Lær mig alt!

[red]

Johanes smilte varmt til hende og satte sig lige over for hende så de sad så tæt som muligt og han kunde side og nyde synet af hendes smukke ansigt og hendes smukke overkrop "Liva hvor bliver maden af ?" små råbte Johanes mens han så på hende med et roligt og varmt blik "hmm undskyld mig i et øje blik" sagde han med en blid stemme hvor efter han rejste sig op og gik ud i køkkenet Johanes kustede rundt med Liva der ude han var ikke tilfreds med det hun havde lavet og det faktum at maden ikke var færdig i nu var han langt fra glad for "det her holder ikke liva du sagde det ville være klart nu men det er det jo ikke op i tempo kvinde NU" råbte Johanes op og der var stille i lidt tid efter det men så kom han også ud der inde fra med to platter fyldt med deres mad til dem han satte den ene forand ana og den anden for and sin egen plads "undskyld vente tiden men Liva var ikke klar med det før nu" sagde ham med en blid og varm stemme hvor efter han satte sig på sin plads og så på ana med et varmt og kærligt blik

[ana]

At mærke hans nærværd så tæt på gjorde hende helt urolig i sindet, hun kunne ikke helt finde ud af hvad han gjorde ved hende, men hun var ikke van til folk var tæt på. Hendes fingre kørte let hen af bordet, hun mærkede mønstrende i den fine dug og bestikket, samt tallerken frem for sig. Hun lod sin hånd danse om glasset og smilte lidt ved den fine opdækning, Liva havde nu klaret det flot. Anasuya fik et chok da han råbte af tjenestepigen, hun tog hånden til hjertet for at berolige sig selv og nikkede kortfattet til at han bad hende havde ham undskyldt. Som han råbte af den stakkels pige blev hun helt dårlig tilpas, hun gjorde vel sit bedste og det gjorde helt ondt i hendes hjerte. *Jamen dog, bare hun ikke bryder sammen.* Tænkte hun for sig selv og lod blikket hvile ud for sig, hun lignte faktisk en blind nu som hun bare sad og ventede, men kun fordi hun stirrede frem for sig. Da han trådte ind i spisestuen så hun mod ham, maden duftede fantastisk og fik hende til at blive endnu mere sulten, hendes mave brokkede sig lidt, men blev så stille igen.
"Det er okay, det dufter skønt." Lød det stille fra hende, hun sendte ham et varmt smil og bad en kort bordbøn i sit hoved. Hans varme stemme var lige til at smelte af, hun kunne mærke hans blik og det fik hende til at se ned af med en genert mine.

[red]

Johanes sad roligt og og så på hende "du må altså virkelig undskylde jeg råbte sådan før men jeg bryder mig ikke om folk ikke laver det de skal" sagde han blidt og tog en tår vand fra sit glas for and sig han smilte roligt til hende "ømm ja jeg plejer ikke at råbe af mine ansatte men vis de ikke gør det som jeg siger de skal bliver jeg tosset på dem det håber jeg du kan forstå ana self er det iorden vis de prøver men fejler men at sådan en som liva ikke engang prøvede at blive færdig til tiden så bliver jeg sku sur" sagde han med en varm og rolig stemme "spis inden det bliver koldt" sagde Johanes med en beroligende stemme han tog sin kniv og gaffel og skar en bid af kødet og smagte på det han sad og tykkede lidt på det og han fandt smagen dejlig han var også blevet godt og grundigt sulten nu

[ana]

Anasuya nikkede roligt, det kunne hun selvfølgelig godt forstå, men det lød stadig noget barsk. Hendes søde smil kom dog frem, hun nød følelsen af at have familie og det at bo her hos ham, skønt hun end ikke havde sovet her endnu, så var det fantastisk.
"Når, nej, du behøver nu ikke at forklare dig Johanes, det er jo dit hus og dine valg. Du er stadig højt respekteret af mig." Forklarede hun blidt, hun duftede til maden og sukkede nydende, det duftede simpelthen så skønt. Hun tog bestikket og følte sig frem på tallerkenen, hun fik fat på kødet og skar et stykke af, hun tog det i munden og kom med et nydende lys. Ana skulle lige til at tale med munden fyldt af kød, men fik stoppet sig selv i tide, hun tyggede af munden og smilte stort.
"Hvor smager det godt!" Udbrød hun, det var længe siden hun havde fået ordenlig mad og det her var en smagsoplevelse for sig selv.

[red]

Johanes nød syntes af hende side og nyde maden på den måde han smilte varmt til hende "det kan du takke Liva for det går jeg har bare fanget dyret og slagtet det også har Liva gjort resten" sagde han med en blid og varm stemme han tog noget mere af det i munden og studrede hendes beværelser han tyggede af munden og tørede sig om munden "undskylde jeg spøre men har du altid været blind eller er det noget du er blevet da du var yngre ?" spurgte Johanes med en blid stemme han var meget nysgerrig for at høre om hvad hendes svar til det ville være for var hun blevet det som lille var der større mulighed for hun kunde få det tilbage sener i sit liv mens han lyttede til hvad hun havde at sige spiste han hvider og havde sine øjne fast låst på hendes krop

[ana]

At holde igen var synd af sige, hun spiste løs og nød maden vældigt, hun havde det skønt her og her blev hun gerne. Hun sendte Liva som stod i døren et taknemligt blik, Liva forsvandt dog hurtigt da hun var blevet opdaget i at stå og kigge på. Anasuya tyggede af munden og sank det dejlige mad.
"Jeg blev født blind og efterladt af min mor, hun ville ikke have mig, jeg ved ikke hvorfor, men det ville hun åbenbart ikke. Jeg blev opfostret hos en gammel kvinde her i skoven, vi boede i hendes hytte. Ja sværdet er faktisk hendes, et som jeg tog da hun døde hen, hun sagde det var mit. Hun har lært mig alt hvad jeg ved og kan, somme tider savner jeg hende, hun var jo min eneste familie, ja faktisk var hun jo min mor et eller andet sted." Anasuya tog lidt mere mad i munden og lod blikket hvile blidt på Johanes. Maden duftede stadig skønt, hun tog glasset foran sig og drak roligt af det, hun tørrede sig blidt om munden og følte sig helt nøgen i sit træningstøj når hun ikke trænede.

[red]

Johanes blev færdig med at spise og nikkede roligt til det hun sagde "hmm så har din rigtige mor ikke været meget hver i mine øjne men det er dejligt der findes folk som godt vil tage sig af dem som bliver efter lad når de bliver født men jeg forstå ikke de personer som kan gøre det ved noget som de selv har skabt jeg kunde aldrig finde på at efterlade mine børn når jeg engang få nogle når jeg engang finder den rette kvinde som gerne vil bære mine børn" sagde han med en blid og små drømmende stemme mens han tog sit glas op til læberne og tog en tår af det og satte det roligt fra sig han havde set Liva havde stået det inde hos dem han kalde hende over til dem da ana var færdig med sin mad "Liva er du sød at tage af bordet tak" sagde han og rejste sig roligt op skal vi gå ind i stuen og snakke lidt inden vi skal op og sove ana" sagde han med en letter lokkende stemme

[ana]

Anasuya vidste virkelig ikke hvad der havde fået hendes mor til at efterlade hende, havde det været fordi hun var blind eller fordi at hun ikke kunne forsørge hende? Da hun var færdig med at spise, lagde hun bestikket sammen og tørrede sig om munden, hun drak resten af sit vand og sukkede af den dejlige fornemmelse af at være mæt. *Han bliver sikkert en fantastisk far, kvinden der kommer til at bære hans børn er meget heldig.* Hun bed sig i læben og rejste sig roligt op, hun nejede som tak til maden og det at Liva ville tage af bordet.
"Jeg er sikker på du bliver en fantastisk far." Lød det lavt fra hende, hun havde tænkt meget over om man godt kunne sige sådan, men hun var jo hans ven når de ikke trænede, så det kunne hun vel godt. Et svagt smil måtte træde til, da han spurgte om hun vil med ind i stuen inden de skulle sove. Den lokkende stemme forførte hende næsten, hun måtte gå et skridt frem for ikke at falde.
"Meget gerne." Svarede hun blidt og lod sin arm glide ind under hans, så han kunne følge hende ind i stuen som en sand gentleman. Hendes bevægelser var yndefulde og fyldt med glans, faktisk kunne kun godt være en fin dame, men den lette påklædning som kun dækkede de private dele af hende viste hun langt fra var det.

[red]

Liva tog blidt fadt i anas ene hånd og hviskede ind i hendes øre "hvad har de gjort ved Johanes han smiler og er langt mere glad idag ind han plejer han har aldrig været så smilende eller høflig over for en kvinde før" hviskede hun meget lavt ind i anas øre hvor efter hun gik væk fra hende igen Johanes så undrene på hvad liva lavede og ville udspøgre ana om det når de kom ind i stuen han gik roligt ind mod stuen med ana om sin ene arm han havde det helt fint med hun holde om ham på den måde det var dejlig behaligt at mærke hende så tæt på sig da de kom ind i stuen viste han hende over til sin sofa "sæt dig her pus" sagde han og nærmest førte hende ned i sofan hvor efter han gik over og tænde op i sin pejs for at skabe noget hygge og lidt varme inde i stuen han satte sig i sin stol over for hende og sad lige så stille og roligt og lyttede til pajsen "jeg elsker lyden af åben ild" sagde han med en saglig stemme hvor efter han blev helt stille igen

[ana]

Ana spærrede øjnene overrasket op, hun måtte rødme lidt, fik hun ham ligefrem til at smile og virke mere glad? Og behandlede han hende virkelig mere specielt end andre kvinder han havde mødt? De tog spørgsmål fløj rundt i hendes hoved og alt hun havde givet af svar til Liva var et træk på skuldrende, for hun havde virkelig ingen ide om hvad hun havde gjort. Anasuya fulgte ham ind i stuen, hun duftede hvordan hvert rum havde hver sin duft. Hun følte sig frem til sofaen som han havde henvist hende til.
"Det bliver nu dejligt at slappe lidt af og slå mave." Grinte hun, et varmt blik blev sendt i hans retning og hun satte sig roligt ned i sofaen. Hun bemærkede lyden af han bevægede sig, lyden af at han tændte op i ilden og mærkede næsten bredte sig med det samme i den åbne pejs. Roligt lod hun det ene ben glide over det andet, ildens flammer lyste hendes gyldne hudfarve op.
"Det er også en behagelig og beroligende lyd. Jeg har en forestillingen om hvor smuk ilden må være, men det får jeg desværre aldrig af se." Lød det roligt fra hende, hun lukkede blidt øjnene og lyttede til træets knitren, hun forestillede sig de varme farver der slikkede det brune træ.

[red]

Johanes så hun rødmede og mens han tænde op tænkte han over hvad Liva havde sagt til hende men mens han sad i sin stol så han på hende og lod ikke en eneste detalje af hende gå forbi hans øjne Johanes smeltede nærmest af hende smil og hendes blik hun sende ham "ja det er utrolig dejligt at side på den måde og slappe af med ilden bag ved sig" sagde han med en meget afslappet stemme han lænte sig forover og så hende lige i øjne "Ana hvad ville liva dig før da hun hviskede til dig og dine kinder blev røde" sagde han med en letter flirtende undertone i sin stemme mens han sad og tænkte over hvad hun mund havde sagt til ana

[ana]

Da han så hende i øjnene mærkede hun det straks og så blot tilbage med et roligt og blidt blik. Hun bed sig lidt i læben og prøvede at tilbageholde sin rødmen der opstod, hun sad lidt uroligt med sine fingre og vippede med den fod der hang i luften. Den flirtende undertone fik hende til at blive lettere nervøs.
"L-liva, hun øhmmm, ja, hun bemærkede blot du har været mere glad og smilende i dag og hun troede det var på grund af mig." Lød det stille fra hende, hendes blik havde flyttet sig fra hans, hun var frygtelig genert lige nu og vidste ikke helt hvad hun selv skulle tro. Anasuya flyttede lidt på sig og begyndte at pille ved sin lange fletning. Hendes blik sneg sig hen mod hans igen, hun smilte skævt og uskyldigt.
"Jeg har altid rødmet meget, det er vildt irriterende." Sagde hun blidt og slap sit hår igen, hun prøvede at slappe lidt af, men hans stemme og hans fremgangsmåde var så tiltalende. Mon hun opfangede forkerte signaler? Burde de ikke holde det professionelt?

[red]

Johanes fik hurtigt meget røde kinder over at Liva havde opdaget det for han havde ikke selv tænkt så meget over det og han havde enlig godt bemærket det nu hvor hun sagde det til ham "hmm det ved jeg ikke noget om ikke noget jeg har bemærket" sagde Johanes med en letter urolig stemme da han var ret nervøs han viste ikke hvad han skulle gøre eller sige da han var bange for ana ville blive støt vis han bagte for meget på hende men han havde svært ved at lade hver når hun var så dejlig en kvinde som hun nu var han høre hvad hun sagde om hendes rødmen "jeg syntes det ser kært og smukt ud når du rødmer ana" sagde han med en blid stemme hvor efter hans egne kinder selv begynde at lyse op af rødmen som kom nærmer *godt hun ikke kan se mine kinder lige nu for det ville da kun være pinligt* tænkte Johanes for sig selv mens han smilte varmt til hende

[ana]

Anasuya grinte sødt og kørte en hånd ned over sin fletning. Hun ville virkelig ønske hun kunne se Johanes lige nu, han sad sikkert og smilte sødt til hende, hun havde et klart billed af hans smil i sit hoved og det var det smukkeste smil hun nogensinde havde set.
"Mange tak Johanes, hvor er du sød." Hviskede hun blidt, at hun hviskede lagde hun slet ikke mærke til, hun lod bare sine ben flytte op foran sig og hun pressede dem ind mod sin mave. Ildens knitren og hans varme stemme var lige til at glide i en blid søvn af, så betryggende som det var. Hun lukkede øjnene i et lille stykke tid og så så over mod ham, hun havde lyst til at være tæt på ham. Bare tanken om når de skulle træne var rar, hun kunne lige forstille sig deres svedende kroppe kæmpe sammen.

[red]

Johanes smilte roligt til hende han viste godt det var lige meget om han smilte eller ej for hun kunde ikke se det af lige vel men han kunde ikke lader hver hun gjorde han ikke kunde styger sit smil "ikke så sød eller smuk som dig ana" sagde han med en blød stemme hvor efter han gik over og satte sig ved siden af hende og så mod ilden "må jeg ikke godt sætte mig og forklare dig om ilden søde du ser træt ud og hverdan kunde det blive bedre ind at falde i søven i armende på en ny ven mens man høre om hvordan ilden danser rundt inde i pejsen" sagde Johanes med en varm og lokkende stemme ham lage blidt en arm om hende for at give hende trykhed og varme nu håbede han bare på hun ville sige ja til hans tilbud han lige var kommet med til hende