Let's get clean..

[Deleted]

Det nærmed sig solopgang og der var Darian allerede ved at blive en anelse ivrig efter, at skulle komme ind. Lyset havde allerede meldt sig i horisonten og han havde blikket stift hvilende på det mere eller mindre hele tiden, også selvom at han var udmærket godt klar over, at han var tvunget til at skulle slå koldt vand i blodet, for alle disse omgivelser var anderledes for Chrystal. De måtte vel absolut alle sammen være helt ukendte for hende? En tanke som faktisk forundrede ham en anelse, selvom han udmærket godt vidste, at der var sket meget på disse områder siden dengang. Hun havde været væk i århundrede og alligevel, så kunne han mærke den lettelse over, at have hende ved sig igen. Han havde lovet hendes forældre, at beskytte hende og det var noget, som han i den grad agtede, at skulle gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om. Han holdt noget så frygtelig meget af hende, også selvom det var så længe siden, de sidst havde været så tæt på hinanden, at han havde været i stand til at skulle tage hende i favnen og vugge hende så stille og roligt tilbage til ro. Det lettede ham faktisk, at skulle have Chrystal tilbage i favnen, et sted så var det jo også der, at han følte at hun hørte til? Nu kunne hun vel for alvor sætte sig ind i hans situation, når han havde prøvet at forklare hende forskellen på hans liv og hendes som det havde været dengang. Det var trods alt også lettere for ham, at være tæt på hende nu, end det som det havde dengang, hvilket han også var ekstremt glad for i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han holdt sin kappe tæt lukket omkring Chrystals krop og holdt hende tæt ind ved sig. Han vidste udmærket godt hvordan mænd i Dvasias var hvis de kunne komme til det, og det var bestemt ikke hvad han ønskede for sin kære lille niece. Altid ville hun have den specielle plads ved ham, det var slet ikke noget, som han ønskede at gøre anderledes på nogen måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Folk stirrede efter dem på vejen, også selvom han slet ikke tog sig af det. Han gik med en blottet overkrop og hun med kappen omkring sig. Han vidste udmærket godt, hvad det var, at mænd måtte have i hovedet, hvis de jo ellers kunne komme til det i den anden ende, det var han så sandelig slet ikke i tvivl om overhovedet. ”Vi er snart fremme, min kære,” sagde han roligt og med det samme blide og rolige smil på læben, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rundede det ene hjørne og fortsatte ned af gaden for at komme nærmere den lille kro som ville ligge lidt for sig selv. Det var så sandelig også den, som han ønskede, at skulle søge i retningen af, og det var noget af det, som han gjorde fuldt ud bevidst, for det var lidt mindre end det som andre normalt ville søge til, men værelserne der var udmærket og med den store vaskehal som kunne låses af, så han kunne få hende ren i ro og mag, hvilket var noget, som han ønskede lige nu. Så hun ikke skulle sidde med følelsen af, at være direkte beskidt. Han fik øje på den ilde tilredte kro i det fjerne og førte hende til den. Han tvang dørene op og vendte sig mod hende. Han placerede hende på en stol i det åbne, hvor han selv kunne holde øje med hende. ”Vent lige her.. Ikke nøl med at kald på mig, hvis du finder noget ubehageligt,” sagde han roligt, dog med en let alvorlig stemme alligevel. Han strøg roligt hendes kind og med et stille smil. Han vendte sig mod disken oppe i hjørnet, hvor han røg i snak med bartenderen. De kendte tydeligvis hinanden, for han havde været der faktisk mange gange og specielt også efter at Chrystal var død, for det var der, ath an havde tilbragt mesteparten af sin tid efter det, for at få alle de følelser komme under kontrol.. Nu var omstændighederne noget helt andet. Han fik to nøgler efter en længere snak – En til et værelse oppe af trappen og et til vaskeloaklet, så de kunne blive rene, hvilket han i sig selv, var ganske så tilfreds med også i den anden ende. Han vendte sig mod Chrystal igen og med et tydeligt tilfredst smil. ”Så har vi hvad vi har brug for.. Kom med min kære,” sagde han roligt og med det samme lette smil på læben. Blot af vane, skjulte han de spidse hjørnetænder.

[Deleted]

Chrystal var klar over at Darian ikke måtte befinde sig i solen, han havde utallige gange forklaret hende hvad som ville ske i så fald, og det var langt fra det hun ønskede. Hvad der så gjorde hende en smule urolig var at de havde sat ved søen så lang tid som de nu havde gjort, solen måtte da være lige på trapperne? De isblå øjne søgte forvirret omkring, også som for at fange de mange detaljer omkring, hun huskede intet af det, det var jo en helt anden verden, nu var det 3 lande, så meget havde hun fundet ud af, i hendes levetid var det et stort. Alt den forvirring og de mange tårer der var blevet fældet de sidste mange dage, hun havde endda mistet tidsfornemmelsen. Igen kunne hun være tryg, som hun gik der ved hans side med hans arm omkring hende og kappen om hendes ngøene beskidte krop. Hun følte sig langt fra smuk go ren som det hun plejede at være, mudderet som bare en i helvede. En lille lettelse over at han havde valgt at tage hende med, var i den grad det som måtte spille ind, han havde lovet hendes forældre at passe på hende og det var i den grad et løfte som blev holdt og et som han også valgte at holde nu, hun behøvede ham virkelig og denne gang var det ikke den form af afhængighed til ham, men rent fakta hun kendte absolut intet til den verden som hun var havnet i, den var så pokkers anderledes. Kulden rørte hende ikke, kappen var vel til for at undgå de mange blikke? Selv på trods det ikke blev undgået, de skumle blikke fra aælle som hun måtte passere gav hende direkte myrerkryb, hvorfor så de på hende på den måde? Normalt ville hendes hjerte have hamret fast mod brystet, men det var dødt, alt var dødt, og nu forstod hun i den grad aælt det som Darian dengang havde gjort aælt for at skulle forklare hende, niget som var frygtelig svært at sætte sig ind i når ikke man selv oplevede det. De målrettede skridt bar dem roligt frem hen over gruset, hun følte de skarpe sten mod hendes nøgne fødder, ikke en smerte hun som sådan tog sig af, hun havde i den grad prøvet det som måtte være værre. Den varme stemme beroligede hende, at vide at han endnu var lige ved siden af, efterhånden var det jo også gået op for hende at det ikke bare var en ond drøm, en tanke hun rent faktisk ikke måtte sætte den største pris på. De isblå øjne mødte den elendige bygning der måtte torne sig op for hendes blik, et sted følte hun glæde ved endelig at se den, udigterne til hvile havde varet så længe, hendes ben føltedes mildest talt som gummi efter hun ikke havde lavet andet end at vandre rundt og prøve at finde vejen på det rette spor. Chrystal fulgte ham ind af døren, varmen omfavnede hende kærkomment. Lige her måtte hun virkelig bare glæde sig til at kunne nyde godt af et bad, og føle alt det mudder og skidt forlade hendes krop, kunne putte sig ind til ham og ikke frygte at hun ville lugte som et lig. Et lille smil formede sig om hendes læber som han skubbede hende ned i stolen, hun nikkede sigende, hun ville i den grad ikke tøve med at skulle kalde på ham. Kappen trak hun mere om sig, hun kunne fornemme de mange sultne blikke mod hende, og hun prøvede kun at ignorere det. De første mange minutter hvilede blikket udelukkende mdo Darian, det var tydeligt at han var faldet i snak, så istedet lod hun blikket omkring kun for at se hvilket sted hun nu var havnet på. De isblå øjne var dybt betaget af et maleri på væggen, det var som at blive revet ud af en trance da han endelig kom tilbage og tog fat om hende. Hun sendte ham endnu et stille smil, lod sig glide op af stolen, kun for at lade fingrene stryge igennem hans mørke hår "Du viser vej" endte hun blidt. Hun vidste at de sylespidse tænder var der, og de skræmte hende ærlig talt ikke, lige der var det ham som altid havde haft noget med ikke at ville vise dem.. Hun frygtede ham virkelig ikke.

[Deleted]

Darian havde skænket hendes forældre det løfte for mange år siden. Han havde svigtet hende der, hvor hun havde haft størst brug for ham ved hendes bryllup og det var virkelig ikke noget, som han ville lade sig gentage, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde virkelig prøvet at forklare hende hans liv kontra hendes eget, selvom det ikke var en besked som havde fæstet sig. Hun havde stillet alt for mange spørgsmål, som han faktisk slet ikke var i stand til at skulle besvare og nu vidste hun det i hvertfald. Sole ville koste ham livet, så det at komme indendøre, var noget af det som faktisk måtte fryde ham mest og gøre ham mest lettet, selvom det bedste så sandelig var, at hun var der sammen med ham, så havde han virkelig ikke noget, at skulle klage over. De mange mænds sultne blikke som måtte hvile på hende, var han et sted udmærket godt kendt med, selvom det i sig selv, slet ikke var en tanke som han brød sig meget om overhovedet, selvom han for nu bare måtte bide det i sig. Hun havde intet at skjule sig med, andet end en kappe, så måtte hun jo bare tage det med sig vel? Han ville have hende vasket, komme op på et værelse og få hende lagt i en søvn, hvor han ville blive liggende ved hendes side, vogte og beskytte hende, for det var virkelig noget af det som hun måtte se mest frem til på nuværende tidspunkt. Flere gange så han over sin skulder, for at sikre sig, at hun var okay, for de mange blikke, brød han sig bestemt ikke om på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han lod hende blot rejse sig og med det svage smil på læben. Han lukkedde øjnene stille, da hun strøg ham over håret. Han var virkelig bare ekstremt glad for, at han havde hende ved sig, hun var virkelig det mest værdifulde i hans liv og det var her, at han agtede, at skulle være til hun engang ville kunne se ham i øjnene og så sige, at han ikke behøvede at være der mere. Han sendte hende et let smil, selvom det at skulle bringe følelse ind i det, stadig måtte være ham selv en ekstrem stor udfordring, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han hævede den ene hånd ogstrøg hendes kind ganske så roligt. Han ville blot signalisere til alle, at dette bare var en kvinde, som de skulle holde sig langt væk fra, hvis de havde livet kært! ”Lad os få det bad og så komme i seng..” sagde han roligt. Han trådte roligt hen til hende, lod armen stille slynge sig omkring hendes liv for at lade hende komme helt tæt på, da han begav sig i retningen af vaskelokalet som måtte være der med nøglerne trygt hvilende i hans egen hånd, som havde de været ekstremt uvurdelige for ham. Han førte hende med sig derind, slap hende stille og lod nøglen glide i låsen for derefter at låse, så de kunne være lidt alene i stedet for. Hvor vamrt vandet skulle være for hende, selvom han udmærket godt vidste, at hans ville have en perfekt temperatur dersom det var lunken, udelukkende fordi, at hans krop var kold, men hendes var jo lige så, så der var vel ikke den store forskel fra hans? Han sendte hende et stille smil, gik hen og fik vandet på plads i det store kar og vendte sig stille og roligt mod hende igen. Han sendte hende et stille smil. ”Så tror jeg, det er ved at være perfekt til dig min kære,” sagde han roligt og med en ganske så selvsikker mine. Måske en anelse varmt, men det var jo trods alt kun for behagets skyld. Han gik stille mod hende og fjernede kappen roligt fra hendes skuldre. At hun så endte blottet, var slet ikke noget som gjorde ham det mindste, det var jo heller ikke fordi, at hun havde noget som han ikke havde set før. Han lænede sig forsigtigt over frem mod hende, for at skænke hendes kind et stille og roligt kys. ”Jeg sidder lige her hele tiden, så hop du bare i.. Så kan du blive ren,” sagde han med en rolig stemme tæt ved hendes øre. Han holdt af hende.. og efterhånden var det også ved at gå tydeligt op for ham lige hvor meget han faktisk også måtte gøre det i den anden ende og det var slet ikke noget som han kunne komme udenom lige nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var ganske så sikker på at den forelskelse som det også havde været dengang, også måtte være det som det måtte være nu.

[Deleted]

Chrystal ville langt fra vove at påstå at han på noget tidspunkt ahvde brudt det løfte som var blevet skænket til hendes forældre, ja måske han ikke ahvde stoppet hende og ikke forstået hende da hun fortalte omkring hendes planer med at gå sine egne veje, en vej hvor han var en del af, men det var jo også mere noget med morale? Hun var jo et sted som en niece for ham, det ville være moralsk forkert det andet, at det så var endt i hendes død var en helt anden side af sagen. Selvom han ikke stoppede hende kunne hun have taget over og svaret nej uanset hvad han måtte råde hende til, det var så bare ikke hvad hun havde gjort, derfor kunne det på ingen måde være hans skyld. Nu forstod Chrystal virkelig hvorfor han ikke havde været i stand til aty besvare hendes mange spørgsmål som lille, man skulle stå der selv, selv havde en kold hud og et hjerte der ikke måtte banke, for at kunne forstå det, det var noget som hun i den grad selv kunne stå inde for nu.Blikket gled omkring, hun kunne fornemme alle de sultne blikke mod hende, og det gjorde hende faktisk ubehageligt til mode, hvor pokker var høfligheden blevet af? I den verden hun kendte ville de alle have taget hendes hånd og kysset den som velkomst altså, og nu fik hun bare fornemmelsen af at hun var et dyr. Det var i den grad en lettelse da han atter måtte vende tilbage, hun glemte de mange blikke og valgte istedet at koncentrere sig godt om Darian, det var hende kun en glæde at være her med ham og endda i stand til at kæmpe for ham som han havde bedt hende om, en underlig tanke faktisk.. Skulle hun tage det som enf orm af bekræftelse? også selvom de kun havde været i hinandens selvskab et par timer. Hun kunne jo ikke ligefrem selv sige sig fri for de følelser han atter måtte vække i hende, som han havde gjort det dengang, men som hun ikke var stærk nok til at nævne, før nu om ikke andet.. han vidste besked.. og et sted gjorde det det hele så meget lettere. Det blide strøg over hendes kind satte igen den følelse af at være tryg, noget som hun ikke kunne huske hvornår hun sidst havde følt sig, mørket og døden var så kold og nådesløs.Hun nikkede medgivende til hans ord, gled tæt ind til ham som armen endte omkring hendes liv og begyndte kun at følge hans vej som han var den som måtte kende stedet, hun kunne kun sige sig lykkelig da hun endelig forsvandt fra det store kroværelse og slap for de mange blikke. Chrystal stod blot og så til mens han fyldte det store kar, hvor varmt eller hvor koldt det skulle være måtte han jo vide. Det var først da han vendte sig mod hende og sendte hende det varme smil, lod hende træde tættere på at en ting måtte gå op for hende. Hun følte det blide kindkys, lyttede til den varme stemme, og alligevel så kunne hun ikke lade værre Billederne kørte i hendes baghoved, og hendes eget smil mtte falme. Ikke så meget fordi at kappen gled af hendes skuldre og efterlod hende blottet for hans blik, der var ikke noget som han ikke havde set før, han havde jo også til tider badet hende som lille.Det var vandet der var hendes problem. HUn stirrede sig næsten blind på det, med en underlig frygt malet i minen. Hun ville ikke indrømme at hun rent faktisk ikke var meget for at skulle gå i, men nu måtte det virkelig gå op for hende at hun var direkte bange for det. Fast bed hun sig i den silkebløde underlæbe, hun ønskede sig virkelig ren men hun kunne ikke gå i , det var noget som hun bare ikke kunne, ikke når hun tænkte på hvordan hendes hoved var blevet holdt under vandets overflade til hun til sidst måtte opgive kampen efter ilten.. En kyldegysning løb over hendes ryg efterlod en mindre skælven ikke på grund af kulde, hun kunne virkelig bare ikke.

[Deleted]

At Chrystal måtte lide af vandskræk, var slet ikke en tanke som sad inde ved Darian overhovedet. Han ville bare skænke hende den frihed, at hun faktisk kunne føle sig ren. Han følte dog alligevel ikke, at han havde været der for hende som han burde have været det, det var der heller ikke noge som helst tvivl om overhovedet. Han havde ikke været der til at beskytte hende, dengang hun havde haft mest brug for ham. Han havde gået direkte mod hans eget hjerte og direkte bedt hende om at gøre, hvad der var nødvendigt for hende at skulle. Ved at skubbe sig selv ud af billedet ,selvom han aldrig havde været langt væk. Den mand som skulle siges, at være hendes kære ægtemand, havde han selv ladet glide i døden ganske kort efter at Chrystal var forsvundet. Det havde virkelig gjort ondt og den mand havde virkelig intet gjort, for at skulle stå der som nogen former for hjælp for at finde hende.. Han elskede hende vel ikke? I så fald, så havde han så sandelig ikke været hende værdig! At Chrystal bare stod og måtte stirre på det kar med vand, var noget som han først mærkede sig af, efter et stille øjeblik. Hun havde intet som han ikke havde set før. Han havde badet hende som lille, sågar skiftet ble når hendes forældre havde sovet alligevel, så der havde været visse stunder, hvor han havde haft hende alene uanset. Han vendte blikket kort mod karet og så tilbage mod hende, hvor det først måtte være der, at han var i stand til at skulle lægge to og to sammen. Han trak svagt på den ene mundvige, trak sig op ved siden af hende, hvor han stille derefter lod hånden søge mod hendes kind og vendte hendes blik mod sig. Så længe han var der, så var der virkelig ikke noget for hende, at skulle være bange for, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede virkelig ikke, at hun havde noget at frygte for lige her. Han ville beskytte hende, ligesom han havde lovet hendes forældre og nu stod han der med hende igen.. Han agtede at holde det løfte til hans bedste venner, for de levede stadig et sted dybt i ham, selv på trods af, at de havde været død i ja gud ved hvor lang tid nu.. Der var der jo stadig mange ting som han end ikke vidste om dem, lige så at der var meget, som han ville være i stand til at fortælle hende omkring den mand som hun havde giftet sig med, og hendes bedsteforældre. Han nikkede blot til hende. ”Du skal ikke frygte det..” sagde han roligt. Død var hun allerede, så hun ville slet ikke have noget behov for at skulle tænke på det på den måde. Han slap hende stille igen, hvor han bare uden besvær og uden anden tanke, bare begyndte, at skulle klæde sig af. Han havde intet at skjule. For hans del, var de dyriske instinkter jo ganske stærke i sig selv, så hvorfor ellers skjule det som gjorde ham til en mand? Han tog forsigtigt og stille omkring hendes hånd og med det samme tilfredse smil på læben og førte hende stille og roligt med sig hen til karet, hvor han selv uden tøven, selv trådte op i det som den første og satte sig ned. En anelse varmt måske, men følelsen var i den grad noget så frygtelig behagelig, det var slet ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet og det var heller ikke noget, som han havde lyst til at gøre i den anden ende, det kunne han meget fint stå ved også således. Han satte sig roligt til rette. Vandet gik ham til lige under brystet når han sad i det. Han vendte blikket stille op mod hende og rakte hende den ene hånd. Han ville give hende valget. Han ville ikke tvinge hende til noget som helst, for det kunne han virkelig ikke få sig selv til i den anden ende. Han sendte hende et stille smil. ”Jeg holder dig Chrystal. Der vil intet ske,” lovede han med en rolig og oprigtig stemme, det var slet ikke noget som han ønskede, at skulle skjule for hende og specielt ikke nu. Han ville klart tolke det som en tillidserklæring, hvis hun formåede at sætte sig i vandet sammen med ham. Det var jo slet ikke fordi, at hun skulle tvinges, men det skulle være hendes valg, hvad end om hun ville sætte sig ned ved ham, lade ham holde omkring hende og vaske hende, for han ønskede det glædeligt. ”Det er ikke farligt, det lover jeg dig,” afsluttede han med en rolig stemme, som alligevel klart og tydeligt måtte stå ved det klare alvor, som han slet ikke ønskede at skjule for hende. Det kunne han slet ikke komme det mindste udenom.

[Deleted]

Det at hun måtte lide af en form af vandskræk var ikek noget som Chrystal havde skænket en tanke overhovedet, ikke før hun stod der og skulle til at gå i, og hvor billederne kort sagt bare drev igennem hendes sind, følelsen af hvile der under overfladen, og kæmpe for den ilt som hun aldrig fik, og til sidst bare føle det hele blive så snævert, lige det sekund hvor det gik op for hende at hun måtte dø, hun kunne ikke gå igennem det igen. Begge var det gået imod det som deres hjerter sagde dem, han havde ikke stoppet hende som hun havde ønsket at han ville gøre, men uanset hvad han sagde så kunne hun have takket nej til at tage den mands hånd, men igen for hvad? Darian skubbede sig selv ud af billedet og hun skubbede ham længere væk, det gjorde faktisk ondt der var i den grad ting som hun ønskede at skulle hente igen frem for det andet som de havde gjort dengang, hun ville kæmpe hvis han ville kæmpes for. Hun var endt op med en mand hun end ikke ville prøve at kæmpe for, der var ingen kærlighed overhovedet, alt han ville have var hendes penge og en kludedukke og det var ikek hvad hun ville give ham, følelserne for Darian hvilede der, og idet øjeblik det 'Ja' havde lydt fra hendes læber, forestilled ehun sig bare for sekunder at det var Darian hun havde skænket det til, desværre var det ikke såvel. Chrystal stod endnu med blikket stift rettet mod vandet, hun bandede af sig selv, hun ville ikke vise sig så svag og slet ikek overfor ham. Den blottede krop var ligemeget, han havde jo mere end bare en gang skiftet hende da hun var lille, og ja måske man roligt kunne sige at det var noget andet nu hvor hun stod med en fuldvoksen kvindekrop, med det fyldige brystparti, den slanke talje og små runde hofter, skjult bag et lag af mudder og havplanter som endnu måtte hænge ved, den lugt af død som bare skulle vaskes væk. Blikket lod hun glide mod ham, mødte det blik som hun kunne se i og kun se tryghed. Et undskyldende smil spillede om hendes læber kun for at falme hurtigt igen. Hun brød sig ikke om tanken om at skulle sætte sig ned i det kar alene, men at bede ham om at gå med hende, var heller ikke noget som hun fik sig til, det var bare for stort for hende at bede ham om vel? "Jeg.. Men.. Det" hun sukkede stille, uden rigtigt hvad hun egentlig ville sige, det sad bare fast i ehndes hals. Blikket hvilede mod ham som han begyndte at skulle klæde sig af. Havde det været muligt ville hendes hjerte have slået stærkt mod brystet nu, ikke fordi han som sådan havde noget at skulle skjule overhovedet, det var bare tanken om at hun for så mange år siden direkte havde fantaseret om det tidspunkt hvor hun ville stå foran ham, klæde ham af, og trykke sig ind til hans nøgne krop, det var lige indtil hendes bedsteforældre endnu engang rev hende ud af dagdrømmene. Med en rolig mine og næsten i respekt så hun den anden vej, vel et sted for ikke afsløre sig selv? Lige der kunne hun rpise sig lykkelig for at det var umuligt at skulle rødme. Hun betragtede ham roligt som han gled ned i vandet og rakte den hånd ud mod hende. Der var som spdan ingen tøven da hun stille lod hendes egen falde i hans, og trådte tættere på. Tilliden til ham var enorm, han havde aldrig rigtigt givet hende en grund til ikke at stole på ham, han ville ikke skade hende, og det var det som hun valgte at tro på. Chrystal tog en dyb indånding bed sig fast i læben, og trådte roligt op i det stoe kar. Vandet omringede hende til lige over knæerne, det føltedes så behageligt, ikke for koldt og ikke for varmt, men lige tilpas. Med en frygtelig forsigtig bevægelse gled hun ned i vandet foran ham, Vandet sluttede sig om hende, nåede hende til netop over brystet og gjorde spidserne af hendes hår våde omgående. Hun lænte sig ikke tilbage, blev for et kort øjeblik siddende og vænnede sig til følelsen af atter at være i vand, igen hun ville ikke for tæt på ham og ende med at træde forkert, uanset hvor meget hun i virkeligheden ønskede det.

[Deleted]

I Darians øjne var det faktisk en anelse åbenlyst, at hun reagerede på det på denne her måde, når det kom til vand, nu hvor han egentlig måtte tænke over det i den anden ende, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom, også selvom hun slet ikke havde behov for at skulle frygte for, at der skulle ske en eller anden gentagelse af det hele, for det var i sig selv, slet ikke muligt. Han ville kunne holde hende under vandet i timer, uden at der ville ske noget, selvom det slet ikke kunne falde ham ind, at skulle demonstrere det på den måde. Han blev roligt og tålmodigt siddende på sin plads i karet og med en fin og god plads til hende. Hånden lukkede han roligt og stille omkring hendes og lod hende roligt sætte sig ned i vandet foran ham. Han lod hende vænne sig til følelsen selv ved at skulle blive siddende bag hende og bare holde øje med hende. Et hvert tegn til panik eller lignende så skulle han nok hurtigt få hende med sig ud af karet og holde hende der i stedet for, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun var virkelig noget så værdifuld i hans øjne og det var bestemt ikke noget som han havde i sinde, at skulle miste, det kom så sandelig slet ikke på tale! Efter det lange øjeblik, hvoraf der slet ikke var sket noget som helst, hvor han blot blev siddende smilende tilbage og med den samme mine i ansigtet. Han satte sig forsigtigt frem og tættere på hende, hvor han ganske forsigtigt lod den ene hånd glide omkring hendes liv, lod hende sidde igen med følelsen af, at han faktisk havde fat i hende, så hun ikke ville falde eller noget som helst. ”Slap af og læn dig tilbage, Chrystal,” sagde han roligt med en dæmpet stemme ved hendes øre. Han prøvede virkelig, at være så mild og rolig, som det nu var ham overhovedet muligt, selvom det slet ikke faldt til ham naturligt, at skulle være denne form af en sød fyr. Han slog ihjel for sin egen overlevelse, han var endt i kamp, ja gud ved hvor mange gange, selvom det slet ikke var noget som han sådan rigtigt bed sig mærke i overhovedet, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Med den frie hånd, greb han forsigtigt ud efter en af de svampe som måtte ligge på hylden ved siden af og trak den til sig og førte den ned i det ellers fine og varme vand. Han blev roligt siddende sammen med hende. Dette var selv den vandtemperatur som han selv elskede mest, når han endelig var i bad, hvilket for sig selv, ikke var noget som skete så forbandet ofte faktisk, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han gjorde den godt fugtig og våd og tog den til sig igen, hvor han derefter meget forsigtigt, førte den over hendes ene side og stille over bryst og kraveben. Han var så mild og rolig som det var ham overhovedet muligt, for det var virkelig ikke meningen, at det skulle gå hurtigt eller smertefuldt for sig, det var der ikke nogen tvivl om. De havd al den tid de havde brug for, og sagde hun stop, så stoppet han, hvis det gik for hurtigt frem, men at få hende ren og det hele, var noget af det som han nu alligevel så frem til, for så at komme op i en seng og lade hende hvile, ligeså med ham selv, for det ville virkelig blive den første aften i lang tid ,hvor han ville kunne hvile ordentligt, fordi han nu vidste, hvad der var sket med hende og det var noget som alligevel betød temmelig meget for ham. Han smilede let for sig selv. ”Det er ikke farligt min kære..” sagde han roligt. At hun havde vendt blikket væk, da han havde klædt af sig, var slet ikke noget som han som sådan, havde reageret på, han havde jo haft tankerne helt andre steder og lige nu var det virkelig bare hendes behag som var noget af det som betød mest for ham lige nu, alt andet var virkelig ragende ligegyldigt. Svampen førte han igen under vand, gjorde den våd og førte den forsigtigt over hendes ryg, hvor han varsomt pressede vandet ud, da han nåede hendes skulder, så det varsomt løb ned af hendes ellers så smukke krop. Hun havde virkelig ikke noget, at skulle skjule, det var der ingen tvivl om, men igen, nu havde han set hende nøgen så mange gange allerede, også som en lille pige. Hun havde altid været noget så frygtelig speciel i hans øjne.. Altid.

[Deleted]

Et sted kunne det vel ikke komme som nogen overraskelse at hun reagerede på vandet som hun gjorde? Hun var blevet holdt under vandet, hendes krop var allerede svækket efter hans indtrængen og brugaf den samt den kniv som havde været plaveret midt i hendes bryst, det var ærligt ikke længe hun havde været i stand til at kæmpe, hun var for udmattet, men den følelse ville hun bare ikke glemme. Nu hvor hun sad i vandet følte det omsluttet hendes krop frygtelig behageligt og med hovedet langt over og Darian bagved til at gribe hende, var det faktisk ikke så frygtelig slemt. Hun var død.. Hun kunne vel ikke dø igen? Det var dog alligevel ikke den tanke som hun selv måtte sidde med i sindet, hun var bare bange og det irriterede hende faktisk. En tign var jo så at han var der med hende, også selvom hun ikke bad ham om det, bare det at han hurtigt havde valgt at skulle klæde sig af uden tøven og sætte sig der med hende. Armen som sneg sig omkring hende, lod det først give et sæt i hende, mest fordi hun ikke var forberedt på det, alligevel lod hun sig uden tøven trækkes ind til ham, føle den arm holde hende oppe og så beskyttende. Der var ingen tegn til direkte panik mere bare uro, lige det hjalp han ehnde i den grad med, lod hende sidde der, så tæt til ham og hun vidste at han ikke ville skade hende på nogen måde. Den varme stemme mod hendes ører, var noget som i sig selv sendte hende et helt andet sted, næsten forsigtigt læne hun sig tilbage mod ham, lod hovedet stille glide mod hans skulder. Svampen som endte med at glide under vandet suge det stærkt til sig, for bagefter lade sig skrubbe hende ren. Hun følte den behagelige ru følelse over hendes bryst og kraveben, det var som hun næsten følte at det store lag af mudder direkte svandt væk fra hendes hud, en behagelig følelse. Stille lod hun blikket glide i, skjule de chrystalblå øjne hun var i besiddelse af, ikke så meget af udmattelse, et sted af det rene behag og et andet sted så for at tackle hele situationen med at være tilbage i vandet. Hun nød at sidde her med ham, hun havde måske kigget væk da han valgte at skulle lade tøjet falde til jorden, et sted var det i respekt og et andet sted så drev det hende bare tilbage til de gamle teenagefantasier som hun havde holdt for sig selv udelukkende på grund af det faktum at han mere eller mindre var som en onkel for hendes del, og det var ekstremt forbudte tanker specielt med tanken på at hun var lovet væk til en anden, hun havde drømt om det ville ske bare ikke sådan og ikke af den grund. Et stille smil endte direkte med at passere hendes læber ved de mange tanker fra dengang, hunkunne føle den nøgne krop mod hendes egen, ikke at det var på måden hun havde tænkt det men de var fint for hende, "Du gør det, trygt" hviskede hun stille med blideste vokal. Det var vel kun tydeligt at hun virkelig måtte nyde det? Måden hun blot lod sig hvile mod ham, lod ham skrubbe hende ren og fri, hele hendes krop uden undtagelse var jo dækket i skidtet. Hun følte vandet løbe ned over hendes krop, for ham var der intet at skjule det var jo langt fra den første gang han så hende uden så meget som et eneste stykke stof over hendes krop, der var intet at skjule hun var stolt af den krop som hun måtte bære, at den så var blevet besudlet efter det som hendes kære mand havde gjort var en helt anden side af sagen, det var som hun stadig følte hans hænder glide over hendes krop, før eller siden måtte de spor slettes og hun håbede et sted bare på at vandet ville fjerne den fra hende. Et stille suk forlod hendes læber, hun følte sig tryg, endnu engang viste han sig at være hendes redning, var det virkelig muligt at holde så meget af en person? Han avr i den grad noget særligt, det havde han altid været og det ville han nok altid være.

[Deleted]

Darian havde alverdens god tid lige nu og her, det var der ikke nogen tvivl om. Hun havde virkelig ikke nogen grund til at frygte for vandet mere. Selvfølgelig at det kunne være koldere og varmere, men det, at skulle falde i og drukne i det, var slet ikke noget, som hun behøvede at skulle tænke på længere og det skulle hun nok finde ud af med tiden. Han lod hende blot stille og roligt læne sig ind mod hans nøgne krop, mens han stille fortsatte med at skulle vaske hende. Han gjorde det så roligt og så blidt som det nu var ham overhovedet muligt. Han sendte hende et roligt og stille smil og stadig med den ene arm omkring hende. Hvis det skabte hende en tryghed at blive holdt oppe på denne måde, så gjorde han det da med den største fornøjelse og han kunne i den grad også godt mærke, at det havde en effekt på hende, og så var det så sandelig også noget af det som måtte gøre ham helt holdent og orlig i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han betragtede hende roligt og lod hende blot hvile tæt ved ham og selv med det smil på læben som han slet ikke formåede, at skulle slippe. Hun var tryg på ham og dette var noget som han i den grad også måtte tolke som en tillidserklæring som han virkelig bare måtte tage til sig, for ham betød det selv noget så voldsomt meget. ”Jeg har tilbragt meget af min tid her.. efter at du forsvandt,” fortalte han stille. Han ønskede jo trods alt også at skulle snakke med hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han holdt virkelig noget så frygtelig meget af hende og han ønskede så sandelig også, at skulle holde hende tryg og beskyttet, for det var virkelig noget af det, som betød mest for ham lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han strøg svampen stille og roligt over hendes arme og ned af hendes ben og videre over hendes slanke og faste mave, selvom det nu alligevel var noget som han gjorde så forsigtigt og stille som det var ham overhovedet muligt. Han slap stlle svampen, nu hvor hun var ved at være ren igen. Nu var det jo faktisk bare ansigtet som manglede for hende, og han var virkelig ikke den som ville køre en svamp rundt i hendes ansigt. Han greb i stedet for roligt og stille omkring begge hendes hænder og med det samme blik som før. Han var opmærksom på hende, alle de tegn, alle de miner og alt som måtte følge med det levende væsen, var slet ikke noget som han ville se bort fra når det kom til hende, det var der virkelig heller ikke nogen som ehlst tvivl om overhovedet. Hun betød stadig for meget for ham til det. Han bredte benene stille og lagde dem rundt om hendes, så hun kunne sidde helt tæt ved ham. Han slog hendes hænder stille om hendes egen mave med sine egne lige ved, så han holdt helt tæt omkring hende. Måske, at dette var meget at skulle bede hende om lige netop nu, det var han sikker på og det var han klar over, men hun måtte overvinde frygten, ikke mindst ville være det sikkert, fordi at han ville være der til at tage over hvis det gik helt galt for hende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun havde virkelig ikke nogen som helst grund tl at skulle være bange for vandet.. Der var så meget andet og nu var vand i den grad en hel ufarlig ting for hende. Hun ville kunne sidde der i timevis og bare stirre ned på bunden af det, uden at føle den kraftige trang til luft, fofr det var ikke længere noget vigtigt som sådan. ”Stoler du på mig?” spurgte han med en rolig stemme. Han bevægede sig en anelse mere ned i vandet, så det selv måtte stige ham til over brystet inden han igen stille og roligt stoppede op igen og uden at skulle slippe hende med blikket. ”Du behøver slet ikke at frygte for vandet længere min kære.. det er slet ikke i stand til at skade dig nu.” Han strøg roligt over begge hendes håndrygge med sine egne tomler og selv med den samme rolige forsigtighed. Han ønskede at vise hende det. Lade hende ligge der sammen med ham, tæt ved ham og med hans arme om sig, så kunne det vel næppe være helt galt i den anden ende vel? ”Jeg vil være ved dig hele tiden.. Hvis du lader mig vise dig det,” tilføjede han med en rolig stemme og selv med det samme rolige og svage smil på læben. Han ville virkelig ikke skjule det for hende. Det kunne han bare ikke.

[Deleted]

Måske Chrystal ikke direkte havde en grund til at skulle frygte for vandet mere, men hun kunne ikke lade værre, det var ikke så meget det at det kunne slå hende ihjel men mere tanken om den følelse som det havde sat i hende, det sidste åndedrag så desperat som hun kunne nå at trække før vandet havde fyldt hendes mund, og hun måtte tvinge sig til at synke, det ville dog sige sig selv at det ikke ville være muligt for hende at skulle synke alt det vand, til sidst var det endt i hendes lunger og hun endte kvalt, hun huskede virkelig sadig alle detaljerne. Chrystal følte i den grad hans blidhed, hun kunne mærke svampen ganske stille glide over hendes krop og vaske hende ren, hun kunne direkte føle skidtet give slip og langsomt lade hendes normale skønhed komme til syne bag et sted, han kunne vel mærke at hun rent faktisk nød det? Så afslpappet som hun måtte hviel mod ham og bare tage det ganske stille og roligt. Bare det faktum at hun havde valgt at lade sig glide ned i vandet med ham sagde en del om den tillid hun havde til ham, hun nægtede at tro på at han ville så meget som tænke på at kunne skade hende, et sted måtte det jo så også undre hende a hun ikke følte det ubehag ved at være så tæt på ham, føle den nøgne hud mod hendes egen hun huskede jo stadig hans hænder over hendes krop og hans ånde når han direkte bed hende i læben for at tvinge hende ind i et kys. Nu hvor skidtet var vasket væk, var de mange ar tydelige over hendes krop, store gule plamager, og det ar lige midt i brystet hvor kniven havde haft sat sit, og rundt om brystvorten hvilede et bar mærker efter bid.Det var kun ansigtet og håret som nu manglede at blive vasket, og hun vidste et sted hvad det måtte kræve, det var så bare ikke ligefrem det som hun måtte ønske. Igen måtte høre hun høre den varme stemme så tæt til hendes ører, "Efter alle de år lever du stadig på et kroværelse frem for et hjem" et lille smil spillede om hendes læber, Darian havde altid været den frie sjæl, selv dengang hendes forældre elvede huskede hun at han i tide og utide fik værelset ved siden af hendes eget, kun fordi pengene til et kroværelse var sluppet op. Hænderne endte i hans, hun knugede stille om dem, trak dem ind til hende selv. Han var så tæt på, hun kunne føle ham og det gjorde hende jo rent faktisk rolig, ikke mindst vækkede det en ellers så ukendt følelse at sidde der med ham og rent faktisk føle ham på en anden måde end det som hun havde været vant til fra før. Hvad ville hendes forældre have sagt om de havde kendt til de tanker som hun sad med når det kom til Darian? Et sted vidste Chrystal jo godt at vandet ikke var at frygte, hun kunne ikke trække vejret så det ville ikke skade hende som sådan, men hun frygtede det nu alligevel og hvorfor var det som hun end ikke kunne svare på. Stille nikkede hun til hans ord "Jeg stoler på dig" medgav hun stille, dog lettere urolig for det som han måtte have i tankerne. Blikket gled stille op hun så frem for sig, selvom hun et sted lystede at se sig over skulderen, vende blikket mod ham og bare knuge sig ind til hans skikkelse. Som vandet steg mod hans bryst lod det hende gå til halsen, hun skævede mistroisk til det, som frygtede hun næsten at noget ville springe op i hovedes på hende derfra. Hendes blik var tydeligt undrende, hvad var det egentlig som måtte pryde hans tanker? "Hvad vil du have mig til?" endte hun forsigtigt med en nysgerrig tone der virkelig kun sagde det hele, hvis der var det som hun ikke måtte lyste så var det at skulle være i vandet længere end højest nødvendigt, hun nød at sidde der så tæt tilham, nød at føle hans hud mod hendes og svampen over hendes krop ført af hans hånd, men hun så virkelig også bare frem til at skulle hvile roligt og fredeligt i den seng.

[Deleted]

Darian havde altid været en fri sjæl, så hvorfor skulle han finde sig noget så fast, at skulle være bundet til, som et hjem? Han elskede at være ude og nu hvor han havde hende ved sig, så gjorde det virkelig bare den følelse endnu mere værd i hans øjne. Han havde virkelig savnet hende og han ønskede så sandelig, at skulle være der for hende, passe på hende, vogte om hende og beskytte hende, ligesom han havde lovet hendes forældre i sin tid, selvom det var ved at være så længe siden, så var det stadig noget som han agtede, at skulle holde fast i. Denne verden var helt fremmed for hende, så var det virkelig bare den bedre grund til at skulle passe på hende. Sidst hun havde set dette sted, så havde det jo været et stort land, nu var det 3 store og hvoraf to af dem var i krig med hinanden, så ønskede han virkelig ikke, at noget skulle ske med hende. Hun havde virkelig heller ikke nogen grund til at skulle frygte for vandet mere. Hun trak ikke vejret, ligesom han heller ikke gjorde det, og det ønskede han virkelig også at skulle vise hende på den måde, som han vel næsten måtte se på som den eneste. At hun alligevel måtte frygte det, kunne han jo et sted selvfølgelig godt forstå, selvom han virkelig ikke ønskede, at det var sådan at det skulle være. Vandet kunne ikke længere røre hende og han var der til at beskytte hende på denne måde, det var noget som han ønskede at holde fast i, for han gik virkelig ikke nogen steder fra nu af. Han ønskede hende ved sig.. ikke blot som en veninde og en niece, men noget mere.. langt mere end det. Han sendte hende et roligt og stille smil, det var slet ikke noget ,som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om han så ville det eller ikke, så var det slet ikke noget som han ville være i stand til bare sådan uden videre. ”En fri sjæl.. som altid, min kære,” sagde han med en tydeligt drillende stemmen, det var slet ikke noget som han formåede, at skulle lægge det mindste skjul på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Og nu går det meget bedre end det gjorde før i tiden, skal dog lige siges,” sagde han med en let drilsk stemme, som han dog på ingen måde, ville lægge skjul på. Hendes forældre havde jo trods alt huset ham i perioder, hvor han havde haft problemer med at skulle få det hele til at gå rundt, det var jo heller ikke nogen tvivl om, men igen, hendes forældre havde været hans bedstevenner, så at tage imod hjælp fra dem, var virkelig ikke noget som han havde det mindste imod. Det havde jo trods alt også givet ham lov til at tilbringe tiden med sin lille niece og det var noget som i den grad var guld værd for ham. Han betragtede hende med et roligt blik. Vandet gjorde hende usikker, det kunne han tydeligt se og mærke på hende, selvom dette virkelig bare var noget, som man var nødt til at gøre i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Bare læg dig ind til mig, slap af og glem alt omkring dig,” hviskede han med en rolig og sandfærdig stemme, det var slet ikke noget, som han kunne skjule for hende. At lade hende hvile tæt ind mod ham, når de ville glide ned under vandet, vise hende, at der ikke var noget at være bange for, for der var virkelig ikke noget, som ville springe op i hovedet på hende. Han ville beskytte hende mod alt ondt som nogensinde ville ramme hende, uanset hvad det så skulle kræve af ham i den anden ende, så var det fuldstændig ligegyldigt! Han plantede et stille kys mod hendes pande, holdt hende tæt ind mod sig, idet han gled selv helt ned under vandet, lod vandet sluge hele ham og derved også hende, hvor de blev liggende under vandoverfladen. Han lå med ryggen helt nede i bunden og med hende hvilende oppe på sig. Han holdt stadig kun fast omkring hendes hænder, for hun skulle have muligheden til at komme til overfladen hvis det blev for meget. Han håbede vel bare på, at hun måtte stole nok på ham, til at blive liggende sammen med ham?

[Deleted]

Chrystal kendte udemærket til den frie sjæl, et sted så var det den som måtte betage hende en smule, det at han gjorde hvad han lystede og når han lystede det, mens hun altid havde været bundet af det ene eller det andet, aldrig havde hun haft lov til at træffe hendes egen valg gennem livet, hun var ikke andet end en kludedukke mens han var fri som fuglen og selv herre over hvordan pokker hans liv skulle ende med at tage form, hun misundte ham virkelig et sted. Hun var stået op efter så mange år lagt i døden og endnu måtte hun genkende ham, savnet stod så stærkt og nu var han her hos hende, passede på hende og vogtede om hende, kun for at holde hende sikker, det løfte som var blevet skænekt hendes forældre og i hendes øjne var det hvad han havde gjort gennem hele hendes liv, lige ud over den aften, ikke at hun ville bebrejde ham for han kunne ikke vide hvornår hun virkelig behøvede ham, det var endt i hendes død og uden muligheden havde været der for at skulle undskyælde til ham for alle de ting som var blevet sagt og gjort den aften, hun forstrød virkelig, hendes liv havde været så frygtelig kort, og nu stod hun her, trak ikke vejret, hendes hud var bleg og kold nøjagtig ligesom hans, skulle hun leve i en evighed nu? Hvordan det hele så ud vidste hun virkelig ikke, det var mange år siden hun var død flere tusinde, dengang så verden helt anderledes ud, hun skulle vel nok lærer at tilpasse sig i en ny tid? Selvom det virkelig var en ny tid i hendes øjne. At føle vandet omslutte sig hendes hud var slet ike problemet, det var en behagelig følelse, specielt når han var den som måtte sidde bag hende, men hun frygtede det stadig om det kunne røre hende eller ej, det var hvad der havde slået hende ihjel hun kunne tydeligt huske kampen, hendes krop blødte hun var svag i forvejen og alligevel kæmpede hun til det sidste med at få hænderne af hendes hals,, en forgæves kamp der resulterede i at hun stille måtte falde til bunden, som en død kvindekrop. Blidt lod hun sig læne op af hans krop, hvilke tanker han sad med og hvilke ønsker han sad med det vidste hun ikke, men hvor hun selv ville hen det var hun dog klar over. Først og fremmest ville hun lærer verden at kende, lærer at etablere sig et helt nyt sted og endelig få hendes fire liv, endelig at kunne skabe sig et liv, hun ville trods alt være evigt ung, en tanke som på sit vis morede hende lidt, på trods det forvirrede hende. Og så ønskde hun ikke mindst ham ved hendes side, noget som var gået hen og var blevet en barndoms drøm for Chrystal og hun nægtede at give slip, specielt nu.. Hun slap et lille fnis til hans ord "Åh ja du har haft dine problemer" påpegede hun med en ligeså drillende tone, hun huskede udemærket de gange hvor hendes forældre havde huset deres bedste ven, som var gået hen og var blevet som en onkel for hende, hun huskede tydeligt hvordan hun flere gange havde sat og leget med ham på gulvet eller ude i haven. Chrystal huskede stadig følelsen af at hun selv på lang afstand kunne føle at han holdte af hende og hun elskede det virkelig. Vandet gjorde hende usikker det måtte vel være ganske tydeligt? Hun nikekde stille, lod øjnene glide stille og lagde sig helt ind til ham. Hun følte sig en smule nervøs, hvad pokker havde han nu i tankerne? Chrystal stolede blindt på ham, hun tøvede virkelig ikke med at gøre som han sagde. Hænderne hvilede i hans, hun trykkede godt om dem, lod sig glide med under vandet sammen med ham til detv dækkede begge deres skikkelser. HUn tvang sig rolig, selvom det måtte gibbe let i hende, hun brød sig bestemt ikke om følelsen. Hendes krop skælvede på en underlig måde, hun formåede faktisk at ligge der en god del tid, og havde absolut ingen problemer med den kvælende fornemmelse og så alligevel... De mahge billeder der kørte rundt i hendes hovede, hænderne der tvang hende under vandet overflade, det lod hende sætte sig op med et gisp hvorefter hun måtte tage sig til halsen hvor mærkerne efter hans hænder endnu måtte være synlige. Næsten kæmpede hu for at skulle trække vejret, det var bare ikke muligt længere.

[Deleted]

Darian kunne udmærket godt føle på hende, at hun bestemt ikke var glad for at skulle være i nærheden af vand. Men bare det, at hun tillod sig at sidde der, når han var der til at holde og beskytte hende, så var det jo i den grad også et skridt i den rigtige retning. Han havde lovet at skulle vogte om hende, beskytte hende og alligevel så følte han virkelig, at han havde svigtet det sidste løfte til hendes forældre noget så grusomt. De eneste venner som man kunne sige, at han havde haft, da han altid havde været en flyvsk personlighed. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, for han var virkelig en fri sjæl og det var han stadig, og det havde han altid været lige så længe, som han selv var i stand til at skulle huske det. Han trykkede stille omkring hendes hænder. Han var der sammen med hende og han var der for hende, hvis hun bare ville lade ham gøre det selvfølgelig. Han gjorde det stadig så stille og roligt, også mest for hendes egen skyld, for han ønskede virkelig, at hun skulle være tryg på det. Personligt elskede han vand og meget mere end meget andet, det var så sandelig heller ikke nogen hemmelighed for hans vedkommende. Han ville vise hende, at vand var noget af det sidste som kunen skade hende. Som de selv stille og roligt søgte under vandet, selv der hvor han holdt sig så fuldkommen roligt som han altid havde gjort. Ikke at det var noget som han ville komme udenom. Han var dog ekstremt opmærksom på hende. Hendes hænder holdt han i et løst og roligt greb, så hun altid vil kunne trække dem til sig, hvis det skulle ende med at gå helt galt. Selv blev han liggende der og med hele hans opmærksomhed vendt i retningen af hende, for han var virkelig opmærksom. Hvis det var vand som havde taget hendes liv, så forstod han så sandelig også udmærket godt, at det var på denne måde, at hun havde det med det hele. At hun alligevel i ren og skær panik, valgte at skulle sætte sig op, fik ham svagt til at sukke indvendigt. Han trak ikke vejret, så han havde virkelig heller ikke brug for at skulle være bange for vand. For hans egen del, så blev han selv roligt liggende. Hun skulle nok finde ud af det på et tidspunkt, at det nok skulle gå. At hun tog sig til halsen, kunne han tydeligt se fra der hvor han lå og det var først der, at han greb fat i kanten af karet og trak sig roligt op at sidde igen. Han blev siddende lige ved hende. Armene gled roligt omkring hendes skikkelse, idet han roligt trak hende hen til sig. Hun havde i den grad klaret det flot, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for det havde hun i den grad. Han havde mærket uroen. Han var jo trods alt et rovdyr, det var de ting som han selv måtte lægge mærke til. "Du klarte det virkelig flot min kære," sagde han roligt, mest af alt også for at rose hende, for at hun havde ligget der så længe som hun nu havde, for det havde virkelig været et pænt stykke tid, det var der heller ikke nogen som ehlst tvivl om overhovedet, og ej heller for hans vedkommende. Han kysset roligt hendes pande og vuggede hende lige så roligt og stille. "Du klarte det flot," gentog han roligt. Han strøg hende roligt over ryggen. Dette ville være en øvelse som de ville komme til at skulle gentage adskillige gange også for deres egen skyld. Hun skulle ikke prøve at trække vejret, for det ville virkelig ikke hjælpe hende - som hun selv havde beskrevet det for ham, så kunne hun ikke trække vejret længere. Nu måtte hun bare acceptere at det var sådan, at det måtte være. Selv var han fuldkommen rolig, også selvom han vidste, at det var de mange minder fra dengang det skete, som måtte hjemsøge hende. At han så selv havde slået manden ihjel i eftertiden, var jo så bare noget som han valgte at holde skjult, for efter at hun var forsvundet, så var han virkelig bare gået ned på en mærkværdig måde.. skubbet alt som hed menneskelig følelse til side og lade det rovdyr komme frem i ham som det eneste. Han sukkede stille og rystede let på hovedet. Han prøvede hurtigt, at skulle fange hendes blik. "Vi kommer til at gøre dette igen senere min kære.. Du må lære at vand er noget af det sidste som vil kunne røre dig i din tilstand. Du trækker ikke vejret.. Du vil ikke drukne og jeg vil være der til at passe på dig. Det kan jeg give dig mit ord på," sagde han roligt og ikke mindst også med den tydelige og klare ærlighed i stemmen.