mørket

[cemmia]

Det var mørk meget mørkt det var flere timer siden at solen var gået ned men da cémmia ikke havde kunne sove havede hun trodset mørket og landegrænsen velvidende om hvad hun kunne støde ind i af fare i den mørke skov. Hun var for en gangs skyld i menneskeform og bar en tynd halv slidt kjole. Hun havde en lille lampe i hånden men på trods af starin lyset indeni kunne hun ikke se ret langt frem. Hun fandt efter noget tid en lille trestamme som hun satte sig på. Hun stilte lampen på jorden ved siden af sig og forsøgte at se noget ude i mørket men uden held. Hun frøs mere end hun havede regnet med at hun ville gøre men dog viste hun det ikke.

[marick]

Marick havde besluttet sig for at tage en gåtur i aften. Han ville gerne være alene for en gang skyld. Normalt var han vant til at være alene men pludselig delte han hus med 2 personer så nu var der ikke meget ensomhed. Han elskede dog at have dem hos sig, men der skulle også være tid til sig selv. Han gik roligt rundt i skoven og smilte for sig selv. I modsætning til andre vampyrer var han ikke bleg og han havde klare blå øjne og det var fordi han havde en lille smule menneske gen i sig efter sin bedstemor som havde været menneske, der var blevet konvertaret til vampyrerne. Han gik roligt videre i skoven og begyndte at fløjte for sig selv, han følte ikke han var truet af nogen, han så sig selv som noget af det farligste man kunne finde i skoven, med mindre der var en anden vampyr eller en varulv i skoven. Ellers ville han kunne nare sig ud af sitationen.

[cemmia]

For cémmia føltes hvert minut som en evighed ind til hun høre den fremmede fløjten. Hun rejeste sig og tog lampen op. Lyden var ikke langt væk men hun kunne intet se i mørket i trods af lampen. "hvem der ??!" råbte hun ud i mørket og vendte sig rundt flere gange i håb om at få øje på personen hvor lyden kom fra. Hun lød selv en smugle bange på trods af at hun ikke var det overhovede men bare frøs. Hun begyndte at gå ind mellem træerne imod lyden men stoppede så da tanken om hvad det kunne være slog hende sammen med frygten for om det var et ondsindet væsen. Hun stod helt stille med ryggen op af et træ og håbede inderligt at det ikke var en der ville gøre hende ondt. Den eneste skade hun ikke ville have noget imod ja faktisk ville være glad for var hvis det var en vampyr der ville forvandle hende da det var et af hendes store ønsker som hun dog ikke regnede med nogensinde at få opfyldt "hvem der??" sagde hun stille ud i mørket da hun nu var sikker på at hun var tæt nok på til at blive hørt.

[marick]

Marick ville normalt kunne høre eller dufte folk i nærheden men han havde lagt sine parader ned, så han var ikke opmærksom, han gik bare rundt i sine egne tanker, men da han hørte at der var en kvinde der begyndte at spørge om der var nogen i skoven smilte han roligt. Han kunne høre en rysten i stemmen og det bragte hans indre legebarn frem. Han ville ikke skade hende for han var ikke sulten, men lege med hende ville han godt. Han begyndte at falde i et med sine omgivelser, man kunne ikke høre når han tog skridt og fordi han ikke var bleg gik han lettere i ét med mørket. Som vampyr kunne han se i mørket så alt var i hans fordel. Han sneg sig hen til lyden der endnu en gang spurgte om der var nogen. Han smilte igen og sneg sig om bag hende og begyndte at sniffe hende lidt i nakken. Han endte at læne sit hoved ubemærket hen til hendes øre og hviskede med en rolig og kontrolleret stemme. "Det er bare mig" Han vidste godt det måske var lidt ondt at skræmme hende, men han kunne ikke lade være, hvis hun skulle finde på at angribe ham kunne han dog godt finde på at slå hende ihjel. Godt nok var han ikke sulten, men han brød sig ikke om vold

[cemmia]

Hun stod og kiggede søgende ud i mørkede og opdagede ham ikke før han sagde noget hvilket gav et sæt i hende. Hun vendte sig hurtigt om men på trods af at hun normalt ville have angrebet gjorde hun intet. Hun stod bum stille og kiggede på ham mens hendes hjerte hamrede afsted. Hun havde i sit korte liv kun mødt helt vide vampyre og anede derfor ikke hvilken race han var hvilket fik hende til at holde igen. "og...og... Og hvem er du så ??" hviskede hun stammede halvt i kulde og halvt i frygt. Hun hadet at virke svag men når hun en sjellen gang i mellem blev bange så var hun det for alvor også. Hun tog et halvt skridt bag ud som om at hun skulle til at stikke af men stoppede så da hun aldrig før havede løbet sin vej og heller ikke havde tænkt sig at gøre det selv om alt inden i hende skreg på at hun skulle forvandle sig og løbe sin vej.

[marick]

Marick smilte skræmmende roligt. Han studerede hende, snusede lidt og så op og ned ad hende. "Spørsmålet er ikke hvem jeg er, men hvem er du?" spurgte han og begyndte at gå rundt om hende mens han fortsat studerede hende. "Du er ikke et menneske" sagde han tog blidt fat i noget af hendes hår og duftede. "Men du er ikke herfra" sagde han igen og kiggede hende dybt i øjnene. Det var klart hun ikke kunne se hvilken race han tilhørte, han lignede mere et menneske end noget andet, han havde selvfølgelig den medførte sensuelle charme blandt vampyrene, men han havde blå øjne og var ikke bleg. "Du er ikke en vampyr i hvert fald, uanset hvor meget du prøver at ligne en" sagde han igen og lagde sine arme over kors. "Jeg giver op, jeg kan kun sige du ikke er herfra men præcis hvilken race ved jeg ikke" sagde han og smilte så mere venligt "mit navn er Marick og jeg er vampyr" sagde han mere venligt, han havde moret sig nok. Hvis hun prøvede at flygte ville han ikke følge efter hende, så ville han lade hende slippe med skrækken og tage hjem igen

[cemmia]

Hun lyttede intenst til hans ord og først da hun hørte hans race faldte hendes hjerte til ro ja faktisk overraskende hurtigt. Hun gik helt tæt på ham og smilede roligt "cémmia og jeg er animagus" sagde hun med en rolig tone. Hun så udforderne på ham og studerede ham nøje "kunne jeg monstro lokke dig til en forvandling ??" spurte hun roligt og så på ham med et blik der tydeligt viste at hun ønskede at blive bidt. Det ønske hun havde havde hun aldrig lagt skjul på og nu når hun stod foran om vampyr kunne hun jo altid forsøge om han ville gøre det for hende. Hun stillede lampen ned ved siden af dem og kiggede opmærksomt på ham. Hun følte ingen frygt mere og håbede blot at hun kunne overtale ham til at opfylde ønsket om så hun skulle gøre noget for det

[marick]

Marick så roligt på hende og lagde mærke til hun faldt hurtigt til ro da hun hørte hans race. "Det er hyggeligt at møde dig" sagde han roligt men han blev overrasket over at hun gerne ville forvandles til en vampyr, han havde senest forvandlet nogen i går for første gang i sit liv og han fandt hurtigt ud af hvor tæt en skaber og en skabning kommer på hinanden, i går kom de så tæt at de faktisk havde sex og nu boede hun hos ham fordi hun var hans skabning. "Det er en meget stor beslutning du kommer med der. Nej jeg har ikke tænkt mig at forvandle dig. Desuden bliver forholdet mellem skaber og skabning ofte meget tæt bare så du ved det" sagde han roligt. Han havde ikke i sinde at forvandle flere lige med det samme. Han havde allerede nok beboere i sit hjem

[cemmia]

Hun slog en mild latter op da hun hørte hans ord. "jeg er lejemorder og har ikke brug for det forhold der normalt følger med at forvandlet. Alt jeg beder om er en forvandling så skal jeg nok lade dig være... Det har du mit ord på" sagde hun med en stemme der var bestemt og ikke til at tag fejl af. Hun ønskede fuldt ud at blive forvandlet men havde aldrig haft i sinde at skulle se sin skaber efter det på trods af at hun vidste det ville gøre tingenede meget nemmere. Hun havde rigeligt med hjælp i sin bror i forvejen så hun mente ikke selv at hun behøvede nogen form for hjælp fra en skaber. Hun så lidt rundt i mørkede inden hun igen vendte blikket imod ham "jeg har ikke særligt meget jeg kan give til gengæld men jeg gør hvad du beder om til gengæld" sagde hun ærligt men roligt og så ham dybt i øjne for at vise at hun mente det.

[marick]

Marick så roligt på hende og smilte bare over hendes latter. "En lejemorder siger du? Skal sige du skjuler det godt. Du går rundt i skoven som en hjælpeløs hvalp, går rundt og råber og skriger, man kunne dufte frygten fra flere hundrede meters afstand" sagde han med et skævt smil. Han havde ikke i sinde at forvandle hende til en vampyr, han havde ikke engang en grund til det? Hvad kunne hun tilbyde ham? Rigdomme havde han ikke brug for, han klarede sig med det han nu havde. "Hvorfor skulle jeg forvandle dig? Det er en stor ære at få og hvad skulle du nogensinde kunne gøre til gengæld?" spurgte han, og det med at hun ville glemme sin skaber lige efter hun var forvandlet vidste han ikke kunne lade sig gøre. Om man ville det eller ej skabte man et naturligt bånd mellem skaber og skabning. Hans offer fra i går ville dræbe ham hvis hun havde været sig selv men efter generne satte i gang, kunne hun ikke se skævt til ham uden at rødme

[cemmia]

Cémmia fik et koldt blik i øjne da hun hørte kommentaren til hendes job "jeg bliver sjellent bange og gør det kun når jeg ikke kan se noget. Jeg kan intet se i mørkede i min menneskeform" sagde hun roligt men det var tydeligt at hun kæmpede med sig selv for ikke at snerre af ham. Hun så lidt ned og tænkte sig om i noget tid da hun ville finde det perfekte svar. Hun så op på ham med rolige øjne "penge har jeg ikke mange af og desuden har du sikkert rigeligt af dem i forvejen... Du kan bruge mig lige som du vil og jeg går gerne med til at være bloddyr i nogen år før du forvandler mig hvis det er det du ønsker. Jeg vil gøre hvad som helst for at gøre mig værdig til din forvandling." sagde hun bestemt men stille og ærligheden var tydelig i hendes øjne som hun stod der foran ham klar til at gøre alt for en forvandling. Hun ville se væk men nægtede sig selv at gøre det da hun ville vise at hun ikke var svag.