Flugt

[dai]

Mørket var for længst faldet på og Daisy havde ventet længe på at den skulle falde på. Hun havde ventet, og ventet, og ventet og var lige ved at blive i tvivl om hun ville overleve til natten men hun havde overlevet, til trods for piskeslaggende, de blå mærker og de blødende føder som havde blødt i flere timer, heldigvis havde sårene bare ikke været dybe nok til at hun døde af det og da natten var faldet på havde sårene lukkede sig en smule så de ikke blødte længere. Hun løb som aldrig før, løb til trods for smerterne, trætheden og sulten. Hun lød så hun troede at lunegren ville sprænge. Hun standsede ikke før hun var nåede udkanten af byen og der var hun fuldkommen udmattet. Hun faldt sammen ved et træ og lå der og hev efter vejret. Tøjet var mudret, blodigt og fugtigt, læberne fuldkommen tørre så hun flere gang var nød til at fugte dem med sin mindre tørrer læber. Hun lænede sig op ad træet og hev efter. Vingerne var bundet og hun havde ikke haft tid til at løsne dem. Hendes hænder rystede da hun langsomt fjernede rebende fra vingerne som næsten ikke var vinger længere. Hun havde været i Dvasias længe, så længe at hendes engledel langsomt var ved at visne bort. Tårerne samlede sig i hendes øjne men hun tog sig sammen inden de nåede at glide end over hendes blege kinder. Hendes magerkrop rystede af kulde, sult og træthed og hun lukkede øjnene for blot at trække vejret i få sekunder inden hun ville rejse sig op og løbe videre.

[dracilien]

At mørket havde sænket sig, var det som tillid Dracilien at komme frem og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end blot at nyde det, og det gjorde ham. I aften, var det en anelse køligt, selvom det ikke var noget som havde nogen direkte betydning for ham i sig selv. Han mærkede virkelig intet til den kulde. Sådan var det jo, at være vmapyr og han elskede det virkelig til tider, det var der ikke nogen tvivl om. Duften af blod som tydeligt måtte ramme hans egen næse, idet en kvinde løb igennem hele byen, hvilket i den grad havde trukket voldsomt i hans egen opmærksomhed på alle mulige tænkelige måder. Han kunne i den grad ikke se væk fra det, om han så ville det eller ikke, så var der ikke det største valg lige der og da, Han kneb øjnene svagt sammen, selv med tænderne som måtte løbe i vand, for han havde ikke haft muligheden for at skulle nære sig for denne aften, hvad end om han ville det eller ikke. Han fulgte efter duften mere eller mindre hele vejen ned af gaden, hvor han selv holdt sig godt i skyggerne, hvor det i sig selv faktisk var temmelig svært at skulle se ham, idet at han gik klædt i sort. Kvinden fik han dog hurtigt øje på, for ikke at glemme, at han tydeligt kunne fornemme hendes ekstrem hurtige vejrtrækning og hendes bankende hjerte, hvilket kun gjorde det hele meget værre for ham. Han søgte roligt tættere på hende og endte helt henne ved træet. Han gjorde dog intet endnu. Hvad hun var for en, vidste han ikke, men at rende rundt alene, for det var virkelig noget som kunne koste ganske dyrt.. hvilket det også var i gang med. Den blege hud lyste næste n op i månens smukke skør som måtte lyse op over dem. ”Hvem er du, som vandre rundt alene på denne tid?” Hun var kraftigt forpustet, han kunne høre det på hende. Hun måtte have løbet meget vel? Ikke at det gjorde ham det mindste, tvært imod det gjorde det hele så meget nemmere for ham selv på alle måder, i tilfælde, hvis han skulle ende med at sætte de tænder i hende, som han var så forbandet lyst til allerede.

[dai]

Hun havde ikke hørt ham komme, for hun havde været i sine egne tanker og i sine egne bekymringer. Han stemme fik hende til at fare sammen og trække sig bort fra træt. Hun lå endnu på det fugtig græs men denne gang med ansigtet vendt mod ham, at komme på benene krævede mere end hun havde troet men hun tvang sig selv til at komme på benene. Det at han var en mand var nok til at hun holdt sig langt væk fra ham, så langt væk som det var hende muligt. vejrtrækning var tung og hvæsende hun hostede en smule og rødmede sig med blikket rettet mod ham, hun turde end ikke blinke bange for at han ville overraske hende igen. Hun fugtede endnu engang læberne med spidsen af tungen, hjertet hamrede endnu vildt selvom hendes vejtrækning efterhånden var faldet til ro, det skyldtes chokket over at han pludselig var dukket op. Hun tog sig sammen inden hun svarede ”En fortabt sjæl der håber på at vende hjem” svarede hun, stemmen indikeret hvad hun var for udover at være engel var hun sensueldæmon og det lagde stemmen ikke det mindste skjul på for tiltros for skrækken som kunne ses i hendes øjne lød stemmen fløjlsblød og forførende.

[dracilien]

Draciliens tænder løb virkelig i vand. På nuværende tidspunkt, så skulle denne kvinde virkelig komme med en ekstrem god grund til, at han ikke burde sætte tænderne i hende, ofr lysten efter hendes blod, var virkelig noget af det, som måtte stå mest tydeligt i ham lige nu. Han havde ikke fået næret sig de sidste dage, udelukkende på grund af den søgen som han havde været på efter hans gamle flamme. Han havde langt om længe fået lokaliseret den klub som det skulle siges, at hun måtte eje og han agtede at søge videre efter hende, til han en gang ville ende med at finde hende. Ingen tvivl om det. Han skubbede Gina lidt ud af hovedet og vendte blikket mod hende, idet hun måtte begynde at tale. Han havde ingen anelse om hvad eller hvem hun var, det var udelukkende også af den grund, at han valgte, at skulle bevæge sig frem med en forsigtighed. Han ville jo trods alt ikke gøre et eller andet, som hurtigt ville få katastrofale følger. Den fejl havde han allerede begået en gang før, og det var virkelig også den ene gang for meget i hans øjne! Hendes fløjlsbløde stemme og så forførende, lod ham dog hurtigt ane hvad hun var, for han havde i den grad været ude i hendes slags før. Han kneb øjnene fast sammen og vendte blikket en anelse væk, selvom han stadig måtte have hende i øjenkrogen. At slippe væk, det ville hun bestemt ikke få lov til af ham, det var der heller ikke nogen tvivl om lige nu. Han fnøs. "En fortabt sjæl.." gentog han roligt og med en dog så fast og kold tone som tidligere. Selv var han ikke ejer af noget, som måtte minde om en sjæl. Han var jo trods alt en omvandrende død, så hvorfor skulle han have en? Bare lyden af hendes hurtig bankende hjerte, var noget som han slet ikke formåede, at se væk fra. Det stak i sig selv, så voldsomt dybt til ham. "Og hvor er hjemme?" spurgte han roligt. Han tog et stille skridt tættere på hende.

[dai]

Hendes blik fulgte ham opmærksomt og idet han trådte tættere på trak hun sig bagud. Hun stolede ikke på nogen, det havde hun ikke gjort de sidste mange år. Dvasias havde ændret hende og det var ikke til noget bedre, hun følte sig fanget i dette land og det var takket hver kæden om hendes hals som slavehandleren havde givet hende, den ville kvæle hende hvis hun forsøgte at krydse grænsen, så skulle hun tage hjem måtte hun finde en dygtig magiker der gad hjælpe hende, chancerne for at hun kunne finde sådan en var virkelig små især i Dvasias hvor ingen gav noget medmindre de fik noget andet til gengæld og hvad skulle en som hende være i stand til at give andet end sin krop som hun hellere ville dø end gå med til at give med sin egen vilje. Hun havde bemærket da han vendte blikket bort fra hende og så på hende gennem sin øjenkrog, hun spekulerede kort over grunden men var alt for træt til at hæfte sig ved lige netop hans opførsel i længere tid ad gangen. Hendes krop skælvede af kulde og udmattelse. Da han spurgte hvor hjem var spredte hun vingerne i stedet for at svar, de hvide vinger gjorde det vel klart hvor hun hørte til, eller næsten for hun hørte enten til hos Procias eller i himmeriget, og begge to var helt anderledes end Dvasias, begge steder var fuld af lys og godhed. Vingerne var matte, og enkelte steder var der ikke noget fjer, hun skammede sig over at vise dem når de var i den tilstand derfor folede hun dem igen og lagde dem tæt ind til kroppen ”Jeg er fra Procias” svarede hun, stemmen var endnu engang fuld af sensualitet.

[dracilien]

Stemmen.. den forførende tone og det så blide tonefald, var slet ikke noget, som Dracilien kunne komme udenom, også måtte trække i noget ganske andet end den voksende sult. Vingerne som hun måtte sprede for ham, gjorde det virkelig kun tydelig, at der var Procianer i hende, hvilket han i den grad heller ikke måtte bifalde. Han elskede mørket som sit og det skulle virkelig ikke forpestes med lyse væsner! Han kneb øjnene fast sammen, hvor han igen måtte lade blikket falde mod hende. ”I dit sind gemmes en engel.. og en nymfe eller sensuel dæmon, hvis jeg ikke tager meget fejl.” Hans stemme var vrissende og direkte kølig og fast. Bare tanken om en engel på denne side af muren, var direkte forkastelig! Han var virkelig ikke andet end et rovdyr på jagt lige nu og det var hende, som var hans udsete bytte og han nød af tanken. Han fortsatte sin rolige – skræmmende langsomme vandring imod hende. Tænderne bed han fast sammen. De løb virkelig bare i vand. ”På denne side af muren.. hvor forkasteligt!” Hans stemme hævede sig med det samme. Bare tanken om det, kunne gøre ham rasende. Med et hurtigt skridt, nåede han hen til hendes skikkelse. Hun gjorde virkelig klogt i ikke at stole på nogen på denne side af muren. Det var i den grad også en fejl som så mange andre havde gjort. Med hånden, gjorde han et fast udfald mod hende, for at gribe fat om hendes ene vinge for at rive hende op på benene og tættere på sig – Hvis han fik fat selvfølgelig. ”Mærkværdigt, at du befider dig her.. når muren er så langt væk.. Hvad bestiller du her midt i mørket?” vrissede han fast og med en næsten dræbende tone. Kunne blikket slå ihel, så var hun faldet direkte i jorden for længe siden.

[dai]

Hans blik skræmte hende men hun måtte skjule sin frygt selvom det var svært når hun var i den tilstand. Hun havde dog ikke i sinde at opgive håbet eller lade sig fange af slavehandleren igen det ville være den sikre død, han ville piske hende ihjel hvis han fik fat i hende. ”Jeg er hvad jeg er og min race kommer ikke Dem ved” svarede hun en anelse tørt, hun ville gøre sit bedste for ikke at vise ham sin frygt. At fortælle ham at hun var sensuel dæmon ville ikke være det bedste men han kunne vel både se det og høre det for ud over den forførende stemme så besad hun en skønhed som tydeligt kunne ses til trods for hvor udmattet og træt hun så ud. Hun fugtede læberne med tungespidsen og følte sig tør i halsen efter den lange løbetur. Hans stemme som havde vrissende gjorde hende det klart at han ikke brød sig om hende, og det bekræftede hans næste ord, at han synes at det var forkasteligt! Som om hun selv var blevet bedt om at befinde sig på denne side af muren, hun ville helst bare hjem! Hun nåede ikke at reagere da han rakte ud efter hende og krympede sig da han havde taget fat i hendes ene vinge”Jeg bad ikke selv om at være her, ingen spurgte om min mening da jeg blev ført til dette land!” svarede hun en anelse spidst og viste intet frygt hevrken i tone eller øjne.

[dracilien]

Dracilien kunne virkelig ikke klare tanken om, at procianere skulle rende rundt i Dvasias. De havde virkelig ikke noget, at skulle lave der i hans øjne! Han kneb øjnene fast sammen. At han faktisk var påvirket af hendes stemme, hendes blik og ikke mindst den udstråling af ren og skær sensualitet, som han bare ikke kunne fortsætte med at se væk fra, selvom han dog på det kraftigste bare valgte, at skulle bide det i sig lige nu. Hun var i mørket og det var virkelig bare et mirakel i sig selv, at hun overhovedet var i live lig nu og her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet og det var i den grad også noget af det, som måtte more ham mest i denne situation, det var slet ikke noget som han kunne se det mindste bort fra. ”Ikke det?” vrissede han med en fast tone. Han var egentlig ganske så sikker i sin sag faktisk. Det var ikke fordi, at der var så meget tvivl om det sensuelle på det led, som man bestemt ikke ville se i en nymfe.. Det var faktisk et væsen som han var temmelig godt kendt med allerede fra før af på alle måder. Han smilede et køligt smil og lukkede hånden fast omkring hendes vinge, hvor han med et fast tag, måtte rive hende direkte tættere til sig. Vrede og foragt stod noget så tydeligt i hans blik, det var slet ikke noget som man kunne se det mindste bort fra, for det var virkelig noget så tydeligt på alle måder. ”Du vover ikke at tiltale mig i det tonefald!” hvæsede han med en direkte foragt i stemmen. Det fandt han sig virkelig ikke i! Med begge hænder som han måtte lukke omkring hendes overarme, skubbede han hende kraftigt fra sig i håbet om at hun ville falde i jorden. ”Du gør klogt i at vise respekt!” udbrød han emd en fast og kraftig tone. Han bed tænderne sammen. Lige nu måtte han virkelig kæmpe for ikke at ende med at sætte tænderne i hende!

[dai]

Hun forsøgte at skubbe ham fra sig at få ham til at give slip på hendes vinge, det gjorde ondt og det var vel klart hvorfor når han holdt så hårdt. Hun fik kvalme af at stå så tæt på ham, hun hadede kontakt med mænd og især vampyrer foragtede hun for deres personlighed og deres ondskabsfuldhed. Hun havde indtil videre ikke mødt en eneste vampyr der bare havde haft en smule godhed i sig, og regnede heller ikke med at finde nogen på denne side af grænsen. Hun var ganske sikker på hans race, hans nærmest selvlysende hud, kulde og øjne var alt hvad hun behøvede for at sætte navn å hvad han var. Hun forstod ikke hvorfor han foragtede hende men hvis han gjorde så hvorfor holdt han sig ikke bare væk fra hende, hun ønskede ikke at være der og ville helst bare væk men det kunne hun jo ikke når han holdt hende. hans næste ord der tydeligt lød vrede over den måde hun snakkede til ham på fik hende til at snerpe læberne sammen ”Så giv slip på mig så skal jeg nok lade være med at snakke til dig i det hele taget” svarede hun spidst, da han enlig gav slip nåede hun lige at genvinde balancen så hun ikke faldt. hun vendte blikket mod ham da han igen sagde noget ”Hvorfor? Du er bare en vampyr” svarede hun, inden da havde hun dog trådt tilbage så hun var i sikkerhed fra hans arme så han ikke bare så let som ingenting kunne række ud efter hende. den eneste måde hun kunne slippe fra ham var ved at flyve, men det krævede kræfter og hun anede ikke om hun kunne holde sig i luften.