Frihed?

[h]

Helena vidste at de bare ved lugten af hans blod ville forsvinde, hvis de valgte af blive, ville i hvert fald en af dem miste deres eget blod. Hun så roligt på Pen, han var meget fjendtlig og alt den snak om hævn gjorde hun fik et halvondt smil på de fyldige læber. Tanken om sin fortid gjorde hende mere tørstig efter blod, hun kunne huske hvordan hun havde drænet sin egen far efter hun havde flået hans hals helt over så det trillede hen af hendes soveværelses gulv. "Hævnen er sød, glæd dig." Hviskede hun med en ond og samtidig forførende stemme, hun lod sin negl køre hen over hans håndled og så hvordan den skar gennem hans hud som ingenting. Helena slikkede sig om munden og mærkede hvordan sulten gjorde hende småivrig og vild. Hurtigt tog hun hans håndled op til sin mund og drak roligt af hans blod, hun hørte 2 af vampyrerne løbe sin vej igen, men to af dem blev udenfor. Helena stoppede hurtigt, hun havde langt fra taget meget, hun ville sikre sig han ikke behøvede hendes blod nu hvor han nægtede at tage imod. "Bliv bare her." Sagde hun roligt og gik elegant og roligt mod døren med et ondt grin. Hun samlede sin pisk op på vejen og nærmest flåede døren op, forlod huset og lod med vilje døren stå åben. Helenas pisk kunne nemt høres, det tog hende ikke lang tid at nedlægge en svag og sulten vampyr og som hun havde frygtet af sin egen sult, så drænede hun en af sin egen art. Hun tog sig god tid med at få blod og havde selv glemt alt om nummer to vampyr.

[pen]

Han fulgte hende gå ud af døren. Hun havde måske ikke drukket meget, men han kunne dog alligevel mærke det... Om det var fordi hans krop var i en tilstand hvor den ikke var for glad for at miste blod, eller om det var fordi det stadig blødte vidste han ikke. Han kunne mærke sig selv blive langsomt døsig igen, det var dog ikke på grund af tabet af blod, men nok snarere nattens begivenheder, og udsigten til endelig at kunne slappe en smule af... Såret på hans arm var ikke dybt, men han besluttede sig alligevel for at skære en smule af hans allerede meget slidte trøje, med en af dolkene, og binde såret... Det ville måske stoppe blødningen, men han vidste at det nok ville være smart at rense såret, både fordi hverken ham selv, hytten, eller hans trøje virkede alt for ren. Han ignorerede lydende udenfor, ikke fordi de skræmte ham, men fordi han ikke følte at de ville hjælpe ham med at få hvile...
Hvis det havde været lysere inde i hytten ville han have lagt mærke til omgivelserne langsomt blive mørkere, som han gled ind i en dyb drømmeløs søvn... Hans krop var udmattet og der var ingen tvivl om at han trængte til at hvile sig.
Som han langsomt gled ind i en verden hvor intet var virkeligt, men alting føltes virkeligt, og alting blot var alt, alt for sandt.

[h]

Den sidste vampyr var begyndt at bevæge sig ind mod Pen, Helena var stadig igang med hendes offer og lod først ikke mærke til noget som helst. Vampyren stod bøjet over Pens krop, og Helena mærkede med det samme noget var galt. Hun satte sin pisk på plads omme på ryggen og stod pludselig bag vampyren. "Du kan tro nej!" Hviskede hun vredt og jog sin hånd igennem ryggen på den mandelige vampyr, og flåede hjertet ud. Blodet dryppede ned over Pen, han ville nok blive ubehageligt overrasket når han vågnede igen. Helena tog vampyreren på ryggen, stadig med hjertet i hånden og forsvandt ud i natten for at skjule dem begge imens de stille blev forvandlet til aske og vindens hårde stød tog resterne med længere ind i skoven som en advarsel om at holde sig væk. Hun vidste hvordan Pens krop havde det lige nu og vidste hvad han havde brug for, hun løb så hurtigt som stormen tillod hende at løbe. Stærk var hun, men modernatur stærkere. Endelig nåede hun frem til den dansende flamme, hun tog mad og drikke i en sæk og løb tilbage til hytten. Regnen faldt i store tunge dråber, da hun nåede ind i hytten var hun drivvåd, men havde beskyttet maden og de forskellige slags alkohol. Hun havde taget lidt af hvert. "Typisk." Mumlede hun halvmuggent og lagde sækken med maden på bordet. Hun tændte op i pejsen så huset ville blive mere varmt, hun vidste at Pen som menneske havde brug for varme for at overleve. Stormen begyndte for alvor at rasse udenfor, hun sukkede opgivende og tog noget træ, en hammer som hun fandt i skuret og søm, hun begyndte at dække vinduerne til så hun kunne blive der om dagen og så kulden ikke kom så meget ind. Derefter forseglede hun døren, tog sin drivvåde nederdel af, hang den ved pejsen sammen med hendes corsage. Hun listede hen til Pen, tog et lagn fra sengen og tog det om sig, hun satte sig for fodenden og så ud i luften, uviden om hvad hun egentlig havde gang i.

[pen]

Der gik længere tid før Pen vågnede igen, imidlertid havde han drømt rigeligt. Det havde startet med hans barndom, den del havde virket fjern, skrøbelig som enhver anden drøm, men snart fandt han sig selv nede i en kælder, det var mørkt, fugtigt, og der var en grum lugt af gammelt blod og mug. En støvet søjle af lys gled gennem kælderen fra et lille vindue med tremmer i som sad lige under loftet omkring to meter over ham. Men på trods af det høje loft, så virkede rummet stadigvæk småt.. Halvdelen af rummet var delt op med et sæt tremmer, han var inde bag den del hvor der ingen dør var. Ovre i den ene ende af rummet lå der en død rotte, en af dens artsfæller var godt igang med at fortærre den. Døren åbnede langsomt og et skarpt lys gled ind i rummet. Igennem døren trådte en mand ind, i hans hånd havde han en kniv...
Pen vågnede op med et sæt, i det han gjorde det flyttede noget af hans røde hår sig fra hans ansigt og afslørede det lange ar som gik fra lidt over hans højre øje ned over hans højre kind. Han hev kort efter vejret, drømmen havde været virkelig, næsten alt for virkelig, selv smerten havde følt virkelig, ligesom den havde gjort dengang for to år siden... Følelsen blev efterfulgt af en skarp smerte i hans ryg på grund af den pludselige bevægelse, og han lagde sig selv ned igen. "De er væk... Er de ikke?" spurgte han kort, og så op mod loftet... Sveden gled langsomt ned over hans pande, og fik ham næsten til at se syg ud...

[h]

Helena så på ham, han lå meget uroligt, men hun havde ikke i sinde at vække ham, folk som drømte kunne være farlige og blodet over ham fra vampyren kunne se ret forkert ud i sådan en position. Hun rejste sig roligt, hun gik over til bordet, tog noget brød og kød frem, lagde det på et stykke rent stof og gik hen til ham ved hans side. Her knælede hun ved sengen, lagde maden på sengen ved hans side og hev lidt op i lagnet hun havde om sig. "De er væk og tro mig, der kommer ingen i dette vejr." Idet hun sagde vejr lød et kæmpe brag udenfor og lyden af et træ der faldt ikke langt fra hytten. Regnen stormede ned, vinden var utæmmelig og lynene lyste alting op udenfor. Inde i hytten var der et varmt skær fra pejsens ild, det var smålunt og hyggeligt, hvis man så bort fra blodet der var. "Spis lidt, du for brug for dine kræfter og så vidt jeg ved er mad vigtigt. Hvad kunne du tænke dig at drikke?" Lød det blidt fra hende, hun fjernede hans røde hår yderligere og så på hans ar, hun bed sig i læben og rystede på hovedet. Hun vidste at det måtte have gjort sindsygt ondt på ham, han måtte virkelig have haft det hårdt og hun havde på en måde ondt af ham, hvilket skræmte hende meget. *Gad vide hvem der har gjort dette mod ham? Sikkert den person han vil hævne sig på.* Tænkte hun og så ind mod ilden, den var smuk og vild, som hende selv.

[pen]

Han greb ud efter hendes arm, da hun rykkede den ud efter hans hår. Han brød sig ikke om at folk skulle se det. Han vendte kort ansigtet væk fra hende. Han havde mange andre ar rundt omkring på sin krop, langt de fleste kom fra den tid, nogle var lavet af kniv og diverse skarpe objekter, men mange af dem var også resultatet af varmt jern, og diverse andre ting. Han måtte give manden en ting, han havde været opfindsom... Det havde trods alt varet to år før han begyndte at kede sig. Han var dog godt klar over at mandens handlinger var også i hævnens tjeneste, Pen havde haft et job han skulle gøre, jobbet blev aldrig gjort... Han var bleven opdaget, men han havde en god ide om hvorfor...
"Det er ikke så meget smerten, som det er ydmygelsen..." sagde han kort, næsten som et svar til hendes bevægelse over mod hans ar. Han vendte sig kort mod hende igen, og greb ud efter noget af maden. Det var snart længe siden han havde fået et ordentligt måltid, manden havde ikke ligefrem haft travlt med at fodre ham, hvis man skulle sige det sådan. "Vand ville være fint..." sagde han kort... Udsigten til ordentligt mad havde gjort ham sulten, og tørsten fulgte let med, dog drak han ikke alkohol, havde aldrig gjort det. Desuden, alkohol dehydrerede, det gjorde vand ikke. Han følte sig stadigvæk ikke helt tryg ved hende, hun var trods alt en vampyr, og noget, måske hans instinkt, fortalte ham at det var forkert at stole på et sådant væsen. Men det var for langt ude at tænke at hun skulle have forgiftet maden, eller lignende. Hvis hun havde haft planer om at dræbe ham, ville hun nok have gjort det forlængst, der var vel en grænse for hvor længe man kunne lege med sit bytte ikke?... Selv katten ville ende med et flå musen inden alt for længe... Og dog havde det taget manden to år før han havde fået nok...

[h]

Det var fint nok han havde det som han havde, hun så bare på ham med et roligt blik og sukkede, der var så mange ring hun ikke forstod ved andre væsner. Helena nikkede roligt, hun kendte alt til ydmygelse, hun fik flashbacks og fik et helt anderledes ansigtsudtryk. Et der var fyldt med smerte og had, hun prøvede at fortrænge det men hendes sår var aldrig blevet til ar, de var stadig åbne. Det glædet hende dog at han tog maden og ikke mistænkte hende for noget tosset. "Det skal du få...." Lød det stille fra hende, hun ventede en dunk hvor der var noget vand i. Hun gav ham det og fik så ned for fodenden, hun satte sig på gulvet op af sengens fodende og sukkede. Det gjorde ondt, men hun havde jo fået sin hævn, hvorfor påvirkede det dumme svin hende stadig? At han ikke stolte på hende forstod hun egentlig godt, men han måtte gerne være sødere, hun var ikke ond på den måde, kun når hun var i humør til det. "Hvorfor gjorde du det mod mig? Var mor ikke smuk nok?" Hviskede hun ud i luften, hendes hoved lå tilbage mod sengens træ, benene var bukket og armene hvilede på hendes knæ. Alt var noget rod når det kom til stykket, han gav hende ting at tænke over, mon hun faktisk i sandhed havde brug for at fortælle folk sandheden og at hun havde haft en god grund til at gøre det hun gjorde? Helena var jo ikke en koldblodig morder.

[pen]

Pen drak grådigt. Han havde ikke fået ordentligt vand i længere tid, og det hjalp med at smøre stemmebåndet som ikke var bleven brugt i længere tid, bortset fra denne nat. Det virkede underligt at ligge på en seng, spise god mad og drikke godt vand, at rent faktisk blive behandlet godt... Han lagde dunken fra sig, han havde ikke drukket alt for meget... Han havde heller ikke spist alt for meget... Han var ikke dum nok til at blot æde så meget som han kunne... Han havde ikke fået meget at spise i længere tid, hans mavesæk var med stor chance skrumpet meget ind for at tilpasse sig de nye forhold, at æde for meget nu ville være dumt, og kunne medføre yderligere skader...
Han lagde maden og vandet fra sig, med en lettere skælvende hånd... Det var ikke fordi det var specielt tungt, men hans muskler var tærret en del. Han så lidt på hende... "Tak..." sagde han kort, og en smule lavt... Han var ikke en person som fandt det specielt behageligt at takke folk, specielt ikke folk som hende... Altså vampyrer og den slags... Det virkede forkert, og var det sikkert også. "De fleste ville ikke have gjort hvad du gjorde..." Sagde han kort, hun havde trods alt fortjent en tak, om så han brød sig om det eller ej. Hans øjne hvilede lidt på hende. Deres lettere grønne glød var som tidligere skarp og kølig. Men lige netop fordi det var de færreste som ville have gjort som hun gjorde, var han skeptisk. Det virkede som unaturligt meget at gøre for en enkelt person, og hvad mere var så kunne han ikke lade være med at tænke at der måtte ligge noget bag, at hun måske forlangte noget for sin hjælp... Tanken gøs lidt, hvad mon en vampyr ville have fra ham... Blod? Havde han virkelig mere han kunne give?... Nej... Men det måtte tiden vel bare vise... For nu var han ikke i en tilstand til at kunne kæmpe imod alligevel...

[h]

"Det var så lidt." Lød det bare stille fra hende, hendes stemme var skrøbelig og lille. I det her øjeblik kunne hun godt tillade sig at være svag, han var ikke den store trussel, i hvert fald ikke lige nu. Hun mærkede stadig til hans svaghed, hun havde faktisk ondt af ham, selv følelsesmæssigt var hun svag lige nu. Mennesker havde ikke så meget at give, de var svage for det meste, men kunne også være stærke. "Det ved jeg, min svaghed." Sagde hun roligt, hun prøvede at tage sig sammen, men måtte mærke til tåren der løb ned af hendes kind. Helena prøvede at være stærk, men hans tilstand mindede hende om hendes egen. "Glæd dig til hævn." Lød det koldt fra hende, hun mente det virkelig, hævnen hun selv havde gået taget havde været befriende. Stadig påvirkede det hende i ny og næ, men kunne man forvente andet af hende? Hun sukkede og lod sin ene hånd hamre ned i gulvets træ. Lyden af stormen udefra lød dejlig beroligende, hun elskede at lytte til sådanne ting. Solen ville snart stå op, hun hev lagnet mere omkring sig og rejste sig op igen. Hun lod maden og dunken ligge, så han ikke behøvede at rejse sig for at få det. Helena gik hen til ilden og lagde mere brænde på så der ikke blev koldere, derefter gik hun hen i det mørkeste hjørne, her lagde hun sig helt lige og gik i sin dvale som solens første stråler viste sig udenfor.

[pen]

Pen havde sovet tungt, denne gang en drømmeløs, dyb og mørk søvn, en søvn man kunne have regnet med at opleve som en reaktion på sovemiddel, en søvn man kunne have regnet med når man var død. Han var dog ikke død, han havde været tæt på, men nu havde han fået det bedre, nu havde han bevæget sig væk fra døden og over mod hævnen...
Da han åbnede øjnene igen var det på grund af fugle sang udenfor hytten. Han skævede over mod Helena, hun så ud til selv at være i en dybere søvn. Han havde dog ikke regnet med andet... Han rejste sig kort op fra sengen, svajede lidt, men fik så endelig balancen. Han følte sig stadigvæk svækket, men i en meget mindre grad en dagen før, faktisk følte han sig stærkere end han havde været længe, dog stadigvæk langt væk fra rask...
Han gik stille hen mod et vindue og så ud kort ud af den.... Solens stråler skinnede mod hans kind og fik ham til at virke blegere end nogensinde. En kort tåre gled ned fra hans kind, det var længe siden han havde set solen sådan, det virkede befriende, men det betød også noget andet... Skoven havde været for tæt til at solen kunne nå igennem trækronerne, så hvis han kunne se solen her måtte det kun betyde at han var ude af skoven... Ikke?...
Han skævede kort over mod hende igen... Skulle han vente på at hun vågnede igen? Men ville det ikke først være ved nattetid? Hun var trods alt en vampyr... Godt nok kendte han ikke meget til vampyrer, men han havde hørt nok til at vide at sollys ikke var noget de brød sig meget om. Desuden, ville det ikke være sikrere for ham at rejse mens det var lyst? Hvis hun sov nu, så ville alle andre vampyrer jo nok også sove? Ikke?
Det var risikabelt dog, han havde ingen anelse om hvad andet der var derude, men han kunne ikke vente her... Godt nok var det vigtigt at blive rask igen, men hævn var også vigtigt, og han havde ingen anelse om hvor længe han havde til at opnå dette...
Han skævede over mod hende... "Til vi mødes igen vampyr..." Sagde han stille til hende, selvom han havde ingen anelse om, om hun kunne høre ham... "Men det ser ud til at det er her vi splittes... Jeg kan ikke rejse om natten, og du kan ikke rejse om dagen... Men jeg skal nok gengælde din venlighed... En dag..." Fortsatte han og bevægede sig over mod døren.

[h]

Dvalen var let i sidste ende, hun åbnede øjnene med det samme da hun hørte hans stemme, roligt nikkede hun til hans ord. Dog måtte hun skære en utilfreds grimasse da han bare kaldte hende vampyr, som var hun et dyr intet mere eller mindre. Roligt krøb hun sammen i hjørnet, ingen solstråler skulle ramme hende, bare tanken om at blive til støv var noget af det mest skræmmende. Helena havde godt nok brug en del af hendes ellers så dyrebare tid på den knægt, og så skrider han på den måde, uden så meget som at kalde hende ved navn. Hun valgte at lade vær med at svare ham, hun gad slet ikke snakke til ham. Med en hurtig bevægelse kastede hun en kniv i hans retning, den ramte dørkarmen i hans hovedhøjde. "Du får brug for at beskytte dig selv, skoven er stadig farlig skønt vampyrerne ligger i dvale nu." Lød det koldt fra hende, hun dækkede sig helt til igen og sukkede for sig selv. Hendes tøj var nok ved at være tørt, men hun kunne lige så godt tage det på når hun engang vågnede igen. Mon de ville mødes igen? En tanke der måtte vendes på kryds og tværs i hendes sind, hun ville jo rigtig gerne se om han havde klaret den eller om det virkelig bare havde spild af tid. Der gik ikke lang tid før hun var forsvundet ind i en dvale som var noget dybere denne gang, hun hørte stadig Pen sige vampyr i stedet for hendes navn og hun så ikke fredlig ud som altid.

//out