Lær mig alt!

[ana]

Solens stråler faldt sjældent igennem de mørke træer, men i en kæmpe lysning lå et stort, smukt og alligevel halvdystert palæ. Et nærmest lille sejrssmil fyldte hendes læber, endelig havde hun fundet stedet hun havde ledt efter så længe, hun kunne mærke varmen fra lyset jo tættere hun kom på det. Der var ingen steder i skoven der havde så stor en lysning, hun kendte den ud og ind, men havde aldrig fundet steder her før. Rygterne sagde at han boede i palæet i den mørke skov, Johanes Blackwood, en af de stærkeste varulve. Anasuya følte sig som en vinder, hun havde søgt længe efter det her sted, hun havde søgt længe efter ham. Hendes mål var at blive en mægtig kriger, stærk og at kunne kontrollere sine forvandlinger. Noget af det mest trættende var at hun ikke kunne kontrollere sig selv når hun blev forvandlet til varulv, faktisk blev hun ikke til andet end et vildt dyr og havde ingen ide om hvem hun var. Anasuya følte sig frem til hoveddøren, hun fik fat i dørhammeren, og bankede på med faste, rolige slag. *Bare han siger ja, så er jeg lykkelig, jeg har virkelig brug for en mester og han siges at være den bedste. Uden at være brutal og ondsindet, lidt som mig.* Tænkte hun, hun havde intet imod han skulle være hård ved hende, hun ville have hård træning og behandles som en mand i træning. Hvis hun fik medlidenhed fordi hun var kvinde ville hun blive vred. Respekt betød meget for hende. De forårsgrønne øjne var fyldt med iver og glæder, det lange røde hår var flettet og sat op i en høj hestehale. Den hvide kjole sad smukt på hendes krop, under havde hun tøj på til kamp og under sin kjole på ryggen hang hendes sværd stolt og skjult. Hun lignte uskylden selv, var smuk som en engel og bar sin kjole som en kongelig. Indeni var et monster ved hver fuldmåne og en ivrig ung kvinde som var klar på hvad som helst for at opnå hendes drøm. Stædig og viljestærk. Smilet han ville møde var blidt og roligt, hun strålede af glæde over sin lille sejr, det at have fundet ham omsider.

[red]

johanes var ned i sin kælder og arbejde pengende tjente jo ikke sig selv han arbejde hårdt på nogle møbler til nogle nede i byen som ville komme og hente dem sener på dagen han havde lidt travt for han viste ikke hvornår de ville komme for at hente de 3 møbler johanes manglede kun det sidste på det ene møbel også var han helt færdig med det helle han hørte det bankede på oppe på hans dør men lod som ingen ting han regnede med hans nye tjeneste pige ville åbne døren og snakke med den som der nu var ved den og som han regnede med kunde han også høre døren blive åbnet han var bange for det var hans kunde som kom for at hente tingende det var en fast kunde hos ham og derfor viste de hvor han boede Johanes knoklede på og blev rimelig hurtige færdig med det han manglede hans tjeneste pige var en ung menneske kvinde som var kommet til ham fordi hun manglede et sted at bo hun åbnede døren og så på den kvinde som der stod ved døren hun havde en sort kjole på med et blomster mønster på den gik hende ned til knæende og sad løst på hendes krop "goddag frue hvad skal de her hos min hr. ?" spurgte pige med en blid og varm stemme hun stod roligt og så på kvinden som stod i døren det var ikke Johanes kunde det kunde hun tydligt se for hun kende selv den kunde som skulle komme og hente tingende

[ana]

Anasuya blev noget overrasket over stemmen tilhørte en kvinde, hun duftede lidt og kunne dufte hun var menneske. *Det må være tjenestepigen, han har nok mange penge. Jeg er så nervøs! Tænk hvis han bare griner af mig og sender mig væk?* Tænkte hun og bed sig let i læben, hun nejede blidt for tjenestepigen og smilte varmt. Der var ingen grund til at behandle hende usselt jo, hun var i samme rang som hende efter Anasuyas mening. Hendes rustning var i gang med at blive lavet inde i ramshia og hun glædet sig sådan til at se den når den var blevet færdig.
"Det er ret privat Frøken, men jeg kan vel godt fortælle det. Jeg er kommet for at forhøre mig om Sir Blackwood vil være min mester." Lød det roligt fra hende, hun var tydeligt spændt og munter, hun kunne næsten ikke så stille og smilte konstant. Alt omkring dem var så smukt i lyd, fulgene sang her i lysningen og solen varmede hendes røde hår bagfra. Mon Johanes ville tage imod hende? Hun ønskede dette så brændende.

[red]

tjeneste pigen smilte varmt til hende og gik til siden så kvinden kunde komme ind "så bare kom ind de kan sætte dem ind i stuen også skal jeg nok sørger for de få noget at drikke og at Johanes komme op til dem hurtigst muligt og stuen er lige inde til højre for dem" lød det fra tjeneste pigen da Anasuya var gået ind lukkede tjeneste pigen døren og forsvandt ud i køkkendet det var tydeligt at høre han var nede i kælderen og arbejde men med et blev der stille han var helt færdig med det han lavede der nede han smilte af det han havde lavet det så godt ud efter hans mening han løftede det op og bar det op af trappen men det lød som om han stampede i trappe trinende da han gik op af den men det var kun fordi det var så tungt som det var det han bar på da det var lavet af masivt træ han åbnede stille dørene ned til kældren og sakke møblet fra sig han ville gå op og skifte inde hans kunde kom for at hente tingende han gik forbi døren for at se hvem der var kommer han så på kvinden som stod i døren "goddag fru jeg kommer ned om et øjeblik jetg skal lige op og skifte tøj" sagde han med en varm stemme så gik han hvider ned op af sin trappe og op til sig værele han havde sit arbejds tøj på men skiftede nu til en mørke blå polo og et par normale sorte bukser han kunde høre hans tjeneste pige var ude i hans køkken og fandt nogle drikke var frem til kvinden som nu sad inde i hans stue og ventede på han skulle komme ned til hende igen

[ana]

Anasuya nikkede bare til tjenestepigen og gik ind, hun kunne mærke hvor de forskellige ting var, for hende havde alt natur en sjæl og hun kunne mærke hans møbler rundt omkring. Hun hårde Johanes og lod blikket hvile mod lyden af de tunge skridt der blev taget, hun smilte forsigtigt og mærkede glæden strømme gennem sig, hun var så spændt. Der var jo fare for hun ville blive forfærdeligt skuffet, alt hun havde satset på var ham og at han skulle være hendes mester. Alle de gode ting hun havde hørt om ham, hun vidste næsten med sikkerhed at han ville sige ja. Palæet virkede stort, hun kunne mærke det og følte sig helt lille.
"Jeg venter i Deres stue Sir Blackwood." Lød hendes stemme klar, hun bevægede sig til højre som tjenestepigen havde sagt og stødte næsten med det samme ind i klarveret. Et bredt smil kom på hendes læber, hun arbejede jo som musiker og var småkendt for sin musik, ikke ved navn, men ved lyd. Hun lod fingrene glide let hen over tangenterne, det var stemt og det hele, klar til at blive spillet på. Anasuya bed sig i læben, ville det være alt for uhøfligt bare at benytte hans klaver sådan uden lige? *Han har nok intet imod musik, han virker så rar.* Tænkte hun for sig selv, hun satte sig ved klaveret og tænkte først lidt over hvad hun skulle spille. Roligt begyndte hendes fingre at glide hen over dem, hun fandt selv på dette nummer, hendes glæde og rolige sjæl fik hende til at finde på noget nyt. Anasuya's humør var i top, hun var så glad så glad og vidste at det hele nok skulle gå, hendes drømme skulle snart gå i opfyldelse. Hendes øjne strålede om kamp med solen, den forårsgrønne farve var så levende som det var muligt, hun var langt fra som andre blinde. Man kunne ikke se på hende at hun var blind, hun lukkede øjnene og nød lyden af klaveret.

[red]

Johanes kunde høre nogle spillede på hans klaver og han havde ikke givet nogle lov til det godt nok var det smuk musik der kom ud af det men lige meget hvem det var ville det være meget uhøfligt at gøre sådan noget uden at spørger om lov først han fik sit tøj på og gik ned mod sin stue han stoppede op ved døren og så på hende som sat og spillede ved hans klaver han så alvorlig ud i hoved han gik over mod sin stol som stod ved siden af hans pejs på vejden gik han forbi klaveret lukkede han luget ned så man ikke kunde spille på det om hendes finger kom i klemme eller ej så han ikke han gik bare hvider over i sin stol og satte sig hvor efter han så på hende "er du godt klar over det er meget uhøfligt at bare give sig til at spille på andres ting uden at spørger først" sagde Johanes med en alvorlig stemme mens han sad og så på hende han var nu stadig glad men han ville vise hende at man ikke bare gjorde hvad man ville i hans hus uden man havde fået lov

[ana]

Da han kom ind, kunne hun mærke hvordan hans aura var lettere irriteret, så da han var helt henne med hende, fjernede hun hurtigt sine fingre og hoppede let ved lyden af låget der ramte lige foran hende. Anasuya's smil forsvandt hurtigt, hun vendte sig om, rejste sig og lod blikket hvile ned mod gulvet. Roligt rejste hun hovedet op mod ham, hendes blik var undskyldende og roligt, lidt våde da hun havde været tæt på at begynde med at græde.
"Undskyld Sir." Lød det stille fra hende, nærmest hviskende. Hun nussede sin ene hånd med den anden og bed sig i læben, hun var nervøs og bange for han ville dømme hende nu. Det havde bare været så fristende, hun havde brug for at spille lidt, uden at det blev betalt for det. At skulle blive trænet af ham, ville være den største ære og den største glæde. Roligt trådte hun frem og lod blikket glide hen over hans ansigt, selvom hun intet så, vidste hun hvor han var.
"For at komme til sagen Sir Blackwood, så er jeg kommet for at spørger Dem om noget bestemt. Jeg har hørt så mange gode ting om Dem Sir, må jeg få den ære at kunne kalde Dem min mester?" Hendes stemme var blid, men stadig alvorlig. En rød farve havde bredt sig i hendes kinder, hun var flov over hun gik til sagen på den måde, men hun var ivrig og ville så gerne gøre det her. Hvis hun fik et ja, ville hun blive mere lykkelig end hun nogensinde havde været.

[red]

Johanes så på hende med roligt øjne "du er skamme tilgivet for din fejl men jeg kan ikke give dig et klart svar i nu men du kan komme på prøve her hos mig også kan vi tage den der fra og efter noget tid så kan vi finde ud af noget der fra men jeg er og bliver aldrig til det der fine gøjl med sir. og alt det der mit navn er johanes og jeg har fået det navn fordi det skal bruges okay ?" sagde Johanes og rejste sig rolige og gik over i mod hende "men hvad er deres navn så og hvad vil de havde jeg kalder dem for eller få jeg frit valg på alle hylder ?" sagde Johanes med en blid og venlig stemme han smilte venligt til hende og gik over til hende så han stod et par meter fra hende han lod sine øjne køre op og ned af hende et par gange hvor efter han lod sit blik stoppe i hendes øjne han kunde se det var noget ved dem for hun fukoserede ikke på hans øjne men han ville ikke spørger ind til noget i nu

[ana]

Der var noget tiltrækkende ved måden han var på, han var stolt på en måde, men også ydmyg og rolig. Hun smilte et større smil og lod blikket køre lidt rundt i rummet, hun følte tingene, sådan kom hun rundt og undgik at ramme ting. Men det krævede koncentration. Da han sagde hun var på prøve smilte hun blot endnu mere, det betød al verden for hende og gjorde hende helt glad.
"Du har ingen ide om hvor glad jeg har for at høre dig sige det Johanes, jeg kan ikke vente med at komme i gang. Du kan tro jeg nok skal arbejde hårdt og gøre som du siger. Der vil ikke være et eneste problem med mig, det lover jeg." I hendes stemme lød der lykke og glæde, hendes forårsgrønne øjne strålede om kamp med solen som varmede udenfor. Det var faktisk dejligt at hun måtte kalde ham ved navn og ikke behøvede høflig tiltale, så kunne hun fokusere nemmere på at træne.
"Anasuya Modesty og der er frit valg på alle hylder." Grinte hun sødt og lod blikket falde på hans, hun smilte varmt og mærkede på sin kjole, hun lignte jo ikke en der ville trænes.

[red]

Johanes smilte kært ved hendes stemme og tog blid hendes hånd "det er mig en glæde at møde dig Anasuya" efter han havde sagt det kyssede han blidt hendes hånd og slap den kort efter hans læber havder ramt hendes hud slap han den kort efter "sæt dig ned og lad os snakke lidt om dig" sagde Johanes med en blid stemme hvor efter han gik over til sin stol igen og satte sig han var glad for hun ikke ville være på tværs og ville kalde ham for hr eller sir eller noget i den stil han så over på hende og ventede på hun skulle sætte sig han knipsede med fingerne og kort efter kom tjeneste pigen igen og gik over til johanes "jeg vil gerne havde en øl og Anasuya hvad vil du havde at drikke ellers spise vis du altså er sulten" sagde Johanes med en blid og varm stemme

[ana]

En svag rød farve trådte frem i hendes kinder ved følelsen af hans læber på hendes håndryg, hun smilte og lagde hovedet ned til sin skulder. Tænk at han følte det som en glæde at møde hende, var hun noget specielt? Anasuya tænkte lidt over tanken om at skulle være noget specielt i nogen øjne, tanken fik hende til at le sødt og trille lidt med sin tunge. Roligt vippede hun på sine bare tær og lod hænderne mødes omme på ryggen, så hun lignte uskylden selv.
"Det er mig en ære at skulle komme på prøve hos dig Johanes, du har ingen ide om hvor stor en ære det er. Jeg har virkelig set frem til vores møde. Du er meget mere afslappet end jeg havde regnet med og det er virkelig rart." Hun snakkede noget hurtigt og iveren i hendes stemme var så tydelig. Selvom hun var rolig i sine bevægelser, var hendes hjerte ivrigt og vildt bag hendes fyldige bryst. Rolig satte hun sig ned, hun behøvede ikke føle meget, kjolen det strøg hen over kanten af stolen gjorde hun vidste hvor den var. At skulle fortælle hun var blind var intet hun fandt nødvendigt, faktisk var hun lidt bange for at han ville finde det umuligt at træne hende.
"Jeg vil gerne være kriger for Dvasias, men det kræver jeg er stærkere og kan styrer min forvandling. Ulven i mig virker utæmmelig for mig." Lød det roligt fra hende, hendes blik var plantet på ham, hans stemme var så dejlig beroligende og hun lyttede grundigt om der var andre i palæet. Med lidt held var der ingen kone til at blive misundelig. Allerede nu følte Anasuya at de nok skulle få et dejligt venskab.
"Jeg har spist og drukket inden jeg kom, hvorfor trænge sig på på den måde første gang, når jeg kan gøre det anden gang vi ses." Grinte hun sødt og smilte varmt til ham, hun foldede hænderne i sit skød og lod det ene ben glide over det andet. Fletningen hang ned over hendes skulder, lang som den var og den gik næsten ned til gulvet.

[red]

Johanes betragtede hvordan hun beværede sig og hvordan hun gik han smilte kært til hende hvor efter han så op på sin tjeneste pige som stille gik ud af rummet han så på ana igen "der er ikke noget som er umuligt men fortæl mig mere om dig selv jeg skal hvide alt hvad du vil ud med for så kan jeg hjælpe dig bedre med at blive stærker hurtiger" sagde han med en blid og varm stemme han betragtede hendes krop med et roligt blik han fandt hende utrolig smuk og sød hendes små fnis og hendes søde smil men det var ikke noget hun behøvede at hvide noget om jo han sad stille og lyttede til hvad hun havde at sig han var spændt på at finde ud af hvor meget hun ville ud med og hvor lidt hun ville ud med lige her fra start af han sad lige så stille og betragtede hende med et kært varmt smil på læben

[ana]

Der var jo en mere detaljeret måde at forklare tingene på, og det krævede jo også for at han kunne klare det for hende og træne hende så hun blev den kriger hun gerne ville være. Roligt lænte hun sig frem mod ham og smilte varmt, hendes blik var roligt og rettet mod hans øjnes bevægelse.
"Først og fremmest, bør jeg nok fortælle grunden til jeg er her. Jeg vil gerne lære at styrer min forvandling fordi at ulven i mig ikke vil som jeg vil. Jeg kan ikke konsentrere mig når jeg bliver så vild som jeg gør, og for det meste kommer jeg til skade og har været tæt på at dø tit. Mit våben er dette." Anasuya trak sit sværd frem, det var smukt sværd, håndlavet og det enste af slagsen. Måden hun holdte det på var elegant, hun vidste godt hvordan man holdte på et sværd, men det at bruge det med ynde og hurtighed var svært og krævede øvelse.
"Jeg har brug for træning i hurtighed og ynde i at bruge mit sværd, det kan både burges som enhånds, men også tohånds sværd. I tilfælle af jeg skulle miste mit sværd, vil jeg gerne kunne lidt forskellige kamp teknikker og forskellige måder at undgå slag på." Lød det roligt fra hende, hun smilte svagt hele tiden og lignte en der betragtede ham. Anasuya havde helt glemt hun var blind, for hun opførte sig jo aldrig som en og det var blevet hende en vanesag. Det kom jo nok på et tidspunkt og til den tid, måtte man jo håbe han ikke blev alt for sur på hende.

[red]

Johanes smilte roligt til hende og greb ud mod hendes svær "må jeg se det" sagde han med en blid og varm stemme hvor efter hans tjeneste pige kom ind igen hun satte hans øl på det bord der stod ved siden af hans stol hvor efter han han så på tjeneste pigen "tak for det kære" sagde han og smilte roligt til hende efter hun var gået ud af stuen igen så han på ana igen "jeg kan forstå hvorfor du er her men hvad vil du være en kriger for og sætte dit liv på spil for et land som ikke engang ved hvem du er selv om du så ville være den bedste kriger i helle verden ville din øverste ikke engang hvide hvad du hedder hvor imod vis du er din egen eller slutter dig til en klan som den her har vil du være kendt af dine øverste kende af de andre klan medlemmer folk vil sige hej til dig og kende dig for det du er god til en kommende god kriger og en fantastisk musiker" lød det blid og roligt fra ham mens han betragtede sværet

[ana]

"Selvfølgelig må du det." Svarede hun blidt og lod ham tage sværdet, hun hørte stuepigen komme og fik nyt syn på hvor stor denne stue var. Bordet ved hans side var i hendes billed i forvejen. Alt der var lavet af træ havde en aura, som den levende oganisme den var, på den måde kunne hun slippe udenom at skulle komme til skade eller famle rundt i blinde. Jo det havde taget lang tid at blive sådan, men hun havde også trænet sig selv hårdt. Da han sagde hun var en fantastisk musiker rødmede hun kraftigt, hun så ned mod gulvet og bed sig i læben, de ting han sagde fik hende til at smile.
"Jeg vil kæmpe for dem jeg elsker og dem jeg holder af. Jeg vil kæmpe hvis det kræves, men ikke hvis det bare er for at holde krig. Jeg angriber kun hvis de angriber først. Desuden Johanes, så vil jeg med glæde have en klan at kunne tage mig af, men når sandheden skal frem, så er jeg alene i denne verden." Lød det roligt fra hende, hun sukkede afslappet og satte sig nu mere til rette. Der var hyggeligt her, hun følte sig godt tilpas og kunne ikke lade vær med at smile mod Johanes.