After work

[jay]

Han sukkede stille og holdt stadig fast om ham. "Nuvel..." mumlede han og satte ham på sengen og rejste sig op og gik hen til sit skab og åbnede det for at finde noget derinde. For det første tog han noget tøj ud og lod håndklædet falde og tog boxers og en t-shirt på så han havde lidt på kroppen og gik så over til en skuffe i sit natbord og tog et sort halsbånd op og så på det og så på Cedric og stilte sig foran ham og lod det falde om halsen på ham i en hurtig bevægelse og bestemte sig også for, at låse det før drengen nåede og reagere og gøre modstand. Han klappede ham stille på håret og satte en kæde i nøglen og tog den om halsen. "så...du giver mig ikke andet valg.." han trak lidt på skulderen. "Jeg vil lade dig gå nu..men du kommer tilbage..." han smilede og satte sig ned i en stol i hjørnet og så mod ham. "Halsbåndet kan kun jeg tage af...Hvis du vil må du jo skjule det for dine forældre. Men en dag vil du komme tilbage her for enten at få det af eller fordi du bare ikke vil blive væk.." han strakte sig lidt med et suk. Han gabte og mærkede atter hvor træt han var og kløede sig lidt i nakken. "nå...men siden du vil hjem så kom.." han rejste sig op og gik ud på gangen og gik hen for at låse døren op. "Og jeg har alt den tid det skal være..om du så kommer igen snart eller om flere år." han grinede lidt. Træt. "men før eller siden skal du nok ønske og få det af mit lille pet.."

[Deleted]

Cedric var direkte panisk. Jo hurtigere han var i stand til at komme hjem, jo bedre ville det jo i den grad også blive for hans vedkommende. Han nægtet, at lade tårer falde lige nu. Han ville bare ud af den dør og så spæne hjem så hurtigt det ville være ham overhovedet muligt! Han trak hænderne hurtigt til sig, da Jay langt om længe, måtte give slip på ham. Han var allerede opsat på en ting. Han skulle aldrig nogensinde ud igen.. Aldrig nogensinde! Han så til at han fandt sit tøj, at han så hurtigt kom hen til ham, tvang et halsbånd omkring hans hals, som han knapt nåede, at reagere på, før det var låst fast. Panikken meldte sig omgående i Cedric som hurtigt lod hænderne falde mod det, hvor han i det faste og næsten så desperate forsøg, prøvede, at skulle få det af! "T-tag det af!" udbrød han med en mere panisk stemme end før. Hans øjne endte blanke. Han var virkelig ikke noget kæledyr og dette var ikke noget som under nogen omstændigheder, skulle skjules for hans forældre! Han kom hurtigt ud af sengen, da Jay nærmede sig døren, som han blot måtte håbe, ville blive låst op, så han bare kunne komme hjem og det skulle virkelig bare gå hurtigt lige nu. En tåre trillede stille ned af hans kind. Lige nu ville han virkelig ikke sige Jay mere imod, han ville bare ud og væk herfra, så hurtigt, det ville være ham overhovedet muligt. At blive kaldt for et pet, var noget så nedværdigende for ham. .Han var virkelig ikke noget dyr. Han rev og sled stadig i båndet omkring hans hals og vendte blikket op mod ham. "Lås op.." hviskede han tydeligt skræmt. Den mand havde virkelig formået, at skulle skræmme ham. At han så bare stod og grinede, som havde det hele været sjovt, han kunne bestemt ikke se det sjove i det her på nogen måde overhovedet! "Lås op.." gentog han stille.

[jay]

Han stoppede foran døren og lænede sig stille ned og strøg ham over kinden og kyssede hans tårer væk igen. "så så ikke græde.." hviskede han stille. "Når du kommer her igen skal jeg nok tage det af dig." han smilede og klappede ham roligt på håret. Han så ham ikke som noget kæledyr. Han ville bare gerne pusle om ham, men det var vist ikke så nemt. "du får det kun på så jeg er sikker på du før eller siden opsøger mig igen." han smilede svagt. Måske lidt trist over det ikke var gået som han havde håbet. han låste stille op og gav ham et sidste kys på håret og så på ham. "Kom nu godt hjem...Skynd dig før der kommer for meget liv i gaderne og før dine forældre ser du er væk..jeg glæder mig til og se dig igen." hviskede han stille og så helt sørgmodig ud i det han åbnede døren op og gik ind i stuen helt nedslået pludselig. Han sukkede stille og regnede med, at han måske ikke se drengen igen og måske hvis han var heldig en enkelt gang når han ville have halsbåndet af. Han smed sig i sofaen og lukkede sine øjne og havde taget en drink nu og drak lidt af den. Han ventede blot på at høre døren blive lukket efter Cedric så han kunne låse igen og gå i seng.

[Deleted]

Cedric ville bare hjem og det kunne virkelig ikke gå for hurtigt lige nu. Han var direkte skræmt af denne situation. At rende rundt med et halsbånd på den måde, var i sig selv, en tanke som skræmte ham selv direkte. Han var i den grad ikke ejet af nogen som helst! Han sitrede med et klart ubehag, da Jay kysset ham endnu en gang, bare for at få tåren væk. Kunne han ikke bare gøre som far? At stryge den væk istedet for? Han bed sig skræmt i læben og med blikket som stille gled op mod Jay igen. Han fik sig virkelig ikke til at skulle besvare hans ord på nogen måde overhovedet, han ville virkelig bare ud og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok. Det sidste kys i håret, bed han bare i sig. Det var det som hans mor plejede at gøre inden hun tog på arbejde. Han vendte blikket mod døren og mod den verden som han havde ønsket at få undersøgt. Det var i hvertfald frem til nu. Han tøvede virkelig ikke. Han var virkelig ligeglad med det hele, han skulle bare hjem nu! Han løb ud, løb ned af gaden inden han blot kort stoppet op og vendte sig mod huset som han var løbet ud af, så han ville være i stand til at huske hvordan det så ud. Det var først nu, at han for alvor begyndte, at skulle græde. Han vendte om igen og løb virkelig bare alt som hans små ben kunne bære ham. Hans hænder rev og sled stadig i halsbåndet omkring hans hals. Dette var noget som hans mor skulle vide, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Alt det som manden havde gjort ved ham skulle hun få at vide! Han græd lydt resten af vejen hjem til Marvalo Mansion. Allerede der og da, kunne han stå ved, at Jay i den grad havde haft fat i den helt forkerte knægt, så snart at hans mor kendte til det.

//Out

[jay]

Stille og roligt rejste Jay sig igen efter lidt tid. Han havde vel lidt håbet drengen blev? Et spinkelt håb der ikke rigtigt havde troet på det selv. han lukkede døren i og låste før han gik hen til sit soveværelse og lidt efter var alt lyst i huset slukket og han sov. han lå helt krøbet sammen i den store seng som om han var en lille dreng der var bange for at være alene. Det var jo næsten sandt. Han var ikke nogen lille dreng, men han var ikke glad for ensomheden. men sådan var hans liv jo blot. Han måtte tage hjem til far imorgen. han sukkede stille.

//out