lejr plads ved engen

[Deleted]

Horace Sphinx var ved sin lille rejses sidste dag og var kommet til den smukke eng i Manjarno han havde tænkt sig at slå lejr her normalt gik han på kro og sov men idag ville han bare sidde ude i den fri natur og nyde luften hjemme ventede der ham atter et slid på Den dansende flamme det var et dejligt slid men stadig nød han at komme lidt væk en gang imellem.
Horace satte roligt et stort telt op det tog ikke lang tid da magi var en god hjælper at havde ved sin hånd og når man nu kunne så skulle man jo bare bruge det Horace kræfter blev tit brugt når han skulle have noget gjort da det var det nemmeste. Horace samlede et lille bål som han fik god gang i han så nu kort op på den smukke solned gang *hvilken afslutning på en fantastisk tur* tænkte han stille.
Horace begyndte nu langsomt at lave noget mad over den åbne ild fra hans smukke bål. Han lavede nogle grill spyd med kød og grøntsager og så havde han masser af vin og frugt så Horace skulle ikke sulte eller tørste dog var hans største tørst lige nu en kvindes selvskab noget der ikke var til at regne med ikke her men muligheden og håbet levede dog.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde stået i timevis og bare stirret på Procias' græsemur som tydeligt var faldet fuldstændig sammen, ligesom det store Castle of Light, efter et så ekstremt uheldigt og stort angreb, at det havde rystet store dele af landet. I sig selv, var det noget af det, som faktisk måtte skræmme hende mere end noget andet overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig let i læben, havde valgt, at søge væk fra muren og mere ind i Manjarno. Hun havde virkelig bare behov for at skulle tænke over tingene nu. Der var så meget som præget hendes tankegang lige for tiden. Hendes egen tid i Dvasias, var stadig noget som måtte hænge igen på denne måde, selvom hendes kære søster Caya, i den grad havde været hende en utrolig hjælp for hendes vedkommende. Malania var klart urolig nu om tiden, og det var virkelig svært for hende, overhovedet at skulle falde til ro igen, det var der heller ikke nogen tvil om overhovedet. Hun bed sig let i læben, søgte stille omkring i de store omgivelser da hun kom til den store eng. Det var varmt i vejret, så Malania havde selv ikke noget behov for at skulle søge indenfor netop nu. Hun elskede at være ude, at være indenfor, gjorde virkelig bare, at hun følte sig indespærret og det var noget som hun helst ville undgå så længe, det ville være hende overhovedet muligt. Her var stille.. Ganske stille, selvom det nu ikke var noget som Malania havde det mindste imod. Det behagede hende dog blot, at der også var muligheder for, at det hele skulle falde sådan til ro igen. Hun trak let på smilebåndet. Et smil som hun ikke havde smilet længe. Vielsesringen havde hun for længst lagt fra sig hjemme, selvom hun stadig måtte bære kæden omkring hendes hals. De blodrøde bogstaver med hendes familienavn 'Marchioness'. Blot hendes afdøde mand vil kunne fjerne den, så det måtte vel være noget, som hun måtte bære med til en evig tid. Hun begyndte stille, at nynne for sig selv. En rolig og blid melodi. Nu måtte hun stille og roligt falde bare en anelse mere til ro.

[Deleted]

duften af Horace mad spredte sig roligt udover engen og Horace vidste den var færdig han tog stille det ene spyd op til munden han skulle nu til at tage en bid af det saftige spyd men hørte så en vidunderlig nynnen han stoppede lidt op og lagde roligt sit grill spyd fra sig tilbage ved bålet og rejste sig op.
Horace begyndte stille at gå imod lyden og fik øje på en smuk kvinde det fik ham til at smile og med et roligt sødt charmerende blik gik han stille hen imod hende *så der var andre her * tænkte han og var utrolig glad for at han ikek skulle være alene i denne smukke solnedgang.
Langsomt gik han helt hen til hende og bukkede stille for hende "godaften frøken " sagde han stille og vovede sig til at tage ehdnes hånd i sin han bukkede nu atter engang dog hvor han nu bukkede sig over hendes smukke hånd og plantede et stille kys på den "tillad mig at præsentere mig selv jeg er Horace Sphinx " lød hans præsentation stille i et venligt dog kærligt tone leje mens hans blik var slået op i hendes hans øjne var helt blå og glimtede lidt med Romantikkens særlige glød.
Denne kvinde Horace netop stod ved var smuk det kunne han se og hendes stemme var smuk i hvert fald hendes nynnen var meget sensuel og tillokkende især for ham som vel i bund og grund kunne betegnes som damernes ven

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania skilte sig meget fra resten af hendes slags, udelukkende fordi, at hun ikke frygtede mørket på nogen måde. Hun havde været en del af det igennem så mange år, inden hun var vendt tilbage til lyset, så det var ikke noget, som havde nogen direkte effekt på hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun ikke var alene, gik først op for hende med det samme, at hun fik øje på en anden skikkelse, ikke så forbandet langt fra hende. Hun stoppede sin nynnen med det samme, at han kom tæt på hende og tog omkring hendes hånd. Et stille smil passerede roligt hendes læber, da han tog hendes hånd og skænkede den et kys. Han var da yderst høflig, hvilket var noget som hun kunne konkludere allerede fra start af, hvilket i den grad var noget som måtte imponere hende. Det var noget som man måtte se noget så sjældent nu om stunder, så det var klart noget af det, som hun måtte sætte pris på. "Godaften," hilste hun roligt og med en svagere rødmen i ansigtet som hun bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Hun nikkede roligt som en hilsen til ham og lod hovedet søge let på sned, en dog yderst yndig bevægelse som hun bare ikke ville lægge det mindste skjul på for noget overhovedet. "Hyggeligt at møde Dem. Jeg er Malania Marchioness," præsenterede hun sig med en rolig og sandfærdig stemme. Man sagde jo at et lysvæsen var mere rent end en engel, så der var vel noget om den syngende stemme og de yndige beevægelser. For hende var det virkelig bare blevet en hverdagsting og ikke rigtigt noget, som hun tænkte over. Hun trykkede let om hans hånd, hvor hun derefter roligt nejede for ham., blot høfligt som han nu havde valgt, at skulle bukke for hende i den anden ende. Lidt høflig og ordentlig kunne man da også være, når man endelig var ude blandt andre væsner, selvom hun virkelig ikke havde regnet med at se andre herude, og specielt ikke nu om dage. Hun snusede lidt til luften og med et svagt smil. "Hvad er det som dufter så godt?" tilføjede uhn med en let nysgerrig mine, inden hun endnu en gang, stille valgte at se på Horace.

[Deleted]

Horace smilte sødt og roligt at hun var ligeså høflig kunne han godt lide høflighed var noget man måtte havde da det var en form for klasse og visse steder var klasse alt og netop sådan et sted var Horace født og opvokset.
Da hun sagde hendes navn prøvede han atter at få øjen kontakt med hende "Malania hvilket smukt og yndefuldt navn dog overrasker det mig ikke deres navn er så smukt for selv er de en skønhed jeg aldrig har set magen" sagde han roligt og fik nu fremtryllet en smuk rød rose der sad lidt dug på de helt udfoldede rosen blade han holdte den nu stille frem mod hende.
Da hun spurgte med hensyn til duften måtte han jo være ærlig "det er blot min middag en middag jeg håber på at måtte byde dem på" Lød det roligt for hende selvom maden var god vidste han at hendes selvskab ville give en langt større kulinarisk effekt på maden.
Horace mærkede lyset i hende han havde mere eller mindre lært sig at se aura dog var det kun på kvinder da han aldrig så efter nogen mænd.
Horace tilhørte selv mørket selvom det nu var romantikken der voksede mest i hans bryst men hans race var mørk dog var det vel ikke unormalt at nogle få skilte sig ud blandt mængden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Man kunne ikke sige, at Malania havde været lys altid. Hun havde faktisk tilbragt mesteparten af tiden af sit liv i mørket sammen med hendes nu så afdøde mand. Stadig den dag i dag, kunne hun vågne af de skræmmende mareridt omkring hans død og hans dødsårsag. Det gjorde selvfølgelig forbandet ondt, da han virkelig havde været noget af det mest værdifulde i hendes liv og nu var han bare revet fra hende. Hun betragtede Horace med et roligt og stilfærdigt blik. I sig selv, måtte hun jo kunne mærke, at han var af mørket selv. .En warlock hvis hun ikke tog helt fejl, selvom det nu i sig selv, ikke var noget som gjorde hende alverdens faktisk.. Hans mange komplimenter var alle sammen noget, som hun virkelig bare måtte reagere på. Hun havde ikke været tæt på nogen anden mand siden Lucius' bortgang. Det var virkelig bare på tide for hende, at komme ud istedet for at holde fast i det. "Ser man det.. Horace. De ved virkelig og forstår Dem på at skænke en kvinde de rette komplimenter," sagde hun roligt og dog med en næsten syngende stemme. Hun var jo noget af det reneste og mest lyse som man kunne finde i Procias efterhånden. Man sagde jo at et lysvæsen var mere lyst en en engel i sig selv og det sagde jo heller ikke så lidt. At han valgte, at fremtrylle en rose, var noget som hun klart også måtte reagere på. Hun tog stille imod den og med den samme rødmen i hendes kinder som tidligere. Hun var virkelig ikke den bedste til dette.. Det var ikke fordi, at det var pinligt eller noget, det var bare.. for længe siden, at hun havde stået i denne situation. "Den er smuk.. Og min favorit," sagde hun med en blid stemme. Hun lyttede roligt til hans ord og udtalelse. "De byder mig til middag? Hvordan kan jeg dog sige nej?" spurgte hun med et varmt og blidt smil på læben. Han gjorde hende munter. Han fjernede hendes tanker fra alt det, som faktisk måtte gå hende på, og for det, så var hun ham i den grad også taknemmelig.

[Deleted]

Han så sødt på hende og lavede en venlig gestus med sin hånd hen imod hans lille lejr plads "det er nemt at komme med komplimenter til en som dem de er så smuk og yndefuld det er straks værre når man skal stoppe med at komplimentere deres skønhed og deres væsen" sagde han ganske roligt som om det var en helt normal ting at sige til en man lige havde mødt.
Horace så roligt op på hende og måtte ærlig indrømme han foretræk kvinder for lyset de var så meget mere uskyldige og nuttede dog var en sexet vampyr eller Døds engel heller ikke at vrænge på næsen af.
Horace elskede virkelig denne nat der var så smukt her og nu hvor han havde et selvskab som hende måtte det siges at det her var noget lignende himmelen for ham og hans væsen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania sendte ham det varme smil og nikkede roligt mod ham, som en taknemmelighed til hans gestus. Ved første øjekast, var det virkelig bare tydeligt for hende, at han var typen som satte pris på et kønt ydre. Det var der, at hun satte det på det indre, da det i den grad var det, som var det vigtigste for hende. Ikke at det var betydning for denne mand netop nu. Hun vendte blikket mod ham. "Du skænker mig alle disse ord, uden at kende mig, Horace. Det må jeg sige, er meget modigt gjort," sagde hun stilfærdigt. At han komplimenterede hende på den måde, var på alle måder ganske nyt. Hun var vant til mystik, til det mørke, til det fascinerende istedet for det her, også selvom hun var en af de få som ikke direkte bar nogen fordomme overfor mørket, som hun stod overfor netop nu. Ikke at det fascinerede hende ,tvært imod, så gjorde det hende ganske så nysgerrig på hans væsen, selvom der skulle meget mere til, end det som han havde udvist for hende, for at få hende med på den vogn. Med alt det som hun selv havde oplevet, så var hun selv ganske forsigtig omkring mænd.. Hvis han dog bare kendte til hendes fortid og alt hvad hun havde været igennem til nu. Hun trak vejret dybt. "Hvor meget kender De til mit væsen, Horace?" spurgte hun videre, dog med en let nysgerrig mine. Hendes syngende tonefald og hendes yndige bevægelser, var hun allerede klar over, havde afsløret en hel del, om ikke andet, så hvad hun var født som, hvad hun var nu, selvom det ikke var, hvad hun havde brugt århundrede som. "Jeg er ganske sikker på, at De tager yderst fejl omkring mig og mit væsen," tilføjede hun og blinkede let til ham. Hun var et væsen af mystik og mange hemmeligheder.

[Deleted]

Horace så lidt sødt på hende da de kom hen til hans lille lejrplads han skænkede først et lille glas hvidvin til dem og gav hende roligt det ene af de to glas. Horace lagde meget vægt på et kønt udseende men vidste dog der var til det end det han havde da også været i seng med nogen man knap ville kunne kalde kønne. Horace smilte nu lidt da hun spurgte ind til hvad han kendte om hendes væsen han vidste lidt om lysvæsner men dog troede han ikke det var det som det var at hun mente "jeg er ikke ekspert om dem men de er som en rose yndefuld og skrøbelig dog med torne og en evne til at stå imod selv den hårdeste frost " sagde han stille og dette var jo bare en lille metafor og en metafor Horace ville sige var ganske præcis af det første øje kast på hende men dybere kendte han hende ikke endnu eller jo faktisk lidt men det var rene gæt "mørket fascinere dem og de frygter det ikke ergo de har været i meget nær kontakt med det dog vil jeg ikke sige mere da det er et sørgeligt emne " sagde han stille og det var jo bare psykologi sammensat af hendes ord og bevægelser og sågar opførelse foran ham

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania lod ham blot føre hende til den lille lejrplads. Mørket skræmte hende ikke og ej heller gjorde han. Tvært imod, så gjorde han hende end ikke usikker på nogen måde overhovedet, hvilket nok i sig selv, ville forundre de fleste på alle måder overhovedet. Hun lod rosen roligt glide lidt mellem fingrene, selv uden, at stikke sig på de spidse torne. Hun betragtede ham med et roligt blik. Sex var ikke noget som hun satte så højt. Tvært imod, så var det noget som hun så på som en bonus i et forhold. Der hvor hun faktisk kunne stå ved, at der kun var en mand som var kommet så tæt på hende og det var sådan, at det skulle fortsætte med. Det var ikke noget som alle og enhver skulle få lov til i hendes øjne. Ingen tvivl om det. Hun tog glædeligt imod glasset med hvidvin og lod det roligt hvile mellem hendes lange, slanke fingre. Hun trak let på smilebåndet ved hans ord. Han havde så ganske ret. "Mørket er ej noget som jeg frygter og ej heller de mørke væsner, kan jeg fortælle dig," begyndte hun roligt. Hun havde virkelig intet imod, at skulle fortælle sin del af historien. Hun havde jo trods alt ikke noget, at skulle være flov over. Hun fortrød nemlig ikke noget af det, som hun havde gjort igennem hendes liv. "Jeg har været gift med mørket, kan man vel sige.. En vampyr for at være helt præcist. Menneskehandler.. Jeg blev hærdet, jeg blev en del af mørket selv. Han døde for nogen måneder siden for øjnene af mig.. af min egen søster." Det var klart ikke uden smerte i stemmen, at hun fortalte det, men hun havde nu intet imod det. Hun var ved at være kommet over det efterhånden, så hun kunne komme videre. "Vi var gift i århundrede," afsluttede hun med et stille smil på læben. Hun lod hovedet søge let på sned. Det mørke hår, søgte over hendes skuldre og en anelse op foran hendes ansigt. "Han skænkede mig denne kæde.. som jeg er tvunget til at bære til evig tid." Hun lod hånden roligt glide over smykket omkring hendes hals med hendes familienavn i blodrøde bogstaver. "De er mig noget af en menneskekender, hvis du kan sige alt det om mig, efter så kort tid, Horace," sagde hun stilfærdigt. Klart at det var noget som faktisk måtte beundre hende på alle måder.

[Deleted]

Horace smilte sødt til hende og så bare roligt på hende dog uden at ændre det lille søde smil han sendte hende han førte nu langsomt sit glas op til sin mund før han langsomt tog en lille tår af den dejlige søde friske vin. Langsomt mens hun fortalte begyndte Horace at tænke over de ting hun sagde til ham *så hun har været gift fr jeg ser hmm det er jo interessant* flød tankerne stille i han hoved det skræmte ham ikke tværtimod næsten dog gjorde hendes personlige sorg ham ondt og da hun var færdig så han nu lidt mere alvorligt på hende " det gør mig ondt at de har mistet " sagde han stilel og selv havde han jo aldrig mistet nogen han holdte af så derfor var det ikke noget han kunne føle så fandens dybt med selvom han var oprigtig med det gjorde ham ondt at høre selvom han vidste at en rose som hende der blev forladt af hende gartner havde brug for en ny til at beskytte hende og få hende til at blomstre.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig ikke andet end ærlig i denne situation. Hun havde givet efter for en mand, de var endt gift og endda lykkelige igennem flere århundrede, inden han brutalt bare var revet fra hende og endda af hendes egen søster. Nu havde hun slet ikke noget imod, at skulle snakke om det. Hun var kommet videre, selvom hun selvfølgelig stadig måtte savne ham noget så grusomt. Hendes kære Lucius. Den eneste mand som havde vist hende, at hun slet ikke behøvede ,at skulle frygte for mørket og det var udelukkende også derfor ,at hun kunne sidde der sammen med Horace nu og bare snakke åbent omkring det hele. Hun sendte ham et stille smil, førte glasset op til læberne og tog en rolig tår af den. Rosen blev hun stadig siddende med. Det var og blev virkelig også hendes store favorit blandt blomster, så der havde Horace i den grad også ramt fuldstændig rigtigt ,det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned, hvor hun stille duftede til den smukke rose. Hun smilede et stille smil. ”Jeg er kommet over det, Horace.. Han er væk, selvom han stadig vil være i mit hjerte,” fortalte hun stille. Det gik hende selvfølgelig stadig en anelse på, at hun havde mistet ham på grund af en stor misforståelse. Der var bare ikke noget at gøre ved det nu.. desværre. Hun trak vejret dybt og stille. ”Derfor frygter jeg ej mørket.. Han viste mig, at der ikke var noget for mig, at frygte,” sagde hun med en rolig stemme. Hun betragtede ham med et stille blik. Han virkede dog som en hyggelig fyr.

[Deleted]

Horace sm,ilte sødt til hende og rakte et af de færdige grill spyd hen imod hende med et stille smil at hun var ærlig overfor ham kunne han godt lide ærlighed satte han dybt da han mere eller mindre selv var en meget ærlig person i hvert fald mente han altid de ting han sagde og det var jo bare en vane han havde lært en af de få hans moder lærte ham. Horace smilte lidt at hun var kommet videre var godt for han var meget betaget af hende, hendes udseende og snart følte han at også hendes personlighed ville betage ham. For en mand som Horace Sphinx var det at der her sad et bevis på hvordan ægte kærlighed var både skræmmende men også bekræftende af hans egne tolkninger og personlige gæt. Horace tog selv en lille bid af sin mad men sagde ikke noget lige nu men åbnede sig dog for denne ytring "jeg håber det smager dem og jeg håber at vi en dag vil være dus " denne ytring blev efterfuldt af et sødt charmerende blik mod hendes øjne

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvis der var noget, som Malania satte ekstremt højt, så var det i den grad en ren ærlighed, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne godt lide Horace, han var virkelig en speciel mand, det var ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom lige netop nu, men det at hoppe med på vognen, var noget som normalt ville tage tid for en som hende. Dum var hun ikke og en mand med den charme og den fremgangsmåde, var sikkert også det som man meget fint kunne kalde for en skørtejæger, hvilket ikke var noget, som hun direkte ville ud i. Hun sendte ham et stille smil. Hun var sådan så godt kommet over det, selvom det jo stadig var noget som gjorde ondt, at skulle snakke om i den anden ende. Det havde jo været hendes liv igennem ekstremt mange år. Hun tog blidt imod det fine grilspyd og med det samme smil på læben. ”Mange tak.. Og det er jeg ganske sikker på,” sagde hun roligt. Hun betragtede det roligt. Det var sjældent i sig selv, at hun faktisk fik noget varmt mad, så det skulle i den grad også smage godt ,at skulle få, det var hun så sandelig slet ikke i tvivl om overhovedet. Hun tog en lille bid. Jovist, det smagte virkelig himmelsk! ”Nu vil jeg jo ikke kede dig med de mange historier omkring mit liv.. Fortæl mig lidt omkring dig selv. Er der nogen kvinde i dit liv?” spurgte hun roligt, dog med en tydelig nysgerrighed. Hun var virklig bare sig selv, hvilket i sig selv, var noget som skete ganske så sjældent, når hun endelig var omkring andre folk og det var faktisk meget behageligt.

[Deleted]

Horace smilte stille til hende hendes spørgsmål var jo faktisk lettere normalt han fik det tit og han kunne vel kun svare med sandheden til hende "ingen kvinde har endnu vundet den plads i mit hjerte jeg ville kalde at elske dog vil jeg ønsker jeg en dag finder den sande kærlighed " sagde han sødt og smilte roligt til hende om ham var der jo ikke meget at sige han var jo ret almindelig warlock natklub ejer godt dannet det var jo bare det "åh jeg finder det skam interessant at høre deres historie de er personlige og har effekt på hvem de er og lige nu må det siges at det er min største glæde at lære hvem de er " sagde han roligt.
Horace ville som regel slippe for at tale om sig selv men i sjældne tilfælde måtte han vel gøre det "jeg hedder som sagt Horace Sphinx jeg er 1221 år gammel er Warlock og så er jeg ejer af natklubben Den dansende flamme jeg er en romantikkens mand og det var det " sagde han roligt med et sødt smil og havde beskrevet sig kort og præcist