A song for you (S)

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over, at han måtte tage snakken med Cayla før eller siden og det var nu noget som han agtede, at skulle gøre i løbet af den nærmeste fremtid. Jo mere han valgte, at skulle udsætte sig det, jo værre måtte det jo selvfølgelig blive for dem begge og det var nu noget som han ikke ønskede. Han huskede så tydeligt, det løfte som han havde skænket Moniqe inden han bare havde stået og set til, at lyset måtte forsvinde i hendes øjne. Til tider kunne det stadig være noget som faktisk måtte hjemsøge ham og det frustrerede ham virkelig som en i helvede! Han blev stadig siddende, lod dynen blive pakket omkring hende, så ganske enkelt forsigtigt, også mest for hendes skyld. Han sendte hende det svage smil. Det lettede virkelig, at skulle komme ud med alt det her. De havde gået med det i alt for lang tid begge to, så var det virkelig også på tide, at skulle komme frem med det på denne måde, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod begge sine hænder gnubbe hende over overarmene for at skulle holde varmen i hende. Han vidste udmærket godt, at det på ingen måde ville kunne gavne hende med den kulde. Kunne han selv holde det ud, så ville vinduet også være lukket og han vidste så sandelig også allerede hvordan sommeren skulle tilbringes. Det var bestemt ikke en tid som han så det mindste frem til overhovedet. Han havde troen på at de ville kunne få det hele til at fungere, hvis de bare kunne kommunikere, for det havde de virkelig været elendige til begge to og det var han udmærket godt klar over og det håbede han så sandelig også, at hun ville være i stand til at skulle se, nu hvor de stod der hvor de gjorde det lige i øjeblikket. Han ønskede hende ved sig. Han ønskede, at han igen ville være i stand til at skulle kalde hende for hans. Hvis der ikke kom andre boller på suppen nu, så ville han ærlig talt bare tage knægten og så ville han smutte. Det andet ville virkelig ikke gavne dem det mindste overhovedet. "Det er jeg glad for at du siger, min kære.. Cedric har brug for dig. Det andet her vil ikke gavne nogen af os. Vi er nødt til at finde ud af noget nu," påpegede han stille. Han ville virkelig ikke bringe det op til nogen videre diskussion som alligevel ikke ville gavne dem, da han alligevel var klar over, at de i så fald ville gå hvert til sit og så ville det jo bare gå galt i den anden ende alligevel. Han betragtede hende stille og pakkede dynen godt og tæt omkring hende. Han havde absolut ikke noget imod, at hun kom så tæt på ham som det hun var lige i øjeblikket. I hans øjne, var det virkelig bare bedre, jo tættere på ham at hun ville komme. Han var virkelig ikke farlig at snakke med og her, så det virkelig også ud som om at det var muligt. Faith var i den grad den mest stædige og mest stolte som de havde her i huset og Cayla var i den grad ikke langt bag. Til tider kunne man også se den mindre frustration i Juniors blik, selvom manden stadig holdt fast og kæmpet for det som han ville have. Det var virkelig kun på tide, at Kimeya gjorde nøjagtigt det samme. Han sendte hende det svage smil. Nu kunne han for alvor føle, at han var i stand til at skulle slappe bare en anelse af, og det var i den grad også noget af det som glædet ham mere end noget som helst andet overhovedet. Det i sig selv, var virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "I mine øjne er det nu eller aldrig, Faith.. Enten sammen eller hver for sig. Cedric er også nødt til at have noget at forholde sig til." Dette var ikke bare en påpegning til hende, men i den grad også til ham selv. Han måtte også være der, han måtte også være den milde, samtidig som Faith også var tvunget til at skulle være en anelse mere hjemme og den mor som Cedric i den grad måtte savne. "Ligeså har jeg vandret igennem ild og vand for dig, Faith og jeg gør det gerne igen.. Også for Cedric. I er virkelig alt for mig." Han var ærlig overfor hende. Han kunne virkelig ikke mangle nogen af dem, så ville det virkelig først endt med at skulle gå helt galt for ham selv i den anden ende, det kunne han på ingen måde, komme udenom. Hendes sidste spørgsmål var nu ikke helt uventet. Han hævede den ene hånd og lod den stryge mod hendes kind. "Jeg er sikker på, at vi kan få det til at fungere, Faith, hvis du er med mig. Jeg vil ikke undvære dig.. jeg kan ikke undvære dig. Jeg nævnte for mange år siden, at jeg ville gå igennem ild og vand for dig. Det ønsker jeg stadig. Du har mit hjerte.. du besidder det og det er dit at beholde, hvis du vil og ønsker det," afsluttede han stille. Med andre ord, så var han i den grad villig til at fortsætte og med hende ved sin side. Hvis hun ville det.

[Silia D. Diamaqima]

Faith ville stærkt råde ham til at tage den snak med Cayla ganske snart, inden tøsen bare ville vende sig til at hun endnu engang ikke havde nogen far, hun havde virkelig brug for ham ligesom resten af familien havde det og Faith var klar over at hun følte sig erstattet på det seneste, at han gav sig så meget tid til deres lille søn som var hans af kød og blod men knapt snakkede til hende. Den aften hvor Moniqe var blevet slået ihjel var en som hun bare prøvede at slå ud af hovedet, se lyset forsvinde ud af hendes øjne og med Kimeya's arm omkring hende, den lille pige som hun vidste måtte befinde sig i huset, alt havde hung jort bare for at skærme den lille fantadtiske pige fra liget af hendes moder. Hun huskede at hende og Kimeya var endt med at hvile i den samme seng, at hun var blevet træt af hans tilnærmelser og bagefter var alt blevet lidt uklar lige til hun vågnede op nøgen ved hans side den næste morgen og slippede fuldstændigt ud, og et andet sted var det faktisk tanken om hvad der var sket som hun nød, et sted savnede hun vel at han ikke tog kampen op og prøvede at fører hende med sig til tider? Hun savnede rent faktisk hans mange tilnærmelser? Den varme som han prøvede at skænke hende var hun virkelig kun taknemmelig for, kulden gjorde ikke noget som helst bedre for hende, og nu hvor hun var endt med at lade deres kroppe mødes så blev det virkelig kun langt bedre, hans nøgne kolde hud mod hendes varme, hun kunne føle det selv gennem kjolen. Et stille suk forlod hendes læber. De vidste begge at hele deres problem lå i det faktum at de var ude af stand til at kommunikere, de kunne ikke afsløre hvad som hvilede på deres hjerte og det måtte faktisk gøre ondt, de kunne få det til at fungere hvis de blev bedre til atsnakke frem for bare at ignorere det, noget som hun specielt, ikke var særlig god til, et instink i hende tvang hende if rosvar før han overhovedet ville nå at snakke færdig, det var kun i aften som havde været et undtag hun var rent faktisk blevet en smule mere moden på det punkt. Det ville ikek gaven hverken Cedric, ham eller hende hvis hele familien skulle splittes, specielt ikke når mor og far virkelig lod til at eælske og ønske hinanden ville der så være en gyldig grund for det? "Og jeg har brug for ham" hviskede hun stille, noget som virkelig var en sandhed, uden hendes søn ville hun ganske kort sagt føle sig fortabt. Jo tættere jo bedre et udemærket princip. Hænderne havde sluppet hans, hvilede begge i hver hans side, hvor hun næpsten måtte stå imod fristelsen til at begynde de pirrende kærtegn hun var trods alt kendt for at kunne fange ham lettere end noget andet. Hun var den stolte personlighed og hun vidste det, han kendte grunden til det, hun var bange for det knuste hjerte som hun gang på gang havde oplevet allerede siden h8un var barn det var et værn, det var noget som hun ikke bare sådan uden videre kunnen lave om på "Endelig er du fremme ved det jeg prøvede at påpege i teatret.. Det er nu eller aldrig der er ikke længere noget midt imellem og nu har vi en lille dreng at tage hensyn til også, der er ikke plads til at tænke i de baner" hun hævede sig en smule betragtede hans blik "Jeg vil have dette til at fungere, Kimeya.. Men du er nødt til at vide.. Det er mig vi snakker om.. jeg er ikke altid let at elske og med mig følger den stolthed og den stædighed.. jeg vil gøre alt som står i min magt, men du må være inforstået med det, det er vigtigt for mig inden vi siger vi får det til at funger ekan du leve med mig så giver jeg det gerne hele armen" endte hun blidt "Mit hjerte er dit det vil det altid være.. hvis du vil stå ved min side står jeg ved din.. Endeligt" afsluttede hun. Hånden gled stille op af dynen strøg stille over hans hals kun fordi hun ikek nåede kinden. Hun elskede dette skulel fungere.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidst, at han før eller siden måtte tage den snak med Cayla, selvom det virkelig ikke bare var noget som han ville gå hen for at gøre, det var det virkelig ikke. Lige denne type af samtale som han ellers til nu havde formået, at skulle udsætte i årevis, ville i den grad ikke gavne ham i den anden ende, det kunne han virkelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han ønskede selvfølgelig at få det hele ordnet, men det skulle virkelig også ske på en ordentlig måde ,og derfor måtte han snakke med hende alene, hvilket i sig selv, virkelig heller ikke var noget som han var særlig meget for. Han var virkelig bange for, at han ville ende med at gå i stå midt i det hele. Han savnede virkelig Cayla, han havde ikke snakket med hende siden dengang. Ikke andet end når han kun kort sagde hej til hende på gangen og fik et halvvejs skulende blik i retur. Han havde virkelig dummet sig, og han var i den grad også så udmærket godt klar over det i den anden ende. For hans del, så vidste han udmærket godt hvor ham og Faiths problem måtte ligge og det var virkelig i den manglende kommunikation. Det var virkelig også derfor, at han var endt med at skulle tage det op med hende nu fremfor at skulle fortsætte med at vente og udsætte det, for det ville man virkelig ikke få noget ud af i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At hun ikke var hjemme, tvang automatisk ham til at skulle lege både mor og far og det var virkelig ekstremt hårdt i den anden ende. At hun havde ladet deres kroppe mødes, gjorde ham nu ikke det mindste, selvom det i den grad føles mere brændende for ham, selvom han virkelig bare valgte, at skulle bide det noget så voldsomt i sig. Ubehaget var der, selvom han virkelig ikke ønskede, at lade sig påvirke af det netop i øjeblikket. Han lukkede øjnene stille og holdt hende tæt ind mod sig. "Han har brug for sin mor, Faith," sagde han stille. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han roligt og stille, tillod sig selv, at skulle plante et stille kys mod hendes kind. Han vidste hvad han ønskede sig, at de jo så var søskende, var virkelig en ting som raget ham efterhånden, for ham var skaden nemlig sket allerede og han kunne virkelig ikke undvære hende for noget som helst i denne verden, det var sikkert og vidst. Han trak vejret stille og dybt og med blikket hvilende i hendes retning. Han strøg hende ganske kort over dynen på hendes ryg og holdt hende ellers tæt siddende ind mod sig. Han bød hende direkte, til at skulle komme tættere på ham igen, det var virkelig noget af det bedste ved det hele for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg ved det min kære.. Hvorfor tror du, at jeg vælger at bringe det på banen nu?" spurgte han stille og med et sigende hævet bryn. Dette var virkelig noget af det som han ønskede at forklare hende. Hun kunne ikke holde sig væk hjemmefra.. Han ville i så fald tage deres søn med sig og smutte, og så kunne hun få lov til at sidde der. Han nægtet virkelig, at skulle lade Cedric få lov til at lide under det her, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende. Hendes ord og de strøg mod hans hals, hvor han kun stille og roligt, valgte, at skulle lukke øjnene, så roligt og stille, uden at skulle tage blikket det mindste fra hende overhovedet. Han trak vejret roligt og dybt. "Hvis du gør et forsøg Faith, så gør jeg også.. Jeg ønsker virkelig ikke, at skulle miste dig igen, det vil jeg virkelig ikke.. Du er ikke altid let at elske.. og jeg ved ,at jeg er helt på samme måde.." Han hævede den ene hånd og lukkede den stille omkring hendes hånd og med et stille smil. Lige der, var de desværre meget ens, hvad end om man ville det eller ikke. Han sendte hende et skævt smil. Han vidste, at han heller ikke just var uskyldigheden selv, men men. "Den plads ved min side, er og vil altid være din," sagde han med en rolig og næsten blid hvisken. Han lod den anden hånd roligt hæves og strøg roligt hendes varme kind. Varmen var ubehagelig for ham, men hvad gjorde man ikke for kvinden som man elskede og holdt af? Alt i hans øjne.. intet andet. "Jeg elsker dig, Faith.. Det må du aldrig nogensinde hjemme," endte han med en rolig stemme tæt ved hendes øre.

[Silia D. Diamaqima]

Cayla behøvede ham ligeså meget som Faith selv og resten af huset gjorde, før eller siden så måtte de virkeig tage den snak og få ordnet op i deres problemer, det her gik jo for pokker ikke i længden, og Faith ønskede virkelig ikke at Cayla skulle ende med at falde uden for kun fordi at de nu havde deres egen biologiske søn, for selvom hun var ved at blive en ung kvinde, i øvrigt en utrolig smuk ung kvinde, så beytragtede Faith hende endnu som hendes datter og det ville hun blive ved med, hun elskede den tøs på en ganske særig måde, men igen de havde også måttet holde sammen i trykt og tyndt når deres storemand ikke var der, det som jo så måtte gøre ondt var tanken om at hun var ved at begå den selv samme fejl so Kimeya gjorde sig med hende dengang, overfor Cedric, hun var bare ikke stærk nok til at sige at hun ville slutte det or at skåne dem begge, som han var det og det gjorde faktisk ondt, hun forstod ham men tanken om at han var villig til bare sætte en streg over dem og så tage deres leksede lille knægt med væk om det var nødvendigt det gjorde virelig ondt, og et sted så skræmte det hende vel også. Faith var direkte elendig til konfrontationer, det betød jo hun måtte åbne sig ofg fortælle hvad som hvilede på hendes hjerte og det var hun om muligt endnu mere elendig til, så lige der lå der virkelig et stort problem og det var som om det var den evige mur imellem dem og hun hadede det mildest talt, de måtte lærer at tale sammen som de gjorde nu, så etsted var det jo en god ting at de ikke ventede og så det hele skulle komme som en af deres typiske store eksplotioner, dette var jo til hendes egen lettelse, blevet holdt på et dæmpet niveau. Faith trykkede sig stille ind mod hans krop puttede sig mellem ham og dynen, og selv på trods hun følte kulden igennem så valgte hun at ignorere den, for nu ønskede hun virkelig bare at hvile hos ham, bare at føle hans arme omkring hende var lettende, det var vel kun en ting i den rigtige retning? "og jeg ønsker at stå der" endte hun stille men ærligt, den knægt skulle ahve en mor såvel som han havde en far. At d var søskende ragede hende mildest talt i starten var det en svær tanke at have med at gøre, men nu betød det ikke længere noget skaden var sket hun vidste hvad hun ville og hvad hun ønskede sig, spørgsmålet var jo bare om han ville det det samme, hun kunne ikke undvære ham det var noget som hun op til flere gange havde erfaret. Det lod kun til at han ønskede hende tættere på, som han kun trak hende tættere ind til sig, strøg hende over ryggen på den måde, hun savnede det, savnede hans nærhver, det var noget som for alvor måtte gå op for hende nu, det var så rygtelig længe siden hun havde været tæt på. De blide strøg over hans hals fortsatte hun kun, ikke mindst fordi hun fornemmede at han nød det, det var virkelig en savnet følelse at lytte til hans hjerte på den måde og vide at han ønskede hendes selvskab på den måde "Jeg vil kæmpe for det, Kimeya.. Du er ikke let at elske og ej heller ej jeg, alligevel har vi formået at øre det så frygtelig længe, nu har vi den ønskede familie.. Det har kostet for meget til bare lade det løbe som små sandkorn gennem fingrene" hviskede hun blidt og ganske ærligt, hun kunne ikke lade det gå nu, hun ville kæmpe som de altid havde gjort det. Ingen af dem var perfekte og det var vel blot noget som de begge var nødt til at indse ingen af dem var uskyldige i noget af det som foregik omkring dem, begge bar de end del af den på skuldrene om de ville det eller ej. Det lettede vel et sted at høre at pldasen hos ham var hendes? Efter alle de kvinder og tanken om alle de gange de var så tæt på skilles, så var det lettende med tanken om at ingen anden kvinde ville stå ham så nær som hun gjorde, lidt ejerfølelse havde man vel fået overfor ham? For Faith var kulden ikke bahegelig men derimod intens men igen hun havde trods alt også været dæmon langt længere end det som han havde, hun var vel bare.. Vant til følelsen? Hun lukkede blidt øjnene ved de rolige strøg over hendes kind, måtte tage sig selv i ikke at døse helt hen for det var ikke det som hun ønskede lige i øjeblikket "Jeg elsker også dig, Kimeya.. Og uanset hvad andet jeg har sagt eller kommer til at sige så hav de ord i baghovedet, for det er dem som er sagt af hjertet" hun holdte hans hånd, lod blidt tomlen stryge over næsten beroligende. Det var sandt hun elskede ham virklei go andet måtte han aldrig nogensinde tro.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var desværre forbandet usikker på hvor meget Cayla egentlig havde behov for ham. Det var flere år siden efterhånden, at de faktisk havde formået at skulle snakke ordentligt sammen og det i sig selv, var noget som faktisk måtte gøre ganske ondt. Han savnede hende virkelig, selvom han jo faktisk rendt rundt i samme hus som hende hver eneste dag, men at de bare ikke snakket og blot med blikke som blev skænket og givet. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle gribe den sag an og det var faktisk noget som gjorde ondt.. Meget endda. Hvad han dog ikke ville se, var at Faith skulle gøre de nøjagtige samme fejl som han selv havde gjort ved Cayla for han vidste så sandelig også at hendes stolthed, ville blive et ekstremt stort problem i den anden ende, og det i sig selv, i den grad ikke var noget som ville gavne situationen det mindste, specielt fordi at hun havde de problemer med at indse sine egne fejl og faktisk også stå ved, at hun havde gjort dem. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle tage blikket fra hende det mindste. Kulden var på hans side, han sov jo selv uden dynen og endda med vinduet åbent og det i sig selv, det var noget som han havde valgt, at skulle gøre bevidst. Varme gjorde ham dårlig, det var i den grad ikke nogen behagelig følelse overhovedet og han var bare glad for, at hun forstod ham på det område. Han lod tungen stryge let over hans læber. Han havde i den grad lært af alt det her, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trykkede hende stille ind mod sig og fortsatte de rolige strøg over hendes ryg og selv med det svage smil på læben. Hun havde virkelig formået, at skulle ændre ham og på alle måder som man overhovedet var i stand til at skulle tænke sig frem til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Varmen som hendes krop måtte udstråle, var noget som han bare valgte, at skulle bide så voldsomt i sig som det var ham overhovedet muligt. Han plantet et stille kys mod hendes kind og med et svagt smil. Han måtte selv bare bide tanken i sig, om at hun var hans leder, for det var hun bestemt ikke i hans øjne. Hun var så meget mere end det på alle måder som man overhovedet var i stand til at skulle tænke sig frem til. Kimeya havde virkelig kun ønsket, at skulle holde dette på et så dæmpet niveau som det var ham overhovedet muligt på alle måder, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Hvis der var noget som han var så træt af, så var det i den grad, at skulle skændes som hund og kat om det rene ingenting, som de altid havde gjort det til nu. Han vuggede hende roligt og stille i favnen. Han havde efterhånden genvundet styrken til en tydelig grænse. "Jeg ønsker virkelig, at du skal være der," hviskede han stille mod hendes øre. De kunne snakke, nu var det bare lige at finde den måde at kommunikere på, så de slap for alle disse problemer, for det var virkelig ikke noget som ville gavne dem det mindste overhovedet. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at give hende ret i hendes udtalelser. Det havde kostet for meget blod, svede og alt for mange tåre, at skulle give slip bare her og nu. "Så snak til mig, istedet for at undgå mig, Faith. Vi kan godt finde ud af det, du må bare snakke med mig istedet for at blive væk," sagde han stille. Cedric tog det klart negativt og det gik kraftigt udover dem alle, hvis det skulle gå galt nu. Han ønskede det virkelig ikke. Han vidste, at Cayla ikke var meget for den tanke, at ham og Faith endnu en gang var sammen, så måtte han jo bare vise hende, at det denne gang var ment for at vare.. ikke sandt? Han holdt stadig fast omkring hendes hånd, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han elskede hende virkelig, virkelig højt. Vejret trak han stille og dybt og uden at skulle stoppe de rolige vuggende bevægelser. Haa begyndte stille og roligt med at nynne igen, den samme rolige, mørke og flydende tone som han havde sunget med, da han havde fået lagt Cedric i seng for anden gang i løbet af aftenen. Det var virkelig bare et spørgsmål om tid, inden knægten ville være oppe igen, så meget vidste han da. Det slog nemlig aldrig fejl. Han kunne ikke sove, uden at der var blevet sagt godnat til Faith. Han smilede et stille smil, lod hende hvile tæt ind mod sin egen favn. Jo tættere på ham som hun kunne komme, jo bedre blev det så sandelig også, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans nynnen slog stille hen i den selv samme sang som han havde sunget for Cedric. Noget af det eneste af minder som han havde efter Elanya faktisk, for han mindes at have hørt hende synge den. Han havde bare aldrig været i stand til at skulle placere Elanya i rollen som den som faktisk måtte synge den for ham. Blikket vendte han stille mod hende, hvor han ganske roligt plantet et kys mod hendes pande, inden han roligt og stille, bare valgte, at fortsætte.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste med stor sikkerhed at Cayla behøvede ham, den lille tøs havde haft alt for megen tvivl om hvem hendes far var, og nu kunne end ikke knytte sig til Kimeya, hun vidste at Cayla hadede det, og det gjorde ondt at se hende på den måde, hun behøvede ham virkelig, også selvom hun var ved at blive en stor og voksen kvinde. Og nu måtte hun tænke over det, så var hun faktisk ved at begå den samme fejl som han havde gjort, og det var ikke det hun måtte bryde sig om, lige der var hun faktisk utrolig glad for at han var den som nævnte det for hende nu, det var en rar følelse kunne sidde og snakke om det på den måde som de gjorde det nu, frem for det andet hvor de måtte råbe og skrige vække hele huset for til sidst gå fra hinanden, dette var sådan de gjorde det i starten.. Inden Yuuki, det var i den grad en tid som måtte gøre ondt på hende, og som hun bevidst ikke valgte at skulle tænke mere. Det var tydeligt at hun var nået længere, hun kunne rent faktisk se og indrømme de fejl som hun bar med sig, hun afviste ham ikke bare, ikke efter han gjorde klart for hende hvad han ønskede af hende, for skulle hun til at skændes kunne hun ligeså godt gøre det irriterende, som de altid plejede. Faith puttede sig blidt ind til hans krop, kulden gjorde hend eikke direkte syg, den gav hende bare en frygtelig kuldefølelse, derfor puttede hun sig ligeså meget under den dyne, for alt i verden måtte hun håbe at han vidste hvor højt hun i virkeligheden elskede ham. De to havde ændret hinanden fra starten, man kunne sige meget men han var den som var med til at udvikle hende, der var en grund for alt, også en grund for at hun måtte reagere som hun blev ved at gøre. Man kunne ikke komme uden om at hun var leder på mange måder og i den grad også hans, det var noget som hun var ligeglad med, han var under hendes kommando og hendes ansvar nu og det måtte han ærligt bare vænne sig til, hvis hun skulle holde styr på tropperne så blev det efter hendes hovede, og da specielt når det kom til ham, der måtte hun vel indrømme at hun rent faktisk nød tanken om det blot en smule, ikke mindst fordi hun altid havde været den svage af de to mens altid kunne rende rundt omkring nu var det lige omvendt, "Det gør jeg også" hviskede hun blidt. De slanke fingrer strøg stille som kærtegn over hans bryst, hun savnede følelsen af ham så tæt på hende, når det kom til Kimeya så kunne han virkelig ikke komme tæt nok på, det var som hvert sekund længtedes efter ham specielt efter så mange år, der havde kæmpet for at nå hertil med alt hvad de havde, det var for meget bare at give op på den måde, men hvis det var hvad han ønskede så var der intet hun hverken kunne eller ville gøre, han skulle bare være lykkelig. Faith nikkede medgivende til hans ord "Somme tider er det svært, Kimeya.. Jeg er så vant til at skændtes med dig som hund og kat og jeg har virkelig ikke lyst til det mere" hun hævede blikket roligt mod hans, ærligheden var frygtelig tydelig, hun ville have dette op at køre hvad end det så i sidste ende måtte kræve. Den nynnende tone fik hende i den grad til at slappe af, at høre dem så rene og melodiske det var ikek det man kunne forbinde med ham men det var i den grad noget hun elskede. Hun puttede sig mere idn til ham trykkede ham så tæt som det var muligt, selvom han sad der så var han for langt væk, hun savnede ham for hvert sekund der måtte gå.. "Kimeya jeg savner dig" hviskede hun stille. Det var i den grad ærligt hvordan kunne man elske en så inderligt? Det var som han var en del af ikke kun hendes liv men også hendes krop og sjæl efterhånden "Jeg savner dig så inderligt" gentog hun blidt, plantede et stille kys mod hans bankende hjerte som virkelig kun var en lettelse for hende. Hvad hun ikke ville gøre for ham, hvad hun ikke havde gjort for ham og omvendt, det måtte for alt i verden aldrig i livet gå tabt bare sådan uden videre.. Det var til døden dem måtte skille og det var noget som hun gerne ville love nu og her.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde lige så også brug for Cayla, som hun havde for ham, og han vidste, at de havde brug for at skulle snakke før eller siden, inden det hele ville gå helt galt. Han manglede hende. Han så hende hver eneste dag med hendes egen familie, hendes lykke og det gjorde faktisk også ondt på ham, at han slet ikke var i stand til at skulle blive en del af det. At han bare måtte stå på sidelinjen og bare se til. Altid ville Cayla kunne komme til ham, hvis det var. Altid ville han stå der som den faderlige rolle i hendes liv, hvis hun dog bare ville lade ham gøre det og til nu, så det virkelig ikke ud til, at det var det som tøsen måtte ønske? Han ville hellere stoppe Faith i at skulle begå den selv samme fejl med Cedric som han havde gjort med Cayla. Han så jo allerede nu, hvordan deres lille søn tog det, at det ikke var hans mor som han mødte i døren, når han endelig havde fået lov til at skulle være vågen til mor kom hjem. Ellers så de aldrig hinanden. Hun var ude før han stod op og hjemme efter at knægten var lagt i seng. Det gjorde ondt i sig selv på Kimeya at se den familie som engang havde stået så stærk, skulle splittes på denne måde og det gjorde virkelig også ondt som bare pokker! Hendes varme, havde en tydelig effekt ind på hans kolde krop. Det føles virkelig bare som et hedeslag uden lige for ham, selvom han bare valgte, at skulle bide det i sig lige for dette øjeblik. Han ønskede hende virkelig bare tæt på lige nu, alt andet var ham virkelig bare ligegyldigt. Han påpegede fejlen for hende, og det gjorde dog meget, at hun ikke hidsede sig op, selvom det ærlig talt var det, som han havde været så vant til. Han ønskede ikke, at det skulle gå udover lille Cedric. Så tog han hellere knægten og smuttet med det samme, og der vidste han udmærket godt, at selv Nathaniel ville kunne forstå ham og det sagde virkelig heller ikke så lidt. De grågrønne øjne, dog med den næsten kølige attitude, vendte han mod hende, ved hendes udtalelse. ”Det er heller ikke meningen ,at alt skal være nemt Faith. Jeg vil ikke slås mere. Vi har gjort det i for mange år nu.. Ikke bare mod andre, men så sandelig også mod hinanden.. Jeg vil ikke mere nu..” sagde han stille. Han var virkelig bare ærlig. Alle de kampe mod hinanden, var virkelig noget, som efterhånden, bare var ved at slå ham ihjel indvendig. Det kørte ham virkelig ud hvor han virkelig bare var mest fristet til at give op i stedet for og fortsætte alene, som han havde gjort før i tiden, for alt havde virkelig været meget enklere dengang. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Hendes varme var et sted, virkelig så ulideligt for hans vedkommende, selvom han virkelig bare valgte, at skulle bide det i sig. Hvad andet valg havde han? Faith var den eneste som han ville have også måtte der jo følge med, den ulidelige varme som han måtte sidde med lige nu, ikke at der var nogen som helst tvivl i det. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. At hendes varme var så kraftigt, gjorde også, at hans egen kulde, måtte tage kampen op, også for at skulle holde ham nedkølet, for det var sådan, at han havde det bedst. Han vendte blikket stille mod hende og selv med et svagt smil på de ellers så tynde læber. ”Jeg er lige her min kære..” Han hævede den ene hånd og lod den roligt stryge mod hendes kind, så roligt og stille. Der fandtes virkelig ikke noget i denne verden, som han ikke ville gøre for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hende og Cedric, var virkelig det, som betød mest for ham og han var virkelig villig til at gøre absolut alt for dem, uanset hvad pokker det skulle kræves af ham for deres ve og vel. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sin egen krop og vuggede hende forsigtigt tæt ved sig. ”Jeg sidder lige her min kære.:” gentog han stille. Han lod hånden stille søge væk fra hendes kind, under hendes hage, hvor han blidt hævede hendes blik op mod sig, hvor han lod læberne møde hendes i et dybt og intenst kys. Ja snarer længselsfuldt end det var noget andet, da det virkelig var så forbandet længe siden, at han havde været hende så tæt, at de jo faktisk ville være i stand til at skulle kalde sig for et par og det var faktisk noget som han måtte savne. At der jo faktisk var noget, at skulle kæmpe for. Han slap hendes hage, selvom han dog på ingen måde, valgte, at bryde kysset. Han greb fat om dynen og pakket hende godt ind i den. Hun skulle virkelig ikke sidde tæt ved ham og så sidde og fryse.

[Silia D. Diamaqima]

Før eller siden var der ingen tvivl om at han måtte tage den snak opmed hende, efterhånden var Faith stoppet med at blande sig kun fordi begge var for stædige til at gøre noget som helst og det lod kun hende sidde tilbage i en fustration, nu måtte de klare den selv hun havde rent faktisk forsøgt. Selv der vidste hun at Cayla faktisk var en smule lettet over de som sådan ikke var sammen, jo de hvilede i den samme seng, i tide og utide holdt Kimeya om hende og få kys var blevet skænket til hinanden men det var alle med overraskelse, de var forældre for Cedric's skyld og opførte sig også som det, følelserne var der men indbyrdes var der ikke mere i det end det, og det var faktisk noget som måtte fustrere hende hun ønskede ham helt, og hun ønskede ham tæt.Det var almindeligt kendt for dem begge at de havde et enormt kommunikationsproblem og det irriterede hende i den grad, lige der var hun faktisk glad for at Kimeya valgte at tage en snak op med hende og snakke til hende ganske stille og roligt frem for begynde at kaste med for mange sten så hun ville ende i forsvar og det ville starte et skænderi som ville splitte det hele, det var ikke det hun ønskede hun var rent faktisk færdig med deres mange kampe, der var så meget andet ofr dem at bruge deres tid på, det var ikke fordi de i forvejen var ejer af ekstremt tid til hinanden og til de følelser som hvilede imellem, om ikke andet så fra hendes side. Hun ønskede virkelig ikke at skulle begå den fejl som han selv ahvde gjort, hun elskede jo Cedric højere end noget som helst andet og dert samme med ham for den sags skyld det var noget som hun måtte håbe at han var klar over, det forvirrede hende bare at skulle være så tæt på ham når det ikke var nok for hende, det var ikke nok hvile ved hans side og alligevel med en underlig afstand, det var ikke nok at han holdte om hende nede i stuen når han følelsesmæssigt føltedes så langt væk, så var det nemmere at stikke af til et sted hvor hun kunne stå som den selvsikre og koste rundt med folk som hun havde lyst til, få lidt afløb fra de mange følelser. En ting måtte allerede nu være slået fast, hun kunne ikke leve uden Kimeya.. Og skulle hun miste den søn som hun måtte elske så højt så ville hun ærlig talt skide på stolthed og alt andet, så ville der for hende intet være at komme efter det ville uden tvivl være hendes død, og så på grund af misforståelse hende og Kimeya imellem? Bare den tanke måtte næsten få hendes hjerte til at briste skabe den urolige følelse, "Jeg vil ikke kæmpe mere.. Det ødelægger mig og det ødelægger dig og alle omkring os.. Kan vi ikke for en gangs skyld prøve at være en familie? Prøve at elske hinanden som den første jeg stod på selv samme værelse" hviskede hun blidt. Måske hans tone var kølig men det var efterhånden noget man bare blev vant til hun havde lyttet tiil det som måtte være væree. Det var der hvor hendes egen stemme var så blid og melodisk ekstremt varm .Alt var meget enklere alene og Faith ville i den grad lyve om hun påstod hun til tider ikke havde overvejet det, men uden Kimeya var der slet ikke noget liv at leve mere, hun var afhængelig af ham og det i sig selv var en frygtelig skræmmende tanke.Den varme og kulde var i den grad et problem, vinduet måtte altid være åbent mens hun måtte putte sig under begge deres dyner og han lå der i mere eller mindre intet, om ikke andet så var det sådan det måtte foregå når de var tæt til hinanden. Han sad lige der og alligevel føltedes han så langt fra udelukkende fordi hun var klar over man ikke direkte kunne kalde dem for et par. Kinden faldt mod hans kolde hånd ved de blide strøg, hun savnede ham i allerhøjeste grad, hvert sekund selvom han hele tiden var i hendes nærhed. Blidt lod hun sig vugge i hans favn, næsten med en lettelse over at blive trukket ham så tæt. Læberne mødte hans, hun følte i den grad den længsel som hun selv måtte sidde inde med. Næsten uden at tænke over det skubbede hun sig længere op, som kun for fange hans læber mere end det som hun kunne, vel fordi det som sådan ikke var nok? Lige der var hun en smule grådig, hun længtedes virkelig så inderligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over, at han var nødt til at tage den snak med Cayla og han ville virkelig også gerne, hvis han dog bare vidste hvordan pokker han skulle bære sig ad. Det var virkelig det, som var så forbandet svært for ham lige for tiden, for han vidste hverken til eller fra, hvad han skulle sige og hvordan han skulle gøre det. Han ønskede virkelig at få ordnet det med Cayla, det var der ingen tvivl om. Han så jo virkelig på den tøs som havde hun været hans egen datter. Han havde taget hende til sig, selvom det den gang, udelukkende havde været på grund af Moniqe og det løfte som han havde skænket hende ,selvom det i den grad var blevet meget dybere efter det. Hun betød virkelig noget så meget for ham på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om og han ønskede hende virkelig det bedste. Her havde han dummet sig og han ønskede virkelig den mulighed for at skulle kunne fortælle hende det, under fire øjne, så de igen kunne kalde sig for hvad de altid havde været. Han ønskede virkelig at være hendes storemand, også selvom han vidste, at det vel et sted var den erstatning for en far? Han var slet ikke bange for, at skulle kalde hende som sin datter, for det var hun af hjerte. Han magtede virkelig bare ikke de mange kampe efterhånden. Han ønskede virkelig bare den mulighed, for at kunne snakke åbent omkring tingene, uden at de skulle ende med at søge direkte i forsvar igen og igen, for det var virkelig ikke noget, som han brød sig meget om. Han havde denne gang valgt, at skulle påpege, at hun var så tæt på at gøre den samme fejl som han havde. Han kunne se hvordan det påvirkede Cedric. Knægten så aldrig nogensinde sin mor, han var knust, forvirret og fortvivlet og det i sig selv, var også noget, som påvirkede Kimeya på alle måder. Kampene var virkelig blevet for mange efterhånden, det var der ikke nogen tvivl om og det var virkelig noget, som gjorde ondt. Hvornår havde de egentlig tid til hinanden? Det var noget af det, som han vidste, at de begge havde b rug for. Nathaniel havde virkelig været en fantastisk hjælp, for det var ham som havde rådet ham til, at snakke med Faith om det og nu var dette virkelig bare hans sidste forsøg. Han havde virkelig bare nået den milepæl nu, hvor han bare droppede alt andet og bare ønskede, at skulle nyde det familieliv så længe, at de nu måtte have det. Før eller siden var det jo bare dem alene uanset. Cedric ville vokse op, finde sig en smuk kvinde, slå sig ned og stifte sin egen familie og så ville de sidde tilbage igen.. Til nu, kunne han virkelig ikke sige noget andet ,end at han virkelig var noget så stolt af knægten og hvad han havde præsteret at skulle gøre til nu, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans grågrønne øjne faldt stille til Faiths smukke ansigt. Noget af det smukkeste som han nogensinde havde set. Han smilede svagt. ”Jeg magter ikke de kampe mere Faith.. det dræber mig på indsiden..” hviskede han stille. Han lod hånden hvile mod hendes kind, selv da hun kysset ham igen. Så længselsfuldt som det aldrig nogensinde havde været tidligere, det var heller ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom efterhånden. Han manglede hende, han savnede hende noget så voldsomt og som han aldrig nogensinde havde gjort det tidligere og det i sig selv, det sagde så sandelig heller ikke så lidt. Det var virkelig ikke det samme, bare at hvile i den samme seng og i tide o favntag. De havde nu også deres at slås med. Ham som is og hun som ild. Hun fik begge dyner og hans favn, hvis han fik vinduet åbent, ellers var de virkelig nødt til at sove hver for sig og det ønskede han så sandelig heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun blev grådig i kysset, var virkelig ikke noget, som gjorde ham det mindste, tvært imod, så var det virkelig bare herligt, at sidde igen med følelsen af, at man faktisk var savnet selv. Han låste grebet forsigtigt om hende, holdt kysset med og lod hovedet søge på sned, blot for at få muligheden for at skulle intensivere det mere end det som det var allerede. Han lod øjnene glide i. Hendes varme, var virkelig bare noget, som han måtte bide i sig lige for øjeblikket, det var der ikke nogen tvivl om, og han agtede så sandelig også, at skulle gøre det. Han kunne ikke få nok. Han havde virkelig bare manglet hende og jo mere de sad der, jo værre blev det. Aldrig igen, skulle han opgive hende.. aldrig nogensinde!

[Silia D. Diamaqima]

Lige den måtte han uden tvivl tage med Cayla når han selv var klar til det, hun vidste at det påvirkede Cayla i frygtelig stor grad men at hun ikke selv ville tage det op med ham bare sådan, lidt stædighed havde hun da om ikke andet, og det var faktisk noget som måtte gøre hende selv stolt et eller andet sted. For hende var Cayla virkelig som en datter, hun havde været der siden fødslen af den lille pige hvorefter hun nægtede at skulle tage afsted om hun ike havde hende med sig noget som han nægtede og så måtte de jo passe på hende sammen noget som for hendes del var lykkedes temmelig godt, han var der ikke halvdelen af hendes bardom, faith huskede selv hvilken følelse hun sad med når hun var aælene og den jul hvor han kun kom for at nævne for hende hun var nødt til at være mere alene, hun viele virkelig ikke begå den samme fejl mod nogen af dem, og heller ikke den søn som rent faktisk af blod var hendes egen, skabt i den kærlighed som var blevet glemt kort efter igene n tanke somd irekte ærgede hende, det første halve år af knægtens liv så han jo end ikke sin far. Faith vidste at hun ikke var god til de snakke og hun prøvede, det gjode hun virkelig, det at skulle åben sig op var bare ikke nemt specielt ikke for hendes del, rej heller når det kom til ham, hun gik i direkte forsvar så snart man gjrode tegnt il at skulel kaste med sten, og skulle de alligevel skændtes så skulle det jo frem før eller siden,d erfor foretrak hun virkelgi også bare at snakke om det stille og roligt uden nogen former af bebrejdelse malet i tonen for det var heller ikke hvad nogen af dem behøvede. Kampene var blevet for store og for mange, det var direkte ødelæggende for alle og tanken kunne stadig frembringe tårer i øjenkrogen hun ville ikke skændes, hun ville tilbage til den tid hvor bare synet af ham fik hende til at smile, hvor de var lykkelige hver eneste sekund de var sammen og når de var adskilt gik alt af helvedes til men man holdte hovedet højt kun fordi de begge var klar over de skulle ses igen før elelr siden, hun savnede det. Lige der kunne man fint sige hun tænkte tilbage på den aften hun havde mødt hend eog han havde bragt hende her, hun var kravlet op i sengen til ham og givet sig helt hen til ham for første gang, og det var noget hun på ingen måde kunne fortryde. Nu var der knapt tid til hvile i sengen og bare le og snakke, der var ingen tid for dem alene, på trods Nathaniel tydeligt prøvede at hjælpe, en tanke som i det mindste var lettende vide at han stod i baghånden for efterhånden gik det hele ud på arbejde og deres søn. Før eller siden ville deres søn vokse op og blive stor og de ville atter kunne trække sig, finde landets smukkeste kvinde som han forhåbentligt ville elske ligeså højt som hun elskede KImeya, stifte sin egen familie mens de selv ville kunne nyde hinanden og bare være der, "Det dræber os begge" endte hun blidt. Det var ingen løgn de kampe var virkelig ikke til nogen nytte. Hun savnede ham virkelig noget så frygtelig, lige der ville hun opgive alt kun for at komme helt tæt på ham igen. Blidt trak hun sig helt tæt til hans favn, lod læberne hvile mod hans lettere masserende, grådigt ja, men det var virkelig kun med den længsel en følelse af at nok ikke var nok, det at hun måtte have mere, selv på trods hun vidste det var svært med deres lille kamp med varme og kulde det kunne virkelig i længten gå hen og blive et problem. Det at han lod hovedet gldie på sned for at intensivere det var hun virkelig kun med på. Øjnene sank stille i bag de tunge øjenlåg, hun tvang armene om af dynen selv på trods kulden omgående malede den gåsehud over den fine hud. Den ene søgte stille mod hans kind igen som for at trække ham tættere.Mistede hun ham mistede hun alt.. Lige der måtte hun tigge og bede om de ville klare det at de begge ville finde de sider frem igen som dengang havde gjort det så pokkers let for dem frem for sådan som det måtte gå dem nu.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ikke just deres mors stolthed heldigvis, han havde virkelig bare den stædighed som gjorde, at han endnu ikke havde opsøgt Cayla, selvom han var klar over, at det var noget, som han var nødt til at gøre før eller siden og han ønskede virkelig at få det gjort, for han ønskede sig virkelig tilbage i det fællesskab. Nathaniel viste stadig en stor interesse i dem og det var noget som han var glad for, for der var virkelig hjælp at skulle hente derude og det var der at han havde fået konkluderet, at det ville være bedst, at tage knægten med sig, hvis det ikke gik i den anden ende. Dette hus var jo noget, som han havde ladet tilfalde Faith for længe siden, så i bund og grund, var det jo faktisk også hendes hus, selvom hun aldrig var der alligevel. Han kunne betragte sig som en hjemmegående husfar, selvom han virkelig ikke kunne komme ordentlig tæt på knægten fysisk på den måde, som han gerne ville som en far. Han var iskold og knægten havde brug for varme. Han var nødt til at have den beklædning på, for at kunne gøre så meget som at lægge knægten i seng. Noget som han i den anden ende, var temmelig frustreret over, at han slet ikke kunne komme i nærheden af, selvom han nu bare måtte bide det i sig. Han elskede virkelig Faith og han elskede virkelig deres søn, men han måtte virkelig prioritere den lille knægt før han kunne prioritere noget andet. Hvis de kunne blive alle sammen og samtidig få det hele til at køre som det burde ,så gjorde han det virkelig med den største glæde nogensinde, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. Han blev siddende tæt ved Faith. Lige nu var det hende som han kunne prioritere. Bare det faktum, at de nu kunne sidde bare dem uden at der var andet at tænke på, lettede ham faktisk en hel del. De delte måske sengen, de skænkede hinanden de kærtegn, men det var slet ikke med den betydning som før, det var måske mere for behagets skyld. Han ville virkelig bare tilbage til det, hvor han kunne se på hende og bare vide, at det var der at han hørte hjemme, det var virkelig der han havde stået i tvivl igennem så lang tid. Han var der ikke igennem knægtens første halve leveår. Der levede han virkelig alene, mere eller mindre bare som et vrag som Nathaniel måtte kæmpe for at skulle holde ved lige, samtidig som han besøgte Faith og sørgede for, at det hele var ved lige. Den mand gjorde virkelig ikke andet end at arbejde. Efterhånden havde han virkelig ondt af ham et sted, alt det som den mand blev tvunget til og sat til.. Han følte vel en skyld et sted, for at manden aldrig nogensinde kunne få lov til at hvile.. Han skubbede den tanke fra sig, lod øjnene stille glide i og med det store behag og lettelse. Var han stadig i stand til at skulle kalde hende for hans? Han håbede det virkelig, for han ønskede virkelgi ikke nogen andre end den kvinde som han sad med lige nu. Hånden som hun hævede og lod glide over hans kind, med den varme som kun måtte sætte den sitren i hans egen krop, det var et sted med behag og et sted med det stik modsatte, selvom han virkelig bare måtte bide det i sig lige netop nu. Hans hjerte begyndte fast, at skulle hamre mod hans bryst. Han havde virkelig bare behov for, at han var i stand til at skulle passe og pleje hans eget forhold nu, for det var virkelig hvad de begge havde brug for lige nu. Han kunne virkelig ikke undvære hende for noget som helst i denne verden, om hun så var hans leder eller ikke, så var det virkelig det som han bare måtte se på som en mindre bagatel. Han kendte til presset og der kunne han udmærket godt forstå hende, men bare det ,at hun kunne være en anelse mere hjemme, ville gøre det hele så meget nemmere for dem alle, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han klemte øjnene let sammen. Varmen var i den grad mere intens end det som den havde brug for at være lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han holdt dynen tæt omkring hende, lod hans læber forblive mod hendes i den form af blid massage, som han virkelig bare havde manglet fra hendes side af. Nok bror og søster, selvom det virkelig ikke var det som betød noget for ham lige nu. Han elskede hende som meget mere end det. Mistede han hende, så mistede han i den grad det hele, så var der virkelig ikke nogen grund til at skulle fortsætte for hans vedkommende, det var han allerede ganske så sikker på. Han trak hovedet forsigtigt til sig, også for at skulle få lidt luft igen. ”Jeg elsker dig, Faith,” hviskede han stille. Han vendte sig forsigtigt med hende i favnen og lod hende stille glide ned i sengen, stadig pakket ind i begge dyner. Jo varmere hun havde det, jo bedre havde hun det, for ham var det lige modsat. Han hævede sin ene hånd og lod den stryge hendes kind, så roligt og blidt. Han sendte hende et kærligt smil. Så kærligt som et koldt væsen nu var i stand til at gøre det.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde i den grad fået hendes mors stolthed med sig og lige der var det også gået op for hende at hendes far var bære af den selv samme, der måtte Kimeya nøjes med den stædighed, han så jo på den stolthed som en forbandelse mens hun selv så på den som en velsignelse uden den ville hun ikke ahve klaret den så langt igennem som hun til nu havde gjort, alle de oplevelser som i virkeligheden ødelagde hende men som hun bare ikke viste, hun virkede stadig så stærk psykisk men dybest set så var hun en kvinde der var blevet knust mere end flere hundrede gange. Alt Faith måtte ønske sig for tiden var virkelig bare den familie som hun måtte drømme om, Kimeya som måtte elske hende så højt som hun selv måtte elske ham,. lykkelig med deres dejlige lille søn og hendes job sammentidig med som ikke ligefrem var for pengene, dem havde masse af, og den øvrige familie - Cayla og Junior og sådan. Dette hjem var ikke kun hendes det var noget som hun måtte holde fast på selv på trdos Kimeya utrætteligt hvade nævnt for hende at nu måtte det tilhøre hende, hun var den som befandt sig her mest gennem rigtig mange år, ikke ligefrem det man kunne sige var sådan mere, men uden dem så var det virkelig ikke noget hjem for hende mere, selv på trods af de menge oplevelser, dette var uden tvivl det sted hun måtte erkende at føle sig tryg i. Et sted bar Faith den tro på at de kunne gøre hvad end de ville og ville de have det til at fungere så var det det som de kunne, hun måtte virkelig bare vide hvor hun havde ham først for et sted var det jo ham som forvirrede hende, hun vidste aldrig hvor tæt på hun i virkeligheden burde komme og det i sig selv var en dybt fustrerende tanke. Det indre smil var noget som Faith i den grad bar i øjeblikket bare tanken om endelig at have en smule tid til ham, hun savnede ham jo af helvedes til go det var som om der ikke var nogen som så hele grundent il at hun var så fraværende, alle vidste hvordan hun havde det når det kom til Kimeya, hunvar virkelig blevet så dybt afhængelig af den ene person. De hvilede sammen i sengen men de kærtegn var mere af tradition end de var af direkte lyst og længsel og det var det som hun hadede hun elskede dne intensitet han formåede at bringe op i hende men det var som om den forsvandt når det var ren og skær tradition. Som de lå her igen var det slet ikke sådan mere, sådan som hun lå knyttet tind til ham under dynerne og midt i det kys som i den grad ikek bare var af tradition men af den tydelige længsel, ellers ville det ikke være så pokkers grådigt. Faith hørte uden tvivl hjemme i Kimeya's favn det var bare det om han ville være den som bragte hende hjem på den måde, lod hende være hans som hun så stærkt ønskede han var den eneste ene det var noget som hun turde sige nu. Ordene var sagt hun ville være mere hjemme om han bare ville fortælle hende hvordan pokker den her familie hang sammen om de to kun var forældre eller om de rent faktisk også kunne være elskende så hun om ikke andet vidste hvordan hun skulle holde forholde sig. Bror og søster var un ærligt ligeglad med skaden var sket for lænsgt og nu formåede hun ikke længere at skulle holde sig væk uanset. Læberne masserede blidt hans med den tydellige længsel i kroppen, hun fik sig bare ikke til at slippe ham. Som han stille vakgte at bryde kysset lod hun atter de så skarpe grønne øjne træde til syne bag, næsten komplet stakåndet, det var langt fra første gang han tog vejret fra hende det var bare længe siden den sidste gang. Blidt gled hun ned i sengen, med ham halvt over sig og dynerne også, det var virkelig et problem for dem, "Jeg elsker også dig, Kimeya" ordene sagt med den største ærlighed og blikket direkte hvilende i hans uden så meget som at blinke eller noegt. Et så varmt smil der måtte pryde hendes læber, og uden hendes egen hånd var faldet fra hans kind på nogen måde, strøg blidt og fint over, følte de smår u skægstubbe mod hendes silkebløde håndflade.

[Kimeya Marvalo]

Faith var den som havde ændret Kimeya siden start. I en periode selvfølgelig til det værre, men når man først havde været nede og skrape bunden, så kunne det virkelig bare gå en vej og det var op og det var vel også den vej, som de var på vej lige netop i dette øjeblik? Han elskede hende virkelig og han ønskede virkelig bare, at familien skulle samles igen og med den styrke som det havde været før i tiden. Nathaniel var der og det var mere eller mindre ham som holdt styr på det hele lige for tiden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvis det ikke havde været for Nathaniel, så havde Kimeya taget knægten med sig og rejst for længe siden. Et sted var han jo selvfølgelig glad for, at det ikke var sket, men at manden havde rådet ham til at sætte sig stille ned og snakke med hende og det havde i den grad også givet pote i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne han udmærket godt stå inde ved på denne måde. Han sendte hende et still og roligt smil. Han kunne virkelig ikke lade være lige nu. Han var lettet som han ikke havde været igennem flere år efterhånden og det sagde virkelig heller ikke så lidt, det var der ikke nogen tvivlv om overhovedet. Han ønskede virkelig bare, at de kunne fortsætte sammen. Nu var skaden sket alligevel, så var der virkelig ikke mere, at gøre ved det set med hans øjne på nogen som helst måde overhovedet. Han elskede hende af hele hans hjerte og nu havde han siddet som et vrag efter ikke at have hende ved sig, så havde han oplevet det sande helvede og det var virkelig ikke noget som han ønskede at skulle igennem endnu en gang, nu var det efterhånden oplevet så ekstremt mange gange og han magtede virkelig ikke mere nu. Hans blik hvilede roligt i hendes. Skægstubberne gjorde han nu ikke noget med efterhånden, han trives nu ganske godt med dem og ikke mindst, at det gjorde, at han havde forladt det stadie som en ung knægt. Han var en mand, han var nu en far og det var noget af det, som betød mest for ham. Han elskede virkelig rollen som far som han havde ved sig lige netop i dette øjeblik, selvom han slet ikke var i stand til at skulle komme så tæt ind på Cedric som en far nu ville ønske det med sin søn, men han ønskede virkelig ikke at skulle sige det endelige stop og så bare smutte, selvom det sikkert ville være det, som ville gøre bedst i mange hensigender. Han trak vejret stille og dybt, lod hovedet søge kælen mod Faiths varme hånd. Han ville virkelig bare gerne have hende tæt på og så tæt på som han overhovedet kunne komme til det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile ved hendes ord. Det var virkelig noget, som han havde manglet og savnet, at skulle høre dem og ikke mindst sige dem. Der var en meget større betydning af disse kærtegn, end det som ville være af alle andre som de havde skænket igennem det sidste lange stykke tid. I bund og grund, havde det jo været fordi, at de havde spillet rollen som lykkelig mor og far og ikke noget par, selvom han nu efterhånden var sikker på, at Cedric havde lugtet den lunte, hvilket i sig selv, var noget som gjorde ham ganske så usikker i den sag. De var virkelig bare nødt til at finde ud af et eller andet, det andet her kunne virkelig ikke fortsætte nu, så meget var han nu ganske så sikker på i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lænede sig stille og forsigtigt over hende, selvom han virkelig bare gjorde sit for at han ikke skulle lægge vægten over hende. Han ønskede virkelig ikke, at skulle låse hende fast under ham. Han lod den ene hånd roligt stryge over hendes kind og med det samme lette smil på læben. Han lænede sig det sidste stille stykke frem og lod atter læberne indramme hendes egne så roligt og blidt og næsten med den samme og tydelige længsel som tidligere. Han kune virkelig ikke lade være lige nu. Han ville virkelig bare have hende tæt ved sig og så tæt på som hun kunne komme det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans hjerte måtte virkelig bare banke for hende som det ikke ville banke for nogen som helst anden i hans ellers så lange liv, det var der ikke nogen tvivl om. Han lod øjnene igen stille og roligt glide i. Behaget var der, lettelsen og lykken. Det så virkelig ud til, at det langt om længe, skulle have lov til at gå i deres retning, hvilket var noget, som han havde ventet på igennem så forbandet lang tid. Nu var de sammen om det hele. De kunne endelig lægge alle kortene på bordet.

[Silia D. Diamaqima]

Faith stod fast på at de to var dem som kunne finde både det bedste og det værste frem i hinanden, var det i de gode perioder så var det i den grad kun det bedre der dukkede op og gjorde dem helt, men når de var nede og nr tiderne var hårdere at skulle gå igennem så var det virkelig noget af det værste det var der det som ofte endte i et enormt skænderi på grund af en indebrændt fustration, lige der ville hun så i den grad bare ønske at hend eog kimeya kunne finde det bedste frem i hinanden ligenu få en hyggelig stund og være forældre og ikke kun fordi de skulle men også fordi de ønskede at gøre det sammen, for det var det som hun måtte erkende at gøre. De kæregn som hele tiden var blevet skænket havde hele tiden været så frygtelig betydningsløse og mere eller mindre kun givet fordi de skulle, nu kunne hun atter føle lysten og længslen i dem, det var ikke kun fordi det absolut skulle gives til hende men også fordi de direkte lystede det. Var han med på det så ville hun iden grad kæmpe for at få de hjemmelige tropper samlet igen, den familie var virkelig blevet så frygtelig splittet efterhånden og det var langt fra sådan som hun selv havde regnet med det skulle ende med at gå. Et sted skulle der ikke specielt meget til for at få hende rolig igen man skulle bare gøre det klart for hende allerede fra starten hvad man ønskede ellers gik hun direkte i den forsvarene position og det var der ingen af dem som måtte få noget som helst ud af i den sidste ende. Følelsen af hans skægstubbe under hendes hånd bare det var faktisk intenst, da hun i sin tid stødte på ham var han tættere på det som man kunne kalde for en meget ung mand nu var han ligesom for alvor blevet voksen som hende selv og blevet far og det var tydeligt at det sled på ham, en ting hun faktisk nød. Smilet gengældte hun blidt og naturligt det var længe siden det som bare sådan ville komme frem, og hvor hendes hånd endnu måtte kærtegne hans kind nu hvor hun lå under ham frem for mod ham. Skaden var sket, og selv nu hvor hun måtte sidde med den lyst til at trække ham helt tæt på sig, det andet var virkelig ikke nok for hende, tanken om at de var blodbeslægtet var ikke engang noget hun ville have hvilende i baghovedet. De store ord sagt imellem ment fra begge sider, det var så længe siden Faith havde lyttet til dem og hun savnede det faktisk, kunne de ikke bare være det stærke par hun sådan ønskede, den længsel måtte da for pokker være godt for noget! Faith var ganske sikker på Cedric havde lugtet lunten de var måske hans forældre og ja de holdte om hinanden go kærtegnede men uden den betydnign det plejede at være med, det var 6 år siden hun sidst havde haft Kimeya så tæt på, og hun ville virkelig lyve hvis hun påstod at hun om natten ikke var trådt tilbage til de gamle minder og forestillede ham trække hende tæt og stille lade hende glide ned i sengen overtage hendes krop og blive en del af hendes sjæls om den eneste hun virkelig lod komme så tæt til sig. Endnu engang måtte læberne møde hans, med samme intensitet og samme længsel, der hvor hun løftede en anelse hovedet fra puden kun for at fange dem bedre, den længsel blev endnu engang til grådighed og hun lagde end ikke selv den mindste smule mærke til det. Hjertet måtte hamrer fast mod hendes bryst, som det kun måtte banke for ham. De måtte finde ud af det om det så ville ske af sig selv efter dette eller om det måtte kræve en snak efter også. Den lille slanke krop kæmpede for at rive sig fri af dynerne som stille faldt over hendes krop og lod kulden fange hendes fine varme hud, hun frøs ja men det var ikke det som måtte betyde noget som helst. Ligenu ville hun ærlig talt bare tæt på ham. Den slanke skikkelse med den sorte kjole omkirng hendes skikkelse hun orkede end ikke at klæde om til nattøjet, igen end ikke træthed spillede ind, hun ville bare tilbringe nogen tid med ham.

[Kimeya Marvalo]

En ting var virkelig, at skulle lege forældre på denne måde, det var virkelig ikke noget, som de kunne bruge til noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var glad for, at de endelig havde formået, at skulle få sig den snak, for det havde virkelig lettet ham noget så voldsomt. Nu blev han igen kun mere og mere sikker på, hvor han havde Faith henne, og det var virkelig bare noget, som glædet ham selv noget så voldsomt, at følelsen nok i sig selv, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende stille. Det at skulle fjerne dynen fra hende, måtte næsten selv være noget, som hun ville gøre selv, et var virkelig ikke noget, som han ville tage sig af, lige netop nu. For ikke at glemme, at hun ville fryse, selvom det for ham, faktisk var en anelse halvvarmt. Så var det nok fordi, at han var så tæt på hende lige nu. De mange kærtegn, som de havde skænket hinanden igennem det sidste lange stykke tid, var noget af det som i den grad også måtte påvirke ham selv en hel del. De var blevet skænket uden rigtigt nogen mening bag og det var faktisk noget, som et sted også måtte gøre ondt vel? Det gjorde det på ham, at han gjorde det bare fordi, at det ar en del af dt, at skulle falde i den rolle som far og elskede mand. De havde ligget og skænket hinanden disse kærtegn på denne måde igennem så ekstrem lang tid, at man skulle tro at det var løgn. Han havde virkelig manglet og savnet det faktum, at han kunne lægge lidt mere i det end bare det, at skulle gøre det sådan for at gøre det. At hun vred sig forsigtigt fri af dynen for at komme ham selv tættere på, så kunne han tydeligt mærke den varme som måtte komme fra hendes egen krop og behageligt, selvom han vel lige så, bare måtte bide det i sig for øjeblikket, så gjorde han det i den grad også med den største fornøjelse, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod øjnene stille glide i ved hendes berøringer, det at skulle komme hende så tæt på og igen med den klare mening bag. Hans følelser for hende, havde aldrig nogensinde ændret sig det mindste overhovedet ,det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede stille og dog dybt, også selvom han i den grad måtte være meget mere på dupperne når det kom til det faktum, at han skulle komme hende så tæt på. Hende hud var virkelig bare brændende for ham, selvom lige netop den fornemmelse i den grad ikke var ny for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde prøvet det før, det var noget som han i de ngrad godt kunne stå ved også på denne måde. Han lod den ene hånde stille og roligt føres ned langs hendes krop, hvor han ganske så roligt kørte den op af hendes ben, og derved også måtte hæve kjolen bare lidt. Han var sikker på, at hun nok skulle finde varmen på den ene eller den anden måde. Han håbede i det mindste på det i den anden ende, det var ganske sikkert. Han var ganske forsigtig. Stadig måtte han vænne sig ordentlig til den race som han nu måtte være og det , at skulle være så iskold som det han måtte være lige i øjeblikket, det var slet ikke noget, som han overhovedet formåede, at skulle ændr det mindste på overhovedet. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, selv det, at skulle være så tæt på, så måtte kroppen automatisk også kæmpe og tænke på, at skulle holde sig kølig, så nemt, det var det så sandelig heller ikke det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han elskede hende virkelig, og han ønskede virkelig, at skulle gøre alt for hende, som han ønskede at skulle gøre det for resten af familien for de betød virkelig absolut alt for ham det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet. Han slap stille hendes læber, bevægede sig roligt nedover hendes kind, hage og varsomt nedover hendes hals, alt imens han lod begge sine hænder føre hendes kjole så ganske forsigtigt op over hendes lår. I hans øjne, var det virkelig bare tydeligt, hvad det var, at han måtte ønske i den anden ende, og han kunne virkelig ikke skjule det, det mindste for hende, hvilket i den grad heller ikke var hans mening ved alt det som han nu måtte gøre mod hende. Han ønskede hende virkelig det bedste, han ønskede tilbage til det som de havde haft dengang, hvor de kun havde haft hinanden, at skulle tænke på, selvom det var noget som i den grad hørte en fortid til, og det var noget, som han i den grad og noget så brændende, måtte ønske at genvinde.. sammen med hende.