En legende vender tilbage

[kaindeath]

Skyerne hang tungt over Rimshia City, regnen stod tykt i stimer ned over byens mange tage. En hestekarret farede i hastig fart igennem byen, men lod hurtigt byen hen i stilhed, der kun blev overdøvet af regnens tunge trommen.
nogle få steder i byen var lyset tændt i vinduerne, og viste en glædelig varme, der kunne indbyde enhver fra Procias til at søge lyg, men Rimshia City var ikke en by at søge lyg i, og især ikke for lysvæsner, der ikke kendte til den mystik og ondskab, der hvilede i enhver afkrog af Dvasias.

Hestekaretten, der før fór igennem gaderne af Rimshia stoppede udenfor den gamle ruin. En enlig mand steg ud og kastede en læderbundet pung op til chaufføren, der kunne mærke, at det var mere end nok for turen og fór igen igennem regnen, og forsvandt rundt om et hjørne med de fire sorte krafthingste spændt for.

Ruinen af det gamle palæ var stadig omkredset af muren og indgangen var som sprængt op af magi. Sort magi. Manden skubbede til den faldefærdige låge og gik ind i haven, hvor de gamle rosenhække med de sorte roser lå forrådne og optærrede.
Han lod sin hånd glide over et træs stamme, hvor en skydeskive var sat fast, og hvor små runde cirkler viste nybegynder magien, der havde øvet sig i præcision på målet ved træet.

*Jolek..* tænkte Kain, og lod tankerne flyve svagt tilbage...

Attachments:

[Deleted]

Matthew var endnu en gang vendt tilbage til Dvasias, selvom det dog ikke just var med en glæde i minde. Alt havde ændret sig for ham i løbet af ganske kort tid. De nye regler som Jaqia havde fået sat op, lod ham automatisk stå til en hægning hvis de fandt ham. Eniqa havde han fået efterladt sig på en kro som lå i udkanten af byen. Han tillod virkelig ikke, at noget skulle ske hende. Han gik med kutten godt trukket over hovedet, i og med, at han ikke ønskede, at blive genkendt. Eirikur som var hans ene søn, samt hans tvillinger med Angel, så stod han i den grad til de hårdeste straffe som kunne tænkes. Han bevægede sig ned af gaden og kom automatisk længere og længere mod udkanten af byen. Blikket måtte kort falde til en af de ældre ruiner, som havde ligget der. Det måtte dog klart fange hans opmærksomhed på en måde, som helt sikkert ikke kunne være sundt for ham på nogen måde. Han trak vejret dybt, slap det i et kort suk, inden han selv bevægede sig i retningen af det. Den store låge som knagede så snart han skubbede den op. Der hvilede en historie her.. Det måtte trods alt også være det bordel som han aldrig havde fået æren af, at skulle opsøge personligt, selvom han havde hørt så ekstremt meget omkring dette sted. Følelsen af magi i hans nærhed, kunne han mærke. Om det så var alt det som var sket på stedet før, eller om det var noget nu, var svært for ham at skulle sige. Indtrængen af stærk kaliber havde det været, så meget kunne han dog klart se ud fra de spor som var at se. Hånden lod han roligt løbe over lågen inden han søgte længere ind i den store have. En vis respekt kunne man selvfølgelig have for et sted som dette. Han havde blot hørt de mange historier om det selv. Han bevægede sig stille op mod det store hus og op mod døren. Ikke at han lagde meget mærke til noget andet. Han søgte vel blot et sted hvor han kunne søge skjul.. ikke bare for ham selv, men også for Eniqa. For enhver anden udenom ham selv, så var det blot klart, at han var den som han altid havde været - En kvindes mand.

[kaindeath]

Kains tanker var fordybet i sorgen og længslen, da han hørte den knagende lyd fra den ødelagte låge i den anden ende af haven. Lyden afbrød mindestrømmen og Jolek og Alyssas smilende ansigter forsvandt i dybet af sorg. Kain forblev stille til han endelig havde sundet sig over sin søns latter i minderne.
En krage flaksede irritabelt og larmende over haven, og satte sig på husmuren, hvor den kradsende lyd fra dens strube fortog sig igen. Den fornemmede de store kræfter, der var på spil i haven, og også Kain mærkede den fremmede magi, der netop nu stod ved havelågen. Kain var ikke kamplysten, og fornemmede ikke fjendskab.
Han vendte sig roligt om og lod hætten falde så han bedre kunne se, den fremmede i lågen. Selv stod han ved træet med skydeskiven, hvor Jolek så flittigt havde øvet sig dengang, men det minde som mindet om latteren var fjernt i ham nu. Igen mærkede han blot sig selv.
Kain, der havde formået at opkøbe grunden igen tilbage fra en af de større godsejere via brevdue veksling, havde været skuffet over den lave pris, der var blevet ham budt. Palæet havde været en af Dvasias mest kendte seværdigheder, og dens pragtfulde facade var af sjælden syn i Dvasias...den gang. Han havde allerede nu set de nyere palæer, der havde toppet det ydre. Og at hans smukke palæ nu lå i ruine gjorde ham modløs, men han var en herre af rigdom, og han ville snart få bugt med husets ydre. Det ville tage tid, men han havde i sinde at genopbygge det.
Lige nu stod han dog ikke med alt dette i tankerne, han stod blot og betragtede den fremmede herre ved lågerne...

[Deleted]

Mange historier havde Matthew hørt om dette sted. At det skulle siges at være tilholdsstedet for en af de største sortmestre igennem hele verdenshistorien og hans kone Alyssa kendte han ved navn, udseende og duft. Han havde selv stået og set til at det liv som en vampyr nu måtte have, forlod hendes blik. Det morede ham stadig, bare det at skulle tænke på det. Han trak let på smilebåndet. Energien af en anden tilstedeværelse, havde han allerede lagt mærke til, selvom han virkelig bare valgte, at skulle ignorere den for nu. Han var virkelig ikke ude på at slås, da det klart hurtigt, måtte ødelægge så ekstremt meget for ham. Hans situation var ikke just heldig, hvis de fandt ham selvfølgelig. Han så sig kort omkring. Lyden af fugle.. vinden som ruskede i de ældgamle træer. Der var ikke nogen tvivl om, at dette sted i den grad havde været igennem sin storhedstid og nu kunne gå ind i historiebøgerne med en stolthed. Han nåede op til den ene dør som ville føre ind til det store palæ. Det havde sikkert ligget forladt igennem mange tider efterhånden. Alyssa var væk og ingen havde set de store tegn til deres fællessøn. En skam vel, for Kain var virkelig kendt rundt omkring i disse lande, og det var i den grad ikke for de store ting, ligesom det heller ikke var det for Matthew. Med et kraftigt stød med skulderen, fik han tvunget døren af hængslerne og tvunget den op. Støvlag på støvlag, var hvad der mødte Matthew i og med, at han kraftigt begyndte at hoste, til han var kommet indenfor. Det så i den grad faldefærdigt og forladt ud. Han kneb øjnene fast sammen og med en klart tydeligt mere irritabel mine end før. Kniven som han havde slået Alyssa ihjel med, bar han stadig på sig. Det var noget af den eneste form af fysisk våben, som han overhovedet gik rundt med på sig, i tilfælde, at hans magi ville fejle ham. Matthew åbnede hånden kraftigt, lod den ene isblå flamme træde frem, så det var lettere for ham at se. Foreløbig så det ganske fint ud for hans del, ham og Eniqa kunne vel fint søge deres ly og sikkerhed her indtil videre? "Smukt.." sagde han roligt og med en tone tydeligt præget af den storslåede tilfredshed. At Kain jo så var kommet tilbage til Dvasias for at blive, var ham en tanke som han var helt uvidende om.

[kaindeath]

Kains øjne fulgte den fremmede, der skubbede døren op til palæet. En vrede fyldte ham dog ikke, men mere en varslen om den fremmedes tilstedeværelses mening var. Kain lod haven bag sig og fulgte hurtigt trop til den fremmede. Han kiggede sig over skulderen enden han vandrede ind i det mørke og støvede ruin af hans gamle hjem. Smadrede glas og den gamle korridors vægge, ødelagte, tydeligt ved brug af magien. Et minde nåede ham. Hans elskede Alyssa smilende til ham ved trappen i sin smukke blodrøde brudekjole, og Jolek, i ført det smukke jakkesæt speciel syet til ham af det samme stof som hans eget jakkesæt var. Alyssas fine ring, prydet af røde og hvide sten, og halskæden, ak! hun bar det smukke halssmykke han havde givet hende med hjertet, der bar tegn på at kun hun havde hans hjerte.

Den fremmede stod ikke langt fremme i korridoren, da Kain trådte ind i rummet "Kan jeg hjælpe Dem?" lød det med en høflig, men en hæs og træt stemme. Kain var tydeligt en aldrende mand, men hans udseende var smuk som altid. Hans viden strakte sig ligeledes længre end mange andres viden, og trods han nød at vise sig frem i gamle dage, var dette dog en hobby, der nu ikke ville blive brugt fremover.
Minderne raslede igen tilbage til dybet og han lod de mørke øjne mødes med den fremmede og så det glødende lys i hånden på den fremmede. *En warlock - en magiens mand...* han smilede svagt med et tilfredst og venligt smil, men det fortog sig hurtigt, i det Kains humør ikke var til et vedvarende smil. Han lod blikket forholde sig fast til den fremmede og rolig som han var tog han et par skridt i mod den fremmede...

[Deleted]

Minderne var mange her, så meget kunne Matthew da tydeligt fornemme, selvom det nok i sig selv, ikke var hverken en lykke eller en ulykke som han ville blande sig i. Huset var i den grad forladt, eftersom det hele så fuldstændig faldefærdigt ud. Som havde det været offer for et mindre magisk angreb eller noget som kunne minde om det. Der kunne bestemt ikke være nogen boende her. Matthew reagerede knapt på at manden valgte, at snakke til ham. Han hævede hovedet roligt og lod de isblå øjne søge til mandens skikkelse. Alt efter hvad han kunne se og fornemme udelukkende på hans energi, så var han warlock, nøjagtigt som det han selv måtte være. Et sted var det jo så eneste grund til at han valgte, at slappe af. Hvis Jaqia og Samuel fandt ud af, at han var i Dvasias, så faldt hammeren og den ville klart falde hårdt. Han trak vejret stille og roligt. At manden så valgte, at skulle komme ham nærmere, var noget som han klart måtte reagere meget mere på. Han ønskede ikke et nærvær af andre væsner. Mange burde jo slet ikke vide, at han endnu en gang, havde fundet vejen til mørkets land, efter at have været bortrejst i årevis. Han kneb øjnene svagt sammen. "Jeg søger skjul.. til mig og min kære," sagde han kortfattet. I sig selv, var det jo ikke nogen hemmelighed og nu hvor denne mand alligevel måtte lyde så høflig, selv overfor ham. "Og hvad med Dem? Hvad bringer Dem til dette forfaldende palæ?" spurgte han stilfærdigt, dog klart med en tone som måtte kræve for et svar og gerne en sandhed vel at mærke. Han lukkede hånden og lyset af den brændende flamme, forsvandt. Hvad der var hændt til dette prægtige sted, vidste han ikke, men minderne var stærke, næsten som han selv kunne mærke på sig, at de var der og genspillede historien om og om igen. At Kain og Alyssa Death havde været her sammen med deres lille søn, betvivlede han ikke. Dette sted havde så sandelig formået, at skrive sig ind i historien.

[kaindeath]

Kain vente sig med siden til og så op mod et billede, hvor man kun svagt kunne fornemme familien, den der engang havde boet der. han huskede det blev malet på bryllupsdagen. Kain lod igen øjnene mødes med den fremmede "Jeg har netop opkøbt denne grund. En billig sum penge, når man tænker på dens fortid..." han lod det lyde som en ligegyldighed. Og rømmede sig så lidt med hånden knyttet for munden "Hvis De kan betale vil jeg lade Dem og Deres kære bo i en af gæstekamrene...".
Kain tog nogle rolige skridt mod Matthew og så forbi "Kender de historien bag dette hjem?". Kain smilede svagt mens han vendte sig om, brædderne under hans fødder knirkede "Det er noget af en historie, dette hjem har!"

[Deleted]

Matthew tog det hele i stiv arm, hvilket var en handlig gjort klart bevidst. Han knyttede næven. Han var klar, hvis det skulle vise sig, at han havde taget fejl af denne mands handlinger. Han kendte godt til historien i dette hjem i de detaljer. Han vidste hvem Kain, Jolek og Alyssa var, ellers var han virkelig blank på det med denne historiske bygning. Fruen i huset, havde han selv slået ihjel efter det havde vist sig, at Kain var forsvundet - En handling som han aldrig nogensinde havde fortrudt. Han trak let på smilebåndet ved tanken alene. Det var virkelig første gang, at han havde set en frygt ved det blodsugende bæst. "Ved første øjekast, vil jeg ikke påstå, at du ligner en som tænker meget på forhistoriske bygninger.. Dem har vi mange af her til lands," sagde han med en rolig og kortfattet tone. Han så blot til, som Kain gik forbi ham, selv uden at gøre det mindste andet, end at vende sig imod ham. At betale var han dog ikke meget for, men hvis det kunne holde ham og Eniqa sikker, så var det bestemt også det værd. "Hvor lang tid, vil det tage dig at få palæet i stand?" spurgte han med en fast og kortfattet tone. Han var warlock af blod og det var noget af det, som han var så forbandet stolt af. Uanset handling eller lignende, så var der ikke meget, at han kunne gøre ved det uanset. "Jeg kender til dem som var bosat her og det er alt. Hvad jeg ved, så forsvandt Kain.. Jolek vides ikke hvor er og Alyssa afgik ved døden i kløfterne i Manjarno," remsede han roligt op, som havde det været ingenting at snakke om. Som et naturligt emne for ham, at bringe på banen.

[kaindeath]

Kain stoppede roligt op og lyttede til den fremmede, og han begyndte selv at overveje tiden det ville tage at opbygge palæet, "Jeg vil kontakte dværgene i nord, da det var dem, der byggede palæet førhen," han skulle til at give svar på hvorfor hans interesse i husets historie, og havde en idé om at forklare sig med at han var en gammel bekendt af familien Death, men da den fremmede nævnte Alyssas død stivnede han! Han blev lig bleg. At han vidste hun ikke var her var en ting, men hendes død! Kains øjne blev blanke, han stod med ryggen til den fremmede. En kulde skød igennem hans krop som var det han var ved at dø, og hjertet frøs nærmest til is. Han ville sige noget, men klumpen i halsen udvidede sig blot. Han måtte sunde sig, og sank et par gange før hans stemme svagt lød "Alyssa...hvordan?"...en vrede fór nu også igennem ham, men han bevarede roen "Må jeg spørge Dem," lød det pludseligt køligt og fast "hvordan døde denne Alyssa, den historie har jeg vist ikke fået fortalt?"...han lod det dog lyde lidt henslunget, men han var sikker på denne warlock ikke var dum, og han ville nok fange signalerne, men Kain satsede og håbede på at få historien med sin elskedes død..

[Deleted]

Matthew var bestemt ikke dum. At denne mand havde reageret på Alyssas død, havde han da hurtigt reageret på. Beviserne spillede sig jo foran ham. Han slog armene over kors. Han havde selv gjort det, samlet hendes asker sammen og bar dem faktisk på sig endnu, for at det ikke skulle være løgn. En lille souvenir efter hende, kunne man vel kalde det? Han hævede kort det ene bryn. De isblå øjne hvilede fast på mandens skikkelse. Navn i sig selv, var jo stadig helt ukendt for ham på alle måder trods alt. Den kølige og faste tone, synes han faktisk meget bedre om end det andet. Det var et klart tegn på en warlock. Det kolde og det kyniske og han elskede det virkelig. Alyssa havde virkelig bare passeret ham på en helt forkert dag for at sige det mildt. ”Hvordan hun døde, er enkelt. En kniv direkte igennem hjertet.. Nogen siger hun døde af det knuste hjerte og lod en ende den smerte, andre siger hun kæmpet til det sidste.. Personligt er jeg sikker på sidstenævnte. Mærkværdigt at du intet har hørt til den historie. Den gik på folkemunde over lange tider,” fortalte han med en kortfattet og rolig stemme, ja næsten med en stolthed faktisk. Han kunne ikke fordrage vampyrer som et væsen, så en mindre var vel altid for det bedre? ”Og hvorfor skulle lige hendes død falde dig sådan i interessen?” spurgte han videre og selv med en stemme som blot måtte kræve et svar. Han havde blot fortalt kort omkring hendes død, dog ikke omkring hvem, da det vel i sig selv kunne være denne mand ligegyldigt?