Dengang

[kagen]

Lucy sad som sædevanligt for sig selv, hun sad under et lille halv tag, de andre piger sad der også, men ingen af dem snakkede sammen, for de fik de ofte at vide at de ikke måtte, men alligevel gjorde de det. Lucy så ud på regnen og drømte sig væk fra dette helvede, hvor hun sad på en blomster eng sammen med den del af hendes familie som faktisk ønskede hun skulle leve. Men det var svært at forestille sig noget man aldrig havde prøvet før, men alligevel ville Lucy ikke opgive håbet om at hun en dag skulle blive fri og finde sig selv...

[nat]

Regnen var det eneste der hørtes i hendes sind, hun så tomt ud i luften. Så længe i fangeskab, hun havde talt hver eneste dag og hun var nået op på omkring de 200 år. Et suk kom fra hende, hun lod blikket glide hen mod Lucy, en af de få piger som lod til at ville snakke med hende. De andre ville ikke have problemer, de havde set hvordan Natalia prøvede at slippe væk og blev straffet hårdere og hårdere hver eneste gang. Roligt kravlede hun over til Lucy, hun havde altid været en af dem som havde været hende nær i denne hårde tid.
"Du ser så drømmende ud Lucy, hvor drømmer du dig hen?" Hviskede hun spørgende med en blid og varm tone. Regenen faldt tungt og gjorde det næsten umuligt at høre hendes hvisken, hun Lucy ville kunne høre hende. De violette øjne så betaget på hende, hvis bare hun kunne drømme sig væk herfra. I hendes verden var der ikke tid til at drømme, kun tænke tilbage og arbejde på flugtplaner. *Hvis jeg nu bare kunne træne lidt mere, ville jeg være stærk nok, men jeg behøver mad, efter de har sultet mig føler jeg mig så svag.* Tænkte hun roligt for sig, det var virkelig en helt stræben hun havde her, hun ønskede kun at flygte.

[kagen]

Lucy så hen på Natalia, en af de få personer Lucy faktisk kunne lide, de andre var dydsmønster og gjorde altid hvad der blev sagt, og sladre for det meste til deres herre for at få lidt mad eller opmærksomhed fra ham, nogle af dem var virkelig dumme i hovedet. Nogle gange blev Lucy bange for at hun skulle blive lige så dum som dem, men heldigvis havde hun Natalia som opførte sig normalt. Selv prøvede Lucy dog ikke at flygte hun havde intet sted at tage hen i forhold til hende, så havde hun nogen som søgte efter hende og hun havde et sted hun søgte hen til. Lucy var tvunget til at blive hvor hun var, hun havde ikke de muligheder.
Lucy smilede kort og sagde så stille " Jeg drømmer mig hen på blomster eng, hvor jeg er sammen med dem som elsker mig. " Lucy tog Natalia's hånd og trykkede den kort og sendte blikket om hvor glad Lucy var for at have hende.

[nat]

Det løs helt fantastisk, hun havde selv ønsket sig til at drømme, men virkeligheden virkede for barsk til det kunne lade sig gøre. Vinden fik nogle dråber til at blæse mod dem, en dråbe landede på Natalias næse, hun lo stille da dråben løb ned over hendes næse og videre ned af hendes kind, det kildede. Hun klemte Lucys hånd igen og sendte hende et kærligt blik, roligt pillede hun ved en tot af hendes hår og smilte beroligende. I de sværeste tider var der en at holde hånden over, som hun ville have gjort for sin lillebror. Bare tanken om ham fik tårene til at vælde frem i hendes øjne, men det var som om hendes krop slugte tårene igen, for de nåede aldrig længere når nogen så på.
"Hvor lyder det helt vidunderligt Lucy, jeg ville med glæde lave den dejligste frokost til os, lægge en blødt tæppe ud på den smukke eng og nyde ordenlig mad og fred med min bedste veninde. Nemlig dig." Lød det sødt fra hende, hun kunne virkelig godt gøre dette, hun behøvede ikke drømme om noget der var hendes mål, for hun skulle nok nå det.

[kagen]

Lucy lukkede sine øjne i da Natalia snakkede videre på fantasien, det lød helt rart Lucy smilede ved tanken om at de var frie og havde det sjovt og skulle ikke tænke på konsekvenserne af at snakke eller gøre det de havde lyst til. Lucy åbnede hendes øjne igen da hun mærkede en dråbe ramme hendes kind, et let suk kom fra hende, da hun så virkeligheden igen..
Lucy lage hendes hoved op ad af Natalia " Bare alle ens drømme kunne gå i opfyldelse " sagde Lucy og så ud mod regnen, kort følte hun en længsel for at være og løbe på den eng sammen med Natalia. Men hun ønskede at der en dag ville komme flere ind i den drøm da Lucy vidste at de høj sensynligt ikke ville være ved hende for altid, men Natalia ville dog være i Lucys hjerte altid.

[nat]

Roligt tog Natalia et smukt kors frem, der var smukke rubiner i, et smykke som hun havde fået af sin egen mor og som hun ikke havde haft taget af før nu. Først kiggede Natalia rundt for at sikre sig at slavehandlerne ikke var i nærheden, da hun så der var fri bane tog hun Lucy ind til sig. Hendes mund var lige ved hendes øre, hun fugtede let sine læber og tog en dyb indånding.
"Det kan de Lucy, du skal bare tro på det!" Hviskede hun roligt, hun lagde korset i hendes små hænder, Lucy var som en lillesøster for Nat, hun var lille og nuttet, men også meget modig i forhold til nogen af de andre. Regnen begyndte at stilne af, hvilket betød de snart skulle på markedet for at prøve at blive solgt.
"Behold dette smykke, vogt det som galt det dit liv. Den dag du kan give mig det tilbage, der går din drøm i opfyldelse, det lover jeg dig." Hviskede hun stille, hun måtte dog skynde sig at fjerne sig fra Lucy da en af slavehandlerne kom. Et ondt bliv blev sendt Natalia som altid, hun havde det jo med at lave problemer, men da han gik igen satte hun sig hen til Lucy igen og smilte kærligt til hende.