Skumring

[Deleted]

Mange havde i lang tid betragtet skumringen som et nærmest magisk tidspunkt på døgnet. Det var et underligt mystisk tidspunkt, hvor natten så småt var begyndt, selvom dagslyset endnu ikke havde sluppet sit greb helt. Det var som om alting stod stille i skumringen.. Det gjorde den også i engen. Alting var fuldstændig tyst, som stilhed før storm. Ingen fugle sang, der var ingen snak, ingen larm fra levende væsner. Kun den stille hvislen af den stille vind der dovent puslede med de lange græsstrå kunne høres. Endelig blev stilheden dog brudt af det hæse skrig fra en ravn. Kort kunne man se den sorte fugls omrids på den mørke himmel, før den fløj ned, og fandt sin herres skulder. En lille mørk skikkelse, der gik afsted med langsomme skridt. Den sorte fugls røde øjne kiggede kort omkring, før den igen lettede, da dens herre havde hvisket et par lavmeldte ord til den. Det var sjældent man så en så tam og trænet fugl, men hvis man havde forstand på den slags, ville man også kunne se, at magi havde spillet en stor rolle i at gøre den sorte fugl som den var nu. Dens herre gik blot roligt videre. Det var svært at se om det var en mand eller en kvinde, eftersom skikkelsen var slank, og ikke var i besiddelse af de store former. Hvis man havde kunne se ansigtet havde det måske været nemmere at se, men det var gemt væk i skyggerne fra en sort hætte. Den sorte fugl udstødte endnu et skrig, der fik herren til at stoppe op. Der var nogen i nærheden.

[amaryllis]

Sammenstødet med Jasper tidligere på dagen havde virkelig fået hende til at blive alt for forvirret. i et desperat forsøg på at komme det knuste hjerte og sind til livs havde hun ønsket sig noget så blændende ikke at huske. Det magiske egenskaber som hun var i besidelse af var virkelig nogle som var Elanya værdig og den eneste i sion gren af slægten som var så stærk. Det hale havde dog givet bagslag og AMaryllis var vågnet op helt alene og uden nogen erindring om hvem hun var og hvor hun var. Hun vidste intet og frygten havde grebet hende. i et desperat håb om et maridt var hun begyndt at løbe som om nogen havde jagtet hende. hun var nået et godt stykke væk fra hvor hun var vågnet og nu var hun nået ud til en stor eng. Der var virkelig intet herude som gav hende nogle erindringer tilbage og tårerne begyndte stille at falde fra hendes kinder. Hun var bange, noget så frygtelig bange som hun lod sig falde på knæ i den halvkolde jord og bare hulkede og græd. intet kendte hun til dette ukendte land og absolut intet kendte hun til de væsner som måtte befolke det. ej heller vidste hun hvem hun var oghvad hun var i stand til at gøre, absolut ikke. det hele var virkelig kun så forvirrende for hende. Hvem var hun?

[Deleted]

Skikkelsens navn var Sheila. Et navn hun ikke gjorde det store for at skjule. Et navn var vel et navn, og indtil videre havde det ikke fået hende i problemer. Hun præsenterede sig altid med sit fulde navn, Sheila Navanco Daimaqima, et navn hun inderst inde var stolt af, selvom begge efternavne ikke var hendes rigtige. Det lå ukendt for hende. Hun havde været adopteret to gange. Første gang hos parret Thom og Helga Navanco, og senere hos Kain Daimaqima, som vel egentlig i øjeblikket var hendes far, selvom hun ikke havde set ham i lang tid. Derfor følte hun også at begge hendes efternavne var en smule overfladiske, selvom hun havde taget dem til sig. Da ravnens skrig nåede hendes ører, gjorde hun en kort bevægelse med hånden, hvorefter den igen satte sig stille på hendes skulder. "Stille Kahr." Hviskede hun, mens hendes plummerbrune øjne spejdede rundt. Der var nogen i nærheden, og hun havde tænkt sig at finde ud af hvem denne nogen var. Hun gik et par skridt længere frem, gennem det lange høje græs, før en hulken nåede hendes ører. Hun rynkede kort brynene, og satte tempoet en smule op, hvorefter hendes øjne kort efter begyndte at kunne skimte en knælende grædende kvindeskikkelse.. Ynkeligt.. Hun lagde kort hovedet på skrå, mens hun kort stod og betragtede kvinden. Indvendigt var hun splittet. en del af hende havde mest af alt lyst til at gå over og trøste hende, men en anden side af hende talte imod. Hun kunne bruge denne kvinde.

[amaryllis]

Hun var så forvirret? hvem var hun og hvor var hun. det var mørkt og det hele var så fremmed. hun vidste intet om hvad der var sket, og det hele gjorde dte bare meget værre. hun mærkede at der var en anden og hun tørrede sine øjne og kom på benene. "h-hvem d-der?" stammede hun og så endelig den kutteklædte skikkelse. hun var bange. skikkelsen var uhyggelig og panikken steg i hende. at skikkelsen så havde en ravn på skulderen gjorde den ikke mere venlig sindet og det blev for meget for hende. hun vendte om og begyndte at løbe mod den vej som hun var kommet. hjertet hamredei hendes bryst og det var tydeligt at det var panikken og instinkterne som havde taget over hos hende. hendes hukommelsestab var noget som havde fået hend etil at glemme hendes hjertesorger men hun følte sig stadig knust og så underligt alene. hun vidste ikke hvorfor. hun kiggede over skulderen for at se om skikkelsen fulgte hende og hun endte med at snuble og ligge så lang hun var på den hårde jord uden at rejse sig med det samme.

[Deleted]

Sheila var ikke vant til at være en person man frygtede. Egentlig var hun mere vant til at være den bange. Før hun havde fundet ud af hvad hun virkelig var, havde hun bare været et menneske. Et forsvarsløst menneske. Det var hun ikke længere. I hvert fald ikke et normalt menneske. Hun var magikyndig, selvom hendes magi dog var koncentreret omkring mørket, og specielt døden. Det fleste frygtede døden. Den kolde ukendte hånd der til hver en tid kunne lukke sig om en, og adskilde en fra alt hvad man havde kær. Hun var dog samtidig også, ud over at være dødens tjener, også dens modstander, eftersom hun ikke lod de døde være døde. Det var ravnen på hendes skulder et glimrende bevis på. De matte røde øjne hvilede nu stift på pigen på jorden der havde rejst sig op. Hun lod være med at besvare hendes spørgsmål, og blev i stedet kort stående da den fremmede satte i løb væk fra hende. Hun gav dog tegn til Kahr om at han skulle følge efter, hvorefter fuglen lettede fra hendes skulder, og satte jagten på den grædende unge kvinde ind. Stille og roligt fulgte hun selv efter, mens hun så hvordan kvinden lidt længere fremme faldt så lang hun var. Det tog ikke lang tid før Sheila var ved hendes side. Hun placerede en solid skosål mellem hendes skulderblade, for at holde hende nede. "Hvem er du..?" Spurgte hun roligt og koldt, som om hun havde al tid verden.

[amaryllis]

Amaryllis var virkelig skræmt. alt var så fremmed for hend eog specielt hende selv. hun havde frygtet skikkelsen selvom hun ikek vidste hvem kvinden var. hendes løb havde været hurtigt men selvfølgelig kunne hun lagt fra hamle op med ravnen som hun lagde mærke til var efter hende inden hun faldt. Faldet havde gjort ondt og hun havde slået sin ankel, forvredet den i faldet så hun ikke kunne løbe mere. hun var dog ved at rejse sig da hun mærkede skoen mellem hendes skulderblade og hun blev presset ned mod jorden. Panikken bredte sig i hende som løbe ild og hun begyndte stille at ryste af ren og skær frygt. Spørgsmålet fra sdkikkelsesn mund kom fra en kvinde, det kunne hun da høre men ikke noget som gjorde hende mere rolig. tværdigmod. hun stammede i en længere periode før hun fik taget sig sammen til at svare. "J-J-J-Jeg V-ved det ik-ik-ikke" stammede hun men fik dg alligevel ordene over hendes mund. hun var helt ærlig i det hun sagde. hun anede virkelig ikke hvem hun var. Hun hadede den tanke mere end noget andet.

[Deleted]

En triumferende følelse begyndte at sprede sig i Sheila. Hun havde virkelig skræmt denne unge kvinde. Det føltes underligt rart, selvom noget i hende stadig sagde at det var forkert. Hun nød følelsen af den magt hun havde lige nu, hvor kvinden lå på jorden under hendes støvle. Måske var det ved at være istand til at hun fandt ud af hvad hun virkelig var i stand til? Hun havde efterhånden fået en forsmag på hvad hun var istand til, men hun havde brug for at finde ud af hvor langt hun kunne strække sine kræfter. Det var noget lignenede Braheche havde fortalt hende. At hun blev nødt til at træne og udvikle sin magi, før hun kunne nå sin sande styrke. Hun pressede hårdt hælen ned imellem den unge kvindes skulderblade, da hun påstod at hun ikke vidste hvem hun var. Det var den lammeste undskyldning hun havde hørt. "Så du ved det ikke..?" Sagde hun stille, stadig koldt, og trak fraværende den jagtkniv hun altid havde i sit bælte. "Er du sikker?" fortsatte hun i den samme kolde tone, og lod stille sin ene pegefinger løbe ned langs knivens blad. Den kunne måske godt trænge til at blive slebet, men den var stadig skarp.

[amaryllis]

at kvinden pludselig borrede hælen ned mellem hendes skyldre fik hende til at klynke. det gjorde virkelig ondt af helvedes til og hun ville bare væk herfra nu. hun var bange, så evig skræmt af hvad denne kvinde kunne finde på at gøre ved hende. den kolde stemme troede ikke på det hun sagde men hun vidste det virkelig ikke. hun kendte ikke svaret på hendes spørgsmål overhovedet. "Jeg ved ikke hvem jeg er. Jeg vågnede op ikke så langt herfra for blot et par timer siden. Jeg ved ikke hvor jeg er eller hvem jeg er. Vær nu sød at lade mig gå" hun tiggede kvinden om at blive fri nu. hun var bare så bange og så skræmt og tårerne trillede ned af hendes kinder nogen så hastigt. hvordan var hun dog endt her? hun vidste det ikke rigtig og hun hadede det. kniven kunne hun svagt ane ud af den ene øjenkrog og hun blev endnu mere panisk og begyndte at vride sig under kvindens fødder. hun ville virkelig bare væk, koste hvad det koste vil.

[Deleted]

Sheila kunne egentlig godt lide de følelser der flød igennem hendes krop lige nu. Følelsen af magt, og følelsen af at blive frygtet. Det var som om det var det her hun var blevet født til at gøre. Jorde andre. Kvindens forklaring lød en smule underlig. Man vågnede da ikke bare sådan op, uden et navn..? Hun trak kort på skuldrene. "Jeg er ligeglad med hvem du er, eller ikke er. Når jeg er færdig med dig, er du ingen." Sagde hun koldt, bare for at give hende en fornemmelse af hvaf der ventede hende, og for yderligere at sætte en skræk i live på hende. Det var dog også snart tid til handling. Sheila havde aldrig været særlig stærk fysisk, så det var vel bare et sprøgsmål om tid før hun fandt ud af dette, og prøvede at komme fri. Det var tid til at hun begyndte at gøre brug af sit andet våben. Hun begyndte at søge i sig selv efter sin magi. Den var villig til at kravle frem, eftersom den vidste at dens formål ville blive tjent. Villigt blev hun et med sin indre kraft, mens hun koncentrerede sig om hvad hun ville gøre. Hun ville indhylde kvinden i et alt kvælende mørke, eftersom engen i lige nu var oplyst af en næsten rund måne, der næsten lige var trådt frem på himlen. Hun mærkede magien springe fra sine håndflader, mens mørket begyndte at sprede sig.

[amaryllis]

Amaryllis var virkelig bange. kvinden gjorde hende noget så rædselsslagen, det var der ingen tvivl om. hun prøvede at bevæge sig men hver gange hun rørte sig blev hælen boret mere ned i mellem hendes skuldre. hun ville virkelig bare gerne væk, i sær efter det som pigen lige sagde. det som hun kunne tolke var at kvinden ville slå hende ihjel og det gjorde hende noget så bange. hun var bange for at dø, det var der mange der var men at dø uden at vide hvem hun var, det var en tanke hun ikke kunne klare. "Lad mig gå! Jeg beder dig" tikkede hun og tårerne begyndte at løbe ned over hendes kinder. mørket blev tættere omkring hende og hun kunne ikke længere fornemme månens lys og hun kunne ikke længere se kvinden. mørket gjorde hende om muligt mere hysterisk og hun begyndte at bevæge sig selvom smerten i hendes ryg. jo mere panisk hun blev jo mere tog hendes magi til og den fremmanede en kugle af ren lys som svævede ud fra hendes hænder og oplyste området som de var i. Hun havde ikke meget kontrol over sine evner, hun vidste let ikke hun havde dem før nu men mørket havde åbenbart gjort hende så bange at hun måtte gøre noget får at få det bedre igen. dette var det eneste som blev gjort lige nu.

[Deleted]

Sheila kunne tydeligt mærke den unge kvindes rædsel, og hun nød følelsen. Det var virkelig det her hun var født til at gøre, det var der ingen tvivl om, og den stemme der sagde at hun istedet skulle hjælpe kvinden, blev langsomt gjort tavs. Sheila havde dog efterhånden lært at døden ikke var noget man skulle frygte. Det var i hvert fald ikke noget andre skulle frygte. Selv fik hun en smule kuldegysninger hver gang hun tænkte på dødens kolde hånd der så pludseligt kunne lukke sig om en. Aldrig, aldrig skulle hun bukke under for døden. Hun var dødens tjener, og døden ville ikke forråde hende. Hun lo koldt da hun så tårerne begyndte at trille ned af kvindens kinder. Det virkede virkelig det her, hun frygtede hende rent faktisk. Hun var ikke vant til at blive frygtet, selvom hun på det seneste var begyndt at sprede sig et rygte. Hun smilede stille da mørket begyndte at omslutte kvinden. Hun måtte dog kort efter rynke på brynene da kvinden fremmanede en kugle af ren lys. Det var åbenbart ikke bare et ynkeligt menneske hun havde fået fat på. Med hælen stadig trykket hårdt ned mellem pigens skulderblade, begyndte hun i stedet at rette sin mørke magi imod kvindens kugle af lys, i et forsøg på at kvæle lyset med sit eget mørke. Hun lukkede øjnene, og koncentrerede sig om at styre strømmen af magi imod kuglen, så der igen kunne blive mørkt. "Du skal ikke prøve på nogle tricks her.. Min magi er din langt overlegen!" Sagde hun koldt, og gav hende kort et solidt spark i baghovedet.