What should I do..?

[Deleted]

Det var ved at være sent, selvom det dog ikke havde nogen betydning for Samuel det mindste. Han blev normalt på værelset efterhånden, selv spiste han ikke meget, og det var egentlig kun, når tjenestefolket faktisk kom ind for at se til ham. Den form af medlidenhed, havde virkelig kun kostet dem dyrt denne gang, for han var virkelig ikke i stand, til at skulle bruge det til noget som helst overhovedet! Efter at han havde kommet med den store indrømmelse overfor Jaqia, så havde han næsten selv valgt, at skulle holde sig på en afstand, hvilket i sig selv, var en handling som han gjorde fuldt ud bevidst. Det var pinligt, for ikke at glemme, at han slet ikke var den type som ønskede at stå åbent frem med sine svage sider. Jaqia havde travlt, så han regnede egentlig heller ikke med, at hun egentlig tænkte meget på ham, at hun overhovedet havde tid til ham mere og et sted, var det jo faktisk noget som gjorde ondt? Han brød kun ind, når hun søgte efter Enrico og det i sig selv, var en tanke som han gjorde af bevidst handling. Han ville virkelig ikke have, at nogen anden skulle tæt på hende! Den store fuldmåne hvilede tydeligt udendørs i denne stund, en skønhed og den tid som Samuel elskede mest, selvom han havde haft problemer, med at skulle se skønheden i noget som helst, af det som skete omkring ham på nuværende tidspunkt. Han sukkede dæmpet, da han langt om længe skubbede sig op at stå igen. Han bevægede sig mod vinduet kun iført den mørke kåbe som skjulte hans blottede og muskuløse krop. Hans hud var bleg, om muligt mere end det som den normalt ville have været det, selvom det nu ikke var noget som han tænkte meget over. Selve det øjeblik, hvor han havde skænet hende de ord, var noget som stadig igen og igen, måtte køre i hans hoved og det var virkelig ikke noget, som han kunne gøre det mindste ved, på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans krop, var dog ikke så muskuløs som den ellers ville have været, selvom det nu ikke var det som havde den største betydning for ham lige nu. Han måtte virkelig bare samle sig omkring det hele endnu en gang. Han var blevet kraftigt nedgraderet det sidste stykke tid, udelukkende fordi, at landet nu skulle være kvindsdomineret og han kunne virkelig ikke fordrage det og udelukkende af den grund, var det også direkte frustrerende, at han intet kunne gøre for at fremhæve sig selv længere! Alle mænd i høje stillinger blv sat i tvivl og her stod han som dronningens storebror, så enkelt det var det dog bestemt ikke på nogen måde overhovedet. Han skubbede vinduet stille op og lod den iskolde nattevind ramme ham direkte i hovedet. Han slog armene stille omkring sin egen krop og blev ellers stående fuldkommen stille og næsten uden, at skulle rokke så meget som en eneste muskel. Han havde til nu, formået at skulle stå imod den lyst til, at skulle rejse derfra, for det havde han virkelig haft forbandet lyst til, men den tanke, at skulle efterlade Jaqia, så kunne han virkelig ikke få sig selv til dete. De blodrøde øjne, lod han stille glide i og med en dybere vejrtrækning. Han måtte virkelig bare tage sig sammen! "For satan da.." mumlede han let for sig selv, idet han kraftigt måtte knytte sine hænder som det rene ingenting, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Panden slog han ind mod vindueskarmen, hvilket var en handling som han gjorde fuldt ud bevidst. Sulten vrev i ham, selvom han virkelig ikke havde nogen appetit på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tviv lom. Han åbnede øjnene stille og skævede ud mod den store slotshave. Han havde en forrygende udsigt, udelukkende fordi, at hans kammer lå ikke så langt fra Jaqias. Han fik sig ikke til at opsøge hende og han fik sig heller ikke til at forlade hende. Han vidste virkelig ikke, hvad pokker han skulle gøre og det i sig selv, var en forbandet frustrerende situation for ham at skulle stå i. Armene forblev hvilende over kors og uden, at skulle se det mindste væk fra ham, på noget som helst tidspunkt overhovedet, selvom det det klart var en så forbandet frustrerende situation for ham selv, at skulle stå i. Ikke så meget som et smil, ikke så meget som en tanke eller følelse var der, at skulle spore i hans blik. Han følte sig virkelig alene og fortvivlet for første gang i hele hans liv. Når han ikke opsøgte Jaqia, så mødtes de ikke, for hun undgik ham jo stadig vel? Det var i hvertfald det som han følte og det var faktisk noget, som i sig selv, gjorde noget så forbandet ondt, og han vidste ikke hvad pokker han skulle gøre ved det? Han stirrede ned på vagterne som gik runden nede i haven. Efter at grænsemuren var faldet, var der kommet andre boller på suppen, selvom.. det havde intet med ham at gøre. Han hørte bare hvad der foregik derude. Han viste virkelig ikke noget engagement længere. Hvorfor skulle han?

[Cressida Marvalo]

Endnu en af de sene aftener.. Slottet henlå i en frygtelig stilhed i forhold til det som det plejede at gøre på denne tid af natten, de fleste væsner var jo netop nattevæsner og det var inklusiv de som måtte sidde på den reagerende trone. En trone som Jaqia for tiden sad komplet alene på, der var ikke meget at hente hos Samuel siden det var gået op for ham at det at landet blev kvindedomineret betød at han ikke ville være hendes egen tronfølge, faktisk så havde hun slet ikke set ham iden det, han var holdt op med de irriterende afbrydelser når hun lå på værelset med Enrico, det var vel det som først i fremmest havde slået hende ind, den sidste nat hvor hun havde været i stand til at gennemfører en aften med den mand hvilende i hendes seng. Stadig kunne hun kun tænke tilbage på Samuels store ord skænket til hende i det desperate råb, at undvære ham på den måde, at se ham ignorere hende gjorde vel et sted.. ondt? Jaqia slap et gisp da hun nev sig selv i armen, nu måtte hun holde op med at være så pokkers svag, hun elskede for pokker ikke Samuel på den måde, hvordan hun overhovedet kunne sættes i den tvivl var noget hun flere gange måtte spørge sig selv. Det lange blonde hår han smukt omkring hendes skuldre indrammede det blide kønne ansigt, der dog virkede så fjernt med ikke så meget som et antræk af hendes normale kyniske smil, og med det kølige glimt i blikket. Det var kedsommeligt. Hendes seng var ensom, hun lå blot i de utallige lagner og så op i loftet mens tankerne strøg forbi hende uden hun rigtigt nåede at tænke dem. Enrico arbejdede, ham ville hun ikke opsøge i aften, Noelle var i marken, der var selvfølgelig et utal af vagter men hvad hjalp det når det ikke var dem hun ønskede at hvile ved natten igennem? Med en smidig bevægelse rejste hun sig stille "For helvede i Satan" mumlede hun muggent, lod de slanke fingrer stryge igennem lokkerne. Det var ganske sikkert at dette ikke kunne blive ved. De målrettede skridt tvang hende mod døren hun slog op, de vagter som måtte stå næsten lige ud for fik end ikke så meget som et blik skænket. De stramme bukser af læder der måtte sidde så tæt til hendes lår knirkede roligt for hvert skridt hun foretog, og selvom den midnatsblå korsettop der måtte befinde sig over hendes overkrop afslørede en frygtelig masse bleg hud, så frøs hun ikke det mindste, lige der var selv de brændende fakler mere end rigeligt. Der var ikke langt fra hendes kammer og til Samuels, hun nåede kun en gang længere hen, og for enden af den gang var der en dør. Det var ikke som Jaqia rigtigt lod det forføriske smil finde over læberne bevidst, det skete næsten per automatik. Fødderne var nøgne ingen hæle, hun listede sig roligt afsted. For sekunder betragtede hun døren, hun vidste at han ikke måtte hvile i søvnen, han var et væsen af natten lige som hende selv og hun vidste hvor meget han hodte af det mørke, men om han så overhovedet befandt sig p slottet var jo så det som hun måtte stille spørgsmålstegn ved. Uden så meget som et ord eller et bank, greb hunom dørhåndtaget og trak stille i den for at lade det mørklagte lokale falde hende for blik, lige der kunne man prise sig lykkelig for et frygtelig godt nattesyn. Hans skikkelse i vinduet, det var tydeligt for hende, hvorfor fik han hendes hjerte til at banke så fast mod brystet? Det irriterede hende faktisk, hun nægtede det faktum at hun et sted rent faktisk måtte føle som han gjorde det overfor hende "Godaften Samuel" endte hun ganske roligt, den tone plejede at få det til at løbe andre koldt ned af ryggen, så pirrende som hun prøvede forfører med den blotte stemme, kold.. Og alligevel så frygtelig blid. De isblå øjne hvilede mod ham lettere afventende,mens hun selv roligt trådte ind, og lod døren glide i bag hende.

[Deleted]

Landet var blevet så kvindedomineret, at man skulle tro, at det var løgn. Det var nu ikke noget som generede Samuel som det meste, men det faktum, at han virkelig ikke havde så meget som et eneste ord, at skulle sige, var virkelig det som gjorde, at han reagerede som han gjorde. Han ville virkelig ikke stå der som den svage. Han nægtet virkelig, at have et svagt punkt som folk kunne ramme. Det var også derfor at han tog sig den afstand til Jaqia. Man kunne vel pænt sige, at han var ligeglad efterhånden? Fuldstændig ligeglad med hvad hun gjorde, det kunne måske få de følelser til at forsvinde igen, lige så hurtigt som det var kommet? At hun hygget med Enrico, var virkelig bare en tanke som han bed i sig, det var jo heller ikke fordi, at han havde opsøgt hende siden degang og det i sig selv, var nu og da også en handling som han måtte gøre fuldt ud bevidst, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han blev blot stående ved vinduet uden så meget som at rokke en eneste muskel. Han havde brug for den kolde brise mod hans ansigt, han måtte virkelig bare slå koldt vand i blodet, hvad andet valg havde han egentlig ved den tanke til, at han nu var en mand i et kvindedomineret samfund? At døren måtte ende med at glide op, kunne han dog udmærket godt høre, selvom det nu ikke var noget som han reagerede på som start. For alt hvad han vidste, så kunne det være endnu en tjener som var bekymret for hans manglende næring og manglende hvile. Det var ikke fordi, at han var blevet tynd, tvært imod, så var han ligesom han altid havde været, bare det, at hans øjne var blevet meget mere røde i det og hans hud mere og mere mat. Han havde ingen appetit, så jo, det gik ham virkelig noget så ekstremt på efterhånden og det var i sig selv også en tanke som frustrerede ham noget så voldsomt! At høre Jaqias stemme, var noget som i sig selv, var noget som var helt uventet for ham. Han blev stadig stående ved vinduet, skævede ud mod det store rige af Dvasias, hvor man i det fjerne, ville være i stand til at skulle se for sig den forfaldne grænsemur som alligevel var godt ødelagt det ene lille sted. Han lukkede øjnene for et ganske kort øjeblik. "Godaften, Jaqia," svarede han med en kortfattet og tør mine. Ikke at der var noget som helst af følelse eller lignende, som man kunne spore i hans stemme på nogen måde overhovedet. Han manglede hende, han savnede hende, men hvordan pokker han skulle vide det, uden at stille sig som svag i den anden ende. Hendes stemme ville ikke have den effekt på ham, som den ville have på så mange andre, udelukkende af den grund, at han på ingen måde, kunen frygte for sin kære søster overhovedet. Han drejede hovedet stille og skævede over sin skulder i retningen af hendes skikkelse. Hun var jo fri til at komme og gå der hvor hun havde lyst til det og han ville uanset ikke kunne få sig selv, til at skulle smide hende ud. Han holdt jo for pokker så forbandet meget af hende, at man skulle tro, at det var løgn i den anden ende. Han blev blot stående, som var det virkelig det rene ingenting. At råbe de store ord af hende, var virkelig bare en desperat vej for ham, at skulle få budskabet indført, da hun slet ikke havde set det fra hans side tidligere. Han havde virkelig bare ønsket, at hun skulle høre det, alt andet var ham virkelig fuldstændig ligegyldigt efterhånden og det i sig selv, sagde virkelig heller ikke så lidt efterhånden. "Hvad bringer dig til mit kammer her til aften?" spurgte han videre. Et sted var det jo stadig bare et rent held, at han faktisk var tilstede. Igennem det sidste lange stykke tid, havde han virkelig bare overvejet, hvorvidt om han skulle tage afsted eller ikke, for han magtede virkelig ikke, at skulle blive her, hvor han ikke kunne gøre det ene eller det andet, for ikke at glemme, at han ikke ønskede, at efterlade sin kære søster som deres fælles bror havde gjort det. Han var ikke den type og specielt ikke når man kendte til hans følelser for hende, selvom det var noget som han bare så kraftigt måtte bide i sig. Uanset hvor ondt det så end måtte gøre for ham i den anden ende, for smertefrit, det var det dog i den grad ikke.

[Cressida Marvalo]

Jaqia var klar over at Samuel havde misforstået hele ideen med den lov om at landet skulle være kvindedomineret, det var sandt at han ikke måtte sidde som den højeste på tronen, det var udelukkende ment for hende, hun havde jo også gennemget hans dokumenter og fundet ud af hans planer før døden var indtruffet, det var vel det som i den sidste ende fik hende til at tage det valg, det gjorde lidt ondt med tanken om at han ikke var meget anderledes end det som de andre mænd der havde været i besiddelse af en højere magt, han var villig til at slå hende ihjel kun for at være regent, hvor meget elskede og holdt han så i virkeligheden af hende? Mange tjenere kom til hende med bekymrede miner og spurgte ind til ham, hvor hun ikke kunne gøre andet end at ryste på hovedet og trække på skuldrene, det var sandt at hun i den grad også bekymrede hende, men han var en voksen mand han måtte til dels selv tage dt ansvar og når han ikke ville lade hende hjælpe så var der ganske kort sagt intet hun kunne gøre ved det. En enkel gang var hun tilfædligt stødt på ham og hun måtte erkende at han så direkte syg ud, kærlighed kunne være frygtelig svagt at se ham sådan var virkelig intet som hun nogensinde havde regnet med hun ville se. At høre hans stemme så svag og ligegyldig det gjorde faktisk ondt, bare det at han ikke skænkede hende det sædvanlige blik, hun savnede ham jo rent faktisk. Tungespidsen strøg stille over hendes rosa læber som for at fugte dem hun sukkede næsten tungt, tog et par skridt ind i det store værelse. Hans skikkelse var i hendes blik mere eller mindre hele tiden. I Jaqia's øjne stilled ehans ig selv som den svage person, på mange områder mindede han mere og mere om deres kære bror som var taget af, han var selv blevet svag og nu var Samuel ved at følge ham kun på grund af ren og skær egoisme og det måtte faktisk irritere hende. Selv på trods hans stemme var så frygtelig følelseskold, så prydede det kolde smil endnu hendes egne læber, hun lignede sig selv, selvom hun dagligt lod tankerne kredse omkring ham, "Jeg savnede dig" svarede hun ganske ærligt og trak let på skuldrene som om det var en ting som gav sig selv. Hun havde frygtet at han ikke ville være her, hun vidste jo at efter Gina var taget afsted var hendes bar et utroligt besøgt sted fra hendes side af, men hun regnede ærligt ikke med at han ville tage afsted fra selve slottet, i så fald ville han vide at han havde gjort sit valg og der ville det være for sent at gøre om så ville han miste alt.. Hendes respekt, hendes beskyttelse.. Hendes kærlighed, om han endte med at lade hende stå alene, det regnede hun dog ikke med han var dum nok til at skulle gøre. Intet var smertefrit end ikke for hende, tanken omkring hvad som foregik mellem dem gjorde ondt selv på hende, lige der huskede hun at sorg var konstruktivt, og det var det som hun elskede. Roligt fortsatte hun tættere på hans skikkelse med små næsten forsigtige skridt. Den kolde vind følte hun uden tvivl, dermed ikke sagta t den ramte hende på nogen måde. Hænderne lod hun blidt finde vejen til hans skuldre, kun for at skulle starte en fast massage, det var typisk hende han kendte hende "Jeg er overrasket over hvor glad du er for at se mig" påpgede hun roligt, det var dog mer eend blot tydeligt at der hvilede den eller den anden form af den rene ironi i den blide stemme. De lette fingrer tog godt om hans muskler masserede de mange knuder, han var anspændt, nu måtte det være tydeligt for hende hvor tynd han i virkeligheden var blevet, og nu kunne hun i den grad kun sige sig at forstå de mange tjenestefolks bekymring, ekstremt godt

[Deleted]

Tjenestefolket var for længst holdt op, med at skulle opsøge ham af deres bekymring, for dem som kom ind, kom ikke ud igen i live, det var allerede bevist. Sulten hvilede der så sandelig, selvom han ikke havde meget af en appetit. Det var Jaqia som han havde i hovedet som det eneste og det plaget ham direkte, at hun havde så travlt, at de heller ikke havde tid til hinanden længere.. om end ikke andet, så som bror og søster, da han virkelig ikke ønskede, at skulle miste hende helt, for hun var virkelig det mest værdifulde i hans liv. Han ønskede virkelig, at skulle gøre alt for hende, selvom han nu bare prøvede at skulle acceptere tanken om, at det ikke vile være noget som han ville kunne give hende, hvad end om han ville det eller ikke, så var det ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det og den tanke var direkte noget så voldsomt frustrerende. Han nægtet at sammenligne sig selv med Alexander, for i hans øjne, var der stadig ekstrem stor forskel. Den mand var virkelig bare blevet for blødsøden og det var ikke noget som man kunne sige om Samuel. Tvært imod, så var han blevet mere og mere morderisk efter at han var kommet med den udtalelse end det som han havde været før. De helt røde øjne faldt til hendes skikkelse og selv med blikket som måtte betragte hvert eneste af hendes mange skridt mod ham. At hun savnede ham, var et sted faktisk en tanke som overraskede ham, selvom han virkelig ikke vidste, hvad han skulle sige til det. At hun lod hænderne glide over hans skuldre og begyndte den massage af hans ekstreme spændte muskler. Han var forbandet anspændt, han fandt normalt ikke nogen mulighed for at skulle finde til hvile på nogen måde overhovedet og det var faktisk noget som irriterede ham noget så grusomt. Han vendte blikket igen stille mod vinduet. Han nægtet at stå som svag. Han nærede sig, det var sandt, men det var kun når tjenestefolket søgte til ham, ellers gjorde han det virkelig ikke. Han havde virkelig ikke nogen lyst til jagt eller noget som helst og han foretrak i den grad, at hans mad skulle være direkte fra kilden af. Han klemte øjnene let sammen og bed tænderne svagt sammen, da han kun ganske kort trak skuldrene op mod ørene. Hun vidste lige hvordan hun skulle gå frem, det var der heller ikke nogen tviv lom overhovedet og det var faktisk noget, som et sted kunne gå hen og irritere ham. Han kunne bare på ingen måde, sammenlignes med deres forbandede bror! Han knyttede hænderne stille og prøvede at skulle falde bare en anelse til ro, hvilket i sig selv, var noget som hun fint måtte formå, at skulle skænke ham. En ganske sjov tanke faktisk. Han sukkede stille og lod hovedet søge bare en anelse på sned. Han havde tabt sig, så meget vidste han, men det var ikke direkte meget. Han havde virkelig bare for meget i hovedet til at han kunne finde rundt i noget som helst lige netop nu. "Det er helt utroligt er det ikke? Hvor meget bare nogen dage uden hinandens selskab kan gøre.." svarede han igen. Den tydelige ironi var dog at skulle spore i hans stemme. Hans tilstand skulle man i den grad bruge meget mere end et par dage på at skulle nå, så meget vidste han. Det var virkelig også længe siden, at han havde smidt de store ord direkte i Jaqias hoved for derefter bare, at tage sin afstand igen, udelukkende fordi, at han ikke havde troen på, at det skulle ændre noget som helst. Han vendte igen stille og roligt blikket mod hende, selvom hans blik nu forblev helt følelsesløst af alle grunde, som det var ham muligt, at skulle gøre overhovedet. Ikke mindst en forvirring.. hvorfor opsøgte hun ham nu? Det var i sig selv det alene, som han bare ikke forstod sig på, og det var noget som faktisk et sted måtte irritere ham. "Jeg ved, at du har meget at se til, Jaqia.. Hvad er det som bringer dig hertil i aften?" gentog han. Savn kunne det vel næppe være? Det var jo faktisk kun sket den ene gang, at han havde passeret hende på gangen, og det var med et blik alene, det var uden så meget som et eneste ord. Han savnede hende, han manglede hende og han vidste, at hun gik til Enrico frem for ham selv, og det var faktisk noget som måtte gøre ondt. Han vendte sig endelig om og direkte mod hende. Et sted kunne man vel fint sige, at han havde brug for hende? Brug for det partnerskab, brug for det, at have hende dagligt, selvom han vidste, at hun nu havde så meget at se til. "Det er først nu, du vælger at opsøge mig..? Hvorfor?" afsluttede han stille. Han havde virkelig ondt indvendig og at hun stod der, gjorde det i den grad ikke nemmere for ham. Tvært imod.

[Cressida Marvalo]

Jaqia måtte dag efter dag lytte til de mange tjenestefolks bekymrede ord, og hun kunne virkelig ikke gøre meget mere end det som de kunne, det var sandt at hun nok måtte være den eneste som havde et tag over den mand, men lige her var det vidst ikke ligefrem gældende mere, ikke når man tænkte over hvilken afvisning han havde fået efter landet var blevet kvindedomineret, hun reagerede toppen af tronen det var sandt men hans mening gjaldt i den grad også, for hende om ikke andet. Hun ville have de stærkeste af de stærkeste og hun ville udligne sig fra de andre lande og det gjorde hun i den grad på denne måde, det var hele grunden til hun traf det valg, det var hend een erfaring at kvinder langt bedre kunne tackle de vigtige stillinger uden at ende direkte magtsyge og det var hvad hun var ude efter. For en stund havde hun jo rent faktisk levet i den tro at Samuel kunne tackle det, men efter hans død var hun gået igennem alle hans noter og alle hans gamle papirer, og direkte læst om måden han planlagde at tage livet af hende på, kærligheden kunne i så fald ikke være helt så stor. Jaqia sukkede stille. At se ham så direkt ekold det var der intet ved, hun savnede ham og det var ikke noget hun hverken kunne eller ville komme uden om, ikke mindst fordi han endnu var hendes broder, og det ønskede hun at han skulle blive ved med at være, skulle hun igennem det samme med ham som hun var med Alexander så ville det da først for alvor ende galt. De anspændte muskler følte hun let undre tomlerne som hun kørte i runde masserende cirkler, det var tydeligt at han var anspændt, og han så oven i købet direkte elendig ud, så for hende at se var det samme desværre ved at ske med ham som skete for deres kære bror, måske ikke at han blev blødsøden men at kærligheden kom i vejen for hans pligter og for hans person, det var ikke hvad hun havde forventet af ham på nogen måde. Efterhånden var alle hans mange punkter kendt for Jaqia, og ligenu var det hvad hun gjorde brug af, hun vidste hvad han kunne lide, hun vidste hvad det vækkede det begær i ham, hun savnede faktisk næsten at være så tæt på ham det var selvom det at han stod netop foran hende var frygtelig langt væk lige pludselig. Et slaænkt øjrnbryn lod hun hæves ved hans tydelige irnoi, efterhånden måtte hun kende ham ud og ind, et sted var det vel en afvisning go en som faktisk måtte gøre ondt? "Nogle dage..? Snarere uger" påpegede hun i det hankastede tonefald der virkede så ligegyldigt, han vidste at hun var den bestemmende af de to, og hans ironi og hans vrede kunne hun ikke bruge til en dyt. Som han vendte sig mod hende slap hun stille skuldrende, lod en hånd stille søge over hans kolde kind, med det nautrale blik go alligevel det glimt i øjet hun var så kendt for, hun nikkede medsigende "Der er meget at lave, men kvalitetstiden med familien er vigtig" svarede hun ham ganske ærligt og trak stille på de slanke nøgne skuldre. Enrio kørte sit eget spil, hun behøvede underholdning om aftenen og hun turde ærligt ikke opsøge Samuel kun fordi det var anderledes at være sammen med ham, det føltedes anderledes når hans hænder strøg over hendes krop end hvis det var Enrico's og det skræmte hende et sted, men hun savnede ham virkelig at det inderste, det kunne hun ikke lyve sig fra overhovedet "Det har jeg jo nævnt, kæreste.. Jeg savnede dig" gentog hun kun ganske ærligt, det var der på ingen måder nogen løgn i, men som han også selv så fint nævnte så var der frygtelig meget at se til, det var faktisk først nu at hun som sådan havde tiden til blot at søge til hans kammer og se til ham, for et sted så var hun jo faktisk bekymret og nu forstod hun i den grad hvorfor.

[Deleted]

Samuel gemte sig vel bare i håbet om, at de følelser ville forsvinde igen? Han vidste, at hun hyggede sig med Enrico, uanset hvor hårdt og hvor ondt det gjorde, så nægtet han at bryde ind mere, også selvom han vidste, at han havde førsteretten til Jaqia udelukkende på grund af den aftale som var dem imellem, så var han virkelig bare ligeglad. Han nægtet, at skulle stå der som den svage! At selv tjenestefolket udtrykket bekymring for ham, var i den grad noget af det som chokerede ham mest. Han vidste, at han var den mest frygtede af søskendeparet for dem som kendte dem, selvom det var Jaqia som faktisk måtte påtage sig hans rygte ud af når det kom til folket. Hun havde jo trods alt også sit, at skulle tage sig af, hvorfor skulle han da bekymre sig? Han blev stående og med fronten mod hende. Han vidste, at han ikke var ved bedste vel efterhånden, man kunne jo også pænt sige, at han heller ikke gjorde det mindste ud af sig selv mere og det var noget som han vel et sted, havde valgt bevidst. Han næret sig kun på det som fandt sig vejen til hans kammer. De stakkels tjenere som søgte til ham bare for at sikre sig, at han ikke var gået i dvalen endnu, selvom han havde været forbandet tæt på det ganske mange gange efterhånden. De mange dokumenter havde det slet ikke været meningen, at hun skulle se, det var der heller ikke nogen tvivl om. Den trone følte han virkelig bare, tog hans søster fra ham og det var noget af det, som virkelig havde tvunget ham til at skulle gøre, som han gjorde, uanset hvor hårdt, det så end måtte blive i den anden ende, så var det slet ikke noget som spillede den største rolle for ham alligevel. Landet var blevet kvindedomineret, han havde virkelig ikke mere at skulle sige eller gøre, for alle kvinder lå vel et sted over ham? Han kunne virkelig ikke fordrage den tankegang. Han kunne lige så godt stille sig på sidelinjen og bare se til, for effekten ville blive nøjagtigt den samme uanset i den anden ende, om han så ville det eller ikke, så var der ikke mere at gøre i det nu. Han var forbandet anspændt og det var udelukkende fordi, at hun stod der. Det var meget nemmere at falde til ro, når han vidste, at hun hyggede sig sammen med andre, selvom den tanke gjorde noget så ondt. ”Hvis uger kan gøre det,” sagde han med en næsten ligegyldig tone. Hun havde ikke tid til ham, så meget vidste han og Enrico tog jo den plads i fritiden, så hvorfor kunne han ikke bare få lov til at få bare lidt fred? Hånden som søgte mod hans kind, fik ham svagt til at lukke øjnene, inden han igen vendte blikket mod hende. De ildrøde øjne som faldt direkte til hendes skikkelse og uden, at skulle se det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet. Dette var ham bestemt ikke nogen hjælp på nogen måde. Hvis kvalitetstiden sammen med familien var hende så forbandet vigtig, hvorfor havde hun intet gjort så? Han sukkede dæmpet, hævede hånden og fjernede hendes fra hans kind. Det gjorde ondt, at være så tæt på hende lige nu, virkelig, virkelig ondt. ”Er den virkelig så vigtig for dig?” spurgte han. Han var ærlig talt ikke særlig overbevist. Han rendt rundt selv, gjorde stort set ingenting andet end at opholde sig på hans eget kammer, så det var efterhånden bare bleet en eller anden form af et liv, for ham at skulle rende rundt alene. Han rystede stille på hovedet, det var ikke den måde, at han havde ventet sig, at et savn skulle vises på, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Hvad er det du ønsker af mig Jaqia? Du har din trone.. du har Enrico..” sagde han stille. Ordene gjorde ondt ja, men det var jo bare fakta? Hun opsøgte ikke ham længere, det var altid den mand. Hvis det ikke var fordi, at Samuel vidste, at den mand havde en betydning for landet i den stilling som han havde været så heldig, at skulle have lovtil at beholde, så havde han slået manden ihjel for længe siden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han slap stille hendes hånd efter et stille og roligt øjeblik og lod armene glide over kors. På brystet havde han mistet en god del muskelmasse og han så mere træt ud, og det var han også. Han magtede virkelig ikke dette lige nu. Han havde skænket hende de ord ved den største fejl og han ønskede det virkelig bare i glemmebogen som om, at det aldrig nogensinde var sket, og det var sådan, at han helst ville have det lige nu. Han ønskede ikke at stå der som svag eller noget som helst andet, men det var virkelig ikke let for ham på nogen som helst måde overhovedet. At hun jo så ikke kunne se det, gjorde virkelig bare det hele hundrede gange værre for ham. ”Du savnede mig?” Han nikkede blot, ,som havde det været ingenting. Han var ved siden af sig selv og han vidste det, selvom det virkelig raget ham en høstblomst. Han vendte sig igen stille i retningen af vinduet og så stille ud af det. Det glædet ham selvfølgelig at hun opsøgte ham.. om det så var på grund af tjenestefolkets bekymring, for han vidste, at de havde udtrykket den overfor hende. ”Du har masse at lave, kan jeg tænke mig til, og jeg er sikker på, at Enrico venter på dig.. som hver aften efterhånden..” afveg han stille. Det gjorde ondt, bare at tænke på og det var tydeligt. Han borede stille sine negle ned i hans egen arm. Han måtte virkelig bare holde sig i skindet.

[Cressida Marvalo]

Følelser kom og følelser gik alt efter hvor store de ville være og lige her var de vel større end som så? Ellers ville han vel ikke nævne de stoee ord for hende? Han var ikke en mand som bare sådan uden videre kom med ord som det, det var noget som hun kunne stå inde for og et andet sted s det at han ville tage tronen fra hende beviste jo så også for hendes del at de følelser ikke kunne være så store som det hun i starten havde troet, nu var hun ærligt bare bange for at hendes egne var lidt mere end bare det som burde hvile mellem en bror og søster. Den aftale der var dem imellem gav ham den direkte første ret til hende og det var ikke noget hun fortrød et andet sted var det jo så også bare det som satte hende i den tvivl, hvorfor var det så pokkers vigtigt for ham hvem hun hyggede sig med når han selv hyggede sig med både mænd og kvinder? På trods han avr den mest frygtede at de to så kunne Jaqia roligt stå ved at vagterne bekymrede sig frygteligt for ham, bekymrede sig for det faktum at han var blevet så udsultet og vel direkte gemte sig inde på hans egen kammer, ej heller en tanke som det hun måtte bryde sig om,s elv i dagligdagen behøvede hun ham, hvis den status var sp vigtig for ham så var det da også komplet lige meget. Han stod mildest talt der og så komplet elendig ud, mens huns omaltid så absolut fantastisk ud, det lange blonde hår som hang så glansfuldt ned over hendes slanke nøgne skuldre og en flot kvinde skikkelse indhyllet i de tætsiddende læderbukser og med den korsettop der måtte fremhæve det fyldige bryst, et glimt i de isblå øjne, hun lignede sig selv lige der. Jaqia betragtede ham let, et sted så hun ham som den bror og elsker og et andet sted vidste hun at hun burde se på ham som en forædder, han var den som havde vendt hende ryggen og direkte skrevet dokumenter om hvordan han ønskede at kaste hende af, villig til at slå hende ihjel om det var sådan det skulle være, en tanke hun virkelig ikke kunne fordrage, der var blevet forventet lidt mere af ham. Det var tydeligt at Samuel helt og aldeles havde misforstået den del hvor landet var blevet mere eller mindre kvindedomineret og efterhånden havde hun opgivet at skulle forklare ham det for alvor. Hånden strøg blidt ned over hans kind, følte den kulde som hun til dels selv var bygget af. Blikekt faldt i hans hendes isblå hans helt røde, at få hånden fjernet som det var faktisk et direkte stik af den afvisning som hun måtte hade utrolig meget, det var ikke ligefrem det hun havde ventet. Det var som smilet svandt en smule hen, tydeligt at det måtte gøre ondt på hende at han var så forbandet afvisende. Hun svarede ikke på hans ord men hendes rodsige blik advarede ham tydeligt om at han var på vej over en grænse han ikke ønskede at skulle betræde. Derimod fik hans næste ord hende til at smile så det var det det hele handlede om? "Så det er det som det handler om Samuel?" hun nikkede stille hun kendte selv svaret. Det lille glimt trådte frem i hendes øjne, hun vidste at Samuel var klar over hvilke problemer han ville ende i hvis hun en dag skulle gå hen og finde Enrico død for hans hånd og kun på grund af private følelser, det ville i hendes øjne være ligeså svagt som det deres kære bror havde gjort, "Og hvis jeg sagde dig at Enrico er mig en ringe trøst, Samuel?" hun hævede et slankt øjenbryn, smilet var falmet det var tydeligt det var sagt af hjerte og det var frygtelig sjældent selv for ham at hun åbnede sig "Det er aldrig faldet dig ind at der er en grund til jeg søger til Samuel? Du troede vel ikke bare det var for behagets skyld, når du kan give mig det så meget bedre? Det er ikke tydeligt for dig at du satte mig i tvivl den aften, det er slet ikke på noget tidspunkt gået op for dig at det hele måske har været fordi jeg gengældte de ord som du gav mig den aften?" hendes blik så fast i hans hun så ikke væk, det var virkelig bare fakta nogle gange var den mand nødt til bare at se lidt længere end sin egen snude

[Deleted]

Samuel havde virkelig bare nået det punkt, hvor han ville sige, at nok var nok, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hans blik hvilede stift på hendes skikkelse og uden, at han så det mindste væk fra hende. Ikke fordi at han var vred eller noget som helst, det var vel bare en gang for alle, at skulle kaste håndklædet i ringen ,og det var det som man mildest talt, fint kunne sige, at han gjorde i øjeblikket. Han ville virkelig ikke mere. Hun havde Enrico, hun havde ham som en erstatning for en bror et sted og det vidste han. Det i sig selv, var virkelig også den eneste grund til at den mand overhovedet var i live lige i dette øjeblik. Ellers havde Samuel sørget fr, at han ikke ville kunne rejse sig før eller siden alligevel, men siden at han havde den betydning for hans elskede søster, så holdt han sig hellere på afstand, skjulte sig på hans kammer og blev ellers siddende i sin egen medlidenhed. Bare tanken kunne gøre ham direkte syg for han nægtet virkelig, at skulle stå der som en svag på nogen som helst måde overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene! Han knyttede hænderne fast og med blikket så intenst hvilende i hendes. Det havde slet ikke været hans mening, at skulle komme sådan frem med ordene, selvom det nu alligevel var endt med at skulle ske, så var der virkelig ikke meget, at skulle gøre ved det for hans vedkommende. Den skade var allerede sket og han kunne virkelig ikke fordrage tanken, selvom der nu ikke var noget at gøre ved det. Han ønskede sig virkelig bare langt væk og så langt væk, osm han overhovedet var i stand til at skulle komme det, også selvom han var klar over, at han ville miste absolut alt, hvis han tog væk herfra. Lysten til at gøre noget som helst, var virkelig bare væk ved ham og han vidste det. Han lå jo i sengen mere eller mindre hele tiden og nærede sig blot når de små uskyldige tjenestefolk var modige nok til at gå ind og se til ham. Så snart at han kunne fornemme deres bankende hjerte, så var deres liv endt. For han havde i den grad sulten, men ikke lysten til at agte eller noget som helst af den slags. Han havde skrevet de mange dokumenter og gemt dem af vejen, at hun så havde set dem ,var stadig noget, som var helt og holdent uklart for ham på alle måder, det var slet ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han fortrød dog ikke. Den trone var atter ved at rive hans søster fra ham og han brød sig bestemt ikke om den tanke. Han kneb øjnene trodsigt sammen. Lige som det stod nu, så ønskede han virkelig ikke, at hun skulle komme så tæt på, at hun ville kunne røre ham. End ikke det, at skulle stryge hans kind, måtte hun have lov til lige nu. Han ville bare ikke have det. Hendes advarende mine, gengældte han blot lige så trodsigt som alt det andet. Nok var landet kvindedomineret og hun stod som den øverste, men han nægtet virkelig at skulle kaste sig under hende som en anden undersåt som man bare kunne koste rundt med. Han var dog heldigvis stædig nok til at bare passere Enrico på gangen når de endelig mødtes, selvom fristen efter at skille hovedet fra resten af hans krop, i den grad havde været noget så kraftig ved ham. Det var ikke noget som han kunne komme udenom. Hendes ord var dog noget som klart måtte overraske ham. Det var slet ikke hvad han havde ventet sig at høre.. Hvorvidt om han så skulle tro på hende, vidste han ikke, selvom han jo aldrig havde haft nogen grund til at skulle stå i tvivl ved hans søster på nogen som helst måde overhovedet. ”En ringe trøst?” gentog han med en dog helt anden tone end tidligere. Langt fra så trodsig, dog mere af tvivl end før. Samuel brød sig bare ikke om, at skulle vise sig fra en mere menneskelig side og mere følelsespræget side, men lige Jaqia var den eneste som kunne få det frem i ham på denne måde. .Det var ikke bare det faktum, at landet var kvindedomineret som plaget ham mest, det var i den grad det med Enrico. Selv var han jo holdt op med at opsøge hende om aftenen.. Han ville virkelig ikke gøre det til en kamp, ikke når han stadig stod fast på, at følelser gjorde svag og det nægtet han mildest talt! Han rystede på hovedet. Det gav virkelig ikke nogen mening for ham og han ønskede virkelig ikke, at skulle bringe det videre til nogen diskussion. ”Hvad nytter det, Jaqia? Det er ham du går til..” Han vendte blikket igen mod hende og lod øjnene søge direkte til hans. Hans spide var desværre så kraftig i hans sind, at øjnene måtte være røde. ”Du sidder med tronen mere eller mindre hele tiden og er sammen med Enrico resten af tiden? Hvad beviser det af følelser for mig?” spurgte han videre. Han kneb øjnene let sammen. At hun faktisk måtte gengælde hvad han følte troede han ærlig talt ikke på.. Han turde ikke tro på det.

[Cressida Marvalo]

Der var ingen vrede at spore i hans blik, faktisk så virkede han irriterende neutral. Hun forstod det virkelig ikke hun vidste at han var blevet sur over hele den ting medat landet var blevet kvindedomineret, men han forstod ikke at han stadig havde noget at sige, go det var det som irriterede hende, han glemte at han var hendes bror og ikke bæot en undersåt, i så fald ville han slet ikke være i live nu med alt det brok som var blevet hørt fra hans side. Blikket forblev i hans, hvor hendes næsten måtte være direkte skaprt som altid og dog alligevel så mand ordenlig efter kunne man fornemme dem mere blanke end det som de plejede at være, hun var ikke let til tårer og om det var vrede eller fustration kunne hun ikke svare på, men hun følte for første gang i frygtelig mange år lysten til bare at lade dem falde. Det var virkelig sandt at sige Enrico var hendes lille trøst om natten når hun ikke ville hvile alene og hun ikke ville hvile ved Samuel kun fordi hun frygtede for den forvirring det i sidste ende ville give hende, det var det som hun måtte frygte og hendes lyster skulel stilles, Enrico betød noget for hende uden at der var de følelser indblandet, og han formåede at tilfredsstille hende og med velvilje fra hans egen side af så lige der måtte hun bestemt ikke klage, men det var tydeligt at han ikke måtte være meget andet end en ringe trøst for hende, hvad hun øsnkede var Samuel som også kunne give hende så meget mere. Lige der måtte hun desværre se på ham som om han allerede var ved at blive svag, han havde altid holdt fast på at kærlighed gjorde svag go i hans tilfælde var det da ganske tydeligt en tanke hun faktisk måtte hade, ikke mindst fordi hun følte den gøre hende selv frygtelig svag. Hun kunne se usikekrheden malet i hans blik og hun brød sig virkelig ikke om det, efter hvad de stakkels tjenere som var overlevet havde fortalt var hendes elskede bror så frygtelig langt ude, hun frygtede virkelig at han en dag ville være væk men de samme regler for ham måtte gøre sig gældene som for alle andre, gik han ville han vende hende ryggen og så ville han ikke komme tilbage. Hans død havde virkelig chokeret hende, og da hun var gennemgået hans dokumenter fandt det brev, en præcis plan over den fremgangsmåde han havde tænkt sig at gøre brug af og det måtte faktisk gøre ondt, hvordan skulle hun så kunne stole på hans egne følelser? Hånden var blevet trukket til sig, hun holdte omkring det slanke håndled, følte det stik i hjertet ved den afvisning hun måtte end ikke røre ham? Det pinte hende faktisk når hun ønskede ham så tæt på, det var faktisk noget hun måtte savne, men var det sådan det skulle være så ganske fint. Enrico var hendes helt store trøst ville han en dag være død ville hun da først føle sig en smule alene, specielt om aftenen. Jaqia stod der følte sig pludselig frygtelig sårbar, det var tydeligt at hendes ord ikke var specielt ventede, men ærlige var de virkelig. Hun nikkede stille næsten tøvende ved hans ord. Der blev taget frygtelig fejl af de to, kigggede man helt ind så var hun faktisk følelsespræget og det var ikke det ry som hun måtte have og ligenu åbnede hun dem virkelig op ved den. Hendes isblå øjne endte direkte i hans det var virkelig et slag for ehnde at høre det komme fra hans læber ".. Fordi at jeg er bange for de følelser du sætter i mig når vi er så tæt, Samuel" indrømmede hun. Hendes hejrte hamrede fast mod brystet, af ren og skær nervøstet. De sidste ord gjorde virkelig ondt, slog smilet helt væk fra hendes læber "Du planlagde mit mor, Samuel.. Hvad beviser det af dine følelser for mig?" hun sendte ham et trodsigt blik, der måtte ende tårerfyldt, vendte ryggen til kun for tage et par faste målrettede skridt mod døren, dette ville hun ikke finde sig i, normalt var hun ikke typen der rendt fra noget som dette men ville han ikke tro hende så kunne det være ligemget så betød det kort sagt intet.

[Deleted]

Samuel følte sig virkelig lost for at sige det mildt og det, at Jaqia skulle stå så tæt på ham nu, var ikke noget som han faktisk måtte bryde sig om. Han savnede hende voldsomt, det gjorde han virkelig, selvom det virkelig ikke hjalp ham på den situation som han stod i. Følelser og kærlighed gjorde svagt, det var udelukkende af den grund, at han blev på kammeret og bare ventede på, at det skulle forsvinde fra ham, så han kunne glemme det og fortsætte som han havde gjort før det, det var der ikke nogen tvivl om. Dengang han havde planlagt det, at skulle slå hnde ihjel var virkelig bare med en god grund i hans øjne.. Han så hende jo aldrig alligevel. Den trone tog jo hans søster fra ham og det var noget som i sig selv, også måtte gøre så ekstremt ondt i den anden ende. Han bakkede hen på sengekanten og satte sig ned. Han nægtet at stå ved, at der fejlede noget ved ham. Han havde det helt fint.. eller så fint som en i hans tilstand nu kunne have det også selvom det nu ikke var alverdens. Han havde det jo faktisk af helvede til. Han ville bare ikke have at hun skulle røre ved ham. De følelser skulle slås ihjel og ikke blusse op på den måde som det nu var dem muligt at gøre det. Han nægtet det virkelig! Han lukkede hænderne omkring sengetøjet og med en sitren i kroppen. Han vidste at hvis han forlod dette sted, så ville han aldrig være i stand til at komm tilbage igen. Det var virkelig også den eneste grund til at han stadig måtte være der som han var nu. Et sted mod sin vilje og alligevel frivilligt et helt andet. Han sukkede stille og rystede på hovedet. ”Du er bange for det?” gentog han stille og uden at skulle tage blikket fra hende. Enrico var måske en trøst, men det var nu ikke nogen trøst for hans del. Det var virkelig også den eneste grund til at den mand stadig måtte være i live, det var virkelig kun fordi ,at han vidste, at han havde en speciel betydning for Jaqia, ellers havde han været død for længst. Hendes sidste ord var dog noget, som slog direkte som en lussing direkte i ansigtet.. Havde hun fundet alle de mange dokumenter som han havde skrevet helt tilbage fra dengang? Måske at han havde planlagt det, men han havde aldrig nogensinde fået sig selv til at gøre det.. selv i øjeblikket før hans død, så havde det været hende som han havde haft i tankerne. Nu havde han endda på sin egen krop meget fint fået lov til at mærke hvordan at solens stråler ville være og han ville aldrig nogensinde igennem det en gang til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det trodsige , dog tårefyldte blik som måtte møde hans eget, gjorde ham direkte mundlam. Det var ikke tit, man så Jaqia så følelsespræget som nu og det måtte faktisk skræmme ham et eller andet sted. Han bed tænderne let sammen og tvang sig stille op på benene, da hun bare vendte om og begyndte at gå mod døren. At vende ryggen til på denne måde, var heller ikke noget som man så særlig ofte, så det i sig selv, var lige så nyt for ham som alt det andet, selvom det nu ikke var noget som han tog som noget positivt på nogen måde så.. måtte han vel bare tage det som det måtte komme vel? Han sukkede stille og rystede på hovedet. Han nægtet virkelig at gå efter hende, ville hun gå, så fint vel? Og dog.. det gjorde ondt, at skulle se hende gå.. som altid væk fra ham. Han trak vejret dybt. Bare lyden af hendes hårdbankende hjerte, var noget som skar dybt i ham. Han havde det jo trods alt ikke selv. ”… Det har aldrig nogensinde faldet dig ind, hvor meget jeg foragter den trone, Jaqia? Den river min søster fra mig.. den gjorde det dengang og den gør det nu. Du påstår at familien er vigtig for dig.. hvorfor undgår du så mig hver eneste dag? Jeg skrev de mange dokumenter ja… men jeg fik mig aldrig til at gøre det. Jeg ved hvor meget den trone har af betydning for dig.. Jeg ved det. Hvis den skal rive min søster fra mig.. så kunne det lige så godt være ligegyldigt.. for jeg så hende aldrig.” En ekstrem stor indrømmelse fra hans side, men efterhånden så var det vel bare nødvendigt for den sags skyld? Han rystede på hovedet og vendte blikket tilbage mod vinduet i stedet for. Han slog armene stille over kors. Han nægtet virkelig, at skulle fremstå som en svækling på noget led. ”Det er jo det samme nu..” påpegede han stille og med et let skuldertræk som havde det ikke haft nogen betydning for ham. Måske han så det hele sort på hvidt, men hvad andet havde han at skulle gå efter?

[Cressida Marvalo]

Jaqia ønskede sig tæt på ham og det var det som gjrode ondt med den afvisning, ikke mindst fordi at hun for en gangs skyld var den som måtte tage en smule initativ, hun ænskede virkelig ikke at han skulle skubbe hende væk nu, på den anden side så var det vel igen blot et tegn på at det ikke var så stort, hun burde virkelig bare gå. Kærlighed og følelser gjorde svag som han så på det, mens hun troede på at der ikke fandtes ægte kærlighed i verden nu måtte hun ombestemme sig, følelser forsvandt ikke uden videre men hun ville ikke lade dem gøre hende svag, at han så lod dem gøre ham det var en tanke som hun måtte hade, hun troede rent faktisk at han var det mere fornuftigere end det som deres anden kære bror Alexander havde været. At han var død nu og for hendes egen hånd tvivlede hun på var noget som end Samuel kendte til. Tronen var en ting som hun havde i blodet og det var hele meningen med at de i sin tid havde svigtet Faith den skulle tilbage i deres navn og igen var hun den kontrollerede og fornuftige så sevlfølgelig var hun den som måtte sidde øverst og ja den tog meget af hendes tid men hun havde til enhver tid tid til familien og til ham, men det var svært når han ikke kæmpede for noget som helst men bare satte sig ned og begyndte at mugge så snart han ikke fik sin vilje som en eller anden dum forkælet unge og det irriterede hende faktisk, at han måtte blive ved med at kræve men aldrig give igen, at han ikke tog hensyn til det faktum at hun havde ligeså svært ved følelser som han havde og lukkede det inde på andre måder end at sætte sig på værelset og mere eller mindre bare vente på døden. Enrico var hendes trøst. Hun var bange for de følelser, Samuel fik dem til at blusse op når de var sammen og med Enrico kunne hun glemme det og bare nyde stunden frem for noget andet, efterhnden var han blevet som en bror for hende det kom hun ikke uden om. Måske hendes sidste ord var lussing på lussing men det var det samme som han havde skænket hende og igen det var ærligt kun ærlighed. Jaqia var langt fra den type som måtte vende ryggen til og bare smutte men her kunne hun ikek lade værre, han betød noget for hende mere end det som hun selv brød sig om, og hun ville ikke stå model til dette det var noet som hun ærligt måtte nægte. Hans ord fik hende til at stoppe op, hun vendte sig mod ham med de isblå øjne stadig hårde og kolde måske mere end nogesninde før med de tårer frem for et kækt glimt, det var nok den første gang man så hende så følelsespræget som hun var nu. Intet hjertebank kunne hun føle fra ham, men hendes eget hamrede fast og hårdt mod brystet direkte ubehageligt, aldrig før havde hun følt sig så pokkers nægen. De ord vækkede virkelig kun en flamme som ikke skulle vækkes et temperament "Den trone er hele meningen.. Jeg passer den som den skal og derfor er du ikke konge du lader en forbandet magtfølelse kontrollere dig.. Måske det uanset ville tage mig fra dig, men du ved der er andre veje du tager blot den lettelse, endnu engang uden at tænke over konsekvenser, det er direkte ynkeligt jeg forventede en smule mere.Man må yde for at kunne nyde, Samuel og du gør det ikke du forventer det hele bliver serveret på et forbandet sølvfad en eller anden dag går virkeligheden op for dig.. Der er en grund til jeg er hjernen" påpegede hun med direkte vrede i stemme. Hendes krop skælvede hun prøvede at holde temperamentet nede det ønskede hun ikke at udløse nu, ikke sådan og ikke foran ham på den mdåe, ej heller selvom han i teorien selv var uden om det, han kendte de mange risikoer "Jeg elsker dig, Sammy.. Jeg hader tanken hele vejen til det brændende helvede men jeg kan ikke blive ved at vende den anden kind til, det er aldrig gået op for dig at det er gunden til jeg bruger natten med Enrico, han giver mig hvad jeg behæver uden at vække den side af mig som jeg ænsker skal forblive bundet.. Men hvis det er sådan du vil have.. Så værsågod.. " hun trådte tilbage i lokalet, tættere mod ham med armene slapt ned langs hendes side ".. "Så slå mig ihjel.. Tag tronen, bliv konge... Og den dag vi mødes i det brændende helvede skal du fortælle mig om det var det som gjorde dig lykkelig" hendes blik stirrede stift i hans, hun stod stille og roligt, mere eller mindre blot afventende, nu havde han chancen.

[Deleted]

Samuel ønskede virkelig bare, at kunne tage Jaqia i favnen, skænke hende ordene og bare høre dem i retur, men om det nogensinde ville ske, det vidste han ikke. Kærlighed gjorde svag, og det var slet ikke noget, som han ønskede, at skulle fortsætte med at tænke over, det var der ikke nogen tvivl om. Lige nu, så afviste han hende vel bare i en frygt? Tronen tog mere eller mindre hele hendes tid og Enrico tog tiden derefter, så hvornår var der plads til ham? Det kunne da heller ikke være så stort som hun måtte fremstille det uanset. At det var hende, som havde slået Alexander ihjel, vidste han ikke og et sted, så gjorde det ham virkelig intet. Den mand havde været mere blød end en grøntsag. Om han skulle kæmpe for noget som helst, det vidste han ikke, for det skræmte ham ærlig talt, at han ikke havde nogen anelse om hvor pokker han havde hende, så.. hvad havde han at kæmpe for? Han kunne ikke kæmpe i blinde, når han ikke havde nogen anelse om hvad pokker han måtte kæmpe sig imod og det var noget af det ,som i den grad gjorde det hele så meget værre for ham. Det var jo heller ikke bare fordi, at han satte sig på kammeret og ventet på døden, han ventede tvært imod på, at han vil kunne acceptere at hun gik til Enrico fremfor ham, selvom han efterhånden var klar over, at det var et faktum, som han aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle acceptere, bare sådan uden videre. Han elskede hende virkelig, også selvom han ikke vidste hvorvidt om det var gengældt eller ikke. Hans hjerte slog ikke, selvom han var klar over, hvis det havde været i stand til at gøre det, så havde det hamret for fuldt i øjeblikket og den tanke alene, måtte skræmme ham. At se Jaqia så voldsomt følelsespræget, var på ingen måde, en tanke som han brød sig om. Den var lige så fremmed for ham, som alt det andet som han måtte sidde i, og den følelse, kunne han virkelig ikke fordrage! Hendes ord slog hårdt, selvom han vidste, at hun havde ret. Han tog altid den lette vej og her havde han virkelig ikke set noget andet valg, end at skulle gøre det på den måde, som han havde gjort det. Han vidste for pokker ikke hvor han havde hende og den trone tog absolut alt tid! Samtidig som at hun havde gjort landet til kvidnedomineret, så havde han i sig selv, heller ikke meget at sige, uanset hvor meget han så end måtte hade den tanke, så var der virkelig ikke noget for ham at skulle stille op med den sag, uanset hvor meget han så end ville ønske, at det måtte være anderledes, så var der ikke noget at gøre. Han kneb øjnene let sammen. Hun skulle virkelig ikke have lov til at fremstille ham som svag på den ene eller den anden måde, for det fandt han sig så sandelig heller ikke i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fnøs. ”Det bekræfter dog blot mine ord og udtalelser ikke?” spurgte han med en spids tone. Måske afkræftet og svag i kroppen, men i den grad ikke i sindet. Hendes næste ord, var dog det som måtte chokere ham mest. Det var sjældent, at hun kaldte ham for Sammy, men det var også det, som gjorde ham helt mundlam gang på gang, når hun endelig gjorde det. Han knytttede hænderne let, da hun stillede sig foran ham. Det ville slet ikke kunne gør ham lykkelig, hvis hun ikke var der, det ville det slet ikke, men.. et sted ud fra omstændighederne som de var nu, så ville det virkelig være meget nemmere, hvis hun ikke var der. De mørke øjne hvilede denne gang tydeligt bearbejdende i hendes egne, selvom han virkelig ikke kunne få sig selv til at se væk. Det der, var virkelig et beskidt trick og han vidste jo allerede nu, at det slet ikke ville være noget som han ville kunne få sig selv til i den anden ende uanset hvor meget han ønskede, at han kunne eller ikke. Han rystede stille på hovedet, bare at høre hende sige de ord, betød faktisk ekstremt meget for ham. Chancen var der, selvom det nu aldrig nogensinde ville være en som han ville tage til sig, hvis han fik muligheden for det.. Han kunne virkelig bare ikke. Den ene hånd hævede han skræmmende langsomt, blot for at skulle lade den glide mod hendes kind i stedet for, så varsomt og noget så forsigtigt, som det nu var ham muligt at gøre det. ”Du ved lige så vel som mig, at jeg ikke kan få mig til det, Jaqia.. Jeg elsker dig for højt til at se det lys og det liv forlade dit blik.. Det vil være mig et mareridt..” Han lod hånden falde langsomt og stille derefter.

[Cressida Marvalo]

Jaqia var måske en realist når det endelig gjaldt, men hun vidste også at selv drømme kunne gå i opfyldelse om det var det som man ville have dem til, og hun ønskede virkelig at skulle hvile ved hans side om antten, det var efterhånden gået op for hende at det ikke var en mulighed blive ved at skulle benægte på den måde som hun til nu havde gjort, og det var en mulighed som hun direkte stillede ham og han tog ikke imod det men afviste bare, det var faktisk det som måtte gøre ondt. Kærlighed var en ting der kun eksisterede i fantasien efter Jaqia's hovede, efterhånden var der så alligevel kommet en smule respekt for den og nu var turen nået til hende, fanden tage Darlene! Det var kærlighed som havde slået Alexander ihjel og kun fordi at han direkte skubbede familien fra sig for en fyr endda, det var ikke hvad hun ville finde sig i, han var ganske enkelt blevet for blid og det kunne hun ikke bruge til en dyt. Samuel var ikke direkte blevet for blød, han var derimod blevet alt for hård og alt for stædig, det var noget hun kunne bruge til ligeså meget. Jaqia måtte virkelig kun stå og undre sig over at tronen måtte være ham et sådanne problem? Et sted bekrøftede det kun hvorfor hun havde valgt at gøre landet kvindedomineret, mænd gik for meget op i magt og her var det et tydeligt eksempel, Samuel egnede sig ikke som konge og han vidste det ligeså vel som det hun selv gjorde, det var også den eneste grund hun direkte lod sig stå for at tage imod bebrejdelserne. Blikket hvilede stærkt mod hans, det var frygtelig sjælden man så det så følelsepræget, præget af de tårer som truede med at skulle falde, men lige dette var langt mere end hvad selv hun ville finde sig i og hun hadede at være nået til det punkt med ham, det var derfor kærlighed var noget bæ! Hun søgte til Enrico men kun fordi han var en eprfekt trøst, han kunne stille hendeslyster på alle teænkelige måder og uden følelser ville være noget hun skulle bekymre sig om, det var der hun blev i tvivl i nærheden af Samuel, han satte en helt anden følelse i hende, det var hvad som skræmte hende et sted, hun var i den grad også bange.. Kun fordi det var gået op for hende at hun måtte gengælde de store ord, han gav hende bare ikke den chance. Hjertet hamrede fast et sted var hun vred og et andet sted gjorde det bare ondt, hvordan tacklede man ting som det? Det var langt fra Jaqia's mening at fremstille ham som dens vage, men i hendes øjne var det virkelig kun ynkeligt det som han havde gang i, en som ham burde kunne stå frem og tackle situationen specielt nu hvor hun stod og fortalte ham hvad han ønskede at høre, istedet skjulte han sig bag en maske af stædighed. Det forekom tydeligt i Samuels blik at han reagerede på hendes kælenavn til ham. Jaqia lod roligt hovedet glide på skrå og de lange blonde logger glide over hendes skuldre. Det var sjældetn hun kaldte ham det efterhånden, men det navn sagde vel virkelig det hele? Det var ikke blot et skuespil. Næsten afventende blev hun stående foran ham, ville han slå hende ihjel så måtte det være sådan, så var der ej helelr nogen grund til at skulle leve for hende. Det ville være meget lettere uden ham ingen tvivl men det ville i den grad også være mere tomt end hun kunne bære. Hendes blik var stift også da hans hånd endte mod hendes kind kun for at falde igen "Du elsker mig? Men du vil ikke lade mig elske dig? Hvorfor så overhovedet nævne det for mig den aften?" hun hævede et slænkt øjenbryn tydeligt spørgende, hun var en kvinde af psykologi og ligenu måtte hun i den grad gøre brug af den på trods ordene jo var sande.. Han forvirrede hende virkelig.

[Deleted]

Samuel vidste udmærket godt, at det ville lette hvis hun var væk, selvom det dog på ingen måde ville gøre ham lykkelig. Deres bror havde været noget så svag, efter han havde fundet den forbistrede animagus. Det var den fyr, som Samuel selv havde slået ihjel. Hvad der var sket med deres bror, var han helt uviden om, selvom han nu og da, var temmelig sikker på, at fyren havde mødt døden på den ene eller den anden måde, så var det noget som alligevel ikke gjorde ham det mindste overhovedet. Måske at det var ham, som havde skrevet de mange dokumenter, men at få sig selv til at gøre det, det kunne han virkelig ikke på nogen måde uanset hvor meget man så måtte ønske det eller ikke. Det var ikke tronen som han ønskede for sig, det var hans søster.. At hun gik til Enrico var virkelig bare en tanke som han havde prøvet, bare at skulle acceptere på den ene eller den anden måde, selvom det virkelig ikke var det nemmeste. Han kunne virkelig ikke fordrage den fyr. Han nægtet at blive blød, så hellere det modsatte. Darlene havde han bandet og svovlede over det sidste lange stykke tid, hvor han bare havde siddet og bidt de følelser i isg, selvom det efterhånden var gået op for ham, at det ikke var noget som han kunne blive ved med. De røde øjne hvilede i hendes blik. Hans hjerte bankede ikke, selvom han udmærket godt kunne fornemme, at hendes gjorde og det var ikke noget som han havde oplevet i denne kaliber før. De øjne som næsten måtte lade tårer falde, det var virkelig ikke den søster som han kendte. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede indædt og rystede stille på hovedet. Han kendte hendes syn på kærlighed.. han vidste hvordan han selv havde det. De ord den aften var bare røget ud af hans mund uden at han havde tænkt over dem. Dette var et af de tidspunkter, som han bare ikke kunne fordrage, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig igen stille mod hende. ”Kender du det, at man siger ting som man slet ikke har tænkt? Hvis du bare vidste, hvor længe jeg har bidt det her i mig.. At du går til Enrico frem for mig,” begyndte han stilfærdigt. Nu havde hun krævet svar, så kunne han lige så godt bare skænke hende dem, for alt det andet ville i den grad ikke hjælpe ham med noget som helst lige nu. Han bakkede hen til sengekanten, hvor han gled ned at sidde. Han var træt og det var faktisk tungt for ham, at skulle stå op. Hele den scene spillede sig for hans blik. Han stod og så på, at de hyggede sig og hun skænkede ham end ikke så meget som et eneste blik. Det var noget som selv kunne tvinge ham til tårer, selvom han virkelig bare nægte, at skulle lade dem falde! ”Du skænkede mig end ikke så meget som et eneste blik den aften, Jaqia? Jeg blev desperat..” En ekstrem stor indrømmelse fra hans side af, selvom det nu og da, bare havde været en sandhed fra ende til anden, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på, hvad end om han ville det eller ikke, så var det slet ikke noget som han ville være i stand til. Han stod med ryggen mod væggen og med hendes kniv hvilende mod struben. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at give hende, hvad hun havde brug for af svar. Han ønskede ikke at forvirre hende, han ønskede virkelig bare, at skulle finde ud af det her helvede, som han havde siddet i så forbandet længe. Han rystede på hovedet igen og lod blikket ganske kort falde mod hans hænder foran ham, som næsten måtte ryste, af ren og skær uro. Han var rastløs.. Forbandet rastløs lige nu, også selvom han vidste, at han ikke havde meget energi til at lave noget som helst uanset. ”Du havde undgået mig i ugevis. Var det ikke tronen du var ved, så var det Enrico.. Jeg måtte bare gøre noget, for at få dig til at se på mig..” afsluttede han stille. Han var virkelig ikke andet end ærlig i hans udtalelse. Det var ærlighed fra ende til anden. Måske, at han var fantastisk til at lyve, men det var ikke noget, som han nogensinde ville kunne formå, at skulle gøre over for hende, for det vidste han, at han ikke ville få noget som helst ud af i den anden ende, og han vidste, at hun ville gennemskue ham med det samme, hvilket jo helst var en konflikt som han helst ville undvære lige for denne stund.