lejr plads ved engen

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Han forvirrede hende virkelig og det var virkelig ikke en tanke, en følelse eller en fornemmelse som Malania brød sig meget om. Måske, at han var ærlig, men mange af hans ord var noget som man kunne tolke i to vidt forskellige retninger. Hans ord og hans mange komplimenter var dog noget som gik hende lige i hjertet, for det var virkelig bare noget som hun elskede, og det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hovedet søgte let på sned. Hun kunne ikke gøre andet end at give ham ret i denne udtalelse. Hun trak vejret dybt, hævede den ene hånd og lod den stryge mod hans kind, så roligt og sitlle.. "Du har ganske ret i dine mange ord, som havde det været ord skænket af den vise mand," sagde hun med en rolig og sandfærdig stemme. At lyve for ham, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Smilet hvilede let ved hendes læber. At skjule det for ham, var slet ikke noget, som faldt hende det mindste ind overhovedet. "Blot ønsker jeg at vide, hvad du venter dig af dette møde.. hvor dine ord vil lede mig hen," påpegede hun stille og ikke mindst også med den klare og tydelige ærlighed. Det var klart det som forvirrede hende mest. "Charmetrolden her, er skam dig, min kære Horace," afsluttede hun med et let grin.

[Deleted]

han smilte stille til hende med et sødt og roligt blik "hvor mine ord fører mig hen det var et godt spørgsmål min ord leder dig forhåbentlig til at blive her ved mig" sagde han sødt og tog hendes ene hånd og kyssede den blidt. Horace smilte bare sødt og kunne slet ikke lade være får han nød hendes selvskab han nød at stå her med hende dog kunne det ikke udelukkes at han måske ville ønske mere af dette møde så som sex eller et møde nummer to, mens han så hende dybt ind i øjnene smilte han stille "hvad siger de til at vi sætter os ned igen måske på nogle bløde puder " sagde han stille og brugte sin magi til at frem mane en masse store bløde puder frem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Horace gjorde virkelig bare Malania usikker lige i øjeblikket, det var slet ikke noget som hun kunne skjule. Han var så ligefrem, at det var næsten tydeligt at fornemme, at han ønskede noget mere ud over dette.. Men lige hvad? Det frustrerede hende virkelig, at han ikke bare kunne sige det direkte og ærligt til hende, når det var det som hun havde brug for at skulle kende og vide til. Hun rødmede svagt og vendte blikket forlegent ned mod jorden. Det var virkelig sjældent, at hun mødte folk som var så direkte og nærgående som det denne mand måtte være.. Et sted gjode det hende selvfølgelig nysgerrig og et andet sted, så skræmte det hende virkelig en god del. At han så ikke gav hende de svar som hun måtte ønske, var bestemt heller ikke til hans fordel på nogen måde overhovedet. "Til at blive her ved dig?" At han kysset hendes hånd, fik hendes blik til at søge direkte mod den Ikke at det var noget som hun selv måtte sige det mindste til. Endnu vel at mærke, men alligevel i den anden ende. At han fremtryllede de mest behagelige puder som hun længe havde set, fik hende virkelig kun til at smile lidt. "Jo... jo lad os det," sagde hun roligt. Uden at tøve videre, trak hun sig hen til dem, ved at slippe ham helt og lod sig falde ned i dem. Hun trak vejret dybt og prøvede blot at falde til ro. Alt i alt var situationer som dette virkelig bare skræmmende nyt for hende og et sted også ganske skræmmende.