Med kaos til følge.,

[Deleted]

Slottet var blevet slået til ukendeligheder og det var i den grad også noget af det som klart gjorde Elias så urolig. Det ville virkelig være det mest perfekte tidspunkt for mørket, at skulle slå til og der, forundrede det ham virkelig, at de endnu ikke havde gjort det. Kongeparet havde det heldigivs udmærket og Gabreliel kæmpet for at skulle få styr på det hele endnu en gang, samle sig en styrke og ridde ud. En konge af hjerte, det var knægten dog i den grad ,det var der heller ikke nogen tvivl om. Elias kæmpet stadig med at skulle få samlet magikerne og se hvad de kunne gøre for at gavne hele denne situation og enkelt var det dog ikke, dog selvom han havde fået samlet de fleste nu og det var noget af det, som han var yderst tilfreds med. Den Lyse Cirkel, var et sted, hvor der nu måtte ske ganske så mange ting. Elias gik rundt med en bog over Dvasias fast i sine hænder, jo mere de kunne vide og kende til det sted, jo lettere ville det jo være, at skulle gøre noget ved det, og det var det som han så på som det mest vigtige lige netop nu. Han kunne nemlig ikke sige sig, at han var ekspert på det område, så var det virkelig også på tide, at skulle ændre det. Han sukkede dæmpet, lod sig dumpe ned i en stol, hvor han placerede sig, med en temmelig irritabel mine. At roe Evelyn ned, havde været umuligt, alle havde noget at skulle tage sig til i dette øjeblik, og nu hvor landet lå så sårbart, var det i sig selv, svært for Elias overhovedet, at skulle falde til ro. Magikerne var ikke så forbandet mange, men dem som han havde formået at få samlet, holdt sig heldigivs til dette sted.. et sted hvor ingen anden kom ind, så her var man i det mindste bare en anelse sikker, hvilket klart var noget, som han tog til sig med en kyshånd.

[Deleted]

Nyheden om angrebet på Castle of Light, var noget som havde spredt sig som en brænd i det tørre græs. Darcian havde hørt om det, allerede kort efter, at det var sket, og havde virkelig ikke tøvet med, at skulle bryde op i hans rejse til mørkets kolde land, for at tage hjem, for at se til det. Den Lyse Cirkel, var nu et sted, hvor han ikke havde opholdt sig over ganske lang tid, udelukkende fordi, at han ikke havde været på denne side af grænsen endnu. Mørkets grænsemur var smadret og det samme var den lyse, så det var ikke bare her, at der var sket noget, så meget kunne han dog stå inde for. Han passerede stencirklen som det rene ingenting og trådte indenfor. Han var trods alt stadig en magiker af hjerte, sind og sjæl og han var i den grad også forbandet stolt af, den mand som han var. De smaragdgrønne øjne søgte stille rundt. Magikerne var ikke mange, så meget kunne han da tydeligt se. Han huskede nemlig at have i erindring, at mange faktisk havde holdt til på slottet, hvilket alligevel var en tanke, som måtte gøre så ekstremt ondt, selv på ham, at deres slags, skulle lide et så unødigt tab på denne måde. Han valgte dog, at skulle bide det i sig. "Elias?" kaldte han med en ro i stemmen. En mærkværdig ro, som man ikke så i særlig mange nu om dage. Han kunne se, at alle var travlt optaget med det ene eller det andet, så dette var klart også noget, som var gået kraftigt ind på dem og det foruroligede ham ganske betragteligt. Tanken i sig selv, var noget som gjorde ondt at tænke på. At det jo faktisk kunne være ham selv, som var faldet da slottet blev lagt i ruiner. Han kneb øjnene let og eftertænkende sammen. Han havde det kendskab til mørket og som det så ud nu, så tvivlede han selv meget på, at de ville sætte et angreb ind. Dette var noget som var sket og gjort af helt uventede kræfter.

[Deleted]

Mange magikere havde nemlig holdt sig på slottet, så det var også der, at mange af dem var gået tabt, selvom det nu langt fra, var en tanke som behagede Elias det mindste, så var det jo bare et tab, som man måtte tage med i den anden ende, og så kæmpe sig tilbage på toppen igen i efterkant. Hvis Elanya havde set dette, så havde hun da vendt sig i graven! Gabriel tog i den grad hårdt fat, for at få situationen under kontrol og det som faktisk måtte plage ham mest, det var, at han intet kunne gøre for at få det genopbygget. Sjovt nok, så lod det sig slet ikke genopbygge? Elias var dog mere bekymret for Evelyn end det som han var for Gabriel i denne situation, også selvom at han vidste, at dee begge havde brug for at vide, så meget om mørket, som det nu var dem muligt. Ruinerne lagt dagen i forvejen og den søgen efter døde, såvel som skadede, var stadig i gang. Der var Elias sat til helt andre ting end det, selvom han hjertens gerne ville hjælpe. Den kongelige rådgiver var væk, såvel som en ung pige, som han vidste, havde været på slottet da katastrofen skete, så der var virkelig alt for meget,som han selv måtte have i hovedet nu. At han blev kaldt på, fik ham automatisk til at hæve blikket og med blikket som hurtigt måtte falde til Darcians skikkelse. Det var ikke en magiker som han direkte mindes, at have set her før, men han var lys, ellers ville han aldrig nogensinde have været i stand til at skulle komme ind her, det var da også helt sikker på alle måder overhovedet. Han trak svagt på smilebåndet. I det mindste en med noget ro i kroppen, så var det virkelig kun til det bedre, også for hans eget vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovdet. "Det er mig," sagde han med en rolig og kortfattet stemme, så rolig, som det nu var ham muligt at skulle gøre det, selvom det nu ikke altid gik helt efter hans mening.

[Deleted]

Darcian havde virkelig ikke nogen grund til at skulle reagere med den uro som det virkede til, at så mange andre gjorde det. Han vidste, at det ikke ville gavne nogen som helst i den anden ende, så hvorfor gøre det? Han trådte roligt Elias i møde og med et svagt smil på læben. Han var lys, uanset hvor meget af hans tid som faktisk var tilbragt i mørket såvel som det neutrale af Manjarno, så var det virkelig her, at han måtte høre til af hans eget hjerte. Han holdt hånden roligt frem, som en hilsen til ham. "Darcian Ramali Inculi," præsenterede han sig roligt. Måske, at hans efternavn ville sige denne Elias noget, eftersom han var af en yderst kendt magiker, ikke bare her, men i den grad også i Dvasias, så meget havde han dog allerede fundet ud af. Det var jo faktisk der, at han havde fundet sin kære broders gravplads, så der var visse træk til mørket, som han bare selv måtte finde ud af, og deraf kom der jo selvfølgelig også en større viden, eftersom det klart var en risiko med livet som en indsats. "Jeg hørt om katastrofen, så jeg kom så hurtigt det var mig muligt," forklarede han roligt og med det samme smil på læben. Han var i den grad klar til at skulle hjælpe der hvor det kunne vise sig, at blive nyttigt og der hvor han kunne bruges selvfølgelig. Han lod hovedet søge let mod den ene side. Elias virkede i den grad som en forkæmper, så meget som han kunne se, at den mand tog for sig af opgaver. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Det var virkelig bare på tide, i hans øjne, at nogen tog fat i det her og fik orden på det hele. Han betragtede Elias med et roligt og stilfærdigt blik. han bar dog selv den tydelige respekt for ham, at tage over efter Elanya kunne i den grad aldrig være det enkleste, for den kvinde, hun havde virkelig haft styr på sagerne.

[Deleted]

At tage over fra Elanya havde selvfølgelig aldrig nogensinde været enkelt på nogen måde overhovedet, men Elias følte virkelig, at man skyldte Elanya, at nogen kunne tage over og føre hendes arbejde videre og det var noget af det som han i den grad agtede, at skulle gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod Darcian træde ham i møde og tog hans hånd høfligt, hvor han derefter valgte, at skulle trykke den. "Elias Dwann," præsenterede han sig selv, med en rolig og fattet mine. Han sendte Darcian et stille smil. Hans efternavn havde han i den grad hørt før, selvom det nu ikke lige var noget som han kunne sætte en finger på, så var det bestemt ikke ukendt for ham, på nogen måde overhovedet. Han nikkede til ham og selv med en let eftertænksom mine. Han skulle nok få placeret den mands efternavn på et tidspunkt, det var bare noget som han allerede havde besluttet sig for, alt andet var ham da helt uaktuelt på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Det er virkelig en katastrofe, Darcian. Det kom virkelig helt uventet," fortalte han med en ro i stemmen, selvom uroen klart var at skulle spore. Kongeparet havde det heldigvis helt okay, så det var i den grad en uro mindre, at skulle have placeret i hovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og det var heller ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "... Derick.. Derick Inculi.. Er i beslægtet?" spurgte han endeligt som det sidste. I så fald, så stod han jo overfor en magiker beslægtet med en af de mest kendte i Procias historie, ikke at det gjorde ham det mindste overhovedet, tvært imod, så var det virkelig noget som klart måtte bære en tydelig respekt med sig, og i sig selv, var det heller ikke noget som han valgte, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet.

[Deleted]

Darcian tog i den grad dette tungt. Det var jo trods alt også hans eget fædreland og det var jo stadig et land som han agtede, at skulle gøre meget for. Ikke fordi, at han havde haft den største kendskab til Elanya, men han vidste dog udmærket godt hvem hun var. En stor dronning, om ikke andet ,så den største som overhovedet havde været her til lands, hvis han ikke skulle tage meget fejl af det, så var hun i den grad en af dem, som havde formået, at skrive sig ind i historien og selv, så måtte han da håbe, at hun var en af dem, som også formåede, at skulle blive der. En storhedstid for Procias, som var gået i grus i takt med hendes dødsfald, som i sig selv, havde ramt ham med et chok. Han betragtede roligt Elias med et respektfuldt blik. Han var jo trods alt hans leder og som han kunne se, så havde manden også meget god kontrol på det hele, så var der bestemt heller ikke noget, at skulle klage over på den kant. Han nikkede mod ham og tog hånden roligt til sig, blot en høflig gestus. "Jeg hørte om det. Det er forfærdeligt. Jeg tog afsted hertil med det samme, at nyheden nåede mig," fortalte han med en ro i stemmen, som slet ikke var at tage fejl af. Han ville selvfølgelig gøre alt det som han selv var i stand til, for at hjælpe. At Elias havde hørt om hans broder, fik ham dog til at smile. Han nikkede igen stille til ham. "Det var min storebror," tilføjede han roligt og med en dog stolthed i stemmen. At Elias havde hørt om ham, så var han i den grad også noget stort, det var blot en ting som han hurtigt kunne konkludere, og det var noget som han var glad for. Han var endnu ikke kommet helt i mål med hensyn til hans søgen efter svar, men igen, havde han været tvunget til at skulle prioritere bare en anelse anderledes, selvom han nu ikke havde noget imod det. "En stor magiker, som de mange historier siger," afsluttede han roligt og med en let eftertænksom mine. Han havde virkelig aldrig tænkt på Elias som en af dem som faktisk kunne skænke ham svarene. "Uanset.. Her er jeg. Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe?"

[Deleted]

Elias betragtede Darcian med et roligt blik. Så længe, at nogen formåede, at skulle bevare roen, så var det forhåbentlig også noget som ville sprede sig til alle andre. Det var i alle fald, det som han ville håbe på i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. At denne mand, var beslægtet med en af Procias' største magikere, var dog noget som måtte forundre ham mest. Han nikkede mod ham og med det svage træk på hans mundvige. Han var ikke lige den type som smilede mest, selvom han virkelig var så mild og så varm som dagen måtte være lang, og sådan havde det jo også altid været, hvorfor ændre det på nogen måde overhovedet? Hans blik faldt i Darcians øjne. Han kendte en anelse til hans bror, men det var virkelig ikke det helt vilde. Han kendte kun noget af det som Derick faktisk havde fortalt ham selv, men andet udover det, var noget som han havde læst sig frem til. "Jeg kendte til din bror, Darcian," sagde han med en rolig og stilfærdig stemme, i sig selv, var det ikke noget som han formåede, at skulle holde det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet, og ej heller var det noget af det som han faktisk havde lyst til, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hovedet søge let på sned, i sig selv, var det blot med en eftertænksom mine. "Der er så mange som ønsker, at bidrage med hjælpen, men frem til at vi får brudt med den besværgelse som er kastet over grunden til Castle of Light, så er der virkelig ikke meget at stille op, er jeg ked af," sagde han med en rolig stemme. Han havde selv prøvet og til nu, havde det heller ikke lykkes ham særlig godt. Han stod Gabriel nær og han rådførte ham når det kom til de magiske tendenser som knægten i den grad havde udvist meget hen af i det sidste. Det bekymrede ham virkelig, at det skulle gå sådan til. Den ene dag var han så lykkelig som intet andet og nu.. Nu var alt bare kaos. "Selv de kongelige grave er blevet gravet op. Grunden er forbandet af en mørk forbandelse, jeg ikke er i stand til at bryde," fortalte han med en mildere bekymring i stemmen. Han var i den grad helt sikker på, at der var mørke kræfter på spil og denne gang, havde de virkelig også ramt så ekstremt hårdt. "Selv muren er ødelagt, den kan hurtigt ordnes, men slottet, er straks en anden sag," afsluttede han roligt.

[Deleted]

Darcian lyttede nærmere intenst til, hvad Elias havde at fortælle ham. Det var dog en visdom som var, at skulle spore i mandens stemme, og det var noget af det som han bestemt tog til sig. At det var ham som havde taget over efter dronningens så tragiske bortgang, betvivlede han virkelig ikke, var et rigtigt valg. Manden så virkelig ud til at prøve at tage den endelige kontrol over landet her og den race som han var en del af, med samme stolthed som det han selv gjorde, når han endelig gik ud, så repræsenterede han sig selv som en magiker. Hvorfor skjue hvad ma var og specielt hvis man var så stolt af det, som det han faktisk måtte være? At han kendte til hans bror, var noget af det som klart ramte ham. "Du kendte til Derick?" spurgte han videre og tydeligt overrasket. Han blev stående, han var virkelig bare nødt til at tage dette så yderst professionelt. Han ville virkelig ikke ende ud i, at skulle lyde som en lille unge som prøvede at mase sig frem til det ene og det andet, for sådan var han bestemt ikke som person. At Procias var ramt som det hårdeste, betvivlede Darcian virkelig ikke, han havde allerede set det, da han passerede muren ind til landet. At den var slået fuldkommen i stykker, selvom den havde stået der igennem så mange år, og så længe, at han var i stand til at huske det, så havde den jo været der. "Det så jeg, da jeg passerede muren hertil.. Det er hurtigt ordnet," medstemte han stilfærdigt og med en eftertænksom mine. Et par timers arbejde, så ville muren være oppe igen. Hvad der dog måtte bekymre ham, så var det slottet og hvad der var sket der. Sågar at de afdøde var blevet gravet op igen. "De har brug for hvile. Der burde ikke være nogen grund til at forstyrre de døde mere end allerede er gjort," sagde han dæmpet og med en klar forundring i stemmen. At selv ikke Elias var i stand til at skulle gøre noget ved det, så måtte det da bare være alvorligt? Han sukkede indædt og rystede stille på hovedet ,et sted så gjorde det jo klart også ham urolig i den anden ende. "Har i nogen anelse om, hvem som står bag dette? Jeg har en vis kendskab til mørket, så sig til, hvis det kan være behjælpeligt," bad han med en rolig, dog alvorlig og oprigtig stemme. Han ville med største glæde hjælpe til, hvis det var ham muligt.

[Deleted]

At Darican søgte efter svar omkring sin broder, så var det bare at spørge, så skulle Elias nok hjælpe så godt som han nu var i stand til det. Han nikkede roligt til Darcians ord. "Det gjorde jeg. Han var virkelig en dygtig magiker. Et stort tab var det for os, at kende til hans bortgang," sagde han med en rolig og sandfærdig mine. I sig selv, var det ikke noget som han ville lægge skjul på overhovedet. Han havde selv sørget over tabet ligesom han gjorde det over alle de tab, som de havde lidt lige i øjeblikket, og selv med den søgning efter de døde og de sårede som stadig måtte pågå, så havde de alle sammen ekstremt meget at skulle se til, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Jason var end ikke fundet endnu, han vidste, at Matthew havde været i fangekælderen da det var sket og den lille Lexie som også havde befundet sig på et værelse i vestfløjen, lå selv begravet et sted. Det var virkelig helt umuligt for ham, at skulle finde nogen former for ro overhovedet. Han sukkede stille og rystede på hovedet. Han vidste virkelig ikke hvordan den forbandelse skulle brydes og det var virkelig noget som kkunne frustrere ham noget så voldsomt lige for tiden, for han ønskede virkelig at kunne stå der og hjælpe dem så meget som det nu ville være ham overhovedet muligt. "Muren er oppe i løbet af kort tid," konkluderede Elias roligt. Jo flere de var om at skulle få den på plads, jo nemmere ville det blive, i så fald, kunne de vel altid få elverne ti lat tage pladsen på den mur og så sørge for at ingen uvelkommende, passerede den uden, at de ville vide det, mens de tog for sig af slottet. I hans øjne, lød det nu som en ganske god idé. "Det er det samme som jeg tænker, men at lade dem ligge i forbandet jord ,er ej heller nogen form for hvile, som jeg vil skænke dem og ej heller en dronning så stor som Elanya var i sin tid," modstemte han med en rolig og kortfattet stemme. Han vendte sig mod ham. "Du har kendskab til mørket? Af hvilken art, Darcian?" spurgte han videre og denne gang med ørene mere på stilk. Alt som kunne beskrives som en hjælp ville han da klar tage imod med en kyshånd. Han slog bogen stille og roligt i, i sine hænder og med blikket hvilende mod ham. Hvis han kunne hjælpe, så ville det i den grad også være guld værd.

[Deleted]

"Kendte du ham personligt?" spurgte Darcian måske en anelse direkte, men i sig selv, så var det virkelig bare et svar som han faktisk måtte ønske, at han kunne få svaret på. Han betragtede Elias med et stille blik. Kunne han hjælpe, så ville han da elske, at gøre det, hvis det kunne gå hen og vise sig nyttigt for ham selv, og gavne hans egen situation bare en anelse og måske mere end det, som det havde gjort til nu, så ville han i den grad bare være tilfreds. Hans bror var smidt ud af det lille fælleskab i den lille by de kom fra. Han rystede stille på hovedet. "Jeg.. beklager Elias. Det er virkelig ikke min mening, at trænge mig på, på den måde." undskyldte han til sidst, eftersom det gik op for ham, hvor anmasende han egentlig måtte lyde, sådan som han valgte, at skulle gå frem. Ikke noget som han brød sig om, så måtte man vel hellere undskylde for sig? Han lod hænderne roligt folde sig over hans ryg og med den samme ranke holdning lige ved hans side. Hvis hans egen leder bad om hjælpen, så skulle han da nok få den, det kunne han da med tryghed arrangere og stå ved også. De grønne øjne hvilede på ham. Han var hårdt presset, det kunen han da udmærket godt se, selvom det nu i sig selv, ikke var den tanke som han brød sig meget om. Lige nu var det virkelig for farligt at vise sig fra de svage sider, og specielt fordi at han næsten havde på fornemmelsen, at Dvasias i sig selv, var ved at ruste op til at gå krigen i møde, ligesom han kunne forstå sig på ordene, at Gabriel også var igang med det. "Jeg har tilbragt mesteparten af mit liv i Dvasias, Elias. Jeg har søgt efter svarene omkring min bror, til de mange spørgsmål som jeg har stillet mig selv i årevis. Det er ikke blot Procias som er ramt af denne situation, også Dvasias er ramt," fortalte han dog med en let alvorlig stemme. Det var virkelig bare på tide, at skulle smide alle kortene på bordet. Måske, at han havde vendt sine egne ryggen over en længere periode, men nu var det på tide, at skulle stå ansigt til ansigt med det hele. Gabriel ville få brug for al den hjælp som han kunne få og Darcian stod der glædeligt til at skulle give ham den hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. "Jeg kender til meget af mørket, deriblandt også en anelse mørk magi. Ikke at det er noget som jeg øver mig på," indskød han med en næsten hurtig stemme. Han ønskede virkelig ikke, at skabe nogen mistro.

[Deleted]

At Darcian ønskede svar omkring sin bror, var noget som man så tydeligt kunne opfange på hans udtalelser og ord, selvom det nu og da, slet ikke gjorde ham det mindste. Han betragtede blot manden foran sig. Han nikkede. ”Det gjorde jeg.. Frem til han tog afskeden med Procias for alvor. Jeg så ham aldrig siden,” fortalte han roligt. Ikke at det var noget som han var bange for at fortælle ham. Han havde lært meget af Derick ligesom det havde været omvendt også, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Han ønskede svar og Elias skulle nok give ham alle de svar, som han kunne bruge, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lyttede til Darcians ord. Bare det ,at manden havde kendskab til mørket på den måde, kunne meget hurtigt, vise sig, at skulle blive landet en ekstrem stor fordel og det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt i det hele taget. ”Du har ingen grund til at undskylde, Darcian.. Jeg skal med glæde give dig, alle de svar som du søger og som jeg kan svare på selvfølglig. Det har du mit ord på,” sagde han roligt og dog med den samme oprigtige stemme som tidligere. Han vidste, at Derick havde vendt snuden mod Dvasias dengang og han havde selv stærkt frarådet manden at gøre det. Det var i den grad et voldsomt tab, at vide, at den knægt nu var faldet på den måde, som han nu var, det var i den grad et tab som magikerne til tider stadig måtte lide noget så frygteligt af, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han så på ham med et let eftertænksomt blik. Bare det, at han havde kendskab til den mørke magi, var noget som i den grad kunne komme dem alle til gavn ,det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var nemlig i denne situation, at man så fint kunne sige, at Elias ikke kunne hjælpe med meget, og det var noget som frustrerede ham noget så voldsomt. ”Er Dvasias ramt?” gentog han forundret. Det var ikke noget som han havde regnet med. Det var en kraft uden lige, som havde ramt alle landene, det var der ingen tvivl om. Han nikkede igen i efterkant. ”Jeg kan råde dig til at opsøge Gabriel, Darcian. Jeg er sikker på, at du er til mere hjælp og gavn, end det som jeg er i denne situation,” afsluttede han dæmpet, dog med en stemme af ren og skær alvor.

[Deleted]

Darcian havde virkelig ikke tænkt på, at skulle opsøge Magikernes leder for at få de mange svar, som han søgte, så et sted ,var det i den grad også en lettelse, at han havde andre at skulle gå til, uden at han behøvede at skulle risikere livet i den anden ende. Han sendte ham et stille smil. At han kendte til manden personligt, så var der helt sikkert nogen spørgmål som kunne besvares på denne kant og det var i den grad også noget af det, som måtte lette ham selv en hel del i den anden ende, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle holde det skjult for nu i alle fald. Lige nu ønskede han virkelig bare at hjælpe, han brød sig nemlig heller ikke om, at Procias skulle stå så forsvarsløst som det, det måtte gøre lige nu. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg har hørt den del af historien," sagde han med en rolig og eftertænksom mine. Det i sig selv ,var slet ikke noget, som han kunne komme udenom. At hans bror havde taget afskeden med Procias, var faktisk en tanke som gjorde ondt. Måske det var der, at han havde valgt, at skulle søge til den kvinde som han elskede? Lige der hvor han måtte tage fat i alt det som Diana havde fortalt ham og det var virkelig bare noget, som alligevel måtte lette ham et sted. Han hævede blikket mod ham ved hans forundrende tone. "Deres grænsemur er lige så ødelagt som Procias', Elias. Jeg siger dig, at det er store kræfter som har været på spil denne gang," sagde han med en rolig, dog lige så alvorlig stemme, som han på ingen måde ville lægge skjul på, tvært imod, så var dette bare noget, som man måtte tage på det stærkeste alvor. "Jeg havde lige forladt Dvasias.. Da jeg så hvor ødelagt deres egen mur var. Jeg er sikker på, at det er en derinde fra, for når alt kommer til alt, så ser det ud som om, at muren er ødelagt inde fra." Han lod hånden glide let tænkende over hans hage og så sig let omkring inden han igen vendte hele sin opmærksomhed mod Elias. En vis mand måtte man sige, ingen tvivl om, at han blot ønskede landet sit bedste. Han nikkede. "Det skal jeg gøre," afsluttede han med en stilfærdig stemme. Kunne han hjælpe, så ville han bestemt også gøre det.

[Deleted]

Elias havde nu heller ikke været leder i så forbandet lang tid. Det nærmede sig dog de.. 20 år eller deromkring. Efter Elanyas bortgang, så havde han slet ikke tøvet med at skulle tage den plads, også mest til hendes minde, og for at skulle opretholde det så meget som det nu ville være ham menneskelig muligt at gøre det. Han ville klart lyve, hvis han ikke vågede at påstå, at han stadig måtte savne hende, for det gjorde han. Hun havde virkelig været en fantastisk veninde til ham på alle måder, en som han selv kunne snakke med og så ville han da med største glæde og fornøjelse også lytte til hendes ord, det var der slet ikke nogen tvivl om. Han betragtede roligt Darcian med et roligt, dog yderst respektfuldt blik. Den mand lignede virkelig sin bror helt vildt, at man næsten skulle være blind for ikke at se den familielighed, for den var virkelig noget så tydelig. Ikke at det var noget som gjorde ham direkte ondt eller noget i den stil, men bare det, at de stadig havde en magiker på deres side med den store kendskab og kunskab, så var det virkelig bare til deres fordel på alle måder. Han nikkede blot. "Det må komme fra mørket selv.. En som de slet ikke har været i stand til at kontrollere selv.." Hans stemme og mine var yderst tænksom. Lige hvem og hvad, vidste han ikke, men det var i den grad også vigtigt, at finde ud af det i den anden ende, det var da helt sikkert. Denne slags angreb var ikke noget som de skulle nyde noget af, at opleve endnu en gang, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Det var svært nok som det var med nyt kongepar, at få styr på det hele, for Procias havde virkelig været et kaos de sidste mange, mange år nu og det var først nu, at nogen overhovedet formåede ,at skulle gøre det forsøg på at få ryddet op i det hele igen. Han sukkede stille og sendte Darcian et stille og roligt smil, dog taknemmelig og lettet på sit vis. "Det glæder mig at høre. Gabriel kan du finde ved de gamle ruiner nu. Han prøver virkelig at få ryddet op i alt det her," fortalte han stille, dog med den klare ærlighed i stemmen, som man bare ikke formåede, at skulle se det mindste væk fra på nogen måde. Han tog i den grad denne sag yderst alvorligt og på alle måder. Det skulle bare ikke ske igen!

[Deleted]

Darcian sad virkelig med det håb om at han faktisk ville være i stand til at kunne hjælpe, for det var noget som han faktisk havde brug for. Bare det, at skulle kunne vide, at han unne bruges på den ene eller den anden måde, var faktisk noget som måtte betyde meget for ham, det var ikke noget som han kunne skjule for Elias, ellers var han heller ikke kommet denne lange vej efter at katastrofens omfang var noget som havde kommet ham for ører i den anden ende. Han betragtede sin leder med en klar respektfuld mine. Han havde virkelig ikke noget imod, at skulle snakke åbent foran ham når det kom til hvad han havde på hjertet. ”Det er også mit gæt.. Af hvad jeg ved, så er mørket selv ved at ruste op. De giver Gabriel skylden for hvad der skete Dem,” forklarede han videre og dog med en ganske alvorlig mine. Måske at han var en som elskede en joke hist og her, men dette var noget som han i den grad måtte tage på det klare alvor, det var ikke noget som han unne eller ville lægge detm indste skjul på overhovedet. Han tog i den grad det her af ren og skær alvor. Han lyttede intenst til Elias’ ord. Han kunne virkelig ikke gribe sig selv, i at skulle gøre andet uanset ,d et var der heller ikke nogen tvivl om. Han var jo stadig af lyst sind og hjerte, så hvorfor skulle han da ellers gøre det meget anderledes vel? Han nikkede til ham. At opsøge Gabriel kunne nok vise sig, at være en meget god idé i denne situation og han agtede så sandelig også at gøre det, hvis det kunne sørge for, at det ville gøre det hele så meget enklere for dem alle at skulle ordne og få tilbage på fode igen. ”Jeg skal nok opsøge ham. Jeg regner med at gøre det så snart jeg er færdig her,” fortalte han med en rolig og stilfærdig mine. I sig selv ønskede han ikke, at skulle pakke noget som helst ind lige nu. Det var intet andet end den skindbare sandhed. De grønne øjne hvilede på Elias. Han kunne næsten fornemme, at der var meget at skulle rydde op i, nu om dage. Han håbede dog bare, at det var noget, som de ville formå, at skulle ordne hurtigt, ellers ville det først gå galt og selv det, var ikke noget som han selv ønskede skulle ske. Procias var stadig hans hjem og han agtede så sandelig også at gøre sit for at skulle hjælpe med at holde mørket væk. ”Jeg.. går ud fra, at vi er færdige her?” tilføjede han roligt og med en stilfærdig mine.

[Deleted]

Darcian gav virkelig Elias meget mere information, end det som virkelig var ventet, selvom det nu og da, var noget som han i den grad måtte tage som noget direkte positivt i den anden ende, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han betragtede manden med et yderst alvorligt blik. Måske at han ikke var i stand til at hjælpe til med det forfaldne slot, selvom han virkelig måtte ønske, at han var i stand til det, så kunne han i den grad også lave så ekstremt meget andet og han kunne i den grad ride med ham for at møde Jaqia, hvis det ikke var fordi at han havde fået den ekstreme vigtige opgave med at skulle vogte omkring Evelyn mens de prøvede at få opklaret det med slottet og få det tilbage på benene igen, om ikke så stærkere end det som det havde været før, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om overhovedet. ”De er ved at ruste op? Jeg tror efterhånden at det ikke bare er en god idé at opsøge Gabriel, Darcian. Jeg synes det er ekstremt vigtigt, at du opsøger ham så hurtigt som muligt,” forklarede han med en alligevel let alvorlig stemme. Hvis den mand ville vide hvor meget værd den information måtte være, så var det virkelig guld værd, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han tog et stille skridt tættere på ham og med blikket alvorligt hvilende i hans. Han kunne virkelig ikke få sig selv til at skulle se den ene eller den anden vej uanset og specielt ikke nu hvor de var så tæt på at skulle finde ud af, hvad pokker de kunne gøre for at hindre at det skulle gå helt galt endnu en gang, så var det virkelig ikke noget andet end ekstremt vigtigt i hans øjne. ”Jeg har ikke mere at tilføje..Vi kan hjælpe til på hver vores måde. Jeg er sågar sat til at vogte om hans kære forlovede alt imens dette kaos pågår. Opsøg ham Darcian og forklar ham, at Jaqia er på vej,” En næsten beordrende tone, men det var virkelig hvad der skulle til. Dette var virkelig noget som var så forbandet vigtigt og det stod altså om hele Procias overlevelse! Så det var bestemt ikke noget, som man bare kunne vende ryggen til og bare se væk fra, det var da også helt sikkert i hans øjne, hvilket han i den grad heller ikke kunne finde på.. Specielt ikke her da.