Out by night

[nat]

Selvom hun ikke så ud af meget, var hun en stærk kvinde, hendes 1003 års erfaring i livet, havde gjort hende stærkere af sind, men også fysisk end de fleste. Udholdenhed var noget hun faktisk ikke vidste hvad var, kun hendes stædighed havde noget af sige der, for hun var i sandhed helt brugt op. En fornøjelse? Hvordan kunne han dog se det som en fornøjelse at hjælpe hende? Det fik hende til at trække lidt på smilebåndet, hun så mod ham og hans skæve smil, han varmede hende på sin helt egen måde. Det gode i andre lyste altid hendes dag op og gjorde den god. At rejse om natten var nok det farligste for hende, hendes dybe sår på ryggen var dog så´småt begyndte at heale. Bevægede hun sig forkert ville sårene gå op og lugten af blod ville gøre mange væsner tosset i hovedet efter at smage på hendes lyse væsen. Hun stank ikke så meget at lugten af blod ville være mindre tiltrækkende for en vampyr eller spide.
"Jeg vil bare gerne vise min taknemlig Pierce." Lød hendes stemme blid og forsigtig, hun skulle lige til at fugte sine læber, men huskede på den ulækre smag. Hendes blik lyste op, jo hurtigere jo bedre, så ville hun heller ikke være ham en byrde så længe igen. Selvom han fik det til at lyde som om hun var alt andet end en byrde eller til besvær. Havde han virkelig intet han skulle nå ud over at se over hendes skulder og hjælpe hende?
"Det lyder perfekt!" Udbrød hun glad og smilte halvcharmerende til ham. Med helt sin egen charme og varme efterlod hun altid noget hos væsner, men andre krævede mere end søde smil og ord, ja mere end hjælp. Han havde åbenbart helt styr på hvor de var, hun havde slet ikke langt mærke til at han havde vinger og stod bare og studerede hans ansigt.

[pierce]

”Og det er du skam velkommen til,” svarede Pierce med et mildt smil, ”jeg forlanger skam bare ikke noget.” Han blinkede let til hende. Det var jo sandt. Han ville ikke have noget til gengæld, det at hjælpe hende hjem, var nok i det hele. Desuden gjorde han det med glæde, så havde han gjort en god gerning, og følelsen af den gode gerning gjorde ham altid stolt af sig selv, hvilket havde noget at gøre med hans fortid, og sin tid hos havmanden Morgan, som var blevet hans bedste ven. Det glædede ham at hun var glad, mere kunne han næsten heller ikke forlange, og han tvivlede ikke et eneste sekund på, at hun savnede sit hjem, for det måtte hun da gøre helt vildt! For nok havde hun været herude i 7 dage, men hvordan var hun ikke endt her? Så hvor længe havde hun ikke været hjemmefra? Sikkert alt for længe, så det var kun en fornøjelse at hjælpe hende hjem, desuden så var hun venlig, så der kunne jo ikke ske noget.
”Jamen så lad os komme af sted!” Pierce smilede venligt til hende, inden han drejede om på hælene, for at gå udenfor, hvor han regnede med at hun ville følge efter ham. Hun havde jo åbenbart ikke nogen ting, så de var vel klar til at komme af sted. De var faktisk ikke særlig langt væk fra Dvasias mur, der førte hen til Manjarno, og så var de kun ét land fra Procias. Han så sig let over skulderen, så han var sikker på at hun ikke var for afkræftet til at følge hans tempo, for han måtte indrømme, at han helst ville hurtigst som muligt ud af Dvasias, da man aldrig vidste hvad der kunne ske, dog kunne han da godt forsvare sig selv, det var skam ikke noget problem, men der fandtes jo mange væsner her i Dvasias, og nogle havde han måske ikke den bedste chance imod.

[nat]

Indeni blev hun helt ivrig, hun længdes efter at se sin bror, hvor måtte han være stor nu. At hun faktisk var helt død i kroppen kunne ikke ses fordi hun var så lykkelig og glad, hun stolte på Pierce, for han havde ikke vist en side hun ikke kunne stole på. Sådan var hun, hun stolte på folk indtil det modsatte var bevist og det viste sig at de faktisk ikke kunne stoles på. Sandt nok havde hun intet med sig, for slaver havde ikke lov til at have nogen egendele. Den eneste egendel hun havde haft, havde hun givet til Lucy, i løftet om at de en dag ville lege rundt på en eng sammen, nyde godt af smukt solskin og en madkurv. Det løfte havde hun i sinde at holde, for Lucy fortjente virkelig alt godt i denne verden, det stakkels pigebarn havde jo ikke andre end hende som familie, og de var jo bare venner. Selvom Nat så hende som en lillesøster. Hun nikkede til hans ord og smilte stort, hun fulgte efter ham og havde helt glemt alt smerte i sin krop, glæden overdøvede det hele. Dog kunne man godt se det på hende, for hun kunne godt bevæge sig noget mere yndefuldt hvis det ikke havde været for smerterne som kroppen godt lagde mærke til, men sindet var blændet for. Natalia forstod virkelig ikke at dette var sket, det var jo helt utroligt at hun faktisk var på vej hjem, der måtte være sket så meget. Mon Lucas havde fået bygget godset op igen? Havde hun overhovedet et sted at bo når hun kom tilbage? Var han egentlig i live? Der var så mange spørgsmål og kun hun selv kunne finde svarende ved at tage til Procias.

[pierce]

Pierce så tilbage hele tiden, for at sikre sig at hun var med, og han satte farten en smule ned, så de kunne følges side om side, for han kunne ikke rigtig beskytte hende, når han ikke kunne se hvilke farer der lurede bag hende, når han selv gik foran hende, så han ventede på at hun var oppe ved hans side, inden han fortsatte sine rolige skridt hen over jorden, for han kunne godt se på hende, at hun ikke var så stærk, som hun engang måtte have været. Hendes slaveri måtte have taget hårdt på hende, og det undrede ham egentlig ikke, han var så bare glad for at han aldrig havde været en slave, og det ønskede han skam heller ikke at være! Han gad egentlig godt at vide, hvor lang tid hun havde været hjemmefra i det hele, for hvis hun bare havde været flygtet fra slavehandlerne i 7 dage, så gad han godt at vide, hvor lang tid hun havde været hos selve slavehandleren.
Pierce vendte blikket mod hende, og smilede mildt. ”Hvordan har du kunnet klare dig i så lang tid, uden mad og vand?” spurgte han nysgerrigt, for hun måtte da have fundet et eller andet, og hun kunne jo ikke leve af vandet fra drypstenshulerne, men så igen, han vidste jo heller ikke hvor hun havde været henne i Dvasias, så det kunne jo godt være at hun havde tigget om lidt.

[nat]

Roligt fulgte hun, hendes bevægelser var lydløse og elegante, hun havde haft øvelse i alt det med at snige sig rundt og komme ubemærket frem. Mørket kunne dog altid skræmme hende, man vidste aldrig hvor en vampyr eller varulv befandt sig, de kunne komme så hurtig bag på en. Natalia vidste en del om at overleve, hun havde gjort det som var nødvendigt for at overleve, holde sig i form og kæmpe sig frem mod friheden i Procias.
"Jeg har drukket regnvand som har søgt hvile i blades bug, jeg har spist vildt som jeg selv har slået ihjel og tilberedt, andre dage har jeg bare gået uden mad og vand. Jeg har formået at skjule mig, snige mig og træne i smug uden at blive opdaget af nogle. Ja, indtil jeg mødte dig har jeg været på flugt og ikke været opdaget af en sjæl. Det overrasker mig selv at jeg stadig er i live." Hendes stemme var rolig, blid og hviskende, hun ville ikke opdages af nogle væsner nu, det ville ende galt og hun ville have hans liv på samvittigheden lige inden hun selv ville miste livet og det havde hun ikke i sinde. Der var så uhyggeligt omkring dem, at de snart var fremme var blot en lettelse, ja en drøm som virkede så uvirkelig.

[pierce]

Pierce var nu ikke så urolig for at der skulle komme nogle dvasianere og angribe dem, han havde jo meget erfaringen indenfor kamp, og han havde jo altid sit havblå sværd på sig, så hvad kunne egentlig ende galt? Og hvis hun nu også havde fået træning i kamp, så kunne det vel ikke ende helt så galt? Han vidste så til gengæld, at hun ikke var på toppen og det forstod han så også ganske udmærket, så hvis hun bare kunne forsvare sig, så var de ikke helt galt på den. Derfor følte han egentlig ikke nogen form for nervøsitet hvad angik det. Han var faktisk mere bekymret for hende, og han håbede bare at hun kunne klare turen til Procias, for der var alligevel et stykke vej derhen endnu.
”Du lyder til at have megen erfaring inden for naturen?” sagde han sigende og smilede sit venlige smil, ”sådan som du har overlevet,” tilføjede han mildt, imens han fortsatte sin lette gang hen af det bløde græs. De var faktisk allerede nået ret langt væk fra drypstenshulen, men der var endnu langt, før de nåede Procias mur. Pierce vidste at det snart blev lyst, for han havde jo faktisk været vågen det meste af dagen og natten med, og det betød at de snart var ude for den største fare, for når solen stod op, så måtte nattens væsner søge inden døre, skønt der endnu ville være få tilbage, det indskrænkede blot mulighederne for hvilke væsner de kunne møde.

[nat]

Af ren natur var hun stærk, det lå i familien Jonas blod at være stærk og hårdført. Nok virkede hun svag lige nu, men hun var jo psykisk stærk og kunne godt klare sig igennem dette. Mørket havde virket mere skræmmende end dette, hun følte sig også mere og mere tryg ved Pierce og det lovede efterhånden godt. Natalia begyndte at le sødt, hun så sig rundt og sørgede for at de stadig var alene.
"Jeg ved vel det jeg har erfaret og himmeriget har givet mig i lære." Svarede hun stille med et sødt og varmt smil på læbn, hun fulgte med så godt som hun nu kunne og det gjorde hende godt at bevæge sig, hun følte sig stærkere og mere klar i hovedet. Det bløde græs kildede hendes fødder, det var en skøn følelse i forhold til klippegrunden i drypstenshulerne.

[pierce]

Pierce var personligt glad for at han havde fundet hende. Men så omvendt, havde det været en dvasianer, så havde han også hjulpet den person. Han havde ikke noget imod hverken Dvasias eller Procias, de havde forskellige måder at leve på, Dvasias var bare ret morderiske, men der var nød til at være modsætninger i livet, og derfor tilhøre Pierce de neutrale. Han hjalp dem han kunne.
Det var altid noget at hun endnu kunne le, for hun havde jo trods alt været fanget herude i flere dage. Så det var faktisk rart at høre hendes latter, hvilket blot fik Pierce til at smile. ”Det lyder spændende,” sagde han sandfærdigt og smilede til hende. Det måtte være fascinerende at være i lære i himmeriget, det var faktisk noget som lød tiltalende. Han havde så ikke været i lære for oven, men faktisk for neden. Havet var hans domæne, og det var der han hørte til.