En grotte ud til det åbne

[lara]

Forbandet. Det hele var forbandet. Dvasias, var forbandet, men det var kun en god ting. Alt mørke, var fantastisk og alt lyst (sjæl eller hudfarve), skulle dø. Grotten var ikke det højeste eller farligste sted, men her var læ for regnen. Udenfor piskede det ned med dråber og det gjorde grotten fugtig, og fik det til at være koldt at sidde her. Lara sad her alene. Hendes ene ben var bandageret i noget af stoppet fra hendes kjole, som var gået fra knælang til lårkort. Hendes ben var ømt, men det måtte være forbundet. Hun var blevet brændt af en ildkugle, da hun havde stødt på en magiker, på gennemrejse (som var lys i huden og sjæl og efter hendes mening, ikke fortjente at leve). Så hun var endt i kamp. Hun havde da også vundet, trods det forbrændte ben. Alene sad hun her. Hendes blodige sværd lå og syppede i en vandpyt. Hun sad op af den ene væg og kiggede ud af det store grottehul, hun var kommet ind af. Man kunne se ned. Hun havde kun skulle kravle op af en skrænt, som ikke var særlig stejl og maks 10-15 meter, for at nå denne grotte. Men udsigten var nu ganske god. Hun sad stille. Hendes hår var vådt og klæbrigt, grundet regnen og hendes tøj var ligeså vådt og også en smule blodigt. Hun smilede for sig selv og lænede sig tilbage op af grottevæggen. Hun så ind af mod grotten, hvor der garanteret var et utal af gange, forbundet med de andre og højere grottehuller udadtil. Ikke var hun bange for, om der skulle komme nogen.. De kunne bare komme an.

[christianus]

Christianus havde valgt, at skulle tage vejen fra Manjarno og videre mod Dvasias igen. Det som han for altid, ville se på som sit eget land og det i sig selv, var så sandelig oså noget som han mente, af en ydert god grund. Han stod i ledtog med kongeparet her i Dvasias, han støttede op om deres nye regler og alt det nye som var sket allerede inden for alt for kort tid og han nød ikke mindst hans eget arbejde. Han havde ladet Amaryllis gå.. af en grund som måtte være ham helt ukendt, selvom der virkelig ikke havde ligget noget i det, som kunne minde om noget som helst med følelser overhovedet. Det lå bare ikke til ham, lige der var han virkelig som en lukket skal som bare ikke var i stand til at skulle føle hverken det ene eller det andet. Mørket var hans ven og i sig selv, så var han ekstremt glad for, at han endelig var i stand til at skulle opsøge det endnu en gang, efter at have været væk i dagevis på en lille opgave, som han specielt havde fået udstedt af dronningens egen bror, Samuel. Han trak vejret dybt, da han langt om længe, måtte passere Drypstenshulerne. I sig selv, så var det mere kendt som et sted hvor dæmonerne valgte, at skulle opholde sig, men Christianus havde virkelig bare brug for et hvil efterhånden. Regnen havde gjort hans tøj gennemblødt og det gjorde ham kold i den anden ende. Han nåede grottens åbning og holdt den ene hånd frem. En isblå flamme valgte, at skulle fremtræde netop her som også ville oplyse ham og hans vej videre derfra. De helt mørke øjne spejdede ind i mørket. I sig selv, var det ikke noget som han frygtede for direkte, det var der ingen tvivl om overhovedet. Det var hans ven og alle som bare overvejede, at skulle sætte sig mod ham, blev revet af vejen bogstavelig talt. De skulle virkelig bare prøve! Han kneb øjnene svagt sammen, slog kutten ned som måtte afsløre hans ansigt. En svagt bleg hud, da det i sig selv, faktisk var sjældent, at han fik noget lys af nogen art. Han trådte varsomt og stille. At ryge i kambolage med en dæmon, var da noget af det sidste, som han lige måtte ønske for denne dag.

[lara]

Lara satte sjældent sine ben udenfor Dvasias grænser, medmindre at der var noget vigtigt at tage sig af. Evt. et job om at hals hugge en eller anden, eller stikke nogen ned. Men hun red helst hjem samme dag. Hun holdt med Dvasias fuldt ud, og var slet ikke utilfreds med de gamle nye regler. Det sikrede blot flere ægteskab, og mindre utroskab. Blikket faldt ud over landskabet og hun så, da en kutteklædt nærmede sig samme indgang, hvor hun sad helt stille op af væggen, hvilket gjorde at hun næsten ikke kunne ses. Ikke let i hvert fald. Hun havde taget hendes våde kappe af, og hun brugte den som støtte, imod de skarpe sten, som hun ellers ville have i ryggen. Selvom dæmonerne normalt var her, så betød det læ for hende og at hun kunne få bandageret hendes ben (som hun jo havde gjort). Hun så på ham. ”Godaften fremmede,” hilste hun med en neutral tone og var hverken med åbne arme eller afvisende. Hun holdt den ene hånd frem og oplyste sig selv. Det mørke hår nåede langt ned over bryst og mave, og klæbede ind til hendes krop og ansigt. Hun betragtede hami det blå skær, og var selv oplyst i en blå flamme, som hun havde dannet. Hun kunne mærke, at han var magisk. Ikke bare en dæmon. Hun blev dog siddende, da hun ikke lige vidste hvor nemt hun kunne komme op.

[christianus]

De nye regler, havde Christianus så sandelig heller ikke noget imod. Han havde nu heller ikke noget imod, at skulle lege med tøserne, u og da, da han endnu ikke havde fundet nogen, som faktisk havde været i stand til at skulle holde på ham, og direkte, så satte han heller ikke snuden op efter, om det skulle ske eller ikke. Han tvivlede virkelig på, om det nognesinde ville gå hen og blive aktuelt i den anden ende. Han sukkede dæmpet, selvom han dog hurtigt måtte stoppe op ved lyden af en kvindelig stemme. Ikke at han havde set hende, men han havde i den grad fornemmet hendes energi, selvom han nu ikke gjorde noget, så længe, at han ikke var sikker på, hvad han måtte stå oppe imod, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han drejede hovedet stille, lod de mørke øjne fæste sig direkte til den kvindelige skikkelse, da han slet ikke nænnede, at skulle se væk. Ikke direkte vile han kalde hendes indre for et dæmonisk, men.. magisk af en slags, så hun var magikyndig, det var han ganske så sikker på, selvom han nu aldrig rigtigt havde været den bedste til at gætte sig til det ene eller det andet. Han lod altid tiden vise ham det på den ene eller den anden måde. Han kneb øjnene svagt sammen, dog alligevel imponeret. Han var næsten vant til, at det var fyrene som skulle gøre det første skridt. Tilsyneladende ikke i denne sammenhæng, hvilket dog i den anden ende, heller ikke gjorde ham det mindste overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. "Godaften," hilste han dog med ent yderst kortfattet tone og næsten provokerende. Han lod den blå flamme tage en anelse til, så han også var i stand til at skulle se hendes ansigt i det dunkle lys som måtte hvile i den store hule. Ly var det og det i sig selv, var noget som han havde så desperat brug for selv, efter den lange tur fra Manjarno af. I sig selv, så havde han slet ikke noget imod, at skulle tage forbi landegrænsen hvis det var, men ordren skulle komme fra kongeparet selv, ellers gjorde han det bestemt ikke! At hun var kommet galt afsted, kunne han næsten fornemme på hende, eftersom hun bare valgte, at blive siddende. Han trak køligt på den ene mundvige. "Et yderst mærkværdigt sted, at slå sig ned, synes du ikke?"

[lara]

Hvis nogen i Dvasias skulle se sig imod de nye regler, omkring børn og ægteskaber, så måtte de forsvinde ud af Dvasias og holde sig væk! Man skulle ikke være i et land, hvis man ikke ærede De Kongelige, eller reglerne. Både skrevne og uskrevne. Lara havde aldrig mødt nogle, som havde interesseret hende. Men nu var det heller ikke ofte, at hun faktisk stødte på en, som var mørk i huden. Hendes øjne så indgående på ham. Hun var sådan set ligeglad med, hvem som plejede hvad. Hun havde da ikke tænkt sig, at sidde og vente på, at han fik øje på hende. Hun blev siddende, oplyste sig selv, dog også advarende, fra at prøve sig på hende. Hun strøg tungen let over sine læber. ”Et tørt sted..” sagde hun blot, og så på ham. ”Jeg kunne sige det samme, til dig, bare.. at du er her, ikke direkte har slået dig ned, endnu” sagde hun med et skævt smil. Hun trak vejret lettere dybt og strak sig lidt. ”Jeg er Lara.. Lara Dremazia,” præsenterede hun sig. Hendes 2 mellemnavne, kunne da være ligemeget. ”Og hvem er De?” spurgte hun stille. Hun kunne godt lide, at hun var på forhånd. Den som spurgte, og startede ud.

[christianus]

Christianus havde til nu, slet ikke prøvet det faktum, at nogen overhovedet havde formået, at holde interessen i live. Han havde det nu ganske udmærket som en enspænder, han gjorde bare hvad der var krævet af ham når tiden var inde til det, selvom det dog til tider i den grad også, havde en større rolle at skulle spille for ham, når han endelig var ude på sine mange opgaver. Han slog ihjel.. Engle og lysvæsner var specielt hvad han gik efter, alt andet spillede ham virkelig ikke nogen rolle overhovedet. Han betragtede hende med et kort og næsten så ligegyldigt blik. Hvorfor skulle han da ellers bruge tid på at sidde her sammen med hende da? Han lod hovedet søge let på sned. Lidt ly inden han ville kæmpe sig resten af vejen til Castle of Darkness, så havde han virkelig ikke noget at skulle klage over, han krævede dog blot denne ene lille ting; han krævede at have noget fred, for det havde virkelig været en lang dag for ham på alle måder overhovedet. Han kneb øjnene let i, betragtede hende og hver eneste lille detalje som han kunne komme i nærheden af, også på denne måde. "Man kan vel pænt sige, at jeg tager mig en pause for det forbandede vejr, inden jeg skal videre igen," fortalte han med en rolig og kortfattet tone. Hendes navn... det fik dog en klokke til at ringe for ham, selvom han for øjeblikket, slet ikke var i stand til at skulle placere det. "Christianus Riqízci," præsenterede han sig med en rolig og kortfattet stemme og dog med en vis og tydelig stolthed. Hans mellemnavne var kun kendt af ekstremt få og det var i den grad også ekstremt sjældent, at han præsenterede sig med sit fulde navn overfor nogen som helst.

[lara]

Lara var selv blevet en ener. Efter det lettere kaos i familien, var hun ligeså en lille dræbermaskine. Der var dog intet sindssygt over hende, hun skulle blot udrydde det urene. Hvilket var alt lyst. Kun mørkt duede. Det var hun opdraget til, det var hun opvokset med. Og sådan var hun bare. Det var hendes meninger. "Det samme kunne jeg sige, hvis det ikke også var fordi, at mit ben var ivejen for hvor langt jeg kan komme rundt," sagde hun stille og holdt sig selv oplyst, ved at bruge en blå ildkugle, som hun havde fremdannet med magi i hendes hånd. Hun kneb øjnene let sammen, selvom hendes blik mildnede fuldstændig ved hans præsentation. Hun kendte det navn alt for godt. Han var den, som hun virkelig aldrig ville glemme. Hun skubbede sig stædigt op at stå, og stod nu blot på det raske ben. Det andet hvilede blot lige med tåspidserne, men hun lagde ingen vægt i det skadede ben. "Kamèron..." sagde hun stille. Hun var vidst den eneste, som nogensinde havde kaldt ham det?

[christianus]

Christianus klarte sig bedst alene, for han havde vel heller ikke brug for nogen? Det var jo sådan det mere eller mindre havde været siden han havde taget afskeden hjemmefra for så mange år siden, gået sine egne veje og se nu hvor han var endt henne. Han var blevet meget nær til den kongelige familie og det var noget af det, som han måtte anse som noget af det bedste ved det hele på alle tænkelige måder overhovedet. Han betragtede hende md et kortfattet blik, tydeligt med en ligegyldig mine. "Så er det måske på tide, at passe lidt bedre på sig selv?" foreslog han med en rolig og næsten kortfattet stemme. Han trak svagt på smilebåndet og uden, at skulle se væk fra hende. Hendes navn havde sagt ham et eller andet, men han havde virkelig ikke været i stand til at skulle sætte en finger på lige nøjagtigt hvad det var, som havde gjort det for hans vedkommende. At hun pludselig valgte, at skulle kalde ham ved hans mellemnavn, var dog noget af det som måtte forundre ham mest. Det var der bare en som havde gjort før.. Og det var der, at han i det hele taget formåede, at skulle placere hende med hensyn til navn. Han blinkede tydeligt overrasket med øjnene og uden, at skulle tage blikket fra hende så meget som et eneste lille øjeblik. ".. Yietta?" spurgte han stille. Han måtte virkelig bare være sikker på at det måtte være hende.. Ellers vidst han da så sandelig ikke hvad det var, at han skulle tro i den anden ende. Dette kunne virkelig bare ikke passe.

[lara]

På tide, at passe bedre på sig selv? Hvad hentydede den knægt dog til? Lara fnøs lettere irriteret. Hun kunne fint passe på sig selv. Det meste af tiden. Men det var vel ikke uundgåeligt at komme lidt til skade engang imellem? "Det er blot en lille skramme. Jeg kunne sagtens gå, men jeg vil da også gerne have et ben at støtte bare en smule på imorgen," sagde hun stille og humpede nogle skridt nærmere ham. Han holdt lyset ud foran sig og lyste ham op. Jo, det kunne meget vel ligne ham. Det var ham. Hun kunne se, at han reagerede på at hun kaldte ham ved mellemnavn. Hun var vidst den eneste, som nogensinde havde kaldt ham det? Det var et slags kodeords kælenavn mellem de 2, som de havde fundet på da de var små. Hun nikkede stille til ham, og strøg hendes lange hår om over den ene skulder. Det faldt ned over hendes bryst og mave. Langt var det blevet. Hun klippede det sjældent. "Det er mig.." sagde hun, og havde nu et helt andet og mildt blik plantet i ansigtet. Han var virkelig en af de eneste, som oplevede en stille og kærlig side af hende.

[christianus]

At møde Lara på denne måde, var nu slet ikke noget som Christianus nogensinde havde haft i tankerne. Det var virkelig noget så uvirkeligt på alle tænkelige måder som han overhovedet kunne forestille sig. En glædelig tanke var det jo selvfølgelig, for han havde jo savnet hende et sted? At det ikke var en tanke som han kunne sætte en finger på. Hun havde været hans bedste.. og eneste veninde dengang de havde været små og det kodesprog ved at kalde ved nemmelnavn, var en ganske særlig ting som blot de to havde gjort. Ingen anden kaldte ham ved det navn. Tvært imod, så var det jo det navn i hans lange navn ellers, som han slet ikke kunne fordrage for den sags skyld. At han var den eneste som havde set en mere rolig side af hende, så var det så sandelig også gengældt fra hans side af, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne han meget fint stå inde med også. Han lod hovedet søge let på sned. At det var hende, var slet ikek en tanke som han havde tænkt. At han ville finde hende helt herude.. af alle steder, hvor hun ville kunne være. Hånden hævede han en anelse, som et tydeligt tegn til at han ville stryge hendes kind, selvom den faldt ned igen lige så stille og roligt. Lige nu vidste han ikke lige helt hvordan og hvorledes han skulle tackle det. Det var slet ikke en situation som han havde regnet med at skulle sidde i lige nu. Han trak vejret dybt. "..Du er kommet til skade.." afsluttede han stille. En helt anden mand end den som han havde været for bare et øjeblik siden.

[lara]

At hun her skulle gense sin bedste og eneste barndomsven, var virkelig en overraskelse for hende. Men på den anden side, også en glæde. Hvis ikke nu, hvornår så? Måske havde det været nu eller aldrig, og så kunne hun jo kun føle sig utrolig heldig, ved at have mødt ham igen. Hun sendte ham et stille smil, og humpede nærmere ham. At han hævede hånden og dog lod den falde igen, det var noget hun opfangede men ikke sagde noget til. Hvad skulle hun sige? Hun nåede ham stille og helt derhen. "Ja.. Ja det er jeg vidst," sagde hun med et skævt smil på læben og så ned. Hendes ben havde størknet blod ud fra et sår. Hun så på ham igen. Han var højere, så hun måtte se lidt opad. Hun stod lidt og tænkte på, hvad pokker hun skulle gøre. Omfavne ham? Kunne hun tillade sig dem? Hun var faktisk i tvivl, eftersom de ikke havde set hinanden i lang tid nu. "Men nok om det.. Hvad har du så lavet i alt denne tid?" spurgte hun ham.

[christianus]

Chris vidste virkelig ikke hvordan han skulle reagere, men at se hende igen, var virkelig noget som måtte bringe en vam følelse frem til ham selv, og det var virkelig ikke en som man kunen sige sig, at han oplevede særlig ofte, for han var normalt alene om alt, gjorde tingene alene, så det at være en enspænder, var bare noget som han var blevet så frygtelig vant til, hvad end om man skulle tage det som noget positivt eller ikke, så var der virkelig ikke stort, at skulle gøre ved den sag, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han sitrede ganske svagt og med blikket hvilende på hendes skikkelse foran ham. Hun var virkelig blevet en ekstrem køn pige, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvilket kun måtte få ham til at smile. At lege med tøserne, var han jo efterhånden blevet temmelig god til, og han nød det så sandelig også når det kom til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om, men hun var virkelig frygtelig anderledes på alle måder, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet og det var blot en sandhed omkring ham. Han elskde at lege på den voksne måde vel at mærke. Han lod hovedet søge let på sned. At hun var kommet til skade, var nu ganske tydeligt for ham, selvom han nu ikke ønskede at kommentere det. Han vendte blikket direkte mod hendes, da hun spurgte videre ind til hans liv. Han trak let på smilebåndet. "Lystre de ordre som jeg får skænket af de kongelige selv," sagde han roligt og med et let træk på skuldrene som havde det været det rene ingenting alligevel i den anden ende. Han sank klumpen som igen og igen måtte fæste sig i hans hals, selvom der virkelig ikke var noget som han kunne gøre ved det. Det var jo trods alt også sådan, at det måtte hænge sammen og sådan havdde det gjort temmelig længe faktisk. "Jeg kom i lære som en ung knægt.. Nu er jeg noget af det som står kongefamilien nærmest," fortalte han roligt og med en stolthed i stemmen. Det var i den grad noget, som han var noget så stolt af.