lejr plads ved engen

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig ikke, at skulle kede Horace med de mange triste hændelser fra hendes eget liv. Hun vidste allerede nu, at det var en god del, for ikke at glemme, at meget af det, stadig var noget som måtte gå hende på, på den ene eller den anden måde, det betvivlede hun virkelig ikke. Hun blev siddende på sin plads og med blikket hvilende opmærksomt på ham. Han gjorde hende i den grad nysgerrig, det var der ikke nogen tvivlv om og det var tydeligt i hendes eget blik. ”Det var en skam.. De ved virkelig ikke hvad de går glip af,” sagde hun stille. Hun mente dog sine ord i alle deres hentydninger og meninger. Han var virkelig en som bare fik en til at føle sig godt tilpas og det var noget, som hun var noget så glad for i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De mørke øjne hvilede roligt på hans skikkelse, da han selv i de korte træk, måtte forklare og fortælle lidt om sig selv. Det var i den grad alt sammen noget som hun skulle huske. ”Jeg har hørt om Den Dansende Flamme..” begyndte hun roligt. Hun havde dog aldrig været der selv, for Lucius havde virkelig ikke været for, at hun skulle gå nogen steder alene normalt. Han var altid med hende et eller andet sted. Hun tog endnu en tår af glasset og betragtede ham roligt igen. ”Det lyder da.. interessant.. En hel gentleman. Det er sjældent man ser det nu om dage,” tilføjede hun roligt, dog tydeligt imponeret og lige der, skulle der faktisk temmelig meget til i den anden ende.. Og nu havde han sågar formået det. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Jeg ville gerne have muligheden for at opleve Dvasias igen.. Blot det faktum, at det er for farligt for mig nu,” afsluttede hun stille. Et sted savnede hun det jo alligevel. Det var jo faktisk der, hun havde været lykkelig så langt.

[Deleted]

Horace Sphinx kedede sig bestemt ikke da hun havde fortalt om sig selv ja tværtimod havde det været en sand fornøjelse . Horace Sphinx vidste alt om kærlighed dog var det eneste han ikke vidste hvordan det føltes. Horace smilte stille og havde ikke sagt meget men at hun kendte Den Dansende Flamme kom ikke som et større chok for ham da de fleste faktisk kendte den den var ret så populær blandt unge såvel som gamle mennesker og andre godt folk.
Horace smilte nu til hende med et sødt romantisk blik "hvis jeg er en sød dreng kan det måske være de kan vise mig hvad jeg går glip af i en lille dans " sagde han roligt og elskede at danse og med hendes ynde skulle det være en sand fornøjelse han rejste sig sødt og gik stille hen imod hende og bukkede stille med hånden ned imod hende

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig ikke meget for, at skulle åbne sig for meget for en person alt for hurtigt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Tvært imod, så fandt hun det faktisk ganske så ubehageligt i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun ønskede virkelig bare at skulle kunne gøre det som vel.. var normalt for en som hende? Forklare hvorfor hun havde det sådan og hvordan det hele måtte hænge sammen. Hans ord måtte dog alligevel komme en anelse bag på hende. Hun vendte hele opmærksomheden i retningen af ham og klart med en overraskelse. Hun elskede dog overraskelser, det kunne hun ikke komme udenom, men lige denne, den var i den grad også noget så uventet på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig til. Hun trak dog let på smilebåndet, da han rejste sig. Han mente det dog med et tydeligt alvor. Rosen og glassset med vin, satte hun stille og roligt fra sig og lod hånden roligt falde i hans, hvor hun blidt nikkede mod ham. ”Det skal blive mig en udsøgt fornøjelse, at danse med dig,” sagde hun roligt, da hun endelig havde fået sig kæmpet op på benene og med det samme rolige og lette smil på læben. Hun trykkede roligt omkring hans hånd og stillede sig med fronten mod hans skikkelse. En warlock var ikke just det væsen som hun ville forbinde med nogen former for dans, man blev vel overrasket? ”Jeg vidste ikke at en warlock kunne danse..” påpegede hun med et drilsk smil.

[Deleted]

Horace grinte mildt og sødt nu mens han roligt trak hende ind til sin muskuløse krop Horace elskede at overraske andre og så elskede han at danse. Han holdete hendes hånd blidt og så holdte han sin anden hånd ved hendes smukke sensuelle hofte Horace begyndte roligt at danse med hende og føre hende blidt rundt mens de stod tæt op af hinanden. Horace Sphinx var en mand med mange talenter og dans var bestemt et af hans mere veludviklede talenter han behøvede ikke engang musik han fulgte bare hjerte rytmen for sin egen krop. Alt imens Horace førte hende rundt i dansens romantiske bevægelser og så hende direkte ind i hendes smukke øjne mens hans milte stille "de har smukke øjne og de danser godt er der noget de ikke kan " spurgte han sødt og drejede hende blidt rundt men blot for atter at tage hende tæt ind til kroppen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var bestemt ikke helt ukendt med dans, selvom det dog ikke var noget af det, som hun var stærkest til, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod roligt hånden hvile i hans egen og med det selv samme smil på læben. Det var faktisk dejligt, at være tæt på en anden. Det havde hun ikke været i lang tid efterhånden, selvom det nu var en tanke som hun prøvede, at skulle skubbe væk. Hun kunne virkelig ikke få sig selv til, at skulle være så negativ lige nu. Hun hyggede sig jo rent faktisk, selvom det nu var noget som hun ellers gjorde så ekstremt sjældent, det var ikke noget ,som hun kunne komme udenom. Hun trak vejret dybt. At et så mørkt og kynisk væsen som en warlock var kendt for, faktisk også var i stand til at danse, var noget som overraskede hende meget og der skulle normalt meget til, før hun ville blive overrasket i den anden ende, det var der ikke nogen tvivl om. Hun lod hans hånd falde omkring hendes talje og hvile mod hendes hofte. Det var vel bare for dansens skyld vel? Hun lod ham lige så også føre hende ud i dansen, hvor hun virkelig gjorde det så godt som hun nu kunne for at følge ham, hvilket hun selv synes faktisk måtte gå ganske godt? Hun lod de mørke øjne falde mod ham. Der var mget ved hende, som slet ikke kunne minde om et lysvæsen. Hendes mørke øjne, mørkt hår, de var jo kendt for at være lysere end englene selv. Der skilte hun sig i den grad. Hun trak let på smilebåndet og selv med en rødmen som måtte tage til hendes kinder. ”Der er ekstremt meget jeg slet ikke er i stand til, Horace,” sagde hun roligt. Hun lod den frie hånd stille falde mod hans skulder som hun lod de slanke fingre massere ganske blidt, alt imens hun bare lod ham føre hende rundt omkring. Hun nød det. Det var en frihed som hun ikke havde følt så utrolig længe nu. ”De kan danse, de kan smigre.. er der noget som De ikke kan?” spurgte hun videre, dog med en let nysgerrig mine.

[Deleted]

Horace smilte roligt hun var jo faktisk en ret så morsom kvinde noget han ikke kunne andet end at respektere han elskede at en pige havde humor det var en af de ting han satte højt ved det andet køn. Horace kunne ikke alde være med at se på hende hun var så smukt måske mindede hun ikke om det almindelige lysvæsen og det gjorde hende jo bare mere end blot unik. Horace smilte lidt da han hørte hendes lettere flabede svar at vende hans spørgsmål mod ham selv men det var jo bare godt og han smilte tydeligt af det "ja der er en ting jeg ikke kan jeg kan ikke tage mine øjne fra deres skønhed " sagde han stille i et dæmpet tonefald så han ikke overdøvede den dejlige dans charme.
Horace vidste han ikke var typisk Warlock men det bundede jo i at han før i tiden blev solgt for nydelse til hans moders rige veninde og deres rige veninde alt for hans moder kunne tjene ekstra på at sælge ham som prostitueret.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania nød virkelig tiden sammen med ham, det var der under ingen omstændigheder nogen tvivl om. Han fik hende på lidt andre tanker. Han var faktisk i stand til at skulle få hende til at smile og det var noget som glædet hende noget så voldsomt i den anden ende. Hun lod ham blot fortsætte med at føre hende ud i dansen. Hun nød det virkelig.. det var virkelig ekstremt lang tid siden, at hun havde følt sig så fri som det hun måtte gøre lige netop i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hovedet søgte let på sned og klart med en rødmen som måtte tage til i hendes kinder ved hans nye kompliment. Den mand kunne da bare ikke holde op kunne han? Hun smilede mere bredt og vendte blikket næsten forlegent ned mod hans bryst, inden hun igen måtte tage sig samemn for at skulle se ham i øjnene. Den røde farve hvilede dog tydeligt i hendes kinder. Hvis der var noget, som hun ikke var særlig god til, så var det i den grad, at skulle tage imod komplimenter på denne måde, for det var virkelig bare… ikke hvad man kunne forbinde med hende normalt set. ”Du får mig jo til at lyde som en skønhed uden lige..” påpegede hun roligt. Hun vidste, at hun var køn, men hun ville i den grad ikke beskrive sig selv på den måde, som han nu valgte at fremstille det på. Hun fjernede roligt hånden fra hans skulder og førte den mod hans kind, som hun strøg roligt og forsigtigt. ”Jeg.. ved virkelig ikke hvad jeg skal sige,” tilføjede hun dæmpet. Hun ville virkelig bare nyde dette så længe, det var hende muligt, for hun nød det så sandelig.

[Deleted]

Han førte hende længere ind i den intime dans med søde blikke og et charmerende blik direkte ind i hendes øjne han så godt hendes rødmen men det var intet han tog sig af selvom det glædede ham lidt at se at hans ord og søde blik trods alt havde en smule effekt på hende. Horace tog hende nu så tæt af deres krop var i mod hinanden han kørte sin muskuløse sexede krop. Horace Sphinx elskede at danse det var en af de ting han holdte mest af i hele verden især fordi man var så tæt på hinanden og bare kunne stirre direkte ind i hinandens øjne præcis som han så hende dybt ind i øjnene. Alt hvad Horace havde begivet sig med sammen med hende her og alt han havde sagt til hende var den pure sandhed især det der involverede hvor smuk hun var "jeg ser dig også som en skønhed som en rose og som et snefnug du er helt unik på alle punkter eg kender ved nogen kvinde " sagde han stille og lod blikket dykke sig dybt ned i hendes øjne

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania nød nu dette noget så tydeligt. Bare det, at skulle have andre ting at tænke på, var virkelig bare guld værd for hende. Horace slap hende ind i en anden verden, bare ved at stirre hende i blikket, dog selvom hun vidste, at hun skulle passe på med hensyn til det, at skulle lade ham komme for tæt på. En mand som ham havde som oftest noget kørende med mange og hun ønskede virkelig ikke at være en kvinde i den store samling, så bakkede hun allerede ud med det samme, for det ville hun bestemt ikke. Han havde charme, han havde det glimt i øjet som hun faktisk måtte mangle og hans arme omkring hende, fik hende faktisk også til at føle sig tryg, så det var bestemt også noget, som hun satte en ekstrem stor pris på i den anden ende ,det var der ikke nogen tvivl om. Hun kunne ikke finde ord for hvad hun måtte føle lige netop nu. Det var noget særligt for hende.. At han så måtte være warlock eller ikke, det var fuldstændig ligegyldigt for hende. At han trykkede hende helt tæt til sig, satte dog en yderst tydelig sitren i Malanias krop, selvom hun dog på ingen måde, valgte at skulle trække sig væk fra ham. Hun kunne virkelig ikke få sig selv til det i den anden ende uanset. Det blide smil hvilede roligt på hendes læber. Hun lod begge armene forsigtigt søge omkring hans nakke, blot et tydeligt tegn på, at hun var helt afslappet ved at være tæt på ham. Hendes rødmen tog dog for alvor fat ved hans ord. Hun vendte blikket atter en anelse forlegent mod hans bryst. Manden kente hende knapt og fremstillede hende som noget unikt? ”Enten er alle kvinder i dit liv, fuldkommen ens for dig, ellers så kender du ikke til særlig mange,” påpegede hun med en rolig mine, da hun endnu en gang lod blikket søge til hans. Det søgte dybt i hans øjne, søgte til det store hav som for nu var hende fuldstændig ukendt. ”Der er ikke noget så unikt ved mig..Jeg er bare sær,” påpegede hun med en let drilsk mine.

[Deleted]

Horace snød at hun lagde armene omkring hans hals og vovede sig nu til at ligge begge arme om hendes smukke talje. Horace lagde kort hans pande imod hendes da hun så ned i hans bryst "det er som med så mange andre ting "hviskede han stille til hende og holdte en kort pause før han med samme hviskende stemme og toneleje "det er som roser alle er ens alle er forskellig selvom to snefnug ligner hinanden siger man at der ikke er to snefnug der er ens " han løftede sit hoved lidt og så blidt ned i hendes øjne da hun så imod ham . Horace slap nu kort hendes talje med sin venstre hånd/arm og ganske blidt lod han den glide ned over hendes kind mens hans blikke atter fordybede sig i hendes smukke øjne "det er vores små særheder der gør os unikke " forklarede han roligt før han lod sin hånd glide hele vejen nedover hendes side ud ved brystet og helt ned til han atter engang fandt vej til hendes talje som han atter tog omkring .

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig intet imod, at Horace lagde hænderne omkring hendes talje. Tvært imod, så nød hun faktisk, at skulle stå så tæt på ham ,selvom han faktisk var det, som han selv burde se på som en trussel og en fjende, så var det slet ikke det som hun overhovedet var i stand til lige nu og her. Hendes hjerte slog mere fast mod hendes bryst og det var nu ikke noget, som man skulle tolke som noget negativt. I så fald, så havde hun trukket sig væk for længst, selvom det nu og da, slet ikke var noget som hun kunne få sig selv til at gøre, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Panden som måtte møde hendes egen, fik hende dog blot til at skulle se ham i øjnene, ikke at det var noget som direkte gjorde hende det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod fingrene roligt lege med de små hår i hans nakke, pirrende og let som havde det været noget som bare skete. ”Det må jeg da sige.. Du er virkelig en mand af store mysterier,” sagde hun med en rolig, dog dæmpet stemme. Hun sitrede let, ved hans hånd mod hendes kind. Hun lukkede øjnene stille i. Hun havde ikke haft en så tæt på sig, siden Lucius var død. Hun ønskede virkelig bare, at kunne komme helt over ham. For en kort bemærkning måtte hun næsten stå imod den trang til at skulle skænke ham et let kys. Hun bed det blot i sig for nu i alle fald. Hun skød halsen stille for ham, da hånden strøg stille over den, ned ved siden afh endes bryst og ned til taljen igen. Hun blev dog stadig stående helt tæt ved ham. Hun lod de mørke øjne stille hvile i hans. Han var speciel på en måde, som hun ikke kunne sætte en finger på. ”Jeg formoder næsten, at det er ord som du har skænket mange?” spurgte hun roligt. Særheder gjorde folk unikke, så meget vidste hun og der var det blot fint, at de var enige faktisk. ”Jeg kunne ikke give dig mere ret, Horace.. Selv en rose har sine torne, dog er alle forskellige på hver deres måde.. Det er fascinerende,” hviskede hun blidt. Hun trak den ene hånd stille til sig og lod den roligt stryge hans kind atter en gang. Han var noget ganske særligt.

[Deleted]

Horace mærkede lysten til at tage hende endnu tættere indtil sig måske endda i et lille kys eller hvem vidste et lidt større kys. Horace så roligt på hende og det kunne da kun glæde ham at hun var enig i de små synspunkter han baserede halvdelen af hans eksistens på dog at hun troede han havde skænket mange de ord var dog ikke helt sandt "jeg skænker ingen ord jeg ikke mener og jeg har indtil videre kun skænket disse sande ord til dem " sagde han roligt og så hende dybt ind i øjnene så hun kunne se at han var ærlig og oprigtig Horace følte hvordan trangen til at kysse hende blev endnu større nu "ville de slå mig ihjel hvis jeg spurgte dem om et kys " spurgte han roligt og så lidt rødmende nærmest på hende det var ikke en direkte rødmen men nærmere en lille genert hed i hendes øjne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania nød virkelig, at skulle stå tæt ved ham. For alt hvad hun vidste, så kunne dette øjeblik lige så godt vare for evigt, for hun følte sig virkelig tryg der hvor hun måtte stå sammen med ham. Bare det ,at stå og stirre ham ind i blikket, var noget som gjorde hende så godt tilpas. Hun kunne faktisk slet ikke beskrive det ,selvom det nu bare var så ekstremt behageligt for hende, at skulle stå der lige netop nu. Hun lod hovedet søge let på sned, selv med hænderne som stadig måtte lege lidt med de hår i hans egen nakke. Hun kunne virkelig ikke se væk fra hans blik, for ikke at glemme, at hun nu stod der og selv kunne føle den ærlighed i den udtalelse. At hun var den eneste som havde fået de ord, var slet ikke noget som hun nogensinde ville være i stand til at begribe. Det betød faktisk meget for hende. ”Det er da ikke til at vide.. tør du spørge om et?” spurgte hun med en let drilsk mine. Bare det, at han faktisk havde spurgt ind til det, var faktisk noget, som måtte more hende noget så voldsomt i den anden ende, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned, selv med blikket roligt hvilende i hans eget. Hun trak den ene hånd til sig og strøg hans bryst let forsigtigt. Hun gik dog blot forsigtigt frem.

[Deleted]

Horace lod atter engang sin hånd glide nedover hendes smukke bløde kind og nedunder hendes hage han så hende dybt ind i øjnene før han nu stille sagde "hvor intet vover intet vover og kys først spørg bagefter " lød det fra ham med en lettere drilsk undertone før han nu lød sine læber strejfe hendes i et dybt ømt kys. Horace nød at stå her tæt med hende og kysse hende hun var så smuk og hendes læber var så dejlig bløde Han lod deres kys vare lidt tid før han stille trak sig meget lidt væk med hovedet og lagde det på hendes pande "må jeg kysse dig " spurgte han stille og mente det med kys først spørg bagefter. Horace syntes hun var fantastisk faktisk smuk sød og med bløde læber jo han kunne godt se sig selv sammen med hende. Horace stod bare og så ind i hendes øjne mens han stille holdte omkring hende og lod sin pande hvile mod hendes

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde den tro på skæbnen og at alt som skete, var med en meget god grund, og det var det samme som hun var sikker på omkring det her. Hvorfor skulle hun dog tvivle på ting på den måde? Det var jo trods alt også det, som havde ledet hende sammen med Lucius i sin tid, selvom det nu var en tid som man måtte se på som stop, han var væk og han ville aldrig nogensinde komme tilbage igen, nu var det da også på tide, at hun ville indse det! Det faktum med at gøre tingene først og så spørge bagefter, var hun udmærket godt kendt med, så det var noget som morede hende, at han måtte argumentere med. Hun trak varmt på smilebåndet og med blikket stadig hvilende i hans øjne. Det var slet ikke fordi, at hun kunne få sig selv til at skulle kigge det mindste væk, for det var hun så sandelig slet ikke i stand til lige nu og her, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lukkede øjenen ved hans strøg over kinden og over hagen, hvor hun stille åbnede øjnene igen. Det var i den grad forbandet sjældent, at hun tillod at nogen skulle komme så tæt på hende, også selvom der var noget ganske specielt med den mand, så gik hun nu alligevel frem emd en forsigtighed, for hun ville virkelig ikke falde i nogen fælder, og specielt ikke med en sådan charmetrold som hun måtte stå med foran sig lige netop nu. Det var bestemt ikke en fejl som hun ønskede, at skulle gøre, det var der ingen tvivl om overhovedet. Hun lod læberne møde hans i hans let strejfende og dybt, samt ømme kys, selv det var noget som ikke skete med nogen tøven overhovedet. Hun mærkede blot varmen skyde kraftigt igennem hendes krop og med hjertet som slog en anelse mere fast mod hendes bryst, inden hun selv måtte trække sig fra ham, da han selv valgte, at skulle bryde det.Den røde farve havde blot taget til i hendes kinder. Hun kunne virkelig ikke skjule det hvad end om hun ville det eller ikke.. Det kunne hun bare ikke. Panden lod hun møde hans igen og stirrede ham dybt i blikket. Hun sendte ham et varmt smil. ”Det tror jeg nu godt du må..” påpegede hun blidt. Hun hævede den ene hånd og lod hendes slanke pegefinger blidt prikke ham på næsen. Tungen strøg let over læberne, som havde det været for at fange ind det sidste af smag af hans egne læber. Hun havde nydt det, ingen tvivl. ”Er jeg virkelig den første som sidder igen med følelsen af, at være en speciel, efter et møde med dig?” spurgte hun roligt. Et sted håbede hun jo.