Ny Åbning af Den dansende flamme

[h]

"Horace, før du ved af det har du taget hvad der er tilbage af mig med dine ord. Bare tanken om at du måske har sagt de ord til flere hundred andre smukke kvinder igennem dit liv, gør dine ord ubetydelige. Hvad specielt er der ved en kvinde som mig ud over jeg er smuk? Jeg ved godt jeg er smuk, det har vidst lige siden jeg var lille. Og jeg har fået det af vide gennem hele mit liv, men det stoppede da hans hoved trillede hen af gulvet og jeg drænede ham for blod til han forsvandt som den rådne bunke aske han egentlig altid havde været for mig!" Lød det hårdt fra hende, hun skulle til at trække sin pisk igen, men stoppede, hun skulle ikke ødelægge mere. I stedet tog hun et tår af vinen, hun gik hen til ham, satte sig tæt på ham og kiggede på ham med et blik der var fyldt med alvor og had. Hun mente hvert et ord, hun kunne lige så godt ligge kortene på bordet og lade ham se det hele, hvis de skulle arbejde side om side, så måtte han forstå hende.

[Deleted]

han så på hende og holdte nu en mild latter tilbage "ser du jeg har ikeke sagt de ting til mange faktisk er de den første ser du du er et ganske særligt individ ikke blot er de smuk udenpå men også indeni" Horace gav hende nu en smuk rød rose "du er som rosen her smuk og yndefuld dog med torne til at værne sig denne rose er ikke den eneste rose i verden dog er den speciel og unik på din egen tiltalende måde" forklarede han hende stille Horace mente de rosende ord han gav hende af hele sit hjerte det var ikke blot et forsøg på at nå kødets lyst hun var speciel og unik og hvis der var noget han havde erfaret var det at der ikke var to der var ens. Horace så på hende og drak stille af vinen og skålede blidt i mod hende med at blidt løfte sit glas imod hende han forlangte intet af hende blot at hun var ham ærlig.

[h]

Helena faldt ned af stolen over hans ord, hun sad på gulvet og så op på ham med store øjne. "Du kender mig ikke, du ved ingenting om mig! Folk frygter mig, jeg frygter mig selv og en som ikke engang er iblandt os mere! Jeg forstår dig ikke, hvad er det du gør ved mig?" Lød det skræmt fra hende, hun var ret oppe og kære, han blev ved med at få hende til at synke dybere og dybere sammen. Alt han gjorde og sagde gjorde hende så forvirret, ingen på noget tidspunkt havde behandlet hende på den måde, hun havde så svært ved at tro ham og alligevel så hun ærligheden i hans øjne, hans ansigtsudtryk og hans kropssprog. Der var intet der hang sammen, glasset lå ved hendes side, smadret og rødvinen spildt. Helena blev siddende på gulvet og stirrede nærmest op på ham.

[Deleted]

Horace brugte sin magi til at fjerne skårende og vinen han gik nu stille hen foran hende og satte sig halvt ned i knæ foran hende han holdte nu sin hånd ned imod hende med et roligt blik "selvom det er svært må man se bort fra fortiden vi har alle vores skeletter i skabet dog skal vi ikke lade fortiden styre hvem vi er i dette øjeblik " sagde han stille og hun havde måske ret han kendte hende ikke så godt som han kunne men frygte hende gjorde han ikke slet ikke faktisk.
I stedet for frygt havde han en anden følelse for hende en følelse der hed respekt noget han fandt yderst vigtigt at have mod sine medmennesker. Horace sad bare med hånden imod hende med et lille smil

[h]

Hans ord var så vise og ramte hende, hun hadet det og det var lige før hun havde lyst til at give ham sådan en på skrinet. Det var så irriterende, det var sjældent hun kom til at holde af personer og Horace var begyndt at vinde hendes hjerte så småt, hvilket gjorde hende forfærdelig ilde til mode, hun hadet det. Alligevel gjorde det også godt indeni, da han rakte sin hånd imod hende, hun tog den og så roligt på ham. "Bare lov mig du ikke såre mig...." Lød det i en stille hvisken, de lyseblå øjne var som før nu, hun smilte svagt og trak lidt på skuldrende af sig selv. Det hele var så tosset, hun havde oplevet så meget og nu ville hun egentlig bare gerne slappe af og prøve at tage sig sammen.

[Deleted]

han smilte stort til hende og rejste hende nu op "jeg vil ikke såre dig det lover jeg dig jeg ville aldrig sårer nogen med vilje og slet ikke en som dig " sagde han stille med smilet på beholdt.
Horace mente det han sagde til hende han ville ikke såre hende og heller ikke love hende for meget det var ikke hans stil at love noget han ikke kunne holde og at han aldrig ville såre hende mente han godt at kunne holde. Horace skænkede et nyt glas vin til sig og hende han gav hende nu glasset og smilte stille "lad os ikke snakke om fortiden lad os fokusere på nutiden " da Horace havde sagt at alle havde sine skeletter i skabet gjaldt det også for ham han var i mange år påtvunget til incest dog var det ikke hans fader ham havde han aldrig kendt men hans moder der havde svagheder overfor sin eneste søn han huskede kort på de gange han blev lejet ud til moderens veninder men drak bare en tår af vinen og skubebde oplevelsen tilbage i det glemte

[h]

Helena sukkede roligt, hun lod ham hjælpe sig op og tog imod vinen, hun smilte stille og lod sin finger dyppe i vinen, hun suttede den stille af og smilte fornøjet, det var så dejlig en smag. "Du må stoppe med at sige alle de søde ting til mig, jeg indrømmer gerne at jeg har svagheder for mænd som dig og jeg ender altid med at blive såret. Jeg vil ikke lade det gå ud over arbejdet Horace, det forstår du vel." Lød det blidt fra hende, hun nippede til vinen og før hun vidste af det havde hun drukket halvdelen af det. Vinens smag betagede hende meget. Hun kunne ikke lade vær med at smile mere, hun havde det jo rart i hans selvskab, måske endda lidt for rart.

[Deleted]

han smilte til hende "din svaghed er min styrke " sagde han bare med et drilsk smil og drak lidt af vinen og iagttog hende med en mild latter "vores arbejde bliver ikke forstyrret af søde ord det bliver forstyrret hvis vi hader hinanden" sagde han stille og smilte stadig han gik hende nu atter engang nærmere som han havde gjort før han holdte smilet og så bare på hende "åh nej nu for jeg lyst til at danse med dem igen " sagde han roligt og bredte atter engang hans milde latter ud i det store ellers tomme rum. Horace Sphinx elskede at danse det var en af hans ynglings beskæftigelser ja næst efter sex med en smuk pige Han følte altid meget når han stod i dansens lune og hygge

[h]

Helena hævede det ene øjenbryn og rystede på hovedet. "Pas på Horace, jeg kan godt blive ubehagelig." Grinte hun og blinkede til ham, hun drak lidt mere af vinen og nød den med den frie og bløde smag den havde. Det var forfærdelig som han kunne blive ved med sine ord, han forstod virkelig ikke hvad hun mente. "Forstår du da ikke at hvis jeg først bliver forelsket i dag, så bliver jeg jaloux på hver eneste lille kvinde du må falde for." Hviskede hun imens hun gik stille en halv runde om ham, hun rystede på hovedet og grinte lidt, han forstod virkelig ikke hvad han kunne rode sig ud i. Endnu en dans, jo det kunne hun vel godt skænke ham. "Så dans med mig." Lød det sødt fra hende, hun smilte svagt og lod sin hånd hænge elegant i luften.

[Deleted]

han tog hendes hånd og lavede en kort piruette med hende og tog hende tæt indtil sin krop han kyssede blidt hendes hånd og musikken lød nu atter engang over højtalerne han begyndte den blide dans mens han stod helt tæt op af hende og førte hende rundt med blide elegante bevægelser "jeg elsker at danse med dig de er så forførende og elegant i deres bevægelser" Horace så hende dybt ind i øjnene med et sødt dog alvorligt blik han elskede virkelig at danse og med hende her var det naturligt og helt fantastisk. Han stod med hende så tæt at hun ikek ville kunne undgå at mærke hans muskuløse veltrænede krop.
Horace lod musikken føre sig og dansede i god takt med hendes charme og så den sensuelle afdæmpede musik

[h]

Et hvert skridt han tog fulgte hun elegant og sensuelt, hun var smidig og det kunne ses på hendes bevægelser. De yndefulde og bløde bevægelse gjorde man kunne se musklerne i hendes krop, de så naturlige ud, men indholdte mere styrke end det man så. Dansen elskede hun også, det var så dejligt at bevæge sig på den måde, føle sig fri, føle sig et med musikken og sin partner. "Jeg må sige Horace, at du selv ikke er værst at danse med." Hviskede hun drilsk og blinkede til ham. Hun mærkede godt hans muskler, hun havde set dem før hen på aftenen og det hele blev helt sløret for hende, Helena havde ingen ide om hvad hun så mere og lod sig bare glide væk i dansen og den søde musik.

[Deleted]

han dansede videre og blev ved med at stå helt tæt op af hende "mange tak du er alt for venlig min kære lille Helena " svarede han tilsvarende drilsk og lændte hende bagover mens han holdte hende i sine stærke maskuline arme han så direkte ned i hendes øjne.
Horace vidste intet bedre end dette her at se ned på hende mens de dansede vækkede en tabt glød i ham "bare rolig jeg skal nok lade være med at kysse dig " grinte han mildt og smilte bare til hende han ville overskride hendes grænser men dog mærkede han hvordan hele hans krop og ikke mindst hans læber længtes efter at røre hendes i et ømt blidt kys hun havde sdan en stor effekt på ham og han følte at han bare ville have hende nær sig

[h]

Helena smilte drilsk og blinkede til ham igen, som hun blev bøjet bagover lod hun sit ene ben køre op af hans og lod det så stå lige op i luften kort, inden hun bøjede det langsomt og lod det glide ned af hans ben igen. Friheden hendes blik var intenst og flirtende, dansen var perfekt og helt fantastisk. Hun smilte svagt og lod sig stole på hans ord om ikke at kysse hende, det ville være upassende. Dog kunne hun mærke en hvis uro i hans krop, det gjorde hun smilte lidt mere og strakte halsen bagud, lod hovedet køre stille fra den ene side til den anden, hvorefter hun så på ham igen. Hun hev sig selv ind til ham. "Vi må gøre det her til en vane Horace." Lo hun blidt og lavt, hun lod sit ben glide om hans og holdte sig fast.

[Deleted]

han smilte til hende og det var lige hans ord han vilel ikke have noget mod at danse tæt med hende hver aften det var så befriende og sensuelt det de gjorde lige nu han nød at hendes ben kørte op af ham og smilte konstant med en hvis charme i sit blik.
Horace vidste at de begav sig ud på det nogen ville kalde et farligt øjeblik lige nu stod han bare med hende i armene og smilte og så hende direkte ind i hendes smukke øjne og lod dig blive helt forgabt i hendes dejlige blik Horace følte sig lige nu så småt ude af stand til at tage sit blik fra hende det var sjællendt der var nogen der fangede hans opmærksomhed som hun gjorde det lige nu han følte sig godt i hendes selvskab og ønskede ikke at forhaste noget som helst ikek med hende her.

[h]

Med dans havde hun det sjovt og hyggeligt, hun følte sig fri og hun følte hun kunne flyve, hun følte selv hun svævede hen over gulvet som en sort svane. Hun smilte bare og så ind i hans øjne, men som de stod der, blev hendes blik mere og mere intenst og smilet forsvandt, hun så nu bare konsentreret på ham. "Horace...." Hviskede hun blidt, det var ved at blive lige lovligt for intenst for hende. Hans fordybende blik i hendes, han var jo helt væk og det var lidt skræmmende. At kalde hans navn var for at få ham til at vågne lidt op, de hverken dansede eller noget, de stod bare der, helt tæt på hinanden og med øjnene dybt begravet i hinandens blikke.