Hurt by the enemy

[pharrel123]

Natten var kold og mørk. Skyerne dækkede himlen og månen, som næsten var fuld. Vinden var lettere blæsende og hev blade og småsten hen af stierne i den store park, som var omringet af de mange store træer, som havde fået nye grønne blade på, efter den lange vinter. Træernes kroner hvislede og fik de fleste mennesker til at søge inden døre. Det var ikke smart at befinde sig udenfor, når mørkets væsner søgte ud – og det vidste de.
Pharrel havde forsøgt at snige sig ind i Procias, og det havde lykkedes man ganske godt. Han var specialist indenfor spion og snigmord, men han var blevet opdaget af en soldat, som så havde tilkaldt de andre krigere. Han havde forvandlet sig til sin varulveskikkelse og havde kæmpet mod de udsendte krigere, desværre havde der været alt for mange. Han havde søgt tilflugt i parken, da det var det første sted, som han stødte på sin vej væk derfra, og som havde mange gemmesteder. Han havde forvandlet sig tilbage til sin menneskeform, hvor han mest mindede om en vampyr. Hans ligblege hud skinnede let i måneskinnet, skønt dens flotte glitrende farve var blevet ødelagt, af såret i hans højre side. Han var blevet skudt af en pil – højst sandsynligt af en elver – og såret sved en smule, det var ikke fordi han ville dø af det, men derfor kunne han stadig mærke det.
Pharrel kneb øjnene sammen og blottede sine sylespidse hjørnetænder i et forvredet ansigtsudtryk, da han hev pilen ud. Han betragtede den kort, inden han smed den væk. Det var rart at mærke den kolde vind mod sit ansigt. Han så ned af sig selv. Han havde ingen trøje på, så hans muskuløse overkrop var bar, med et enkelt sår, som nok snart skulle heale sig selv. Hans mørke jeans var blevet en smule flossede af forvandlingen, og gik ham kun til knæene. Nok var han såret nu, men han ville snart være på højkant igen, og da der snart var fuldmåne, så var han ved at blive stærkere i sin ulveskikkelse.

[bella]

Natten var i den grad kold. Og det kunne Bella tydeligt mærke. Efter at hun havde hjulpet kvinden Natalia i Dvasias, så var hun taget igennem Dvasias og tilbage imod Manjarno. Hun levede af at rejse, og spionere. Måske hun snart skulle prøve på, at komme forbi den Procianske mur? Det ville sælge godt med lyse oplsyninger til Dvasias. Hun så mod himlen. Fuldmåne. Det var ikke lige det, hun holdt mest af. Mest fordi, at hun ikke kunne hamle op mod en varulv. Hun kunne altid prøve. Måske løbe væk i hendes lille ederkoppe skikkelse. Det ville da hjælpe, medmindre varulven eller en anden trådte på hende. Så det var måske ikke så smart alligevel. Og hun kunne som ræv, heller intet stille op. Måske hendes magi kunne forsvare hende. Men hun plejede jo altid at flygte, i paniske situationer. Langsomt dukkede hun op i parken. Hun var i hendes ræveskikkelse. Sådan så hun bedst. Hun strøg tungen over sin snude og gik lige ved siden af stien, så man ikke kunne høre gruset knase. Hun snuste omkring, og opfangede duften af en anden person. Hun så sig rundt, men kunne umiddelbart ikke se noget. Først da hun stod 10 meter fra personen. Skjult i mørket, af hendes sorte pels. Der kunne hun ordentligt se.

[pharrel123]

Pharrel havde taget plads ved et træ i skyggen, hvor han sad lænet op ad stammen. Han skævede ned mod såret igen, som var ved at heale, det tog dog længere tid, end som hvis det blot havde været en lille rift, da såret var ret dybt. Hans natblå øjne så op mod den overskyede himmel. Han kiggede efter fjenderne, om englene havde fulgt efter ham. Det ville være ret så risikabelt at prøve at komme ind igen, eller også regner de med at han ville stikke af og så ikke komme tilbage og så vil de måske ikke være lige så opmærksomme? Lige nu ville han bare have sit sår til at heale, og så kunne han tage den derfra. Det ville også være kedeligt bare at sidde her og kukkelure. Han strøg en hånd igennem de mørkeblonde lokker, som svajede ganske let i den kolde vind. Han frøs ikke; det kunne han ikke, da han var en levende død, så derfor kunne han kun nyde at den var så kold og forfriskende.
Pharrels øjne var nok plantet på den store overskyede himmel, men alligevel kunne han både fornemme og lugte nogen. Han fornemmede at nogen kiggede på ham, og han kunne lugte noget frisk blod. Han lod sin tunge løbe over de rosa farvede læber, da tanken om blod strejfede hans sind. Det ville gøre godt med lidt blod. Han lod sine øjne falde mod den mørke lille skikkelse, og han kunne se dens øjne reflektere.

[bella]

Duften af blod, strejfede omkring Bellas snude og satte sig i hendes næsebor. Hun reagerede dog ikke stærkt på det, da det lugtede lidt af grim køter og noget dødt. Hun trak vejret dybt og blev stående på sine korte ben. Skulle hun gå nærmere? Måske var personen slet ikke så farlig. De 'døde', behøvede jo ikke være onde. Gjorde de? Alligevel, så løb der mange tanker rundt i hendes hoved. Hun sad ganske stille og hendes gullige øjne kiggede indgående og observerende på ham. Hendes øre bevægede sig lidt. Hvad skulle hun gøre? Hun vidste ikke, om hun turde hjælpe denne mand. Hun endte med at løbe bort, og forsvinde ind i buskadset. Her blev hun, ude af syne for andre, til sig selv. Hun kom frem bag krattet. Dog et andet sted, end hvor ræven (aka hende) var løbet ind. Hun så sig lettere rundt og standsede op, da hun stod ca. 5 meter fra manden. "Du er såret," bemærkede hun stille. Dog så det ud til at hele. Hun trak vejret dybt, og betragtede ham stille. Hun sank en klump i halsen og overvejede, hvad hun overhovedet skulle sige. Eller gøre?

[pharrel123]

Pharrel tog ikke øjnene fra de gullige, som så direkte tilbage på ham selv. Det var underligt, sådan som den studerede ham, hvilket fik ham til at lægge sit hoved på sned, uden at han så væk. Situationen var bizart, det virkede som om den … ja, nærmest ikke var et dyr, men det var jo latterligt, ikke? Han så pludselig, hvordan den løb væk, ind gennem buskadset og forsvandt, hvilket blot gjorde at hans mistanke forsvandt, den var garanteret blevet bange. Hans øjne fór dog hen på kvinden, der pludselig dukkede op ud af det blå. Hvorfor havde han ikke set, hørt eller lugtet hende? Det sjove var bare, at hun lugtede lidt ligesom ræven havde gjort. Mon det havde været hende? En animagus? Sådan én havde han faktisk aldrig mødt, men de bar bare ikke denne døde lugt over sig. Hans tanker blev dog forstyrret af hendes bemærkning, hvilket fik ham til at se ned på såret, som var blevet mindre, inden han så op på hende igen. ”Øhm … ja,” mumlede han. Han kneb øjnene lettere sammen. ”Hvem er du?” spurgte han sagte, imens han kom op på benene og støttede sig op ad træets stamme. Blodet der var gledet ned fra hans sår og ned ad hans krop, var størknet og såret var næsten ikke til at se mere.

[bella]

Mandens overraskede udtryk, over at se hende i kvindeskikkelse, morede ham en del. Man ville ikke forbinde en dødelig lugt, med en lille animagus. Animaguser var jo set som noget sødt og nuttet, og noget Prociansk. Men det var hun langt fra. Måske var hun ikke direkte ond, meget livlig når hun var i det rette selskab. Men hun brød sig ikke om, at være blandt lyse mennesker som stirrede sødt på en. Hun levede livet farligt. Men når faren kom, så løb hun. Hun strøg tungen over sine læber og blev stående på 5 meters afstand fra ham. Hun stod uden et træk i ansigtet, og stod blot ganske stille. Hendes arme hang rastløst ned langs hendes sider. Hun bar ingen lang trøje eller jakke, da den var blevet stjålet. Så hun havde kun en t-shirt, bukser og et par sko. Hun kneb øjnene svagt sammen. Hun så dog, hvordan det helede. "Jeg er blot en forbipasserende," svarede hun ham. Han spurgte jo ikke direkte om hendes navn.

[pharrel123]

Pharrel betragtede hende nøje, gav hende elevatorblikket, så han fik hver en detalje fra hende fra top til tå. Han studerede hvert et træk, og nok så hun ikke ud af meget, men han havde lært at man ikke skulle undervurdere sine fjender, da man skulle holde dem endnu tættere end sine venner. Og i hans tilfælde ville hans ’venner’ være hans allierede. Nok var han ond, og en enspænder, men han vidste hvem han kæmpede for, han vidste at Procias nok skulle falde, og skønt han ikke havde nogen høj status i øjeblikket, så skulle han nok få det på et tidspunkt, da det gav ham en større mulighed for at være med i krigen mod Procias. Indtil videre holdt han sig passiv, prøvede at få informationer hist og her, og til sidst ville han være den med mest viden.
Blikket hvilede fast på hende. Pharrel hævede sit ene øjenbryn, da hun kom med sit svar. ”Og må man så spørge om, hvad du laver herude midt om natten? Og så oven i købet helt alene?” spurgte han let, ikke fordi han var bekymret, men han ville gerne finde ud af hvem hun var, da hun var én af de få, der havde vagt hans opmærksomhed, og det havde noget at gøre med, at hendes blod havde lugtede præcis som den sorte rævs.

[bella]

Bella følte sig ikke det mindste fornærmet, ved at få elevatorblikket. Det var jo ikke en trussel, bare for at indprinte hendes udseende. Ligesom hun også selv, tjekkede folk af, for at huske dem. Hun slog armene over kors. Langsom var hun jo ikke, og hun fulgte opmærksomt med i enhver bevægelse, han end måtte tage. Hun tog virkelig ikke nogle chancer. Hun var jo stærk, i hendes racer. Forstærkede styrker, i og med at hun var spide. Hendes ræverace, til at løbe bort og instinkter. Og den magi, hun kunne. Det hjalp hende i hvert fald, at hun kunne noget. "Jeg er herude om natten, fordi jeg ikke kan bevæge under solens stråler", sagde hun dæmpet. Havde han ikke allerede lugtet den? Hun havde da i hvert fald lugtet, at han var død. "Og jeg går alene," sagde hun stille. Hun blev stående på samme afstand. Usikker på, om hun ville eller kunne gå nærmere. "Og hvad med dig selv?"

[pharrel123]

Hun måtte have været ræven. Den samme lugt af død, og nu hvor nu næsten lige havde bekræftet det; hun kunne ikke bevæge sig ude i solens dagslys. Hun måtte næsten være en varyl. Enten var hun vampyr eller spide blandet sammen med en animagus. Hvad Pharrel så ikke vidste, var at hun egentlig også var warlock og hendes race var holy grail, men mon han ikke ville finde ud af det? I øjeblikket gjorde det ham jo ikke noget, da han næsten var sikker på at han havde regnet hendes race ud. Han nikkede blot til hendes ord. Hun måtte vel være en enspænder som ham selv? Det gik han i hvert fald stærkt ud fra. Han så ned på sit sår, som var blevet healet helt, og som var blevet til et lille ar. Han havde i løbet af sin levetid fået mange ar, og dem som var tydeligst, var de brandmærker af symboler på hans ryg, som stod for, Kriger af natten. Disse symboler mindede ham også om hans fortid, som havde haft en stor betydning for den mand, som han var blevet til den dag i dag, ligesom hans families slægtshalskæde også mindede ham om, at han engang havde været et helt normalt menneske.
Pharrel begyndte at gå. Han havde besluttet sig for, hvad han ville lave denne aften. Han ville prøve at komme ind i Procias … igen. ”Jeg har prøvet at komme ind i Procias … og vil gøre det igen, nu,” svarede han sandfærdigt, inden han begyndte at gå hen og forbi hende.

[bella]

Hvad Bella skulle synes om denne person, var hun endnu i tvivl om. Som regel opsnusede hun jo bare information og solgte det videre. Hun kendte sine forhandlere, og hun gav altid nok informationer til, at de ikke blev sure over, at have givet hende penge for dem. Hun burde dog snart få solgt noget, så hun kunne få en ny trøje/kappe. Det var lidt koldt at løbe rundt i t-shirt hele tiden. Hun betragtede ham, og havde fået printet hele hans udseende ind. Det var en fordel, fordi så ville hun kunne genkende ham igen. Hun drejede rundt efter ham, da han begyndte at gå. Hun gik efter ham. "Jeg hedder Bella," sagde hun og håbede mest af alt på, at hun kunne få hans navn med. Hun løb op ved siden af ham, og der gik ikke 2 sekunder, så var hun et skridt foran ham. "Jeg vil med. Jeg kan hjælpe dig over," sagde hun stille. Hvis hendes nytænkte plan, da ville virke og hvis han ville have hjælp. Det var jo selvfølgelig ikke sikkert. Hun var jo en fremmed og han var vidst en ener, ligesom hun var det meste af tiden.

[pharrel123]

Pharrel var i det store ligeglad med om han fik hende at se igen. Hvad specielt var der egentlig ved hende? Hun var bare en enspænder som ham selv. Mon hun fandt ham ligeså ligegyldig? Mon alle han mødte fandt ham ligegyldig? Han rystede tanken ud af hovedet, det kunne han jo være ligeglad med! Han skulle bare have kontakter til de øvre ledere og måske selv blive én og så være med i kampen mod Procias, og Dvasias skulle nok se at de ville få brug for hans styrke! Måske var han ret stræbende, men han hadede at være den passive! Det var så … kedeligt, så der skulle snart ske noget. Noget drastisk.
Pharrel tog sig ikke af, at hun pludselig præsenterede sig. Hun lød lidt ivrig, og det fandt han også ud af at hun var, da hun nu pludselig ville med ham. Han stoppede op og så på hende, gav hende elevatorblikket igen, for at se hende an igen. Hun så ikke ligefrem stærk ud, men han kunne måske … nej! Det var udelukket, han kunne klare sig selv! Han havde ikke brug for hendes hjælp. ”Jeg kan fint klare mig selv, tak! Du bliver garanteret blot en klods om benene på mig,” mumlede han, inden han gik forbi hende og fortsatte mod Procias mur. Han så tilbage på hende, ”desuden, hvad får du ud af det?”

[bella]

Det ragede Bella, om hun så ham igen. Men hun havde i bagtankerne, at finde ud af alt det hun kunne, om ham og hans missioner. Tænk hvis nogen kunne bruge de oplysninger til noget? Hun trak vejret dybt og fulgte stadigvæk med ham/efter ham. Hun ville have noget ud af i aften. Hun manglede noget varme, og hun kunne jo ikke være ræv hele tiden. Hun kneb øjnene i, da hun fik afvisningen. Jep, han var helt klart en ener. Nok så hun ikke ud af meget, men burde han ikke have lugtet luntet, om at hun havde vampyriske/spideiske evner? Måske ikke så. "Mig, en klods om benet? Så tror jeg vidst ikke, at du er god til at se mennesker ordentligt an," sagde hun og trak på skuldrene. Hun vidste ikke, hvilke knapper hun skulle trykke på ved ham. Spille på, at hun var noget og så ikke ville hjælpe ham alligevel, eller fortælle om sine 'værdier'? "Jeg får intet ud af det, andet end en tur til Procias," sagde hun dæmpet og betragtede ham. Hun stoppede op og lod vær, med at følge efter ham. "Men hvis du ikke vil høre min geniale idé, dig-jeg-ikke-ved-hvad-hedder, så bare kom mere til skade." Hun blev stående stille med armene over kors og så efter ham.

[pharrel123]

Pharrel var godt klar over at hun i hvert fald var halv spide/vampyr, men hvem sagde at hun ikke bare var under oplæring og endnu ikke havde styr over sine kræfter? Hun virkede lidt ivrig efter at komme efter ham. Måske hun var spion? Men hvorfor tog hun ikke bare selv af sted så? Han stoppede igen op og så tilbage på hende. ”Du er jo ikke et menneske,” svarede han rapkæftet igen og en smule drilsk, det var ikke ondt ment, kun en lille bemærkning, som han i sit inderste håbede på, irriterede hende. Han var godt nok ikke typen der ’drillede’ folk, men han elskede at være sarkastisk, og var det egentlig ikke bare for at slippe for folk? Det kunne egentlig også være en svaghed.
For hendes vedkommende – og ligesom alle andres – så ville det være dumt at trykke på de forkerte knapper, da han ikke tøvede med at dræbe folk. Så hun valgte klogt i at vare sin tunge. Ikke fordi han følte sig hævet over hende, men han havde et stort temperament, som hurtigt kunne blive tændt ved at ’trykke på de forkerte knapper’, og så var han også nådesløs, så det sagde vel sig selv? ”Hvorfor vil du så med?” spurgte han sagte, inden han rystede på hovedet og rullede med øjnene, hvorefter han fortsatte sin gang væk fra hende.
Pharrel stoppede dog hurtigt op igen, da hun alligevel fik vagt hans opmærksomhed … igen. Han sukkede irriteret, inden han vendte sig om mod hende igen og lod de døde natblå øjne studere hende nysgerrigt. ”Mit navn er Pharrel Van Ipswich, bare til din orientering,” sagde med en lettere irriteret undertone, som også fik ham til at lægge armene over kors, ”og hvilken ’genial’ ide har du, så i sinde?” Han prøvede at lyde ligeglad, hvilket han for det meste også var, men alligevel en lille bitte smule nysgerrig.

[bella]

Den rapkæftede tone, irriterede Bella utrolig meget. Dog sagde hun ikke noget videre til det og rullede bare øjne af ham. Hvilken barnlig kommentar, han kunne da vel regne ud, hvad hun mente? Men måske var hun barnlig? Ikke at tænke over, at hun sagde menneske og ikke 'væsen'. Det havde måske været bedre og ikke til at lave ordkløveri med? Det vidste hun ikke, og det ragede hende nu også lidt. Hun trak blot på skuldrene og sendte ham et lille skjult smil ud af øjenkrogen. Hun droppede det dog hurtigt igen og drejede fronten imod ham. Hun fik endda hans opmærksomhed 2 gange og hans navn. Det var da en god start. Så vidste hun da, at hun skulle gå den forsigtige vej. "Forandring fryder. Så istedet for at gå alene, kunne jeg følges med en. Hvilket er nyt for mig," sagde hun stille. Lige det første hun kom på og det lød da meget godt (syntes hun selv). Hun trak let på mundvigen og lod armene falde ned langs hendes sider. Hendes lyseblå øjne, mødte hans natblå. De reflekterede næsten måneskinnet. Hun så på ham og gik op ved hans side. "Jo, nu skal du høre," begyndte hun. "Procias falder for søde, nuttede eller sårede væsner. Hvis du nu kom med en såret, ville de lukke dig igennem. Det kræver blot, at vi spiller sammen," sagde hun mere uddybende.

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke lade vær med at fryde sig over, at hun blev irriteret over hans bemærkning og sågar rullede øjne af ham. Det at han frydede sig, var dog ikke noget hun ville komme til at se på ham, da han skjulte det, men helt dybt inde gjorde han det. Han havde dog delte meninger om hende, og han vidste ikke helt om han ville få brug for hende. Men han kunne vel prøve? Det eneste han var bange for, var egentlig at hun ville blive en klods om benet på ham, eller at det helle ville gå i vasken, fordi de måske ville misforstå hinanden. Det kunne han så bare ikke vide, hvis han ikke gav hende en chance. Han diskuterede med sig selv inde i sit hoved, og fandt både for og mod argumenter for at hun skulle tage med ham.
Det var ikke kun hende det var nyt for, men også for Pharrel. Han gik altid rundt alene! Han var en enspænder og det var sådan han bedst kunne lide det! Men så igen, hvis han ville nå langt i hierarkiet, så måtte han også lære at samarbejde igen. ”Fint!” mumlede han og trak lidt på skuldrene. Han hang vist på hende nu? Men det kunne jo vise sig, at hun ville komme ham til gavn.
Pharrel brød sig dog ikke om hendes plan! Skulle han nu spille sød og hjælpsom? Glem det! Han ville hellere dø, end at spille Procianer! ”Næh, næh, næh, min søde ven! Glem det! Jeg vil hellere dø, end at spille hjælpsom!” svarede han skarpt og sandfærdigt. ”Skal vi ind, så skal vi snige os!” sagde han stædigt, ”det går jeg ud fra at du kan finde ud af?”