmpet for at skulle holde sammen, han havde krydset hendes grænse, direkte knust hende ved brud på den tillid hun netop havde fået genopbygget til ham og hun fandt sig ikke i det mere, hvad de begge så vidste var jo at Faith aldrig i livet kunne få sig selv til at forlade den mand, han havde borret sig så dyb i hendes sjæl, tatoveret hans navn i hendes hjerte og det var evigt.Faith kunne næsten føle en irritation ved hans ord. Hun prøvede trøste ham, han var afvisende og de rod var mere barnlige end noget andet Cayla nogensinde havde sagt "KImeya tag dig sammen og se dig omkring.. Cayla vil lærer hendes far at kende det er der intet forkert i, og da slet ikke efter du tog hendes mor fra os, hun elsker dig, hun stoler på dig.. Hun forguder dig Kimeya det har hun altid gjort ikke tro det vil ændre sig" svarede Faith med fast tone og alligevel stadig kærlig, han kendte hende vel godt nok til at vide hun ville give lidt svar på tiltale? Igen lod hun sig blidt glide ned med hovedet hvilende mdo hans bryst, lyttede til hans hjertes slag, følte varmen fra hans krop kun varme hendes yderligere end det som dynen formåede at gøre det. Kimeya var ophidset over det som skete det var hun slet ikke i tvivl om,at han så slappede lidt mere af igen på grund af hendes kærtegn var hende kun en glæde, han kendte nok hendes punkter men hun kendte så sandelig også hans. Måske dette ikke var den mest romantiske samtale eller situation Faith havde været udsat for, men det føltedes rent faktisk rart at hvileså tæt til ham, bare putte sig mod hans bryst med hans duft der måtte omgive hende. Blidt lod hun et kys plantes på hans brystkasse "Vi har begge mistet alt for meget gennem livet, kimeya. Til tider kan det gøre os paranoide, der er det vi er nødt til at åbne øjnene og se at vi gør tingene meget større end de er i frygt for ende med at miste, hav tålmodighed og elsk hende, og så lover jeg dig du ikke mister hende" hviskede hun blidt. Det tomme blik hvilede mod vinduet, hun savnede at se månen skinne igennem, savnede at kunne se omkring sig, se Cayla's smukke smil go se ind i de øjne Kimeya bar som kunne smelte ethvert pigehjerte - Selv hendes. Et suk slap hendes læber "Cayla er en ung kvinde nu.. Andre ting end familie begynder at optage hende.. Hun vil vide om fortiden, hun vil kende Elvolganta og MOniqe så godt det muligt, hun tænker på snart komme ud og lave noget, og før elelr siden vil kærlighed også banke på hendes dør" endte hun stille. Disse ting var alle sammen Cayla var ganske godt igang med især den sidste. Et sted var hun virkelig fristet til at fortælle ham hendes hemmelighed med hensyn til en større familie, og et andet sted ønskede hun det virkelig kun som en overraskelse senere hen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at der ikke skulle mere end en fejl til og snoren ville klippes og det ville være forbi. Det var virkelig noget som skræmte ham noget så voldsomt, det var en tanke som faktisk også måtte skræmme ham og mere end det som han lige ville være i stand til at skulle acceptere bare sådan uden videre. Blikket hvilede på hendes skikkelse.. til tider kunne han virkelig prise sig lykkelig for at hun var blind, den panik som faktisk måtte melde sig i hans egne øjne, var ikke noget som han direkte ville ønske at hun skulle få lov til at se.. så svag var han ikke og så svag havde han aldrig nogensinde været! Han bed tænderne let sammen, hendes mange kærtegn var virkelig noget af det, som kun måtte tvinge ham til at slappe af og noget af det eneste foruden hendes blide stemme og hendes nærvær som nogensinde ville kunne gøre det ved ham også på denne måde, det var ikke noget som han kunne komme udenom på noget som helst tidspunkt. ”Jeg ved det Faith.. jeg ved det..” mumlede han med en dæmpet stemme. Han lod hånden bevæge sig stille over hendes ryg. Tanken gjorde stadig ondt, han var virkelig så panisk bange for bare at blive erstattet.. noget som en fornemmelse allerede havde sagt ham, at han var blevet. Han ønskede virkelig ikke at tænke på det, han ønskede hellere at tænke på det at skulle finde en løsning på de problemer som de havde.. ham og Faith. Han sendte hende et stille smil, også selvom han vidste, at hun ikke kunne se det, så var det virkelig ikke det som var det vigtigste. ”Vi har mistet så meget Faith.. tro det eller ikke, så er det virkelig gået op for mig, hvor meget jeg egentlig ligner Elanya..” Dette som nok var en af de første gange, at han overhovedet kunne udtale hendes navn uden en hvæsen eller vrede.. men en respekt, et sted hvor han faktisk måtte savne hendes tilstedeværelse her i huset, det var virkelig som om at den måtte mangle. ”Hun er blevet voksen for hurtigt Faith.. jeg kan ikke følge med mere..” Han hævede den ene hånd og lod den stille stryge mod hendes varme kind og med det blide smil på læben. Han elskede hende virkelig, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det er næsten det som skræmmer mig.. det var som var det i går hun var den lille pige som stod i døren om aftenen når hun stod op og om dagen når hun havde mareridt.. jeg føler bare jeg er gået glip af så meget,” sagde han med en dæmpet stemme. Det gjorde virkelig ondt et sted så dybt inde og det var så sindssygt irriterende, at det kun måtte drive ham til galskab.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ikke længere meget til overs for den mand. Måske hun var blind men det betød ingeting, hun var stadig en stærk kvinde og på trods af hun for blot kort tid siden havde været kørt helt ned psykisk, vendte hun mere og mere tilbage til den kvinde hun havde været engang.. Dengang hvor lederstillingen havde været hendes, dengang folk endnu havde set op til hende, dengang hvor intet kunne knække hende. Faith elskede Kimeya, det var der ingen tvivl om, men på den anden side så vidste hun jo også at i længten ville de ikke kunne gå og knuse hinanden hele tiden, før eller siden ville de vel køre træt i det? Hun puttede sig ind til hans bryst, indåndede den herlige duft der kun beroligede hende en hel del. Det lange røde hår som et tydeligt kendetegn hvilede et sted om hendes skuldre og bag den slanke ryg. Måske Faith ikke længere var i stand til at se den pnaik det blomstrede et sted i ham, men efter alt den tid så kendte hun ham nok til at føle det.. Noget var galt når han lå søvnløs om natten, noget var galt når han talte som han gjorde nu. Somme tider kunne hun ligefrem savne den kolde mand hun havde mødt ved søen og straks forelsket sig i, blød når han var hos hende, så kærlig og sammentidig frygtelig tiltrækkende, den mystik, og når han så var ude, var der ingen nåde, ingen medlidenhed, det eneste hun kunne sige sig ikke at savne var alle de kvinder han havde haft på livet. Faith kendte i den grad hans punkter, der var en grund til hun lå og strøg over hans bryst som nu, han havde brug for at slappe af, for mange tanker hærgede uden tvivl i hans sind, aldrig ville han blive erstattet, Cayla forgudede ham, elskede ham. De ord kom virkelig som en overraskelse. For et par sekunder lod hun kærtegnene stoppe, blikket glide mod ham, næsten i håb om hun ville se hans blik, men uden videre succes.. Samme mørke.. "Ligner Elanya?" gentog hun blidt lod et næstent smil indfinde sig over hendes læber "Jamen dog det var ikke noget jeg regnede med høre fra dine læber min kære" endte hun roligt med et tydeligt sigende tonefald. Der havde selv været engang hvor Elanya havde været en kvinde hun så på med den største foragt, aldrig havde hun hadet en kvinde mere og pænt havde det ej heller været da hun opdagede at hun var så nært beslægtet med hende. Alting var ændret nu.. Nu savnede hun den mor som ´hun rent faktisk var gået hen og blevet, støttet hende i de svære tider, hjulpet hende med Cayla når Kimeya havde været fraværende, lyttet, givet råd, og om hun ville det eller ej så stod det tydeligt at hun selv lignede den kvinde så frygtelig meget. "Børn vokser Kimeya.. De bliver store.. Flipper ud fordi de vil stå på egne ben og vi prøver holde dem i det sted de stod for millioner år siden.. De gifter sig.. Får børn.. Ligesom vi gjorde" påpegede hun, lod et blidt kys plantes mod hans kind "KImeya... Det er ikke let at elske mig.. Men det er så sandelig heller ikke elt at elske dig altid.. Vi har hele tiden vidst at vi to ikke får fred også da vi tog Cayla til os, og jeg ved at hun ikke bebrejder dig for at have været væk.. Hun er vokset op nu, ikke længere en lille pige.." startede hun stille ud.. Kyssede blidt over hans hals og til hans ører "Og hvem ved.. Måske vil der snart være en ny lille pige der spørger om storemand vil læse en historie for hende" hviskede hun tæt mod hans ører, mere som en fin hentydning, spændt på om han fattede meningen med den. Faith havde ellers ingen planer haft om at skulle afsløre det endnu, men træt af at se ham så nede, måske det ville mundre ham lidt op, trods hun også var klar over det ville medfører ekstremt overbeskyttelse for hendes eget vedkommende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte sig på en måde fanget.. i hvilket spil, det vidste han jo så ikke. Han vidste, at der ikke skulle noget som helst til før det ville gå galt mellem ham og Faith igen, og det at skulle træde så varsomt og forsigtigt, var virkelig ikke en tanke som han brød sig om. Han hadet virkelig at være fanget og holdt i en så forfærdelig kort snor! Han bed sig let i læben, også selvom Faith virkelig formåede at holde ham rolig. Selvfølgelig kendte hun til hans svage punkter, efterhånden havde de jo været sammen i så frygtelig lang tid og det sagde ikke så let. Til tider havde han virkelig bare haft lyst til at give op, selvom.. han kunne bare ikke få sig selv til det. Han elskede hende virkelig. Hun havde vist ham hvordan man skulle føle.. hun havde vist ham den verden og det var ligesom i det skille at han følte at han virkelig måtte sidde fast. Han bed sig let i læben. At hun kendte ham og hans signaler, var noget som han kunne forbande langt væk efterhånden.. følelsen var voldsom ubehagelig og mere end det som han overhovedet kunne beskrive til tider. Han var blevet blød, han var blevet sårbar.. hvor var den Kimeya som folk faktisk frygtet og respekterede? Han hadet virkelig den tanke! Han ønskede faktisk at blive den mand til tider.. det andet slog ham virkelig ihjel indefra. Det var virkelig gået op for ham, hvor meget han egentlig måtte ligne deres gamle mor.. den kvinde som han altid havde hadet værre end pesten og faktisk var endt med at skulle holde af til sidst. Af hjerte, måtte hun faktisk være savnet og ganske så meget faktisk, det sagde vel heller ikke så lidt? Savn var jo ikke just det som han var bedst til at skulle vise.. bare følelser generelt og han var virkelig indelukket på alle tænkelige måder. Han sukkede dæmpet. ”Det er virkelig gået op for mig, at jeg virkelig ligner hende..” mumlede han dæmpet. Det var ikke noget som han var glad for, at indrømme, men det var jo trods alt kun en sandhed vel? Han trak svagt på smilebåndet, selvom det dog ikke var fordi han var glad eller noget i den dur.. han var virkelig bare så dybt fortvivlet. Han vidste, at Cayla kun måtte blive voksen, men stadig ville det være hans lille pige, uanset hvordan man vendte og drejede den.. det håbede han i hvert fald på, men alt efter det som var sket, så tvivlede han jo faktisk på det.. og endda også med en god grund vel? De beslægtet hende vel begge to på en ganske særlig måde? Han igennem det faderlige for hans del vel? Han trak vejret dybt og med blikket som endnu en gang måtte falde til hendes skikkelse ved siden af ham. Stadig lå han med den ene arm omkring hende. ”De vokser for hurtigt..” sagde han med en dæmpet stemme, det var ikke noget som han kunne slippe bare sådan. ”Børn fik vi måske, men de blev revet fra os lige så hurtigt som vi kunne nå at stå med dem i armene.. holde dem beskyttet.. Vi mistet dem Faith.. jeg vil ikke miste hende også,” tilføjede han med en dæmpet stemme. Tanken gjorde faktisk ondt og det var det som skræmte ham mest, det kunne virkelig ikke være rigtigt, at han ikke var stærkere end som så.. han hadet det! Han blottede halsen for hendes kys op mod hans øre, hvor han alligevel ikke formåede at skjule smilet. Han lagde begge armene stille omkring hende. Hendes sidste ord, plantede dog en tydelig forundring i hans eget sind. Blikket vendte han stille mod hende. ”En ny lille pige?” gentog han dæmpet, forundret og næsten forvirret. Han betragtede hendes øjne og hendes blik.. hun var da ikke? ”Faith? Hvad er det du prøver at sige?” tilføjede han dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

Faith frygtede i allerhøjeste grad at noget ville gå galt. Hendes hejrte forbød hende at miste ham, måske det også var derfor hun gang på gang sagde at det var hans sidste chance, men aldrig blev det det for alvor, deres historie var for lang og betydningsfuld for hende til blot kunne give slip og lade ham leve sit liv.. Et liv uden ham var ikke et som i hendes øjne var værd at leve. Måske hun holdte ham i frygtelig kort snor,men han blev gang på gang ved med at skræmme hende på alle tænkelige måder, somme tider krydsede han en grænse hos ham selv som kunne tage på selv Faith's stolthed når det burde være ham det var skamfuldt for, hun var ikke bange for ham, aldrig havde hun været det som en af de eneste åbenbart, men han gjorde det virkelig heller ikke let for hendes del. Tiden var gået frygtelig stærkt hvis man tænke sig om, alt de havde været igennem for hinanden, kun for at kunne ligge sådan somd e gjorde lige i øjeblikket. De blide kærtegn lod hun roligt fortsætte, han kendte hende såvel som hun kendte ham detvar ent ing der gik begge veje, nogengange følte hun næsten han kendte hende bedre end det som godt kunne være, han vidste hvad han skulle sige, han vidste hvad han skulle gøre for at det ville påvirke hende som han nu ønskede hun skulle påvirkes af det. Begge havde haft lyst til at give op.. Hun havde prøvet op til flere gange men hun kunne ikke. Hun elskede ham hun vidste at det var ham hun skulle dele sit liv med, trods forhindringer var de jo endnu sammen. Engang havde hun troet at kærlighed var det som hun følte overfor Fabian.. Engang havde hun troet at hun var af betydning for ham, senere fandt hun ud af hun kun havde været endnu en tøs, en uen videre betydning.. om ikke andet så før han var vendt tilbage, søgt hendes hjælp. Det var ikke kærlighed.. Aldrig havde hende og Fabian risikeret noget for at kunne være sammen, både Faith og Kimeya havde flere gange måttet betale med deres liv - Det var kærlighed. Han var blevet blød - Såvel som hun var. Hun hadede den tanke mere end det som hun havde hadet Memphesto.. Et sted savnede hun vel næsten manden? Savnede den spænding, han var den eneste der nogensinde havde ladet hende fælde tårer på begrundelse af direkte frygt, ikke at hun ville gå igennem det igen det var en plet på stoltheden, og noget som i den grad havde ramt hende psykisk, men den mand havde holdt hende stærk, tvunget hende til at blive ved med at kæmpe selv når Kimeya lå i døden. Nu græd hun jævligt.. Lod tårer falde over det som han nogengange kunne få hende til at føle, der skulle intet til og hun var knust.. Hvor den kvinde var som var stået op fors ig selv og for dem hun holdte af, den stolte og stædige kvinde der ikke bukkede under for noget, det kunne hun virkelig ikke svare på. Deres største problem havde vel både for Faith og Kimeya været det faktum at ingen af dem kunne snakke om følelser? Begge to så indelukket omkring det, det gik så alligevel bedre vel? "Det er ingen dårlig ting kære.. Hun var en stor kvinde"påpegede hun med den varme stemme. For tiden havde Faith følt en underlig beskyttertrang overfor ham.. Hun havde haft lyst til holde ham tryg, vise hvor meget hun elskede ham,på trods af det et sted var hende som behøvede pleje efter hun var blevet blind, hende som skukle passes på, enhver vidste hun gik sine egne veje, hun hadede bare den tanke at det altid var ham som måtte have de stærke arme tage omkring hende og hjælpe. Om de ville det eller ej så var Cayla ved at blive en ung kvinde. En som selv kunne kontrollere sit eget liv, og hun brød sig ej heller om det men det var bare ren og skær fakta. Smilet måtte falme en smule ved hans ord.. Hun vidste de havde mistet så frygtelig meget men før eller siden ville det vil få en ende? "Vi mistet Milando og Leon, kære.. De var begge spæde. Cayla er vokset op.. Se hvor smuk og selvstædnig hun er blevet.. Vi mistet hende ikke dengang og jeg garantere dig for vi heller ikke gør nu". På tidspunkter som dette var det hende virkelig en plage ikke at kunne se ind i hans gråblå øjne, hun savnede den varme gnist, savnede den varme det bragte hende se i dem. Smilet faldt selv tilbage over hendes egne læber. Hun kunen høre forundringen i hans stemme over hendes ord, tydeligt at hun havde sat de tanker hun hele tiden havde ønsket at sætte. Hun puttede sig roligt i hans favn som begge arme gled omkring hende "Hvad jeg prøver at sige er... At jeg håber ikke du er træt af små børn" hviskede hun som en tydeligt besked mod hans ører, bed sig blidt i undelæben mest ventende på hans reaktion på det. Faith vidste at dette nok var en besked som ville få Kimeya til at være ekstra overbeskyttende men på den anden side så var hun blind, det var begrænset hvor meget hun uanset ville blive lukket udenfor Marvalo Mansion, desuden hvis den besked kunne redde hans humær lidt så var det det hele værd. Denne gang var hun fast besluttet på ikke at miste denne lille unge, det var på tide Kimeya selv fik en at kunne sige sig være kommet fra hans eget kød og blod skabt i kærlighed, som Cayla havde været det da Moniqe elskede Elvolganta. De slanke fingre strøg stille mod hans ansigt, mest af alt for føle sig vejen frem mod hans læber, hævedes ig stille kun for ømt lade dem møde, følte den sædvanlige varme.. Den varme.. Den følelse.. Den måde han fik hende til at føle når han holdte om hende.. Det var hele grunden til at alt de var gået igennem havde været mere end bar alt besværdet værd. Krigen var et sted derude, det havde været Faithøs plan hele tiden at ville kæmpe for det som hun troede på, msåke hun ikke længere kunne sige sig hverken besidde en kongelig plads eller en lederstilling, men det gen som ledende befandt sig i den grad stadig hos hende tvang hende til næsten føle det ansvar det gjaldt når det kom til kæmpe, men efter hun selv havde fundet ud af denne lille hemmelighed, som nu ikke var meget en hemmelighed mere, havde holdt hende fra det.. Det måtte næsten overraske ham at han ikke havde tænkt over hun ikke var gået i slagmarken straks han kende hende da. Et andet sted så morrede dette hende virkelig. Hun trak sig en smule fra ham igen, lod hovedet ramme hans arm, hvor hun atter måtte ligge sig helt ind til, nyde at have ham så tæt på sig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne måske være en så frygtelig hård mand, hvis det var det han virkelig ville, men lige nu, var det virkelig ikke det som han var i stand til. Alle hans svagheder var ramte mere eller mindre. Alle knapper var trykket på. En fejl skulle til og det ville gå galt mellem ham og Faith og nu hvor Cayla var ved at løsrive sig som den smukke kvinde hun i sandhed var gået hen og blevet, var virkelig ikke en trøst for Kimeya på noget som helst tidspunkt overhovedet. Tvært imod, så havde det virkelig den stik modsatte effekt på ham i øjeblikket. Bange var han virkelig og han hadet det! Blikket vendte han stille mod hende. Han ønskede langt fra at Faith skulle begive sig ud af deres hjem og specielt nu hvor krigen var i fuld udbrud.. det var vel også bare et spørgsmål om tid, inden Nathaniel ville vende det til den ene eller anden retning, ved at deltage selv? Hvis Liya lod ham gøre det vel at mærke, selvom det nu klart var noget som han tvivlede på. Kimeya kunne som oftest fint tage sig selv, i at tænke på fortiden.. den mand han havde været dengang før han havde haft Faith ved sig.. hvilken kulde og hvilket mørke han måtte repræsentere dengang.. et sted var det virkelig også noget som var så frygtelig savnet ved ham selv. Bare tanken om den frygt og den respekt som han havde dengang, også som Warlockernes leder.. frygtelig savnet, selvom.. det vel bare var en tid som var forbi for hans vedkommende? Han kom virkelig ikke nogen vegne fra det på noget som helst tidspunkt overhovedet og han kunne virkelig hade det. Han hadet sig selv.. han hadet sine svagheder og specielt når de blev ramt på den måde som de blev det i øjeblikket. Han havde Faith.. ja måske, men der skulle virkelig ikke noget som helst til, før det ville gå galt og det var noget af det værste ved det hele. Hun var virkelig hans svageste punkt og det var blevet ramt så mange gange.. han var blevet blød og det var virkelig ikke noget som behagede ham det mindste.. en ting, var jo at vise det i hendes nærvær, men at vise det overfor alle, var noget som han i den grad havde i tankerne at skulle lægge om, der gik hans egen grænse i den grad! De gråblå øjne søgte stille tilbage til hendes skikkelse, lige der ønskede han faktisk at skulle ligne Lionell mere end det som han gjorde og ikke Elanya på det punkt, det var virkelig en grænse for ham! ”Det kommer vel an på hvordan man ser det? En stor dronning.. det var hun.. se hvad der skete med hende. Hun faldt bort på grund af svagheder som måtte rammes..” Han var kun bundærlig overfor hende. Havde det ikke været for Junior, så havde hun vel stadig været i live. At høre, at hun var faldet bort, havde kort sagt også ramt Kimeya som et tydeligt chok. Elanya havde virkelig været så elsket. Han havde til tider faktisk vurderet at søge til Sorbaria for at finde hendes lig og give hende den anstændige begravelse som hun i den grad havde fortjent, få skrevet det kapitel færdig og så komme videre derfra. Det var en tanke som han havde siddet med i ganske så lang tid efterhånden og det var ikke noget som han bare havde været i stand til at slippe. Han savnet hende faktisk.. selvom han ikke ville sige det til nogen som helst. Han lod hovedet falde ned i sengen og stadig med armene om hende, i det sidste havde han virkelig gjort alt det som havde faldt ham ind, bare for at vise hende, at hun stadig var og kun var den som han ønskede at skulle dele den lange evighed med. Ingen Yuuki.. og i sin tid, heller ikke nogen Moniqe. Om hun så måtte savne gnisten i hans blik, så måtte hun i den grad lede længe efter den. Den havde været væk længe efterhånden.. lige hvorfor kunne han jo så selv spørge sig selv om, han havde virkelig ikke nogen anelse om det. Han nikkede stille, dog alligevel en anelse forvirret. ”Vi har mistet for meget.. hvem ved hvad der sker hvis vi giver helt slip på hende..” Han sukkede indædt og rystede så igen på hovedet. Han ville slet ikke tænke den tanke! Milando og Leon var væk og det havde slået ham hårdt nok. Han hadet tanken, han savnede faktisk sine to elskede drenge, selvom de ikke havde haft dem længe nok til at blive kendt med dem. De var revet fra dem på den mest grufulde måde som han overhovedet kunne tænke sig til. Han kunne virkelig ikke komme udenom, at hun virkelig forvirrede ham og noget så frygteligt i øjeblikket.. hvad var det hun prøvede at hinte til? Han lod blikket søge hendes endnu en gang, selvom det selv for ham, var svært, at skulle se i dette lys.. kun måneskinnet som stod ind af vinduet, var det som ville oplyse noget som helst for ham lige i øjeblikket.. Lige i en situation som dette, måtte det faktisk behage ham, at hun var blind. Han havde det kort sagt af helvede til. Hendes hvisken mod hans øre, hvor han alligevel ganske så hurtigt måtte lægge to og to sammen. Den blege hud, endte dog om muligt mere askegrå end det som den havde været tidligere og mere stiv i blikket end det som han havde været til nu. ”Du… du prøver at fortælle mig at.. du.. du..” Han fandt virkelig ikke nogen form for ord på nogen som helst måde lige i øjeblikket. Var hun gravid?! Han bed sig svagt i læben. ”… Er du g-gravid?” spurgte han dæmpet, dog næsten forsigtigt. Han ønskede så sandelig ikke at skulle træde forkert endnu en gang på det plan. Han havde virkelig ikke nogen som helst anelse om hvordan pokker han skulle reagere.