Lær mig alt!

[ana]

Anasuya løb videre med ham, hun nikkede.
"Det ved jeg, det er derfor jeg kom til dig, jeg er for svag fysisk, meget svag." Lød det roligt fra hende, hun vidste godt hun var svag fysisk og det gjorde hende kun stærkere i troen på at hun nok skulle blive det her hos ham. Der var ingen grund til at tro andet, han var stærk og klog, hun var sikker på hun havde fået fat i den helt rigtige. Hun rullede kort med øjnene og stoppede, hun vendte rundt mod ham og rystede på hovedet.
"Det er ingenting, bare lad det være." Lød det roligt fra hende, faktisk lagde hun knapt nok mærke til det, Ana havde virkelig prøvet det der var værre, så det var ingenting for hende. Hun mærkede først rigtig til det da han kørte sin t-shirt ned over det for at fjerne blodet, hun skar en grimasse og rystede på hovedet. Det var ubehageligt, hun ville bare træne, hun ville videre. Med lette bevægelser tog hun t-shirten af og kastede den mod ham.
"Jeg klare mig, lad os nu komme videre." Bad hun ivrigt og så mod ham med et alvorligt blik, hans vejrtrækning var nem at høre selvom den var normal. Varmen efter lidt løb kunne mærkes. Hun havde en vilje af stål, hun ville ikke bukke sig.

[red]

Johanes smilte lidt smiret over det hun sagde "der findes altså mange andre du kunde gå til hvordan kan det være du kom til mig der findes andre som er langt stærker ind mig jo" sagde han med en blid og varm stemme hvor efterJohanes greb sin t-shirt igen og så letter opgivende på hende "ana søde skat når jeg siger du skal tage den på så skal du gøre det dit blod vil tiltrække andre og det vil jeg ikke havde så tag den på når jeg siger det vi kommer ikke hvider før du har taget den på" sagde Johanes med en letter opgivende stemme han

[ana]

"Rygterne om dig tiltrak min opmærksomhed og så havde jeg valgt min mester." Grinte hun sødt, hun så dog lidt misfornøjet ud da han ville have hende til at tage den på. En stædig holdning kom op i hendes krop, men han var hendes mester og hun måtte jo nok hellere gøre som han sagde. Selvom hun ikke var meget for det, hvis de væsner havde så god lugtesans ville de jo kunne lugte hende under alle omstændigheder. Desuden var hans t-shirt alt for stor til hendes spinkle krop, den sad som en kjole på hende og det gjorde hun ikke følte sig nær så fri. Dog duftede den dejligt af ham, hun sniffede lidt til den og smilte kært for sig selv. Så begyndte hun at løbe lidt igen, vendte sig lidt om mod ham og smilte drillende.
"Javel Sir!" Lød det fra hende som hun løb, hun løb nu bare videre og koncentrerede sig om at løbe.

[red]

Johanes så på hende med et roligt blik "jeg er en tømmer som også er leder af en klan hvad er der særligt ved det ?" sagde Johanes og så letter op givende på hende "du kan lige voge på at være stædig over for mig ana" sagde han med en letter hård stemme da hun tog den på og begynde at løbe løb han efter hende og tog hendes arm igen "vi skal hjem af nu" sagde han og så sig omkring hendes duft af blod var begynde at sprede sig for meget til det ville være sikkert for hende at være der ude "jeg ved vi ikke har løbet ret meget her til aften men jeg har set hvad jeg skulle for en nat ana" sagde Johanes med en rilig og varm stemme han var lidt ked af de ikke kunde løbe længer men han ville ikke udsætte hende for alt for meget fare den første nat de trænede

[ana]

"Det er din personlighed jeg snakker om." Lød det roligt fra hende, hun mærkede ham tage fat i hende og hans ord fik hende til at sukke skuffet. Hendes blik blev lettere trist, såret på hendes ryg havde fået godt af noget luft efter hun havde løbet, men han havde jo nok ret. Der var bare noget som irriterede hende, han behandlede hende som kunne hun intet. Hele hendes liv havde hun været alene og hun havde overlevet i den mørke skov, med værre skræmmer end det her. Thanatos havde reddet hendes liv en gang, men hvad så? Det var en gang ud af flere tusinde gange.
"Det er jo op til dig hvad vi gør, jeg kan ikke sige dig imod." Lød hendes stemme stille, hun tog t-shirten af og kastede den mod ham. Der var jo ingen grund til at hun rendte rundt med den, den ville kun gøre hun var mere i fare end normalt. Stille vendte hun næsen hjem, hun havde godt holdt sin skarpe sanser åbne, så hun vidste hvor palæet lå. Hendes hofter dansede let fra side til side og hendes fletning fulgte med.

[red]

Johanes så på hende med et roligt blik "men bare fordi vi kommer hjem er det ikke ensbetydning med vi kommer til at slappe" sagde Johanes med en hemmeligheds fuld stemme han greb sin t-shirt og begynde at løbe hjem af men selv om han så af slappet ud var han det langt fra hver en af hans sanser følte han og så efter andre vesner som mulig vis ville komme fordi de kunde lugte ana men lige nu kunde han ikke mærke noget til nogle andre og det var han ret glad for da han helst godt bare ville havde en rolig trænings aften med hende han fule stille og roligt efter ana og lod hende føre tempoet han følte sig stadig frem men hans syn var ikke så opmærksomt på omgivelserne som det kunde da hans øjne sad fast på hendes røv som han nød synet af ret så meget

[ana]

Det han havde sagt havde fået hende til at rynke på næsen, hvad i alverden havde han i tankerne? Anasuya sukkede stille, hun forstillede sig hvordan mon Johanes egentlig så ud alt i alt med krop og ansigt. Han var en flot man i hendes hoved, hun rødmede let, til hendes held kunne han ikke se det. Flagermuse fløj hen over hovederne på dem, natten var mørk og dyster som altid i den mørke skov, der var mange luskede væsner rundt omkring, men ingen tæt på skønt Anasuya duftede dejligt af blod. Hendes fletning svang fra side til side, hendes bagdel hoppede let som hun ramte med sine fødder på skovbunden med de fine bare tær. Da de stod foran palæet, stoppede hun stille op, hun bed sig i læben og begyndte så at gå op af trappen.
"Hvad havde du i tankerne vi skulle lave nu som er fysisk krævende?" Spurgte hun med en blid og varm stemme som havde en forførende undertone uden hun selv havde lagt mærke til det. Det kildede varmt i maven på hende og hun havde lyst til at være tæt på ham, var det som Thanatos havde beskrevet forelskelse? Hun rystede let på hovedet af sig selv, hun kendte knapt nok Johanes, hvorfor i alverden skulle hun så være forelsket?

[red]

Johanes blik blev på hendes røv lige ind til de nårede hans hjem han stoppede roligt op for and hende og lod sit blik glide langsomt op af hendes krop ind til hans øjne kom til baghoved af hende "det finder du ud af når vi kommer ind og har fået lidt at spise pus" lød det roligt fra Johanes når de var hjemme og ikke trænede var de venner og ikke mester og lærling han gik op til døren og åbnede den for hende "damerne først smukke" lød det ra Johanes med en blid og små forførende stemme han hørte godt hendes undertone af forførelse i hendes stemme og Johanes kunde ikke lade hver med at smile varmt og kærligt til hende *godt hun ikke kan se hvordan jeg smiler til hende helle tiden* tænke han for sig selv men ville ikke sige noget til hende om hvordan han smillede til hende

[ana]

Mistroisk skød hun et øjenbryn til vejrs, hun lod blikket hvile på ham, selvom hun intet så, hun fulgte ham med øjnene og smilte så bare sødt. Da hun hørte døren blive åbnet, og at han kaldte hende smuk, rødmede hun kraftigt, hun skyndte sig ind af døren og begyndte at strække ud midt i hallen.
"Hvad skal vi have af spise?" Spurgte hun sødt, som hun stod med røven i vejret og vred sin krop på alle tænklige måder for at få strukket godt ud. Det havde været en dejlig lille kort løbetur, men det var kun fordi det havde været med ham at den var dejlig, ellers havde den været for kort og kedelig. Som hun strakte sig skar hun en grimasse, såret på hendes ryg sveg en anelse. Det var sjældent hun havde sit hår løst, det var hun til specielle tider og når hun skulle i seng det var løst. I kamp var det kun til besvær, men Anasuya havde en overbevisning om at hun havde styrke i sit hår og at piske med den tykke fletning var ved at være en vane i kamp. Den slog godt fra sig i hvert fald. Et varmt smil blev tilsendt ham da hun endelig kom op og stå igen, hun rettede på sin top og bed sig let i læben.

[red]

Johanes så på hende med et roligt og blidt blik han kunde se på hende at hun rødmede lige nu og han fandt det utrolig kært "vi skal havde noget svine kodeletter med kartofler til " sagde Johanes og gik roligt over mod hende "hvorfor rødmer du enlig så tit som du nu gør Ana" sagde Johanes med en varm og blid stemme mens han blidt lod sin hånd køre over hendes hoved mens hun stod med sin røv i vejret "men inden vi skal spise skal du bevise over for mig at du har fortjene at få noget at spise" sagde han med at skævt og lumsk smil på læben Johanes kunde ikke lade hver med at teste hende for at se hvad hun kunde og hvad hun ikke kunde

[ana]

Anasuya klappede i hænderne inde i sit hoved, det lød vildt lækkert og hun mærkede skam også sulten komme. Det var svært ikke at kunne se, men hun klarede det bedre end de fleste. Hvis hun havde kunne se ham, ville hun nok stå og overglo, men hendes blik var roligt som freden i person. Hendes bryst hævede og sank sig i hendes vejrtrækning.
"Det, det ved jeg ikke, det er vel bare noget jeg gør." Lød det usikkert fra hende, hun bed sig i læben igen og vendte lidt rundt for at få et indblik i hvor de forskellige ting var. Roligt gik hun rundt og støtte pludselig ind i Johanes og havde ramt hans skridt med hendes hånd, hun storrødmede og slog sig selv i hovedet. Hun rystede på hovedet og fandt trappen hvor hun satte sig og gemte sit ansigt.
"Undskyld, når man går i sin egen lille verden er det svært at opdage det som er lige foran en. Jeg gik engang ind i et træ og har engang været faldet ud over et vandfald." Mumlede hun irriteret over sig selv og det at hun nogen gange glemte at fokusere. Hendes hjerne var sat i blød, hvordan skulle hun dog kunne gøre sig fortjent til at få mad når hun ingen ide havde om hvad han havde i tankerne?

[red]

Johanes smilte og fik lidt farve i sine kinder over hun ramte hans skridt og han grinte lidt af det hun sagde med et træ og vandfaldet "hmm" sagde Johanes og så ned af sig selv "træ eller den giver vel det samme" sagde Johanes med en ironisk stemme "ej undskyld jeg griner lidt pus" sagde han og gik over ved siden af hende og satte sig ned og lage en arm om hende "du er jo blind søde og du kan ikke se alt helle tiden det ved du også godt selv men jeg syntes du gør det utrolig godt sådan som du har klaret det indtil nu søde" sagde han med kørte blidt en hånd gennem hendes hår "kom med mig også få vi os noget mad og snakker om hvordan din træning kommer til at for gå ana" sagde han med en rolig og varm stemme hvor efter han rejste sig roligt op og trak hende med sig op at stå

[ana]

Anasuya hævede det ene øjenbryn og vendte blikket op da han sagde det med et træ og hans manddom kunne gå ud på et. Det fik hendes tanker til at svæve rundt, hun rødmede kun endnu mere da det gik op for hende at hun sad og fantaserede om hvor stor hans pik måtte være. Det var dejligt at høre hans stemme og opbakning, det gjorde alting så meget lysere ud og han virkede ikke det mindste vred eller utilpas ved hendes lille uheld.
"Tak, så godt syntes jeg nu heller ikke at jeg gør det." Lød det stille fra hende i en blid og rolig tone, hun rettede sig lidt op og mærkede hvordan hun nød at føle hans hånd kærtegne hendes lange hår. Da han hjalp hende op var hun hurtigt oppe, hun var frisk på noget mad, for hendes mave knurrede efterhånden ret kraftigt. Et kort nik kom fra hende, hun gav tegn til at det var okay og forstået, som var hun en soldat.

[red]

Johanes smilte varmt til hende og kunde se hvordan tankerne kørte rundt i hoved på hende "hvor er du kær ana" sagde han og tog hende blidt i hånden hvor efter han trak hende med sig mod hans spise stue mens de gik mod den så på han på hende "vis man ikke kender dig eller ser utrolig godt efter kan man ikke se på dig du er blind du skjuler det godt og det er kun en god ting vis du stå over for en fjene men du skal også huske på at vis dine fjener ved du er blind kan det få dem til at under vudere dig kraftigt og det er der som du skal spille på vis du få problemer i kamp" sagde han med en varm og blød stemme de kom ind i hans spise stue og slap blidt hendes hånd han trak en stol ud for hende "sæt dig her" sagde han med en blid og varm stemme mens han ventede på hun skulle sætte sig ned

[ana]

Som han dog kunne give komplimenter, det fik hende til at le, han var nu meget sød og hans stemme, samt væremåde var meget charmerende. Det her skulle nok blive godt, hun var klar på alting, det blev den bedste tid i hendes liv, det var hun sikker på. Roligt fulgte hun efter ham, lyttede til hans vise ord og nikkede roligt, hendes ansigtsudtryk viste hvor intenst hun lyttede og hvor meget hun interesserede sig for dette. Da hun hørte ham trække stolen hun smilte hun taknemligt mod ham.
"Sikke en gentleman." Lød hendes smukke blide stemme, hun sendte ham et varmt blik og satte sig roligt ned på stolen. Hun gad godt se hvordan han havde indrettet hjemme, det var sikkert utroligt smukt. Det som han havde sagt havde fået hende til at tænke, han var virkelig en god mester og at udnytte det at man var blind til sin fordel var jo vildt smart!