Do what It takes to make me feel better

[jasper]

Tillid var i den grad også en stor ting og det var det så sandelig også for Jasper på alle mærkværdige grundlag. Han var forsigtig omkring folk, udelukkende fordi, at han ikke ønskede, at skulle stå i flere ubehagelige situationer, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Lige hvad der skete lige nu og her, havde han virkelig ikke nogen anelse om, men det var faktisk en ekstremt behagelig følelse, selvom den var så forbandet ny. Han sendte hende et stille smil. Stemmen i hans hoved, forbød ham at slippe hende ud af syne. Hun havde brug for hjælpen, det var noget som han efterhånden allerede, havde fundet ud af, og i sig selv, kunne man ikke just sige, at den tanke var noget som han kunne se det mindste bort fra. Med det fødte behov for at skulle hjælpe hende, så ville han gøre det på sin måde. Hvad der var sket hjemmefra vidste han ikke, men at hun havde ladet dette gå så langt, så beviste det kun at det var noget, som havde sket over en længere periode og det var i den grad også noget, som måtte bekymre ham en hel del. Han trak vejret dybt og betragtede hende, lyttede til hendes ord, i sig selv blot en bekræftelse på det hele. Han nikkede blot roligt og forståelsesfuldt. At hun stolede så meget på ham som hun gjorde netop nu, var ham kun en glæde uden lige, det som blot måtte vise sig i formen af et smil på hans læber. En klar charme og en klar varme, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. "Hvis det vil lette dit hjerte bare en smule, så er det, det værd min kære," påpegede han roligt. Med andre ord, så lyttede han hellere end gerne til hende, så til at hun lettede for den byrde som man næsten kunne fornemme, at hun bar i brystet og det var i den grad også noget som måtte bekymre ham noget så voldsomt. Han betragtede hende med et roligt og ganske så indgående blik, i sig selv, var det ikke noget som han på nogen måde, formåede, at skulle ligge til side. Hendes tilstand bekymrede ham noget så voldsomt. At kunne mærke hendes knogler noget så tydeligt, var nu ikke just en behagelig tanke, men det skræmte ham dog ikke, det gjorde virkelig kun ønsket om at hjælpe hende, endnu stærkere end det som det havde været til nu. Han trykkede hende yderst forsigtigt ind mod sig. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle blive usikker på den ene eller den anden måde, det var da også helt sikkert, men alligevel, så var det heller ikke noget som han ønskede skulle ske uanset, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lukkede grebet roligt omkring hendes hånd. Dette var noget af det som han efterhånden var ekstremt god til, så var det at føre ud i det, som i hans øjne, i den grad måtte være en ganske så simpelt vals. Roligt og yndefuldt. "Bare følg mig og mine skridt, Ebony," hviskede han roligt mod hendes øre, da han selv måtte tillade sig, at skulle komme så tæt på. Ikke at han viste nogen foragt for hende, eller hendes skikkelse. Hun var i den grad en skønhed, det var der ikke nogen tvivl om, men det lå skjult for manges blikke.. Det gjorde det dog ikke for ham. At hun stolede på ham, var noget som gjorde ham så uendelig glad, det var noget af en så stor og så voldsom betydning, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trådte et stille skridt frem og førte hende forsigtigt og yndefuldt med sig. Han tog hensyn, det skulle heller ikke være meningen, at hun skulle komme galt afsted. Lige nu var det jo trods alt bare dem, der var jo heller ikke nogen andre omkring dem overhovedet. "Det er jeg glad for, at du siger, min kære," hviskede han roligt. Hans stemme var syngende og så flydende, at man næsten skulle tro, at det var et helt englekor. Han smilede let, lod hende stå ved ham og med hånden lukket omkring hans overarm.. Enten der eller skulderen, så meget vidste han dog, så hun havde da lidt af det grundlæggende med. Han vendte blikket stille mod hende. "Og du siger, at du ikke kan danse?" spurgte han med det varme smil. Han ønskede bare, at opmuntre hende, hjælpe hende på den måde som han nu fandt muligt, nemlig ved at flytte fokus lidt og give hende noget andet at tænke på. Han ønskede nemlig, at se den rigtige Ebony. Ikke den forsultede pige som han stod overfor nu. "Jeg.. tænkte lidt.." fortsatte han roligt, dahan havde valgt, at føre hende et stille skridt videre ind i dansen henover det varme græs. "Hvad siger du til at vi tager en tur til kroen bagefter? Og får os et måltid mad? Hvis der er noget som man bliver sulten af, så er det dans," sagde han med et stille smil på læben. Det var uden en direkte hentydning, han gjorde det egentlig bare for hyggens skyld.

[Deleted]

Man måtte være forsigtig omkring det var der ingen tvivl om, men igen lige her var forsigtighed en by i et fjernt land som ikke eksisterede, Ebony nærede allerede den tilldi til ham, han gav hende trods alt ikke grund til meget andet, han kunne have skadet hende om det var det han ønskede for lang tid siden, de var så dybt inde i skoven at der uanset ikke ville være nogen som ville lægge den mindste smule mærke til det, så.. Hun stolede på ham. Den stemme.. Hun vidste ikke hvor den opstod, et sted så måtte det vel være hendes egen sindssyge? Den lød så underlig velkendt og alligevel så fremmede, det var den som tvang hende i den form af trance næsten så tryllebundet af hans sjæl og hans sind, hun vidste absolut intet om ham han kunne have en kone og 5 børn rendende rundt og vente på ham et sted og alligevel var hun drevet ud på et punkt som hun aldrig før ahavde væfret, et punkt hvor det rent faktisk var hendes.. Hjerte og ikek fornuft der valgte at vælge vejen. Hun behøvede hjælp på den ene eller den anden måde, hun var jo klar over det, det ville være et spørgsmål om tid før hendes krop ville strejke, det var jo begyndt at gøre ondt over det hele for længst det kunne ikke blive ved. Det varme smil og det varme blik, det var virkelig kun charmerende og fandt vejen direkte i hendes midte, satte den her underlige brændende følelse i hende som hun ikke kunne beskrive særdeles ukendt, men hun var ganske sikker på det var den selv samme som fjernede hendes lyst til tårer og den smerte hun måtte bære rundt på, "Måske senere" gentog hun med det lille blide smil som endede med at pryde hendes rosa læber. Det hele var startet med familien, og desuden så tvivlede hun på at han ville lytte til familiens mørkeste hemmeligheder for dem var der mange af, det var jo der det startede men imellem der var der sket så mange andre ting. Der var noget ved den mand.. han var speciel anderledes fra de andre, og hun var bundet af de usynlige bånd. Normalt ville hun være usikker blandt andre, selv på hendes job turde hun knapt tale til folk, men lige der følte hun en underlig sikkerhed, grund under fødderne og det var faktisk en underlig lettelse. Hånden endte med at hvile i hans, hun kunne fint sige sdig aldrig have været så tæt på en mand, men lige denne fik hendes hjerte til at banke så fast mod brystet, den hvisken i hendes ører så langt mere blid end selv den stemme som satte i hendes sind og tanker. Hun nikkede til ordene kun for at vise at hun havde forstået dem. Det kom lidt som en overraske for hende at han begyndte, de første skridt væltede hun en smule rundt og prøvede uden held at følge ham, en tanke som uden hun egentlig tænkte over fik hende til at le, den blideste syngende latter, som ikke var hørt siden hun havde været en så ganske lille og uskyldig pige. Efter nogle minutter fandt hun ind i takten, hendes skridt var stadig en smule klodsede men hun kunne følge ham med de elegante trin, og det var vel pointen? "Jeg er blevet slæbt rundt til samtlige opvisninger, min mor er glad for dans" påpegede hun med et sigende blik. Hendes tone var blevet så forandret, fra den triste og mystiske til den som kun Adriel formåede at se, smilende og så blid hun rummede på så langt mere end det som folk så, de dømte hende og kun fordi hun ikke længere bar sin skønhed. Allerede ved hans første ord, blev hun igen opmærksomt lyttende, følte næsten en form af spænding dirre i hende. Det tilbud var frygtelig fristende men hun arbejdede det sted, rygter ville gå og hun ville ikke ødelægge hans eller have hendes kære far på nakken, desuden så havde hun ikke regnet med at tage dertil når solen ville stå op, men bare blive væk for at græde ud, tog hun derhen var hun tvunget til det. Men tanken omkring det at lærer ham bedre at kende, hun ønskede så brændende at kende mere til ham, hver lille detalje, han fik hende til at smile og le som hun ikke havde gjort i det som måtte minde om år, hun ønskede ikke at det skulle stoppe, desuden hvis hun var heldig kunne hun tigge sig til et værelse for natten hos den overordnede, hun havde kun ganske få stykker guld på sig "Jeg.. Jo selvfølgelig det vil jeg gerne" endte hun blidt og med det smil på læben. Det var ikke hvad hun ville have sagt hun ville have fundet en undskyldning, men igen.. Hjertet ændrede vejen i det sidste øjeblik.

[jasper]

Jasper kunne virkelig ikke sætte en finger på, hvad det var, som gjorde, at han lagde så meget i det som han gjorde netop i øjeblikket, men det var vitterligt, ikke noget som han rigtigt tænkte over, tvært imod, så var det virkelig bare noget som han gjorde. Han sendte hende et varmt og stille smil, hvor han blot stille og roligt, valgte at skulle nikke til hendes ord. Han ønskede virkelig ikke at presse hende til noget, hvis det var noget som hun et sted slet ikke måtte ønske i den anden ende. Han tog i den grad hensyn til hende. At dansen ikke gik helt så godt i begyndelsen, tydet klart på, at dette måtte være nyt for hende, så var det ikke noget som han tog hårdt på. Han kunne ikke lade være med at smle og gjorde det nu ellers så stille og roligt som det nu selv måtte være ham muligt. Han var professionel danser og det var nok noget som sikkert kunne mærkes på ham. Han havde danset hele livet.. det havde virkelig været hans liv og han havde virkelig ikke mange, at skulle dele det med. Lige der, var han desværre kendt for at være alt for indelukket og det i sig selv, var slet ikke noget som han brød sig meget om, selvom han selv ikke rigtigt vidste, hvad han skulle gøre ved det. Han var et lyst væsen, selv siges det, at et lysvæsen var renere iend den smukkeste og klareste engel og der var han i sig selv, ganske så sikker også i den forstand. Han bar ikke noget had, han bar ingen vrede, foragt eller noget som kunne tolkes som noget negativt, kun med den ellers så desperate tanke til at løse problemerne når de endelig skulle opstå. Hun var smuk i hans øjne.. skønheden var ikke altid hvad man så på ydresiden, men i det indre. Det var det som havde den største betydning for ham af alle grunde. Han slap roligt hendes hånd, selvom han dog på ingen måde, valgte, at skulle stoppe med at danse. Han lod begge hænderne søge let omkring hendes talje og lagde sig ved hendes hofter. De himmelblå øjne lod han stille søge hendes blik. Et liv den en gnist, et liv i lyset og fanget i et mørke.. Han havde virkelig ondt af hende, det var ikke noget som han formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle slippe hende med blikket. Han fugtede læberne roligt og med det selv så varme smil. "Jeg tror det er noget som er gået i arv til dig, min kære. Du har talentet for det," sagde han roligt, eftersom hun selv stille og roligt, måtte falde ind i de rette trin og måden, at skulle begive sig frem på og det gjorde ham glad. Han var slet ikke anstrengt eller noget, han tog det stille og roligt og selv med et smil på læben. Alt andet var ham fuldstændig ligegyldigt. Han strøg roligt og forsigtigt den ene hånd over hendes så fremtrædende lænd, hvor han så tydeligt kunne mærke hver eneste lille knogle i hendes krop. Han bed det kraftigt i sig, men det bekymrede ham så sandelig også noget så voldsomt. Han lod hovedet søge let mod den anden side, selv klart glad for at hun takkede ja. Hendes latter.. han kunne virkelig ikke lade være med at smile, da han forsigtigt førte hende rundt i en lettere sving-om, inden han fortsatte så roligt og stille i et blidt tempo. At hun arbejdede der, det vidste han ikke, men maden var virkelig fortrindelig. Han ønskede virkelig at se kvinden som befandt sig bag den her store smerte som han kunne læse sig frem til i hendes blik, selvom han nu stille valgte, at skulle tage det i hendes tempo, frem for at skulle tvinge hende til det ene eller det andet, så var det jo bare det som han måtte gøre det. Der var to kroer her i byen, så meget var han dog klar over, den lyse som havde sin tid at skulle fortælle, så meget vidste han dog. "Det glæder mig at høre.. Jeg ville nyde, at skulle tilbringe den tid sammen med dig." Han lænede sig forsigtigt frem og plantede et stille kys mod hendes pande. At få lidt mad i hende, var ham selv en lettelse, for det var kun tydeligt for ham, at hun i den grad også havde brug for det. Hvis det var så slemt, at hun lod den trækkes så langt, så skulle hun bestemt heller ikke hjem igen, det var der ingen tvivl om. Han ville passe på hende, igen stemmen i hans hoved som fik ham til at ønske det.. Han ønskede virkelig ikke, at noget mere ondt end det som hun havde oplevet, skulle ske hende. Om han så selv skulle passe på hende, så gjorde han det. "Jeg ønsker virkelig ikke, at noget ondt skal ske dig.." hviskede han med en rolig, blid og syngende stemme, i sig selv, var det slet ikke noget som han overhovedet var i stand til at skulle se det mindste væk fra overhovedet.

[Deleted]

Der var noget i luften, noget som man ikke direkte kunne sætte en finger på, og noget som Ebony blot valgte at ignorere, hvad end det var så gjorde det ikke ondt - Så langt fra så lettede det hende, fik byrden til lettes bare for et øjeblik, hun havde mistet lysten til at græde for første gang så længe hun hsukede, det var som hendes bønner var blevet hørt, denne mand kunne virkelig kun være en engel sendt af en højere magt over dem, han var for god til at være sand, drømte hun? Han tog hensyn pg han var høflig, hun kunne se at han tænkte på det faktum at der faktisk ikke var meget af hende tilbage som alle andre, men det lod ham ikke skræmme og det var hvad som imponerede hende, at han ikke frastødede hende eller skubbede hende fra sig men direkte trak hende tæt på på den måde, sørgede for et længere møde med hende, på trods de fleste bare ville vende ryggen til hende og gå. Dans var aldrig noget hun havde beskæftiget sig med, ikke siden hun var helt lille og bare hoppede rundt, hendes moder elskede blot den kunst og slæbte hende frem og tilbage for at lade hende se, det var vel også grunden til hun kunne bare en smule. Efter lidt tid lykkedes det hende også rent faktisk at følge hans langsomme, rolige skridt, dog var det med en koncentration uden lige. For hans del virkede det som det meste enkelte i verden som om han havde gjort det.. Altid? Hænderne som endte mod hendes hofter, det fik kun hendes hjerte til at banke men ikke af den sædvanlige usikkerhed langt fra af ren og skær behag følelsen af at være tæt på ham. Blikket hvilede i han glimtet var forsvundet igen, men en ting var at det havde vist sig for første gang siden en lang barndom. Hun betragtede ham let, det var som hendes kæber allerede gjorde ondt ved tanken om at smile det var ikke specielt brugte muskler måtte hun vel erkende "Det siger du som gør det uden så meget som en fejl? Det kan umuligt være nyt for dig" påpegede hun. Stemmen var virkelig en helt anden, stadig hæs efter aftenens hulken og råben, men utrolig blid, næsten det som måtte minde om munter og det var en sjælden ting, hun plejede som regel ikke at sige så meget som et ord. Hun følte hans hænder, normalt ville det skræmme hende, men igen det var underligt behageligt, hun frygtede ham ikke, i armene på ham kunne hun næsten føle sig.. Tryg.. Det sindssyge var jo så det faktum at hun ikke kendte andet til ham end hans navn. Ebony lod sig roligt fører rundt, lod ham guide hende hvor mange af triene gav sig selv og hvor de få som ikek gjorde blev til en smule kludderværk, igen det var helt nyt for hende, men hun nød det det faktisk. Næsten forsigtigt måtte hendes hænder falde mod hans bryst, ikke for at stoppe ham men i den grad kun for at fortsætte dansen, "Det er nye ord at høre.. De fleste ser frem til komme af med mig, ikke tilbringe tiden" erkendte hun, og selvom hun rpøvede at lade som om det ikke påvirkede hende, var der noget i tonen og i blikket der sagde at det påvirkede hende mere end hvad godt var. Mad ville være godt for hende, så var der bare det at hun ingen appetit havde mere, desuden så hadede hun folks blikke, specielt hvis hun endte med at sætte med en flot og charmerende mand som ham overfor.At tage hjem var ingen muglihed, hun havde ikke guld nok med til et værelse, hun måtte bede om husly for natten ikke at hun brød sig om det på nogen måde, men hjem skulle hun ikke, hun ville ikke se hendes far i øjnene nu "Er du her.. Så tror jeg intet ondt sker" hviskede hun stille. Hun kendte ham ikke det var frygtelig store ord men hun mente det, hos ham følte hun sig tryg, hun burde være tilbageholdt hun burde ikke sætte så stor lid, hun kunne direkte føle sig påtrængende, det var ikke det som hun ønskede.

[jasper]

Jasper var virkelig ikke bange for hendes tilstand, det var ikke noget som han ønskede væk fra, men direkte kunne han heller ikke sige sig, at dette var noget af det som han var mest vant til at skulle se. Det bekymrede ham virkelig, men han ønskede virkelig heller ikke, at skulle rode mere rundt i det lige netop nu, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. Han blev roligt stående med hende ved sig og selv med blikket i hendes. Man kunne pænt sige, at han var meget øvet indenfor dans og at hun lagde mærke til det, var noget af det som morede ham en hel del, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og med blikket i hendes. Han kunne virkelig bare ikke få sig selv, til at skulle se væk fra hende igen. Hun var køn, hun var smuk, det var da noget som han kunne se noget så tydeligt, også på denne måde, og ej ønskede han, at skulle lægge det mindste skjul på det overhovedet. "Jeg kan vel.. påstå, at det ikke er nyt for mig, at føre en dans, Ebony. Jeg har ikke gjort andet hele lavet," sagde han roligt. Det var ikke mange mænd som overhovedet ville være i stand til at skulle føre en dans på den måde, som han gjorde det, og han var klar over det, selvom det nu ikke gjorde ham det mindste. Det var ikke udbredt, at mænd skulle danse, men han nød det. Det var hans måde, at skulle lukke af for alle de frustrationer og lade dem forlade kroppen. Han havde det altid meget bedre, når han endelig gjorde det på denne måde. Han lagde hovedet let på sned, lod hænderne hvile ved hendes hofter ogselv lod han bare hende lægge hænderne mod hans bryst. Han tog det ikke som en afvisning, i så fald, så havde hun vel også valgt, at skulle skubbe ham væk? "Det er min måde, at lede frustrationerne væk og tankerne til helt andre ting. .Jeg får det bedre af det," forklarede han roligt, selv uden, at smilet ville falme det mindste. Han lod hende komme helt tæt ind mod ham, så de stod helt tæt på hinanden. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, han nød faktisk af, at skulle have hende tæt på, for ikke at glemme, at det var underligt nyt for ham, at skulle danse med andre end Alice, så var det faktisk også en behagelig følelse i den anden ende. Han kendte til hendes navn, han kendte meget til hendes familie, men hvad det var, som var så galt, at det gik ud over hende på denne måde, for ikke at glemme, at Elias ikke så ud til, at have gjort noget som helst for at skulle ændre det, så var det noget som i den grad var noget som måtte bekymre ham en hel del, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han førte hende roligt rundt i den stille dans, lod hende blive mere selvsikker i det og hun klarede det faktisk udmærket på alle mder, i sig selv, var der ikke nogen tvivl om det overhovedet. "Tro mig når jeg siger det. De ved virkelig ikke hvad de går glip af. Det smukke smil, en vidunderlig kvinde og en dejlig personlighed.. blot på grund af det ydre? De ser slet ikke det samme som jeg ser," sagde han roligt. Han lod armen stille glide omkring hendes liv, den anden hånd hævede han roligt og lod den stryge over hendes kind. Uanset hvor ofte han skulle sige det, så gjorde han det også i den grad, det gjorde ham virkelig intet. Smuk, det var hun i den grad i hans øjne og på alle måder. At det påvirkede hende på denne måde, kunne han dog godt føle på hende, og det gjorde lidt ved hans eget humør også. Det gjorde ham faktisk sur et sted, selvom han ikke viste det for hende. Hendes sidste ord måtte varme ham, det var tydeligt. Hans smil bredte sig bare en anelse og uden at skulle falme det mindste på nogen måde overhovedet. "Det er jeg glad for at du siger. Jeg skal nok sørge for, at der intet ondt vil ske dig.. Det kan jeg give dig mit ord på," sagde han roligt. Han lænede sig yderst forsigtigt frem, så deres pander forsigtigt måtte mødes. Han var virkelig ikke bange for hende, han var mere bekymret for hende, end det som hendes udseende måtte skræmme ham. Alle havde de deres fejler og mangler, det var noget som de bare alle måtte acceptere og det som de alle måtte slås med. Selv var han jo ikke helt.. perfekt selv og han var heller ikke bange for at stå ved det. "Det lover jeg dig," sagde han roligt.

[Deleted]

Den tilstand som Ebony befandt sig i var vidst en som efterhånden skræmte alle inklusiv hende selv, hun kunne betragte sig selv i spejlet, frembringe de tårer øjenkrogen bare ved et enkelt øjekast, hun var hæslig at se på, der fandtes intet andet ord, hun havde engang været smukkere end noget som helst andet, alle havde set på hende, sendt hende et varmt smil og strøget hende over nogle lange mørke krøller og når man så betragtede hende nu så var det noget ganske andet og hun kunne bare intet gøre, blev det ved så ville hun ende med at falde i døden i en alder som kun måtte være alt alt for tideligt. Ebony prøvede virkelig ihærdigt at skulle følge hans mange trin, det var tydeligt at han var øvet mens hun aldrig som sådan rigtigt havde danset men derimod kun set på det, han var dygtig, og ikke mindst god til at fører en kvinde med sig, det virkede han også ganske vant til, hvis ikke det var hende som tog fejl så havde han en partner et sted derude, ent ign som hun ikke rigtigt ville tænke på, den stemning der var omkring, det var som om der hvilede noget magi i luften der tryllebandt hende til hans skikkelse og et kys, det var som hun bare ikke kunne lade værre, mens om en eller anden fristede hend eog ikke gav hende den mindste chance for at skulle sige nej. Det smil der prydede hendes rosa læber var et som var så frygtelig sjældent hendes kæber gjorde allerede ondt hun var ikke vant til at bruge de muskler på den måde, men hun kunne ikke lade værre, han fik hende til at smile og hun vidste virkelig bare ikke hvordan, "Det kan jeg se.. Jasper" hun elskede det navn, det var som det mindede hende om en smuk forårsdag hvor alt omkring hendes spirrede og hvor solen skinnede, fra nu af så ville hun tænke positivt hver gang hun måtte støde på det navn. Hænderne mod hendes hofte var virkelig en ny følelse og det samme med det at skulle lade hænderne hvile mod hans bryst det var som sanserne og hjertet valgte dets egne veje og fornuften havde i den grad intet at sige, hun følte sig underlig.. Tryg, som om intet kunne røre hende. Den friske luft slettede kun sporene efter hendes mange tårer, noget som lettede hende og lod de mørke øjne træde til syne bag det hævede blik som nu var faldet, "Det er en udemærket måde.. Hvis det er det som man kan finde ud af" påpegede hun blidt. Der var noget over ham, noget som fik hende til at opfører sig som hun aldrig havde opført sig før, en måde som føltedes så rigtig i forhold til det som hun normalt bar sig ad med. Uden tøven lod hun sig fører af hans skikkelse, det gik langt bedre nu hvor hun var blevet mere sikker, tanken omkring Elias var forsvundet og det var faktisk lettende, han var dens om bar hele skylden kunne man vel ganske roligt vove at påstå. De ord varmede virkelig kun, hun vidste ikke om hun skulle tro ham ingen så på hende som smuk, ingen så det smil ingen så en smuk personlighed, en tanke som fik smilet til at falme en smule "Hvis alle så det sådan ville der ikke være nogen problemer" påpegede hun stille. At armen faldt om hendes liv trak hende kun tættere til ham, lod mere eller mindre deres kroppe mødes, det var en virkelig underlig følelse på trods hun nød godt af det hun var virkelig ikke utryg på nogen måde overhovedet. Panden mødte hans og det same med blikkene. Hjertet bankede fast imod hendes bryst i de usikre slag, det var spændende det skabte en varme i hende hun ikke formåede at forklare og det var faktisk en underlig tanke i sig selv. Hvorfor stolede hun så blindt på en fremede? Var der rent faktisk en som ønskede at hjælpe? En som kunne se mere end en forskræmt tøs der ikke vidste hvad pokker hun skulle stille op med det liv som hun faktisk helst ville slippe for. En klump satte sig i halsen hun tvang sig til at synke den "Jeg.. Jeg stoler på dig" hviskede hun blidt. Hun var klar over at hun virkelig ikke burde man han gav hende ingen grund til ikke at stole på ham, måske han rent faktisk ønskede hende det bedste? Hvad havde hun at miste? Et kort sekund måtte hun lade øjnene glide i, kun for stå imod den lyst der var til atter at lade læberne møde hans, det var igen frygtelig firstende som om den lille stemme hviskede det i hendes ører...

[jasper]

Hendes tilstand var slet ikke noget som havde den skræmmende effekt ind på Jasper på nogen som helst måde overhovdet. Tvært imod, så var det noget af det som bekymrede ham mere end det som det måtte gøre noget andet lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var professionel danser, selvom han prøvede at gøre det så godt som han kunne, for at hun kunne følge ham. Han havde jo trods alt danset på slottet igennem så ekstremt mange år, så han var virkelig heller ikke bange for at skulle påtage sig rollen som en af de bedste, selvom det var ord som han direkte måtte nægte, at skulle tage i munden for tiden, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om overhovedet. Han var vant til at føre kvinden rundt i de mange smukke og elegante bevægelser, for ikke at sige, at han ønskede, at hun skulle følge ham. Han ville stoppe omgående, hvis hun sagde det eller bare i det mindste, gjorde tegnene til det, så ville han også stoppe med det samme. De himmlblå øjne hvilede roligt i hendes blik og med det selv samme charmerende smil som han altid havde haft, det var slet ikke noget som han ønskede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet på noget som helst tidspunkt lige for nu. Han lod hovedet søge let på sned. Hendes tilstand var noget af det, som måtte bekymre ham meget, selvom han ikke ville påstå, at hendes skønhed var falmet det mindste lige netop nu .Den var der stadig et sted, det kunne han da se og det var i hendes smil, i de smukke øjne og dybt i det indre, det var bare, at skulle finde det frem igen. ”Jeg har danset ved slottets hof i mange år nu. Jeg er sikker på, at det er det, som jeg er født til.” Han lod hende komme tæt på ham, han lod hendes hænder hvile mod hans bryst, alt imens han blot stille og roligt fortsatte med at skulle føre dem rundt i de samme rolige og blide bevægelser, som det som han altid havde gjort, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Hun virkede i den grad også meget mere sikker på det hele i øjeblikket, end det som hun lige havde været tidligere, det var heller ikke noget ,som han kunne komme det mindste udenom på noget som helst tidspunkt. Hans blik hvilede roligt i hendes. Han smilede og nikkede. ”Jeg synes nu også, at du gør det meget godt, Ebony.. Sikker på, at du ikke har danset før?” spurgte han med en rolig stemme, dog alligevel så blid, syngende og munter som altid. Det lå virkelig ikke til ham, at skulle tænke negativt på nogen måde overhovedet. Det lå slet ikke til hans race, at skulle tænke i de baner. Han ønskede virkelig, at skulle hjælpe hende og det var bestemt ikke bare ud fra medlidenhed, for det var han klar over, at det slet ikke ville hjælpe hende det mindste overhovedet, tvært imod, så ville det bare gøre det hele så mange gange værre for hende og det ønskede han så sandelig heller ikke. Hun var jo tæt på at kradse af fra start af, så man kunne jo fint sige, at han var kommet hertil i et helt rigtigt øjeblik? Grevens tid vel at mærke? Bare den tanke i sig selv, var ham meget mere skræmmende end den anden, selvom det nu ikke var noget som han direkte ønskede, at skulle sige. ”De ved virkelig ikke hvilken kvinde som gemmer sig i dit indre og i dit sind, hvis det er din krop som de tænker på, min kære.. Den skjuler en fantastisk skat som bare venter på, at komme frem og ud i lyset..” Han sendte hende et stille og let opmuntrende smil. Det var ord som han i den grad måtte mene, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde ikke set noget ved hende, som han decideret ikke kunne lide, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede til hendes ord. At hun stolede på ham, var noget som gjorde ham glad og helt varm indvendig og det var ikke noget som man kunne sige, var en fornemmelse, som alle formåede at skænke ham. Han lod panden møde hendes, hvor han roligt bare stod og så hende i øjnene, han kunne virkelig ikke lade være. Et sted var det vel magien i luften som havde bragt dem sammen.. som havde dette været en mening? ”Det er jeg virkelig glad for, at du siger, Ebony.. Jeg vil aldrig kunne finde på, at gøre dig fortræd,” hviskede han stille, nu hvor han var så tæt på hende allerede fra før af, så var det heller ikke noget, som direkte havde nogen betydning som sådan for ham, overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Nå.. skal vi søge til et sted, hvor vi kan få os noget at spise og en seng at sove i?” spurgte han roligt. Han skulle nok give det hele, bare for at få lidt i hende, så var det virkelig det hele værd.

[Deleted]

Ebony var udemærket klar over at hendes tilstand for mange var direkte skræmmende, hun vidste bare ikke hvad pokker hun skulle gøre ved det, der var ingen der forstod det man så bare på hende og dømte hende ud fra det monster hun kunne ligne at være og det gjorde faktisk ondt, at se deres skulende blikke, specielt når man tænkte på hvem hun var barn af, respekterede mennesker og hun ødelagde bare familien specielt med tanken på de ord som var blevet Elias skænket her til aften, det var en følelse som hun selt måtte glemme nu hvor hun måtte stå her med Jasper, han lod hende komme på helt andre tanker, lod hende gribes af den magi som måtte hvile omkring dem, og som hun bare ikke formåede at skulle modstå. Det var ganske tydeligt for hende at dans langt fra noget nyt for ham, hun måtte faktisk beundre hans måde at fører hende frem og de stille enkelte skridt, hvor hun ikke kendte så meget som et eneste, hendes mor nød at se på det, det var sandt, men ud over det så var det langt fra noget som hun gik og tænkte på, det var sjældent man måtte støde på en mand som ham på et sådanne sted. Blikket hvilede i hans, hun fulgte ham ganske roligt i de næsten vuggende skridt, hans arme omkring hende fik hende af en ukendt grund til at føle sig underlig.. Tryg? Bare måden han så på hende, ikke frygt eller foragt men langt nærmere bekymring, noget som end ikke hendes familie lige ud over Adriel udviste på nogen måde. Det glimt der var så savnet i de nøddebrune øjne var atter ved at vænne hjem som hun stod der, det var ikke blot den rene sorger der var at spore i dem mere, alt hun behøvede var lidt positiv opmærksomhed vel? Og samtidig var smilet ikke noget som kunne skjules, lige der måtte hun allerede sige sig at have delvis ondt i musklerne deromkring, det var ikke ligefrem dem hun kunne sige sig vant til at gøre brug af, men skjule det, det var ikke det som hun formåede på nogen måde, "Jeg er ikke i tvivl om at hoffet må være ganske tilfredse" påpegede hun med en stille tone dog uden lyv på nogen måde. Hænderne hvilede blidt mod hans bryst næsten frygtelig forsigtig i frygten for en afvisning vel, dem havde der været så mange a f i løbet af årene, men lige i aften var der bare noget anderledes, det var som om det hvilede i luften, noget som hun ikke kunne beskrive og det var faktisk en fustrerende tanke et sted. Roligt men overbevisende nikkede hun til hans ord, hun måtte dog føle sig en smule stolt "Aldrig" fastholdte hun med et lille skuldertræk. Hovedet søgte blidt på sned, betragtede intenst hans blik. At høre hans stemme så munter og så naturlig var noget som virkelig kun glædede hende utroligt, det var langt fra medlidenhed hun behævede men en som bare ville se på hende som et menneske og ikke et halvvejst dyr, hun var træt af altid at skulle være det sorte får, og han var en af de få som netop havde fået bevist hvor lidt der skulle til for rent faktisk plante et smil over hendes læber, hvor lidt der skulle til for se bare en smule glæde i hendes mine.Noget som et sted skræmte Ebony mest var tanken om at døden kunne komme når som helst hvis hun fortsatte bare en lille smule med at leve livet som dette, den sorg og den manglende lyst ville, inden for ganske kort tid, ende med at skulle tage livet af hende, og hun havde ingen idé om hvad hun i sig selv skulle gøre ved det, "Men min krop er nok til at skræmme væk, og så læneg det står på bliver skatten aldrig fundet.. Ingen tør søge efter den" endte hun stille. Det var tydeligt at det var noget som påvirkede hende, måden hun blev set på når alt hun behøvede var en som ham, en som ikke var ligeglad, der var ingen andre end Adriel tæt på hende, han var hendes eneste ven og som hendes bror talte han vel ikke som sådan for alvor? Den magi omkring dem var ubeskrivelig, det var virkelig som en form af skæbne der ønskede hun skulle møde ham inden det ville være for sent, hun var draget af ham, han var fremmede for hende og alligevel stolede hun blindt på ham, det var hvad hun måtte kalde magi, "Jeg vil end ikke mistænke at du ville gøre mig fortræd" svarede hun ganske ærligt. Panden mødte hans, at lytte til den varme stemme og det tonefald det kunne til enhver tid berolige hende på alle tænkelige måder. Blikket betragtede hans, han var næsten mere dum end hun var, at komme så tæt på en tøs som ingen anden ville tæt på, søgte de til kroen hvilke rygter ville der ikke blive skabt, folk snakkede kanpt til hende, specielt ikke mænd, og pludselig ville hun sidde til bords med den flotteste hun nogensinde havde mødt? "Det synes jeg" megav hun stille. Der var ikek specielt mange penge i hendes lomme, men der var nok til lidt mad, desuden kunne hun muligvis få lokket en af kælderens værelser ud, så kunne hun leve med at sove i det halm, hjem kunne hun jo ikke rigtigt tage... ikke efter i aften.

[jasper]

Hendes tilstand, var virkelig ikke noget som skræmte Jasper direkte. Selvfølgelig var det virkelig ikke det kønneste at skulle se på, med tanken til, at hun havde alle disse knogler som bare var så synlige. Hun var virkelig bare et omvandrende skelet med hud på og det var det som bekymrede ham mest. Det var ikke ud af medlidenhed, dette var faktisk noget direkte ud fra hans eget hjerte, og det var slet ikke noget som hun skulle tænke på lige nu. Han ønskede virkelig at lære hende at kende, det var en ganske særlig følelse, at skulle stå der sammen med hende, som.. det havde været meningen, at de skulle stå der, hvor de gjorde det lige nu? Han sendte hende et varmt smil. Det var bare den tanke så dybt i hans sind, som direkte måtte forbyde ham, at skulle give slip. En stemme som gentog de samme ord i hans hoved, at hun var for værdifuld til at skulle lade gå nu. Hun var virkelig på dødens rand og han ønskede heller ikke, at skulle gøre ondt værre for hende, ved at tvinge hende til at danse med ham, når det var så tydeligt, at hun knapt havde energi til det, så var det noget som han bar sig frem med, med den største forsigtighed, som han kunne komme til det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var tryg ved ham og hun var rolig, det var virkelig noget af det bedste ved det hele for ham lige i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet og det var noget som i sig selv, havde en ekstrem stor betydning for ham på alle måder, det var heller ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på, hvad end om han ville det eller ikke. ”Det var de skam også. Jeg stoppet her forleden.. Jeg havde intet andet valg,” forklarede han roligt. Han måtte vel bare holde det hele ved lige, for han vurderede virkelig at opsøge slottet igen som en danser og muligvis med en ny partner hvis det var muligt, for han var virkelig ved at køre træt i det andet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende stille og med det samme smil på læben. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor han stod så tæt ved hende, som det han gjorde lige netop i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At ingen turde søge efter skatten ved hende, var virkelig noget som han måtte se på som en skam. Det var jo slet ikke fordi, at det var farligt at snakke med hende. Hun havde det hårdt så kunne han da udmærket godt se, at det ikke var afvisninger og skæve blikke, som hun havde brug for. At folk så kunne få sig selv til at gøre det, var virkelig noget, som måtte irritere ham noget så voldsomt, selvom det nu ikke var noget, som han kunne få frem bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovdet, det kunne han meget fint stå ved også på denne måde. Hun var tæt på døden og det bekymrede ham virkelig og der ønskede han virkelig også bare, at være der til en hjælp, hvis det skulle vise sig, at være nødvendigt. Han ville give hende et sted at sove og lidt mad, hvis hun var i stand til at skulle få det i sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han endnu en gang måtte tvinge sig selv til at tage sig en anelse sammen, for ikke at ende med at kysse hende igen, selvom han virkelig var noget så fristet til det i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”De ved virkelig ikke hvilken skat som har ligget begravet så dybt i dit sind, og som jeg agter at grave frem,” sagde han med en rolig og alligevel alvorlig stemme. Han nikkede stille til hendes ord og med det samme smil på læben ”Det lyder glimrende. Jeg betaler,” sagde han roligt og med den samme stemme som tidligere. Det var ikke noget som han nskede at skulle lægge det mindste skjul på for hendes vedkommende. Han ønskede hende virkelig bare en aften, hvor hun kunne få sig noget ro, da det i den grad måtte se ud til, at det var noget så nødvendigt for hende på alle måder, det var ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han førte hende stille med sig tilbage til hans ting. Hans kappe kastet han roligt over hendes skuldre. Ikke fordi, at hun skulle skjules, men fordi, at hun ikke skulle fryse, for det var faktisk ved at være temmelig koldt nu alligevel, det var noget som han tydeligt kunne mærke sig af selv.