Just for you and for me..

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være en ganske tidlig forårsdag. Nathaniel havde været oppe, det som måtte minde om halve natten, udelukkende for denne ene lille ting. Han ønskede at trække den et lille skridt videre ind i Liyas behandling. Ikke fordi, at han ønskede at skrige offentligt, at hun var syg eller noget som helst, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, men sammen med ham, så var hun virkelig ligesom alle andre også ville være det, og det var noget af det, som i den grad også måtte være ham selv en ren og skær lykke uden lige, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Alle andre lå og sov. Junior og Cayla havde lige lagt sig med deres lille, da han allerede havde skænket dem det daglige godnat, hvor han normalt ville skænke alle andre deres godmorgen. Kimeya og Faith lå stadig og sov, og efterhånden, så var det ham virkelig bare en vane, at være den sidste som hoppet i seng, såvel som han var den første til at skulle stå op om morgenen, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var stadig svært for ham, at skulle tage en lille slapper, selvom det nu ikke var noget som han brød sig om. Han ville elske, at kunne ligge hele formiddagen og bare betragte Liyas sovende skikkelse i hans favntag, han ville virkelig elske det, hvis han dog bare kunne tage sig tiden til at skulle slappe af og bare nyde det, så længe, det nu ville vare for hans vedkommende. Dette var virkelig bare en morgen for ham, hvor han ville skubbe alle problemer væk og bare have det klare fokus på Liya og ham selv og deres forhold. Han ønskede virkelig ikke, at det på nogen måde, skulle ende med at gå til spide, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu havde han i det mindste bare brug, for at skulle holde lidt fokus på hende, frem for alt mulig andet som var sket omkring ham, det var der heller ikke nogen tviv l om. Alle havde de ikke noget at skulle have hjælp til, så kunne han godt vende snuden lidt i retningen af andre ting istedet for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nathaniel havde afsluttet arbejdet for nu, lige nu var det Liya som skulle have hans fulde opmærksomhed og ikke nogen anden. Nathia selv måtte ligge i sin søde søvn på værelset ved siden af Cedric. Alle var de vel bare en stor og lykkelig familie efterhånden? Selv Faith og Kimeya kom fantastisk ud med hinanden efterhånden og han kunne tydeligt stå ved, at det slet ikke var noget som han havde regnet med at skulle se, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smilede et stille og tilfredst smil. Han kunne høre de små fugle udenfor, selv solen var en anelse fremme denne morgen, så det kunne da næppe gå helt galt. Nu var det blot på tide, at gengælde hvad hun havde gjort den aften, hvor han havde fundet hende ude i sumpen. I sig selv, var det slet ikke et billede, som han nogensinde ville være i stand til at skulle glemme. Den forfærdelige tilstand som hun havde været i dengang, så panisk og så ræd som aldrig noget andet som han kunne mindes at have set. Den sorte kåbe skjulte hans krop denne tidlige morgen. Det var ikke så forbandet længe siden, at han var stået op, han havde ligget i timer og bare betragtet Liyas skikkelse og det var i den grad også med en lykke uden lige, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det gjorde ham virkelig bare lykkelig, at vide, at han havde hende ved sig. Han fik bakset en god morgenmad sammen. Det var ikke kun med eliksirbrygge, at han duede til at skulle lave noget, tvært imod, det var blot en lille del af det. Han smilede tilfreds ved tilberedningen af et lille glas syltetøj, lidt brød og frisk frugt, samt en kold kande med isvand, inden han stille bevægede sig op og tilbage på værelset med det hele perfekt stillet på en bakke. Han nåede døren, som han stille puffede op, med sin ene skulder og gik ind på soveværelset. Liya lå stadig og sov, hvilket kun måtte få ham til at smile. Han satte bakken roligt på sit sengebord, så lydløst som det nu var ham overhovedet muligt, kravlede stille tilbage under dynen, hvor han derefter frygtelig forsigtigt kastet kåben fra sig og ned på gulvet. Han lod den ene hånd roligt stryge hende over hendes overarm. Så varm og så blød som hun var. Han kunne da ikke gøre noget andet end at elske og holde af hende. "Vågn op min kære. Solen skinner og vejret er godt. Der er morgenmad," hviskede han roligt mod hendes øre med en så blid og rolig røst. Ikke at han ønskede at gøre det anderledes. Tvært imod, nu var dette bare en stund, hvor han ønskede, at skulle tilbringe tiden sammen med hende, uden at noget andet skulle komme i vejen for dem.

[Liya Daimond Diamaqima]

Et sted ude i det fjerne var solen ved at indfinde sig over himlen. Det var frygtelig tideligt på dagen, græsset udenfor måtte være våd af ren og og skær dug. Liya lå inde i det varme, i en seng der pludselig var blevet frygtelig tom siden Nathaniel havde forladt den. Ikke at hun som sådan lagde mærke til det, hun følte blot sengen lette sig en smule, sådan halvt om halvt vpgen før hun blot sekunder efter endnu gled ind i den søde søvn. Værelset var henlagt i stilhed og mørke med gardinerne trukket for, hindrede at solen ikke ville komme ind og genere hende. Hendes bryst hævede og sænkede sig ganske roligt, og hendes vejrtrækning var frygtelig langsom og rolig. Dette var faktisk en af de nætter hvor hun formåede at få blot en smule søvn, det som hun måtte være taknemmelig for, mareridtene opsøgte hende gang på gang, den mand var derude et sted og hun frygtede virkelig at han en dag ville få fat i hende igen. Hun turde ikke gå uden for en dør, hun turde end ikke bevæge sig ud i haven selv på trods hun vidste at huset var beskyttet, hver gang var enten Faith, Kimeya eller Nathaniel med ved hendes side. Hendes krop hvilede roligt i den bløde madras, der var gået måneder efterhånden, maven var blevet mere tydelig end det som hun brød sig om, efterhånden var det det eneste hun overhovedet kunne tænke på, hun løj virkelig ikke når hun sagde at hun følte sig større end en hval og hver dag var i den grad bare en byrde. Det var ved at være lige op over, faktisk kunne det ske når som helst, og hver morgen når hun stod op meldte der sig en kvalme ved den tanke, det barn gjorde hende direkte vanvittig at tænke på. Det mørke hår hvilede omkring hendes skikkelse som hun lå der så frygtelig fredelig, hvor mange ville se på hende som en ligeså hæslig dæmon som det Jaqia var, den sande djævel, et sted så havde hun jo også taget frygtelig mange liv efterhånden og der var ingen tvivl om at hun ville gøre det igen, lige der kunne man roligt sige at Nathaniel var heldig, ham ville hun aldrig kunne få sig selv til at yde skade på, i det hele taget de mandelige køn som befandt sig i huset, hun varjo klar over at de kun ønskede at hjælpe hende. Hun slap et langdragent suk, alle de andre måtte sove nu, hun var jo end ikke klar over at Nathaniel ikke hvilede ved hendes side. Lige her var hun virkelig en en dyb søvn, hun hørte slet ikke at Nathaniel fik listet sig tilbage til deres værelse, alt var væk for hende. Den varme stemme var virkelig ikke til at tage fejl af, det var altid den som formåede at få hende til at føle sig tryg bare ved ganske få ord. Hun blev ganske roligt revet ud af den søde søvn og strakte sig helt per automatik. Endnu engang havde hun glemt den store mave det var en hun igen først følte da hun strakte sig, og allerede der følte hun virkelig for at lade tårer falde, hun kunne ikke holde den forbandelse ud. De mørke øjne fandt vejen frem til hans varme skikkelse, noget som allerede der fik et lille smil frem over hendes læber "Godmorgen kære" endte hun blidt, skubbede sig med lidt besvær op i en mere siddende stilling. Blikket gled ned af hende, maven kunne tydelig ses under dynen, hun sukkede tungt, lod en hånd stille glide over overfladen, selvom det var en forbandelse måtte hun vel indrømme at tanken om selve et barn faktisk var noget som hun kunne vænne sig til hvis.. Faderen havde været rigtig. Det var for hende det som gjorde det store udslag, det barn var ikke frivilligt, og det måtte faktisk irritere hende at selv hans far var kommet før ham, hun ville lyve hvis hun påstod at det ikke generede hende også med tanken om hvor mange som endnu kunne nå komme før, der var frygtelig mange mænd som så på hende som et stykke legetøj, hvornår hun så kunne ligge sig ned med ham og rent faktisk gøre det frivilligt for første gang i hendes liv, det var det hun måtte stille spørgsmålstegn ved. Blikket faldt til bakken, med en smule undren.. Hvad pokker havde den mand nu haft gang? Smilet bredte sig en smule, hun lod ganske bevidst blidt hvile netop under hans blik, hun måtte jo et sted acceptere hvad han ville, og det blev ikke nemmere for nogen af dem hvis deres blikke mødtes, "Du ser ud til at have haft travlt" påpegede hun stille. Hånden gled roligt under hans hage, hun trak ham tættere på, lod læberne stille møde hans kind. Hvade det ikke været for den store ting der var i vejen ville hun selv kunne have rakt over efter ham, det var virkelig kun irriterende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede virkelig bare, at skulle fjerne det fokus fra hendes mave, også selvom han vidste, at det var ved at nærme sig den fødsel nu. Nok var det ikke hans barn, selvom det nu alligevel betød meget. At det var hans fars var nu bare det, som han måtte se væk fra. Manden var stadig derude, det vidste han, selvom han bare lige kunne vove på, at komme tæt på Liya igen! At hun ikke turde, at gå alene udenfor, var noget som han nu havde den største forståelse for, og han havde virkelig heller ikke noget imod, at skulle tage runden ude i haven sammen med hende, det var i det mindste en tid, hvor de kunne snakke og hvor det bare var dem, så var den lige så vigtig som alt det andet for ham. Lige her til morgen, havde han stået i timer nede i køkkenet, for at skulle tilberede den morgenmad for hende, bare for, at få hende til at skulle tænke på lidt andet end det barn som hun måtte bære. Et barn var uanset i Nathaniels øjne, en klar og stærk velsignelse, selvom det klart gjorde ondt, at det var endnu en som skulle komme til hende før ham selv, det var heller ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han slap stille hendes arm, da hun valgte, at skulle rulle ganske forsigtigt og strække sig. Han blev roligt liggende ved siden af hende. At være den som gik senest i seng og den som stod tidligst op, var ham efterhånden bare en vane, som han ikke bare sådan uden videre, kunne finde ud af, at skulle lægge det mindste skjul på lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det havde været en vane mere eller mindre igennem al den tid hvor han havde stået som selvstændig indenfor sit erhverv og det var også noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile da hun selv stille og roligt måtte slå øjnene op. Det var en af de få nætter, hvor hun faktisk så ud til, at hun havde fået noget søvn, også selv på trods af den store mave. Han vidste, at det måtte være lige op omkring tiden til fødslen nu, selvom han virkelig ikke ville nævne det for hende lige netop nu. Han ønskede virkelig ikke, at skulle spolere nuet med en sådan nyhed og nu hvor hun faktisk så ud til at være i stand til at smile, så var det jo virkelig bare det hele værd i hans øjne. Han satte sig stille op ved siden af hende. ”Godmorgen kæreste,” sagde han med en rolig og sandfærdig stemme. Om han kunne, så havde han ladet hende hvile i den sødeste søvn som hun nu havde ligget i, for det var noget som han kunne bruge timer på bare at sidde og se på. Han tog fat om nogen af puderne i sengen og skubbet dem stille om bag hendes ryg, så hun skulle have det så komfortabelt som det ville være hende overhovedet muligt, også selvom han var udmærket godt klar over, at hendes mave klart måtte være i vejen og som han kunne læse i hendes blik, så var det noget som generede hende noget så tydeligt. Det generede selvfølgelig også ham, selvom det ikke var i den samme grad, som det ellers ville have været, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod den ene hånd stille hæve sig, hvor han stille og varsomt greb omkring hendes hånd som han trykkede så roligt og forsigtigt. Hun skulle virkelig ikke tænke på maven nu. Tanken om at være far til noget så småt var noget som blot kunne få ham til at smile, selvom han selvfølgelig klart ville ønske, at det kunne være hans egen fremfor nogen andens, det var der jo heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han fjernede hendes hånd fra hendes mave og betragtede sig roligt af hendes blik, selvom det nu ikke var en direkte øjenkontakt, så så han hende stadig i blikket. Alt andet forkom ham helt uaktuelt! ”Det har.. blot taget mig et par timer..” sagde han med et let træk på skuldrene. Han havde virkelig koncentreret sig og han var i den grad også yderst tilfreds med det resultat som det var endt med i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Den frie hånd, greb forsigtigt ud efter bakken, kun for at skulle placere den foran dem begge. Alverdens lækkerier med alt fra hjemmebagt brød til frisk frugt og så den store kande med iskoldt vand. Han havde virkelig arbejdet på det, og det hele var i den grad også for hendes skyld, så hun i det mindste kunne vågne med et smil, frem for det andet ,som de havde set til hver eneste morgen. Det var faktisk noget af det som i den grad måtte bekymre ham mest. Han så den Liya som han kendte, glide mere og mere væk fra ham, uden at han var i stand til at gøre noget, og han brød sig bestemt ikke om den tanke på nogen som helst måde overhovedet. Han lod læberne møde hendes i et elskværdigt og kærligt kys da han selv havde drejet hovedet en anelse, for at møde dem. Et kys på kinden, var bestemt ikke nok. ”Og alt for dig min kære.. kun for dig,” sagde han roligt og med det varme smil på læben. Han strøg hendes kind ganske så roligt og blidt. På et tidspunkt skulle de nok få deres egen lille, det var han helt overbevist om på alle måder, så snart, at tiden var inde til det og ikke så meget som et sekund før det.