Do what It takes to make me feel better

[Deleted]

Solen var gået ned.. Månen tittede frem, halvt om halvt gemt bagved et par mørke skyer der kun dækkede for det sidste lys, selv på trods den havde stået så tydeligt på himlen mere eller mindre hele aftenen. Træerne tornede sig højt over jorden, i et stort dække af en skov. Kronen var kommet tilbage på hver eneste, skabte et underligt trygt miljø omkring. Under et stort egetræ sad en lille skikkelse. I forhold til den store mørke stamme og en stor prægtig krone lignede hun det som måtte minde om blot et lille kryb. Vinden blæste i det korte hår der engang havde været så smukt og langt, nu var det hele væk mere eller mindre fik hende om muligt til at se mere syg ud end det som hun var. Benene var trukket godt ind under hende. Foran hende var det en stor åbning i skoven, hun elskede dette sted. hun kunne lytte til bækken der løb ikke specielt langt herfra, og lytte til den ugle som tudede et sted oppe i træet. Det havde været en forbandet aften! Hendes fødder var nøgne halvt om halvt såret efter at hun egentlig kun havde tænkt på at skulle væk. Hun vidste at tanken om følelserne for hendes far var direkte dumt at nævne for ham, men Adriel havde jo opfordret hende, hun stolede på ham for pokker! Tårerne trillede ned over hendes blege kinder, trods ansigtet henlå skjult i hendes arme, hvad skulle der blive af hende? Hun kunne ikke længere se hendes 'kære' far i øjnene, og denne gang var det hende og ikke ham som begik fejlen det måtte faktisk gøre ondt. Vinden raslede let i træerne, hun kunne høre bladene visle let når de blev rystet mod hinanden. Hendes hulken var ganske lav, hun havde mistet alt form for tidsfornemmelse, efterhånden måtte der været gået timer siden det skænderi. Kjolen hun bar om hendes krop var ikke ligefrem specielt varm, og på trods det var foreår måtte kuldegysningen over hendes blege hud være frygtelig ydelig. Selv under den alt for store kjole, kunne man fornemme de alt for tydelige knogler, hun var intet andet end kun sken og ben bogstaveligt talt, hun var ulækker! Der var engang hun havde været så smuk at se på, en smuk brun hud med en rød farve i kinderne når hun fulgte med ud. Hun kunne gå i yndige små kjoler som hendes mor proppede hende i, og med et bånd i det lange mørke hår, og nu kunne hun end ikke gå blandt andre uden at de ville blive skræmt af hendes udseende, hun havde været smuk det havde hun virkelig. Hun stoppede med den hulken, efterhånden var der ikke mere at græde af. Stille så hun op for første gang flere timer, det var helt mærkt omkring hende ud over den måne som endnu engang var ved at træde frem et sted bag det mørke som havde lagt sig over himlen. Hun bed sig fast i den bløde underlæbe, hendes øjne føltedes pludselig så trætte, en følelse som efterhånden var så velkendt, men lige i aften var det helt anderledes. Hendes egen far kunne fint være sammen med tilfældige kvinder ud over hendes mor, men han kunne ikke tackle når hun fortalte ham omkring det hun følte?Følte hun overhovedet noget ud over had? NU var hun selv blevet frygtelig i tvivl, det var bare for sent.. Hun ville aldrig kunen se andre end Adriel og Bailey i øjnene igen, det var ganske sikkert.. Voksen livet var hårdt og først nu var hun tvunget ud i at måtte finde en vej.

[jasper]

Mørket var ikke noget som Jasper brød sig meget om, men lige i aften, havde han virkelig alt for meget at tænke over, til at han overhovedet ville være i stand, til at skulle falde ordentlig til ro. Han havde sørget for, at Alice lå hjemme i den trygge søvn, eftersom det havde været en lang dag for dem begge. Han havde søgt efter Amaryllis og havde end ikke været i stand til at skulle finde noget som helst til hende overhovedet, og i sig selv så var det noget som i den grad noget af det som måtte bekymre ham og noget så voldsomt i den anden ende, i sig selv, var det virkelig ikke nogen hemmelighed. Han sukkede stille og smed kappen fra sig ikke langt fra bækken af. Det var noget af det, som i den grad også formåede, at skulle få ham til at falde helt til ro igen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket op mod den store himmel. Han var virkelig ikke meget til mørket, men noget udenom det som man normalt var vant til, var vel bare til det bedre? Han rettede sig roligt op i ryggen og med den rolige mine i ansigtet. Han måtte virkelig bare have noget andet at skulle tænke på lige nu og i hans øjne, så kunne det virkelig ikke gå hurtigt nok. Blæsten var behageligt i hans ansigt og det fik ham nu kun til at skulle smile en anelse. Han stod i intet andet end et par bukser og en skjorte som vinden tydeligt rev i. Han var af en mere smidig og let muskuløs bygning, hvilket udelukkende kom ud fra dansen som han havde været igang med lige så længe, at han kunne huske det overhovedet. Han rettede hænderne stille op foran sig, som han var i fuld gang med at skulle føre en kvinde rundt i en smuk og yndig dans, selvom han stod der fuldstændig alene, så var der ikke noget mere at gøre ved dette, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. Dette var egentlig ganske så besværlige dansetrin, som han bare ønskede og som han bare var nødt til at skulle få ordentlig på plads, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt. Han trådte et roligt og yderst yndigt skridt frem og begyndte, at skulle føre. Han så for sig, at han stod med en kvinde i armene. Når han endelig skulle øve, så skulle det ske uden Alice i nærheden, han ønskede virkelig ikke, at skulle begå nogen fejl. Han lukkede øjnene og begyndte en rolig og klart flydende nynnen af en rolig sang, da han førte den 'usynlige' kvinde rundt i en smuk vals, som han ellers havde øvet på igennem ekstremt lang tid efterhånden. Han overvejede selv kraftigt, at skulle tage tilbage til slottet nu hvor Amaryllis ikke længere var der og Gabriel havde valgt, at skulle indtage tronen på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede roligt og slap taget igen, da han i den grad var forbandet sikker på, at han havde trådt fuldstændig forkert. "Det var da.." Han sukkede stille, kastede næsten opgivende med armene, idet han roligt vendte sig om ved følelsen af en anden som mått evære ganske tæt på. Han blinkede let med øjnene og lod hovedet søge en anelse let på sned. "... Hej," sagde han roligt og med en klart roligt og let syngende klang i stemmen. Han gik forsigtigt tættere på hende, så ganske roligt og forsigtigt. Selv ikke i Procias, kunne man vide sig helt sikker endnu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvad en ung kvinde lavede ude på denne tid, vidste han ikke, men det var klart noget som han lagde mærke til. Han stoppede roligt op, da han kom tæt nok på hende, til selv at se.. at der var et eller andet fuldstændig rivende galt. Han bed det i sig, noget så voldsomt i sig. "Hvad laver en kvinde som Dem ude, på denne tid af døgnet?" spurgte han roligt, dog med et stille smil på læben. I sig selv, var det ikke noget som skulle have lov til at afskræmme ham.

[Deleted]

Det hele var virkelig frygtelig forvirrende. At sidde her for sig selv på det sted hvor hun følte sig mest tryg, det hjalp da en smule, men tanken om ikke at kunne tage hjem gjorde ondt. Hvad skulle hun gøre nu? Hun ville aldrig kunne se hendes egen familie i øjnene, aldrig før havde hun født sig så alene, end ikke på trods hun jo aldrig havde været den største fan af hendes familie. Hendes far vidste besked nu, og hun kunne ikke andet end at fortryde hvad hun havde fortalt ham, det var det som havde gjort hende komplet alene. Fødderne var nøgne, hun kunne ikke holde hans råben ud, skænderiet kørte i hendes tanker igen og igen, hun måtte bare væk og det var ikke det som kunne gå hurtigt nok. Hun lyttede til bækken ikke langt væk, tårerne var hørt op der var ganske enkelt ikke mere at græde af, hun betragtede tomheden frem for sig. Det var blevet så frygtelig mørkt siden hun var taget afsted, her var koldt og jroden var fugtig og beskidt, hun var ligeglad det var noget som hun for nu bare valgte at bide i sig. Tungespidsen gled over de smalle læber som for at fugte dem, hun prøvede virkelig at tage sig sammen,en dyb indånding den friske smag af den tynde luft og lige meget hjalp det. Det var på ingen måde gået op for hende at hun ikke længere var helt alene, ikke før hun ud af den trætte øjenkrog skimtede denne mandelige skikkelse. Undring var det som måtte tage til i hendes blik, hvad pokker lavede en procianer ude på denne tid af natten? En mistanke slog til men kun ganske kort, hun måtte jo igen huske på at hun selv var ude på denne tid med en fornuftig grund, og hun havde absolut intet ondt i sinde det var ganske vidst. Øjnene uden den mindste smule gnist af liv, hvad havde hun egentlig at leve for? I hendes øjne var det ikke meget, faktisk var det absolut ingenting hun var netop blevet hjemløs, måtte klare sig selv. Hun betragtede ham.. Hvad pokker lavede han? Det kunne jo næsten se ud som om at han.. Dansede? Det at han så stoppede op og valgte at komme hende nærmere fik kun hjertet til at banke fast mod hendes bryst og en underlig urolighed stige hende til hovedet, hun var ikke god til den slags, hun var blevet for vant til at uanset hvor hun gik så vendte folk blikket efter hende en ekstra gang, for derefter skynde sig væk, de blev skræmt af hende, og dømte hende, hun var syg men ingen ud over Adriel så det, han var den eneste der i virkelugheden prøvede at hjælpe og selvom hun virkelig værdsatte den hjælp, så hjalp den hende bare ikke i sidste ende, hun ville ikke være en belastning. Det usikre blik hvilede mod ham som han var kommet tættere på, hun følte kroppen skælve et sted. Den høflige tone nåede hende ganske tydeligt. Det undrede hende faktisk at han endnu ikke vendte ryggen til og gik, men der var noget over ham.. Selvom han ikke direkte udviste det så kunne hun tydeligt fornemme at han lagde mærke til det, at hun var ulækker for ham lige såvel som for enhver anden" .. Hej" svarede hun lettere usikkert og med en dirrende stemme, et sted vred og et sted såret efter alle de tårer som var spildt til aften. Hvad hun lavede her var noget som for hende var tydeligt men at forklare det til en komplet fremmede? "Tænker" svarede hun kort for hovedet. Blikket gled mod jorden, hun ville ikke afvise ham men hun vidste ikke hvordan man begik sig blandt andre mere, og det i sig selv var en skræmmende tanke, hun havde levet og åndet på hendes værelse så mange år uden.. Noget som helst.

[jasper]

Jasper kunne da tydeligt se på hende, at der var et eller andet rivende galt, så var det alligevel noget som han bare prøvede, at skulle bide noget så voldsomt i sig. Det var ikke en ulækker kvinde som han så for sig, men en smuk kvinde med så store problemer, at det tærgede på hendes krop. Direkte, vidste han, at det ville være ekstremt dumt, at skulle spørge hende direkte. Det lå virkelig ikke til ham, bare at vende ryggen til at gå, men at hjælpe hvis det var muligt og denne kvinde, havde i den grad også stærkt brug for, at få et eller andet i kroppen igen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende det typiske varme og ellers så venlige sml som han dog på ingen måde, valgte, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og med blikket hvilende i hendes ansigt. Bevidst hvor han prøvede, at skulle se væk fra hendes krop på, selvom det klart også var besværligt, så formåede han det dog ganske godt. Hvad der dog kunne få en kvinde til at trække den så langt at det skulle gå udover kroppen på denne måde, så var det noget som faktisk bekymrede ham en hel del, selvom han dog formåede det ganske godt. Han knyttede hånden stille og roligt og selv i det skjulte. Han nikkede roligt mod hende, som en venlig gestus til hendes hilsen. Han kunne da også godt være høflig. Han danset ja, men det var klart besværligt, at skulle gøre dette uden at have en makker at gøre det med og Alice skulle virkelig ikke få lov til at se ham gøre disse fejl, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede ikke at vise hende, at han kunne gøre fejo på det område, det var der heller ikke nogen tvivl om og specielt ikke i disse simple og enkle trin som det jo var, når man endelig fik det til at passe ordentligt med krop, ynde og bevægelse for hans vedkommende. Han fugtede læberne roligt og sendte hende blot det varme og rolige smil. Tankerne kørte i hans hoved, sammen med ønsket om at hjælpe hende, selvom han ikke kunne få sig selv til at vise hende det sådan direkte og så åbent i form af ord.. måske igennem handling? "Hvad kan en kvinde som dig, dog rende rundt at tænke på, herude på denne tid? Det kan være farligt," påpegede han stille. Han hævede hånden, selvom han roligt endte med at skulle lade den falde igen. Det var virkelig bare blevet en vane, at skulle stryge en kvindes kind, når han endelig kom tæt på dem, selvom hendes usikkerhed, var noget som gjorde, at han måtte holde en anelse igen og det var noget af det som han gjorde fuldt ud bevidstp å alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg er Jasper forresten.. Jasper Ried Armin," præsenterede han sig roligt og med det samme lette og stille smil på læben. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle være tryg. Der var virkelig ikke noget lysere væsen end det som han selv var en del af, og det var noget af det som han i den grad også var ekstremt stolt over i den anden ende. Hendes tryghed var noget af det som han satte som det højeste, selvom han ikke kendte til hende.. hvem ved? Han så på hende med et roligt og eftertænksomt blik. Hvis hun skulle fortsætte længe, med denne form af usikkerhed, så skulle han nok sørge for at holde bare en anelse afstand, det var virkelig bare imod ham og hans opfatning, at skulle lade en kvinde rende rundt alene på denne måde og på denne tid, specielt fordi det hurtigt kunne vise sig, at blive ekstremt risikabelt og det var ikke en chance som han ønskede at skulle løbe.

[Deleted]

Hun var en kvinde med mange problemer det var ganske tydeligt, nok den mest forvirrende ungen kvinde som måtte befinde sig i landet, det var der ingen tvivl om tankerne kørte hele tiden rundt i hendes hovede, det var for pokker nået så langt ud at hun havde bildt sig selv ind at følelserne til hendes egen far var ægte.. Savnede hun ham virkelig så meget? Ligenu var alt hun følte had og et desperat håb om aldrig behøve at skulle vende hjem igen, hun behøvede hjælp og tanken om at hun tog en tid med Adriel som han kunne bruge sammen med deres fælles søster og hans elskede, det var ikke ligefrem det som gjorde hende samvittighed meget bedre, hun ville ikke tage opmærksomheden og være krævende på det punkt, de fortjente hinanden, så måtte hun klare sig selv som hun havde gjort mere eller mindre siden barndommen nu. Hendes krop var ganske forfærdelig at se på, enhver knogle var frygtelig tydelig hun prøvede dog at skjule det hele ved at gå i alt for store kjoler, hun skammede sig, det kunne vel ikke blive meget mere tydeligt? Efter alle de år i en så kendt familie så var høflighed noget som hun var opfostret med, det var også derfor hun tvang sig på stående ben. Ikke var hun specielt høj, benene bar tynde som siv, lignede næsten at de kunne knække under hende hvert øjeblik det skulle være. Han sagde intet men hun kunne læse det i hans blik, han tænkte ligesom alle andre gjorde, men han vendte ikke ryggen til hende og hun forstod ikke hvorfor. hendes øjne var røde og opsvumlede efter alle de tårer, hun kunne smage salten over hendes læber. Hovedet gled let på sned, hun studerede ham.. Han virkede så.. Venlig? "Det er et udmærket sted at tænke på trods af faren.." endte hun med et let skuldertræk. Hun havde altid været en kvinde af få ord, der var jo ikke mange som rigtig talte til hende så det gav vel lidt sig selv, hun var den sorte plet på den familie det var der ingen tvivl om, familiens sorte får og eneste skam, men folk skulle bare vide! Vinden trak let i hendes korte hår, hun følte den slå mod hendes nakke noget som endnu engang kun måtte fremrbinge den form af et kuldegys "Glæder mig Mr. Armin.. Ebony Dwann" præsenterede hun sig let, slet ikke med samme stolthed som resten af familien ville gøre det. Stemmen var stadig dirende, hendes blik flakkede og turde som sådan ikke rigtig søge hans af ren usikkerhed. Hånden gled frem for ham, igen den høflighed var noget som hun efterhånden bare var blevet vant til, alle de betydningsfulde folk hun gang på gang måttet stå overfor, klaske en maske på for at få familient il at virke så pokkers idylisk. Stilheden lagde sig igen, hun kunne læse ham.. Hun var klar over at han havde set hendes krop og det var noget som igen måtte bringe hende i den skam. Et stille suk forlod hendes læber, blikket endte for første gang med direkte at søge i hans "Jeg.. Plejede at være smuk.. Du ved" endte hun i et stille hæst tonefald. Et sted ville man se på hende som uhyggelig, men kendte man hende og var hun i sine gode periode så var hun virkelig en munter person som kun formåede at få folk til at smile og le det var desværre en side som kun hyendes bror havde fået lov at opleve de sidste mange år, den person var forsvundet og det var noget som kun gjorde ondt et sted, men hvad kunne hun gøre?

[jasper]

Jasper havde virkelig ikke noget andet for, end at være venlig overfor hende, specielt hvis hun var af lyset, så var han bestemt også af den mening, at de skulle hjælpe hinanden så længe, at det ville være nødvendigt i den anden ende, det var han ikke det mimdndste i tvivl om overhovedet. Han betragtede sig roligt af hendes ansigt. Hun var en kvinde med mange problemer, det var noget som han vidste, selvom han dog stadig måtte stå ved, at hun var af de smukke og havde i den grad også de mage fine træk stadigvæk. Han betragtede hende stille og med et stille smil. "Så sandt som det er sagt..Hvis man blot tager sine forholdsregler.." Direkte ville han ikke tro, at hun i den forfatning, nogensinde ville være i stand til at skulle forsvare sig, hvis det skulle gå galt i den anden ende, deraf også en af de grunde til, at han virkelig formåede at skulle blive stående og ønskede at hjælpe hende, hvis hun ville lade ham gøre det selvfølgelig. Det i sig selv, var jo en helt anden side af sagen på alle måder overhovedet. Han bukkede roligt for hende, da hun rakte hånden frem mod ham. Han lod sin roligt fatte omkring hendes hånd, bukkede stille for hende for roligt at kysse hendes håndryg som han normalt altid ville have gjort det på denne måde, det var der ikke nogen tvivl om. Hendes navn var så sandelig ikke ukendt for ham på nogen måde. Den store lyse magikerfamilie var i den grad yderst kendt for ham. Han havde arbejdede tæt omkring Elias også under Elanyas tid på tronen, og det var ikke noget som han ville glemme på noget tidspunkt. "Glæden er helt på min side, Ebony.. Et smukt navn," sagde han roligt og med det varme og fine smil på læben. Han rettede sig roligt op og slap hendes hånd roligt og forsigtigt. Det samme varme og dog betryggende smil hvilede på hans læber, ej var det noget som han ville skjule for hende. Han kneb øjnene let eftertænksomt sammen og lod hovedet søge let på sned. "Din bror.. Adriel ikke sandt? Smeden her i byen?" spurgte han roligt, blot for at være sikker på, at det var den Dwann som han måtte stå overfor. Den knægt var yderst dygtig i hans arbejde, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. "Du plejede at være smuk? Jamen hvad er det, som får dig til at tro, at du er det modsatte nu?" spurgte han dog let forundret. Skønhed kunne i den grad defineres og her var han fuldstændig overbevist omkring sin egen og det kom i den grad ikke ud på det ydre, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, det hele kom fra det indre, selvom det i den grad ville have set mere ud hvis der var noget fedt på kroppen og igen, så ønskede han virkelig bare, at skulle hjælpe hende. "Tillad mig.." sagde han stille. Han tog et varsomt og stille skridt mod hende, lod hånden hæve sig forbandet varsomt. Han ønskede ikke at skræmme hende eller gøre nnoget værre for hende på denne måde, det var der ikke nogen tvivl om. Han ønskede virkelig bare at hjælpe hende. "Du tænker på dit udseende ikke?" spurgte han stille, da han varsomt lod hånden glide roligt i et blidt kærtegn mod hendes kind. Ja, han havde set hendes krop, han havde set hvor forfærdelig hun havde set ud, og han havde endda set Elias på slottet direkte frustreret og direkte skræmt af hendes måde, at 'straffe' sig selv på, ved at se sådan ud. Det skræmte ham selv faktisk, selvom han klart prøvede, at skulle lægge skjul på det i den anden måde, hvis det var muligt for ham selvfølgelig. "Det er en smuk kvinde jeg kan se.. En kvinde som har brug for hjælp," påpegede han med en rolig og stille stemme. I sig selv ,blot en rolig samtale. Han ville virkelig ikke skræmme hende væk.

[Deleted]

At møde en mand af ærlig høflighed var faktisk noget som lettede hende, at det ikke bare var en maske men at han rent faktisk talte til hende uden at skæve mod hende med den mine som alle andre gjorde, kun tuvnget til at tale til hende på grund af familiens navn, hun var ikke engang stolt over at bære det! Hendes egen søster og bror var sammen, Bailey var halvvejs gået over til Dvasias, hendes far direkte horede rundt i hendes øjne og hun var som dette, hele idylen var forsvundet for ganske mange år siden det var bare ikke det som de andre så og det var en direkte afskyelig tanke! At alt skulle være så pokkers falsk! De mange problemer havde virkelig tærret på hende ikke kun psykisk men tydeligvis også fysisk, igen måtte hun holde fast ved at hun havde været smuk engang, hendes lange mørke hår som hun slv havde klippet af i prostest, en sund krop, en gnist i hendes blik frem for det døde som henlå synligt for ham, der var intet af hende tilbage, hun var ikke længere smuk, end ikke det! Vinden lod den løse kjole blafre, havde det ikke været fordi hendes arme og ben var tydelige og tynde som skeletter samt hendes ansigt var blevet så markant så ville man aldrig nogensinde havde gættet det, alt hun havde tilbage nu var det job på kroen og mistede hun det ville hun end ikke have et sted at søge til mere, eller penge at klare sig for, en tign var ganske sikkert, hun skulle ikke hjem igen. Det eneste Ebony foretrak ved hans ord var et skuldertræk, faren var hun ligeglad med, hvad havde hun at miste? Hvem ville overhovedet savne hende om der ville ske hende noget? Hun var betydningsløs så meget var efterhånden gået op for hende, hun var kun i vejen.I denne fatning ville hun ærligt ikke kunne forsvare sig det mindste, hun ville ikke kunne gøre modtsand kroppen kunne bryde hvert eneste sekund, hvis hun fortsatte som nu ville hun uanset ende med at slå sig selv ihjel allerede nu dansede hun jo på grænsen. Kysset som han tildelte hendes hånd var egentlig ikke uvant alligevel satte det hendes hjerterytme igang specielt ved hans ord. I hendes øjne var der intet smukt ved hende mere.. Intet. Hun slap hans hånd, nikkede stille til hans ord hvor et lille træk i mudvien endte med at vise sig, lige Adriel var hun ekstremt stolt af "Det er korrekt" medgav hun roligt. Stemmen var hæs, efter alle de tårer så var den virkelig kun blevet hæs, luften hjalp en smule på hendes blik, var med til at lade de hævede øjne komme mere og mere tilbage til sig selv.Blikket gled ned af hende selv ved ordene.. Han kunne se det såvel som hun kunne, selvom hun et sted fandt hans ord hjælpsomme på en eller anden måde, han prøvede at lyve men på en høflig måde, han behøvede ikke. Hun lod Jasper træde tættere, lod hans hånd falde mod hendes kind, det gjorde hende nervøs men ikke bange mere forundret. blikket endte i hans. Hun nikkede stille til hans ord "Jo.. jeg plejede at være smuk" gentog hun stille. Ebony af alle vidste at udseende ikke var alt, men lige her betød det en hel del, hun var blevet for vant til følks blikke hun ville ikke frastøde dem. Et sted lystede hun virkelig at lade kinden falde mod hans hånd men hun tog sig selv i det, hun ville ej heller skræmme ham. Intet ord forlod hendes læber ved hans sidste ord, blot blikket som hvilede i hans, betragtede det, den første hun havde set i øjnene ud over Adriel i det som måtte minde om flere år.

[jasper]

Jasper løj virkelig ikke. Hvis der var noget som et lysvæsen aldrig nogensinde ville kunne holde ud, så var det at skulle lyve overfor folk på denne måde, det var da så sandelig også helt sikkert. Han blev stående og med blikket roligt hvilende i hendes eget. Hun var en køn pige og det var virkelig en skam, at hun ville lade det gå til spilde på denne måde. I så fald, så måtte den virkelig have været gal på hjemmefronten, selvom det virkelig ikke var noget som han ønskede at skulle spørge ind til. Han var ikke dum til at skulle spørge direkte ind til det. Der var så mange som så op til Light Dwann familien - deriblandt ham selv, selvom han nu valgte, at skulle holde op med at nævne det. Stoltheden ved hendes bror, var noget som han tydeligt kunne fornemme ved hende, hvilket alligevel kun måtte få ham til at smle. Han var virkelig bare sig selv og intet som helst andet overhovedet. Han ønskede hende virkelig bare det bedste og lige nu, var det i den grad ikke at gå væk fra hende, udelukkende fordi at han var bange for hvad der kunne være ude i dette mørke. For ikke at glemme, at det var noget som i sig selv, måtte tærge meget på hans egen energi, da han selv endte mere sårbar når det var mørkt. Det var derfor, at han holdt sig til lysningen, der var det virkelig så lyst mere eller mindre hele tiden. Han betragtede hende stille. Hun så ham i det mindste i blikket og det var noget som glædet ham noget så utrolig voldsomt. Han sendte hende et varmt og stille smil. "Din bror kan du være stolt af. Jeg har set hvad han har formået at præstere med de varme flammer og en bunke metal. Det er virkelig imponerende," sagdde han roligt og selv med en klar beundring i stemmen. Han var virkelig som en åben bog på disse områder, det var der heller ikke nogen tvivl om det overhovedet. Han ønskede hende virkelig bare det bedste, det var noget som han fint kunne stå ved, og det var i den grad ikke, at lade hende rende rundt i ensomhed. Han havde hørt rygter om hvad Elias havde gjort før i tiden, men det var vel en fortid? Han sendte hende et stille smil og selv med blikket hendes. Hendes kindben kunne han så tydeligt mærke under hans fingre, selvom det var noget som han bare prøvede, at skulle ignorere så godt som det nu ville være ham overhovedet muligt, selvom det nu ikke var det nemmeste. Smilet forblev på hans læber. Han anstrengte sig end ikke, han var virkelig bare sig selv og kom frem med sine egne meninger på denne måde. "Du plejede ikke at se smuk ud, Ebony.. Det er du stadig.. Det kan jeg da tydeligt se," påpegede han med en rolig stemme. At hun ikke vidste hvordan hun skulle begå sig omkring andre, kunne han da tydeligt mærke. Hvorfor hun ikke var hjemme, kunne han da alligevel undre sig meget ved. Den måtte vel være helt galt i den lille perfekte familie som det ellers var blevet fremstillet som på denne måde, vel? Et sted hvor den tanke i sig selv, stadig måtte skræmme ham, selvom han virkelig bare valgte, at skulle bide det i sig, også mest for sin egen skyld. Han lod hovedet søge let på sned. "En smuk kvinde som har brug for andet at tænke på måske? Hvad siger du til en lille dans? Jeg... har mine trin, som jeg skal have øvet.. hvis du vil hjælpe mig med det," sagde han roligt. Hans smil falmede virkelig ikke og ej fik han ondt i de muskler som skulle bruges til at smile, det var også helt sikkert. Han lod hovedet søge let på sned, inden han kort vendte blikket ned i retningen af bækken. En anelse væk fra stien af, og det ville samtidig give dem den anelse fred. Han lod hånden stadig stryge mod hendes kind, så ganske roligt og stille, ikke at det var noget som han kunne lade være med. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle vise ham den tillid og lade ham hjælpe hende. For det var bestemt hvad han ønskede sig netop nu.

[Deleted]

Af en elelr anden mærkværdig grund stolede hun rent faktisk på ham selv på trods hun var klar over at det kun kunne risikere at være en dum ting, man kunne ikke stole på nogen anden end sig selv i en tid som denne, men det var som hun næsten fornemmede en form af ærlighed som hun ikke fornemmede ved specielt mange andre, det var det som gjorde ham så forunderlig i hendes verden, han talte til hende som enhver anden selvom det ikke tvang, ville han kunne han til enhver tid vende ryggen til og bare gå, lade hende alene. Et sted så var tanken om selvskab faktisk en smule lettende, det gav hende andet at tænke på og ikke mindst så gjorde det hende mere tryg, planen for natten var jo trods alt at sove herude, tage på arbejde og se hvad man kunne skaffe sig for den smule guld hun havde. Familien Dwann var en stor og respekteret familie som mange andre så op til, og hun hadede den tanke for det hele var for pokker bare en stor maske! Den familie havde flere skeletter i skabet end det som man kunne sige mange andre havde, der var virkelig intet at se op til der, de gjorde deres egen familie til skam, hun var ikke den sorte plet det var de alle! Blikket hvilede næsten intenst i hans, selv på trods det virkelig manglede den gnist som havde været væk for det som efterhånden måtte minde om ganske mange år, men hun så ham i blikket og det var pointen, hun havde ikke set andre end Adriel i blikket siden hun var lille, hun brød sig faktisk normalt ikke om øjenkontakt men han var anderledes på en måde som hun ikke rigtigt formåede at beskrive. Hun nikkede medsigende til hans ord "Han kan udvikle mirakler på mange måder" endte hun stille. For første gang måtte et lille smil træde frem over hendes læber, lige til at ane, hun var stolt af Adriel ingen tvivl om det, i hendes øjne var han den som var nået længst i hele familien, længere end hendes egen far som ellers sad med så frygtelig meget, der var ingen ærer tilbage i ham. Ebony havde efterhånden lært at læse folk, om ikke andet så når det kom til hende selv hun kunne se hvornår det falskt og hvornår det var ægte kunne skelne, selvom alle så på hende som den drømmende særling. Hadet til hendes far boblede, specielt efter det skænderi som havde været denne aften, alle så på de rygter som fortid fordi han åbenbart var en bedre mand nu, men hun kendte til hans søn som ingen anden vidste han havde! Hvem sagde at han havde ændret sig? Desuden var de hans familie, hun så på det på en ganske anden måde, sådan noget stiller murer op og det var det som i starten havde gjort alt det med hende, nu var det endt sådan. Hun nød virkelig hans blide kærtegn, hun forbød bare sig selv at vise det som sådan hun ville ikke virke underlig i hans øjne, normalt var hun ligeglad hun avr underlig i forvejen så ville det ændre folks syn? Men lige ham.. "Du behøver ikke være sød Mr. Armin, jeg er vant til folks blikke, jeg kan se i dit at du tænker det samme på trods du ikke viser det, og allievel ser jeg ingen løgn" hun hævede let det slanke øjenbryn, lod en skælvende hånd hæves, hvorefter en fingerspids blidt gled fra hans øje og over hans kind som havde det været en tårer. Hun anede ikke hvordan man begik sig blandt andre, heller ikke ham hun var bare ikke social. Spørgsmålet kom hende som et næsten stort chok, hjertet begyndte at hamre, hun havde aldrig danset, ikke siden hun var helt lille hvor Elias rent faktisk gav sig tiden, desuden var de tanker ikke nogen som blot kunne glemmes "Jeg ville gerne.. Men jeg kan ikke danse" afviste hun lettere undskyldende med et ryst på hovedet. Hun ville virkelig gerne men dans var bare ikke hendes speciale på nogen måde.

[jasper]

Jasper ønskede virkelig ikke noget andet, end hendes tillid, selvom han vidste, at det meget vel, kunne være ekstremt meget, at skulle kræve af hende på denne måde, selvom.. han tog det jo bare stille og roligt. Hun virkede allerede til, at skulle være ganske så tillidsfuld. Hvis dog at han kunne få hende med sig istedet for, at skulle stå her, hvor de egentlig stod åbne for alt og alle i deres nærhed, så var det jo klart noget som han ville sætte en ekstrem stor pris på, det var der heller ikke nogen tvivl om. At lyve, var slet ikke noget som han nogensinde kunne få sig selv til. Det var den plet på samvittigheden som han selv ikke ønskede, at skulle bære sig det mindste af overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var ærlig, måske en anelse for ærlig til tider, men sådan måtte det vel bare værre. Han var en af lyset og det var han så sandelig også så ekstremt stolt af i den anden ende, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, så meget kunne han da meget fint lægge i det på den måde også. Familien Dwann, var i den grad en ydest respekteret familie, det var der virkelig ikke nogen tvivl om, sådan havde det vel altid været og han vidste det. Han nikkede med et stille og roligt smil på læberne. At se hendes smil, var noget som alligevel gjorde ham mere glad end før. Sådan reagerede han altid, når andre ville smile, så kunne han virkelig ikke lade være med at smile selv.. det var ikke et lille smil, det var i den grad et stort et af slagsen. "På mange måder ja.. Ikke bare ved ilden og et stykke metal som han kan forme til de smukkeste redskaber. Du er stolt af ham," sagde han roligt. I sig selv, så var det ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af. Hendes reaktioner sagde ham virkelig det hele. Han hævede sigende det ene bryn ved hendes ord. "Hvis du kendte mig som person, ville du hurtigt finde ud af, at løgn ej er noget som du vil se fra min side af.. Ja, jeg tænker det, men sikkert på en helt anden måde, end så mange andre ville gøre det. Jeg ser ikke til med den skræk, som jeg kan se i dit blik, at du er vant til, Ebony. Jeg tænker en helt anden ting.." Han strøg kort en lok fra hendes hår og selv uden at smilet ville falme det mindste. Hendes afvisning, var nu ikke noget som han tog så tungt. I sig selv, så var det vel bare af ren og skær usikkerhed ved det hele? Han ønskede virkelgi ikke, at skulle gå for hurtigt frem, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg kan vise dig det. Det er egentlig ganske simpelt," opfordrede han med en rolig og sandfærdig mine. Han lod hånden søge væk fra hendes kind, selvom det stadig var med den mere forsigtighed som det havde været før. Han ønskede virkelgi ikke, at hun skulle være usikker omkring ham på nogen måde overhovedet. Han lukkede den istedet for, omkring hendes egen hånd. Han insisterede på det med andre ord. Han ønskede det virkelig, specielt hvis det kunne få hende til at smile og blive lidt mere sikker, så var det vel også et skridt i den rigtige retning for hende, det var der vel heller ikke nogen tvivl om overhovedet? Han lod hovedet søge let på sned. "Du skal ikke tro, at jeg er sød, bare for at være sød.. Jeg er kun mig selv, Ebony.. Jeg ønsker at hjælpe, hvis jeg kan," afsluttede han roligt og med den klare ærlighed i stemmen. At bare gå på denne måde, var slet ikke noget som han ville skjuel for hende. Det kunne han virkelig ikke få sig selv til.

[Deleted]

Tillid var en helt ekstremt stor ting at kræve bare sådan uden videre det var helt sikkert, men igen af den ene eller den anden grund valgte hun at stole på ham, det var jo heller ikke fordi at han på nogen måde havde bevist overfor hende at han ikke var til stole på, hun var ligesom ham af lyset og selv på trods det faktum at hun kun var en særling i så manges øjne så var der visseting som gjorde det tydeligt at dette var stedet hun hørte til, i hendes øjne var han værd at stole på til han beviste andet overfor hende, dog skulle det også lige påpeges at hun betsemt ikke var typen der åbnede sig for enhver, faktisk så plejede hun jo at lukke sig inde, undgå alt form for kontakt med andre, men lige i aften var hun så sindssygt forvirret, fuld af fortrydelse over det faktum at hun havde valgt at nævne det for hendes far på Adriels opfordring, det var endt i en afvisning og nu kunne hun kun sidde og spekulere over hvor vidt det egentlig var ægte.. Fandtes der overhovedet sådanne følelser? Hun var efterhånden virkelig kommet i den store tvivl. Et sted så ville Ebony virkelig gerne kunne sige sig at væresom ham, en sjæl af ren og skær ærlighed, det var hun desværre ikke, måske hun ikke direkte løj ikke overfor andre end hendes far om ikke andet, hun havde blot en vane med at fordreje sandheden lidt for hendes egen beskyttelse, og se hvor det valgte at fører hende hen, hendes egne metoder var prøvet af og sådan som hun så ud så kunne man virkelig kun sige at det ikke var en yderligere succes, hun behøvede hjælp men hunvar skræmmende, ingen ønskede at hjælpe hende når de flygtede fra hende før de overhovedet nåede at høre hende sige så meget som et ord, hun følte sig til tider direkte som et uhyre, en følelse som man ikke ligefrem kunne kalde for behagelig. Igen et medgivende nik "Utrolig stolt" der var ærlighed i hendes tone, lige der var det den reneste, Adriel gjorde hende stolt, han var den eneste rene i hele den familie. Hun betragtede ham ganske let, hovedet var atter gledet på sned "Hvad tænker du?" endte hun måske lidt direkte men han gjorde hende nysgerrig, nysgerrig uden at vække nogen som helst former for rædsel i hende, som alle andre ellers så fint plejede at gøre det.Smilet var falmet ikke fordi de skulle tolkes negativt hun var bare ikke længere vant til at smile. For et øjeblik virkede hendes mine frygtelig tøvende næsten opgivende. Hånden faldt i hans, det var det mindste hun følte hun kunne gøre "Så lær mig det" opfordrede hun et sted opgivende og et andet sted så var det tydeligt at det var en tanke som hun nød sig af. Stilheden lagde sig igen, hun lyttede til hans ord. Månen var tittet frem bag sit skjul lyste direkte ned i den lysning de stod midt i. Hun kunne høre frøer kvække og ugler tude, hun elskede dette sted, og i aften var det som om noget hvilede i luften.. Magi måske? Hun var forvirret, om det var hvad der drev hende til denne opførsel var hun end ikke selv klar over, men det var det tætteste man kom på den helt gamle Ebony som for så mange år siden havde eksisteret, det var som han formåede at vække det. Blikket hvilede stadig i hans, hjertet hamrede en smule fast mod bryste, det var som hun vidste hvad hun burde gøre, som om en lille stemme hviskede i hendes ører. Hun slap stille hans hånd, lod den glide mod hans kind, så forsigtigt at den netop kun ville berøre hans hud, stemmen blev til flere tanker men det var som denne gik direkte i hjertet på hende. Ganske forsigtigt nærmede hun sig ham, lod læberne indramme hans, blidt og ømt. Varmen steg hende i kinderne, skabte en kraftigrødmen i den blege hud, magien fangede hende i det som måtte minde om en mindre evighed inden hun endte med at det gik op for hende hvad pokker hun lavede, hun anede for pokker ikke hvem han var! Hun trak sig, blikket blev omgående undskyldende, mens blikket havde forladt hans så sig næsten forvildet omkring i et forsøg på at finde en udvej.

[jasper]

Tillid var i den grad en yderst besværlig ting, det var der heller ikke nogen tvivl om, for nogen af dem ,det var der slet ikke nogen tvivl om. Selv var han ikke den bedste til at lukke folk tæt på, men her så det virkelig ud til, at det kunne gå hen og blive helt nødvendigt for alle parter. Hun havde brug for hjælpen, det var noget af det som efterhånden var gået så tydeligt op for ham på denne måde, og han ønskede i den grad også, at skulle give den til hende. Han sendte hende et varmt smil. Han var virkelig bare sig selv overfor hende, der var ikke noget som hed løgne eller noget hen i den stil, det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til det mindste, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At hun var stolt over hendes bror, kunne han da udmærket godt forstå. Han så jo selv hvordan manden strålede når han stod nede i smeden omgivet af den tydelige varme, det var heller ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Hvad han tønkte var jo så også en helt anden sag. Han sendte hende et stille smil og uden, at skulle slippe hende det mindste på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han førte hendes hånd forsigtigt op til læberne, han plantede et stille kys mod hendes håndryg endnu en gang. Hvorfor han gjorde dette, vidste han ikke, men det var virkelig bare noget som han slet ikke kunne lade være med. .det var bare hvad han føltes var det rigtige i den anden ende. "Jeg ser en kvinde.. en smuk kvinde som sikkert har oplevet noget så forfærdeligt, at hun har ladet det gå så langt.. Uden hjælp at hente, alene.. ensom.. siddende alene på sit værelse.. Har jeg ret?" spurgte han stille, det var hvad han måtte tænke og tanken alene, var direkte deprimerede for hans vedkommende ,det var slet ikke noget som han ville være i stand til at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde virkelig ikke noget imod, at hun kunne se ham i øjnene, han gengældte glædeligt hendes belik og uden, at skulle se det mindste væk overhovedet. "Med største fornøjelse, Ebony," afsluttede han roligt da hun selv måtte komme hen til ham. Han havde virkelig ikke noget imod det. Hånden som hun kort lod stryge mod hans kind, fik ham let til at lukke øjnene. Hendes fingre var så skræmmende tynde, ligesom resten af ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende og med det samme lette og stille smi på læben. Det var slet ikke noget som han ville skjule for hende, og det var han i sig selv, slet ikke i stand til overhovdet. Der hvilede et eller andet i luften, som han slet ikke var det mindste i stand til, at skulle lægge det mindste skjul på. Noget var der, og han kunne bare ikke sætte en finger på det. Han lod hende komme helt tæt på ham og selv uden at skulle slippe hende det mindste med hans eget blik. han kunne ikke og han ville i den grad heller ikke. Stemmen som lød klart og tydeligt i hans eget øre som en form af en dejlig og blid hvisken, var slet ikke ikke noget som han kunne se væk fra. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han selv valgte, at skulle lade læberne møde hendes i et forsigtigt og dog gengældende kys. Han mærkede tydeligt hvordan varmen måtte stige i hans eget sind og så dybt i hans egen krop.. så længe, som det nu måtte vare vel at mærke. Han trak hovedet stille til sig, da hun selv trak sig tilbage. Han blinkede let med øjnene, tydeligt overrasket over hvad der egentlig skete. Han bed sig let i læben. "Jeg... det.. det må du undskylde.. Ebony.. virkelig.." sagde han stille. Han sendte hende et svagt og skævt smil. Det var slet ikke noget som han ville eller kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Han blev stående med hendes hånd i sin egen. Han skulle bare ikke slippe den.. en tanke som bare havde sat sig i hans eget hoved og han formåede slet ikke at slippe den. Han vendte blikket stille ned mod bækken, inden han igen stille vendte sig mod hende. "Så... skulle vi tage den lille dans?" spurgte han roligt og med et stille smil på læben. Bare for at skifte emnet en anelse. Han ønskede virkelig bare ikke, at gøre hende usikker på noget og da specielt ikke omkring ham selv.

[Deleted]

Det at lukke folk tæt på var noget som hun altid havde lært ville være farligt, end ikke hendes familie fik jo som sådan lov til at træde hende blot den mindste smule tæt på nogen måde, der var for hende intet som hed venner eller det som var tættere og sådan havde det altid været, alt hun bar var drømme og tanker, og det var hvad hun blev hånt for et sted? At være den sorte plet, at vide til en så stor sandhed at leve på en direkte løgn det var hvad som gjorde dette ved hende, det var det som tog alt næringen af hende og tvang hende ud i alt dette, det var det som i sidste ende var skyld i skænderiet med hendes far til aften. Det var som det skænderi allerede var gledet i glemmebogen og trangen til at fælde flere tårer var svundet bort så uforklarligt. Den blide stemme som satte sig som tanker, hun anede ikke hvad det var, en form af underbevidsthed? Men det var som den beroligede hende, prøvede at gøre hende mere stabil på benene, hun var virkelig så forvirret, og alligevel så var alt hun havde i tankerne en komplet fremmede mand, hun kendte hans navn og det var alt.. Jasper.. Den eneste som nogensinde havde prøvet at hjælpe hende var hendes egen bror, der var eng rund til at hun så på ham med ren go skær stolthed, han var den som gik sine egne veje, ailey gjorde det også som sådan hun glemte bare sig selv på vejen, mens hun selv var bundet af en indre smerte hun ikke selv fandt ud af at skulle hamle op med og kontrollere, hvad end hun ville det eller ej så var hun alene. Hun lyttede til hans ord. Blikket forblev i hans, og jo flere som forlod hans læber jo mere tabte hun underkæben.. Det var som han havde kendt hende siden hun var lille, siden alt dette var startet, var hun virkelig så åben? "Hvem er du? Hvordan kan du vide så meget?" hviskede hun stille nu hvor de var så tæt. Ikke var ordene sagt med frygt eller foragt, hun var ikke skræmt det var med høflighed i stemmen nok mere af ren og skær nysgerrighed, heldigt gæt? Den nægtede hun at tro på. Alt i hende bestod af skin og ben og intet andet, selv fingrerne og hun skammede sig så forbandet meget, ligesom alle andre gjorde over hende, hun var en skam at blive set med, og det var en tanke som gjorde så ondt, det hindrede hende i at leve, hver dag blev hun kvælt af en ny, men han ændrede hele perspektivet. Han formåede at skabe en underlig ro og en underlig varme, tilliden og måden de stod, det hele.Man kunne roligt sige at det kys ikke var en normal måde at hilse de fremmede for hende, hun måtte endnu lede desperat efter en vej væk, noget som hun i sidste ende opgav specielt ved hans ord. Hjertet hamrede som en hest i fuld løb, skabte den varme der kun sendte den røde farve direkte i hendes blege kinder, hun var mundlam. Hvad var der sket? Og hvorfor følte hun ikke så meget som et stik af fortrydelse? Det føles bare.. Rigtigt. Hun rystede fast på hovedet, trak sig igen en smule tæt for at plante et kys mod hans kind. Øjnene sank blidt i "Det er mig som burde undskylde, Jasper" hviskede hun roligt før hun endnu engang endte med at trække sig lod blikket glide i hans og for første gang måtte et lille intenst glimt vise sig. Ebony nikkede ivrigt, hånden hvilede endnu i hans hun fik sig ikke til at trække sig, det var som et usynligt bånd bandt hende tæt til ham og hun kunne stadig ikke sætte en finger på. Lettere afventendeblev hun stående for at betragte ham, han måtte trods alt være hendes lærer ligenu.

[jasper]

Jasper var virkelig forsigtig med hvem og hvad han lukkede tæt på sig, og det var noget af det som skete med den største bevidsthed, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret stille og dybt. Det i sig selv, var virkelig bare ting som han ikke kunne se det mindste væk fra. Hun havde i den grad brug for hjælpen og han ønskede i den grad også, at være den som måtte give hende den i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Hvad det lige var, som skete omkring dem, havde han virkelig ikke nogen anelse om, men følelsen var faktisk.. behagelig på en eller anden mærkæridig måde, det kunne han da fint stå ved, ellers havde han gjort meget mere end det som han havde gjor til nu, det var der ikke nogne tvivl om overhovedet. Han ønskede hende virkelig ikke noget ondt.. tvært imod, så ønskede han virkelig bare, at skulle kunne lindre den så meget som det ville være ham overhovedet muligt. Han kendte hende ikke som person, men meget af det bundede af ren og skær logik for hans vedkommende. Smert var noget af det som han så på som noget af det værste i denne verden, det var der heller ikke nogen tvivl om, og han ønskede i den grado gså, at skulle få bugt med det hele og specielt hvis det var muligt for ham, så gjorde han det med største glæde. Det var ikkef fordi, at han kendte til hende eller noget som helst, det ene førte jo bare automatisk til det andet, så det var jo ikke noget som man sådan rigtigt kunne kmme udenom, hvad end omm an ville det eller ikke i den anden ende. "Det er logik for mig, Ebony.. Det ene føre til det andet og ud fra din tilstand.. som er så tydeligt.. alvorligt.. Så er det kun slemt, hvad du har oplevet. er det noget som du har lyst til at dele med mig?" spurgte han stille og med en rolig og let bekymret stemme. Nu turde han dog godt, at skulle trække den bare det lille skridt videre herfra, selvom han nu stadig var noget så forsigtig og det var noget som han gjorde fuldt ud bevidst. Det varme smil bredte sig på hans læber. Et sted var han jo klar over, at han slet ikke burde stå der i denne situation og gøre hvad han nu gjorde, men han kunne virkelig ikke lade være. Stemmen i hans hoved, nægtede ham virkelig, at skulle give slip på hende på denne måde, og det var noget som han agtede, at skulle holde fast i. "Du har virkelig ikke noget, at skulle undskylde for, min kære," afviste han med en rolig stemme, ikke at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned, da han stille og roligt, lod sig stå med fronten til hendes skikkelse og med smilet på læben, som bare ikke formåede, at skulle falme det mindste overhovedet. Han tillod sig yderst forsigtigt, at lade hånden roligt glide, omkring hendes slanke talje. Han kunne så tydeligt mærke hver eneste lille knogle i hendes spinkle krop, og det bekymrede ham noget så frygteligt, selvom det i den grad var noget som han bare valgte, at skulle bide noget så voldsomt i sig, og det ar et valg som han tog fuldt ud bevidst. Han trak vejret dybt. "Stol på mig," hviskede han med en rolig stemme. Han førte deres hænder roligt og stille op som klar til dansen. De himmelblå øjne faldt stille og roligt i hendes eget blik og selv uden at han kunne se det mindste væk. Hans hjerte slog godt og fast mod hans bryst. Denne følelse var virkelig mærkværdig, det var slet ikke noget som han overhovedet havde oplevet før, det var ikke noget som han kunne skjule. End ikke dansen med Alice føles på denne måde.. dette føles virkelig bare... rigtigt?

[Deleted]

Levede man i en tid som denne så lærte man hurtigt at tillid ikke blot var en lille ting, men at man derimod måtte holde ganske meget tæt ind til kroppen, krigen var en farlig tid, og følelser var ikke ent ign man burde lege med, derfor var hun forsigtig, men lige her var det bare som om hun ikke rigtigt havde et valg? Som om at hendes sjæl og sind allerede havde valgt det for hende inden det overhovedet skete. Denne mands eksistens havde været kendt for hende for ikke engang en time og hun bar allerede en tillid til ham som i sidste ende kunne vise sig farlig o han havde været en anden, at dømme efter måden han stod med hende på, og talte til hende på den måde så ønskede han hende på ingen måde noget ondt. Denne nat var anderledes. Ebony følte det, hun kunne bare ikke sætte fingeren på præcis hvad det var, selvfølgelig skabte omgivelserne en stemning der rev dem med et sted vel? Men det kunne ikke kun være det.. Der var noget magisk i luften, som om den var endt langt mere blid og tvunget kulden fra sig, der var noget der gjorde hun følte sig så frygtelig tryllebundet af manden foran hende, noget der gjorde hun ikke fik sig selv til at skulle slippe ham igen, ikke nu hvor hun endelig var kommet tæt på. Et sted var det jo meget rigtigt, det ene første det andet med sig, og lige i hendes tilfælde så var det netop hvad der var sket og nu var hun endt, dansende på en grænse mellem liv og død, det var et spørgsmål om tid før hendes egen krop ville ende med at sige stop og hun vidste det, hun kunne næsten føle at den tidmåtte nærme sig med hastige skridt, for blot en time siden ville hun have trukket på skuldrene og tænkt at ingen ville savne hende, men nu var tanken om døden pludselig.. Mindre attraktiv? Hun bed sig blidt i læben ved hans ord "Måske senere.. Det er en længere historie, dybe hemmeligheder.. Ser du Light Dwann er ikke altid så.. Perfekt og idylisk som vi ser ud.. langt fra" igen var hun kun ærlig go det føltedes rent faktisk godt. Hun kendte ham kanpt nok en ting var at lade sig være så tæt il ham en anden ting var at afsløre alle de hemmeligheder, på trods hun ikke var i tvivl om det ville lette, hun stolede nok på ham til det, men det måtte blive senere, ligenu ville hun end ikke skænke Elias så meget som en eneste tanke. Den stemme forundrede hende.. Så lid og sukkersød som intet andet, som om det var den selv samme som sørgede for de bånd imellem dem og hun forstod det ikke, der var ingen omkring dem, så blid.. Måske det var der hele megien lå? Et lille smil fandt igen vejen over hendes læber ved hans ord, han skulle ikke undskylde, hun skulle ikke undskylde.. Og så den titel han kaldte hende ved, Elias havde prøvet at tiltale hende ved det navn og det var noget som han meget hurtigt fandt ud af at droppe igen men lige her ville hun ikke stå imod, hun nød rent faktisk at være omkring ham. Hånden som endte mod hendes talje fik det først til at gippe let i hende, hun var ikke vant til at folk kom så tæt på hende, hun plejede at skubbe dem væk for at holde hendes hemmelighed så vidt som muligt skjult, men hun lod hans hånd falde der, mens hun selv bev tvunget tættere til ham, ikke at det gjorde hende noget, igen hun forstod ikke hvorfor men der var en følelse af oprigtighed, som om af det var meningen, og den gnist som hun følte? Hun nikkede stille "Jeg stoler på dig" tonen så oprigtig det var virkelig kun den rene ærlighed. Hånden var endt mod hans overarm, hun vidste absolut intet om dans, et sted så fik det kun hendes hjerte til at slå hurtigere, hun var langt fra selvsikker, en hvad pokker var det værste der kunne ske? Hun var tvunget fra hendes hjem, hun havde mere eller mindre intet, hun havde kysset en komplet fremmede, dette kunne vel i sidste ende ikke skade mere?