A step forward..?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Fuldmånen var ved at nærme sig sin egen ende efterhånden. Junior sad stadig helt utrætteligt i Caylas bur, da han efterhånden havde gjort dette så mange gange, at Cayla selv under hendes værre forvandlinger, hvilket i sig selv, var noget som han var forbandet glad for. Han havde fået flyttet deres lille piges seng ind i buret, så han kunne holde øje med dem begge to og så han ikke behøvede at skulle gøre det ekstra hårdt for sig selv, for at tilbringe den tid sammen med dem begge. Deres lille pige, havde allerede gjort forvandlingen tilbage til sin menneskelige form, hvilket blot havde resulteret i en gråd som altid. Det gjorde jo trods alt ekstremt ondt at forvandle sig. Det kunne Junior da udmærket godt se, når forvandlingen ville tage til og det var tydeligt for Junior, at det ikke var noget som gik mildt for sig med nogen af dem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Junior sad roligt ved den lille børneseng med den lille pige i sine arme, hvor han stille prøvede, at skulle få hende helt til ro igen, selvom det at skulle tysse, ikke var noget som havde nogen betydning overhovedet, for Nathaniel havde allerede konstateret, at den lille pige var født uden hørsel. En tanke som selvfølgelig ikke var den mest behagelige at få kastet i ansigtet, men det ændrede dog på ingen måde, at han virkelig måtte elske sin lille pige og mere end det som ord nogensinde ville være i stand til at skulle bskrive det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Den lille pige, var efterhånden ved at være stor og Junior kunne virkelig ikke gøre noget andet, end at være stolt af hendes fremgang og hendes udvikling. Nathaniel arbejdede allerede på fagterne og alt det som de var nødt til at skulle lære sig for at kommunikere med hende, også selvom det i den grad var svært for ham at lære det hele. "Det skal nok gå min pige," hviskede Junior roligt, som han stadig prøvede, at skulle få hende til ro igen, selvom det i den grad ikke altid var enkelt. Han lod den ene tommel roligt og stille, stryge henover hendes kind og med det svage smil på læben, inden han stille vendte de rødlige øjne i retningen af Cayla som han vidste, befandt sig i den anden ende af buret, ikke at det var noget som gjorde ham det mindste overhovedet, det var bare noget, som han var nødt til at skulle vænne sig til, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget, at skulle gøre ved det i hans øjne, hvad end om han ville det eller ikke. Månen tog meget af hendes energi, såvel som deres lille pige og hans, da han stædigt tvang sig til at blive siddende fra månen greb fat i dem begge til de var normale igen og det var noget som han gjorde ved hver eneste fuldmåne hver eneste måned, han tillod virkelig ikke, at der skulle ske noget, som hindrede ham i at skulle sidde der! Han rejste sig yderst forsigtigt med sin lille pige på armen, da hun stille faldt mere og mere til ro, hvor hun derefter blot valgte, at skulle putte sig stille ind mod ham istedet for. Junior kunne ikke lade være med at smile. De skulle alle op og få sig en hvil efterhånden og Junior havde noget ekstra særligt i tankerne for Cayla når hun ville komme til sig selv igen, og han var i stand til at skulle få hende med sig op på deres soveværelse. Han havde kæmpet med, at skulle komme ind på hende på denne måde, og det var virkelig ikke noget, som han havde i sinde, at skulle slippe igen, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Nu skal vi snart op og sove.." Han gjorde fagten til at sove med hånden hvilende mod hans kind, som et klart tegn, det var i alle fald et af dem, som han var i stand til at huske og en af dem som han bare kunne og en af dem som han også brugte mest. Han kyssede sin lille pige på panden og med det varme smil. Han tog sin kappe af, og kastede den omkring sin lille pige og vuggede hende blidt i form af små 'hop' med armen ikke for voldsomt, men meget mere blidt. Lige dagen forinden, var det ikke lige fuldmånen som han havde taget den største højde for, så han måtte blot håbe at Cayla ikke var den mest trætte og udmattede, for det skulle virkelig ikke hindre ham i det, som han havde i hovedet lige netop nu, det tillod han så sandelig heller ikke på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende, roligt og afventende, til hun igen ville blive sig selv, så de kunne vende lidt tilbage til deres normale dagligdag. Han elskede hende dog af den grund, hvorvid om hun var horror eller ikke, var intet som betød noget for ham, det var alt sammen hendes personlighed.. noget så unikt for ham.

[Deleted]

Fuldmånen hang højt på den stærke himmel farvet med et tykt lag af en midnatsblå farve. Stjernerne var efterhånden forsvundet, det var ved at være mere tidelig morgen end en sen nat, det ville ikke vare længe før månen ville forsvinde mere og mere for til sidst helt og dermed lade Cayla falde tilbage til den menneskelige skikkelse. Som altid lå den store pelsede skikkelse ganske roligt i buret og blot stirrede omkring, hun vidste ikke hvad hun gjorde men hun kunne i det mindste huske hvad hun havde gjort når hun endelig forvandlede sig tilbage og det var en lettelse, lige der priste hun sig kun lykkelig for det faktum at der var så mange ting i hende og vareulven var ganske undertrykt. Junior sad foran hende, efterhånden måtte hun genkende ham selv i ulveskikkelse, den lille var ikke langt derfra, deres elskede lille skat som endelig var blevet bragt til verden. I 9 måneder var hun gået med en frygtelig stor usikkerhed, usikker på om hun en nat efter en fuldmåne pludselig ville være alene og med det barn, men trofast sad han der endnu og efterhånden var hun ikke længere i tvivl. De store ord var blevet ham givet så mange gange og hver eneste gang måtte hun i den grad mene dem, alle de problemer med kærlighed og tillid og så let var det at finde hendes pris på den hvide hest? Minutter endnu.. Det var som Cayla bar den fornemmelse af at det kun ville vare minutter endnu så ville de to fuldmåne aftener være overstået, den ene forvandling og så ville der igen gå en måned. Smerten skød ind mere pludseligt end noget andet, startede med et enkelt knæk. De mørke øjne spillede hurtigt op, vejrtrækningen blev hurtig. Den store pelsede skikkelse endte på alle 4, og så med vilje væk fra de to skikkelse som måtte hvile ikke langt foran hende, nu var nu. Hun følte enhver knogle i hendes krop forandres, følte hvordan de måtte vride og dreje sig kun for at passe ind i hinanden igen, når de hver gang hoppede af led så var det i den grad det mest smertefulde. Hun gav et klynkende hyl fra sig. Poterne måtte stille svinde væk og blive mindre kun for at de slanke fingrer kunne blive synlige, snuden forsvandt stille ind og efterlod sig sig et menneskeligt og kønt ansigt, mens den rødbrune pels forsvandt og lod den nøgne kvindekrop tilbage til hun til sidst lå der i en genkendelig skikkelse. Brystet hævede og sænkede sig i hurtige ryk. Gråden kunne kun nå at høres før der blev helt roligt "For pokker" lykkedes det hende at frem mumle, hendes krop gjrode ondt af helvede til. Efter at have ligget og kommet sig for sekunder valgte hun roligt at skubbe sig op i den siddende stilling og vende sig mod Junior der holdt den lille pige, noge som i den grad tvang et smil over hendes læber "Godmorgen til jer også" endte hun med den hæse stemme. Hånden lod hun gribe om den købe som måtte hænge foran hende, og da hun kom på ståben måtte knoglerne igen knække engang, noget som hunbare var vant til. Det gik op for hende hvor koldt der føltedes, hun svang den godt omkring sig, alt i alt mens hun gik mod den lille tøs. Måske at hun var født døv men i Cayla's øjne var hun helt perfekt på alle måder. Det var ikke fordi at man kunne sige fuldmånen udmattede hende det var ren afslapning, det var bare smertefuldt det som sådan dette, hvilke planer han så havde for i aften var hende fuldkommen ukendt. Det flammerøde hår hvilede løst og uglet om hendes blege skuldre, det var altid en frygtelig lettende følelse når hun atter måtte stå her foran dem med to fødder og to hænder, og med en nøgen krop i forhold til det som pelsen måtte give hende.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde siddet der utrætteligt fuldmåne efter fuldmåne og han havde virkelig ikke nogen intentioner, om at skulle lave det om på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han elskede virkelig Cayla og hun var virkelig noget af det vigtigste i hans liv. Sammen med deres lille datter, så var de virkelig en perfekt lille kernefamilie og det var noget som han i den grad, agtede, at skulle holde helt og holdent fast i, i den anden ende, det var der heller der heller ikke nogen tvivl om. Han ville i den grad også vise hende, at man kunne finde lykken, selvom man ikke altid kunne sige, at det var det, som havde ramt hans kære bror og søster. At de var beslægtet igennem deres fælles mor, var slet ikke noget som gik ham det mindste på, selvom det vel et sted, var en anelse forkert i hans øjne? Det var nu ikke noget, som han valgte at skulle kommentere. Nok kunne deres lille pige ikke høre dem, hvilket Nathaniel allerede havde gjort tydeligt for dem, at hun aldrig ville kunne danne sig et sprog med mund og tale. Han ønskede det virkelig ikke anderledes. Han elskede sin lille pige som hun var. Han ønskede virkelig ikke, at skulle ændre på noget som helst ved hende. Man skulle virkelig være stolt af den som man var og stolt af, at have det som man måtte have med sig fra barnsben. Det var noget som han klart måtte stå fast på. Hun var stille og roligt faldt til ro ved hans vuggende bevægelser. Hendes forvandling var heldigvis ikke så smertefuld og den gik ganske hurtig, eftersom hun ar så lille som det hun måtte være, hvilket han slet ikke havde noget imod. Det så virkelig ud til, at være smertefuldt og det var ikke noget som han brød sig om. Det værste for ham ,var at han ikke kunne gøre noget, for at lindre den smerte som forvandlingen måtte skabe. Han trak let på smilebåndet, da forvandlingen så ud til at være ved, at trække sig tilbage. Han blev siddende fuldkommen roligt og stille på sin plads, frem til at hun blev sig selv helt og holdent. De store ord var blevet sagt med tiden, og de var gengældt og det var noget, som Junior for alt i verden, glædeligt kunne stå ved, også i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han kunne ikke lade være med at smile, da han genkendte hendes sande og noget så smukke skikkelse, som hun måtte fremtone der foran ham på denne måde. ”Godmorgen til dig også, min kære,” sagde han med et let og stille smil. Det var slet ikke noget, som han havde i sinde, at skulle lægge skjul på. Han lod den ene arm stille søge omkring Caylas liv. Det var trods alt det samme ved hver fuldmåne. Han sad der på sin plads, uden at nærme sig hende eller noget som helst og bare sad der. Cayla så trods alt også ud til at være tryg ved hans nærhed når fuldmånen måtte rive i det væsen i hende og lade det komme til udtryk. Han plantede et stille og roligt kys mod hendes pande, så ganske roligt og blidt. Deres lille pige lod han trygt hvile på sin egen arm, da han lod blikket søge mod dem begge. De var virkelig det mest værdifulde i hans liv på alle måder overhovedet og det var slet ikke noget, som man skulle få lov til at tage fra ham! Han ville beskytte dem med absolut alt det som han havde, at skulle gøre brug af, af midler. Han førte hende stille ud af hendes bur og op mod trappen. Armen og hånden lod han roligt stryge over hendes ryg, så roligt og stille, selv uden, at det lette smil ville falme det mindste fra hans læber. Lige det, var virkelig ikke noget, som han kunne skjule eller kaste fra sig, det var bare den del af hans personlighed som for altid ville følge ham, selv på trods af den nu ellers så mørke tilværelse, som han vel bare måtte vænne sig til i den anden ende vel? Han lod tungen stryge roligt over læberne og med blikket som søgte mod hendes skikkelse. ”Jeg har en ganske særlig overraskelse til dig i aften,” sagde han med en rolig stemme. For dem alle 3 var det sent og ja, langt over deres lille piges sengetid, det var der ikke nogen tvivl om. Hun skulle i seng og så tog Junior over. Han ville sørge for, at dette ikke ville blive en dag, som Cayla ville lade glide i glemmebogen. Han førte hende op af trapperne og stille op mod deres værelse.

[Deleted]

Cayla priste sig virkelig kun lykkelig for at han var af den slags der ikke kun accepterede hendes tilværelse som vareulv, men i den grad også tog del i den, i og med at han gang på gang sad med hende under månen, ikke fordi den var særlig hård ved hende, hun kunne fint gå igennem den selv, modsat det som Kimeya havde kunnet sige sig før i tiden, men det var dog faktisk alligevel en lille hjælp at han var der som en form af moralsk støtte. Junior gjorde hende lykkelig, måske det ikke ligefrem havde været det som hun nogensinde troet at hun ville komme til at sige om en mand, hun havde jo en pagt med sig selv om at kærligheden aldrig skulle komme til hende, for hun ville i den grad ikke ende ligesom hendes kære forældre, hun havde jo set hvor hårdt det tog på dem begge hver eneste gang, specielt Faith, det var jo hende hun havde tilbragt det meste af barndommen med. Nu var den alligevel kommet og hun nøddet fuldt ud, det var hvad der i sidste ende havde bragt hende den mest perfekte lille datter på trods af et handicap, som for hende slet ikke betød det mindste, hun avr den smukkeste baby hun nogensinde havde set, der var ingen tvivl om at hun ville blive ligeså køn som sin far. Lykken havde hun fundet også selvom de på den ene eller den anden eld var beslægtet , men det var jo i den grad så frygtelig langt ude, hun var end ikke sikker på at de delte blod på nogen måde, så i hendes øjne at se var det eneste forkerte det faktum at hun var af Dvasias, en lille genert pige af Dvasias, og han var en stor magt i procias, eller havde været om ikke andet, tidligere konge. Lige der var det jo så også lidt af en overraskelse at hun faktisk bar det kongelige blod i årene. Cayla strakte igen den dovne krop, endnu et par led måtte knække et par gange, og efterhånden var hun bare blevet vant til det, forvandlingen var jo i sig selv frygtelig smertefuld, det var den som hun helst gerne ville undvære, det bare at være vareulv gjorde hende faktisk intet, alt var fredeligt også set fra dens øjne. Øjnene gled kort i, ved hans blide kys mod hendes pande, det var i hendes øjne den perfekte måde at skulle stå op på, ham siddende foran sig og den lille i hans favn, alle klar til at skulle finde soveværelset og rent faktisk være lidt sammen på en hård nat. Hun trykkede sig en smule ind til ham som armen gled om hendes liv, betragtede deres smukke lille prinsesse der måtte hvile hos ham og kun sove trygt og godt. Cayla formåede virkelig bare ikke at skjule smilet ved synet af det, hun var ung og aldrig havde hun da troet at hun ville have alt i denne alder, og hun havde da slet ikke troet at hun ville have Junior. En damers mand et sted vel, og det bryllup med Camryn, deres lille, hun kendte til det hele, og her stod de, han var hos hende hver eneste dag, puslede om deres elskværdige lille familie som synes så pokkers lykkelig, og det var kun noget som måtte glæde hende på alle måder. Roligt lod hun sig fører med ud af buret og op af den kolde trappe, til de nåede ind i mere varme omgivelser, som hun kun havde savnet, straks måtte hun føle sig langt mere tilpas, noget som kun glædede hende, at bade sig i varmen fra den knitrende pejs. Cedric var allerede oppe så meget kunne hun da høre, gik og legede inde i stuen, hun rystede let på hovedet, den dreng var jo fantastisk. Hun fulgte ham med op på værelset, hun var klar over at de burde sove, men hun var aldrig specielt træt efter en forvandling hun lagde sig jo aom regel til at hvile natten igennem, den lille derimod krævede sin søvn noget som hun i den grad skulle få. Et smil spillede over læberne ved hans ord, hun gav ham et blidt klem ind til sig "Jamen dog.." hun følte en lille form af spænding et sted vel, hun elskede overraskelser og kun fordi det tvang reaktioner frem hos hende, og hun var jo alt for god til den slags, bare den første gang hun mødte ham, mosrød i hele hovedet bare det at han måte hilse på hende. Det var igen billeder hun ikke ville glemme bare sådan, hun var virkelig bare glad for at have fundet ham

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var udmærket godt klar over, hvor hårdt Cayla tog det og hvordan hun tog det når det kom til det, at skulle binde sig til en anden. Hun havde jo trods alt levet med Kimeya og Faith igennem så ekstrem lang tid. Han kunne udmærket godt forstå, at det var sådan, at hun havde det, og det var udelukkende også af den grund, at han valgte, at skulle gå frem på den måde som han nu havde gjort. Han havde ladet det hele køre i hendes tempo, samtidig som han ønskede, at vise, at han var der for hende når det var nødvendigt for hende, at skulle have ham der. At gøre noget andet, var slet ikke noget, som kunne falde ham det mindste ind overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nok, at hun ville være i stand til at skulle gå igennem fuldmånen alene, så var han fuldstændig ligeglad med det. Han agtede at sidde der om ikke andet, så som en moralsk støtte for dem begge. Nu hvor deres dejlige lille pige også var kommet herned, selvom hun ikke var stor nok til at gøre megen skade på andre, så gjorde det også ondt på hende, det var tydeligt at se. Armen lod han roligt hvile omkring Cayla og trykkede hende stille ind til sig. Han havde virkelig mange planer lige for i aften. Nu følte han selv at han var klar. Han havde virkelig aldrig nogensinde været mere sikker i sin sag end det som han var lige her til aften, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet og det var så sandelig også noget som betød så meget. De var begge blevet velsignet med en vidunderlig og smuk datter. Nok at hun var stum og døv, men det betød virkelig ikke noget som helst for ham! Hun var virkelig den smukkeste lille pige som han nogensinde havde set og han ville for altid elske hende, som han elskede hendes mor. Et sted var han jo så selvfølgelig underligt nervøs. Hvad ville hun ikke sige? Han var nu sikker på, at hun var sikker på, at han ville blive ved hende uanset hvad og det var virkelig noget af det vigtigste for ham. At hun vidste lige hvor hun ville have ham og det var ved hendes side. For altid ville han stå der sammen med hende, hjælpe hende igennem fuldmånen og hjælpe hende når det virkelig skulle være slemt. De havde deres lille lykkelige familie.. midt i den kaotiske. Faith og Kimeya havde stadig deres ting, at skulle slås med, det var sikkert, selvom det nu ikke rigtigt var noget som han ville tænke på Han ønskede virkelig ikke, at Cayla skulle sammenligne ham med Kimeya, for han var virkelig ikke som sin bror! Deres lille pige hvilede trygt i hans favntag og halvt sovende på hans arm, eftersom hans skridt var vuggende for hende. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Dette var virkelig alt hvad han nogensinde havde ønsket sig og meget mere til. At Cedric var oppe, forundrede virkelig ikke Junior det mindste. Han elskede virkelig at tilbringe tiden sammen med Faith, mens Kimeya sov ud igennem natten. Han førte hende md sig videre op på deres soveværelse. Det som var henlagt i ren og skær mørke, eftersom det måtte være det som tiltalte dem begge mest. Han vendte sig mod hende og med det samme rolige og blide smil. Han plantede et stille kys mod hendes pande. "Sæt dig på sengen. Så lægger jeg lige Aliyah i seng," sagde han roligt og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende på nogen måde overhovedet. Han trykkede hende kort ind til sig, inden han roligt valgte, at skulle slippe hende, for at få deres lille pige lagt i seng, uden at skulle vække hende igen, for hun kunne virkelig være problematisk til at få til at sove efter en fuldmåne. Han lagde den tynde dyne stille omkring hende og puttet hende med en rolig nynnen. Hvis der var noget som han måtte elske, så var det små børn og hans kæreste lille datter var virkelig intet undtag. Hun var virkelig hans lille engel. Han vendte sig roligt mod Cayla igen og med det blide smil på læben. Han gik hen til sengen, hvor han roligt satte sig ned. Ringen hvilede trygt i hans ene lomme. Det havde han allerede forsikret sig om. Han havde endda snakket med Nathaniel som faktisk ikke havde gjort andet end at smile ved tanken. Det var første gang, at Junior skulle ud i noget på denne måde som han virkelig havde hjertet med i. Han var virkelig ikke i tvivl om at det måtte være hende, som han ønskede, at skulle dele sit liv med på alle måder. Hvordan i al verden skulle han da kunne være usikker omkring det? Overhovedet ikke! Han smilede let til hende og tog roligt omkring hendes ene hånd. "Jeg har nemlig noget, som jeg meget gerne vil spørge dig om," begyndte han roligt og med det stille blik hvilende på hende. Han var næsten sikker på, at hjertet måtte slå mod hans bryst. Han var virkelig nervøs.

[Deleted]

For Cayal havde det altid været en besværlig ting at skulle binde sig til en eprson, og udelukkende fordi den eneste som rent faktisk havde været der gennem hele hendes liv og uden at vie fra på et eneste tidspunkt var Faith, og det var den kvinde hun måtte elske og holde af næsten om havde hun rent faktisk værethendes egen moder, at se hende fælde tårer, at se hend ei den sorger hver gang, hvor hun græd sig selv i søvn de nætter hvor hun var heldige at det ville lykkedes, når hun arbejdede sig selv halvt ihjel, eller sklædte hende ud af ren fustration for så at bryde sammen i en gråd af en undskyldning, Cayla var jo så ikke sikker på at det var detaljer som Kimeya overhovedet kendte til, men de havde forpestet hendes syn på kærlighed, hun havde svoret ved sig selv at hun aldrig ville elske på den måde, noget som egentlig også havde været meget enkelt, der var ikke mange der var vilde efter at snakke med hende, ikke alle var lige glade for den slaægt hun stammede af, det var lige til den dag hun var endt med at støde på Junior, som næsten selv valgte at opsøge hende, hun huskede endnu at han havde kaldt hende 'smuk', selvom alle andre så hende som sær og derfor i de fleste tilfælde valgte at skulle holde sig væk. Der var gået så alng tid før Cayla endelig havde valgt at indse at Junior havde truffet sig valg, og han ville blive hvor han var, specielt efter hun var endt gravid frygtede hun at skulle stå alene, han måtte jo ligefrem overtale hende til at få deres lille ønske prinsesse og nu kunne hun i den grad ikke fortryde, det bånd til ham var blevet knyttet, selv på trods hun endnu måtte være den generte Cayla til tider, og nu hvor båndet endelig var knyttet var det uanset for sent ikke at elske ham, de store ord var sagte og hun ville ikke for noget i verden tage dem i sig igen. Hun havde jo frygtet Camryn og Angel i en stor grad, hun havde hele tiden vidst at der var andre kvinder i billedet sammentidig med hende og det var ikke en tanke hun brød sig om, nu var det kun Camryn hun følte hun måtte frygte, lige der gjorde den forbandede jalousi jo hende kun til et tydeligt billede af hvilken slægt hun afstammede fra. Det var gået i deres tempo stille og roligt, efter Aliyah var blevet født så var de trods alt også gået lidt tilbage, de var gået direkte fra en midnre flirt og til at komme så tæt på hinanden det var det som havde gjort hende gravid jo, men efter det så bestod det af snak og putten, de havde ikke været så tæt på hinanden siden, det var som at de gik tilbage og tog de trin igen som de dengang valgte at hoppe over, ikke at det var noget som gjorde hende det mindste, hun ønskede at det hele skulle med, udelukkende af den grund at hun ikke ville gå glip af noget med ham. Roligt fulgte hun ham til værelset, hvilke planer som han måtte have for aftenen vidste hun virkelig ikke, men det gjorde hende lidt spændt, hun elskede overraskelse, det kom hun vel ikke uden om. Roligt nikkede hun til hans ord, plantede et blidt kys mod hans kind, før hun roligt måtte sætte sig hen på sengekanten, betragte dem forlade værelset. Deres datter var måske døv og stum men hun avr perfekt, hun havde aldrig set en smukkere baby, hun var noget af det mest fantastiske, det kom hun ikke uden om. Smilet spillede om hendes rosenrøde læber, de slanke fingrer løb roligt gennem det lange røde hår der glat måtte hvile omkring hendes skulder, man kunne sige meget men hun var på alle måder ud af Jaceluck familien, der var der ingen tvivl. De funklende gyldne øjne betragtede ham som han kom tilbage mod hende, gled ned i hendes side af sengen. Der var intet hjerteslag at føle efter han avr blevet en spide, det gjorde det umuligt for hende at skulle læse. Blikket faldt i hans, der var en ganske lille del af hende som var sensuel, den kom mest til syne i hendes udstråling og hun fangede ikke mænd på en måde så de ikke kunne stå imod, man følte sig vel bare.. Lettere tiltrukket af hende? Hånden gled i hans og hovedet gled roligt på sned, hvor de lange flammerøde lokker endte med at falde den samme vej og hvile "Spørge mig om noget..?" hun hævede et undret lsankt øjenrbyn "Spørg og du skal få svaret" afsluttede hun roligt med en perleblid latter der måtte efterfølge. Hun følte selv hendes eget hjerte banke en smule mod brystet, han virkede yderst seriøs hvad hvilede på hans hjerte? Det vækkede hendes forbandede nygserrighed en hel del, og hvor mange som måtte kende til det var jo heller ikke ligefrem noget hun var klar over, at det var noget som Nathaniel kun så på som en god idé.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junor havde virkelig rådført sig ekstremt meget med Nathaniel omkring dette, for han ønskede virkelig ikke, at det skulle gå galt, eller at der ville være noget som ville kunne mistolkes, det var virkelig det som han ville undgå for alt i verden, det var der heller ikke nogen tvivl om og nu var han altså helt sikker på, at det hele måtte være sket rigtigt. Caylas syn på kærlighed, havde dog ærlig talt været det som han havde frygtet mest. Selv så vidste han, at hun før eller siden, ville være tvunget til at skulle tage den snak med Kimeya før det ville gå helt galt. Nu havde han jo trods alt også set, at Faith og Kimeya sådan halvt om halvt, havde formået, at skulle få ordnet op og det var noget af det som faktisk også måtte lette ham selv en hel del. Han kunne dog ikke gøre andet, end at beundre Faith for at fortsætte med at holde ud, for nemt kunne det umulig havde været. Det var han så sandelig slet ikke i tvivl om overhovedet, selvom det sikkert også var hårdt sagt, så var det jo trods alt bare en ren sandhed set også fra hans side af. Han var ikke som sin kære storebror, og det kunne han virkelig bare håbe på, at Cayla efterhånden havde fundet ud af. Han var her for at blive, og nu følte han virkelig også for, at skulle trække den det skridt videre. Hun havde jo allerede vækket hans interesse dengang før de havde fået lille Aliyah og hun havde virkelig ikke haft nogen grund til at skulle være bange for, at han ville tage væk fra hende, for det ville virkelig aldrig nogensinde ske! Uanset hvilke udfordringer som de havde stødt på til nu, så havde de altid formået, at skulle overvinde det, og det var virkelig noget af det, som han måtte sætte mest pris på. De havde stadig hinanden, de havde aldrig været ude i skænderier, de kunne faktisk snakke sammen omkring det som nu måtte plage dem, og det var noget af det, som han måtte sætte mest pris på af det hele, det var heller ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom, også var noget af det, som måtte plage ham mest af det hele, det var helt sikkert. Han blev siddende ved siden af hende. De ville uden tvivl kunne høre Aliyah hvis hun måtte vågne. Nok var hun døv og stum, men at skrige, det var i den grad noget, som hun var i stand til og det var slet ikke noget som han havde noget imod. Hun var virkelig den mest perfekte lille pige, som han nogensinde havde set og han kunne virkelig ikke være noget andet end stolt af hende! Blikket hvilede i Caylas. Han kunne virkelig bare prise sig lykkelig for, at han ikke havde det bankende hjerte, selvom følelsen af det, iden grad måtte sidde der, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Han var virkelig forbandet nervøs. Han elskede hende, ordene var blevet sagt og de var gengældt så ekstremt mange gange.. Nu var det virkelig bare på tide i hans øjne, og så måtte han bare håbe på, at hun ville kunne følge ham. Han sendte hende et stille og roligt smil, idet han roligt rejste sig op og var steget ud af sengen, for at skulle stille sig foran hende istedet for. Det var nu eller aldrig. Han måtte virkelig bare kaste sig ud i det, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke, så var det ikke noget, som han kunne komme udenom. Han ønskede hende lige ved sig.. Som sin kommende hustru. Hendes latter, var virkelig noget som altid kunne få ham til at smile. Det var slet ikke noget, som han kunne komme udenom! "Jeg kender til dine holdninger og dit syn på kærlighed Cayla, selvom det i mine øjne, kun er noget som gør en stærk.. Det påvirker ikke bare en, men alle som er omkring dig. Jeg er påvirket af det. Jeg elsker dig, og det gør jeg virkelig af helt mit hjerte, mit sind og min sjæl og med alt hvad det måtte indebære. Jeg kan blot håbe, at du vil være med mig så langt.." Han hævede brystet let, bare for at skulle slå koldt vand i blodet, inden han blot valgte at fortsætte. "Vores veje krydses ved et rent tilfælde og jeg er virkelig glad for, at det var dig som jeg mødte den dag. Jeg ved, at det ikke har været let for nogen af os, men nu kan vi stå her hånd i hånd og se tilbage på de mange forhindringer som vi har været igennem og i mine øjne, så er det virkelig en sejr. Vi har fået verdens nydeligste lille pige som har to forældre som tydeligt elsker hinanden, som passer på hende og som vogter om hende.. Vi har tænkt på andre så længe og nu synes jeg, at vi skal tænke lidt på os to.." Han tog stille fat i hendes ene hånd, idet han stille og roligt gled ned på knæ foran hende. Han følte næsten, at hans hjerte måtte hamre som en sindssyg mod hans bryst, selvom han bare måtte komme igennem det! De rødlige øjne hvilede på hende. "Skønt at fuldmånen river dig fra mig de få nætter i måneden, så sidder jeg tålmodigt og venter på dig, at jeg atter kan tage dig i favnen og pleje de sår som du nu har fået igennem den tunge forvandling. Jeg elsker dig virkelig, Cayla. Det må du for alt i verden, aldrig nogensinde betvivle og det må du virkelig love mig.." Hans frie hånd lod han stille glide ned i hans ene lomme hvor han fremdrog en lille æske som han åbnet for hende. En smuk ring af sølv, med de elviske graveringer og med hans navn prydende på indsiden. Den var smuk og glat og markeringerne var sorte. "Cayla.. VIl du gifte dig med mig?" afsluttede han roligt, og ikke mindst med en ærlig og fredelig stemme.

[Deleted]

Hvad Junior sad med i hovedet og hvilke planer der var blevet lagt for aftenen og hvem som var blandet ind i det, det vidste hun virkelig ikke, for hendes del så var dette til nu ligesom enhver anden aften efter fuldmånen ud over at hun var klar over at Junior var den som måtte have lavet lidt ekstra for idag. Der var efterhånden gået lang hvor hun måtte have været ved Junior's side og han bleve endnu, og uden større problemer, det var tydeligt at han måtte elske deres lille pige som det hun selv gjorde, på trods af hendes handicap så var hun mere perfekt end noget andet, for hun var skabt i kærlighed eller.. Rent faktisk var det jo et skænderi mellem dem som si virkeligheden fik hende skabt, det var vel et sted først bagefter det var gået op for dem at det var kærlighed. Enhver vidste hvordan Cayla måtte have det, hendes løfte til sig selv om aldrig at komme til at skulle elske, noget som i den grad var blevet brudt, dog så havde det taget hende lang tid at skulle give sig hent il Junior på den måde, der var gået lang tid før den tillid var kommet til dem, og nu var den blevet bygget højt, højere end det som den havde været til nogen han var ikke som Kimeya det var i det mindste noget som for længst var gået op for hende, et sted så måtte hun frygte Camryn, hun vidste at han ligeså havde en søn der og et sted så lå hun stadig inde med den frygt for at han ville ende med at lade hende og Aliyah alene, bare den tanke måtte give hende kuldegysninger. Detr var ingen tvivl om at Cayla virkelig måtte forbande det forbillede som Kimeya og Faith havde været for hende, Faith som altid sad knust tilbage når Kimeya var væk, hvilket han jo var ganske ofte, hun havde hørt deres skænderier set hvordan han til tider holdte Faith mod væggen med hånden om hendes strube, set hendes tårer, så ja selv nu var hun imod at de rent faktisk var sammen, hun kunne se at det var noget som gjorde Cedric lykkelig og det glædede hende, men hvornår ville de indse at det var dødt? At der ikke var mere at komme efter? Blikket hvilede mod Junior, et syn som kun fik hende til at gøre et træk i mundvien, hun elskede ham selvom hun havde svoret ved sig selv at det aldrig ville ske, han havde formået at fange hende, formået at gøre hende blød som smør allerede inden de havde fået Aliyah, og alle de billeder måtte hun endnu sidde med detvar ved at være et par år siden nu og han var der stadig, uden store udfordringer der måtte ødelægge dem på samme måde, de klarede det sammen. Et lille suk faldt fra hendes læber, hun var lettet over at Aliyah lod til at ligge sig til, det at hun var døv gjrode at hendes skrig var kun højere fordi hun ikke selv var klar over hvor højt det var, de ville høre hende det var hun slet ikke i tvivl om, derfor turde Cayla lade hende sove i værelset ved siden af. Cayla blev roligt siddende ved siden af ham. Hun lod et ben roligt glide på kors med hendes andet. Hans hjerte afslørede ham ikke, men hun fornemmede i hans blik en lille nervøsitet, ikke at det var noget som hun direkte tænkte yderligere over. De gyldne øjne som hun vidste måtte være delvis efter hendes far, betragtede hans skikkelse som han rejste sig og med det sensuelle glimt, som hun ikke længere tænkte over. Hvad pokker havde han i tankerne? Intenst måtte hun lytte til hans ord, og selv på trods de fik hende til at smile mere end noget andet så så hun ikke hvor de måtte fører hende hen, og jo mere han talte jo mere nervøs lod han til at blive, det morede hende et sted. Først da han tog hendes hånd og gled på knæ for hende gik det op for hende hvad pokker han egentlig lavede. Nu var det hendes hejrte der begyndte at hamre som en sindssyg. En varme bredte sig i hendes krop, som hun selv stod i flammer, og det føltedes som hendes hals snørrede sig sammen. Blikket faldt mod den utrolig smukke ring han fremdrog, og med de elviske tegn hun genkendte. Det var overvældende på en mdåe hun ikke kunne beskrive. Den eneste ene sad på knæ for hende, hun var ikke i tvivl, og et andet sted så.. Skræmte tanken hende, hun havde ingen idé om hvad hun var på vej ind i, hendes kinder havde antaget en knaldrød farve som han havde været kendt med før, der skulle jo absolut intet til "Junior.. Mit syn på kærlighed er en hård ting, det er en mur som du har brudt mere end nogen anden.. Jeg elsker dig det gør jeg virkelig også selvom jeg svor mig selv aldrig at... Ja.." hun betragtede ham let, med et smil på læben og dig noget nervøst og næsten genert over hendes træk ".. Du er her stadig.. Vi har verdens mest perfekte pige som forguder sin far ligeså meget som jeg selv gør det, jeg ville lyve hvis jeg sagde at frygten for du en dag ville gå ikke stadig sad der, men når jeg ser hvordan du vugger hende.. Og når mit blik møder dig som det første efter fuldmånen, så er jeg et sted ikke i tvivl. Og nu står du der med en ring.. Beder mig om noget jeg lovede mig selv aldrig at gøre og jeg kan slet ikke finde ordene for.. Jeg er stadig chokeret.." en tårer strøg stille over hendes kind, et sted mere af glæde og overraskelse, for hende så var det en virkelgi stor ting at skulle stå med, og selovm hun var klar over kunne man ikke rigtig havde forventet en anden reaktion. Hun rejste sig stille foran ham, slap hans hånd kun for at fører hendes egen til hans hage, og dermed fører ham op i stående stilling. Blikket faldt i hans, blidt lod hun den blege hånd stryge gennem hans mørke hår. Ganske langsomt lænede hun sig frem, hendes blik var så bekymret smilet var falmet, et sted et lille skuespil hendes tur til at gøre ham nervøs. Læberne mødte hans i et intenst kys, og ganske forsigtigt trådte hun tilbage, trådte op i sengen ganske forsigtigt og uden at bryde det, før hun tog et lille hop, lod de slanke ben vikle sig om hans liv, mens armene grbe om hans ankke for at holde hende oppe. Smilet havde endnu engang bredt sig "Svaret er ja, Junior.. Jeg vil hellere end gerne gifte mig med dig" hviskede blidt mod hans ører, mens hendes latter måtte brede sig en smule. lige her var hun virkelig slet ikke i tvivl.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvis der havde været noget som Junior havde været bange for ved dette, så var det i den grad at få et afslag. Fuldmåne efter fuldmåne havde han siddet og bare overvejet hvad han skulle sige. Han vidste udmærket godt at hendes syn på kærlighed udelukkende var på grund af hans kære søskende, men han var virkelig ikke som dem og det var virkelig noget af det som han havde været mest opmærksom på at skulle forklare hende og ikke mindst vise hende, så det ikke skulle ende med at gå helt galt i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, for det havde virkelig ikke været noget som han havde ønsket sig. Han havde ikke hans hjerte til at afsløre den store og tydelige nervøsitet. Han havde i den grad haft alt det andet til det istedet for. Hans kropssprog og hans mimik som alt sammen måtte være noget som hun havde lagt mærke til vel? Han så intet andet valg end at skulle kaste sig ud i det herfra. Der var den forskel på hende og Camryn, at dette var noget som han ønsket af hjerte og det andet havde været noget som nogen andre havde planlagt længe før han overhovedet havde været i stand til at gå, hvilket i den grad heller ikke var noget som var faldet i god jord ved ham selv, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Venskaber skulle forblive på den måde og uden at noget andet ville ramme eller komme i vejen som det havde for ham og Camryn. At han så havde en søn ved hende, var han klar over, selvom det nu ikke var den tanke som han ønskede at tænke lige netop nu. Han vidste, at hun var tryg på Marius' Herregård, så var der vel heller ikke mere at gøre ved det end det som han allerede havde formået vel? Alle hans ord var noget som var kommet fra hjertet. Han forstod Caylas syn, men han kunne vel håbe på, at han havde ændret det så meget, at hun ville give ham den chance? Han ville i det mindste håbe på det. Han elskede hende som han elskede deres lille datter.. At det ikke just havde været i kærlighed, at deres lille guldklump var skabt, så var det ham fuldstændig ligegyldigt, det havde jo vist sig at være sådan i den anden ende. Og det var vel også det som måtte veje mest i denne situation? Han kunne slet ikke forestille sig et liv uden Cayla ved sig..Deres lille kernefamilie og deres lykke. Han følte sig som den heldigste mand på denne jord, at kunne gå med armen omkring hende, sove med hende hvilende i sin egen favn og kalde hende for hans. Der var virkelig ikke noget som i hans øjne, var bedre end det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Selvom deres lille pige led af et temmelig stort handikap, så var hun virkelig perfekt på alle måder set i den forstand. Cayla og den lille pige, var virkelig hele hans liv. Han ville virkelig ikke kunne klare sig uden dem, det var der heller ikke nogen tvivl om. Caylas reaktion måtte more ham et sted, selvom han stadig ikke rigtigt vidste hvordan han skulle tolke det i den ene eller den anden retning.. neutralt var det vel? Hun var chokket, da han var gledet på knæ foran hende, hvilket var noget som måtte få ham til at smile. Han fandt denne stund helt og særdeles perfekt til lige netop dette og han måtte bare håbe på, at hun ville være enig med ham set i den forstand, at det var hende som han ønskede at skulle leve sit liv med og ingen som helst anden. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle søge væk fra hende under fuldmånen.. gang på gang havde han siddet der til at tage dem begge imod og det ville han gøre lige så længe, at det skulle vise sig, at være nødvedigt i fremtiden! Den tåre som strøg ned af hendesk ind, var nogt af det som i den grad måtte få ham selv til at tie.. Var det nu en god ting? Han lod hende rejse sig og lod hånden glide under hans hage, hvor han fulgte hendes mindste vink og lod sig roligt komme tilbage på benene igen foran hende. De rødlige øjne hvilede roligt i hendes blik og selv uden at skulle se det mindste væk fra stedet af. Han blinkede let med øjnene og selv stadig uden så meget som et ord.. Ja hvad havde han da at sige endnu? Hun havde jo ikke sagt ja eller nej for den sags skyld. Han blev stående med ringens æske i sine ene hånd og næsten med et knugende greb. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre hvis hun ville afvise ham.. Det var faktisk først noget som han måtte tænke på nu.. Og det var måske en anelse for sent vel? Han lukkede hånden ved hendes strøg igennem hans hår, hvor han trak svagt på smilebåndet. "Jeg håber blot, at det er ment som en god ting.:" endte han roligt og uden, at skulle tage blikket væk fra hende. At hendes hjerte hamrede vildt, kunne han udmærket godt høre, selvom det virkelig bare var noget som han så væk fra lige netop nu. Hun var jo i besiddelse af et liv lidt anderledes end hans eget, så han kunne høre det.. Han var død hele vejen igennem og alligevel, så var han levende på en eller anden mærkværdig måde, som han ikke rigtigt formåede at skulle beskrive selv. Han mødte hende let i hendes intense kys, selvom han stadig ikke vidste hvordan han skulle tage det hele.. Nu kunne han næsten mærke at den nervøsitet som han havde siddet med på ingen måde, kunne måle sig med det som han følte nu.. Den her følelse var.. ubehagelig på sin underlige måde og hun gjorde det i den grad heller ikke nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han hævede den frie hånd forsigtigt og strøg hendes kind. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre eller ikke og tanken var virkelig noget så frygtleig ubehagelig på alle tænkelige måder overhovedet. At hun pludselig bare måtte hoppe og slå benene omkring hans liv, fik ham næsten chokkeret til at skulle bryde kysset, for at tage hende imod. Han lod blikekt falde direkte til hendes skikkelse. At se hendes smil igen, gjorde ham direkte og meget hurtigt mere rolig end det som han havde været til nu og det var slet ikke noget som man ville kunne se væk fra. Han åndede lettet ud og selv med smilet som måtte brede sig på hans egne læber. Han slog armene omkring hendes skikkelse og drejede let rundt med hende og selv efterfulgt af et let grin. "Du må aldrig gøre mig så bange igen," sagde han med en let drilsk stemme. Han vendte sig roligt om, så det var ham som endte med at sætte sig ned i sengen og med hende godt og vel placeret i hans skød. Hun var virkelig hans liv.. uden hende, så var det et liv værd at leve for ham. Han plantet et stille kys mod hendes kind og tog stille om hendes ene hånd og ringen. Han lod den glide på hendes finger. Den passet perfekt. "Jeg elsker dig, Cayla," hviskede han endeligt.

[Deleted]

Enhver mand der gled på knæ for sin kvinde ville vel frygte et enormt afslag? Men på den anden side ville man fri hvis ikke man var sikker på at kærligheden var stor nok mellem dem? Det ville ærlig talt aldrig kunne flade hende ind at skulle sige nej, ingen anden mand avr kommet å tæt på hende som Junior var, faktisk var hun jo vant til at man måtte ignorere hende, eller se ned på hende udelukkende fordi at hun avr af den slægt som hun var. Hun elskede ham og hvis han betvivlede det så ville hun slet ikke vide hvad pokker hun ellers skulle gøre, hun havde virkelig prøvet at vise det til ham. Selv på trods af hendes syn når det kom til kærlighed så avr han på en måde et undtag for han var ikke som Kimeya, de to forbilleder hun havde haft kunne mand jo ikke ligefrem prale med var de bedste, hun ville ikke ende som Faith det var hendes løfte, hun ville ikke sidde og græde og bare vente på at den mand un måtte elske en dag ville komme tilbage, for et sted så var der jo ingen tvivl om at Faith elskede Kimeya og det ville undre hende om det ikke var omvendt, men somme tider var kærlighed bare ikke nok, ikke når det kom til dem. Det var slet ikek gået op for Cayla hvad han ville før han var gledet på knæ for hende, for selvom hun anede nervøsitet i hans blik så havde han ikke hjertet til at afsløre ham, det som hun havde og måden det bankede på, hårdt og fast afslørede vel at han virkelig havde slået benene væk under hende denne gang? Tanken om at binde sig var ikke en hun plejede at værdsætte og hun ville ikke begå så meget som en eneste fejl her, hun elskede ham, frygtede at skulle miste ham men hun måtte vel være noget særligt når det var hende han gled på knæ for og ikke Camryn? Et sted så måtte Cayla vel også bære en form af samvittighed over at hun skulle stille hende og Camryn sådan op for hinanden men hun så virkelig den kvinde som en trussel, og hun burde ikke men det var som om at når hendes navn blev nævnt så blev humøret helt per automatik dårligt, også grunden til at hun ligenu valgte at skubbe den tanke ud. Junior var anderledes end så mange andre, hun var nødt til at give ham chancen for at bevise sig selv, for hun måtte virkelig have den tro på at han var anderledes, han ville hende og deres lille skat det bedste, han ville den lille familie som hun så på som det bedste hun overhovedet var i besiddelse af, det var den krlighed som betød noget selvom den ikke havde været der før, selvom lille Aliyah var blevet skabt i ren og skær vrede og fustration midt på jorden ved ruinerne, så var det noget som hun måtte se tilbage på med lykke. Cayla vidste at hendes reaktion var kraftig, de første minutter var hun virkelig som slået i gulvet og uden at vide hvordan hun skulle reagere, men lige her skulle han selv nå at blive lidt nervøs prøve at sidde med den følelse for det var virkelig langt fra forventet. Selvom det virkede så pokkers perfekt så skræmte tanken hende, det var jo ikke ligefrem had hun hverken havde forventet eller troet ikek nu og ikke her, men hun elskede det! Hun skulle bare lige have lov til at synke det. At han blev nervøs under hendes kys og den meget meget intetsigende behandling det fornemmede hun hurtigt, et sted så var det en tanke som måtte få hende til at skulle smil en smule indvendigt. Benene henlå foldet om hans liv, hun lo blidt, hun kunne næsten føle stenene falde fra hans brystkasse som hun sad der og havde givet ham det endelig svar. Roligt lod hun sig glide ned i hans skød efter han satte sig i sengen, med et ben på hver side af ham "Du troede vel ikke jeg ville sige nej?" hun hævede et slankt øjenbryn og dog med det brede smil. De slanke fingrer spredte hun stille for ham kun for at gøre det lettere at få ringen over hendes finger. Den var smuk.. Smukkere end noget hun længe havde set faktisk. De gyldne øjne faldt til hans, det ord varmede at virkelig at høre, aldrig ville hun blive træt af dem, og nu ville hun kunne både give og modtage dem så ofte hun overhovedet ville som kun elskende kunne gøre det "Jeg elsker også dig, Junior.. Også selvom jeg svor jeg aldrig ville, du lagde mig på jorden... Bogstavelig talt" tilføjede hun med en drillende tone, og hvor den lille rødmen måtte tage til hendes blege kinder, hun havde virkelig alt alt for nem til den farve i hendes øjne!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var først her i efterkant, at tanken om, at hun kunne have afvist ham, var noget som faldt Junior ind og tanken var nu ikke just noget som han brød sig meget om. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at prise sig lykkelig, for at det var gået lidt anderledes til, for det var virkelig noget af det som gjorde ham lykkelig. Han var slet ikke i tvivl om, at det var her, at han måtte høre hjemme, og det var noget som i sig selv, også måtte betyde temmelig meget for ham selv, det var der helelr ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne han udmærket godt stå ved. Junior kunne virkelig ikke betvivle, at hun var den som han ville have og den som han ønskede at skulle leve livet med. Han var på ingen måder som Kimeya og det var noget af det som han virkelig havde brugt tid på at skulle bevise, også for hendes vedkommende, for han vidste, at det havde været noget af det som hun havde været bange for. Camryn ville han slet ikke skænke en tanke lige nu. Han var lykkelig sammen med Cayla og det var det som betød noget.. De havde deres lille skat, selv på trods af hendes handikap som i sig selv, slet ikke påvirkede den lille tøs, så var hun virkelig perfekt på alle tænkelige måder for hans vedkommende. Han sendte hende et varmt og let smil. Han elskede hende virkelig.. hvordan kunne man da gøre noget andet! Hændelsen ved Ruinerne, var ophavet til det her, selvom de i den grad havde formået, at skulle få det hele vendt til noget godt og noget lykkeligt. Det var det i hvertfald blevet for hans del. De havde deres lille pige, de havde hinanden og selv formåede de at skulle holde det her familieliv sammen, selv på trods af det kaos som de måtte leve omkring i dagligdagen. Han ønskede den chance, ønskede den mulighed for at vise hende, at det var hende som han ville elske og holde om og ikke nogen som helst anden, for det var virkelig ikke noget som han kunne bruge til noget som helst. Der var ikke nogen andre som han ville have. Det var hende som havde hans hjerte og han ønskede virkelig også at holde om og beskytte hendes eget. "Med dig, så kunne man da aldrig vide," påpegede han med en tydelig drilsk mine. Han kendte jo til hendes syn på kærlighed. Han kendte til hendes syn på så mange ting, så selvfølgelig var det noget som han alligevel havde haft i hovedet, men lige den der lille frygt for at skulle blive afvist var nu kun dukket op i den tid, hvor hun havde tvunget ham til at bare sidde og vente, for det havde virkelig været noget af det værste som han havde været igennem i et utrolig langt stykke tid, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han lod armene stille glide omkring hendes skikkelse og holde hende tæt. Smilet falmet ikke det mindste. Hun var hans og det var i den grad også sådan, at han for alt i verden, ønskede at skulle have det, det var heller ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Selv havde han siddet med mange af de samme følelser efter alt det med Camryn - Aldrig mere.. og alligevel så stod han her, var gledet på knæ foran den kvinde som han elskede mere end noget andet, den kvinde som han ønskede at gøre alt for og det samme med deres elskværdige lille pige. Så kunne det virkelig heller ikke blive bedre for den sags skyld, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sukkede af den tydelige lettelse, det var slet ikke noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på lige netop nu. Hun havde virkelig skræmt ham, selvom det nu ikke var en tanke som han ville holde fast i lige netop nu. Hendes ord og hendes rødmen, var virkelig bare noget som måtte more ham noget så tydeligt. Han elskede at se hende rødme på den måde, det var virkelig noget af det bedste ved det hele. Han hævede den ene hånd og lod den roligt stryge henover hendes kind, ligeså roligt og stille. "Ved du hvad, min kære? Den farve der, den klæder dig," sagde han med en rolig stemme. I sig selv, så var det blot et lille forsøg på at skulle få hende til at rødme bare lidt mere, selvom hvert eneste ord var sandt. Han elskede at se den røde farve i hendes kinder, for den klædte hende virkelig. For ikke at glemme, at man vel godt kunne have lov til at more sig bare en anelse? Trætheden prikkede til ham, selvom det nu var noget som han måtte se væk fra. Han ville virkelig ikke tænke på det lige netop nu. Han skubbet det blot til side og lod hovedet søge let på sned. Han trak tydeligt og let på smilebåndet. Han elsket at høre de ord og han elskede at gengælde dem. Det var bare ord af en så stor betydning som han aldrig nogenisnde ville blive træt af, at skulle sige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.