A new life.. a new man

[Deleted]

Det hele var virkelig bare vendt op og ned for Matthew siden den hængning i Dvasias som endda var for ekstrem længe siden efterhånden. Det var sådan set svært for ham at skulle falde til. Han var gået ned psykisk og det var virkelig forbandet meget. Så nemt som Eniqa var blevet revet fra ham, uden at han var i stand til at skulle gøre noget ved det, havde virkelig været et slag i hovedet og et kast tilbage i den virkelige verden, som i den grad ikke var noget som han kunne tage sig godt imod på nogen måde overhovedet! Han havde altid været villig til at skulle gøre mere eller mindre alt for hende, men lige dette... Det havde virkelig været meget mere end det som han lige havde været i stand til at skulle tro, at det måtte være og det var heller ikke noget, som sagde så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Igennem de få dage, at de havde været i hulen, havde han knapt bevæget sig ud af sengen. Det var virkelig ikke noget, som han kunne.. Et sted så turde han ikke. Hvad nu hvis det var noget som skulle ske igen? Om natten så vågnede han af sig selv, bare for at skulle kunne tjekke til hendes puls, for han ønskede virkelig ikke, at den skulle være stoppet. Denne nat var virkelig ikke noget undtag fra nogen af de adre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte sig forsigtigt ved siden af Eniqa og slog øjnene forsigtigt og stille op. Her var mørkt.. ligesom det havde været da han havde vågnet op i den bunke af lig ved Castle of Darkness, da det var sket med ham. En svag skælven strøg igennem ham, bare ved den tanke. Han vidste udmærket godt, at dette slet ikke var ham, men.. det var virkelig bare så svært! Han blinkede let med øjnene, næsten bare for at sikre sig, at han i det hele taget kunne bevæge sig. Han vendte sig stille mod Eniqa som måtte ligge helt stille ved siden af ham.. Alt for stille ifølge ham selv. Han ønskede virkelig ikke at være en belastning på nogen måde, men lige i denne tid, så havde han virkelig bare brug for hende! Han trak vejret stille, kort og dog alligevel så dybt og lod hovedet synke ned mod puden. Han kæmpet virkelig.. Han kæmpet som han aldrig nogensinde havde gjort det før. Han havde lovet hende at stå der, og det gjorde han og det var noget som han i den grad også agtede at skulle fortsætte med og på alle måder! Han hævede varsomt og stille den ene hånd, hvor han lod en finger roligt glide langs hendes hals og helt op til hendes kæbe, hvor han kunne mærke hendes hjerte banke. Det var så sandelig heller ikke hans mening, at skulle tvinge hende ud af søvnen. Han måtte virkelig bare være sikker.. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis han skulle ende med at miste hende helt, som han havde gjort den aften der. Han havde godt mærket, at hun trak sig lidt mere fra ham i tide og utide.. Nogen gange om natten når han vågnede, så lå hun der slet ikke. Han var virkelig bange.. Bange som han aldrig nogensinde havde været det tidligere. Denne gang havde Jaqia virkelig nået sit mål. Hun havde formået at knække ham som ingen anden nogensinde havde gjort det før og han hadet hende virkelig bare for det! Han bed sig let i læben og satte sig stille op i sengen. Det var det samme tidspunkt som alle de andre gange han vågnede. Han havde ikke formået at sove en nat igennem siden den aften på slottet, hvor han selv havde fået løkken om halsen og oplevet det fald som ville slå så mange andre ihjel. Man måtte vel bare erkende det; Matthew Igleèias var slået direkte i jorden og han var slet ikke i stand til at skulle komme op igen. Gabriel havde givet dem lov til at blive på den betingelse, at de blev i skoven, hvor de ikke ville være til fare for nogen eller ville være i fare selv. Så sandelig var Matthew den mand utrolig taknemmelig for den mulighed, for det kunne give dem den fred som selv Matthew måtte erkende, at de havde brug for. De første dage havde han ikke sagt så meget som et ord, selvom det nu var ved at komme igen. Hans tungebånd havde været godt mast efter den stramme løkke, så det havde ikke været underligt, at han knapt kunne sige noget. Det var først nu at han kunne finde bare den ro til at sove et par timer om natten uden at vågne.. Han ønskede det ikke. Han vidste jo godt at Eniqa også havde brug for den søvn. "... Eniqa?" hviskede han stille. Han måtte virkelig bare være på den sikre side. Han vågnede ikke af mareridt, da det aldrig havde haft den virkning ind på ham, som dette havde haft. Han vågnede, udelukkende fordi, at han var så forbandet bange for, at skulle ende med at miste hende hvilket han i den grad bare ikke måtte ønske på nogen måde overhovedet. "Er du vågen?" En næsten svag bøn, var at skulle høre i hans stemme, selvom det nu ikke var noget som han selv ønskede, at skulle tage sig for meget af lige netop nu. Han tænkte slet ikke i de samme baner som han havde gjort før i tiden. Denne gang var han virkelig bare slået fuldstændig til jorden, holdt nede og sparket uden at være i stand til at komme op igen. Han tog forsigtigt og let fat i hende og rusket i hende. Han var virkelig bare nødt til at skulle være helt sikker i sin sag. Det var han virkelig bare nødt til!

[Deleted]

Solen var gået ned, det meste af procias måtte hvile i en form af ro, noget som også gjaldt Eniqa. De sidste mange måneder havde ganske kort sagt været et helvede og uden den form for ro at finde nogen steder. Hængningen var noget som endnu måtte hænge ved i Eniqa's tanker og hjemsøge selv hendes nattelige drømme. Matthew var blevet en helt anden mand, så rolig og så usikker, hver eneste nat vågnede han udelukkende ofr at tjekke hendes puls og ruske i hende for endnu finde ud af om hun var ved godt liv. Hun huskede det hele, hun huskede hvordan lemmen var faldet sammen under hende og hun havde knuget Matthews hånd i hendes, før han var tvunget til at slippe for ikke at blive hevet med ned. Og mens det ar hans tur var hendes krop ubevægelig og hendes puls skudt i bund, som enhver anden død, men hendes sind var i den grad i live. Hulen var efterhånden blevet til mere end blot en base, hun var vant til at se Matthew bevæge sig livligt et sted ude i skovene når solen stod på, for derefter trække sig sammen med hende og bare slappe af, men han kom knapt ud af sengen mere og det skræmte hende ærligt talt, han var ikke den mand hun kendte og det tyngede hende på alle måder, flere gange tog hun sig selv i at sidde alene ikke langt fra hulen og bare lade tårerne trille uden hun rigtig selv var klar over det. Der var en kølig luft omkring dem, uglernes tuden kunne høres selv langt væk. En underlig knurren blev mer eog mere fjern, det måtte være Kenara som var på vej ud at skaffe sig aftenens måltid. Eniqa hvilede i den trygge søvn og med et lille rum fra Matthew, de sidste par dage havde hun ikke hvilet tæt i hans favn som altid, det var som om en usynlig mur blev stillet op mod dem, splittede den langsomt ad. Til tider lå hun her end ikke mere, ikke efter han var gledet i søvnen udelukkende af den grund tårerne skulle ud, det fustrerede hende, og hun kunne hverken genkende ham eller for den sags skyld hende selv. Et stille langdragent suk gled fra hendes læber idet Matthew endte med at slå blikket op, mens hun selv blev liggende fuldkommen stille. Hendes krop var tung som den hvilede det i sengen. Dynen var halvt om halvt gledet af hendes slanke skikkelse der måtte hvile i en sort natkjole. Brystet hævede og sænkede sig i rolige bevægelser. Hun følte ikke hans fingrer mod hendes hals, gjorde kun et mindre ryg med hovedet. Det var en hård tid, Matthew var slået i gulvet og hun måtte stås om den stærke selvom han kæmpede for det, det kunne hun jo se, der skete også forberedringer men det var bare ikke det samme. Ikke så meget som et enkelt kys var blevet tildelt hinanden siden før den hængning, og han virkede fuldstændig ligeglad de få gange hun havde prøvet at forfører ham, noget som han som regelt ville nyde og aldrig takke nej til uanset hvilket lille hint hun gav ham om hendes planer. Gabriel havde givet dem tilladelsen til at være her om de blev i skoven, jaqia ville ikke være i stand til at røre dem her og hun var okay, aldrig ville hun forlade ham den fejl avr sket en gang og det måtte ikke ske igen, så meget var da ganske klart og tydeligt. Hun fornemmede den blide rusken og den blide stemme i håb om at fange hendes egen. Stille lod hun øjnene slås op, og de isblå øjne lettere omtåget glide omkring som for at finde fæste og fod over hvor hun var. Nu var det endelig gået op for hende hvorfor deres blik mindede så meget om hinandens, hun var hans søster og det var mildest talt en tanke som hun måtte hade, skaden var sket hun ville ikke gøre det om eller lade den viden komme imellem, selvom det i den grad ikke gjorde noget nemmere. Også fordi Matthew var en stolt mand og havde han været sig selv ville han nok slet ikke være hos hende nu af netop den grund? Hvad ville der så ske den dag han rent faktisk kom på toppen igen? Roligt gled Eniqa op i en halvt siddende stilling, lod de lange blonde lokker falde smukt om hendes skuldre "Matthew?" hun blinkede let, mødte hans næsten desperate blik. Hun behøvede end ikke at spørge til hvad der måtte foregå, det var det samme hver eneste nat. Hun slap et stille suk, hvornår ville det høre op? "Matthew.. Jeg har det fint" hviskede hun stille, greb omkring hans ru hånd og førte det mod hendes bankende hjerte "Du burde få noget søvn" påpegede hun med en doven tone, før hun måtte glide op i en helt siddende stilling og let tage sig til panden. Hun var forbandet træt!

[Deleted]

Matthew var slået fuldkommen i sænk og han brød sig ikke om det. Han vidste udmærket godt, at det slet ikke var denne mand som han ville være normalt, selvom der nu ikke var meget at gøre ved det. At hun var hans søster, var virkelig ikke en tanke som han hængte sig fast i lige i øjeblikket. Han havde virkelig bare brug for hende og hun måtte virkelig bare ikke forlade ham. De var her, de havde hinanden, selvom det jo var forekommet, at han var vågnet om natten og hun ikke havde ligget der. Der skete forbedringer hver eneste dag. Han var begyndt at snakke, selvom han stadig var så forbandet usikker og det var alt sammen Jaqias skyld! Han var Eniqa en byrde og det var han udmærket godt klar over. Han kunne jo selv se hvor meget det tog på hende, at skulle tage sig af ham på denne måde. Noget af det værste ved alt dette, var jo at han var direkte afhængig af hende og det var noget af det som skræmte ham mest, for han havde altid været den stærke type. Den som skulle hjælpe hende og nu var det i den grad omvendt. De mange mareridt, var slet ikke noget som vækket ham længere. Det resulterede blot i en mere urolig søvn, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af. Han prøvede i det mindste og han kæmpet virkelig som han aldrig havde gjort det før, det var i den grad helt sikkert. Han ruskede ikke kraftigt i hende længere, det var næsten små prik mod hende, bare for at sikre sig, at hun var ved bedste vel, for han ville virkelig ikke tilgive sig selv, hvis det skulle ende med at gå galt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han vækket hende, var virkelig en tanke som han måtte hade, men han var virkelig bare nødt til at være sikker! Det kunne hun vel godt se? At han havde holdt Eniqa i hånden til det sidste, var slet ikke noget som han fortrød. At hun var hans søster, var ikke en tanke som han ville tænke for han så virkelig ikke på hende som en søster og det ville han aldrig nogensinde kunne komme til. Ikke med de følelser som han sad med i sindet, også selvom det også var det som gjorde, at han sad inde med de tanker som han gjorde. De gange han havde set hende forlade ham. De gange, hvor han var vågnet op om natten og hun ikke havde været der, så havde han virkelig været panisk bange for, at hun ikke ville komme igen. Det havde dog vist sig, at være det modsatte som skete gang på gang, og det var noget af det som han var mest glad for. At hun slog øjnene op og svarede ham, lod den lettelse uden lige, sætte sig i hans bryst. Han trak svagt og næsten forsigtigt på den ene mundvige. Alle havde noget som de kunne tackle, men Jaqia havde virkelig skubbet ham til kanten af det som han kunne og ud i det som han aldrig nogensinde havde prøvet før. Han ville aldrig nogensinde glemme, at det var det som hun havde gjort.. Aldrig glemme det som skete lige den aften. Aldrig nogensinde! Hånden som hun tog og førte til hendes bryst, hvor han tydeligt kunne mærke at hjertet måtte slå, var noget som i den grad lettet ham en hel del. Han bed sig let i læben og nikkede blot. Hånden lukkede han forsigtigt omkring stoffet af hendes natkjole - Ikke hendes bryst. Det kunne han bare ikke få sig selv til. Han kæmpet virkelig med det. Det gjorde han virkelig! Han blev siddende lige ved hende og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Hans mærker på halsen efter løkken var væk, selvom han stadig sad med følelsen til tider ved at være kvalt. "Jeg.. måtte bare være sikker.." sagde han stille, selvom det var den samme undskyldning som han brugte aften efter aften, så han vidste udmærket godt, at det ikke var noget som han kunne fortsætte med, selvom han virkelig ikke vidste hvad pokker han skulle stille op og det var virkelig noget af det som gjorde ham selv så frustreret! Han trak vejret dybt, selv tydeligt mere rolig nu end det som han havde været for bare et stille øjeblik siden, så var det ikke rigtigt noget som han i sig selv ville tage sig af lige nu. De isblå øjne hvilede på hende inden han så ned på sin pude og så tilbage på hende igen. Skulle han lægge sig ned igen? Nu var han jo trods alt vågen alligevel. Matthew var slået i gulvet. Om ikke andet, så var han slået direkte igennem det, så var det noget som han bare måtte acceptere og så arbejde ud fra det, selvom det virkelig ikke var enkelt for ham på nogen som helst måde overhovedet, for han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle sidde med disse tanker som han gjorde! "Du... du må jo også sove.. Du ser træt ud.." sagde han stille endeligt. Han snakket meget mere nu. Nu var det ikke bare at nikke og ryste på hovedet, som det havde været da de lige var kommet tilbage til Procias. Der skete i den grad forbedringer hver eneste dag. Hver dag hvor han kunne komme videre og ordentlig igang, det var i den grad en sejr for ham selv.

[Deleted]

Matthew faldt kun mere og mere for hver eneste dag, og Eniqa brød sig virkelig ikke om tanken. På trods af det faktum at han virkelig måtte kæmpe med alt han overhovedet kunne så bragte det bare ikke den gamle mand frem i ham og det skærmte hende ærlig talt, hun genkendte ham på ingen måder. Den hemmelighed som Jaqia havde afsløret var ærlig talt kommet hende som et enormt chok, hvordan kunne de to være søskende? Uanset hun ikke brød sig om det, så var det ikke noget som hun hverken ville eller kunne lade komme imellem, skaden var sket for længst og bror eller ej så måtte hun jo elske ham, også selvom den kærlighed for tiden var noget som forekom hende utrolig svær. Jaqia havde virkelig formået at lave rod i den denne gang, og alligevel så kunne hun ganske kort sagt ikke være sur på den kvinde, et sted så hadede hun hende af hele hendes hjerte, og et andet sted så var hun stadig bundet af hende, hendes blod løb gennem hendes årer og hun ville ikke blive fri bare som sådan. Et sted så kunne hun ikke komme uden om at han var en byrde for hende, der skete jo det at selv om natten b,lev det for meget for hende hun vidste at han ville vågne og vække hende kun for at se efter livet, og derfor forlod hun til tider sengen for et par timer udelukkende fordi de tårer skulle ud på den ene eller den anden måde, og så alligevel så nægtede hun at se på det som hans skyld. Pludselig var det ham som var blevet afhængig af hende og ikke omvendt som det altid havde været, pludselig måtte hun stå som den stærke go uanset hvad hun gjorde så virkede det ikke, det var virkelig virkelig fustrerende for hendes del. Eniqa missede let med øjnene, hun følte sig efterhånden frygtelig træt! IKke at det var uventet for det var efterhånden det samme hver eneste aften og det tærrede i den grad på hendes energi, hun prøvede at være positiv og tålmodig men hun savnede Matthew.. For hvem end der sa foran hende så var det ikke ham, måske at det var hårde ord men de var jo sande. Det var den samme rutien hver aften lade ham føle på hendes hjerte. Hans hådn der lukkede sig om hendes kjole gjorde hun absolut intet ved, bare allerede her var det tydeligt at han var blevet helt og aldeles ændret, normalt ville han lade hånden falde mod hendes bryst kærtegne det, og se lysten stille stige i hende, men sådan var det ikke længere, efterhånden så måtte hun næsten savne at han ville være så påtrængende, han havde ikke så meget som rørt hende i omkring en halvmåne periode. Eniqa nikkede forsigtigt "Selvfølgelig måtte du det" selv var mærkerne der endnu på hendes slanke hals ganske tydelige. Ganske forsigtigt tog hun omkring hans hånd og tog den i hendes egen kun for at holde den. De isblå øjne betragtede hans skikkelse, og kun med ren udmattelse hun måtte finde en måde at slappe af på! Stille nikkede hun til hans ord, dog uden at lade ord falde, hun havde ikke sovet en hel nat siden hængningen og det kunne i den grad ses på hende. Stille slog hun dynen af kroppen og rejste sig op "Hvor har du cigaretterne?" blikket så direkte mod hans og med en meget beslutsom mine. De hjalp ham så hvorfor skulle de ikke også hjælpe hende? Hun måtte have et eller andet, inden hendes krop og humør ville falde helt sammen. Selvom der for hver dag måtte ske forbedringer så var det i den grad stadig hårdt for hende at skulle gå igennem, specielt når hanhavde det som han havde det og nærmest holdte hende ude i forhold til det som han havde gjort. Man kunne vel roligt sige hun var desperat efterhånden? Matthew havde ikke så meget som skænket hende et kys, eller givet hende et kompliment der ville fører hende med sig under dynerne i en helt måned, han var blevet selv kritisk turde ikke forlade hende alene hvad end det var i hulen eller hun ville gå en tur i skoven, Kenara skulle altid være der og kunne han så ville han helst. Han vågnede om natten med mareridt, vækkede hende gang på gang og lod hende som en hængt at, selvfølgelig måtte hun hænge i for hans skyld hun elskede ham jo, og det var uanset hvad han var også selvom han ikke lignede sig selv, man kunne vel bare sige hun lavede i det håb om at han en dag ville blive den samme igen? Forlade ham det var noget som hun kort sagt nægtede, manden behøvede hende og hun behøvede ham, og det var uanset hvor hårdt det i virkeligheden måtte forekomme hende. Hun måtte vel bare sidde og knuge om håbet på det bedste og deres egen lykke ville finde vejen frem igen?

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt, at dette på ingen måde var den mand som han normalt ville have været, men han vidste ikke rigtigt hvordan pokker han skulle komme op på den igen! Han vidste udmærket godt, at han var som en byrde for Eniqa og det var slet ikke noget som han ønskede i længden, det var der heller ikke nogen tvivl om, men hvad pokker skulle han gøre ved det? Et sted måtte han jo selv se på sin kære bror som en trussel, udelukkende fordi, at han vidste, at han havde været tæt på Eniqa. At det jo så havde været på en ganske anden måde end det som lige var ment, var jo så noget som han bare måtte bide i sig. Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han turde ikke rigtigt.. han vidste ikke hvordan han skulle bære sig ad! Den naturlige og selvtillide mand som han havde æret, arrogant som bare fanden og så selvsikker, var noget som var væk. Den mand var hængt og gemt af sted i hans sind. Denne gang var det ham som var endt med at skulle blive hamret i gulvet og denne gang havde han ikke været i stand til at skulle rejse sig igen. Selv havde han stadig sporene efter de ældgamle piskeslag over ryggen, mærket omkring halsen var der stadig, selvom det blev mindre og mindre synligt hver eneste dag. Han følte sig virkelig som en handikappet lille ungem som var så skide afhængig sin mor og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke! Han vidste jo udmærket godt, at det ikke var den mand som han altid havde været, han vidste at det altid havde været modsat. Det havde været ham som skulle holde om hende, holde hende sikker og det hele, det var det helt modsatte lige nu og den tanke var slet ikke noget som han brød sig om. Han kunne se at det tog hårdt på Eniqa. Selv de gange hvor hun havde valgt at søge ud, så havde han bare ligget direkte panisk tilbage i sengen og var så sikker på, at det ville være sidste gang han ville se hende. Den tanke var virkelig skræmmende og det var den på absolut alle tænkelige måder for ham. Han lod hende tage hånden i sin egen hvor han selv mere bestemt måtte lukke sin egen hånd omkring hendes egen. At hun så valgte at spørge ind til hans cigaretter, kom dog alligevel en anelse bag på ham alligevel. Han blinkede let med øjnene. "Mine cigaretter?" gentog han stille og let uforstående. Hvad skulle hun dog med dem? Han vendte blikket mod sin kappe som lå kastet over en stoleryg. "I min lomme hvor de altid ligger," svarede han og vendte blikket derefter mod hende. Han tog blot en enkelt når han endelig skulle stresse, hvilket i sig selv heller ikke var særlig ofte faktisk. Det var nu alligevel kun noget som han var godt glad for i den anden ende. Der skulle normalt meget til for at stresse ham.. Temmelig meget faktisk. Han slap et svagt suk. Det irriterede ham selv, at han skulle fortsætte med at skulle vågne om natten, men det gik da i det mindste i den rigtige retning. Han ruskede ikke panisk i hende mere. Han mærkede blot efter for så at glide ned at ligge ved hendes side istedet for igen, selvom hun jo vågnet. Han prøvede virkelig at skulle undgå, at det var det som måtte gå, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han ønskede virkelig ikke at skulle miste hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede virkelig at dette var noget som skulle fungere for han ønskede virkelig ikke at skulle miste hende for noget i verden. Han lod sin tommel stille stryge over hendes hånd. Han prøvede i det mindste og han kæmpet virkelig, for han ønskede virkelig at falde tilbage i den beskyttende rolle overfor hende. Alt andet var virkelig bare forkert og intet mindre! Han sendte hende et stille smil. "Jeg mente virkelig ikke at vække dig, min kære," sagde han stille. Hans anden og frie hånd, den knyttede han stille og roligt omkring dynen bare for at have et eller andet at skulle holde fast i. Alt andet var slet ikke noget som han ønskede at skulle skænke en tanke bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De isblå øjne faldt til hendes. Nyheden om at de var søskende, havde i den grad ramt ham selv så skræmmende hårdt, at man skulle tro at det var løgn. Selvom det nu ikke var noget som han ville tænke på. Skaden var sket og han ønskede virkelig at holde fast i hende, hvis han nu vidste hvordan! "De er ikke godt for dig.. Du burde bare lade dem ligge.." endte han med en rolig stemme, dog en anelse beslutsomt. Han prøvede i det mindste og bare at hun kunne se det, så var det virkelig bare det hele værd også i hans øjne. Han ønskede virkelig at blive den selv samme mand som han havde været dengang, selvom han virkelig ville få brug for hendes hjælp.. Han havde virkelig brug for hendes hjælp. "Det er en dum vane, Eniqa.. Bare lad dem være.." endte han stille.. Denne gang mere bedende end det som han nok lige havde gjort brug af det før, men det var vel trods alt bedre end absolut ingenting vel? Sådan måtte han jo trods alt også selv se på det og ddet var så sandelig også med sin bedste mening.

[Deleted]

Man kunne ikke sige at Matthew var noget hen af det som bare lignede den mand han normalt ville have været, og et gjorde det virkelig ikke let, hun sasd med håbet om at den mand hun måtte elske go holde af endnu måtte være inde bag et sted for det var ham hun ønskede. Selvom hun nægtede at se det sådan så avr han gået hen og blevet hende en psykisk byrde, hvad end hun ville det eller ej, hun blev nedtrykt af det, stresset og vidste ikke hvordan pokker hun skulle reagere. Som regel betød det nogen af hendes mange ture ud om natten, hvor hun blot nød stilheden tænkte over havd der avr sket, dog ville det aldrig kunne så meget som falde hende ind til gå til nogen anden og specielt ikek Maurus. Det var sandt at hun havde set ham et par gange siden og at han havde rådet hende til det ene og det andet men hun ville slet ikek tæt på den mand på den måde, uanset hvad der havde været da Matthew endnu avr død, det var slet ikke noget hun ønskede at skulle tænke tilbage på, han havde været en trøst og det håbede hun at matthew kunne se, om ikke andet at han ville vælge at stole på hende. Eniqa var vant tila t være den som faldt fra hinanden den som kom grædende til ham, nu var det omvendt og langt værre dnd det nogensinde havde været med hende, hun manglede søvn og det det fustrerede hende at hun ikke kunne hvile bare en enkel nat i hans favn uden panik, hun havde jo ondt af ham, problemet var jo så det faktum at hun kendte Jaqia på en anden måde end det som han kunne sige sig at gøre, og hun vidste hvad hun havde gang i det gjorde han ikke, hun var i stand til at lukke af hendes blod flød i hendes egne årer, også selvom hun virkelig havde overvejet at få hendes gamle blod tilbage, det var jo blot det at finde en som kunne og ville gøre det der kunne være hendes eneste men største problem, Hans krop var endnu præget af de mange slag af pisken som avr blevet ham tildelt, mens hendes egen endnu var plaget af åbne sår og blå mærker efter at være blevet kørt gennem en hel by og blevet kastet sten efter, endnu kunne hun være temmelig øm på visse dele af kroppen. Hun sukkede stille, betragtede hans næsten uskyldige skikkelse i sengen mens hun selv havde rejst sig. Stille nikkede hun til hans ord, tog de små skridt mod stoleryggen hvor kappen måtte hænge selvom hans ord fangede hende inden. De isblå øjne søgte mod ham, nu forstod hun hvorfor han altid havde virket så velkendt det var hendes egen bror, en nyhed som for hendes del avr virkelig svær at skulle tackle, og dog så vidste selv hun at skaden skete for længe siden og han havde været hende tæt på, på absolut alle måder og hun var bare ikke i stand til at skulle kaste ham fra sig og slet ikke af den grund, der skulle virkelig langt mere til end bare som så. Eniqa rystede lettere afvisende på hovedet, følte hvordan de blonde krøller let måtte kilde hendes skuldre "Det skal du ikke tænke på" det var de samme ord hver eneste aften hun skænkede, ham prøvede at sige det i virkeligheden avr utrolig svært for hende, også fordi hun ikke var vant til bare til som måtte ligne. Hans bekymring forekom hende sødt, men ligenu havde hun virkelig bare brug for at køle sig selv lidt ned og de var faktisk en glimrende måde at gøre det på, om det var en dårlig vane eller ej, hun var nødt til at stresse ned. Stille bukkede hun sig ned lænte sig frem mod ham og plantede et intenst kys mod hans læber "Det er sødt du bekymre dig, Matthew.. Men jeg har brug for dem" hun tvang et lille smil fra, rettede sig igen op. Et sted så håbede hun næsten hvert sekund på at han ville rejse sig, tage fat om hende, forfører hende uden tålmodighed, bare for at kunne kende lidt af den mand. Hun trak en enkel op af hans lomme, satte stille fingeren til og lod den ryge, Jaqia havde da lært hende lidt. Ryggen var vendt mod ham, hun indåndede den usunde luft og lod øjnene glide i af næsten lettelse. Det var virkelig beroligende uanset hvor usundt det så end måtte være for hende i længden. Roligt åndede hun ud, lod røgen fylde luften, og mærkede hvordan det kradsede hele vejen ned i lungerne, næsten en savnet følelse et sted.

[Deleted]

Matthew kæmpede virkelig for at skulle komme tilbage til toppen. Han kunne virkelgi ikke fordrage det, at skulle stå der som enhver anden byrde for hende, for det burde virkelgi ikke være tilfældet! Han var den som burde beskytte hende og passe på hende, det kunne virkelig ikke være rigtigt at han skulle være hende en byrde på den måde og han hadet det virkelig! Han kæmpet virkelig, selvom det virkelig ikke altid var som om at det måtte virke for ham. Jo mere han kom ud i det, jo mindre kunne han genkende hende og jo mere usikker blev han, så han stod mere eller mindre stille lige nu. Blikket hvilede stadig på hendes skikkelse. De smøger var hans, det var hans måde at roe sig ned på og nu i disse stunder, så var hans behov mange gange doblet, også selvom han vidste, at det var farligt for ham i længden, så ønsket han det virkelig ikke at hun skulle blive så afhængig af det stads som det han måtte være. Han sukkede nærmere opgivende, da hun alligevel gik hen og fisket en op af hans lomme. Han prøvede i det mindste at finde sig selv, men det var virkelig ikke enkelt, når man ikke genkendte noget af det som man sad i mere eller mindre hver eneste dag. Han trak vejret dybt og så op på hende. At hun kysset ham, fik hans hjerte til at øge kraftigt i de mange slag. Han besvarede det gengældende, selvom det stadig var noget som han gjorde roligt og stille, næsten forsigtigt, men pointen var vel også, at det skete? Han endte dog selv med at skulle rejse sig op. Han knyttede hænderne en anelse usikkert. At hun synes at det var sødt, var nu ikke direkte den kommentar som han lige havde ventet sig. Han gik forsigtigt og stille mod hende og med de næsten varsomme skridt. Han var virkelig bange for, at træde forkert og nu hvor det også var klart for ham, at hans kære bror havde været hende en trøst mens han havde været væk, så var det blot noget som han virkelig bare måtte slå ud af hovedet.. Hun gik da ikke til ham gjorde hun? Hvad gjorde hun egentlig når hun var alene? Bare den tanke alene måtte lade panikken brede sig i hans sind. Han kunne virkelig ikke fordrage den følelse overhovedet! Han trak vejret dybt og bed sig let i læben. Han rakte ind over hendes ene skulder, hvor han roligt tog fat om smøgen og tog den til sig. "Det er meget fint, Eniqa.. men det er mine.. du har heller ikke godt af det.." Han kvaste gløden mellem fingrene, så den gik ud og så lod han den ellers bare hvile i hans hånd. De isblå øjne vendte han stille mod hende. At de var søskende var han i den grad også bange for ville være den endelige faktor, til at det ville gå galt. Han var bare så sikker på det, eftersom der var de timer om dagen hvor Eniqa pludselig bare var væk for ham.. Hun havde vel en anden ved siden af? Han ville klart lyve hvis han ville påstå noget som helst andet, men det var virkelig noget af det som han var så frygtelig bange for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sank klumpen som samlede sig i halsen og uden at skulle tage blikket fra hende. Han så faktisk på hende når han snakket til hende nu.. Han prøvede virkelig og det var alt sammen for hendes skyld. Han kunne udmærket godt mærke hvordan det stadig måtte stramme over hans ryg efter de mange piskeslag som han havde været offer for, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det som igen og igen måtte bringe ham hele vejen tilbage til den aften hvor han havde fået dem. Hundrede slag uden en eneste pause. Bare tanken omkring det var noget som måtte give ham direkte myrekryp! "Jeg tvivler stærkt på, at det er dem som du har brug for.." afsluttede han stille og ikke mindst også med en ganske så alvorlig stemme. Han prøvede virkelig bare at se væk fra den usikkerhed, for det var virkelig ikke noget som ville gavne dem, men så længe at han ikke kunne genkende hende, hvad havde han da så at skulle gå ud fra i den anden ende? Det var jo egentlig noget som var ganske så logisk. Han lod smøgen falde stille mod jorden og stampet den i stykker, så den ikke ville kunne bruges. Han røg selv non stop når hun var ude, for han var ærlig talt bange for, at hun ikke ville komme hjem igen, og så var det stress som meldte sig for hans vedkommende og det var virkelig direkte ubehageligt. Han havde virkelig bare brug for hende. "Jeg ved jeg er en byrde, Eniqa.." afsluttede han med en mumlen. For ham, var det selv ikke noget som han var glad for at indrømme, men hans stolthed og værdighed var virkelig bare slået i orden og han vidste virkelig ikke hvordan han skulle få det til at fungere igen og han hadet det.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at manden virkelig måtte kæmpe for at komme tilbage på toppen, men et sted så var det stadig ikke nemt for hende, han havde altid været den som måtte passe på hende og beskyttet, den som måtte roe hende ned når hunvar oppe at køre og nu var det lige omvendt, hun var tvunget til at stå som den stærke og den eneste grund til at hun i virkeligheden måtte gøre det var jo fordi hun elskede ham og fordi at hun skyldte ham det på alle tænkelige måder, men nemt var det i den grad ikke, det var en kamp selv for hende selv. Dog nægtede hun at se på ham som en byrde på nogen måde, måske at det i virkeligheden avr hvad ahn var, men han var ligeså langt mere end det, han var manden hun måtte elske og holde af. Et sted så måtte Eniqa udemærket være klar over at også hun måtte ændre sig på deres vej, han var måske nok den der var faldet sammen og havde misteet sig selv fuldkommen hun gjorde det bare dag for dag, fordi hun ikke selv tillod sig at være svag for hans skyld, hvis hun begyndte st sidde og græde foran ham på den måde, så ville han vel først for alvor bryde sammen og føøle sig som en belastning det ønskede hun jo heller ikke, og hun var ærlig talt en smule fortabt omkring hvad der var at gøre, hvad hun skulle gøre. Røgen brændte i hendes lunger, hun vidste at hun ikke måtte have godt af det, og at det måtte være en forfærdelig vane, noget som i den grad også var for ham, og det med at skaffe dem avr virkelig intet problem, de kunne fint dele dem! Der var virkelige tydelige foskelle og det fustrerede hende virkelig også selvom hun ikke kunne tillade at vise det. Hun sukkede tungt, det kys så frygtelig forsigtigt, hvor han normalt ville have hevet om hende og tvunget hende ned i sengen igen med ham, et sted så måtte hun vel savne det? Hun kunne end ikke huske hvornår han så meget som havde rørt hende af egen fri vilje med mindre han skulle tjekke hendes puls, og det gjorde faktisk.. Ondt? Var hun ikke længere god nok på den måde? Det satte så mange spørgsmål som ikke var i stand til at skulle blive besvaret. Normalt på denne tid ville hun være ude nu, i tide og utide huggede hun en af cigaretterne og tog med sig, det fik hende til at slappe af uanset hvilken dum vane det var. Vandringen gennem den velkendte skov, sidde med Kenara et eller andet tilfældigt sted, det lod hende falde en smule til ro fordi hun fik tid til at tænke og tid til at græde, det kunne aldrig falde hende ind at gå til en anden men havde det ikke været fordi Matthew ikke bevægede sig ud af deres lille hule så ville hun have troet at han gjorde, ikke mindst fordi han end ikke så ud til overhovedet at hun interesserede ham mere. Den besluttede tone da cigaretten blev hevet ud mellem hendes fingrer, det var en lille del af den mand som hun ikke havde set længe om hun så skulle være glad eller irriteret var lidt det sppørgsmål hun sad med. Hun ventede i sekunder efter han havde taget den fra hend eog til hun vendte sig, næsten i håb om at han ville give hende noget der var værd at slappe af over, men endnu engang var det med den lille skuffelse. Hun følte hans uiskkerhed og det var virkelig forfærdeligt "Det har du heller ikke" modargumenterede hun dog sigende. Armene faldt slapt langs hendes side, hun betragtede hans skikkelse. Hvad pokker skulle hun gøre? Et sted så stod hun med den tanke *Så giv mig hvad jeg ahr brug for!*, men uden at nævne det højt på nogen måde, hun behøvede virkelig ham efterhnden det var ham hun havde brug for. Stilheden sænkede sig en smule, hun hadede disse tider. Følelsen af den usikkerhed han måtte bære sorgede hende virkelig, at han var s usikker omkring hende. Til tider følte hun næsten at han end ikke måtte stole på hende, hun følte hans mistro men hvad den var til vidste hun ikke.. En anden mand? Aldrig i livet ville det falde hende ind, og hun kunne kun håbe at han vidste det. Stille trådte hun tæt på ham ved hans ord og med en opgivende mine. En stille pegefinger blev lagt mod hans ru læber, og rystede let på hovedet "Hver sød.:" endte hun som en tydelig afvisning de ord ville hun end ikke høre det var helt sikkert.

[Deleted]

Matthew genkendte vikrelig ikke Eniqa og så stoppet hans egen udvikling i den grad også op, selvom han virkelig ikke brød sig om det. Han vidste godt, at han havde været så meget mere værd end dette og derfor også en grund til at han virkelig bare måtte kæmpe for at skulle komme tilbage til det, men lige i disse tider, så var det faktisk hende som satte en stopper for det. Han var en byrde og han var klar over det, selvom det virkelig var en tanke som han måtte hade og foragte og mere end det som han nogensinde ville hade noget andet, det var i den grad også helt sikkert. Han havde taget smøgen fra hende, hvilket han heller ikke havde gjort før. Han prøvede virkelig og han ønskede virkelig også bare, at hun skulle se det. Han var bange et sted.. bange for at miste hende, bange for at ende alene, fordi at han ikke længere var den som kunne beskytte hende, for han vidste jo, at der var mange andre derude som hellere kunne give hende det i en helt anden grad end det som han nogensinde ville være i stand til, og den tanke var ærlig talt noget som måtte skræmme ham selv noget så voldsomt. Han blev stående og med blikket hvilende mod hende, selv uden at skulle se det mindste væk overhovedet. Det var bare ikke noget som han kunne få sig selv til på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad ikke nogen tvivl om. Han var virkelig, virkelig bange for, at det ville ende med at gå galt i den anden ende, det var der ikke nogen tvivl om. Han trak vejret dybt. "Jeg er vant til det.." afviste han stille. Han rystede stille på hovedet og uden at tage blikket fra hende. Det var jo trods alt en sandhed. At ryge på denne måde, var noget som han havde gjort igennem flere år, så det var heller ikke noget som man skulle eller kunne tage det mindste fejl af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret stille og dybt, ikke at det var noget som han skjulte, for han måtte virkelig bare falde til ro. Hvilke tanker som gik igennem hendes hoved, vidste han ikke.. Han var virkelig bare så panisk bange for at han ville miste hende id en anden ende, de var virkelig noget af det værste af følelse som han nogensinde havde oplevet. Han kunne ikke passe på hende som han virkelig burde kunne være i stand til og det var noget som selv måtte frustrere ham noget så grusomt. Han var øm i ryggen endnu, noget som alligevel måtte tvinge ham til at skulle fortsætte med at tænke på lige netop den hændelse fra den aften, hvor han havde stået blottet fra livet og op, lænket på hænder og fødder og så stået med Samuel som havde skænket ham piskeslag efter piskeslag.. hundrede styk inden de var holdt op. Han havde virkelig været så forbandet ødelagt og det var det som han stadig måtte stå og slås med lige i dette øjeblik. Det gjorde virkelig, virkelig ondt! Han sitrede tydeligt ved hendes finger over hans læber. De var tørre. Det var jo heller ikke fordi at han gjorde meget ud af det længere. Han turde jo knapt røre hende, for hun var virkelig så ukendt for ham efterhånden. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, inden han så på hende igen. Hovedet søgte ganske så let på sned. Han hævede sin ene hånd og tog stile omkring hendes. De isblå øjne søgte til hendes blik. Hvad det var, at hun havde i tankerne og hvad det var at hun ønskede af ham, det vidste han virkelig ikke og det var virkelig en forfærdelig frustrerende tanke på alle tænkelige måder overhovedet. "Hvad er det du ønsker af mig?" spurgte han stille. Han trykkede forsigtigt og stille omkring hendes hånd og holdt den i et anelse mere fast greb for blot at holde godt og fast omkring den. Han var der for hende, hvis hun dog bare ville lade ham. At hun søgte væk fra ham, ville jo heller ikke hjælpe nogen af dem, det var i den grad også helt sikkert. Han blev stående og med hende tæt på sig. "Jeg har brug for dig, Eniqa.. please sig, du ikke går ud i aften," endte han stille. Han vidste det jo og det var det som i den grad også måtte skræmme ham mere end noget andet lige i øjeblikket. Han frygtede virkelig, at hun før eller siden ville støde på en mand.. en som kunne give hende alt det som han selv ikke ville være i stand til at skulle og det var virkelig noget af det værste ved det hele.

[Deleted]

Eniqa vidste udemærket at hun end ikke selv var til at kende, hun måtte gøre alt for at stå som den stærke for ikke ende med at gøre ham langt mere usikker og det var langt fra nemt for hende, hun skyldte ham det dog på alle måder, derfor tøvede hun ikke på noget tidspunkt, at hun så bare forværrede det hele på den måde det havde hun ærlig talt ikke nok erfaring til at skulle se. Normalt ville hun bande den forbistrede stolthed og selvtillid væk som han bar, hun kunne bande det væk at han til tider måtte ændre hele deres planer fordi han havde lyst til andet, men når hun stod foran den rene usikkerhed, et rent nervevrag så ville hun ønske at bare en lille del af den velkendte Matthew måtte ligge gemt et sted bag. Uanset hvor tung han måtte være for hende, uanset hvor meget han selv var i stand til at trykke hende ned, jamen så nægtede hun ganske enkelt at se på ham som en byrde, hun valgte selv at gøre dette, hun kunne vende ryggen til og det var noget som hun nægtede, så måtte hun som altid søge hendes hjælp i Kenara hendes elskede panter, en som blot lyttede, også på trods af det faktum hun ikke længere var i stand til at kommunikere med ham på samme måde. Bare det at han rent faktisk havde valgt at sige hende imod det var virkelig ike noget som hun var vant til, dog var overraskelsen skjult bag en mere eller mindre opgivende mine, hun var så pokkers fustreret, det var en lang kamp og kun meget små tegn på bedring, hun følte sig omtrendt ligeså ubrugelig som han måtte gøre det, ikkke mindst uinteressandt, han havde ikke så meget som rørt hende siden, hun savnede det.. Et sted måtte hun vel indrømme at han selv havde formået at gøre hende ligeså afhængig af den varme følelse, af det at føle ham så tæt? Eniqa rystede blot på hovedet ved hans ord "At du er vant til det, betyder ikke du har bedre af det end jeg har" modsagde hun ham med en rolig tone. Normalt ville det være drillende og fører til langt mere, normalt ville de have leget endnu en af deres lege, men selv det var slut, og hun sårede sig selv ved at lukke sådan af til ham, det var jo ikke det hun ønskede, men ærlig talt så var hun bare ikke klar over hvad pokker hun ellers skulle gøre.
Blikekt hvilede i hans, næsten indentiske med hendes egne. Der var så meget hun gerne ville gøre og sige og bede om, men hun var bange for han ikke ville forstå det og hun ønskede ikke at gøre manden mere usikker end han avr i forvejen, hun kunne ikke gøre andet end at prøve sig frem og håbe på at det ville gå, tale med ham om det han lystede at tale om, og vel ellers bare vente på ham et sted? Hånden faldt i hans, hendes blik fulgte for en kort stund efter. Hun savnede ham.. Hun savnede Matthew og han var simpelt hen ikek til at finde, noget som gjorde hun mistede sig selv. Blidt måtte hun gengælde det blide klem om hendes hånd, dog uden at besvare hans spørgsmål. Den bedende tone, det afslørede om ikke andet for hende at han udemærket var klar over hendes små turer, hun havde dog ikke planlagt nogen lige denne aften "Jeg går ikke ud i aften" mumlede hun stille og med et opgivende suk også selvom det var ærligt hun blev her. Sandheden avr nok at der var mange mænd derude som ønskede hende og som kunne give hende hvad hun mest af alt behøvede denne tid, men de avr bar eikke Matthew og det var ham hun ønskede andet kunne ikke falde hende ind. Blikket gled igen mod hans meget direkte. Hun bed sig let i læben måtte for første gang i længe udvise usikkerhed selv. Hun havde ikke turdet dette før i frygt for at blive afvist af ham, men hun måtte vel også tage en chance? Få lidt af fustrationerne ud? Blidt slap hun hans hånd, lod den glide mod hendes skuldre hvor hun stille puffede de tynde stropper bort, trak en smule ned og lod den mørke kjole falde og afsløre hendes halvt om halvt blottede krop. Hovedet gled på sned og de lange blonde lokekr krøllede om hendes ene skulder "Jeg ville ønske at du ville give mig en grund til at slappe af.. Noget meget bedre end de cigaretter.. Give mig hvad jeg har brug for.. og godt af" tilføjede hun til sidst og med et lille muntert glimt i blikket der var til at spore hvis man kiggede utrolig godt efter. Armene hvilede slapt langs hendes side, den gamle Matthew ville ikke tøve, han ville tage om hende, kaste hende mod sengen og pirrer hende grænseløst.. Det var end ikke det hun turde forvene her, alt hun måtte håbe på, var ikke at få en afvisning.

[Deleted]

Matthew kunne virkelig ikke genkende hende, og det var virkelig også den eneste grund til at han selv stod så stille i hans egen udvikling og søgen efter sig selv, selvom det virkelig ikke var noget som man bare gjorde, for han kunne virkelig ikke genkende hende, og det var noget som i den grad også måtte skræmme ham en hel del. Det burde være manden som skulle beskytte kvinden. Det var i alle fald af den opfattelse som Matthew var af, men det var virkelig bare svært, når man ikke vidste hverken til eller fra mere! De isblå øjne hvilede på hende. Han prøvede virkelig, men nemt var det ikke.. hun gjorde det virkelig ikke nemt for ham og han ønskede virkelig ikke at skulle stå der som en byrde mere. Han kunne virkelig ikke fordrage den følelse og fornemmelse for noget som helst i verden! Han knyttede hænderne stille og roligt og uden at slippe hendes hånd som han nu måtte have fat i for øjeblikket. Han trak vjeret dybt. Han var usikker på hele situationen og det var virkelig noget af det værste som han længe havde oplevet. Smøgerne var hans og det var slet ikke noget som han ønskede, at hun skulle benytte sig af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Dt var en ældgammel vane for ham og lige for tiden, så var dette virkelig noget af det som måtte stresse ham meget mere end det som han nogensinde ville tro det ville have været. "Jeg ønsker det bare ikke for dig, Eniqa.." endte han stille, selv i en direkte søgen for forståelse, selvom det var tydeligt, at det slet ikke var det som hun ønskede lige for øjeblikket. Hun var ude efter noget andet og det frustrerede ham virkelig, at han ikke kunne vide hverken til eller fra mere. Han kunne virkelig ikke fordrage det! Hans isblå øjne faldt for en kort øjeblik ned mod deres hænder, hvor han stille måtte holde omkring den. Han ønskede virkelig at holde fast i hendes hånd. Han trak vejret dybt og vendte blikket forsigtigt og stille i retningen af hende igen. Han kunne simpelthen ikke lade være.
Han var tydeligt usikker ved denne situation, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage det! At Eniqa vendte sig mod ham og med det blik. Det var slet ikke noget som var genkendeligt for ham overhovedet og det var noget som blev så tydeligt i hans blik, at det måtte gøre ham selv en anelse usikker, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke noget at gøre ed det overhovedet. Han mærkede hjertet slå mere og mere fast mod hans bryst, det var slet ikke noget som man kunne komme det midnste udenom. At hun slap hans hånd, lod stropperne falde på natkjolen som hun ellers så smukt måtte bære omkring sin egen krop. Han lyttede til hendes ord, hvor han måtte se hende i blikket på samme tid, som hun måtte snakke. Han måtte dog alligevel lade blikket glide roligt ned langs hendes krop. Han huskede det. Det var i det mindste noget som var at skulle genkende ofrh ans vedkommende, det var heller ikke noget som man skulle komme det mindste udenom overhovedet. Han hævede hånden forsigtigt og lod den stryge mod hendes kind. Han vidste udmærket godt hvad han normalt vile have gjort i en situation som dette. Han vidste bare ikke hvordan han skulle gå frem og det var virkelig noget af ddet værst eved denne situation, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hånden strøg med den let forsigtighed nedover hendes hals og nedover hendes kraveben. Han var forsigtig og det var der i den grad også en frygtelig god grund til. Han var virkelig bare forsigtig og bange for, at skulle gå forkert, så det ville ødelægge deth ele, og det var virkelig ikke noget som han ønskede det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans herte slog let og fast mod hans bryst, det var slet ikke noget som han kunne skjule det mindste. Det satte virkelig en sitren i ham, som man slet ikke burde eller skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hånden strøg forsigtigt videre nedover hendes bryst, selvom det var frygtelig forsigtigt. Det sitret næsten i hans fingre. Dette var jo trods alt noget som han kunne genkende! Han vendte blikket stille op mod hendes blik igen. "Jeg genkender det her.." mumlede han stille og let for sig selv. Ikke at det var noget som han kunne komme det midnste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det simpelthen bare ikke muligt for ham. Han lod hånden frygtelig forsigtigt lukke sig om hendes ene bryst og uden at skulle lade blikket forlade hende det mindste. Han måtte jo et sted også forsikre sig om, at det hele var helt i orden, ellers skulle han nok hurtigt få hånden trukket til sig igen, det var der ikke nogen tvivl om. Han rokket sig ikke det mindste. Han stod jo praktisk talt helt oppe foran hende. Glimtet måtte vise sig i hans øjne.. det samme som det altid havde været før.