A home with you is fantastic

[alice]

Medmindre det gav en regnskylle, grundet overskyning, så skinnede solen altid ned på den store lysning, dybt inde i Procias skove. Med det samme, at Jasper havde valgt at forlade slottet grundet nogle ting med Amaryllis, havde hun ikke tøvet med at tage med. Hun havde ikke andet end ham, og det betød kun mere fritid og friheden til at danske. Hun kunne virkelig ikke bede om mere? Nu hun havde kysset ham, og uddybet hendes 'jeg elsker dig', til at være på en anden måde, end venne måden. Hun elskede ham virkelig af hele sit hjerte og forestillede sig aldrig, at de skulle skilles. Hun ville gerne have, at de skulle være helt på det rene og at de virkelig var sammen officielt. Ord for ord. Hun strøg sig om læberne med sin tunge for at vædde dem. Det var lunt idag, og solen var varm. Hun lå op af en lille bakke nede foran det kæmpe store træ, hvor deres bo var, og slikkede sol i en tynd hvid/beige kjole, og et par små sko. Hun havde åbne øjne og kiggede mod himlen, igennem de små lyse grønne blade som bølgede for hendes syn. Hendes hår lå spredt ud over den lille høj, og hun smilede for sig selv. De havde fået lavet en rebstige, som hang rundt om en gren, selvom de faktisk slet ikke havde brug for den. De kunne jo blot svæve op. Men hun havde insisteret, om at den skulle være der. Deres hus, var del i flader og skabt af naturen. Et solidt underlag, som ikke ville kollapse, og der var åbent til himmelen. De havde en del ud over nogle grene, som var deres seng. En masse grene, så et blødt lag og så deres tæpper og puder, for varmen. Ellers så var deres primære 'rede' en slags sofa, og så nogle skabe som stod og opbevarede alle deres genstande. Maden lavede de på bål, lige i nærheden af træet nede på jorden. Det hele herude var så frit og en ekstrem dejlig følelse. Nok burde lysvæsner være vise præster eller rådgivere, men hun holdt af det herude. Frihed, var det bedste ord for det. Hun skubbede sig op at sidde. Jasper var ude til morgen, så hun håbede snart han kom hjem. Med en meget svag koncentration svævede hun op til det øverste af rebstigen, satte sig fast og kravlede det sidste af vejen (bare for sjov skyld). Hun trak den op, så ikke enhver ville kunne komme her, og så satte hun sig henne ved deres lille 'terasse' de havde lavet. Hun satte sig med benene ud over og smilede ned, mens hun kunne høre fuglene kvidre i nærheden.

[jasper]

Jasper var faldet ekstremt godt til i Lysningen, selvom det klart havde krævet meget, at skulle tage fra slottet af, som havde været hans hjem igennem så mange år. Alice var taget med ham til hans egen ekstremt store lettelse. Han havde endnu en gang været ude, for at søge efter Amaryllis, selvom han stadig ikke havde fundet frem til hende endnu. I sig selv, var det faktisk en tanke som gjorde ondt. Alt han havde at gå efter, var et brev som han knugede fast i hans hånd, da han søgte stille og roligt tilbage mod lysningen, efter endnu en dag forgæves i den søgen efter hende. Det skræmte ham faktisk, at hun virkelig ikke var til at finde nogen steder. Efterhånden var han selv kommet ganske tæt på Alice. At hendes 'jeg elsker dig', var ment mere i kærlighed end i venskab, var noget som så småt var ved, at gå op for ham og det i sig selv, var faktisk en varmende tanke. Herude kunne de fint fortsætte dansen og herude havde de kun hinanden at tænke på.. Ikke flere små ting som skulle komme i vejen eller noget. De var virkelig bare.. frie. Det i sig selv, var en ganske forunderlig tanke for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Han kom igennem skoven til lysningen med en næsten svævende gang. Brevet fra Amaryllis fik han roligt tvunget ind under sin kappe igen, lige så lys som den store sol. Her skinnede solen mere eller mindre altid efterhånden, selvom det i sig selv, ikke var noget som gjorde ham det mindste overhovedet. Han elskede lyset og han elskede i den grad også den store sol. Nu var han endelig hjemme igen, og det var noget som klart fik ham til at smile, det var der ingen tvivl om. Han bevægede sig mod det træ, hvor ham og Alice havde taget bolig. Han glædet sig faktisk allerede til at se hende igen, selvom det ikke havde været mere end et par timer siden sidst. Han smilede svagt, da han endelig nåede det. Behøvede selv ikke, at skulle koncentrere sig meget for selv, at lette fra jorden af og ende med at komme op på den lille terresse som der var lavet. Han havde selv lavet den, sørget for at intet skov eller natur blev såret eller skadet under det. For det ønskede han da bestemt ikke! Han landede roligt, dog yndefuldt ved hendes side. "Så er jeg hjemme," sagde han roligt og med et næsten syngende tonefald, som han på intet tidspunkt ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Det lå naturligt til et lysvæsen og han var i den grad også stolt af den mand som han måtte være.

[alice]

Hvad Jasper egentlig havde lavet til morgen, vidste hun ikke. At han ønskede at finde Amaryllis, tolkede hun blot som, at han ville tjekke hendes ve og vel. Nu havde han jo trods alt et kendskab til pigen, så han måtte vel sørge for, at hun også kom godt hjem, så han kunne gøre jobbet færdig. Hun fugtede let sine velsmagende rosa læber med tungen. Hun levede virkelig med naturen side og side, og hun ville aldrig have det bedre, end hun havde her i det fri. Hun strakte sig lidt og havde hænderne bag sig som støtte, mens hendes ben dinglede ud over kanten, mens hendes øjne spejdede rundt efter hvornår han kom. Hun kunne ofte fornemme hans lyshed, da hun havde oplevet den så tit. Hun drejede blikket rundt og spejdede efter ham, selvom hun i første omgang ikke så ham. Hun sukkede og lagde hovedet lidt bagover, hvor hendes hår faldt ned over hendes ryg. Hendes hår var blevet langt, og nåede ned til maven nu. Men hun lod det jo bare vokse og følge naturens gang. Da hun så ham, kunne hun ikke lade vær med at smile. Hun vinkede til ham og rynkede lidt på næsen i et grin, hvilket var ganske velkendt hos hende. Hun blinkede sødt til ham og rejste sig, idet at han svævede op til 'altanen', som også virkede som 'indgangsparti'. Hun lagde armene omkring hans nakke og kyssede ømt hans læber. "Velkommen hjem elskede," sagde hun varmt til ham, og slap ham så igen. Hun så indgående på ham. I dag ville hun erklære hendes kærlighed til ham.

[jasper]

Jasper havde været ude hver eneste morgen siden han havde været på slottet og det eneste han havde fået i hånden, var et ganske kort brev, som han virkelig ikke kunne bruge til noget som helst. Han måtte bare få det hele afsluttet helt, det var virkelig bare noget som han havde så desperat brug for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne fint fornemme at Alice ville være her og det var kun noget som kunne få ham til at smile og noget så voldsomt. Hun var virkelig et lys i hans egen hverdag og det var ikke noget som man kunne sige om særlig mange. Lige på det punkt, var han faktisk en anelse indelukket. Man kunne fint sige, at han i den grad havde formået, at skulle falde godt til ro i den anden ende, med at have hende så tæt på sig, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende glædeligt komme til ham, lod hendes arme falde omkring hans nakke, hvor han mødte hende i hendes kys, som han gengældte uden at skulle tøve det mindste overhovedet. Han holdt det i et stille stykke tid, inden han roligt valgte, at skulle bryde det igen. Blikket hvilede i hendes og med det klare og varme glimt i øjet som i sig selv, var en fornemmelse som bare hun havde været i stand til at give ham på denne måde. Han slap hende, da hun selv valgte, at skulle slippe ham. Det kunne virkelig ikke falde ham ind på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovdet. "Det er godt at være hjemme.." sagde han med et stille smil. Han satte sig roligt ned og trak vejret dybt. Han nød i den grad godt af friheden og han nød i den grad også af hendes tilstedeværelse ved ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han hævede den ene hånd som han roligt lod stryge mod hendes kind. Han var bekymret for Amaryllis og derfor valgte han at søge efter hende. I morgen ville han søge over muren, han måtte bare finde ud af, hvor han skulle søge efter hende, for han ønskede virkelig ikke, at fortsætte den søgning forgæves som han følte, at han gjorde netop nu. "Hvad har du tilbragt din morgen med, min kære?" spurgte han roligt og med en klart nysgerrig tone, som han på ingen måde, var i stand til at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke.

[alice]

Alice forstod udmærket, at Jasper ønskede at finde Amaryllis, og sikre sig hun havde det godt. Og det var noget, som hun respekterede fuldt ud, og så måtte hun jo bare vente hjemme, den tid som han var ude og lede. Uanset, så hyggede hun sig med at rende rundt på græsset, ligge og få solen i hovedet, eller alle de andre dejlige ting, man kunne få tiden til at gå med herude. Der var så mange nye indtryk, og det hele skulle i den grad udforskes. Hun smilede blidt til ham. Hun kunne virkelig ikke få nok af hans nærhed. Hun lå stadigvæk nede i de små 2-3%, og hun ville nok aldrig kunne have få ham nok. Hun holdt kysset kort med ham, og holdt armene omkring hans nakke. Hun ønskede bare at stå så tæt på ham, som muligt. Hun smilede til ham, og fulgte ham ind i ’stuen’, hvor hun gled ned at sidde ved hans side. Hun sitrede lidt ved hans kindstrøg, og hun satte sig tæt op af ham. ”Jeg har.. gået rundt i området, lagt nedenfor træet, og.. spejdet efter dig,” sagde hun. Det sidste var en kær indrømmelse. Tungen strøg hun vædende over hendes læber, og hun så indgående på ham. ”Og din søgning.. hvordan er den gået?” spurgte hun dæmpet, og prikkede ham lidt på næsen. Hans nysgerrighed var nu i sig selv, så utrolig charmerende. Og hun ville ikke lægge skjul på, hvad hun gik og lavede. Hun sad næsten helt spændt. Men hun måtte vente lidt, inden at hun brød ud, med de sætninger hun havde i hovedet, som skulle erklære hendes kærlighed til ham.. Det ville være lidt upassende nu, ikke?

[jasper]

Til nu så var det ikk gået i Jaspers retning, når det endelig kom til det med Amaryllis, han havde virkelig ikke nogen anelse om hvor den tøs var endt med at skulle løbe hen, og det var virkelig også noget som måtte frustrere ham noget så voldsomt i den anden ende, at det ikke var noget som han formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Her i det sidste, havde han dog også tænkt en god del. Nu hvor Amaryllis ikke var den, som skulle sidde på tronen, så muligt, at man kunne tage tilbage som intet andet end en danser, ligesom det havde været før i tiden? I hans øjne, var det virkelig værd det. Det var det som de havde tilfælles, det var det som havde ført dem sammen i udgangspunktet og han fortrød virkelig ikke noget af det i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket stile mod hende, selv med det varme smil som han dog på ingen måde, formåede, at skulle lægge det mindste skjul på i det hele taget. Hendes ord var noget som kunne få ham til at smile. Han ønskede så sandelig heller ikke, at hun skulle ligge her og have det rene ingenting at lave. Han lod hånden roligt søge til hendes, hvor han stille valgte, at skulle sammenflette deres fingre og trykkede roligt omkring hendes hånd, stile og roligt. De himmelblå øjne betragtede roligt hendes varme og så overdådige skikkelse som han bare ikke kunne få sig selv til at skubbe væk. Hun var virkelig et så ekstremt stort lyspunkt i hans liv. Det ville virkelig bare være ren mørke uden hende. "Så er det jo godt, at jeg er kommet hjem.. Og her bliver jeg resten af dagen, sammen med dig, min kære," hviskede han med en rolig og sandfærdig mine. At lyve var slet ikke noget som kunne falde ham ind på nogen måde overhovedet! Han holdt forbandet meget af hende, han var virkelig næsten på pkanten til at sige, at han elskede hende og der skulle virkelig meget til, før han ville sige noget som kunne minde om dette alene, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kyssede hende roligt ved mundvigen. "Jeg har stadig intet set til hende.. det bekymre mig.." afsluttede han mere dæmpet. Det var faktisk noget som måtte gå ham ekstremt på, og dog, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det. Han kunne jo ikke gøre stort andet... end bare at fortsætte med at søge, og så håbe på, at hun dukket op, så han kunne få det hele afsluttet og komme videre med hans liv. "Jeg har søgt hele Procias igennem nu.." sagde han stille. Bekymringen var tydeligt i hans blik.

[alice]

Alice så på Jasper og satte sig godt til rette i sofaen sammen med ham. Hun så på ham. At det ikke gik så godt, måtte vel snart vende. Tøsen måtte da være og finde et sted? At det var frustrerende, var hun sikker på. Hun håbede virkelig bare, at han ville få det afsluttet. Det ville give ham fred. Hun havde selv haft i tankerne, at nu da Amaryllis ikke sad på tronen, så kunne Jasper og hende jo evt. danse for hoffet igen? Det var jo der, det hele var begyndt for dem. Og hun havde aldrig tænk sig, at give slip på ham eller dansen, og slet ikke dansen med ham. Hun strøg tungen let over sine læber, og lukkede sin hånd omkring hans arm, hvor tomlen svagt strøg over hans overarm. Hun så på ham, med et mildt blik. Lys.. ligeså lys, som de solstråler der skinnede ned over lysningen. Hun så ind i hans øjne. Hans smukke øjne. Hun kunne virkelig ikke holde sig fra, at se på ham. Det virkede så ægte. At det bare skulle være dem. Hendes anden hånd, lukkede hun omkring hans, og hun flettede glædeligt sine fingre ind i hans. ”Det er det bestemt,” sagde hun med en tone, som var præget af glæde. Hendes humør blev løftet med over 50 % når han kom hjem og var i nærheden. ”Glædeligt, min kære,” lagde hun til. Hun lukkede kort øjnene, da han kom tæt på og kyssede hendes mundvig. Kort kaprede hun hans læber, i et blidt kys, selvom han dog snakkede lige efter. ”Du skal nok finde hende, det er jeg sikker på,” sagde hun varmt til ham. Lige nu, var hun dog bare glad for, at han sad lige her. Hun trak vejret dybt. Nu burde det ’Amaryllis’ emne, vidst være slut, ikke? Så kunne hun springe til hendes andet emne: Kærligheden. ”Jasper..” startede hun stille og fangede hans blik, skabte en intens øjenkontakt. ”Du er alt jeg har i mit liv. Jeg vil aldrig have andre end dig nær mig. Vores dans, kan ikke blive danset af andre. Du er den eneste, jeg stoler på og du er den jeg virkelig elsker,” sagde hun stille og trykkede om hans hånd. Der var ingen spor på løgn i hendes blik. Det var fuldt ud ærligt. ”Jeg vil have dig ved mig, resten af mig liv,” sagde hun blidt og smilte til ham.

[jasper]

Det var jo slet ikke fordi, at Jasper ønskede, at fortsætte med at snakke omkring Amaryllis, men det bekymrede ham virkelig, at han ikke havde nogen anelse om, hvor hun befandt sig henne. Nu havde han efterhånden gennemsøgt hele Procias - som han jo følte selv, og han overvejede faktisk at skulle søge på den anden side af den procianske mur, selvom han var udmærket godt klar over, at det ekstremt hurtigt, kunne vise sig ,at skulle blive en farlig omgang på alle måder, og det var virkelig det eneste som havde holdt ham fra, at skulle gøre det frem til nu også. Han sendte hende et stille smil. Lige nu var han virkelig bare glad for at være hjemme igen, hjemme sammen med hende. Dansen ville han aldrig nogensinde opgive og han overvejede så sandelig også kraftigt, at skulle søge tilbage til slottet igen, nu hvor Amaryllis var væk, så var der vel heller ikke nogen grund til at holde sig væk? Det var jo selvfølgelig kun hvis Alice var med ham, ellers var det hele jo egentlig fuldstændig ligegyldigt. Hun havde været hans første og eneste dansepartner, de havde virkelig bare passet så ekstremt perfekt sammen med hinanden, at man skulle tro, at det var løgn også. Han elskede virkelig at danse med hende, det gjorde han virkelig. Der var virkelig ikke noget mere befriende end det og desuden efter det mindre kaos som han havde været fanget i, igennem denne tid, så ønskede han virkelig også at tilbringe lidt tid sammen med Alice. Han havde virkelig nedprioriteret hende igennem den sidste lange stykke tid, og det havde virkelig heller ikke været hans mening, at skulle gøre lige så, det var der heller ikke nogen tvivi om overhovedet. "Jeg håber virkelig.. det bliver kun værre og værre for hver dag som går.." sagde han dæmpet. Han kom mere og mere ud af den, eftersom han fortsatte med at lede og lede, og intet ville være i stand til at skulle finde. Han vendte blikket mod hende, da hun sagde og udtalte hans navn, ikke at det vækkede noget faretruende, men det trak dog blot i hans egen opmærksomhed. Det var i den grad ekstreme store ord, at skulle fyre af på denne måde og dog, så var de alle sammen noget, som han glædeligt tog til sig. Et lysvæsen kunne ikke lyve, det var den opfattelse som han havde. Aldrig havde den tanke faldet ham ind. Deres dans var noget særligt og nej, de kunne virkelig ikke danses af andre, det var helt og holdent sandt. "Det er yderst store ord, at komme af med overfor mig, Alice.. Min kære.. Vores danse er vores. Jeg vil ikke kunne danse dem med nogen anden. Så længe, som jeg har haft dig ved mig, så er du mig selv noget yderst specielt. Du kender til mine følelser allerede.. Jeg afslørede dem for dig sidst." Han gengældte hendes tryk om hendes hånd og holdt dog ellers roligt fast om den. Han sendte hende det varme smil. "Jeg går ingen steder.. Her agter jeg at blive," fortalte han roligt og med en stemme af ren og skær alvor.