What should I do..?

[Cressida Marvalo]

Alle var et sted klar over at alting ville være lettere med hende borte, selv Jaqia var kalr over at det ville lette så frygtelig mange mennesker, lige der var hun dog det som man roligt kunne kalde ligeglad, så man i det store og det hele så gjorde hun så frygtelig meget mere end det som nogen anden havde gjort, hun var også den med den reagerende magt som havde holdt længst efterhånden, alle andre var blevet smidt af en efter en og før hende var det Faith og Kimeya som havde holdt den ganske blot, selv hendes egen køre Onkel Fabian havde ikke klaret mosten i så mange år, og det måtte faktisk næsten skuffe hende, der var som sådan ingen af hendes onkler som rigtigt imponerede hende, der var Eniqa som hun måtte være frygtelig stolt af, lige indtil kærligheden havde taget over hendes fornuft om ikke andet, hun havde haft utallige muligheder. Lige der var Jaqia også ganske sikker på at hun var den absolut eneste som rent faktisk var klar over at Matthew og Eniqa var søskende, og snart så ville det komme for dem som et chok og så ville det være for sent, der ventede dem begge en grum skæbne, hun kendte alt til den mand, hun kendte til hans og Gina's ægteskab, og det skulle brydes, de løfter skulle holdes og det ville de blive, til døden dem ville skille, det vr vel næstene en sød tanke at Matthew og Eniqa ville få hinanden.. i døden. Hvad angik familiens å kunne man ikke sige sig de havde det at være mest stolt over, selv deres egen bror havde vist sig at være noget af det ynkligste opgive magten for en dum animagus, som alligevel var endt i døden og siden havde ingen set skyggen af ham, en skyld som jaqia kunne påtage sig, det var hende som havde ladet lyse forlade hans øjne, han var kun en skamplet på familien som hun så det. Han havde ikke været til at stole på, og til hendes egen stroe forskrækkelse frygtede hun virkelig i en høj grad at det helt samme var ved at ske med Samuel. Hans død havde vakt sig et enormt savn og et stort chok for hendes eget vedkommende og hun vidste at hans ting skulle ryddes op i, hvad hun havde fundet var det dokument med en trin for trin plan til hvordan han kunne lokke tronen fra hende hvilket indebar at lade hende gå i døden, ville det virkelig hjælpe hans ego? Der var en meget god grund til at hun i starten havde forhindret ham i at komme til magten, de var et godt samarbejde men han var ikke anderledes fra alle andre mænd omkring hende, så meget kendte hun ham da, han ville ende med at blive magtgal og ikke få nok og dette var jo bare et tydeligt bevis på at hun havde haft ret, af hvilke grunde han havde gjort det vidste hun nu, men det var direkte ynkeligt, lige der ville hun holde fast i de ord som netop var blevet ham skænket, det var faktisk mere ynkeligt end noget andet hun havde set længe, om han så hadede at blive kaldt sådan af hende det var ærlige ord, og det var noget som hun ville stå fast på om han valgte at bevise hende anderledes. Darlene var virkelig en pokkers heks som Jaqia stadig kunne bande og svovle frygtelig meget over, lige der kunne hun vel ikke komme meget uden om at det ville være ganske meget lettere når hun gik til Enrico der var ingen følelsesmæssige forpligtelser bare ren behag, men Samuel satteen anden sitren i hende, hans kærtegn var som guld i forhold til det som Enrico strøg hende med og hun kunne ikke fordrage det, tanken om at elske skræmte hende vel et sted, og kun fordi hun altid havde set kærligheden som en ting i en fantasi og intet andet, og sådanne en livlig fantasi havde hun vel heller ikke endnu? Det gjorde ondt at fornægte gang på gang, hun kunne ikke holde ud at se på ham uden at føle det irriterende stik i hjertet over at hun ikke bare kunne få sig selv til bare at erkende at det var sådan det var, hendes hjerte havde valgt en vej igen og denne lød på hendes bror uanset hvor meget hun så måtte hade lige den tanke, det var en eller anden grund bare forkert. Jaqia's øjne henlå blanke for ham, hun var normalt langt fra den type som åbent viste hvilke følelser hun sad med, men lige her formåede hun ikke at lade værre, det var så frygtelig sjældent at de perleagtige tårer måtte falde over hendes kinder, faktisk så skete det kun engang sådan cirka hvert århundrede, og nu var det kommet hertil og så foran hendes kære bror, man kunne direkte se kniven borre sig ind i hjertet gennem blikket og det var umuligt noget som han nogensinde før havde været vidne til, og nu lod hun ham blot. Hvordan de ord var ment var noget hun stadig endnu kunne gå og spekulere over, specielt med tanken om at det nærmest var et råv han bare var kommet med, og hun havde hvilet der i den forkerte favn, bedt ham tilslutte sig dem eller gå sin vej og det var stadig noget som kunne nage en smule på hendes samvittighed. Hendes hjerte hamrede næsten værre end det som det havde gjort nogensinde, og hun var ganske sikker på at han et sted ville kunne fornemme hvert eneste slag ganske hårdt, næsten som dlog de mod hans eget bryst, lige der lå den største forskel mellem dem, hun var født med et bankende hejrte han var født ligeså død som en vampyrs krop. Blikket hvilede direkte i hans, hun lyttede til hans ord, hvoraf de første næsten måtte morer hende en smule "Enrico er en nem udvej Samuel.. Jeg har ingen forpligtelser med ham, det er mere kompliceret når det er dig, alt den tid og du har aldrig set at han er den lette trøst?" hendes stemme næsten dirrede af den indre skælven som hun måtte føle. Det var virkelig kun sandt, Enrico var intet mere end en trøst og han var jo selv udemørket klar over det, det var jo bare det med at få Samuel til at forstå det også, han var jo også selv søgt til Gina, så han kunne ikke komme og påstå at hun var ene om det hele. Jaqia både krævede go fortjente svar efter alt dette, der var ingen anden vej. Blikket fuldte ham hen mod sengen, hun fulgte ikke efter blev blot stående, rpæcis hvor hun befandt sig uden at rokke sig blot få centimeter fra.Jaqia huskede selv hvordan scenen havde spillet sig, hun lå der, skænkede Enrico de mange kys og kærtegn og Samuel ønskede at tale med hende og alt hun gjorde var at skulle afvise. Hun lyttede intenst til hans ord selvom hun ikke brød sig om den retning de valgte at skulle gå i. Hun brød ikke ind i hans ord, un forstod ikke hvor han ville hen. For nu valgte hun blot at lytte og så få at se hvor det ville fører hen. De sidste ord gjorde virkelig for alvor ondt, hun følte det som det største stik i hjertet.. De store ord var end ikke mente? Hun stod her nu så sårbar som intet andet han kunne skyde pile efter hende om det var det han ville, hun åbnede sig og fortalte ham sandheden, at hun gengældte de følelser og han havde aldrig ment dem? Det var bare et desperat råb? endnu en tårer trillede stille over hendes blege kind, faldt næsten i et med den næsten gennemsigtige hud "Alt du behøvede, Samuel... Var at være ærlig og sige at de ord kun var et råb om opmærksomhed.. Så havde vi begge sluppet for den enorme ydmygelse" der var noget i hendes tone der afslørede en form af skuffelse og sammentidig vrede, at udstille sig selv for noget som ikke eksisterede det gjorde virkelig ondt, specielt på hende, så godt burde han da efterhånden kende hende? "Det havde sparet os begge" blikket gled ydmygt i jorden, hænderne foldede sig roligt foran hende.. Hvad skulle hun gøre herfra?

[Deleted]

Nemt var det virkelig ikke for Samuel på nogen måde. Mange ting ville være meget nemmere hvis Jaqia var væk, men for Samuel selv, så var det meget nemmere at skulle tackle en sorg end det ville være at skulle tackle den form for jalousi som han måtte sidde med mere eller mindre hver eneste dag, og det blev virkelig bare værre, så længe, at han stod med hende ved sig, så længe, at han kunen se, røre og føle hende og nemt var det virkelig ikke for ham, det kunne han udmærket godt stå ved. Hvorfor hun havde valgt at bringe ham tilbage igen efter hans egen død ved det møde med den forbandede tøs som havde fanget ham i det som han slet ikke kunne tåle; Sollys. Aldrig havde han oplevet en smerte som den og det var virkelig lige før, at han var i stand til at skulle huske den og det var lige før, at han hellere ville opleve det.. igen og igen, istedet for, at skulle gå igennem det her igen for det var virkelig noget af det som måtte tage så ekstremt hårdt på ham. Hun gik til Enrico og han sad alene. Han ville ikke dele og det var hun vel et sted også udmærket godt klar over? Han ville virkelig ikke reagere som han gjorde, hvis der ikke var nogen mening bag det! Deres kære onkler og deres familie foruden dem selv, var slet ikke noget som Samuel skænkede nogen tanke. De kunne sejle deres egen sø, for alt hvad han vidste. Han vidste så sandelig også godt, at hans opførsel, var direkte ynkelig, hvad end om han ville det eller ikke, men han havde virkelig bare brug for at finde en eller anden måde, at skulle tackle det hele på og nemt var det virkelig ikke når mulighederne var så begrænset! Det var virklig bare meget nemmere at skulle gemme sig på kammeret, spise når maden bogstavelig talt ville stå på døren. Nu havde tjenestefolket jo trods alt lært af det, og holdt sig hellere væk. At de jo så var gået til hans kære søster, var så ikke noget som gjorde situationen meget nemmere for ham uanset alligevel. Det var virkelig noget af det som måtte frustrere ham noget så voldsomt i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet og det kunne han meget gerne stå inde for for den sags skyld. Han kunne høre hendes hjerte banke.. han kunne høre det banke noget så tydeligt. Han misundte hende for det liv som hun måtte have, selvom den banken ikke var den som han normalt ville høre ved hende.. Denne var virkelig bare noget så frygtelig anderledes på alle måder. Samuel var dog opsat på en ting. Han nægtet at blive det samme som deres kære bror. Han nægtet at blive så svag og så ynkelig at han ville være en skamplet på familien og intet andet. Han havde så meget andet, at skulle være stolt af, og han vidste det. At hun havde fundet de mange dokumenter som han havde skrevet, var bare nogen som var skrevet i ren og skær frustration over, at blive overset og glemt, som han selv måtte føle det. Hans søster var virkelig alt han havde og det var virkelig hårdt nok, at hun havde tid til alle andre, men intet til ham selv. Han blev siddende på sengekanten og med blikket mod hende. At skulle åbne op på denne måde var hårdt. Det var virkelig så frygtelig hårdt på alle måder for hans vedkommende, for det var virkelig ikke noget som måtte ligge til ham normalt og det var noget som han i den grad godt kunne mærke selv. Det gjorde ham rastløs og urolig på en eller anden måde. Det var slet ikke fordi, at han var bange eller noget som helst. Det var virkelig bare denne sitaution som han havde gjort alt for at skulle undgå at ende i, selvom det tydeligt ikke havde gået som han ville have det til. Han rystede stille og næsten helt opgivende på hovedet. Det hele kunne vel bare være ligemeget? Det ville jo uanset ikke blive til noget alligevel? Bare tanken om, at skulle se hende med tårer i øjnene, var slet ikke noget som Samuel havde venetet sig. Han anede virkelig ikke hvordan han skulle reagere simpelthen! Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige eller hvordan han skulle reagere på den ene eller den anden måde, og hun gjorde det virkelig heller ikke nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet og tanken frustrerede ham direkte på alle tænkelige måder, som man overhovedet kunne komme i tanker om. Han endte igen med at skulle rejse sig, da hun igen måtte bringe Enrico på banen. Kunne hun så ikke bare gå til ham?! "Hvad skal jeg tro, Jackie?" spurgte han stille. Et kælenavn som han sjældent brugte, men det forekom ham dog til tider, at det var noget som han måtte finde frem og tage i brug og det var i den grad når han snakket alvor, at det var der, at det blev brugt, ellers var det hendes navn. "Hvad jeg ser, er at du benytter tiden på den forbistrede trone og opsøger Enrico så snart at det er færdigt. Hvad viser det mig?" spurgte han stille. Han ville virkelig bare have hende til at forstå, at det virkelig var hårdt, også for ham, at skulle se hende på den måde, ja bare det at ligge der med en anden mand og endda den af slagsen som han slet ikke kunne fordrage selv! Sandt, at han havde søgt til Gina, men selv en trøst i ny og næ, havde han jo selv brug for, når hun ikke havde tid til ham og end ikke ville have ham tæt på, så var det virkelig bare en nyhed som gjorde noget så forbandet ondt i den anden ende, selv på ham. At hun måtte konkludere, at det havde været et råb for ren opmærksomhed, var noget som slog kraftigt. Hun af alle burde vide, at han aldrig bare ville råbe det ud, hvis det ikke havde været sandt og specielt overfor hende! Han ville aldrig være i stand til at lyve for hende og han var i den grad heller ikke dum nok til at skulle prøve på det, det var så sandelig også helt sikkert. "Et råb for opmærksomhed..?" gentog han med en anelse mere spids tone. Hun misforstod jo fuldstændig. Ville han sidde herinde og sulte sig selv, hvis det havde været et råb for opmærksomhed? Ville han holde sig væk fra hende, hvis det havde været et råb for opmærksomhed? Det var virkelig ikke noget som hang sammen på nogen måde logisk set. Samuel sukkede og rystede på hovedet. "Ved du hvad? Bare glem det.. glem at jeg nogensinde sagde de ord. Glem, at jeg nogensinde var på dit kammer den aften." Han var ramt og det var tydeligt. Han slog armene stille over kors og vendte sig mod vinduet igen. Hun kendte ham da bedre end det, så hvorfor troede hun, at det var sådan, at det måtte hænge sammen. Hans egne øjne endte blanke, selvom han nægtet at lade hende se det. Det var virkelig et alt for ømt punkt ved ham på denne måde. Han bed sig tydeligt i læben. Neglene borede han selv ned i sine overarme. "Så spar for os begge.. Enrico venter vel på dig." Tåren gled ned af hans kind, selvom han nægtet at vende sig mod hende. Dette var virkelig mere end det som han selv vil kunne tackle.