natten.

[stella]

Stella havde været ude og jage bare sådan lidt for sjov enlig var hun ikke rigtig sulten, men blod kunne man altid bruge i ny og nær, hun var endt ved stranden og det var fuld månen, den lyset flot ned i havet og bølgerne bruste ind over stranden, vinden sang rolige i baggrunden og leget blidt med stella hår.
Hun gik rolige hen af stranden med bare fødder og i vanden kanten, varmt mærket næsten varm mod hende kulde hud, hun havde en lys blå silke kjole på og hende sorte hår hang ned over hende skylder og ryg.
Stella elsket stranden i sær og nattet der var dejlig rolige og masser af plads til at strække sig, hvis nu hun skulle tage en sprint hen over sandet.

[nate]

Nate sad i sandet. Han var bare dumpet ned og havde kigget i sandet. Han huskede på, hvordan han havde hjulpet lille Nathia og bragt hende tilbage til hendes far, Nathaniel. Han kunne ikke være mere glad for at hjælpe, men han ville tilgengæld heller ikke have noget til gengæld. Han strak sig og gled ned at ligge i sandet. Det havde været lyst da han var kommet, men han måtte være døset hen, for da han vågnede igen var det mørkt.
Han sukkede og kom op at sidde igen. Han knælede på sine knæ og så på vandet. Han så rundt. Et held, at ingen havde overfaldet ham imens. Man var da også dum, at falde i søvn herude. Han fik øje på en kvinde, som gik i vandkanten. Han skubbede sig op at stå, og betragtede hende. Han kunne ikke mærke nogen magisk udstråling, så enten måtte hun være koldblodet eller menneske. Han betragtede hende kort, selvom han bagefter så ud over vandet igen. Her var nu smukt. Han vidste dog hvorfor han var faldet i søvn. Det var fordi, at han havde rejst fra Manjarno og hertil. Han havde intet at lave hjemme og var derfor bare.. rejst. Han strøg tungen over sine læber og piftede højt, hvilket fik tilkaldt ham hans sorte hings, Ebram. Han smilede, da den kom og strøg den over hovedet. Han hviskede den i øret.

[stella]

Stella kiggede ud over vandet, hun savner at se sol nedgangen og hun viste at hun aldrig ville komme til at se igen, ingen gang at den står op, hun sukket let og smilet svagt for sig selv.
Stella stoppet brat da hun fik snerten af blod, hun kigget ikke efter det men så bare ude over havets pæne bølger som leget og kastet sig rundt som om de danset, Hun viste der var en person ikke så langt fra hende, men det havde ikke hende intersse lige nu.
Det gav et sæt i stella da hun høret et pift og så i lydens retning, der så hun en ung mand, det måtte være ham som havde pifte men hvad det efter hende eller noget andet, pludselig kunne hun hører lyden fra heste hov længer ude og en smuk hingst kold sort kom galopperne, det var mange år siden hun sidst havde set en hest, hun betraket det smukke dyr og dens muskler.
Stella gik rolige hen mod dem men holdt sig på af stand hun ville helst ikke gøre nogen skade eller selv blive skadet, hun kigget lidt på dem begge " han er smuk altså din hest sagde hun pludselig med en venlig stemme.

[nate]

Nate opdagede ikke nogen. Han var selv meget betaget af sin smukke hingst, som han havde opdrættet de sidste 5 år, da den ikke var ældre. Han holdt af den, og han havde et virkelig godt tav på den. Han følte næsten, at han kunne forstå hvad den sagde. Der var i hvert fald gensidig respekt og kommunikation imellem dem. Han så ikke, at nogen var her, før at kvinden begyndte at tale. Han drejede blikket rundt og fornemmede ingen magi fra denne kvinde. Det måtte betyde, at hun var koldblodet eller et simpelt menneske. De væsner så han nu ikke nogen nytte i. De kunne jo intet specielt. Han strøg tungen let over sine læber. Mennesker ville han næsten kalde fusere. Han så på hende. "Jeg takker," sagde han og klappede hesten over dens hals, og bagefter strøg han den igennem manken. Han drejede blikket tilbage imod kvinden og prøvede at gennemskue, hvad hun var for en. "Jeg hedder Nate," præsenterede han sig og udelod hans efternavn. Maloya var trods alt meget kendt. Han trak vejret dybt. Han følte sig efterhånden lidt rastløs derhjemme i Manjarno. Derfor var han endt her i Peula. Bare.. for at komme lidt rundt vel. Han sendte hende et skævt smil og aede hesten på dens mule.

[stella]

Stella smilede rolige til ham, hun så rolige på den smukke hingste og lage hovedet lidt på skår mens hun så på hingst, hun ville ikke gå tætter på da hende sidste besøg med en hest var ikke endt så godt.
Da Nate præssentert sig kigget hun igen på ham " stella clearway " sagde hun rolige med et smil, stella betraket ham et øjeblik og så så tilbage mod havet mens hun lyttede til vinden.
Stella var enlig glad for at være endt på stranden her var så dejlig og rolige i sær om aften, når næsten alle sov på denne tid af natten, men ikke alle, stella kiggede igen på nate igen " hvad laver de her på denne tid af natten sagde hun lidt høfligt.

[nate]

Nate stod stille ved siden af sin hest, som han nussede på mulen. De var som pot og pande. Hingsten blev kun umulig, hvis der var en hoppe i nærheden. Men det kunne jo ske, og han havde altid fået styr på situationen. Han betragtede kvinden. Hun var bleg, og måneskinnet oplyste hende. Han mærkede ingen magi hos hende, så hvad hun var.. menneske eller udødelig, det vidste han ikke. Han kunne ikke rigtigt placere hende. Han nikkede kort til hende, da hun også præsenterede sig og han så på hendes ansigt, som han printede ind på hukommelsen. "Jeg er blot ude på en kort rejse. Hvorhen ved jeg ikke helt endnu," sagde han stille til hende. Så havde han da ikke afsløret hvorfra/til, og det kunne ikke bruges imod ham. "Hvad med Dem selv?" spurgte han høfligt. Han så imod sin flotte hest Ibram, og klappede den ned langs halsen. Det var nu en flot skabning.

[stella]

Stella kiggede rolige på ham mens han talet, hun nikket rolige og lade godt mærke til han ikke nævnet hvor kom fra og hvor han skulle hen, men hun ville nok heller ikke havde gjort det, hvis hun ikke var den hun nu var.
da han spurte til hvorfor hun enlig var her svaret hun venlig " ude på en lille natte vardring, for nyde det mørke og stilhed fra havet . Stella elsket enlig meget havet og det gjorder hun osse i hende første liv, hvis man kunne klade det hende første liv.
Stella betraket hesten endnu gang og så så tilbage på nate, han virkede ikke til at vide hvad hun enlig var endnu, og det var stella enlig osse rimlig glad for.

[nate]

Nate så stille på hende. Han burde vel bare vende hjemad igen. Han vidste jo sådan set ikke, hvorhen han ellers ville. Og han var langt hjemmefra. Han var i hvert fald helt ude over Imandra's grænser, så der var 2 lande hjem. Han strøg tungen let over sine læber og nikkede stille til hende. "Havet er også dejligt," sagde han stille og medgivende. Havet havde en beroligende effekt, når man kunne høre de blide bølger og mærke den salte luft. Men at nyde mørket? Det forstærkede hans tro på, at hun var en udødelig. Men man skulle jo heller ikke tro, men vide. Han sagde dog ikke noget til det, og holdt bare sit milde blik hvilende på hende. Han smilede svagt og vendte blikket mod Ebram igen. Hans smukke smukke hingst. Ebram havde virkelig klaret turen hertil utrolig godt. En stærk hest måtte han kun sige. Han tænkte lidt på, om han mon bare skulle komme videre. Hun havde vel ikke mere hun ville?

[stella]

stella vente rolige siden til ham kigget ned mod havet " ja det har de helt ret i " sagde hun roligt og kigge på bølger som kom rullende ind over landet, hun kunne ikke lade hver med at smile, så hende hjørne tænder kom til syns, så han kunne nemt se hun var vampyr nu.
Stella viste at endt ville han få et chok eller så ville han tage det med ro, hun stod roligt og vendt blikket tilbage på ham og så hans tøj var lidt sandet " har du sovet i sandet " sagde hun lidt undrend da hun så sand kron på hans tøj.
stella køret hånden roligt gemmen hende hår og kigget kort mod hilmen og tilbage til ham.

[nate]

Nate strak sig lidt og lukkede kort øjnene i, hvor han lagde sit hoved op af Ebrams. De var som pot og pande de 2, ellers havde han aldrig gjort det. Men for ham, var hans hest langt mere end bare en hest. Ebram var et pragteksemplar og en slags kompagnon. Han løftede blikket hen mod hende, og da hun smilede, så han tydeligt hvad hun egentlig var. Men så havde han det på plads. Ikke ville han kommentere det. Og han ville ej flygte, da han sagtens kunne beskytte sig selv med magi. Og så ville hun få det dårligt, eftersom han nemt kunne fremmane ild eller lys, og det var nogle af vampyrens svagheder. Det havde han lært. "Nej. Jeg sad blot i sandet, for ikke så længe siden," svarede han roligt, da hun kommenterede sandkornene på hans tøj. Han børstede dem væk.

[stella]

stella smilede kort til hans svar, hun lod hånden kører roligt i gemmen hende hår og kigget roligt på ham, hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gør.
den tavs stilhed irreter hende lidt og ville gerne have den brudt, hun kiggede hurtig på den sorte hingste " hvad hedder din hest " sagde hun roligt og smilet svagt.
stella kigget heste og ud mod de smukke bøjle hun havde allermest lyst til at gå ud og svømme rundt i det store hav.