A song for you (S)

[Deleted]

Kimeya havde slet ikke tænkt på at døren skulle låses, for han havde slet ikke troet, at dette nogensinde ville ske her til aften, selvom det nu virkelig var noget af en glædestanke i den anden ende, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Lige der, var han dog glad for at Cedric lignede ham selv så meget, så der var lidt mere stædighed og stolthed i den knægt. Han vendte sig mod Cedric som omgående stoppet op, da dynen blev lagt over dem. Dum var han dog bestemt heller ikke, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, men at gå frem på denne måde, det var slet ikke noget som direkte var ventet for Kimeya. Den dyne var virkelig noget så varm, for ikke at glemme, at Faiths negle måtte sidde i hans egne skuldre, så var det ikke just med noget behag, at han måtte være der hvor han stod lige nu, selvom han stadig måtte tvinge sig selv til at skulle stå helt og holdent fast på stedet, for ikke at sørge for, at det hele skulle gå mere galt end det som det allerede var nu. Den dør skulle låses så snart, at knægten ,var ude, det var der heller ikke nogen tvivl om! Cedric bed sig let i læben og med blikket hvilende på dem begge, det var slet ikke noget som han ville kunne komme det mindste udenom. Noget skete der, det var han efterhånden ganske så sikker på i den anden ende, det var jo noget som han kunne se så tydeligt. Kimeya holdt sig virkelig bare på plads i hende, han turde knapt nok at rokke sig det mindste, for han kunne udmærket godt mærke, at Faith måtte kæmpe i øjeblikket og det var faktisk en tanke som måtte more ham, selvom han nu udmærket godt kunne mærke den smerte som havde placeret sig i hans skulder, så var det noget som han selv måtte bide noget så grusomt i sig, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. At være sammen med en ilddæmon og endda en af Faihts kaliber, var i den grad en kamp for ham også, selvom han var opsat på at skulle få det hele til at virke og fungere. Alt andet forekom ham selv fuldstændig uaktuelt. Cedric betragtede dem roligt, selvom det nu var ham ganske så sikkert, hvad der egentlig måtte foregå foran ham, hvilket i den grad var noget som han bare måtte bide i sig lige nu. Han havde vidst, at den havde været galt mellem hans mor og far, selvom han virkelig bare havde prøvet at være en så god dreng som det nu havde været ham overhovedet muligt, for at gøre det let for dem.. Nu så det jo faktisk ud til at hjælpe? Han havde aldrig været den mest umulige af slagsen, så meget vidste han og det var noget som han var glad for. Han havde ofte siddet med Kimeya og snakket om hvordan Cayla var dengang hun var lille og det var noget som han faktisk havde kunne sidde og grine af. Havde hun virkelig været sådan, da hun havde været i hans alder? Han lod blikket glide tilbage i retningen af Faith, da hun henvendte sig til ham igen. Han lod hovedet søge let på sned og i den grad også med den samme nysgerrige mine og undrende ikke mindst, for det var slet ikke noget som han overhovedet var i stand til at skulle skjule det mindste af overhovedet lige netop nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Mor du skal putte mig.." sagde han dog med en forfærdelig dæmpet stemme, det var slet ikke noget som han ønskede, at skulle lægge det mindste skjul på. Han var virkelig ikke meget for at stå fremme med det, men lige nu havde han vel også bare brug for, at skulle føle sin mor også en smule for det havde han heller ikke gjort længe efterhånden og det var ikke en tanke som han bifaldte det mindste. Det var en leder som havde mødt ham i døren når han endelig havde fået lov til at være oppe til mor ville komme hjem og nu var det altså hans mor som han havde brug for, hvad mere kunne man da forlange af sine forældre? Hans far så han jo hele tiden. "Nu..." tilføjede han efter et kort øjeblik. Bare det, at være lidt sammen med sin mor, for han vidste, at hun ville være væk igen når han var vågen og så gik der igen en hel dag uden, at han så hende. Han savnede sin mor og det kunne vel heller ikke gøres mere tydeligt nu? Signalerne fangede Kimeya dog tydeligt og hurtigt, han vendte blikket mod Faith. Han måtte klart bare bide den varme i sig for nu.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig ikke noget som Faith havde skænket en tanke, at døren måtte låses, det var trods alt flere år siden det havde været nødvendigt for dem, det var alt for længe siden de havde været så tætte, hvorfor skulle det lige ske i aften? Ikke at hun ville begynde at klage, for hun nød det virkelig, men det var en ikke en afbrydelse hun direkte havde ønsket sig. Faith var udemærket klar over at det ville være helvedes varmt for Kimeya at ligge der mellem hend eog en varm dyne, men hellere det end at lade alt afsløres for Cedric, visse ting ville hun skåne sin knægt for. Hendes fingerspidser lå borret i hans skulderblade, hun kæmpede virkelig med det støn som hvilede lige på grænsen hun nægtede ærligt bare at skulle slippe det, skaden var allerede stor og ligenu måtte hun bare håbe på at Kimeya ville ligge ligeså stille som hun selv gjorde, for det første var det ikek børne venligt, det var for tidligt at lærer deres dreng! Et sted så sad Faith med det ønske om hun bare havde tænkt på at låse døren af ren og skær vane. Hendes tænder var hårdt bidt sammen, hun var ærlig talt for stolt for dette, det var flovt, og langt fra vnetet selvom hun vidste at det lige straks ville være noget som ville få hende og Kimeya til at grine.. Bare tanken om at kunne le med ham igen fik hende til at smile, hvordan unne man elske en mand så højt? De funklende grønne øjne der for et ganske kort siden havde været så pokkers lystent, hvilede nu med et mere kærligt glimt mod Cedric som måtte stå der som et stort spørgsmålstegn. Faith måtte virkelig være glad for at Kimeya fornemmede hendes indre kamp og forblev så stille som overhiovedet muligt, det morede vel også hende et sted? men så længe Cedric stod der så var der ikke noget morsomt i det overhovedet. Kimeya's kulde i den varme var ikke behageligt for ham det vidste hun, hun var en ild dæmon og der var jo ingen tvivl, hendes hud var varm, hun blev hurtigt brændende, selv hendes personlighed var ilter og uforudsigelig som flammen, det var ikke elt for ham det var hun slet ikke i tvivl om, hun var en kraftig ild dæmon, havde hun vidst at hans element ville blive is så ville hun nok også have tænkt sig en smule mere om før hun overtalte Nathaniel. De havde deres problemer, men det havde de jo altid haft og det som var langt værre, og de måtte få dette til at fungere, hun formåede virkelig ikke at have den mur mellem dem det gik ud over alle specielt deres elskede lille skat af en søn at være, og hun savnede Kimeya selv når han var tæt for det var ikke som det burde, ikke før i aften om ikke andet, n kunne hun se meningen igen. Selv Cedric havde mærket sig af falskheden, som hun måtte se det, for han prøvede virkelig og nu var det tydeligt at det virkede. Faith faldt en smule ned i sengen og nikkede erkendende. Det var vel dette som Kimeya havde ment? "Mor kommer lige om lidt hvis du ligger dig ind" hun sendte ham et varmt smil, hun måtte have noget tøj på først, ellers ville han da for alvor først ende med at gætte hvad pokker der foregik. Tanken om at hun svigtede sin søn fordi at Kimeya forvirrede hende, det var faktisk pinligt det var ikke sådan det skulle menes, men.. Det var så frygtelig akavet at være hjemme, nu ville hun tage en dag hjemme, tilbringe lidt tid sammen med hendes familie for selv hun måtte virkelig savne dem alle sammen. Lederen overfor Cedric skulle væk ingen tvivl, hun ville ikke ende som Kimeya var endt med Cayla, det nægtede hun ærligt, "Mor kommer lige om lidt, kære" gentog hun stille. Blikket gled mod Kimeya, med en sigende mine, hhan måtte trække sig ud af hende.. Så snart Cedric ville være ude om ikke andet. Det var virkelig bare typisk dem et sted, det var sket alt for mange gange i hendes øjne, hvornår ville de lærer det? Først nathaniel, så Kimeya's far og nu deres egen søn, det var som om det blev mere uheldigt, fra nu af ..

[Deleted]

Kimeya havde det virkelig forbandet varmt i øjeblikket. Han havde virkelig ikke regnet med, at Cedric pludselig skulle stå i døren. Det var jo flere år siden, at det havde været nødvendigt for dem, at skulle låse døren inden de gik i seng, men lige i aften.. De blev da aldrig nogensinde heldige når de endelig havde været så tæt på hinanden. Kimeya var jo så sandelig glad for den chance som Nathaniel havde skænket ham, selvom han godt kunne have undværet den isdæmon, for den havde det i den grad ikke godt i nærheden af en ilddæmon som Faith bestod af. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, selvom han virkelig ikke havde noget andet valg, end at skulle holde sig fuldkommen stille i det sted hvor han måtte stå. Faiths negle i hans skuldre, var noget som han bare måtte bide i sig og bare holde sig så stille som det var ham overhovedet muligt. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene. Det at slå koldt vand i blodet lige nu, var bestemt ikke nemt for ham, men hvad andet valg havde han? At være fanget mellem en varm dyne og Faith, var bestemt heller ikke noget som var nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet! Han måtte blot håbe, at Faith kunne se hvad det var at han havde ment, nu hvor Cedric stod der med de fumlende hænder foran sig, som om at han vidste, at det var et meget uheldigt tidspunkt at skulle stå der på. Knægten bed sig let i læben. Han havde tydeligt tolket Kimeyas blik til, at han skulle blive stående hvor han stod. Dum var han dog bestemt heller ikke. Han var udmærket godt klar over, hvad det var, at de to havde gang i.. Om det så betød at mor og far var helt sammen igen, var noget som han blot måtte håbe på, for det var virkelig trist, at skulle undvære sin mor på den måde som han måtte gøre det, for det var virkelig frustrerende nok i sig selv! Falskheden havde Cedric i den grad mærket sig af, selvom han ikke kommenterede det. Hvorfor skulle far da holde mor i hånden hvis han ikke kunne lide det? Eller mor for den sags skyld? At hun sagde at mor kom om lidt, var noget som kun fik ham til at smile, han var jo vant til noget hen af; Jeg kommer om lidt. Hans smil var tydeligt at se, at det havde den klare lettende effekt på ham, skulle man næsten være blind for ikke at kunne se. Selv Kimeya så det, selvom han stadig prøvede at holde sig så rolig som muligt, selvom han virkelig bare måtte koge i det indre, så havde han jo heller ikke noget valg! Han vendte blikket og mødte Faiths blik. Han vidste, at de var tvunget til at skulle trække den her og tage det senere, hvilket i den grad også var noget som måtte ærgre ham noget så voldsomt, så sagde han heller ikke noget til det. Hvad skulle han da sige? Deres dreng ønsket at blive puttet og nu var mor jo endelig hjemme. Kimeya ønskede jo heller ikke, at hun skulle gøre de samme fejl som han havde gjort med Cayla.. Nu var det jo flere år siden, og han vidste, at han var nødt til at skulle tage snakken med hende før eller siden, men hvad pokker skulle han sige? Cedric nikkede. "Bare mor kommer.." sagde han stille. Han vendte om og gik mod døren. På vejen ud, vendte han sig dog mod dem. Han lod hånden falde mod Kimeyas bagparti, hvor han skubbet ham med et drilsk smil. Han vidste udmærket godt hvad de lavede. Kimeya som tydeligt kunne mærke det lille skub, tvang ham dog det stykke tættere på Faith. Han bed tænderne let sammen og vendte blikket mod Cedric som allerede var løbet afsted med et let fnis som var noget så tydeligt. Han løb ind på værelset og hoppet op i sengen og lagde sig. Blot for at vente på, at mor skulle dukke op. Kimeya trak vejret dybt. Han var nu sikekr på, at knægten godt vidste, hvad de lavede, selvom det virkelig ikke var børnevenligt på nogen måde! Han trak sig stille ud og gled ned ved siden af hende Hans arme sitret let og hans krop rystet en anelse. Den varme var under ingen omstændigheder godt for ham. Varme i sig selv, var mere end nok til at slå ham ihjel hvis han blev udsat for alt for meget på alt for kort tid. Han lod hele forkroppen ligge dækket af den. "Cedric venter," sagde han med et skævt smil. Det morede ham dog en anelse, at knægten var dukket op, udelukkende på grund af Faiths reaktion. Nu havde hun jo trods alt også fået lov til at se det med egne øjne. At det var ved at køre helt galt mellem hende og Cedric.

[Silia D. Diamaqima]

Vamren måtte Kimeya lige i øjeblikket bare bide i sig, hellere det end at Cedric skulle få færden af hvad pokker de lavede, hvor meget han så kendte til lige præcis dette, det var hun jo så end ikke selv klar over - Desværre. Et sted så var det en fustrerende tanke at det var så mange år siden at en låst dør havde været nødvendig, Faith lå måske her hos Kimeya temmelig tit om natten men der var ikek noget der hed at holde om hinanden der var altid en vis distance imellem dem som hun måtte hade, der var aldrig nogen grund til at de ikke skulle forstyrres, ikke før i aften om ikke andet og nu avr de blevet grebet af den sidste hun ønskede at blive grebet af. Nathaniel var kommet med en utrolig dårlig nyhed, fanget dem i et om muligt endnu dårligere øjeblik mens hun sad på knæ for Kimeya, derefter var det Kimeya's egen far der var endt med at dukke op, fået hende fremstillet som en direkte hore noget som hun havde været alt for stolt til og som i sidste ende betød at han endnu engang havde været nødt til at forlade hende, nu stod deres egen søn der, i sin rene uskyld og virkede som et spørgsmålstegn der ikke rigtigt vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Hans krop føltedes kold men det skabte mere en intens følelse gennem hele hendes krop, det at han ikek var nogen stærk isdæmon gjorde det langt nememre for hende at tackle end det var for ham ta tackle hendes varme det vidste hun, men et sted så var pointen jo at han var i levende live og ikke behøvede at gå igennem den ydmygelse 2 gange om måneden, de skulle nok overleve det. Faith følte hans hjerte hamre i takt med hendes eget, fast og hårdt mod brystet, neglene borrede sig ind i hans skuldre, for det første for at kæmpe mod det støn som hvilede så tæt, men også for at holde ham helt i ro, hun vidste at en enkel lille bevægelse og så måtte hun opgive kampen. Hendes varme blik hvilede skiftevis mod Kimeya og Cedric, hun kunne i den gra se hvad Kimeya mente, at han savnede sin mor og hun måtte give ham den mor tilbage noget som hun agtede, det hele vel ville være meget nemmere når hun igen kunne være sammen med Kimeya uden den flaskhed som hun var ganske sikker på at alle ungerne tydeligt lagde mærke til, de holdte i hånden, de kyssede og til tider holdte det også om hinanden, men det føltedes så tomt, når de holdte hånden var det kun slapt og de kiggede begge alle andre steder end mod deres hænder, når de kyssede var det uden det glimt i øjet det var bare koldt og hurtigt og når de holdte om hinanden var der ikke noget med at knuge det var bare.. Underligt det var ikke sådan det burde være, ikke med dem. Et sted så måtte det virkelig ærge Faith at det måtte slutte nu, hun forstod at knægten behøvede hende og selvfølgelig så ville hun ikke tøve, men det var frygteligt savnet at være sammen med Kimeya igen, den knægt måtte lærer en smule timing! Allerede nu behøvede hun ikke tænke over hendes ord hun snakkede til ham som en mor ville gøre det og ikke som en leder, bare følelsen at at være velkommen i hendes eget hjem og velkommen i favnen på manden hun elskede det var noget som kunne ændre hendes attitude en hel del, nu måtte Kimeya vel også se hvad hun mente? At ahn forvirrede hende nok til at hun stilte det form af skjold op. Det blide skub mod Kimeya's bagparti, tvang hende til at slippe det støn, at høre Cedric's fnisen afslørede bare at han udemærket vidste hvad de havde gang i, en tanke som fik den knaldrøde farve til at træde i hele hovedet på Faith og umulig at skjule, og det værste var jo næsten at hun kunne se hvor meegt de egentlig morede Kimeya med tanken, hun synes bestemt ikke det var sjovt. Hun lod ham trække sig ud og dynen glide ned. For et par sekunder stirrede hun let op i loftet og rystede næsten opgivende på hovedet "Hvad pokker er det vi lærer vores knægt" mumlede hun med et tungt suk, før hun måtte glide roligt op, trak de små trusser tilbage over hendes underliv og kastede den sorte kjole om hendes krop. Med døsige skridt forsvandt hun roligt ud af værelset og ind på Cedric. At se han ligge der og vente loyalt fik hende virkelig kun et smil til at spille om hendes læber, selvom hun endnu måtte være fantastisk rød i hovedet "Hvad så din spilop?" endte hun stille, som hun roligt måtte gå hen og glide ned ved hans sengekant, lade hånden stryge stille over hans hår "Du burde sove" påpegede hun med en kærlig stemme, ikke bebrejdende eller noget som helst, han behøvede hende som hun behøvede ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya morede sig tydeligt, også selvom han udmærket godt var klar over, at dette slet ikke var noget som man skulle more sig over. Det med dårlig timing, var noget som knægten tydeligt havde fået efter ham - desværre. Cedric havde brug for sin mor og det havde virkelig bare været tydeligt for Kimeya, at knægten virkelig bare lyste op, da hun havde tiltalt sig selv for mor istedet for den typiske 'jeg'-rolle som hun indtog normalt herhjemme. Kimeya vidste godt, at han et sted havde skylden i det, men han gad virkelig ikke mere af den leg med at skulle finde ud af hvem som ejede mest skyld eller ikke.. De kunne vel bare have snakket om det. Varmen var virkelig intens for Kimeyas del. Hvis han havde vidst, at det var dette som han ville vende tilbage til, så ville han helelre have været menneske, hvis han skulle have været helt ærlig.. eller fortsætte med de mange ydmygelser fuldmåne efter fuldmåne, for det var virkelig noget helt andet end det her, for det var til tider virkelig intenst og direkte ubehageligt at skulle ligge ved siden af Faith. Styrkemæssigt, ville han aldrig nogensinde kunne hamle op med den kvinde, uanset hvor meget han så end ville det. Hun havde taget hans liv, sparet hans hjerte dengang udelukkende på grund af dette.. Nu havde de hinanden og det var sådan, at han ønskede, at det skulle forblive også. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Det var dog ikke bare af det, at skulle ligge så tæt på hende med det behag, men også fordi, at den varme mere eller mindre, allerede var ved at være for meget for ham. Hun var virkelig bare så varm at være i nærheden af! Han sukket stille da han langt om længe måtte møde sengen og en anelse med afstand til Faith, så han i det mindste formåede, at skulle køle sig selv ned igen. han trak vejret dybt og lukkede øjnene, inden han satte sig op. Dynen dækket hans underliv til og med blikket som stille måtte søge mod hende. Hun fandt det ikke morsomt, det kunne han da tydeligt se, men knægten var jo trods alt heller ikke helt lille længere. Han vidste tydeligt hvad det var, at de havde lavet, han ville vel bare hjælpe far lidt på vej? Tanken måtte han i den grad selv finde morsomt. "Meget mere end du aner, Faith," påpegede han stille, da hun valgte at gå ind for at putte ham. Han smilede svagt ved tanken. Små børn lagde jo tydeligt mærke til de mange detaljer som voksne ikke gjorde.
Cedric blev liggende i sengen og ventede tålmodigt på at det ville være mor som ville putte ham fremfor far. Det var altid bedre når det var mor, selvom hun jo så sjældent var hjemme, så ville han i hvertfald gribe enhver givende lejlighed til at skulle få lov til at blive puttet af hende! Han lagde sig om på ryggen og nød ellers at blive strøget igennem håret. Endelig lidt opmærksomhed fra mor og det var noget som gjorde ham godt, det var noget som man tydeligt måtte tolke ud fra hans smil. Han manglede hende faktisk. Han hævede sine hænder og lukkede dem omkring hendes og med blikket roligt hvilende på hende. Han havde i den grad Kimeyas blik, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Moar?" spurgte han stille og med en rolig stemme. Han lod hovedet søge let på sned, idet han slap hendes hånd og satte sig op i sengen. Han avde pludselig en hel masse energi, det var slet ikke noget, som man kunne tage det mindste fejl af overhovedet. "Hvorfor holder du i fars hånd, hvis du ikke kan lide det?" spurgte hun stille. Han havde i den grad mærket sig af det, når hun endelig var hjemme, selvom det nu ikke var noget som forekom særlig ofte, så var det jo alligevel disse helt små ting, som han tydeligt måtte bide sig mærke i. Han forstod det ikke. "Du smiler nu.. Det pænt.." Han trak skulderen let op til ørene og lagde sig så ned i sengen igen. "Ville have mor til at sige godnat," påpegede han roligt til hendes sidste bemærkning. Han nød i den grad af det, når det var mor som var hjemme og kunne putte ham, istedet for, at det skulle være far, for de havde hver deres måde at gøre det på. Han trak vejret dybt og gned sig let i øjnene, i sig selv, så var det jo også tydeligt, at han direkte måtte kæmpe for at skulle holde sig vågen, men bare det at se sin mor bare lidt, var altid noget som kunne gøre ham glad. En mors dreng, det var han i den grad. Det var jo trods alt også hende som havde været der dengang han havde været helt lille og det var jo før at Kimeya for alvor var dukket op, så havde det jo altid været hende. Ikke noget som han kune huske, men det lå der jo alligevel. "Mor er jo sjældent hjemme.. så mig ville bare sige godnat til mor også," afsluttede han stille, mest af alt for ikke at skulle lyde meget hen af en typisk en som ville være ved mor, for det ville han bestemt ikke! Han var en stor dreng efterhånden og det var noget af det som betød mest lige netop nu. Han var nok meget sammen med far, men det var aldrig det samme og nu vidste han jo, at far ventet på mor, så ville han heller ikke opholde hende for længe. Han lagde sig om på siden og gjord sig klar til at blive puttet. Han var faktisk også godt træt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith måtte virkelig erkende at det havde været en frygtelig dårlig timing, nu hvor hun endelig var tæt på den mand hun måtte elske igen og ikke kun fordi at de skulle men rent faktisk fordi de begge lystede det, lystede at føle hinanden så tæt. Det ærgede hende en smule og dog så måtte hun selvfølgelig putte Cedric om han ønskede det, hun var hans mor og han skulle stå højt på listen. Der havde virkelig ikke været noget at morer sig over for hendes vedkommende, de burde ikke lærer deres søn den slags allerede, og det var jo tydeligt at han allerede var klar over hvad havde gang i, han var stadig bare en knægt. Rollen som lederen var alerede lagt væk, hun følte sig bare lettet over at kunne sidde sammen med familien, være sammen med Kimeya og uden det var falsk, putte hendes søn og se glæden i hans blik, det var guld værd for hende del, lidt moderligt var der vel blevet skabt i hende efter hun havde opfostret Cayla mere eller mindre alene indtil hendes egen mor var kommet og havde givet en hjælpende hånd med. Først nu måtte det gå op for hende hvor elendigt hun havde levet de sidste mange år, dækket ind i arbejde, hendes søn manglede hende og savnede hende som hun savnede ham, og nu var det ligeså gået op for hende at hun savnede rent faktisk Kimeya. Hun var ofte sammen med ham, men det var ikke det samme, han var tæt og alligevel langt fra, det gjorde ondt et sted, hvor havde de gjort af sig selv efterhånden? Hvordan var alting kommet så vidt? Til tider genkendte hun kun sig selv når hun var på arbejdet, hjemme var hun blevet så idylisk, efter de mange kampe med Kimeya var stoppet var det lige som om det hele havde været så falsk lige til i aften.. Et sted så frygtede hun vel at de mistede sig selv på vejen? Hånden strøg blidt gennem det mørke hår, han lignede sin far mere eller mindre på en prik, og med et stille kærligt smil der måtte pryde hendes læber. Først nu var farven i kinderne ved ganske stille at skulle falme. Faith var klar over at hende og Kimeya til tider måtte have lidt problemer med forskellen mellem dem og hun vidste at han havde svært ved den tanke at hun lå over ham både styrkemæssigt set men også det at hun nu måtte være hans leder, hun havde gjort hvad hun fandt bedst og nu måtte de bare få det til at køre uanset. De funklende grønne øjne betragtede hendes søn, hun puttede ham stille under dynen, han burde sove, det var langt over hans sengetid. Hun savnede ham det var der ingen tvivl over, det i sig selv skærmte hende eftersom hun virkelig aldrig havde haft det specielt moderlige gen. Hænderne faldt i hans blikket gled mod ham som han kaltd hende "Ja?" endte hun med den blide tone, ekstremt kærlig i forhold til den som han desværre var blevet for vant til at høre. Hans spørgsmål slog kun ind på hende som et chok, og hun var ikke specielt god til at skjule det. Istedet for sandheden tvang hun et lille smil frem over læberne "Jeg elsker din far, Cedric.. Jeg holder hans hånd fordi jeg godt kan lide det, så hvor har du dog fået den anden skøre idé fra?" spurgte hun roligt. Hånden strøg stille over hans kind ved de næste ord, noget som kun fik smilet til at brede sig en smule mere, han var den som fik hende til at smile. Han var træt det kunne hun da tydeligt se, han var trods alt også en aktiv knægt "Så er det godt mor er her nu til at putte dig.. Og du må snart sove, lille skat ellers får jeg dig ikke op imorgen" et sted vel også sagt som et lille hint til at hun ville være der når han stod op, denne gang ville hun, det var på tide at tilbringe tiden sammen med familien, hun savnede dem virkelig. Igen måtte hun trække dynen op om hans lille skikkelse "Sov nu min skat.. Jeg vækker dig imorgen og så finder jeg på noget" de slanke fingrer vandrede blidt igennem det mørke hår. Hun plantede et stille kys mod hans varme pande "Godnat, Cedric.. Sov godt" hviskede hun en blid, melodisk tone. I en rolig bevægelse rejste hun sig, kun for at slippe den hånd hun havde haft i sin, og stille tage de skridt mod døren, han trængte til sin nattesøvn det kunne hun da tydeligt se, og ganske snart fik hun også brug for sin, det havde været et par frygtelig dage, og hun måtte et sted erkende at hun følte sig temmeligh drænet for energi "Jeg elsker dig" hviskede hun stille, inden hun måtte tage fat om dørhåndtaget.

[Deleted]

Små børn mærkede sig som oftest af det som skete omkring dem, og Cedric var på ingen måder noget undtag af lige netop den regel og lov. Han havde udmærket godt lagt mærke til, at den var gal mellem mor og far, selvom de stadig var sammen.. så var det virkelig ikke på den samme måde. Det gjorde ham bange et sted. Han havde far hele dagen og mor så han jo aldrig nogensinde. Far var til tider muggen og så havde han været sammen med onkel Nathaniel og moster Liya istedet for. Han vidste slet ikke hvad det var, at han faktisk gjorde galt? Han ville jo også bare gerne være lidt sammen med mor, når hun endelig var hjemme, for det var jo så sjældent at hun i det hele taget kaldte sig for mor overfor ham. Roligt blev han liggende i sengen under hende og med blikket roligt hvilende på hendes skikkelse ved sengekanten. Han var langt mere rolignu. Bare det at skulle kunne se sin mor bare lidt, var virkelig noget som kunne redde hans dag, for det gjorde det i allerhøjeste grad. Smilet hvilede tydeligt på hans læber. Han vidste udmærket godt at han lignede far meget, det var der nemlig mange som havde fortalt ham og han var faktisk stolt over det på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han smilede i hele ansigtet da han blev puttet. Der var virkelig ikke noget bedre end når mor gjorde det ved ham. Han elksede det virkelig. Bare det at få lov til at opleve sin mor og ikke den leder som han jo var vant til at møde i døren, når Kimeya endelig havde ladet ham få lov til at blive oppe til mor måtte komme hjem. Han savnede hende jo rent faktisk meget, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom, hvad end om han ville det eller ikke, så var der intet at gøre ved det lige nu. Han trak vejret dybt og lagde sig om på siden, så han virkelig kunne blive puttet ordentligt. Igen stille og roligt, måtte han gnide sig i øjnene. Den kærlige stemme som hans mor gjorde brug af, var virkelig noget som måtte lette ham noget tydeligt. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene stille. Han tog fat om puden med begge sine hænder, nøjagtigt ligesom Kimeya normalt gjorde det og trak den helt ind i sin favn. "Du ser bare aldrig på far når han holder dig i hånd," påpegede han stille. Det var jo noget som han ikke kunne forstå, det var jo helt anderledes når Nathaniel og Liya gjorde det, som det også var med Lestat og Cayla. De så på hinanden, de kysset hinanden og de smilte.. Det gjorde mor og far jo ikke. "Du smile heller ikke.." påpegede han videre. Han lod sig dog roligt blive puttet under dynen. Han var jo bare nysgerrig af sig, ligesom enher anden på hans alder også ville være det, for ikke at glemme, at han var ekstrem god til at skulle lægge mærke til de mange detaljer ligesom hans far gjorde det. Han lukkede øjnene stille. Han var faktisk ekstrem træt. Aktiv det var han når far endelig havde tid. Det tog jo ogå hårdt på ham, at han var alene hjemme uden mor - Det havde han nemlig også selv fortalt ham. Hendes ord måtte han virkelig bare tolke i den retning, at hun ville være hjemme når han skulle op. Det var i alle fald tydeligt, at det var sådan, at han tolket det hele, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod sig putte godt under dynen og lagde sig hurtigt til i den stilling som han altid måtte sove i, også når det havde været far som puttet ham. Han lukkede øjnene ved hendes kys mod hans pande, selvom han ikke rigtigt formåede, at skulle få øjnene op igen. Bare det lille faktum, at mor ville være bare lidt hjemme, var noget som i den grad havde reddet hele hans dag! Det var der ingen tvivl om! Han nikkede til hendes ord. "Jeg elsker også dig mor," afsluttede han stille. Han lagde sig roligt om på den anden side og faldt ellers ganske hurtigt i søvn og meget hurtigere end det som han havde formået igennem det sidste lange stykke tid, hvor Faith ikke havde været hjemme og han kun havde haft Kimeya at vandre omkring sig, uden at man kunn føle eller fornemme meget hen af den beskyttende mor som han havde haft store dele af hans liv faktisk og pludselig bare var væk? Søvnen var rolig og den var i den grad også dyb, for den var bestemt også trængende for hans vedkommende. Han havde jo holdt sig vågen til mor var kommet hjem.. endelig kunne han få lov til at sove med en lettelse, selvom han udmærket godt vidste, at far stadig måtte vente på hende. Nu ville han heller ikke optage mere af deres tid sammen.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste udemærket at hende og Kimeya ikke ligefrem var svære at læse når det kom til det punkt, men hun ønskede virkelig ikke at deres søn han skulle være den som måtte opleve det på den måde, hun ville ikke give ham det som de begge havde givet Cayla, det syn på kærligheden, det nænnede hun ærlig talt ikke. Faith måtte uden tvivl til at være mere hjemme, hun ville være der for hendes søn og for den mand hun elskede hvis han ville elske hende, for det andet gjorde virkelig så dybt ondt, tanken om at de alle blev splittet på den måde, og at det mere eller mindre var hendes skyld, hun vidste at det hung jorde var forkert, ingen behøvede at fortælle hende hvordan hun var som mor for det var noget som hun i den grad godt elv kunne se, og hun hadede det. Smilet hvilede mod ham, at se ham putte og at se den lille glæde i hans blik over at hun fremstillede sig selv som mor og ikke som leder, det var tydeligt at det måtte lette ham og bare den tanke var hun glad for, han skulle ikke bebrejde hende på den måde, det ønskede hun slet ikke. Imorgen ville hun stå op, vågne ved siden af Kimeya kun for at vække en lille knægt, tilbringe tiden sammen med ham og han kunne vælge lige præcis hvad de skulle lave. Alle de detaljer den knægt opfangede, det var langt fra ventet men han havde jo ret. Når de holdte hinandens hænder skænkede de ikke hinanden så meget som et blik og det var uden de blide stryg over håndryggen. Hverken før, under eller efter et kys var det muligt at se et smil, som regel gik de fra hinanden uden så meget som et blik og gik til hver sit, det gjorde ondt og specielt det at deres lille knægt bed mærke i det, det havde langt fra været meningen på noget tidspunkt. Et stille smil var det som hvilede over hendes læber, hun betragtede ham fra døråbningen, det var tydeligt at han var helt færdig, det var trods alt også sent, og han burde have sovet for længst. Roligt betragtede hun ham falde i søvn, før hun ganske forsigtigt listede ud på gangen og lod døren stille glide i. Et suk forlod hendes læber, hun tog sig selv til panden mens hun stille gik ind ved siden af hvor Kimeya vel stadig måtte vente. Hun skubbede det lange flammerøde hår over den ene skulder, lukkede stille døren og denne gang huskede hun at dreje låsen, det skulle ikke ske så meget som en gang til, hverken med Nathaniel, forældre eller deres børn for den sags skyld! Uden så meget som et ord, satte hun sig på sengekanten og med hænderne som let valgte at folde sig i hendes skød. Hun betragtede let døren foran sig og med en næsten opgivende mine "Hvad pokker er det vi lærer vores søn, Kimeya?" endte hun stille i en næsten usikker tone. Roligt slog hun benene op i sengen gled ned i en liggende stilling. Lysten var vel forsvundet lidt efter den afbrydelse? også selvom hun virkelig måtte ærge sig, med tanken om at det var så frygtelig længe siden hun havde været så tæt på ham og hun havde end ikke fået lov til at fuldende det. det var vel bare det som fulgte med det at få børn? Til tider måte hun tvivle på at de var de rigtige mennesker til børn, der var trods alt en grund til at de andre var blevet dem frataget? Også selv på trods hun rent faktisk sad med det lille ønske om at få endnu en, men når det gik som det gik som nu, så turde hun ærligt ikke, hun ønskede ikke at miste hverken hendes søn eller Kimeya, eller for den sags skyld Cayla og familien deraf, pludselig hvilede et stort ansvar på deres skuldre og for hver ting de gjorde måtte de tænke sig godt og grundigt om. Hun vendte sig på siden mod ham og med armen under som støtte. Det gjorde ondt med tanken om hele situationen nu havde hun i det mindste chancen for at rette op på tingene med hendes søn, det var noget som i det mindste måtte btyde noget, han savnede hende men hun savnede i den grad også ham.

[Kimeya Marvalo]

Cedric lagde sig til at sove mere eller mindre med det samme. Træt var han i den grad og det var jo trods alt også langt over hans sengetid. Bare den tanke til at mor ville være der når han ville vågne igen, var virkelig også hele drivkraften til at han ville være kunne vågne op og blive mødt med hende istedet for den leder som han var vant til. Ja, bare det at hun var hjemme når han ville vågne, var en ganske enkelt utrolig ting! Kimeya lå stadig inde i sengen. Han lå kun skjult under en anelse af dynen, da han selv bare lod Faith tage sig den tid sammen med Cedric som det måtte være dem nødvendigt. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle ud i det samme som det han selv havde været, for det var bestemt heller ikke hyggeligt, at skulle gå igennem dette sande helvede på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At hun endte med at skulle komme ind igen, havde han virkelig heller ikke noget imod. Han vendte blikket stille mod hende, da hun var endt i døren og kom ind. At hun så igen måtte lade den stå åben, tvang ham jo til at forblive skjult under dynen. Det kunne virkelig heller ikke være rigtigt, at de skulle forstyrres gang på gang, når de endelig kom så tæt på. Kimeya ønskede virkelig, at de skulle få dette til at fungere, for det var virkelig noget som han måtte ønske og det var næsten af hele sit hjerte. Gik det ikke, så tog han hellere knægten med sig, for at give ham det liv som han i den grad havde fortjent. Faith vi kunne få lov til at passe sit arbejde, for det var da kun tydeligt for ham også, at det var nogt som betød meget for hende. Det var også derfor at han først valgte, at skulle åbne munden overfor hende i dette øjeblik, det var heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og satte sig op. Med dynen som måtte skjule hans eget underliv, så satte han sig helt hen til hende. Han var godt kølet ned igen. Hendes varme.. det frustrerede ham virkelig, at det skulle være så svært for ham at komme så tæt på hende. Han vendte blikket stille mod hende og ikke mindst med den lette bekymring. Hun måtte bare ikke gøre den samme fejl med deres knægt som han havde gjort med Cayla. Det var den snak som han vidste, at han skulle tage før eller senere, men hvordan pokker skulle han da starte det op? Det var i den grad også det som var hans problem, for ikke at glemme, at det virkelig måtte være svært nok i sig selv for ham, at skulle få hende på egen hånd når hun ikke ville vide af ham. "Han er en kvik dreng, Faith.." begyndte han stille. Det i sig selv, var i den grad en sandhed, for Cedric var virkelig utrolig intelligent og det var noget som han i den grad også var så forbandet stolt af. Han elskede virkelig sin lille dreng og med alt hvad det måtte indebære for hans vedkommende. Han lod den ene hånd roligt glide mod hendes ryg, selvom det var så forbandet forsigtigt. Han var kold og han vidste godt at hun selv væmmes ved kulden. Det var virkelig besværligt. "Vi skal have det her til at fungere.. så han igen kan se de lykkelige forældre som vi var før i tiden.. Vi lærer ham det som han skal vide.. at han ved om dette nu.. Ja.." Han trak svagt på skuldrene. De slap snakken senere, så det var vel også et plus? Så kom alt det andet med pigerne og alt det fnidder fnadder jo selvfølgelig også senere igen, noget som han jo selvfølgelig bare måtte tage til sig når det endelig måtte være. Han plantet et stille og forsigtigt kys mod hendes kind. Så lidt som hun havde været hjemme, så var det jo i sig selv næsten en selvfølge, at hun ikke havde den fjerneste anelse om hvordan det hele måtte foregå og hvordan det hele måtte stå til i øjeblikket. Cayla og Junior strålede af lykke og det samme med Nathaniel og Liya.. De havde det virkelig godt med hinanden, hvorfor skulle de ikke have lov til det? Han fandt det jo faktisk unfair, også selvom han udmærket godt vidste, at det var hans egen skyld, at de stod der hvor de måtte stå i øjeblikket, og det var i den grad heller ikke noget som han var stolt af. "Cedric har savnet dig.. Jeg ønsker bare ikke at du skal gøre de samme fejl som jeg har gjort med Cayla..Du har muligheden for at rette op på det nu, bare ved at være mere hjemme.. være den mor for ham som han har brug for, også selvom jeg ved, at det er meget at kræve af en leder.. Jeg ved det.. Jeg har jo stået der selv." Han sendte hende et stille smil. Lysten til at trække den videre nu, var ikke videre til stede for øjeblikket. Han var virkelig bare træt af, at de gang på gang skulle afbrydes af det ene eller det andet, det var bare direkte frustrerende!