Frihed?

[pen]

Pen åbnede langsomt øjnene... Det var mørkt... Hans krop gjorde ondt... Træerne kastede lange skygger over ham og en kulde gled ned over ham, som om han havde været lam, og først nu kunne begynde at føle kulden igen... Hvor længe han havde lagt der havde han ingen anelse om.
Han så ned af sin egen krop. Det var et held at han havde været i stand til at flygte, han var mere end almindeligt tynd, og han følte sig også svag...
Det lykkedes ham at rejse sig op, men han var nødt til at støtte sig op af et træ.
Et smil bredte sig kort over hans læber... Han var fri igen, håb var der stadig, også selvom det var fjernt. Hvor længe havde det nu snart været siden han sidst havde kunnet mærke vinden mod sin bare hud? 2 år? Mere? Han var i tvivl. Han havde forlængst mistet fornemmelsen for alt tid nede i den kælder. Han gøs... Hævn skulle dog nok komme... Før eller siden, måske engang når han havde kommet sig. Men hævnen over manden måtte vente. Han havde en anden som han ville hævne sig over først... Den fremmede. Den fremmede som selv havde trænet ham i de mange år. Den fremmede som havde forrådt ham.
Han så sig lidt omkring, skoven var mørk, træerne var tætte. Han kunne dog ikke klage, det havde sandsynligvis været det som havde redet ham...
Det gik dog op for ham at han havde ingen anelse om hvilken vej byen var. Han vidste at han havde set den et sted på den anden side af skoven, men i hvilken retning var det? Der var intet at navigere med, skoven var for tæt til at kunne se himlen, og han havde ingen anelse om hvor langt den ville brede sig i de andre retninger, og hvad nu hvis han kom til at gå tilbage? Blot tanken fik ham til at gyse. Det kan godt være han havde tanker om hævn, men årene ned i kælderen havde dog også opvokset en hvis frygt i ham, også selvom det var noget han nødigt ville indrømme... Desuden... Han havde ingen våben, manden havde frataget ham hvad han havde på sig, og han havde smidt sit armbrøst i byen i Manjarno da han skulle flygte fra vagterne, ikke for at sige at hytten havde været tom... Den fremmede havde ikke efterladt ham noget, end ikke engang en dolk... Han var ikke i tvivl om at det ikke var meningen at han skulle have overlevet den opgave...

[h]

Den mørke tætte skov fik en smil til at brede sig på de fyldige læber, hun så rundt omkring sig og fik færden af et menneske. Det var sjældent hun mødte mennesker her, det var sjældent de turde bevæge sig herind, de ville være det lette og perfekte ofre. Den sorte nederdel blev trukket let hen over skovbunden, det mørkerøde corsage sad perfekt på hendes overkrop og formede hendes barm. Det rødbrune hår var for en gangs skyld løst, hun nød at føle sig fri og fri følte hun sig, at have flået halsen op på sin far havde været det mest befriende i hele hendes liv og endelig følte hun sig tryg. Månens blege lys fik hendes lyse hud til at lyse op, de lyseblå øjne havde en bestemt glød, hun var sulten, sindsyg sulten. Helena stoppede kort op inden hun søgte dette menneske, hun kunne mærke hans svaghed og det fik hendes smil at forsvinde lidt. Svage væsner havde som regl blod der intet var værd, derfor besluttede hun sig for at tilbyde sin hjælp eller bare selvskab. De lange negle køre ned gennem hendes hår, hun smilte igen og rystede på hovedet, mad kunne vel godt vente lidt. Måske hvis han fik det bedre ville hans blod interessere hende? At lege lidt med maden var altid sjovt, det var sjældent hun slog flok ihjel, kun folk hun ikke brød sig om mistede livet. Helena bevægede sig stille hen mod ham med elegante og rolige skridt, hun smilte svagt og så bare roligt mod ham. "Vær hilset Hr." Lød det roligt og charmerende fra hende, hun studerede ham, han så noget udkørt ud og uden hun helt lagde mærke til det fik hun et bekymret udtryk.

[pen]

Pen vendte sig om mod kvinden som havde hilst på ham. Hendes stemme var rolig, og charmerende, hvilket på samme tid beroligede ham og gjorde ham ekstra opmærksom. Han havde betalt dyrt sidste gang han havde stolet på et andet væsen. Men det var nu heller ikke så meget det. Det var mere det at møde et andet væsen inde i denne skov, og så at dette væsen skulle imødekomme ham med en stemme som både var rolig og charmerende. Det virkede næsten urealistisk inde i den døde mørke skov. Han så på hende med et blik som var både undrende, mistroende, opmærksomt, og dog også roligt. Måske skulle han ikke tage det så tungt alligevel, hvem ved, dette væsen kunne måske være det eneste andet civiliserede væsen i miles omkreds, og måske det eneste som også var istand til at hjælpe ham væk derfra. Hans blik ændrede sig kort, det var ikke tid til at kræsen, ikke i hans situation alligevel. Desuden, han havde ingen våben på sig, og var tvivlsomt i stand til at løbe længere, så hvis kvinden ønskede kamp ville han alligevel ikke blive stående længe... "Vær hilset frue..." sagde han igen med en stemme som både var hæs og grov, han havde ikke brugt den i lang tid, og hans hals gjorde også ondt idet han talte... "Hvad... Laver en frue herude... Så sent?" Han var nødt til at holde små pauser i sin tale, men han kunne allerede nu begynde at mærke at hans stemme var begyndt at nå tilbage, også selvom det gjorde ondt... Det gik kort efter op for ham at han havde ingen anelse om, om det var sent eller ej, træerne blokerede himlen, og han kunne nemt gætte sig til at skovbunden nok altid var så mørk her...
Det gik op for ham at han rystede, skælvede, ikke af kulde, for han frøs ikke, men fordi hans krop havde tæret hårdt på hans muskler og fedt i mangel på andre kilder af energi. Hans hår var blegt, ikke så tykt og rødt som det plejede at være, det hang i forskellige retninger, og det var tydeligt at se på ham at det nok ikke var bleven vasket i langt tid, at han selv ikke var bleven vasket i lang tid. Hans tøj var slidt, og det meste af det hang i laser, men på trods af det så virkede hans øjne stadigvæk stærke. Det ville være næsten umuligt at gætte at for blot en dag siden havde disse øjne ikke vist andet end et håb om at dø, nu skinnede de med ny fundet håb, om så det kun ville være kort.

[h]

Det var en helt underlig følelse at blive talt pænt til, hun havde været overbevist om at han havde opdaget allerede nu at hun var vampyr på hendes hudfarve. Måske var han for udmattet til at opdage noget som helst, men han lignte ikke en der stolte på hende, så det var vel at sige det som det var til ham. Det kunne jo være det hjalp ham til at give hende en smule tillid, om ikke andet, havde han overhovdet et valg? Hans tilstand var kritisk og mange ville ikke være så kræsende som hun var i blod, men hun havde besluttet sig for at holde øje med ham og passe på ham for nu. Måske kunne hun hjælpe ham på flere måder end hun selv var klar over, men hun regnede også med at få noget igen. Helena studerede ham og rystede stille på hovedet, hun lo sødt og så blidt mod ham. "Jeg er skam ikke en Frue, Frøken om jeg må be." Lød det varmt fra hende, hun ville gerne hjælpe ham, af en underlig grund og måske var det slet ikke så tosset at prøve at være lidt sød. Vinden tog lidt til og lod det lange rødbrune hår flyve om hendes ansigt, hun tog fat i den sorte armulet som hang om hendes hals, hun lukkede øjnene og tænkte tilbage på sømanden som var den første som havde hjulpet og hun ha vde hjulpet igen. *Hvorfor skulle jeg ikke give ham en chance for at leve?* Tænkte hun stille for sig selv, hun åbnede øjnene og smilte roligt, det var på tide at fortælle ham hvad han gerne ville vide, selvom han nok ikke blev begejstret for det. Helena sukkede og gik lidt tættere på, hun smilte varmt og så roligt på ham. "For at være ærlig, så er jeg på jagt efter mit næste bytte. Jeg fik færden af dig...... Vi vampyrer kan jo ikke være i sollyset, så jeg må være her om natten. De gode nyheder er at jeg ikke har tænkt mig at drikke dit blod." Lød det roligt fra hende, som om det var helt naturligt at snakke om. Hun ville langt fra skade ham, endnu....... Måske senere hvis han ikke opførte sig ordenligt, hun havde det med at få små flip på folk der gjorde hende irriteret, vred eller fornærmet.

[pen]

Han smilte kort... "Nu ikke fordi... At der er så meget at drikke..." Sagde han hæst og så lidt på hende. Kunne han stole på hende? Nok ikke i længden, men havde han et valg?... "Men, hvis du ikke har tænkt dig... At drikke mit blod... Hvad har du så tænkt dig at gøre..." sagde han langsomt for at undgå smerten, selvom det ikke hjalp alt for meget... "Nu ikke fordi jeg ville være i stand... Til at gøre meget modstand..." sagde han lige så langsomt og tilføjede "Det har nogen allerede sørget for..."
Han vaklede lidt, men fik lænede sig på af et træ, og bevarede derved balancen. Hans blik hvilede på hende... Der var ikke nogen tegn på frygt i hans øjne, måske var det fordi han var klar over at der ikke var nogen grund til frygt, hvad der ville ske ville ske, måske fordi han vidste at der ikke var meget hun kunne gøre som ikke var gjort mod ham allerede... Det var dog ikke fordi han ikke følte nogen frygt, men i øjeblikket følte han sig næsten lammet over situationens håbløshed, der var trods alt kun to veje dette kunne lede... Enten så talte vampyren sandt og så var der måske håb endnu, eller også løj hun. Begge veje føltes utroværdige, en venlig vampyr var ikke noget han havde mødt før, og han var næsten ved at le over tanken, dog tanken om en sulten vampyr som ikke ville have sig et let måltid virkede næsten mindre troværdigt, med mindre at hun altså havde tænkt sig at lege med sit bytte først, men det var nu ikke fordi der var meget at lege med... "Men fint... Der er alligevel ikke meget jeg kan gøre... Er der?" spurgte han koldt, og så stadig på hende med sit fæstnede blik... Han var mere end klar over at han skulle passe på med hvad han sagde her, hvis hun talte sandt, så ville det være dumt at fornærme hende, men han vidste stadigvæk ikke om han kunne stole på hende...

[h]

Helena så til hvordan han fik stilt sig op af træet, hun lyttede roligt og nikkede, det var jo grunden til hun ikke engang gad tage hans blod. Det var underligt at være god mod et menneske, hun plejede at gå udenom alle, men her på det sidste havde hun mødt rare mennesker og var begyndt at blive lidt gladere for selvskab og det sociale liv. "Jeg ønsker at hjælpe dig, forstår du, jeg er ikke som andre vampyrer. Jeg er den mere kræsne slags, jeg fortrækker det bedste og det bedste blod. Du er på en måde heldig stadig at være i live og så være i den tilstand. En hver anden sulten vampyr havde drænet dig på stedet. Jeg er faktisk flink nok og dræber ikke folk som ikke har fortjent at dø. Og du har ikke gjort mig noget. Endnu...." Lød det roligt fra hende, hun gik lidt rundt og så sig om, hun havde allerede færden af artsfæller der havde fået færden af ham. Helena tog roligt sin pisk frem, i tilfælde af hun fik brug for den. De sylespidse pikke for enden af halerne på pisken glimtede fint i månens skær, Helena smilte tilfreds mod sine hænder som hun holdte pisken i. At komme i hendes vej ville være den visse død, hvis nogen kom for at slå ihjel som et vildt dyr, så ville hun forsvare ham. Hans kolde stemme fik hende til at rette blikket mod ham, hun svingede pisken så den satte sig fast i træets bark og med et hårdt ryk flåede pikkene barken af. Hurtigt samlede hun pisken sammen i en ring igen og satte den på plads omme bag ryggen, hun var hurtigt henne foran ham helt tæt på. "Hvis jeg var dig, ville jeg være taknemlig." Hviskede hun hårdt, så trådte hun tilbage og nejede fint med et lumsk smil. "Helena Matriz Darkheart til tjeneste." Hun så op med et varmt smil og roligt blik, hun rettede sig op og stod så afventende på hans næste træk. For hans egen skyld håbede hun at han handlede vist.

[pen]

Han skævede kort over mod hende, han havde ikke nogen fornemmelse for hendes artsfæller og hendes træk med pisken gjorde ham ikke mere tryg. Han så sig lidt omkring, det var ikke fordi han kunne finde ud herfra alene, og en skulder at støtte sig op af var vel bedre end ingenting... Desuden, hvordan skulle han nogensinde få hævn hvis han ikke tog nogle chancer... "Jeg dræber heller ikke..." han skulle lige til at tilføje, uden betaling, men stoppede sig selv i det... Nogle ting var bedre holdt hemmeligt. Desuden, det var oftest folk som havde fortjent det alligevel, snobbede rigmænd som afpressede den betalene, eller folk som på den ene eller anden måde havde fortjent det... Desuden, alting var et spørgsmål om perspektiv... Var det ikke?
"Pen Cornell..." sagde han kort, hans stemme var stadigvæk en smule hæs, men nu når hans stemmebånd var varmet op var det ikke særligt meget. "Du må undskylde hvis jeg ikke bukker..." Sagde han med et blegt smil... Hans stemme var knap så kold, men den var stadigvæk kølig, han var ikke en som blot skiftede holdning om folk med det samme... Desuden, det var svært at finde tillid i folk i en sådan sårbar situation... "Men sig mig, hvis du kan hjælpe mig væk herfra, så vil jeg måske være i stand til at stole på dig lidt bedre..." sagde han kort efter, og så lidt på hende... Hans øjne var skarpe og hvilede kort på hendes pisk... "Men først, hvad havde du tænkt dig at bruge den til?" Spurgte han kort og nikkede mod hendes pisk... Han følte sig ikke alt for tryg ved at hun havde den fremme, det var trods alt et våben og den så ud til at være rimelig effektiv...

[h]

Helena mærkede vampyrerne komme tættere på, men hun bevarede som altid roen, hun så på Pen og nikkede roligt. Det var fornuftigt ikke at dræbe, nogen havde faktisk fortjent at leve. Hun bebrejdede ham ikke at han ikke helt stolte på hende, men han måtte vise lidt tillid, for ellers vidste hun heller ikke hvor hun havde ham. Vinden tog fat i hendes hår igen, hun kunne lugte dem i nærheden. Hvis der var noget man kendte Helena på, så var det hendes pisk, mange havde hørt historierne om hvordan hun havde slået sine egen far ihjel med den og spidet sin egen mor. "Jeg vil med glæde hjælpe dig væk herfra, jeg kender en forladt hytte ikke så langt herfra." Sagde hun roligt, hun tog delen med pikkene af sin pisk og svang den i nærheden af den flok på 4 vampyrer der var på vej. Et højt smæld gav genlyd i skoven. "Hold jer væk! Han er min!" Råbte hun koldt, hun sendte Pen et beroligenede blik, hun var jo nød til at få det til at ligne han var hendes bytte og ikke en hun ville hjælpe. Helena samlede pisken og satte den om bag på ryggen igen. "Det der." Svarede hun så og lod sin arm glide hen over hans liv og løftede let op ved hans skulder, hun så roligt på ham, når han var klar, kunne de gå og blev det for svært for ham, var hun jo ret stærk og kunne sagtens bære den lille tynde mand. Det var faktisk et sørgeligt syn, at se et væsen sådan, nogen havde pint ham forfærdeligt og hun blev faktisk lidt nysgerrig på hvad hans historie var. Den kunne han vel godt dele når han fik det lidt bedre? "Kom med den her vej." Hviskede hun blidt, hun trådte roligt frem og ventede kun på han fulgte hende.

[pen]

Pen flyttede lidt roligere blikket fra hendes pisk... Han var ikke i stand til at se de andre vampyrer i mørket, men var mere end klar over at de nok ikke var alene, enten det eller også var hun villig til at gå langt blot for at lege med sit bytte... Den sidste tanke virkede usandsynlig i forhold til tanken om flere vampyrer, stedet var trods alt mørkt og for et væsen med godt nattesyn var det sikkert også et godt sted at jage... Selve tanken om at han ikke engang vidste om det var dag eller ej understregede nærmest den ide... "Men sig mig... Hvor er jeg? Og hvor langt er der til den nærmeste by?" Spurgte han kort... Han havde været nysgerrig på det punkt i længere tid, desuden... hvordan skulle han nogensinde tage hævn hvis han havde ingen anelse om hvor gerningsmanden var?
Han fulgte hende kort da han mærkede at hun begyndte at bevæge sig... Han lagde sin arm om hendes skulder, ikke fordi han brød sig meget om tanken om at holde om en vampyr, men fordi han havde brug for støtten... Hvordan det havde lykkedes ham at flygte begyndte at undre ham mere og mere... Men på den anden side, hans flugt kunne jo også kun have tillagt ekstra til hans nuværende udmattelse...
"Hvor mange er de?" Spurgte han kort efter... Ikke fordi han ville bryde sig meget om svaret, men fordi han vidste at det ville være nyttig information, både for ham, men også for hende... Han kendte ikke meget til vampyrer, men han vidste at i dyreriget ville et rovdyr sjældent give op, specielt hvis der var flere til at hjælpe til... Han var dog mere en klar over hvad det var hun prøvede at gøre, men han vidste så også at det kun ville hjælpe hvis hun var i en position hvori de andre vampyrer ville se større fordel i at søge et andet bytte, end at komme op og kæmpe mod hende...

[h]

Et roligt smil kom fra hende, hun havde nærmest en moderfølelse lige nu, faktisk skræmte hun sig selv og det gjorde hun havde lyst til at smide ham fra sig og efterlade ham i døden. Men hun kunne bare ikke få sig selv til det, på grund af den følelse hun rendte rundt med. *Hvad i al verden foregår der?!* Spurgte hun sig selv og så sig lidt tilbage, hun vidste godt at de kun var tilbageholdende fordi de vidste hvem hun var, men de var 4 og hun kun 1. Helena sukkede og måtte hellere svare ham på hans spørgsmål hvis de skulle komme godt ud af det med hinanden. "Du er nået godt langt ind i skoven, det overrasker mig du stadig er i live. Byen ligger i den modsatte retning vi går i nu, men det mest sikre for dig ville være at blive i hytten med mig til du har det bedre. Og så skal du rejse når det er dag." Lød det stille fra hende, hun havde sin stemme dæmpet meget. Vampyrer havde god hørelse, og de hørte hende nok alligevel, med mindre deres sult virkelig havde steget dem til hovedet og det eneste de hørte var hans puls. Helena skævede til ham, hun kunne mærke de nærmede sig stille og roligt fra siderne af, de havde godt tid fordi at Pen sænkede dem så meget. Derfor tog hun den beslutning at tage ham op i sine arme og løbe så hurtigt som en vampyr kunne løbe ind i hytten der lå omrking en halv kilomet derfra, hun lagde ham i sengen og så roligt på ham. "Der er 4 af dem." Sagde hun og så småbekymret ud, hun håbede de bare ville forsvinde, for hun orkede ikke at kæmpe lige nu. Hun havde behandlet Pen meget blidt og passet så godt på ham som overhovedet muligt.

[pen]

Han måtte have besvimet et sted undervejs, for han havde ingen hukommelse om at være båret, eller om hvordan han havde havnet der. Det havde været længe siden han sidst havde lagt på noget blødt... "Du svarede stadigvæk ikke mit spørgsmål... Hvor er vi?" Han så alvorligt på hende, han havde ingen anelse om i hvilken del af landet han var. Han havde halvt regnet det ud på grund af alle vampyrerne, men han ville gerne høre svaret fra en anden... Desuden, der var ingen måde at vide på hvor langt manden havde taget ham, alt hvad han vidste var at han havde vågnet op i kælderen dengang for snart langt tid siden... "Og hvor længe tror du der går før de regner ud at jeg ikke er dit måltid?" spurgte han kort, og så lidt uroligt på hende. Han havde godt regnet den ud, men med enhver anden gemmeleg, så ville jægeren før eller siden blive træt af legen, og udsigten for mad ville før eller siden blive vigtigere end risikoen for at komme til skade. "Og har du andre våben herinde?" spurgte han kort efter, han vidste godt han ikke var i megen stand til at kæmpe igen, men han var heller ikke villig til blot at give op uden kamp, det var han ikke oplært til, langt fra...
Han så sig om i hytten, men forgæves, det var for mørkt for ham til at se noget, i stedet vente han blikket mod mørket over ham. Hans nattesyn var tvivlsomt lige så godt som hendes, men han kunne alligevel se langt nok til at skimte hendes ansigt.
"Forresten... Tak..." sagde han kort og vendte blikket fra hende... Han kunne nødigt sige at han stadigvæk stolte fuldt ud på hende, men han havde nået langt nok til at kunne sige de ord... Også selvom det ikke var nogen der faldt i hans natur længere...

[h]

Egentlig havde hun andet af bekymre sig om end at han ikke vidste hvor han var, hun kunne lugte dem udenfor, de løb rundt om hytten og tænkte på hvordan de skulle takle dette. Helena gik over til Pen og sukkede let. "Du befinder dig i Dvasias, i den mørke skov. Nok en af de mest farlige steder for en som dig." Lød det roligt fra hende, hun løftede op i sin nederdel og trak to dolke frem. Forsigtigt gav hun slip på dem så de dumpede ned i sengen ved hans side. "Jeg bruger dem alligevel aldrig." Lo hun stille, hun forsvandt hen mod døren og tog sin pisk frem igen. Vreden boblede i hende og de andre ville nok kunne mærke det på hende, hun gad virkelig ikke slås om noget der ikke engang var hendes måltid. Hun satte sit hår op for bedre at kunne kæmpe, det trængte op til storm og meget regn. Helena mumlede irriteret og havde lyst til at storme ud og gå amok, hun hadet virkelig at blive forstyrret og ingen skulle komme i hendes vej! Man kunne høre dem hoppe op på taget af hytten, de samlede sig og begyndte at hviske om hvad de ville gøre. *De kommer virkelig til at fortryde at møde mig!* Tænkte hun vredt, hun så mod Pen, han var alt for svag, men i tilfælde af at hun kun kunne tage nogle af dem og selv måtte lade livet, skulle han jo have bare en lille chance. De vidste en vampyr der ikke havde fået blod var svag og de havde godt regnet ud hun ikke ville drikke hans blod. Helena tænkte, der måtte være en udvej, der måtte være en eller anden måde at få dem til at forsvinde. Hun studerede Pen, han var svag, men med noget af hendes blod ville han heale lidt og få kræfter igen.

[pen]

Pen samlede dolkene op. Det var ikke meget, men det var udmærket. Han vejede dem lidt i sin ene hånd, de var ikke alt for tunge, men de var heller ikke ligefrem kasteknive. Han havde i sin tid været ret god til at kaste med sådanne ting, han overvejede lidt om han stadigvæk kunne... Tvivlsomt at han kunne kaste særligt godt i sin nuværende tilstand dog. Men det var bedre end ingenting. Han overvejede at sætte sin ene finger mod dem for at tjekke hvor skarpe de var, men så så over mod hende og tænkte at det nok ikke ville være risikoen værd at komme til at bløde nu... På et vidst punkt må hun have overvejet ham som bytte, hvilket kun måtte betyde at hun også måtte være sulten, at vise blod ville ikke være smart, desuden de fire andre vampyrer vil nok kun blive mere ivrige af det...
"Det er en skam... At du ikke bruger dem... En kniv kan ofte være et bedre våben end man regner med... I de rette hænder..." Sagde han kort og tænkte på alt den træning han havde haft med sådanne genstande... Det hjalp dog intet nu, desuden, det var langt tid siden, og ligesom alle andre egenskaber, så blegnede disse også med tiden, hvis ikke de blev brugt. "Hvor mange indgange er der til denne hytte?" spurgte han kort efter... Og skævede kort over mod hende. Han vidste det ikke var tidspunktet til at spørge alt for mange spørgsmål, men det var nyttig viden, og næsten hvad som helst kunne være til nytte nu...
"Hvis der ikke er flere end den ene indgang, kan vi måske drage nytte af det..." Sagde han kort, de var måske flere end dem, men hvis de på nogen måde kunne sørge for at de kun kunne angribe en af gangen, så ville det måske ikke se så håbløst ud...

[h]

Helena tænkte nøje, hun smed pisken på gulvet og gik langsomt mod Pen med et sulten blik. Faktisk havde hun fået en ide hun mente ville virke, men Pen ville nok ikke være specielt glad for den. Vampyrerne udenfor ville hun sagtens kunne klare, men det ville vække hendes sult mere og at suge blod fra sin artfælle var ikke særlig godt, hun havde kun gjort det dengang hun slog sin far ihjel. "Jeg ved godt du ikke bliver specielt glad for den her ide, men du må stole på mig." Lød det roligt fra hende, hun satte sig ned ved siden af ham og tog fat i hans håndled. Hendes blik var roligt og charmerende, hun brugte som regel sin charme på at få væsner til at falde ned. Hun bøjede dig hen over ham. "Jeg bider dig ikke, men jeg skære hul på dig og drikker lidt af dit blod, jeg lover du overlever og jeg giver dig til gengæld mit blod. Jeg tror vi kan slippe af med dem på den måde. Stol på mig." Bad hun stille, hviskende i hans øre med en forførende undertone for at løsne ham op. Helena's negle var lige så spidse som knivene, så hun havde ikke brug for dem. Der var alt for mange vinduer, kun dækket til af træ som var let at ødelægge, der var mange veje ind og stormen der var på vej skulle de også isolere sig ordenlg for. Selvom de ikke havde meget tid, så ville hun ikke bare tage noget af hans blod uden at få lov, det var hans valg. *Han er nød til at se fornuften i det.* Tænkte hun og bed sig stille i læben, tanken om blod gjorde hende småvild til mode, hun havde virkelig lyst til blod og manglede det forfærdelig meget.

[pen]

Pen så på hende med et køligt blik... Han var ikke særligt overrasket, han vidste at en sulten vampyr var en svækket vampyr, men tanken om at lade en drikke hans blod var skummel, tanken om at selv at drikke hendes blod var værre... Han vidste nok til at selve det at drikke en vampyrs blod ikke gjorde en til vampyr, det krævede at hun også ville drikke alt hans blod. Dog så kendte han endnu en ting om vampyrer, viljestyrken var sjældent for stærk, når de smagte blod havde mange af dem svært ved at stoppe. På den anden side var der en chance for at hun trods alt talte sandt og ville stoppe, chancen for at de andre vampyrer udenfor ville, var mindre, meget mindre...
Det var et valg han måtte indrømme han havde svært ved at tage, også selvom han ikke havde langt tid, og i sidste ende nok ikke havde et valg... "Fint... Du må få noget af mit blod... Men jeg vil intet af dit have..." sagde han kort... Han havde ikke tænkt sig at drikke vampyrblod, desuden, chancen for at blive inficeret selv var der, og han brød sig ikke om tanken, om at blive til en af dem, nej så hellere dø... "Men ikke mere end du behøver for at slå dem... Jeg har stadigvæk en hævn som skal tages, folk som skal lide for deres synder..." sagde han en smule koldt... Kulden var hovedsageligt grundet hadet og hævntørsten som stadig kun groede i ham for hver gang han tænkte på den situation han nu var i... "Men vov du blot på at drikke mere end hvad du har brug for!" Sagde han truende. Han vidste at det var en tom trussel i hans nuværende situation, men tanken om en vampyr som drak hans blod skræmte ham, også selvom han ikke ville indrømme det.
Han vendte blikket væk fra hende, og ventede på at hun skulle få det overstået, tanken om det var nok, synet ville ikke gøre det bedre...