Støvregn

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias som en tung mørk dyne, der ikke lod noget lys komme igennem. Dog ville man kunne se hvis de tunge skyer ellers gad fjerne sig, at en smuk halvmåne lyste på himlen, om kap med det smukke tæppe af stjerner. En let regn faldt fra himlen. Den havde været kraftigere i løbet af dagen, men hen af aftenen var den stilnet en smule af, til den stille regn den var nu. En stille vind blæst i træernes øverste grene, og fik dem til at knirke en smule, hvilket gjorde Dem Mørke Skov en smule mere uhyggelig end den var i forvejen. Dog havde en enlig skikkelse trodset denne frygt, og bevæget sig ud i skoven. Jorden var fugtig, og allerede gjort skikkelsens læderstøvler mudrede, hvilket den dog ikke tog sig synderligt af. Man kunne, hvis man havde gode øjne, skelne, på de brede skuldre at det var en mandlig skikkelse, selvom den dog ikke var særlig stor. Den bevægede sig roligt igennem den tætte skov, ligeglad med det mudder, der af og til blev pjasket op på den sorte kutte. Man kunne se på skikkelsens gang, at det var en person der var vant til at færdes i skove, og desuden også lydløst, eftersom man nærmest ikke kunne høre skridtene, selvom han ikke engang imellem kunne undertrykke en svag pjasken.

[Deleted]

Darian havde valgt, at skulle søge ud i mørket. Han var nødt til at nære sig på et eller andet tidspunkt og nu havde han valgt, at skulle søge udenfor. Kira var alene hjemme med deres små tvillinger. Han var glad.. han var virkelig så forbandet glad! Det eneste som han nu bare måtte frygte, var at de nye regler som Jaqia - Dronningen af Dvasias havde valgt, at skulle sætte ind, også var noget som ville ramme ham og så vidste han også, at hammeren ville falde hurtigt og den ville falde hårdt. Med kutten godt trukket over hovedet og med de faste skridt som han førte igennem mørket, for at nærme sig den store by, hvilket var noget som han valgte fuldt ud bevidst. Han endte roligt med at stoppe op. Den lette støvregn, var virkelig ikke noget som han tog sig det mindste af. Tvært imod, så var det noget af det som han nød mest af. Det gjorde jagten så meget nemmere og endda også meget sjovere for hans vedkommende. Dei fugtige jord, kravlede i form af mudder op af hans ben, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af. For nu, havde han alt for meget i hovedet og han ønskede virkelig bare, at få bugt med det. Han bevægede sig stille og roligt ned af stien. Han havde sin kniv i sit bælte bare lige for en sikkerheds skyld. Han tog virkelig ikke nogen chancer efterhånden. Efter alt det som Jaqia havde sørget for, så var det først farligt, at skulle bevæge sig for meget omkring med de forkerte intentioner.

[Deleted]

Den mørke skikkelses navn var Morgul. Det var i hvert fald det navn han var kendt under. Egentlig var det hans efternavn, eftersom hans fornavn var Rakan, men han havde altid præsenteret sig med Morgul. De folk der kendte hans fornavn var efterhånden døde, og inderst inde kunne han godt lide den anonymitet han havde ved at være kendt under sit efternavn. For alle andre var han Morgul, men når han var alene, kunne han være Rakan. Hans ene nødebrune øje gled kort op i himlen, hvor der var et lille hul i skydækket, der afslørede en halvfuld måne. En kort irriteret trækning viste sig ved hans mundvige. Han havde aldrig brudt sig om den måne.
Alle hans sanser arbejdede på højtryk, som de næsten altid gjorde. Ikke engang når han sov, slappede han af. Han havde desuden også utrolig skarpe sanser. Specielt hans lugtesans. Han snusede kort ind en ekstra gang. Jo.. Han havde lugtet nogen. Han vendte kort hovedet i retningen af lugten. Han kunne ikke rigtig bestemme afstanden, men som han bevægede sig, blev lugten kraftigere. Hans skridt blev en smule hurtigere, mens han langsomt koncentrerede om at gøre hans skridt mere lydløse. Hvis han var heldig kunne han komme hjem med nogle værdier i nat. Ikke fordi han ligefrem manglede penge. Han havde efterhånden fået skrabet mere sammen end han brugte, men så var der altid alle de mindre dårligt stillede tyve. Her på det sidste var han begyndt at samle dem sammen, og nogle af dem havde vist sig at være en smule dyre i drift.

[Deleted]

Darian præsenterede sig som regel altid med hans fornavn, hvis han ville præsentere sig vel at mærke. Her i det sidste, havde han bestemt heller ikke været i lige det humør, at han ønskede, at skulle opsøge folk. Skoven var mørk og uhyggelig for de fleste. Blikket som han stille lod glide op mod den store måne. Det var altid en ting som havde været som en mindre tryghed for ham på den ene eller den anden måde. Af en eller anden underlig grund, følte han at han i den grad ikke var alene, og det var noget af det som først for alvor, fik ham til at skulle være opmærksom på hans omgivelser. Bevidst, hvor han lyttede efter lyden af et bankende hjerte - det som, som regel var det første, som afslørede andre i hans nærvær. Der hvor hans sanser var skærpet, så var det synet og det var hans hørsel og det var netop de to, som han i udgangspunktet måtte sætte hele sin lid til. Han stoppede op igen. Hånden gled stille ned til hans kniv, mens han yderst varsomt så sig omkring. For alt hvad han vidste, så ønskede han bestemt ikke, at komme i Samuel og Jaqias søgelys, udelukkende fordi, at han vidste, at de nye regler allerede var noget som han havde brudt. De skulle af tronen inden det gik galt i hans øjne og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok i hans øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Øjnene kneb han svagt sammen, selvom han vitterligt intet kunne se. Han bevægede sig væk fra træerne og nærmere en mindre lysning med så lydløse skridt som det var ham overhovedet muligt, at skulle gøre brug af. Han tog virkelig ikke nogen chancer, han vidste, at det ville koste ham alt for dyrt mildest talt og det i sig selv, var ikke noget som han ønskede, at skulle gå igennem. Ej heller for Kira eller Chrystals skyld. Hånden lukkede han stille omkring skaftet på kniven. Han var i den grad parat hvis det skulle gå galt nu. Kutten slog han ned med den anden hånd, for at gøre det muligt, at skulle se bedre. Han hvæsede svagt. Dette var bestemt ikke noget som han brød sig om.. Tvært imod.

[Deleted]

Morgul havde altid været en farlig mand. I hvert fald så længe han havde været gammel nok til at kalde sig en mand. Han havde hurtigt lært at bruge sine evner han havde fået efter han var blevet bidt, selvom det havde taget længere tid at blive som han var nu. Han havde efterhånden fået status af mestertyv, hvilket ikke var noget man fik på en dag. Hans hånd berørte let en af de mange kasteknive der sad gemt under hans tøj. Det havde altid været hans fortrukne våben. Det var lydløst, småt, og alligevel dræbende hvis man forstod at bruge det. Heldigt for ham, var det ligepræcis det han gjorde. Efter hundrede års hård træning, var hans præcision efterhånden blevet knivskarp. Han havde også lært at kompencere for sit handicap, eftersom han kun havde et øje at se med. Det andet var dækket af en sort klap, der nærmest fik ham til at ligne en pirat. En sammenligning han ikke brød sig om. Han havde altid afskyet de sejlende bæster. Hvis det ikke var for dem, havde han haft et godt liv, på en stille ø, med sine forældre og venner. På nuværende tidspunkt ville hans afdøde krop være blevet brændt og spredt ud over havet. Han ville ikke have været fanget mellem liv og død, over hundrede år gammel, som en ussel tyv, i et land han ikke var født i. Han snusede ind igen, og trak en kastekniv. Han var tæt på nu. Han kiggede sig kort omkring, og kravlede adret op i et træ, hvorefter han gav sig hen til at vente.

[Deleted]

Darian var efterhånden kun sikker på, at han ikke var alene her. Det var bare denne irriterende prikkende fornemmelse i nakken, som måtte sige det. Han holdt godt fast om knivens skaft og med blikket som spejdede ud i mørket. Hvem eller hvad han nu måtte stå oppe imod, havde han ikke nogen anelse om og det var udelukkende også derfor, at han valgte, at skulle begive sig frem med denne forsigtighed, så det ikke skulle ende med at gå galt. Det var da noget af det sidste som han ønskede. Ikke just kunne man kalde ham for en mester eller ekspert inde for det ene eller det andet. Han kneb øjnene fast sammen, selvom det dog på ingen måde, ville være ham en hjælp. End ikke månelyset kunne vise ham hvad der var derude i mørket.. Og noget var der, det vidste han. Ikke fordi at han var bange, tvært imod, så ville han tage kampen op hvis det skulle blive helt nødvendigt i den anden ende. Han fnøs fast idet han stille forlod lysningen og bevægede sig denne gang, så langsomt og stile som overhovedet muligt over skovbunden, selvom det selv for en af hans slags, var svært, at skulle skjule sine mange skridt på den så knastørre skovbund. Blikket vendte han fra side til side, til han stoppede op igen, ved et af de højere træer. Han lod ryggen møde den kolde stamme, selvom det nu ikke var noget som havde nogen betydning for ham selv det mindste. Han fortrak ikke så meget som en mine i ansigtet. Kniven havde han i hånden, yderst godt materiale og med en nuance lignende ren sølv. "Jeg ved du er herude.." mumlede han ganske lavmælt for sig selv. Knivens blad skinnede svagt i månelyset som måtte ramme ham, uden at det gjorde ham det mindste. Mørket havde og ville altid være hans ven.

[Deleted]

Morgul havde aldrig gjort noget for ikke at ligne en tyv. Det var hvad han var, og han havde aldrig rigtig gjort noget for at benægte det. Nogle havde måske dårlig samvittighed når de stjal, men efter alt hvad denne del af verden havde taget fra ham, var han blevet enig med sig selv om at han bare tog igen. De første hundrede år, havde det måske også været det han gjorde, men efterhånden var det bare blevet det han var god til. Han kunne godt lide at være god til noget. Han følte sig hjemme ved at snige sig rundt i sit sorte tøj om natten, mens folk var i god tro. Han vidste at der fandtes mange andre der gjorde det samme, men alligevel betragtede han sig selv som den bedste. Han bar den dog ikke nag.. Han var på lige fod med alle andre tyve, bunden af samfundet.. Han var bare en af de bedre. Hans brune øjne spejdede ud i mørket. Han havde ikke perfekt mørkesyn, men det var i den grad bedre end normale menneskers. Hans øjne fangede noget der kort glimtede i månelyset. Var det sølv? Det vendte sig kort i hans mave da han tænkte på det forhadte metal. Hans havde smagt på det i løbet af sit liv. Det havde han grimme ar der beviste. Han ventede til han var lige under ham, før han sprang ned på jorden lige foran ham. "I kan ligeså godt give mig alle Jeres værdier med det samme.. Ellers kan dette møde hurtigt blive meget grimt." Sagde han med en rolig stemme. Han havde allerede trukket en kastekniv da han sprang. Han håbede at dette kunne overstås hurtigt. Han var en tyv, ikke en kriger.

[Deleted]

Sølv var det ikke, men bare et metal som var behandlet, så det havde den samme glinsende og skinnende overflade, når lyset ville ramme det. Darian valgte at blive stående, her ville han nemlig selv mene, at han havde en ganske god kontrol på omgivelserne og herfra, var han også i stand til at se temmelig godt, ville han da selv mene. Han sukkede dæmpet og med blikket som endnu en gang, måtte falde op mod den store måne. Ej var han kriger og ej var han tyv. Han levede så godt som det nu var ham muligt. Han nærede sig på dem som han kom over, som han kunne se som perfekte ofre, tog hvad de havde og omsatte det som nu kunne omsættes på den ene eller den anden måde. Et sted var det jo egentlig... tyveri? Han slog engle ihjel, solgte hvad der kunne sælges af det ellers så smukke væsen, selvom det nu blev mere og mere sjældent, at man overhovedet faldt over dem. De havde vel efterhånden lært at man ikke skulle begive sig ud i nattens mørke.. Han var nemlig selv en forrygende jæger, når han endelig vidste hvad han stod med, selvfølgelig. Han nåede kun lige, at skulle vende blikket op mod træet, da skikkelsen hoppede ned lige foran ham. Det var her, at han stod klar med sin egen kniv. Han lukkede hånden fast omkring den og var ellers klar, til at skulle sætte et huk ind, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt. Det var i den grad ikke i disse dage, at man skulle genere ham. Der skulle ikke meget til, før han ville ende med at flippe og bare denne fremgangsmåde, var noget som kunne irritere ham helt af helvede til! "Du er gået ind i den helt forkerte mand.. usle tyv," vrissede Darian med en kortfattet stemme. Det sagde jo trods alt sig selv, med de ord og at han blot ønskede hans værdier, selvom han vitterligt intet havde på sig som var værd at omsætte i byen. Han holdt kniven advarende ved sig. "Hvem er du?" spurgte han videre, en tone som blot måtte kræve et svar.

[Deleted]

Morgul vidste godt at han ikke lignede en person man straks ville stole på. Hans tøj var mørkt og slidt, og han var så godt som muligt dækket til. De steder hvor man så alligevel kunne se hans krop, var hans hud næsten kul sort. En farve man for det meste forbandt med slaver der var blevet sat fri, eller flygtet, hvilket han vel også var. Selvom det var længe siden, var han stadig kommet hertil som slave, ikke noget han var videre stolt af, men havde han da bevist sit værd ved at overleve adskillige år i det hårde stenbrud, der ellers var et af de mest opslidende former fra arbejde, modsat ting som at være husslave. Ikke sagt at denne form for slaveri ikke også var slem. Egentlig var en af de ting han kæmpede hårdets for, var at få afskaffet slaveriet, en ting han håbede engang ville lykkedes, da han ikke ønskede at andre skulle lide som han havde gjort. Når det så var ordnet ville han vende sig imod Piraterne. Han havde aldrig været særlig meget for at tage hævn, men hvis han endda fik muligheden for at knuse de forbandede søulkes skibe, så de gik ned med mus og mand, ville han gribe den, uden at tænke særlig meget over dem. Der var alligevel ting der var utilgivelige. Han havde stadig onde drømme om natten, hvor han gennemlevede hvordan piraterne, på rejsen til Dvasias, havde voltaget kvinderne fra hans landsby, for øjnene af ham. Efter så lang tid, skulle de stadig ikke slippe godt fra det.
Morgul løftede kort et sort øjenbryn da manden foran ham svarede ham. Han havde simpelthen fået fat i den forkerte man? Det var han nu ikke helt sikker på. Han kunne ikke lade være med at slippe en kort latter, da han blev kaldt ussel tyv. Den havde han hørt for mange gange, til at det kunne støde ham på nogen måde. Han trak i en lynhurtigt bevægelse endnu en kastekniv til den anden hånd. Han virkede ikke til at være i et strålende humør ham her. "Det spiller ingen rolle hvem jeg er.. Men hvis I er en smule samarbejdsvillig, kan vi få overstået det her hurtigst muligt." Fortsatte Morgul, med et smalt smil på sine mørke læber.

[Deleted]

Darian var virkelig ikke humør til det her lige nu. Han havde en gravid kæreste hjemme, og han vidste, at det ville blive hårdt straffet med børn udenom ægteskab og han vidste det. Han var virkelig imod de nye regler og i og med at pirater allerede havde vist sig i Peula, så havde han kun en større grund til at skulle vise den klare og stærke bekymring. Han gik rundt med en evig uro og han vidste, at han ikke kunne gøre en skid ved det alene, og det var ham virkelig så forbandet frustrerende! Blikket hvilede intenst på manden som han måtte stå overfor i dette øjeblik. Følelsen var bestemt ikke behagelig på nogen måde overhovedet, men hvad pokker skulle han dog stille op? At denne mand måtte være tyv, var efterhånden gået op for ham, ikke bare at den fremgangsmåde, så tydeligt måtte bevise det for ham, men udtalelse og det hele, var en bekræftelse alene i sig selv for ham. Han kneb øjnene fast sammen. Det var jo heller ikke fordi, at han gik rundt med værdier på sig, det var jo slet ikke det som han ønskede, at skulle rende rundt med. Udelukkende for at undgå disse situationer. "Jeg siger det kun en gang til.. Du er løbet ind i den forkerte.." vrissede han med en fast tone. Han var kun ved at blive voldsomt irriteret og han var samtidig så forbandet rastløs at han næsten trippede på sine fødder. Han ville bare forbi, finde sig den føde som han havde brug for i natten og så tage hjem til hans kæreste og deres kommende lille igen. Piraterne bekymrede ham dog mest lige nu. Han vidste jo hvad de var kendt for, at skulle gøre ved kvinder hvis de jo ellers fik muligheden til det og det var ikke noget som han ville tillade, skulle ske med Kira! Aldrig nogensinde! "Jeg har andet at tænke på og andet at tage mig til.. sænk de knive og lad mig gå forbi," sagde han med en kortfattet tone og dog så tydeligt alvorligt. Han bed tænderne let sammen og med blikket næsten sultent hvilende på ham. Hans beklædning.. der var virkelig ikke noget som gjorde, at man skulle tro denne mand hans ord. Hårdt sagt måske, men Darian stolede virkelig ikke på nogen som helst. Bare det faktum, at han grinte ham direkte op i ansigtet, gjorde ham pissed mildest talt og det viste sig tydeligt i hans eget blik. "Vend om.. og gå væk," hvæsede han som en sidste advarsel. Han var virkelig ved at være pissed mildest talt. Han knugede hånden fast om sin egen kniv, det var den, hans hurtighed og hans tænder som var hans bedste våben og han tøvede ikke med at bruge det hvis det skulle blive nødvendigt.

[Deleted]

Måske var det ikke direkte nødvendigt for Morgul at stjæle. Han havde efterhånden opbygget sig en jævn formue, eftersom han havde fundet nogle heldige steder at bryde ind, og havde gjort et par gode forretninger. Han sad dog ikke selv på toppen af sin skat hjemme på Tranborgen og spillede selvfed, han brugte sine penge til at hjælpe dem der ikke havde været ligeså heldig som ham. Han følte sig lidt som forsørgeren af Dvasias undergrund, men det var i grunden også det han var. Han gjorde i hvert fald mere for at behjælpe at der var velfærd i landet, en dronningen nu gjorde. Hun havde måske prøvet at standse overbefolkning eller sådan noget, ved at begrænse hvem der måtte få børn, men hvad med de børn der allerede var blevet født af alle de prostituerede, og af tyvende, som de unge ludfattige kvinder ikke selv kunne forsørge? Morgul var i den grad en ildsjæl, og han nød følelsen af at give et gadebarn en humpel brød, eller en tigger en mønt, og se håbet tændes i deres øjne. Mere skulle der ikke til. En mønt, og så havde man reddet et andet væsens dag. Han ville blive ved med at kæmpe, til han ikke længere så urolige udsultede folk i gadebilledet, men i stedet glade sunde børn, mænd og kvinder. Han ville dog ikke have at Dvasias endte op som Procias, det lyse fredfyldte land, hvor englene fløj oppe under himlen, og nymferne dansede rundt i skovene. Dvasias var stadig mørkets land, men derfor skulle folk stadig leve godt. Desuden holdt han sig også igang ved at stjæle. Han ville ikke ende som en fed mand, der kunne sidde ovenpå en bunke guld, og kommandere rundt med folk. Han ville være nede på jorden, ligesom de andre tyve, og han ville blive ved med at være den bedste. Han måtte slippe en kort latter, uden dog at sænke knivene, da manden åbenbart prøvede at ordne det her fredeligt. Det var jo egentlig også det han gjorde. Der var igen grund til at udgyde blod, hvis manden bare udleverede alle sine værdier, og så kunne de begge to komme videre i deres liv. Hvad havde han så travlt med? Han sænkede den ene kniv en smule, selvom den stadig var klar til at kaste afsted, med både hurtighed og præcision, hvis den fremmede valgte at gå til angreb. "Hvorfor så travlt?" Spurgte han stille, og løftede øjenbrynet over hans ene øje. Den fremmede var begyndt at interessere ham, og hvis han ikke havde nogle værdier, måtte han da i det mindste have en godt historie. Der var ikke noget Morgul elskede mere end en god historie.

[Deleted]

Darian havde virkelig bare for meget i hovedet lige nu, til at han ville kunne falde til ro med det ene og det andet og manden foran ham, gjorde det virkelig heller ikke nemmere for ham på nogen måde. Han blev stående og uden at skulle tage blikket fra ham. Han måtte virkelig bare forsikre sig, at denne mand ikke havde noget i tankerne. Han kneb øjnene let sammen. Hans tvillinger var født udenfor ægteskab og han kendte vel til de nye regler, og det var noget af det, som i den grad måtte bekymre ham allermest. Selv ønskede han virkelig bare, at det hele skulle falde tilbage til det gamle igen, hvor han kunne være sammen med den lille familie som han nu havde skabt, uden at han skulle være bange for, at hovedet ville ryge før eller siden, det var jo trods alt også det, som han var tvunget til nu. Han sukkede kort og lettere opgivende. "Jeg har for meget at tænke på.." mumlede han let for sig selv. At komme af med det hele, ville nok gøre sit for ham, men at fortælle det til denne mand, var slet ikke noget som han kunne finde på at skulle nævne da! Han lod kniven sænkes selv. Han var virkelig ikke ude på at slås lige nu. Han ønskede virkelig bare den dronning af tronen og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok! Han så på ham. "Jeg er blevet far til tvillinger udenfor ægteskab.. Jeg render teknisk set rundt med en dødsdom skrevet over hovedet.." sagde han stille. Ordene var slet ikke noget som han tænkte over, de kom egentlig bare sådan uden videre. Han lukkede øjnene stille og dog let frustreret i. "Bare.. bare glem at jeg sagde det.." tilføjede han efter et kort øjeblik. Det var slet ikke meningen, at hans historie skulle ud. Han kendte jo slet ikke manden! Og efter alt hvad han vidste, så kunne han jo være en af dem som tog dronningens parti? Han gemte kniven væk. "Som sagt. Jeg er slet ikke ude på problemer, jeg ønsker ikke at kæmpe og jeg ønsker ikke at slås. Jeg har intet af værdier på mig.. bare lad mig være.." afsluttede han med en meget mere fast tone, end det som han måske lige havde gjort brug af tidligere, men dette var virkelig ved at sklle irritere ham noget så voldsomt. Han trådte et let skridt til siden, også for at komme mere fri af det træ, som han nu havde stået op af, og i det mindste have ryggen fri, så han ikke blot ville føle, at der var en vej at gå, og det var den som Morgul måtte blokere for ham. Han sendte ham et tydeligt trodsigt blik, han havde virkelig ikke nogen tillid til den mand.