Out by night

[pierce]

For en gangs skyld bevægede Pierce sig udenfor om natten. Det skete sjældent, men dagens sollys havde været så hårdt for ham, da der havde været ret varmt, og der var altid køligere om natten, så han fandt det som det perfekte tidspunkt at rejse på. Og nok var han nået til Dvasias, men han om natten var også det tidspunkt, hvor vandet var stærkest, da det blev styret af månen. Og månen var næsten fuld, der var kun et par dage, til at der ville være fuldmåne, så han havde klart en fordel.
Pierce som flyvende højt oppe i himlen. Han var faktisk ikke helt sikker på, hvor han var henne, men det fandt han sikkert hurtigt ud af. Det hele var så mørkt og han havde ikke ligefrem nattesyn, men det gjorde ikke så meget, han havde ikke brug for at kunne se, for at slås, hvis det da skulle blive nødvendigt. Han bar sit havblå sværd, som alle havengle bar, og han kunne bruge det, som var det hans egen arm han brugte. Hans overkrop var bar, og hans hvide t-shirt lå i hans taske, hvor alle hans urter også lå. Hans havblå vinger glitrede let i månens skær, ligesom hans tyrkiesblå øjne også gjorde. Vinden var ganske nok meget kold oppe i himlen, men det gjorde nu ikke Pierce noget, da han jo var halv fisk og derfor havde den samme kropstemperatur hele tiden; han kunne ikke fryse.

[nat]

Inde i drypstenshulerne lå en spinkel kvinde helt stille, hun så fredfyldt ud og havde et slidt tæppe til at dække sig. Lyden af dråber inde i de fugtige huler havde fået hende til at falde hurtigt i søvn, men udmattelsen gjorde det også ret let. Det var virkelig svært at finde rundt i Dvasias, hun ønskede så brændende at finde ud af landet og hjem til Procias. Her i hulerne havde hun stoppet for at få hvile, hendes krop var begyndt at få fedt på igen, hun havde efterhånden rendt rundt ude i dag fri i en uges tid. Imponerende nok havde det lykkes hende at holde sig skjult for de onde væsner, men hun havde heller ikke været i bad i omkring en måned. Måske havde det været grunden? Natalia havde sovet det meste af dagen, hun havde været så smadret, men nu vågnede hun lige så stille og så sig lidt rundt i mørket. Hun bar næsten intet tøj, intet der skjulte hendes krop, slavehandlerne havde jo ikke ligefrem givet hende noget til at skjule sine former eller sin krop med. At være på flugt var ikke det mest behagelige når man ikke kunne finde ud af landet, hun bad hver dag og nat til at hun måtte møde en der kunne vise hende vej og beskytte hende. Natalia strakte sig og begyndte at strække ud i hele sin krop, hun ville gerne træne lidt inden hun skulle fortsætte sin rejse når solen stod op.

[pierce]

Pierce prøvede at se hvor han befandt sig i Dvasias, så han kneb øjnene lettere sammen og kunne lige om lige skimte en hule. Der kunne han vel få lidt søvn, inden han skulle videre? Han havde jo været oppe hele dagen og det meste af natten. Han fløj ned og landede blødt og elegant i det bløde græs, som omringede den store hule. Han greb sin hvide t-shirt i sin taske, hvorefter han foldede vingerne ind til sin krop og trak t-shirten over hovedet. Han kørte let en hånd igennem de blonde lokker, skønt de hurtigt blev fanget af vinden.
Pierce begyndte roligt at gå mod hulen. Og da han kom til indgangen, så han at han befandt sig ved drypstenshulerne i Dvasias. Så vidste han da sådan ca. hvor langt inde han var. Det overraskede ham egentlig at han ikke var blevet angrebet endnu, men han havde vel bare været heldig? Eller også havde folk set ham som en dødsengel, da han jo også havde vinger, og de havde sikkert ikke kunne se ham ordentligt, når han havde fløjet helt oppe i himlen. Det var også ligegyldigt, men han glædede sig nu til at få lidt søvn, skønt han nok ville komme til at ligge lidt hårdt, så han ville garanteret være kvæstet i morgen, men hellere det, end at flyve hele natten og slet ikke få noget søvn. Han kunne ikke se så godt, inde i det mørke, selvom han da var ved at vende sig til det.

[nat]

Stille og rolig vendte hendes øjne sig til mørket, hun holdte tæppet om sig for at dække sin krop, hun frøs en del på grund af hun manglede en del vitaminer og fedt på kroppen. Mørket omklamrede hendes krop, hun var begyndt at få fedt på kroppen igen, men stadig ikke så meget som normalt. Hun stank langt væk, hun var beskidt og det var ret svært at se hun faktisk var Paladin. Roligt lagde hun en hånd på væggen og gik mod det svage lys ved udgangen af grotten, måske var det et dumt sats, men der kunne jo godt ske at være bare lidt mindre køligt udenfor.
"Hvorfor føler jeg at jeg er ved at give op? Jeg må ikke give op!" Lød det blidt, men stædigt. En ting var sikkert, hun manglede væske, hun var utrolig svimmel og det hele kørte rundt, dette var også grunden til hun støttede sig til væggen. Natalia stønnede noget smertefuld da en sten underligt nok ramte hendes ryg, hun så op og bed sig i læben, den måtte have været fald af loftet. Mon der var nogle onde væsner der ventede udenfor, hun var så bange, for hun ville se sin bror! Hun stoppede op da hun hørte noget der mindede om vingeslag, hun var ret tæt på udgangen nu og hun turde ikke gå videre. Da hun hørte væsnet kom ind i hulen stod hun som lammet, hun kunne mærke hendes åndedræt blev tungt og hendes hjerte bankede hurtigt og hårdt mod hendes bryst. Selvom hun var stærk, så vidste hun at alene havde hun ikke en chance i Dvasias, i hvert fald ikke når hun ikke havde fået mad eller ordenlig hvile i længere tid. Efter så mange år trængte hun til at få en ordenlig seng, ordenlig mad og masser af træning.

[pierce]

Pierce havde intet imod Dvasias, han fandt faktisk landet ret så fascinerende, han vidste til gengæld også at han skulle passe på med hvad han sagde og gjorde. Han var faktisk ikke helt sikker på hvad han foretrak, Procias eller Dvasias, da Procias måske havde den smukkeste natur, men Dvasias var for det meste mørkt og det gjorde kun, at han kunne være ude i længere tid, uden at skulle være afhængig af vand. Det var nok også derfor at han holdt sig neutral, da det var sådan at han havde det bedst, så kunne han også frit vandre igennem alle lande uden nogen problemer. Eller næsten uden nogen problemer. Desuden var der forskellige planter og urter i de to lande, nogle planter, som han kunne skabe en stærk eliksir af. Det var det samme som, når Yin og Yang forenede sig, de to modsætninger, som tilsammen skabte harmoni.
Pierce stod i indgangen af hulen. Han prøvede at se, men kunne ikke rigtig få øje på nogen eller noget. Det var dog lige før at han fik et chok, da han pludselig hørte en stønnen. Og en mumlen. Mon det var et dyr? Han var dog klar til at forsvare sig, hvis den angreb ham. Han gik roligt ind i hulen, med hans ene hånd hvilende på sit havblå sværds skæfte, så han var parat, hvis der skulle ske noget uventet, som f.eks. et angreb. Han så sig omkring, imens han gik længere ind. Det eneste han som sådan hørte, var dryplydene, når vandet fra stenene ramte hulens gulv. Da hans øjne blev mere vant til mørket, kunne han se en sort skikkelse stå lidt længere inde. ”Hvem der?” spurgte han sagte og bestemt. Person kunne lige prøve på at lave numre med ham, og så skulle han nok… ja, hvad forsvare sig vel? Han var ikke ligefrem typen der var voldelig.

[nat]

Selvom hun efterhånden var rimlig skræmt, så var hun stærk i sind og der var intet der skulle få hende til at krybe sammen. Natalia havde altid været stædig og viljestærk, uanset hvor meget de havde pisket og voldtaget hende dengang. Det var nu ikke så lang tid siden, men friheden gjorde hun havde lagt det bag sig, selvom det stadig kom til hende i nattens søvn. Måske ville hun aldrig helt komme sig, men hun var blevet det stærkere i psyken, hun havde faktisk slet ikke regnet med hun kunne holde til så meget. Hendes ryg var fyldt med ar, hun skammede sig ikke over det, men hendes ellers så smukke ryg havde været et stort ar ret længe nu. Da hun hørte stemmen stilte hun sig helt op af den kolde væg, hun gøs let og så mod skikkelsen.
"Mit navn er Natalia, jeg er ked af hvis jeg skræmte Dem." Lød hendes stemme blid i mørket, hun holdte roligt om sig selv og så mod skikkelsen, hvem mon det var? Der var ikke noget truende over ham, men bare det at det var en mand fik hende til at være lidt på vagt. Aldrig var hun dømmende, hun vidste jo ikke hvilket type mand han var, det var bare længe siden hun havde mødt en mand der ikke var et perverst svin. Dog virkede ham her lys i sind, han virkede ikke som en 'slem' mand og det gjorde hende noget lettet. Hendes hår var fedtet og klamt, det hang ned over hendes ansigt og fik hende til at se lettere vild ud. Hvilket hun vel egentlig også var. Hun var gået fra at være datter af en gadsejer, til slave og nu flygtning.

[pierce]

Pierce blev faktisk overrasket over at han fik et svar, men det glædede ham dog blot. Han vidste så til gengæld, at han skulle være på vagt, skønt det var en kvinde, som han stod over for. Han kunne jo ikke vide om hun var en sensuel dæmon eller vampyr, som blot talte blidt til ham, for så at dræbe ham til sidst. Men han var ikke bange. Han var bare på vagt, og det kunne jo også godt være, at hun faktisk var sød og venlig, som hun gav sig ud for at være. Hans hånd hvilede endnu på skæftet, mens hans øjne prøvede at få en bedre indsigt i, hvordan hun så ud. ”Det går nok, og jeg er ked af, hvis jeg skræmte Dem,” sagde han roligt, og med et lille smil prydende på hans læber.
Pierce gik med rolige skridt hen imod hende, og jo tættere på han kom, des bedre kunne han se hende. Han kunne se, at hun bar et tæppe omkring sig, og hun så en smule vild og beskidt ud. Hendes hår så fedtet ud, og det lignede at hun ikke havde noget tøj på indenunder tæppet, sådan som hun klamrede det til sig. Det var lige før at det gav ham kuldegysninger at se på, men det viste han ikke, da det ville være uhøfligt! ”Mit navn er Pierce,” sagde han roligt og med en venlig stemme, hvor han håbede på, at hun ikke ville være bange for ham. Han ville jo ikke gøre hende noget. ”Må jeg spørge Dem om, hvorfor De er herude?” spurgte han stille og nysgerrigt, da det faktisk undrede ham. Måske hun var faret vild? Han blev stående et godt stykke fra hende, da han heller ikke ville skræmme hende, ved at komme for tæt på. Han betragtede hende kort fra top til tå, og så op igen.

[nat]

Det lod til at være en god person, men det kunne jo være en fasade, hun havde set det før. Mon han faktisk var god nok og hun utrolig heldig? Hun så roligt over mod ham med et svagt uskyldigt smil, hun holdte tæppet godt om sig og følte sig helt forlegen over at han så så pæn ud og hun selv lignede skidt fra gaden.
"Lidt, men det går jo nok." Tilstod hun stille, hun gned den ene fod mod den anden og bed sig i læben, den smagte af en blandig af blod og jord, efter hun havde været faldet efter at hun var faldet. Natalia var forvirret og faret vild, hun havde ledt efter vand længe, så meget at hun ville kunne vaske sig og få købt sig noget tøj. Langt fra var hun bange for ham, hun havde ikke tid i livet til at være bange, selvom der faktisk var mange ting at frygte. Hun studerede ham let, han var et meget smukt væsen, hun så ned af sig selv igen og sukkede lettere opgivende over hvor smuk en kvinde hun faktisk var under alt dette. Den skønhed som havde fået hende ud i alle de problemer, det var faktisk en lettelse at væsner havde afskyet hende istedet for begæret hende. Begær var en ting hun ikke kunne klare, baseret på ydre smukke flader og ikke det indeni, ihvert fald ikke for de mænd som havde været i nærheden af hende i Dvasias. Den venlige stemme fik hende til at smile, hun håbede virkelig at han var venlig helt ind til knoglerne.
"Ærligt, så er jeg på vej hjem, til Procias. Jeg lader til at være faret vild, det er som om Dvasias ingen ende har." Lød det stille fra hende, hendes stemme var blidt og rolig. Måske kunne han hjælpe hende med at finde hjem? Eller bare noget af vejen? Nej, det var nok bare ønsketænkning og drømmen om at komme hurtigt hjem, at der var et væsen mere som Bella til at redde hende ud af problemer.

[pierce]

Pierce smilede skævt til hende. Han havde ikke i sinde at gøre hende det mindste. Og hvorfor skulle han? Hun havde ikke gjort ham noget, og hun så så forvildet ud, helt fortabt. Og han tvivlede ikke på at hun trængte til et bad og noget tøj! Tanken morede ham lidt, selvom han alligevel havde ondt af hende. Han kunne vel godt hjælpe hende? Han hjalp jo enhver på sin vej, og det måtte ikke være særlig sjovt at være fanget her i Dvasias. Han så ned på sin taske, inden han fik rodet sin hvide t-shirt frem. Han gik roligt hen til hende og rakte den ud til hende. ”Her, tag bare den her på,” sagde han blidt og smilede varmt til hende, hvor hans turkisblå øjne bar et venligt skær over sig. Så kunne hun jo bruge tæppet som nederdel eller noget. Det var vel noget enhver pige kunne lave? De havde så megen forstand på tøj, at det var helt fascinerende. Han havde ikke noget imod at hun så så beskidt ud, og næsten lignede det rene mudder, sådan som hendes hår pjuskede og var fedtet. Det ville jo kun være indtil hun kom i et varmt og dejligt bad. Tanken om vand var faktisk ganske tiltrækkende. Og det var også derfor han fløj om natten, da der ikke var så varmt, og så havde han ikke behov for vandet.
Pierce kunne ikke lade vær med at slippe en lille og kort latter. ”Nej, her er ret svært at finde ud af, og igennem,” medstemte han og smilede skævt til hende, ”det er endda sværere at finde ud herfra om natten.” Hans øjne spillede muntert i mørket fra hulen og hvilede roligt på hende. Han kløede sig lidt i nakken. Han kunne vel godt hjælpe hende? ”Hvor længe har du vandret rundt her?” spurgte han lettere nysgerrigt.

[nat]

Det var helt utroligt så heldig hun var, hun tabte helt pusten da hun fik rakt en t-shirt. Hendes violette øjne måtte hvile på ham nu, hun så ekstremt taknemlig ud og havde virkelig lyst til at kramme ham som tak, dog ville det være bedst hvis hun lod vær. Stille tog hun t-shirten og bed sig i læben, hun fortrød dog hurtigt da smagen af blod og jord igen kom. Hun skar et let grimasse og rystede på hovedet af sig selv.
"Tak." Hviskede hun forsigtigtet, hun vendte sig tøvende rundt, så sig over skulderen og lod tæppet falde. Natalia var ikke specielt høj, så da t-shirten faldt om hendes krop, var den som en kort kjole, hun følte sig for første gang ikke solgt kropsmæssigt. Der var en tryghed ved at have tøj der skjulte hende mere på, og der var intet der kunne beskrive hvor taknemlig hun var. Hun løftede sit mørkebrune hår op af t-shirten, den var ikke hvid længe da hendes hud smittede er. Det varme smil han havde, varmede hende, hun havde ikke set nogen med så varmt et smil i mange år.
"Hvor har De dog et dejligt smil." Lød det blidt fra hende, hun rødmede dog da det gik op for hende at det ikke var noget hun havde tænkt, men sagt højt. Et sødt grin kom fra hende, hun så sig rundt og så tilbage på ham. Hun så mod det beskidte tæppe, det var ikke et hun havde lyst til at samle op igen, så hun lod det ligge. T-shirten passede hende fint indtil videre og det var godt nok for hende.
"Jeg har været fri i omkring 7 dage, i de dage har jeg prøvet at finde til Procias, men det virker så umuligt. De skulle vel ikke kende vejen dertil?" Spurgte hun nysgerrigt, de violette øjne havde et blidt og varmt blik, hun var tydeligt af lyset.

[pierce]

Det glædede blot Pierce at hun taknemmeligt tog imod den. Han tvivlede på at hun var ond, eller ville ham noget ondt. Hun var bare en ung kvinde, der var faret i vild i Dvasias, hvorfor vidste han så ikke. Og hvis hendes hjem var i Procias, hvordan var hun så kommet så langt væk hjemmefra? Han ville vel nok finde ud af det, og han ville med glæde hjælpe hende hjem. Det var vel det mindste han kunne gøre? Han havde lært af Havmanden Morgan, at han skulle hjælpe de folk han mødte, som var i nød.
”Det var da det mindste jeg kunne gøre,” svarede Pierce roligt, og sendte hende et varmt smil. Han vendte dog blikket, da han kunne se at hun ville klæde om. Han var skam ikke en lurer og det måtte hun da heller ikke tro! Det gav ham også tid til at studere hulen. Han så op mod hulens loft, hvor vandet dryppede ned fra de spidse sten, som næsten truede med at falde ned i hovedet på dem, hvilken uhyggelig død! Blive spiddet af én af de spidse sten. Han nød dog kun at mærke de blide dråber, der dryppede ned i hans ansigt, da han kiggede op. Han elskede vand, men det var jo også hans element, det eneste der var slemt, var at han både var afhængig og uafhængig af det.
Pierce vendte sig først om igen, da hun gav ham en kompliment. ”Mange tak,” mumlede han en smule forlegent, og kløede sig let i nakken. Det var kun godt at hans t-shirt var en smule for stor, men han brød sig næsten ikke om at hun ikke havde noget til at dække sine ben. ”Vil du ikke hellere have tæppet på igen?” spurgte han stille. Han kunne så godt forstå, hvis hun ikke havde lyst, det var jo beskidt.
”Det var godt nok længe,” bekendtgjorde Pierce og så eftertænksomt på hende. Han gengældte hendes varme blik og nikkede roligt. ”Det gør jeg da, og jeg vil gerne hjælpe dig med at komme tilbage,” sagde han sandfærdigt. Det var faktisk heldigt at hun havde stødt på ham – og omvendt – for han ville med glæde hjælpe hende tilbage til Procias. Det var vidst også noget hun havde brug for. Det måtte jo ikke være sjovt, at være fanget i Dvasias i så lang tid!

[nat]

Der var så mange ting hun ikke kunne forstå, hun burde have været død, slavehandlerne havde virkelig gjort det svært for hende at leve. Tit havde hun følt hun hang mellem liv og død, ja faktisk følte hun til tider at hun var død. Fortiden havde været hård, men fremtiden havde hun kun set lyst på. Arene på hendes ryg viste hun ikke havde stoppet med at kæmpe, hun havde trænet i smug, blevet taget i det og straffet. Når hun forsøgte at slippe væk gjorde de hende bare endnu mere skade. Hun havde for 7 dage siden været blevet pisket så forfærdeligt meget, hun var lænket fast til en gravsten, efterladt til døden i den mørke nat. Bella havde heldigvis fundet hende md det samme, før nogen vampyr, hun befriede hende og tog hende med sig. Slavehandlerne havde nok troet at en vampyr havde taget Natalia og at hun for længst var slået ihjel. Her stod hun nu, foran som tilbød hende hjælp til at komme hjem, alle de straffe havde ikke været forgæves, hun var fri og på vej hjem.
"Nej, tæppet bliver for tungt at gå med." Svarede hun stille, hun havde rystet på hovedet og smilt sødt til ham. Så betænksom, så venlig og de varme smil, det var næsten som at være hjemme allerede, bare med ham i nærheden. Det skulle nok gå alt sammen, hun ville finde sin bror igen, det var hun sikker på. Til at han fandt det som lang tid måtte hun trække på skulderne til, hellere de få dage faret vild end flere år som slave. Hendes øjne lyste helt op, hun nærmede sig ham lidt og smilte varmt til ham, hun havde lyst til at juble højt, men vidste det ville være dumt.
"Hvordan skal jeg nogensinde kunne gøre dig lige så stor en tjeneste?" Spurgte hun næsten ulykkelig, hun havde intet at tilbyde ham. Selv plejede hun at hjælpe alle hun mødte og forlangte intet, men som den der blev hjulpet, kunne hun nu forstå hvorfor de så gerne ville give noget igen.

[pierce]

Pierce fandt det dog alligevel utroligt at hun havde overlevet herude i 7 dage, helt alene og efterladt til sig selv, gad vide hvor hun havde været inde, og hvordan hun havde endt her? Men han gik ud fra at det også var grunden, til at hun så så forfærdelig ud, men det skulle de nok få gjort noget ved. At blive efterladt, overdraget til andres varetægt, det kendte han kun alt for godt. Hans forældre havde aldrig været hjemme, da han havde været lille. Han havde kun haft barnepigerne om aftenen, til at holde øje med ham, og ellers hans privatlære Caius, om dagen, som han slet ikke havde brudt sig om! Efter at han havde givet Caius tæsk den aften, han kun huskede alt for godt, havde hans forældre fundet ham, og han var blevet sendt væk. Ikke nok med at han aldrig havde set noget til dem, men de havde også sendt ham væk til en fremmede. Han havde dog taget ved lære hos Morgan, og han havde lært at blive et bedre menneske. Det var ham der havde vist ham den sande og gode vej, og det var faktisk ham, Natalia kunne takke for at Pierce hjalp hende. Havde han ikke været hos Morgan, ja så havde han nok aldrig forandret sig, men endnu havde været en ballademager, der kom op at slås.
”Jeg er næsten bare bange for at du kommer til at fryse,” sagde Pierce eftertænksomt og kløede sin hage, hvor de små skægstubbe sad. Det nyttede jo heller ikke at hun blev syg og døde, inden hun nåede at komme hjem. Så ville hun jo aldrig se sit hjem igen, og han ville nødigt, stå tilbage med hendes lig! Så han ville helst have hende med tilbage i ét helt stykke. Men hvis hun absolut insisterede, så måtte han jo give sig. Han gjorde intet, da hun kom ham nærmere. Han blev blot stående helt stille og roligt, og var glad for, at hun igen fik lidt håb. Og han skulle nok få hende sikkert hjem.
Pierce rystede let på hovedet. ”Jeg behøver ingenting til gengæld,” svarede han roligt og med et skævt smil, ”det gør jeg skam med glæde.” Han betragtede hende blot roligt med det sædvanlige varme blik. ”Jeg synes at du skal få dig lidt søvn, og så tager vi af sted i morgen ved eftermiddagstiden, der er solen nemlig ikke så skarp og varm,” foreslog han roligt, så kunne hun også få sovet ordentligt ud, uden at hun skulle bekymre sig, for han skulle nok våge over hende som en høg.

[nat]

Det var svært at tro på hun ikke stadig lå på den kølige klippegrund og sov, at alt dette ikke blot var en drøm. Natalia sukkede blidt, hun følte sig så taknemlig og på en eller anden måde skulle hun nok få takket ham. Måske kunne hun lave ham et måltid eller noget andet, hun havde så mange fine enskaber, så mon ikke hun kunne gøre noget for ham i sidste ende?
"Jeg kommer ikke til at fryse, jeg har jo haft det mindre på i mange år og ingen har taget sig af mig og givet mig så meget som en t-shirt. Jeg klare mig skam." Lød det blidt fra hende, et kærligt smil kom over hendes læber, hendes varme blik kunne give enhver person varme helt ind i hjertet. Mange havde smeltet på grund af hendes varme og kærlige væsen. På den måde havde hun haft hjulpet mange på vej, men dem i Dvasias havde hun ikke haft kræfter til at kunne hjælpe, hun havde haft for travlt med andet. Så som at komme fri. Tanken om Lucy gjorde hende lidt trist, hun havde altid frosset, men hun håbede at hendes nye herre behandlede hende pænt og gjorde så hun havde varmen. Han havde virket så rar da han kom og købte Lucy. Næsten som respekterede han hende, men det kunne jo være et trick.
"Jeg skal nok finde på noget jeg kan gøre for Dem." Grinte hun og blinkede let til ham, hun ville så gerne gøre noget for ham. Hun så sig rundt og bed sig i læben, hun havde næsten lige sovet og følte sig udhvilet, hun ville faktisk hellere træne sig selv.
"Jeg kan nok ikke sove, jeg har lige sovet en del." Hun følt sig lidt besværlig, hun så ned mod sine beskidte fødder.

[pierce]

Pierce havde intet imod at hjælpe hende, han fandt det næsten som en ære. Han ville med glæde hjælpe enhver på sin vej, det var jo sådan at han var blevet opdraget, selvom han ikke altid havde været sådan. Han havde været en rigtig lille ballademager, som lille, han kom altid op at slås med de andre elever, og fik derfor en privatlære. Caius var hans navn, og han havde aldrig brudt sig om den mand, men han tænkte alligevel af og til på, hvordan han mon havde det den dag i dag. Gad vide om han var død? Mon han havde overlevet den aften, hvor Pierce havde givet ham tæsk, hvor han ikke havde stoppet før Caius havde lagt helt bevidstløs. Han rystede let på hovedet, og fik rystet tanken væk. Han smilede let til hende. ”Hvis du er sikker, så okay da,” sagde han venligt. Han kunne tydeligt se og mærke på hende, at hun kom fra Procias, alle derfra var så venlige og blide. De var taknemmelige, ligesom hun var, hvilket man ikke ligefrem kunne sige om alle væsner fra Dvasias. Men hvis hun havde det bedst sådan, så ville han skam ikke ændre i det. Så han lod hende forlade tæppet, skønt han endnu mente at det ville være bedst at have det om sig. Men han bekymrede sig også altid for meget.
Pierce smilede da hun slap sin latter fri. Det var altid noget at se, at hun kunne smile, skønt hun måtte have haft det ganske hårdt. ”Det er du skam slet ikke behov for. Jeg klarer mig, det er desuden en fornøjelse at hjælpe dig,” sagde han roligt og smilede skævt. Hans ord var sande, han behøvede ikke noget til gengæld, bare fordi han hjalp, det var jo noget som han gjorde hele tiden.
”Jamen, hvad så hvis vi tager af sted med det samme?” spurgte Pierce ganske roligt. Han kunne vel godt holde sig vågen resten af natten og morgenen med. Han skulle bare have lidt søvn, når de så nåede hen til byen i Manjarno. De var jo faktisk i udkanten af Dvasias, og ikke så langt fra Manjarno, og når de så først kom til byen, så var der ikke langt til Procias.