A song for you (S)

[Silia D. Diamaqima]

Det var langt fra hendes menign at skulle bære sig ad på den måde når hun kom hjem, men hun var blevet frygtelig vant til at skulle være hård uden for disse 4 murer, så var det umådelelig svært at skulle ligge fra sig igen bare lige sådan, specielt når der herskede alt den forvirring når hun s endelig kom hjem, Nathnaiel og Liya holdte sig gudskelov for sig selv ligenu, men Cayla behøvede stadig en del hjælp, og det samme gjorde Junior, hun havde en lille knægt at skulle tage sig af og et sted så burde hun virkelig også kun få orndet op i hendes forhold? hvis man overhovedet kunne kalde det det, der var så mange personlige ting som hun burde ordne for at skulle fortsætte som den leder og så sammentidg være den gode gamle Faith når hun så igen tårdte ind af døren til den familie som hun måtte elske højere end noget som helst andet. Han kendte til hendes forbandede stolthed, og så havde de penge ingen betydning, det var slet ikke nødvendigt for dem at skulle arbejde overhovedet, men før eller siden ville mønterne jo slippe op og desuden så var det jo tydeligt at hun nød at gøre hvad hun gjorde, hun ønskede ikke at skulle tage fri, ganske enkelt fordi hun var leder og en leder havde ikke brug for pause, lige der var hun igen umådelig stædig og så var det hvad end som i sidste ende kom ud af det eller ej. Hun bed sig let i læben, klar over at Nathaniel hjalp godt til med at skulle holde styr på det hele, noget som hun måtte være ganske taknemlig overfor, men et sted så hjalp det overhovedet ikke hende. Blikkeder hvilede mod hendes hænder, hun lå og puttede sig tæt ind til ham og nød det uden tvivl for blot kort tid siden havde hun skænket ham et kys, hun tiltalte ham ved den titel såvel som han gjorde det og alligevel så var de end ikke det der måtte nærme sig at være et par og det forvirrede hende i den grad kun yderligere! Det var vel klart hvad hun måtte ønske? Det samme som hun altid havde gjort, men til tider var det bare som om der ikke var gennemgang hverken fra hende til ham, eller for den sags skyld også omvendt, hun vidste at hun ikke var nem at have med at gøre, måske det var derfor? Måske han bare ikke kunne mere? En tanke som rent faktisk måtte gøre ondt. Hånden som faldt mod hendes hage, tvang hende til at vende blikket mod hans, det var virkelig ikke meningen at hun ville tage den tone i brug overfor ham, men igen det var svært at lade værre "Du ved det ikke er min mening at tiltale dig sådan" mumlede hun bare afvigende, hun var virkelig ikke god til situationer som dette han kendte hende for pokker da! Det blide strøg beroligede hende, og på trods af hans kulde så følte hun en sitren, hun måtte vel erkende at skuffelsen var stor da end ikke et kys fulgte efter da han slap hende som der ellers plejede? For et kort sekund lod hun som om hun ikke hørte hans ord, hun lystede virkelig ikke at skulle sove, ikke nu. Dynen blev trukket tættere omkring hendes krop, hun var vant til at putte sig ekstra godt kun på grund af det åbne vindue. Ved hans sidste ord endte hun dog med at ombestemme sig "Jeg tror du har.. Jeg behøver hvile og ligeså gør du.. Godnat, Kimeya" hun bøvlede en smule med at skulle vende sig om på den anden side så ryggen endte mod ham, men blikket gled ikke i hun stirrede bare tomt på væggen mens håndfladerne stille gled over hendes hovede som en støtte. Det var tydeligt ment som en afvisning hun ville ikke snakke om det ikke nu, hun var så frygtelig forvirret, ikke kun med hensyn til hendes stilling eller hjemmet, men i den grad omkring ham!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kendte udmærket godt til det pres som måtte føre med en sådan lederstilling, det var der ikke nogen tvivl om. Hvis man fejlede, så faldt hammeren, og den faldt i den grad hårdt. Kimeya havde oplevet det og sågar Nathaniel havde oplevet det. Den mand havde jo heller ikke hvilet og han var blevet slået af, af en af sine egne. Så de måtte vel alle opleve det, hvis de ikke fik hvilet bare engang imellem? Han blev liggende sammen med hende. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle fryse, men han ville virkelig blive bims, hvis det vindue blev lukket. Han havde brug for, at det skulle være koldt og helst så koldt som det var dem overhovedet muligt at få. Det skulle nok vise sig, at blive problematisk at få det hele til at køre som det burde, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet, hvad end om han ville have det eller ikke, så var der ikke noget stort at gøre ved det. Han var hvad han var og nu kunne han ikke og han ville heller ikke lave om på det. Han var kun lige blevet vant til varulven idet at det hele var blevet taget fra ham og han var vågnet op med det her. Han var kold, han havde dog det bankende hjerte og han var afhængig af luften. Igen et levende individ som krævede respekt og høflighed nu hvor han selv valgte, at skulle vise den overfor hende. Hun var jo trods alt også hans leder, hvilket var en tanke som stadig måtte prikke stadig en anelse til ham, selvom det nu ikke var noget som han viste i den fulde offentlighed. Cedric så på dem som et par. De flettede fingre og gjorde alt det som et normalt par ville gøre.. de kunne bare ikke direkte kalde sig for et par og det var i den grad noget af det som frustrerede ham noget så voldsomt. Han nød at ligge med hende, når det endelig skete. Han trak vejret dybt og betragtede hende stille. Om han havde retten til at skulle skænke hende disse kys, selvom hun gjorde det.. han vidste faktisk ikke hvad han kunne og ikke kunne, selv ikke efter disse fem lange år, hvor de havde gjort alt det som et par ville gøre. Det forvirrede ham og det var i den grad også en frustrerende tanke som han ikke kunne gøre noget andet end bare at bide noget så kraftigt i sig. Han sukkede stille. "Hvorfor er du sådan i aften, Faith?" spurgte han pludselig og dog ganske så direkte også. Han vidste, at hun elskede at rende rundt ude, at hun ikke gjorde det for pengenes skyld. For dem havde de masse af endnu. Det så i de ngrad ikke ud til at skulle gå tomt lige foreløbig. Han havde fået samlet en hel del i sin egen tid. Nu kunne man vel fint sige, at han havde trukket sig tilbage til familielivet og han ønskede virkelig også bare, at hun skulle gøre det samme. Også mest for Cedrics skyld, så de i det mindste kunne se hinanden bare lidt oftere end det som de havde gjort til nu. At hun så afviste ham helt, sagde godnat og vendte sig om, lod ham automatisk vide, at han havde ramt et ømt punkt ved at skulle påpege en fejl i det som hun gjorde. Han vidste, at det kunne være forbandet svært at skille arbejde fra privatliv til tider, men også for Cedrics skyld, så var hun nødt til det, hvad end om hun havde lyst til det eller ikke, så var der virkelig ikke meget at gøre ved den sag. Han sukkede dæmpet, tvang sig endnu en gang op at sidde. Han fjernede kåben fra hans krop, smed den over en stoleryg lige i hans nærhed og vendte sig stille om mod hende. Søvn havde de begge brug for, men det at gå vred til sengs, havde de vel begge fundet ud af, aldrig rigtigt var nogen god idé? Det var altid gået galt af den ene eller den anden grund og det var i den grad det som han helst ville undgå endnu en gang. Han trak sig stille over hende, lod hånden søge mod hendes skulder, hvor han forsigtigt og roligt måtte tvinge hende en anelse mere om på ryggen, så han kunne se hende i blikket istedet for alt det her. Det kunne han virkelig ikke bruge til noget som helst. "Prøv nu at lytte Faith," begyndte han stille. "Jeg ved at det er hårdt. At du kommer hjem udmattet hver eneste dag.. jeg tror, at den her snak vil gavne os begge.. efter alle disse år.. Ikke flere hemmeligheder.. ikke noget på skjul.. Please, lad vær med at afvise mig," afsluttede han stille. Altid skulle der meget til før han overhovedet vile hidse sig op og her nægtet han det simpelthen. Han ønskede at få snakket ud om det hele og finde ud af hvor pokker de egentlig stod med hinanden.

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya vidste hvordan det var, en fejl var mere end rigeligt og du kunne ende med at miste alt det som du i virkeligheden havde brugt år på at skulle kæmpe for og det var ikke en tanke hun brød sig om, det var noget som de alle sammen havde været igennem, fejlene var blevet begået selv for hendes vedkommende det var jo trods alt den 3 gang hun endelig havde fået stillingen i hendes besiddelse igen, denne gang ville hun ikke begå den frej, sepcielt ikke med tanken om at der ikke var nogen til at skulle tage den over, både Cayla og Cedric var blandinger, ikke fuldendte, ikke at det var det som skulle gøre nogen forskel for hende, det satte hende bare i en vanskelig om muligt endnu mere stressende situation der var ganske enkelt for meget at tænke på for hendes del, hun vidste bare ikke hvordan man skulle smide tankerne fra sig. Et sted så var det hende næsten lettende at vinduet var åbent, det holdte hende fra at skulle hidse sig op, Faith hverken orkede eller lystede det, hun var træt af altid at skulle skændes med ham de burde være videre end det, og netop af den grund accepterede hun at han behøvede kulden, puttede sig godt under dynen og ellers blot nød når de kølige vindpust endte mod hendes ansigt, det var kun et af de mange problemer de nok ville støde på hen af vejen, lige der måtte hun dog fastholde at de havde været igennem det som var værre ekstremt mange gange,, de ting ville i hendes øjne kun være det som man kunne kalde for de rene bagateller og ikke andet. Hun var måske hans leder ja, men et andet sted var hun vel langt mere end det? Eller? Hun var virkelig så forvirret på lige det punkt, men uanset hvad.. De gjorde som et par burde gøre, Cedric så uden tvivl på dem som et par, det samme gjorde Cayla go Junior de eneste der var i tvivl lod til at være den dem selv, men igen de flettede fingrer, skænkede hinanden et kys i ny og næ og kunne også fint holde om hinanden, flirte i tide og utide men det var bare som om det aldrig rigtigt gik videre end det, og hun kunne ganske kort sagt blive bims af det, til tider var hun ligefrem i tvivl om hvad hun burde gøre og hvad hun ikke burde gøre og hvordan hun i det hele taget skulle opfører sig overfor ham, så var den lederfacade bare så langt lettere end noget andet. Hans spørgsmål slog hårdt, men hun valgte at ignorere det hvad skulle hun i virkeligheden svare? Hun bed sig fast i læben. Pengene ville ikke bare forsvinde sådan uden lige, de havde begge samlet sig rigtig godt, hun var god til at spar op og hun havde jo selv været leder mange år før hun havde mistet det, plus det at sidde på en trone også gav hende temmelig godt, lageret var fyldt op, hun gjorde det fordi hun kunne lide det, fordi hun elskede at føle at hun kunne bruges, og et andet stedså til tider manglede hun at kunen kaste kontrollen fra sig og så bare være kvinde.. Hun ønskede ikke altid at være den stærke men når hun var så forvirret selv når hun var hjemme omkring hvor hun i virkeligheden stod med ham, så var det svært kun fordi hun ikke ville vise svagheder. Han blev ved at skulle ramme de ømme punkter, det var noget som hele afvisningen så ganske tydeligt sagde ham vel, det at få hende til at indse fejl var altid en kamp kun på grund af den stolthed og hun ville jo ikke ligefrem sige at hun begik fejl, hun manglede bare at finde ud af hvor pokker hun stod med ham, 6 år var gået og de var aldrig rigtig nået meget videre. faith fornemmede hans skygge, hun rokkede sig ikke ud af stedet, stirrrede fortsat mod væggen hun ville ikke gå vred i seng, det fik hun intet ud af det vidste de begge bedre end nogen anden, det var vel bare hendes måde at afskærme på? Hånden mod hendes skulder tvang hende halvt om halvt tilbage på ryggen hvor hendes blik måtte ende i hans. Hvorfor pokker skulle det altid gå sådan her? Hun vidste at hun havde lovet der ikke skulle være flere hemmeligheder og hun var en kvinde af ord, men at udtrygge sådanne følelser det var hun værre til end selv det som han var det havde de jo før erfaret. Flere gange måtte hun åbne munden kun for at lukke den igen da ikke så meget som en lyd kom ud. En rædmen steg i hendes kinder, det var tydeligt at hun hadede pludselig at være den som ikke anede hvad hun skulle sige, at hun for en gangs skyld end ikke havde en rap modsigende kommentar til hans ord, hun vidste jo at han havde ret den snak ville gavne alle parter, apecielt når de var så forvirrede, men direkte konfrontationer var virkelig bare ikke hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var heller ikke den som stod midt i konfrontationerne længere. Det var en tid som selv for ham, var helt forbi nu. Nu var han den hjemmegående husfar som skulle holde styr på det hele, have middagen klar når hun kom hjem og så videre, som normalt ville blive anset som en kvindes arbejde. Det i sig selv, var i den grad ikke just en tanke som han brød sig om overhovedet. Pengedepotet var mere eller mindre stadig fyldt godt op. De havde begge været leder, sågar siddet på tronen, så det var virkelig ikke det som var et store problem, så når alt kom til alt, så var det virkelig bare en ekstrem lam undskyldning i hans øjne, selvom han nu valgte, ikke at skulle kommentere det. Han mente ikke at skulle ramme hendes ømme punkter på denne måde, men hvis det var den eneste måde, at få hende til at lytte på, så måtte han jo gøre det. Hun måtte virkelig erkende fejl når de endelig skete. Kimeya havde lært det. Han havde virkelig ikke noget imod at skulle steppe op og råbe ud, at han langt fra var fejlfri, at han havde gjort nogen af de dummeste fejl.. igen og igen og uden at lære af dem, men det var i den grad kommet med tiden, og det var det som han kunne høste frugterne af lige for øjeblikket. Hvad han så ikke kunne fordrage, det var at hun lukkede af for ham hver eneste gang, at han skulle prikke til hende, for at påpege, at hun ikke var perfekt. At dette i den grad ikke var noget som ville gavne Cedric det mindste. Det kunne heller ikke passe at det skulle gå ud over Cedric i den anden ende. Fint nok, at hun var leder overfor ham, men Cedric havde altså også brug for sin mor. Kimeya kunne heller ikke fortsætte med at undskylde med at hun ikke var hjemme når knægten skulle sove. Han nægtet det virkelig uden at sige godnat til mor som det første. Han var uden tvivl en mors dreng. Ikke at Kimeya havde noget imod det, bare han selv ikke blev puffet til side. Han ønskede virkelig, at skulle gøre alt for den unge knægt og med alt som det nogensinde måtte indebære og på alle tænkelige måder overhovedet. Han betragtede hende stille som hun valgte, at skulle ligge der under ham. Han hævede stille den ene hånd, hvor han stille og roligt lod den stryge mod hendes kind. Han elskede hende.. Det gjorde han virkelig og det havde han altid gjort. Lige nu havde han bare ikke nogen anelse om hvordan pokker han skulle vise det for hende og det var i den grad også det som måtte frustrere ham helt af helvede til! Han vidste ikke hvor han havde hende på det følelsesmæssige punkt. Liya og Nathaniel havde trukket sig tilbage. De kunne jo fint kalde sig for et par nu. Cayla havde Junior, deres lille pige og de klarte det alle fantastisk. Der vidste han virkelig ikke hvad han egentlig måtte stå med og det i sig selv, var noget af det som i den grad måtte frustrere ham mere end noget andet lige nu. De grågrønne øjne hvilede i hendes eget. Nu havde han endda formået, at skulle skaffe hendes opmærksomhed og så havde han i den grad heller ikke i sinde, at skulle lade den gå gen, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Her var man virkelig bare nødt til at gribe tyren ved hornene og få deth ele ud af verden istedet for alt det her, for det ville virkelig ikke hjælpe nogen af dem nogen vegne overhovedet. Han gjorde ikke bare det her for Cedric, han gjorde det i den grad også for sin egen skyld. Han blev stadig roligt liggende ved siden af hende. Kulden havde han brug for, ellers blev han mildest talt drevet til vanvid på alle tænkelige måder. "Jeg ved det er hårdt, Faith.. Men tænk på Cedric når du gør alt det her," påpegede han med en rolig, fattet og dæmpet mine. I sig selv, var det virkelig ikke noget som han ville skjule det mindste. De var virkelig nødt til at have den knægt med i deres mange overvejelser efterhånden, ellers ville det virkelig bare ende med at skulle gå helt og holdent galt i den anden ende, og det ville han helst undgå for øjeblikket. "Der er gået seks år nu.. Seks år. Knægten har brug for dig, ligesom han har brug for mig," tilføjede han med en dæmpet stemme. Han ønskede virkelig ikke at bringe det op til diskussion. Han ønskede virkelig bare at skulle snakke om det og derved også få det hele ud af verdenen, inden det ville hobe sig op og derved ville de ende ud i det samme som de havde siddet i, igennem så ekstremt lang tid. Det ønskede han så sandelig heller ikke for nogen af dem. "Han ser knapt sin mor.. Du kommer hjem hver eneste aften, du er træt, udmattet.. Du bringer arbejdet med hjem, Faith. Det er ikke hvad Cedric har brug for.. Det er ikke hvad jeg har brug for.." Han satte sig stille og roligt op ved siden af hende. Hans stmme var ikke belærende eller noget. Han ønskede bare at få snakket ud om det her. "Vi må finde ud af det hele Faith.. Det kan vi ikke, hvis du ikke er hjemme og hviler ud, så vi virkelig kan snakke det igennem." Han havde i den grad ikke givet noget op. Det var først nu han for alvor, valgte, at skulle tage den kamp op.

[Silia D. Diamaqima]

Han gjorde kort sagt alt det som hun burde gøre, han var den som et sted veæ havde indtaget rollen som kvinden der var hjemme, passede børnene og sørgede for at middagen var klar hvis han vidste hun kom hjem om ikke andet, det der jo så måtte morer hende var det faktum at han altid havde været af et gammeldags synspunkt på det punkt, kvinder skulle gå hjemme mens mændene skulle ud og knokle for føden, her var detlige omvendt, hun gjorde det jo så bare fordi hun nød endelig at kunne stå som lidt stærk fremfor altid at skulle være den svage, hun vidste at hun i den grad burde være mere hjemme om ikke andet for hendes egen skyld så for Cedric, men det fulgte ting med hendes stilling og hun kunne ikke bare droppe det og det var han vel klar over? Hun havde formået at skulel være enemor og sammentidig stå som leder, nu var han der, og hun forstod at han nok behøvede hjælpen i hverdagen, og at Cedric behøvede sin mor men hun vidste jo ikke.. Hvordan.. De vidste jo begge to udemærket at det ikke havde med penge at gøre overhovedet, hun havde altid ønsket sig at få mulighedenf ro dette igen frem for bare sidde hjemme som den typiske kvinde, uanset hvor meget hun vidste at han ønskede det så var hun ikke som enhver anden kvinde, hun vile ud selv hvor der skete noget, frem for at sidde hjemme go beklage sig over intet mens manden han ville få alt det spændende med sig, det nægtede hun virkelig! Faith vidste at hun var frygtelig stolt og frygtelig stædig, hun var udemærket klar over at hun langt fra var fejlfri, faktisk var hun nok i sidste ende den person i hele dette land som begik flest fejl, men hun ville ikke erkende det kun fordi hun prøvede at holde sig så pletfri som overhovedet muligt, i sidste ende hjalp det hende ikke det vidste hun også, men hvad pokker skulle hun gøre? Faith var klar over at deres lille søn i den grad var en mor gris, hun kendte til hans søvnproblemer uden at hun selv havde vært inde og sige godnat først, og hun kunne roligt sige at hun ikke ønskede at svigte ham, men igen hun var ikke den moderlige type til tider tænkte hun frygtelig egoistisk, men hendes job fyldte frygtelig meget. Hendes hjerte hamrede fast mod brystet, hun brød sig i den grad ikke om at blive sat i det lys, et sted vidste hun jo netop at han havde fuldstændig ret, men hvordan skulle man ændre ting som dette? Det var så nemt sagt men så langt mere kompliceret at gøre! De blide strøg over hendes kind var i den grad kun med til at skulle roe hende en smule ned og på en anden mdåe så gjorde det det hele langt værre! Hun elskede hamf or pokker, derfor hadede hun at ligge her og ikke ane hvad hun skulle sige eller gøre, eller hvad hun kunne tillade sig at sige eller at gøre, hvor de stod havde hun ikke vidst i det som måtte minde om... Omkring 50 år måske, det havde været op og ned frygtelig længe! At se Cayla og Junior og for den sags skyld også Nathaniel og Liya lettede hende i den grad, og et andet sted så var hun dybt jaloux på dem kun fordi de var så sikre i deres sag, det var hun jo også et sted men det nyttede ikke noget når de gang på gang endte på et og samme sted som de var startet. For nu ignorerede hun kulden, valgte bare at lytte til hans ord, hun kunne kun sige at Cedric var i hendes tanker hele tiden, hvis han troede at hun gjorde det fordi han ikke var med i hendes overvejelser så tog han fejl! Men igen.. Det var jo hende? Efterhånden var hun end ikke klar over hvad han egentlig forventede af hende. Hun rystede blot på hovedet igen afvisende, dog uden at sige noget, for hvad skulle hun sige? Et fast greb omkring hendes læbe, hvor hun virkelig måtte tage sig selv i nakken for ikke ende med bare at rejse sig, hun var ikke god til den slags, hun var for god til at påpege andres fejl men så ganske bevidst forbi hendes egne, og hun vidste det jo, og hun var desuden slet ikke i humør til at skulle ligge og diskutere med ham nu, dagen var hård nok hvis hun skulle til dette igen ville det da først for alvor gå galt! "Hvad forventer du af mig Kimeya?" endte hun ganske pludseligt. Hendes temperatur var i den grad steget dog ikek nok så det direkte kunne siges hun var vred, bare mere fustreret? "Du ved hvordan det er, du kender stresset og presset, du kender følelsen, jeg nyder den bare.. Jeg elsker Cedric ikke tag fejl af det, og jeg bringer jo ikke arbejdet med mig hjem for at straffe nogen som helst, men hvad er det egentlig du forventer af mig? Efter alle de år, du ved at jeg gør mig bedste, du ved at jeg er villig til at opgive selv mit liv for både dig og Cedric, men.. Det er mig, Kimeya? Du kender mig bedre end nogen anden og du af alle burde forstå.." endte hun ganske kort for hovedet. Hun var uden tvivl forvirret, det kunne læses i hendes blik selv på trods hun forgæves prøvede at slkulle skjule det, alt for facaden vel? "Jeg kan ikke bare holde fri og sige pas jer selv.. Uanset hvor fristende det til tider kan være." tilføjede hun med et lille nik. Havde det ikek været fordi han halvt om halvt måtte hvile over hende så var hun endt med at tage hendes ting og gå, hun var virkelig ikke i humøret til dette!

[Kimeya Marvalo]

Cedric havde brug for sin mor og ikke en leder. Det var i bund og grund også det eneste som direkte havde fået Kimeya til at reagere. Han kunne fint tackle lederen som hun måtte være, også set fra hans synspunkt. Han var jo tvunget til at skulle kaste sig under hendes ledelse. Der kunne Cedric slippe. I og med, at knægten han var så ung endnu og så lille, så havde han brug for sin mor, som han også havde brug for sin far.. Den ene del var væk for ham, og det frustrerede ærligt knægten. Hvorfor skulle Kimeya ellers reagere? Han betragtede hende stille, dog med et ganske så alvorligt blik, som han på ingen måde, ville lægge det mindste skjul på lige nu. Han var kun ærlig og her var han i den grad sikker på, at han havde ret. Udelukkende også på grund af hendes reaktion. Det var tydeligt, at det selv måtte gå hende på. Det var ikke fordi at han mente, at han satte de højeste krav til hende. Han ønskede virkelig bare, at de skulle finde ud af det. At hun var hjemme bare engang imellem, så han i det mindste også kunne tilbringe tiden sammen med sin mor. Han elskede at være far, men han kunne virkelig ikke tage rollen som mor også og Cedric nægtet jo så sandelig også, at skulle sove når hun ikke var hjemme. Det havde de allerede set. Der havde hans sang i den grad haft sin virkning ind på knægten og det var han kun glad for, ellers var det en kamp mere som han måtte tage op hver eneste aften. Han sukkede dæmpet. Faith gjorde det i den grad ikke nemt for ham og i den grad heller ikke med de ord. Hun ønskede det vel op til en diskussion og det var noget som han nægtet. Han ville virkelig ikke gøre de samme fejl igen som han havde gjort tidligere. At lade dette hobe sig op for derefter at være det endelige lille, som ville tvinge dem fra hinanden i den anden ende. Det havde de været ude for flere gange tidligere. Han var i den grad heller ikke ude på, at skulle frasige sig sin del af skylde, for han var udmærket godt klar over, at han ikke var uskyldigheden selv i disse situationer. Han rystede stille på hovedet. De grågrønne øjne lod han endnu en gang falde mod hendes skikkelse. Hun var oprevet og frustreret, det kunne han høre og ja, han kendte hende så utrolig godt efterhånden og det var noget som han var glad for. Efter de havde læst dagbøgerne op for hinanden, var der kommet så mange brikker på plads. "Please Faith.. Jeg vil ikke diskutere, jeg vil bare snakke," begyndte han med en rolig og fattet stemme. Han var virkelig ikke ude på at skulle ende ud i et større skænderi, da det på ingen måde ville gavne deres situation overhovedet. Han blev roligt siddende i sengen og med blikket hvilende mod hende. "Jeg ved du nyder det adrenalinkick Faith. Jeg har set det.. Jeg så i dit blik hvor meget du tørstede efter at komme derud igen.. Og ved du hvad.. så gør det. Gør hvad du vil, jeg ved du nyder det, så selvfølgelig skal du have lov til det.." Han tillod sig, at skulle lukke hånden stille omkring hendes. Han kunne bare håbe, at hun i det mindste også ville forstå ham en smule. Man kunne vel også fint sige, at han talte på vegne af Cedric. "Ligesom jeg er villig til at opgive mit for dig og vores dejlige dreng, Faith. Du må se det lidt fra familiens side af.. Du ser ham ikke om morgenen. Du er taget afsted inden han overhovedet står op normalt og når du endelig kommer hjem, så er det lederen som han møder i døren.. Ikke hans mor," påpegede han stille. Han vidste, at det ikke var for at skulle straffe nogen overhovedet, så meget vidste han da. Han kendte til det. Han havde bare altid formået at skulle skille arbejde fra privatliv. Det var der man vel fint kunne sige, at hun fejlede bare en smule. Han blev siddende halvvejs over hende. Han kendte hende for godt nu til at vide, at hun ville gå hvis hun kom fri. "Jeg kan tackle den leder som vil stå i døren, Faith.. Det kan Cedric ikke. Jeg forventer ikke at du skal tage fri og bede dem om at tage kontrol eller hvad der nu skal til, for jeg ved, at det ikke er muligt. Jeg ved, at det er umuligt. Se på det som jeg taler på Cedrics vegne. Han har brug for sin mor, Faith.. Jeg har brug for kvinden bag den leder." Han nægtet stadig, at skulle hæve sin stemme overfor hende. Han ønskede hellere, at de ville være i stand til at skulle tale som de gjorde i øjeblikket.. Ganske så stille og roligt, det i sig selv, ville være det som ville gavne dem begge og det var sådan som han ønskede det. "Ligesom mig, så ved du, at vi har brug for den her snak.. Jeg vil vide hvor vi står.. Det gør vi ikke, så længe du fortsætter med at afvise mig.." Først der, valgte han at skulle slippe hende og satte sig op. Han elskede hende og han var i den grad heller ikke bange for, at skulle sige det til hende. "Jeg elsker dig, Faith.. Det har jeg altid gjort, så lad os i det mindste finde ud af det her sammen for en gangs skyld.." afsluttede han stille og kun med en stemme som måtte tyde på en ren og skær ærlighed. Han måtte igen stå som den fornuftige af dem, specielt når det kom til dette. Han ville virkelig ikke lade det hele gå til grunde udelukkende på grund af hendes forbandede stolthed og den lederstatus. Heller ikke for Cedrics skyld.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var meget vel klar over at fejlen endnu engang lå hos hende, hun var en leder ja og lige der måtte hu bryde løftet omkring det hun lovede ham - Nemlig at der ikke ville være flere hemmeligheder, det hun jo ikke fik sig selv til at erkende var at hun var skrupforvirret og det var så dejlig nemt at gemme sig på den måde, faktisk så vidste hun hverken ud eller ind, ikke at det var første gang det skete, det var efterhånden bare blevet en vanesag men efter det igen var blevet mere eller mindre umuligt for hende at græde så var det kun blevet langt værre, hun gik ikke til Nathaniel hun lukkede det bare inde og håbede på at det ville forsvinde men i virkeligheden lå det kun og tyngede og hun havde ingen mulighed for at komme ud med det kun på grund af hendes stædighed, og det var hele grunden til at hun i starten, efter hun selv havde set med med egne øjne, havde svoret at familie ikke var hendes kop the, hun var tvunget til at skulle passe sig selv og gå hendes egne veje og uden nogen at tage hensyn til, det kunne hun ikke nu, skaden var sket for længst og hun var virkelig ikke i stand til at skulle undvære noget som helst af det som var blevet hende givet af skæbnen, hverken Kimeya eller hendes elskede lille søn, måske der ikke var meget en moder i hende, men man kunne ikke sige andet end at hun virkelig elskede knægten, der var bare ting.. Hun var nødt til at tage sig af? Kimeya havde ret i hvert et ord det kunne hun ikke sige sig uden om uanset hvor meget hun gerne ville det, hun hadede tanken, endnu engang var det bevist selvom hun prøvede at holde igen - Hun var i den grad ikke perfekt end ikke som leder.. Var der den ting hun var født til at skulle gøre? Hun ejede ikke et modergen, hun var en elendig elskerinde kun på grund af jalousien og temperamentet, og nu kunne hun end ikke være en leder? Uden at skulle blande det sammen med alt muligt om ikke andet.. Hun sank en klump, så væk fra hans blik, og mod gardinerne som stille svævede i takt med vinden uden for. Endnu engang gjorde hun det ikke nemt for hende hun hadede kort sagt at stå i en situation som dette, men det ville hobe sig op og det vidste de begge, før eller siden ville hammeren falde og så ville det gå helt galt, et sted reagerede hun vel også un fordi hun rent faktisk frygtede for at miste ham? Miste den familie som endelig var blevet hende givet. Oprevet ville hun ikke ligefrem kalde det, ikke endnu om ikke andet, hun holdte stærkt igen, men fustreret var hun i den grad og kun fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige, hun orkede ikke at diskutere, lige der var det den samme tanke som hun havde fyrret af overfor ham til jul "Bare rolig jeg er for træt til at diskutere". Han havde ganske ret i at hun nød det andrelin kick så meget mere end noget andet, hun havde tørstet efter at komme derud og nu var hun der. Det eneste som hun foretog sig var et lille nik ved hans ord, uanset hvad så kunne hun ikke kaste den stilling fra sig, så det handlede egentlig ikke om at få lov eller ej, og det var jo ikke fordi hun iokke forstod ham hun fattede skam hele meningen hun vidste kort sagt bare ikke hvad hun skulle gøre ved det. Hun følte hans hånd omkring hendes, en savnet følelse et sted men det gjorde langt fra forvirringen bedre! "Jeg ved hvad du mener Kimeya" bed hun ham sammenbidt af "Jeg har fattet pointen.. Jeg ved bare.. ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre ved det" hun trak på skulderne, trak sig en smule mere op i en siddende stilling sådan halvt om halvt liggende endnu, så hun kunne putte under dynen. Et sted gjorde hans ord ondt og et andet sted varmede det.. Der var i det mindste nogen som behøvede hende. Nogle gange kunne hun kun se sig i bakspejlet og til tider have så meget lyst til bare at kaste håndklædet i ringen men igen hun var bare ikke typen på det. Det ville aldrig blive muligt for hende at ændre arbejdstider eller noget som helst for hun valgte dem ikke selv det var når der var brug for hende og hun var nødt til at vise sig aktiv, og hun var så forskellig fra ham hun kunne gøre ligesom ham og holde det hele adskilt ikke sådan et stort nervevrag som hun vel efterhånden var, hun var ikke som ham og det ville hun aldrig blive, hun vidste hverken hvordan hun skulle ordne op i de ting hun gjorde, eller noget som helst andet for den sags skyld, hun var blank med hensyn til alt omkring sig? Hans pludselige emneskift fik hende kun til at rynke på panden.. Havde dette i virkeligheden langt mere med dem at gøre som det havde med Cedric? Hendes hjerte hamrede per automatik langt hurtigere, hun bed sig i læben, sagde ikke et ord, det behøvede den snak det var ganske rigtigt, de måtte begge vide hvor de stod det andet her gjorde hende sindssyg, der var gået så mange år og hver dag havde hun troet på det ville komme helt af sig selv men det var bare som om der aldrig rigtig skete noget. Han havde virkelig kun formået at forvirre hende endnu mere med de ord, hun elskede i den grad også ham men var det i sidste ende nok?

[Kimeya Marvalo]

Man kunne vel fint sige, at Kimeya havde valgt, at skulle hoppe direkte ind i striden. Hvis de ikke fik snakket om tingene nu, så ville de aldrig nogensinde få det gjort, og så ville det gå fuldstændig galt i den anden ende. Hvis hun skulle fortsætte med at afvise ham nu, så var der virkelig ikke mere han kunne gøre ved det, og så kastede han virkelig hellere håndklædet i ringen, for han orkede virkelig ikke at stå og snakek til en dør og så afvente en respons som sikkert ikke ville komme. Det var virkelig heller ikke det som han ønskede for Cedric. Cedric havde så sandelig meget med dette at gøre, men det gjaldt i den grad også dem. Det frustrerede Kimeya noget så voldsomt, at han ikke havde nogen anelse om hvor pokker han stod med hende. Han savnede hende, selvom de lå side om side hver eneste aften, selvom det klart gjorde ondt, at hun var ude af døren inden de andre overhovedet så meget som overvejede at stå op. Cedric så hende ikke og han var jo lagt i seng når hun kom hjem, så hvornår skulle han overhovedet have muligheden for at se sin mor i det hele taget? Det var faktisk noget som gjorde ondt. Bare det faktum, at skulle leve uden sin mor, var faktisk noget som var hårdt nok i sig selv, og det var han udmærket godt klar over. Han havde jo siddet i den helt samme situation og det var i den grad ikke noget som han ønskede for sin egen lille søn. Han blev siddende med Faiths varme hånd i sin. Temperaturforandringen kunne han tydeligt mærke. Han ønskede ikke at forvirre hende. Han ønskede virkelig, bare at gøre det hele klart for hende, hvor de stod og hvilke muligheder som de havde. Eftersom han kun kunne se to af dem. Hendes lederstatus var i den grad et stort problem, hvis hun ikke formåede at holde privatliv og arbejde adskilt som han selv havde. Cedric havde brug for sin mor. En som han kunne putte sig ind til og slappe af ved, og det var virkelig ikke hvad han havde fået det sidste lange stykke tid. Hana betragtede hende stille. Det var virkelig ikke for at lægge skylden over på hende, for han vidste, at han selv havde en delpart af skyld i dette og han havde virkelig heller ikke noget imod, at skulle indrømme det overfor hende på nogen måde overhovedet. Han nikkede til hendes første ord, det i sig selv, var virkelig en glæde for ham på alle måder, for det at diskutere, så kunne han lige så godt opgive det hele med det samme. Han kendte hende og han var kendt med hvordan hun havdde det med at skulle indrømme fejl og mangler. Det var vel bare den leder som gik op i hende i så fald? Han kunne sidde og se til, at lederen måtte komme hjem dag efter dag. Han ville fint kunne tackle det, det ville deres lille søn ikke kunne. Hun var ved at gøre nøjagtigt den samme fejl som både ham og Nathaniel havde gjort, dengang de blev væltet af pinden. Hun var jo ved at arbejde sig ihjel. Han trykkede stille og forsigtigt omkring hendes hånd. At hun bare bed ham af på den måde, som var dette noget af det som bare måtte irritere hende helt af helvede til, var virkelig ikke en tanke som han var meget for overhovedet, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Det var der på ingen måder nogen som helst tvivl om. Han sukkede stille. "Hvorfor tror du, at jeg sidder her og prøver at snakke om det?" spurgte han stille. Ikke belærende eller noget som helst, bare stille og rolig snak for at få det hele til at skulle hjælpe dem begge. Han elskede hende som han altid havde gjort det, og det var virkelig ikke noget som ville ændre sig på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han vidste, at det sikkert kunne være mange ord at give hende på en gang. Han tog stille fat om hendes dyne med den frie hånd og pakkede hende godt ind i den og uden at skulle slippe hende med blikket. Nu hvor han havde hendes opmærksomhed, så ønskede han at få den her samtale færdiggjort, uanset hvor trætte de så end måtte være begge to. "Cedric har brug for sin mor, Faith.. Jeg ved du elsker din plads som vores leder, det ved jeg. Du må måske tænke på familien først? Hvornår kan du sidst huske, at du lagde Cedric i seng?" Han ønskede virkelig ikke at skulle kaste sig ud i strid med hende. Det eneste som han ønskede lige nu, det var egentlig bare, at få hende til at tænke. Her var det hende som var på vildspor og det vidste han så sandelig og udmærket godt. Han ville bare ikke slå hende i hovedet med det, han ønskede jo faktisk at hjælpe. "Vi er flere her til at hjælpe dig, hvis du bare lader os Faith. Du behøver ikke køre solo mere.. Nathaniel er her... jeg er her.." Han trykkede igen stille omkring hendes hånd og satte sig tæt ved hende. Han mente kun ordene som han havde nævnt for hende tidligere, det var der heller ikke nogen som helst tvivler om overhovedet. "Vi har brug for den her snak, Faith.. Vi har trods alt meget som vi er nødt til at få snakket igennem.. Jeg ved at det er vigtigt." At hun ikke holdt løfterne som de havde skænket hinanden, raget ham lige i øjeblikket. Han prioriterede virkelig den her samtale som det første af det hele, også mest for deres begges skyld. Det i sig selv, var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "I stedet for at gå inde med det, så snak med os.. Jeg ser det kun på Cedric og jeg ved.. at vi har problemer at ordne op i.. Det er dumt at udsætte det. Vi har jo set hvad der er sket de mange andre gange vi har gjort det," sagde han stille. Dog klart med et alvor. Han lod hånden stryge hendes kind ganske roligt og blidt. Han ønskede hende.. lige her ved sig.

[Silia D. Diamaqima]

Efterhånden så var både Faith og Kimeya klar over hvad der ville ske hvis de udsatte det, så ville det ikke kunne gøres stille og roligt og hun hadede at blive klandret og sat op på en væg, hun ville begynde at råbe, han ville hidse sig op, hun ville bede om at skride af helvedes til og han ville gøre det, og så ville deres lille knægt stå i den selv samme situation som Cayla i sin tid havde gjrot, og det var jo netop det som hun prøvede at undgå skulle se, så et sted så måtte hun jo rent faktisk være lykkelig for at det skete nu frem for om et stykke tid når der var lagt mere og mere pres på hendes skuldre. Det var virkelig ikke fordi hun ville være som en dør at snakke til, eller fordi hun ønskede bare at ryste på hovedet og sige at hun intet kunne gøre, hun vidste for pokker bare ikke hvad! Hun vidste ikke engang hvor vidt hun kunne sige sig at være sammen med den mand hun elskede på trods at de delte seng hver eneste nat, delte kys, delte ord! Hun var en kvinde af orden hun nød at have styr på tingene og ligenu havde hun kort sagt ikke styr på en skid og hvordan skulle hun rette op på noget som helst når hun ikke engang vidste hvad pokker hun egentlig efterhånden selv var?! Aldrig i livet ville hun lade Cedric leve uden en mor, hun ville ikke begå den fejl Kimeya havde gjort med Cayla, og hun elskede den lille knægt, uanset hvad så var det en engel skabt i kærlighed som hun havde båret på i stive 9 måneder, og gjort alt for at skulle holde i live, gjort alt for skulle være lykkelig den tid hvor hun var alene med ham, det var jo ikke fordi hun ønskede at det skulle være som dette, hun var bare en travl kvinde og han havde altid vidst det. Tanken om endnu et barn var allerede blevet slået ud af hovedet, hun kunne end ikke tage sig af det ene de havde nu, så hvordan skulle hun nogensinde tackle to? Det at skylden blev pålagt hende var hun som sådan ligeglad med, ikke mindst fordi hun vidste at han havde ret men i den grad også fordi det bare var blevet en vanesag og hun var efterhånden ligeglad, hun var langt fra fejlfri, hun gabte over langt mere end det var muligt for hende at tygge, men ærlig talt.. Det var jo heller ikke fordi hun havde en direkte vejviser for pokker! Hun følte næsten en brændende sitren ved hans kolde hånd om hendes varme, hun anede ikke hvor de stod det var jo også derfor hun ikke forlangte noget som helst af ham, hun vidste end ikke om hun kunne regne medham når det kom til andet end Cedric og det var noget som hun i den grad hadede! Ligenu måtte hun vel erkende hun næsten følte for at lade tårer falde, på trods det aldrig rigtig skete. Det at indrømme fejl og mangler overfor hende selv var intet problem, faktisk var hun ekstremt selvkritisk, og at indrømme dem overfor visse andre heller ikke noget problem, men foran Kimeya så blev det virkelig ikke værre! Det var en facade der var blevet kabt for at skærme hende fra alle de tårer som hun havde måttet lade falde, før eller siden kunne end ikke hun mere og så fandt man en måde at overleve på, hun var ikke skabt til familielivet, ikke skabt til at være mor, eller for den sags skyld elsker, hun brød begge regler og nu måtte hun tage konsekvensen af det. Faith var god til handlinger - Ikke ord.. Hun foretrak at vise hvad hun følte frem for at udtrykke det ved hjælp af tale det var hun mildest talt elendig til, så ja det var frygtelig mange ord at slulle synke på en og samme tid, så mange ord at hun måtte bruge sekunder efter at lytte dem igennem en gang til i hendes eget sind bare for egentlig at forstå hvad han sagde, ikke mindst fordi hun var direkte smadret. Hun lod sig putte under dynen, det hele var startet så godt, hans favn at stå i, hans varme smil, hun havde rent faktisk fået et kys her til aften, og så bare for at ende som dette? Hun kunne vel føle skuffelsen et sted? Det var ikke ligefrem hvad hun havde forventet af i aften? Nu var det i den grad hendes tur til at bryde ind! At gå efter samvittigheden hjalp aldrig nogen som helst det var det som også Nathnaiel havde fundet ud af "Jeg elsker min plads som leder ja, det er det eneste jeg har haft gennem lange år rækker, men jeg elsker også min rolle som mor.. Uanset hvor helvedes egocentrisk jeg er, uanset hvor meget andet jeg udviser, den lille knægt er mit et og alt.. Så prøv ikke at give mig dårlig samittighed, Kimeya.. Jeg ville helvedes gerne sætte familien først, men du ved ligeså vel som jeg at du ikke selv bestemmer hvornår der er brug for dig, livet er desværre ikke så forudsigeligt at du selv vælger den slags, jeg prøver virkelig.. Det gør jeg" en leders temperament ja men de ord var i den grad ikke sagt af en leder men af en desperat kvinde der prøvede at få ham til at forstå at han var på vej ud et sted hvor det ikke ville gavne dem at komme hen, og ikke ment som en afvisning men mere som en afgrænsning. Hun havde altid levet i hans skygge været den som måtte gå fustreret og alene derhjemme, nu var det endelig hendes tur til at skinne lidt, hun arbejdede nok mere end det som lige var nødvendigt ja, men hun var ikke klar over hvordan hun skulle begå sig hjemme, ikke når hun var så forvirret omkring Kimeya, og det var så dybt fustrerende! "Nathaniel har sit at se til, Kimeya,m at pålægge ham mere arbejde vil kun gå galt.. Og dig.. Jeg ved ikke engang hvor pokker jeg har dig? Jeg ved end ikke om det er mit ret at hvile i sengen ved din side.. Der er gået 6 år, Kimeya og vi står stadig fast på samme sted" udbrød hun, dog hverken høj eller vredt, men tydeligt at det var noget som fustrede hende, hun ville ikke stille krav eller forventninger til ham, ikke så længe hun ikke vidste hvad som ville være rimeligt. Det var som hans sidste ord bare svandt direkte forbi, hendes blik havde forladt hans til fordel for vinduet. Hun bed tænderne fast sammen, følte hjertet gallopere mod brystet og måtte tvinge sig selv til at tælle til ti for at blive netop hvor hun var, det var sjældne ord at høre fra hende, at hun åbnede sig bare lidt på den måde, lidt fremskridt kunne der rent faktisk ske, at hun så sad komplet tavs bagefter var jo så en helt anden side af sagen.

[Kimeya Marvalo]

Fortsatte de med at udsætte den snak, så ville de kun gøre de samme gamle fejl og det var i den grad ikke noget som Kimeya ønskede. Så kunne de lige så godt, gå hvert til sit nu istedet for at gøre det i ren og skær vrede eller midt i et voldsomt skænderi som de normalt ville gøre det. At hun ville bede ham om at skride og han så bare ville gøre det. De havde gjort det under deres tid med Cayla i familien og det var i den grad også noget som han for alt i verden ville undgå, at skulle gøre med deres egen lille søn. Det var virkelig ikke noget som han ønskede at gøre endnu en gang. Man kunne fint sige, at han havde lært af sine mange fejl, han havde taget dem til sig, også udelukkende fordi, at han havde haft så ekstremt mange til at påpege dem overfor ham igennem det sidste lange stykke tid. Det var i den grad ikke hans mening, at skulle prikke sådan til Faiths samvittighed. Han fortalte bare hvordan det var og hvordan det foregik her hjemme, nu hvor hun ikke var der til at skulle se det på nogen som helst måde. Hun var den som var først ude af sengen om morgenen og den som lagde sig i seng igen som den sidste. Det bekymrede ham i den grad. Også fordi, at han ikke havde nogen anelse om hvor han stod med hende.. Kunne det være det som gjorde det hele ved hende? Var det lige det ene lille faktum som måtte gøre det hele? Han havde Cedric hver eneste dag, knægten savnede sin mor, og så kunne det virkelig heller ikke hjælpe det mindste, når det var en leder som han mødte i døren når han endelig var komme når hun var hjemme. Det gjorde ondt at se.. den skuffelse og sorg i knægtens ansigt når han gik tilbage til værelset for at gøre sig sengeklar de gange, hvor han havde været oppe og med lov af Kimeya til mor ville komme hjem. Han blev siddende tæt ved Faith og med blikket hvilende i hendes eget, samt at han havde hendes hånd hvilende så trygt i sin egen og uden at han ville slippe hende det mindste overhovedet. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han vidste, at Faith havde gjort det fantastisk som mor, men lige i denne situation handlede hun alt for enerådigt og alt for egoistisk og det var noget af det som han reagerede på. Han kunne tackle den leder som måtte stå i døren - til tider, var det jo også fordi, at han virkelig ikke havde noget andet valg, men det var altså ikke noget som Cedric var gammel nok til. Faith havde jo stadig ham at gå til, så de kunne finde ud af tingene, hvis hun da bare ville lade ham gøre det istedet for alt det andet som foregik for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han kunne fint tage imod de slag og andet som skulle til, hvis hun var frustreret nok. Det var jo ikke første gang, at hun mildest og bogstavelig talt, havde lagt hånden på ham. Det var jo noget som man i bund og grund stadig kunne se på hans bryst, hvor mærket af hendes brændende hånd stadig måtte hvile på hans bryst. Ikke at det gjorde ham det mindste. Han havde gjort sine fejl og han var blevet straffet for det.. endda også mange gange og det var det som han havde taget ved lære af, det var der heller ikke nogen tvivl om. De grågrønne øjne hvilede i hendes blik og uden, at han så det mindste væk overhovedet. Selv på trods af hendes så åbenbare fejl, så elskede han hende alligevel og det gjorde han virkelig. Han elskede hende af hele hans hjerte og ja, han var i den grad også villig til at skulle kaste sig i striden for det, endda i døden hvis det ville gavne hende i den anden ende.. Lige nu havde han bare problemer med at skulle se om det overhovedet ville være gengældt, så længe, at den stilling åbenbart betød mere for hende end det som familien og deres lille søn gjorde. Det var sådan som han så det. Faith så det hele så forbandede firkantet og det gjorde det jo heller ikke ligefrem nemmere for ham eller nogen anden under det her tag. Han sukkede stille og rystede igen stille og roligt på hovedet. "Jeg er slet ikke ude på at give dig dårlig samvittighed, Faith. Jeg ønsker bare, at du skal se det.." sagde han stille. For nu havde han valgt at droppe de mange titler som han normalt ville have kaldt hende ved. Det var ikke noget som ville gavne det mindste lige nu. De måtte snakke ud, ellers gik det galt. Man kunne vel fint sige, at dette var Kimeyas sidste og endelige forsøg på at skulle få det hele til at køre fejlfrit, ellers måtte han desværre og mildest talt bare give op. Også for Cedrics skyld. Hun var frustreret og det var noget som de begge var. Selv vidste han hverken til eller fra.. hvorfor skulle han da ellers tage det op nu og på denne måde, som han nu valgte, at skulle gøre det på? Han blev siddende tæt ved hende. Hun havde jo ikke direkte afvist ham endnu og det var noget af det som faktisk også måtte glæde ham en hel del. Det var ikke noget som man kunne komme det mindste udenom. "Uanset, så ved du at du kan snakke med ham omkring tingene og han står der til hjælp," afveg Kimeya med en rolig stemme. Han havde selv snakket meget med ham i de tider hvor Cedric sov og han selv havde brug for at komme af med bare lidt af den frustration som han måtte sidde inde med. Det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Og ja. Der er gået seks år nu, fordi vi aldrig får snakket om det." Han trykkede omkring hendes hånd, hvor han med den anden, lod søge mod hendes kind, for at skulle vende hendes blik stille og roligt mod sig. Han ønskede i den grad ikke, at skulle skændes eller disktutere med hende på nogen som helst måde overhovedet, men dette var virkelig bare noget som de begge havde brug for, at få ud af verdenen. "Jeg ligger ved din side hver eneste aften, Faith. Jeg savner dig kun mere og mere.. Jeg ved heller ikke hvor jeg har dig. Du er aldrig hjemme.. Du tager arbejdet med dig hjem, du er negativ, enerådig og ja, du er egoistisk... Og jeg ved godt, det er det som skal til for at være leder.. Men hvad gavner det os? Hvordan hjælper det Cedric? Jeg lyver ikke når jeg giver dig de store ord, Faith.. Jeg mener dem som jeg også gjorde det dengang, det skal du vide. Du gør det ikke nemt for mig, når du så vælger, at skulle afvise mig istedet for... Hvornår har vi tid til os selv? Bare dig og mig, til at få tingene snakket igennem? Det har vi ikke.. Du er ude og arbejder snart i døgndrift, jeg sidder her hjemme med familien og venter og bliver mødt af en leder i døren. Jeg ved godt at jeg mistede det på grund af mine fejl.. Jeg ønsker ikke, at det også skal ske for dig," afsluttede han stille.

[Silia D. Diamaqima]

Faith ønskede i den grad ikke at det skulle ende som de sidste mange andre gange, hun ønskede hverken at skændes eller at de skulle gå fra hinanden, og hun ønskede ikke at Cedric skulle se på dem som Cayla gjorde det, der lå meget mere i det end som så, uanset hvor dumt og hvor egoistisk hun bar sig ad så elskede hun for det første Cedric men i den grad også ham, men hvordan skulle hun egentlig vise det når det blev ved med at stå stille? Man kunne tro det eller lade værre men hun lærte rent faktisk også af hendes egne fejl, til tider glemte hun bare princippet i det, bare det at hun endnu sad hos ham, at hun snakkede med ham omkring det frem for bare fortsætte med at skulle cutte ham af, og hun havde end ikke hævet stemmen endnu, det var store fremskridt for hende men det var bare som om at de fejl som hun gjorde stadig måtte overskygge den slags, og det var faktisk noget som måtte gøre ondt, at alle overså at hele meningen ikke var at være egoistisk men at prøve at så alle stadig ville elske hende, et sted var hun jo bare rædselsslagen for at skulle miste det som hun elskede højere end noget som helst, nemlig den familie, det var så sandelig ikke fordi hendes lederstilling betød mere end dem, men det var fustrernende.. At hvile ved hans side hver eneste aften og uden at vide hvad pokker hun egentlig kunne tillade sig, det var langt fra hendes mening at det i sidste ende skulel gå ud over Cedric, det var hendes fejl at det så gjorde og den ville hun hellere end gerne tage på sig. For en kort stund måtte hun knuge om hans hånd, ikke et ord forlod hendes læber for nu valgte hun bare at lytte til de ting der forlod hans læber og tænke dem igennem før hun sagde noget som helst. Det var i den grad ikke meningen at skabe den samme skuffelse hos deres søn som Kimeya gang på gang havde gjort med Cayla og hun huskede hvordan det var at stå og se på som forælder, så hun forstod ham jo, det var vel derfor hun valgte at lytte? Han bar mærket fra hans mange fejl over hendes bryst hun kunne stadig undgå det om hun ville og hun vidste det, hver dag ændrede hende hvad han eller nogen anden jo så ikke så var at det langt fra var til det værre, han havde ikke kendt hende i tiden med Anque.. I tiden med Fabian og hadet til Elanya, man kunne roligt sige at det var dne kvinde hun var tilbage ved, og det var i deres tilfælde langt fra en skidt ting, men igen risen frem for rosen, mørket skyggede altid for lyset og det var igen bare noget som hun var blevet vant til, men at sidde og lytte på de ord, var i den grad kun en kniv at borer lige i hjertet, hun ville jo virkelig gerne prøve for pokker! Tårerne var så tæt på at titte frem men hun nægtede dem ganske kort sagt, hun kunne ikke fælde flere tårer og slet ikke at stå som den svage, hun hadede det, det var som om det gik i ring mere eller mindre hele tiden! Hun elskede ham, og elskede at elske ham ligeså vel som med Cedric, men til tider fandt hun bare aldrig rigtigt ud af hvad de egentlig var og ikke var, hun gik gennem ild og vand for ham var det ikke noget som allerede var bevist? Hvad mere skulle hun gøre?! Det fustrerede hende virkelig. Endnu måtte hun lytte, og et sted måtte det rent faktisk more hende en smule, at han i bund og grund var plaget den samme ting som hun havde været gennem de mange år var det var ham som var ude og hende som var hjemme, det var jo den samme situation som skete igen og de fortsatte med at begå de samme fejl? Lige der slog hendes stædighed i den grad ind, det her ville hun ikke finde sig i! Det ville ikke hjælpe nogen af dem at kaste med sten, og det var her den form af flamme dukkede op i hende. Ikke i en form af vrede men mere intensitet, vilje, den samme vilje som han var faldet for den gang, viljen til at leve, viljen til at kæmpe og være fri, det var så mange år sidne hun havde vist sig fra den side men nu kom det ganske af sig selv. Faith hev dynen væk, følte hvordan den kølige luft omgående malede en gåsehud over hendes armen, og for en kort stund kunne det se ud som om hun endnu engang skulle til at flygte stikke halen mellem benene og gå, men istedet endte hun med at sætte et ben på hver side af ham, glide i hans skød og greb om begge hans hænder. Hun var alvorlig i blikket ja, men langt fra vred nu var det hendes tur til at blive hørt, hun ville ikke sidde og blive kastet med sten på den fejl havde Nathaniel begået en gang, men hun ville gerne ordne op i det her, denne gang vidste hun at skylden lå hos hende "Lyt på mig, Kimeya.. Lyt godt på hver eneste ord jeg ønsker ikke at du skal misforstå noget som helst.. Jeg er ikke fejlfri, nej.. Faktisk begår jeg fejl hele tiden.. Men tro ikke at det er meningen at jeg vil være den leder overfor Cedric.. jeg elsker ham, jeg ville opgive mit liv for den knægt, og for den sags skyld også for dig. men jeg forstår ikke noget.. Jeg forstår ikke alle vores pokkers problemer, endelig vil Jaqia og Samuel lade os være og så skaber vi dem for os selv istedet for? Det er ikke det jeg ønsker, jeg øsker ikke at være egocentrisk eller noget som helst andet.. jeg lovede dig højt og helligt at der ikke ville blive flere hemmeligheder, så jeg er fuldkommen ærlig når jeg siger at jeg arbejder langt mere end det som er mig påkrævet.. Men grunden ligger i den forvirring herhjemme. Det ene øjeblik nyder vi en romantisk middag læser op af de bøger som betyder mest for os, for derefter hoppe herop, nyde hinanden på måder kun elskende skal.. og efter det så er det ligesom vi er gået et skridt tilbage og jeg ved fejlen igen nok ligger hos mig det vil jeg ikke snige mig uden om.. Men jeg er forvirret for pokker og du af alle kender mig bedre end nogen anden" hun stoppede op, valgte at holde en pause, kun for at tænke sig om bare for en kort stund, og lige få vejret efter den halvvejse tale. De funklede grønne øjne hvilede i hans, hun slap endnu ikke hans hænder, kulden var virkelig bidende! "Du er så tæt på og alligevel så langt fra hele tiden.. jeg ved ikke engang om jeg har retten til at sidde for jeg gør ligenu, ligenu gider jeg bare ike tage mig af det kun fordi jeg vil ordne op i det her.. Jeg ved at du ikke ser det, Kimeya.. Men jeg ændre mig hver eneste dag og langt fra kun til det dårligere, hvis du vil have mig til at indse jeg begå en fejl så værsågod, jeg er klar over det men det fustrere mig at være hjemme uden atv ide hvor min plads er.. Jeg har brug for dig, Kimeya.. Hvad end det ligner det eller ej jeg har brug for dig og jeg har brug for Cedric.. Nathaniel bør ikek fungere som min psykolog, jeg har ikke brug for Nathaniel, jeg har brug for min familie.. For manden jeg elsker.. Så.. NU snakker vi.. Stille og roligt.. Så finder vi en endelig løsning på hvad vi er eller ikke er.. Så hviler vi ud, jeg tilbringer et par timer med Cedric snakker med ham selv og først der tager jeg afsted igen" en direkte overgivelse fra hendes side kunne man roligt sige, hun prøvede virkelig at vise hun ønskede dette mere end noget andet, så håbede hun bare at han ville se dt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gjorde dette mest for Cedrics skyld, men i den grad også for sin egen. Han havde set hvordan Cedric reagerede på lederen som måtte komme hjem om aftenen når han endelig havde fået lov til at være oppe til mor ville komme hjem for så at liste skuffet og ked af det i seng, som han gjorde gang på gang. Det var i den grad noget af det som bekymrede Kimeya mest. Det var den måde som det påvirkede deres lille knægt. Han vidste at han havde gjort fejlen ved Cayla og han nægtede virkelig at skulle se hende gøre den nøjagtig samme fejl med deres lille søn. Det nægtet han virkelig i bund og grund. Han betragtede hende med et stille og roligt blik. I sig selv, så ønskede ha virkelig bare, at de kunne finde ud af det sammen og ikke noget med det andet, for det var i den grad ikke noget som ville gavne nogen af dem overhovedet. Han t rak vejret dybt, kunne tydeligt mærke hvordan hun endte med at skulle knuge omkring hans hånd. Det var tydeligt at hun lyttet og det var i den grad også det som han var ude efter. Det var et ekstremt skridt i den rigtige retning, at de kunne snakke .. i det mindste sådan her og endda uden at skulle hæve stemmen, eller at han måtte holde hende tilbage for at få sit ord indført, selvom det normalt aldrig rigtig blev lyttet til. Her var det hende som begik fejlen og han prøvede nu alligevel at få det fremstillet så mildt som muligt. Nathaniel havde udmærket godt fortalt ham hvad der var sket sidste gang de havde snakket og set håndaftrykket oppe ved hans ene skulder, så det var tydeligt, at han var gået frem på den helt forkerte måde. Cedric gik ked af det i seng, han havde kun sin far og han så aldrig nogensinde sin mor. Han kunne fint stå ved, at hvis de ikke fandt en løsning og det skulle være hurtigt, så ville han tage knægten og tage derfra, for han nægtet virkelig at se sin egen søn i det kaos som det hele var. Hvis det var ham og hende, som plaget Faith, så ville han da foretrække at vide det, så de kunne snakke om det istedet for, at hun skulle fortsætte med at afvise ham, holde sig væk og blive væk og derved komme hjem i den forfatning som i den grad heller ikke ville gavne nogen af dem. Sandt, at han gik sent i seng og det var blot en vane som han havde gjort sig i mange år. Han prøvede jo faktisk at holde sig oppe, så de kunne få det hele snakket igennem og det havde virkelig været nødvendigt. Nu havde han valgt, at skulle tage kampen op med hende og nu så det også endelig ud til, at han kom igennem til hende og det var en tydelig lettelse. At hun bare valgte, at skulle smide dynen og sætte sig i hans skød og tog hans hænder. Han vendte blikket direkte mod hende. Han ønskede ikke at skulle fremstille hende som det sorte får, men de havde i den grad brug for at skulle snakke ud omkring alt det her som måtte plage dem på denne måde. Han lyttede til hvert eneste lille ord som hun måtte skænke ham. At hun i det mindste kunne indrømme fejlene overfor ham, var i den grad noget nyt. Bare det faktum, at hun snakkede til ham på den måde, det var noget som faktisk bare måtte lette ham en hel del og endda også på alle tænkelige måder. De havde haft deres at slås med og det havde de altid haft. nu var det kun det personlige som de måtte slås med og han nægtet virkelig, at skulle lade det hobe sig på denne her måde, det var der ikke nogen tvivl om. Han knyttede hænderne stille omkring hendes, for at skulle vise, at han var med hende så langt. Det var nu det var nødt til at fungere, ellers var han virkelig tvunget til at skulle kaste håndklædet i ringen og sige, at nok er nok.. Det ville nok mest være for Cedrics skyld fremfor det ville være hans egen. "Det er svært for mig at sige, Faith. Jeg ser dig aldrig.. Du er aldrig hjemme.. Du er ude før vi andre er oppe og du er hjemme først når vi er gået til køjs. Jeg ser det jo ikke.." begyndte han stille. Det i sig selv, var en ren og skær sandhed og det var selv tydeligt i hans blik, at det var noget som faktisk måtte gå ham ekstremt meget på. "Jeg ligger ved din side hver eneste aften og mangler dig. Jeg man mærke dig og alligevel er du langt væk.." Han tog stille omkring hendes hænder. Det gjorde i den grad godt at skulle snakke ud omkring det hele, for det var virkelig hvad de havde brug for. At hun måtte fryse, kunne han næsten gætte sig frem til, for hende var det vel også meget koldt? Han vendte blikket kort i retning af hendes dyne, næsten kort overvejende om han skulle gribe fat om den og give hende den på, så de kunne tage det hele derfra istedet for? De grågrønne øjne vendte han stille op mod hendes blik igen. Hun overgav sig direkte, og det i sig selv, var en ekstrem stor trøst for hans vedkommende, det var ikke noget som han på nogen måde, kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Det har været umuligt at snakke når du ikke er her til at blive snakket med, Faith. Vi har ikke muligheden for at snakke om noget som helst. Og ved du hvad? Det gør virkelig ondt. Jeg er gået i seng når du ender i døren, selv træt og udmattet og ude af stand til at snakke med.. hvornår skulle jeg da have muligheden for det? Jeg har brug for dig. Jeg har brug for at kende min plads her i familien og ikke bare som Cedrics far. Jeg elsker knægten og jeg ønsker ham virkelig kun det bedste. Det er bare svært, når jeg skal være både mor og far. Jeg savner det vi havde Faith.. før alt det med Memphesto og alt det andet som vi har måtte slås med efterhånden.. Den gang vi for alvor havde hinanden." En meget stor indrømmelse fra hans side af, men sandt var det. De havde brug for at snakke ud omkring det hele og det var nu de havde muligheden for det, så selvfølgelig tog han imod det når han kunne. "Jeg ønsker dig ved mig Faith.. Jeg ved bare ikke.. om det vil være muligt, så længe, du aldrig er hjemme. Jeg sidder her uden at vide hverken til eller fra efterhånden.. Jeg har brug for dig.." sagde han dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

Et sted så burde de have taget det op langt før, det gavnede jo ikke nogen af dem, det var jo ganske tydeligt, nu var det jo fremme at Cedric var plaget af det, men også at både hende og Kimeya var fustreret af den tanke, det var virkelig på tide at finde ud af hvad de var eller ikke var for den sags skyld, for det andet her voldede dem kun langt flere problemer og det var ikke det som hun behøvede. Fejlen var sket for hans vedkommende med Cayla og nu kunne de begge se resultatet af det, det var jo ikke fordi hun ønskede at volde Cedric de samme problemer, det var det løfte som hun havde givet sig selv og hun prøvede, det gjorde hun, men åbenbart ikke godt nok? Det var tydeligt at hun lyttede til hver eneste ord, det i sig selv var et enormt fremskridt hun plejede jo kort sagt bare at cutte af, gå hvis han fortsatte og så senere lade det ende i et større skænderi, men hun af alle vidste at det ikke ville hjælpe hende nogen vejne, og hun frygtede virkelig for at han en dag ville kunne se hende i øjnene og sige at han ikke længere elskede hende, hun frygtede så ekstremt meget for at ende med at miste ham specielt efter det som de var gået igennem for hinanden, det var store ting, og det som hun aldrig rigtig ville glemme, det var de ting som kun gjorde båndet stærkere for hver dag. Det var dumt at lege med hendes samvittighed, hun kunen fint se hendes egne fejl men hun havde problemer med at erkende dem overfor specielt Kimeya, og Nathaniel var jo direkte endt med at skulle gå efter hendes samvittighed ganske bevidst, nu bar han ligeså mærket. Nu var det på tide at holde løftet ikke flere hemmeligheder, de var nødt til at snakke der havde han ganske ret og det var det som hun gjorde, uden at råbe og skrige af ham men rent faktisk ganske stille go rolig og med den dybe ærlighed som hun var kendt for at være bære af. De var tvunget til at finde en løsning for alles skyld, hun ville have kastet håndklædet i ringenf or længst hvis ikek det havde været fordi Junior overtalte hende til anderledes, og nu ønskede hun ikke at give det op hun var villig til at kæmpe som hun altid havde været, hun kunne ikke miste dem.. Hverken ham eller Cedric det ville gøre alt for ondt "Jeg ved det, Kimeya.. Jeg er aldrig hjemme, du ved hvor forvirrende den almindelige hverdag er, og hvad jeg mindst af alt behøver er mere forvirring når jeg endelig kommer hjem igen.. For et kort sekund da vi stod inde i det børneværelse virkede det endelig som om det løste sig selv. Jeg stod i din favn, du kyssede mig for første gang i... ja gud ved hvor lang tid, bare det er savnet, og når vi så ligger her igen så er det som om vi.. Glemmer alt det" endte hun stille, og kun med ren go skær ærlighed i stemmen, hun var ikek god til følelser men hvis det var det som han ønskede så skulle hun i den grad nok åbne op for ham om det var det som han krævede. Blikket hvilede mod deres hænder, hun valgte virkelig at overgive sig nu, ikke at hun brød sig om det men for det første var det nødvendigt, hun ville aldrig tilgive sig selv hvis hun skulle ende med at stå alene igen. Hun lyttede til hans ord endte med at nikke stille, det var ganske sandt at hun aldrig var hjemme og det nok var hele grunden til at de ikke fik snakket, hun savnede ham men anede ikke hvad hun kunne tillade sig så var det så meget nemmere bare at lukke det ude. De sidste ord fik hende for alvor til at vende blikket mod ham, lade ham få hendes fulde opmærksomhed. Han ramte et punkt som havde strejfet hende så frygtelig mange gange. Hun måtte bearbejde ordene, noget som kun skabte adskillige sekunders stilhed. Faith lænede sig en smule frem plantede et stille kys mod hans mundvie, hvorefter hun kun endte med at trække sig ganske lidt, kun så det var muligt at se i hans blik "Hvad vi havde før Memphesto var noget ganske særligt, Kimeya.. Det hviler et eller andet sted, det er som om vi gemmer det. Jeg savner hvert eneste sekund, det var ikke sådan her jeg håbede på det skulle ende - Aldrig. Jeg elsker og forguder den skat som vi skabte.. Netop i det som vi havde dengang.. Jeg er villig til at kæmpe for dig, det har jeg altid gjort og jeg er villig til at kæmpe for vores søn.. Men jeg kan.. Ikke gøre det alene" endte hun stille. Hun klemte blidt om hans hænder, endte med at skulle trække sig lidt mere igen "Nu forstår du den fustration som jeg sad med i så mange år, Kimeya.. Jeg sad med den selv samme følelse og det er dræbende er det ikke? Naiv og dum som jeg har altid har været tilgav jeg dig, og det fortryder jeg ikke det mindste.. Nu er det bare det.. Kan du tilgive mig?" endte hun ganske forsigtigt spørgende næsten, og med blikket hvilende i hans, hun ville have sandheden det var på tide at finde ud af det her tid en gang for alle.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han måtte snakke med Cayla før eller siden og det snart var på tide, at skulle opsøge hende. Han savnede virkelig sin lille pige. Han kunne virkelig ikke holde de blikke ud som blev ham skænket når han endelig gik forbi hende indenfor i deres alles hjem, så der holdt han sig normalt bare væk, selvom han udmærket godt vidste, at det var til mere skade end det som det måtte være til gavn for nogen af dem. Han havde gjort en fatal fejl og han var virkelig ikke imod det, at skulle benægte det. Han stod gerne og skreg det ud, hvis det var det som det skulle være. Ingen var perfekte. At Faith så ikke var meget for at skulle indrømme det overfor ham selv, var kun noget af det som de måtte arbejde på. De havde freden nu. De havde ikke nogen grund til at skulle frygte noget udefra, det var virkelig kun det indefra som de måtte tænke på nu og det var udelukkende også af den grund, at Kimeya valgte, at skulle gribe tyren ved hornene og så bare prøve at få det hele ordnet som han gjorde nu, intet andet ville kunne gavne ham det mindste overhovedet. Han lod Faith sidde i hans skød og stadig med hendes hænder i sine. Han nænnede virkelig ikke, at skulle slippe hende på nogen som helst måde overhovedet, det i sig selv, var virkelig heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. De grågrønne øjne hvilede opmærksomt i hendes blik og uden at skulle se væk fra hende. Han kendte hende godt og sikkert også som den bedste af slagsen indenfor det område. Han kendte til hendes dybeste hemmeligheder og det var noget som han ville tage med sig i graven hvis det skulle være. Han vidste hvorfor hun reagerede som hun gjorde og hvorfor hun gjorde som hun gjorde.. Ligesom det var gengældt. Hun kendte til selv hans mørkeste hemmeligheder. Hun kendte til alt omkring Yuuki og alt som skete i hans liv før hun var endt med at skulle dukke op. Han nikkede. "Jeg ved det.. Jeg sidder i det snart i døgndrift, Faith.." sagde han med en rolig og dæmpet stemme. Han betragtede hende stille. Han slap forsigtigt hendes ene hånd og lod den stille falde omkring hendes liv istedet for. Han stod i det samme som hende. Han vidste ikke hvad han kunne eller ikke og han kunne meget fint også erkende for hende, at det kys var noget som han havde ønsket, at skulle skænke hende i så forbandet lang tid og der havde muligheden virkelig også endt med at skulle vise sig. "Vi sidder i det samme. Jeg ved ikke hvad jeg kan tillade mig eller ikke.. Vi har brug for at finde ud af det. Det er derfor, at vi er nødt til at snakke, og det er derfor jeg ønsker, at have dig hjemme," påpegede han stille. Han nægtet virkelig, at skulle hæve stemmen overfor hende lige i øjeblikket, det var virkelgi ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hvis de ikke fandt ud af noget, så ville han tage knægten med sig, og så ville de ikke være der når Faith kom hjem i morgen. Han ønskede virkelig ikke at se hvor ondt Cedric faktisk havde det over det faktum, at han slet ikke havde sin mor hjemme. Det var hans fars leder som var der.. ikke hans mor og det var noget som Kimeya i den grad tog forbandet hårdt på. Kysset som hun valgte, at skulle tildele hans mundvige, var noget som et sted kun måtte sætte lettelsen i ham. At han måske ikke var den eneste som ønskede det på den måde? Han lukkede øjnene ganske kort inden han lod blikket falde stille op mod hendes ansigt. Han forstod udmærket godt det, som han havde tvunget hende igennem den ene gang tidligere, det kunne han for alt i verden heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han sitrede let bare ved tanken. Han greb fat omkring dynen med sin ene hånd og kastede den omkring hendes krop. Hun skulle i den grad ikke sidde der og fryse hvis han kunne hindre det. Jo koldere der var, jo bedre ville han have det med det. Det var i den grad noget af det som de klart måtte slås mest med af det hele. De lettere naturlige stride mellem ild og is. "Jeg nægter at lade det ende på denne måde, Faith.. Ikke bare for Cedric, men også for mig selv. Jeg har været villig til at opgive mit liv for dig, siden jeg mødte dig ved den mørke sø for de mange år siden og tro mig. Det har aldrig nogensinde ændret sig." Han vendte blikket stille De grågrønne øjne lod han stille falde til hendes ved hendes sidste ord. Sandt at hun havde været dum og naiv .. og meget af det dengang hun havde været yngre og nu, kunne han bare sidde gog prise sig lykkelig for at det var endt sådan. Han sendte hende et stille smil, hævede sin ene hånd. "Selvfølgelig kan jeg det, min kære," endte han roligt. Han lænede sig selv forsigtigt frem og kyssede hendes mundvige gengældende og lod dem møde hendes læber for en ganske kort bemærkning inden han valgte, at trække hovedet til sig igen. "Lov mig bare en ting.. Vær en mor for Cedric.. ikke en leder," afsluttede han stille. Om han så skulle prikke til hende når det blev for meget, så gjorde han det. Det var i den grad hvad Cedric havde brug for og det var personen bag den moder, som han selv havde brug for.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var klar over at Cayla direkte hadede den tanke omkring at hende og Kimeya var sammen igen, det var tydeligt at Junior gang på gang prøvede at påpege fordele for hende men det var jo klart at hun lukkede af, det var den skide stædighed som lå til familien, enhver mand måtte have det svært med at skulle leve sammen med dem, måske var det derfor hlden aldrig rigtig var med dem når det kom til det punkt som hed kærlighed. Nu var det virkelig på tide at Kimeya fik snakket ud med sin datter, uanset om han ville det eller ej, så havde han i det mindste afgivet et løfte til Moniqe, at vogte over den lille pige, hvis ikke han gjorde det for hendes, Caylas eller hans egen skyld så om ikke andet for hendes afdøde søster. Ingen i den familie var perfekte og hun vidste udemærket godt at hun heller ikke var det selv, langt fra i virkeligheden var hun nok den af dem alle sammens om begik flest fejl, men de fejl frygtede hun ville komme imellem for hende og Kimeya noget som hun nægtede derfor ønskede hun ikke at lige præcis han skulle se hende på den måde overhovedet. Freden var der ude fra nu, nu var der kun de indbyrdes ting at klare, de kampe som i hendes øjne kunne kæmpes, hun elskedeham, hun elskede hver eneste person i dette hus på en ganske særlig måde, det var hendes familie ikke kun Kimeya og Cedric men i den grad også de andre. Hun holdte om hans hænder betragtede hans blik, et sted var hun komplet ligeglad med om det var hendes ret at sidde så nær ham som hun gjorde nu, i hans skød, hvor der kun skulle ganske lidt til før deres kroppe ville mødes, igen måtte det gå op for hende hvor meget hun egentlig savnede hans nærhed. Han kendte hende bedre end nogen anden han kendte enhver af hendes dybeste hemmeligheder, lige fra hendes barndom og så videre og hun håbede at de ville forblive mellem bare de to. Han sad med den selv samme følelse som i sidste ende havde fustreret hende, og hun hadede den, at føle sig så alene og bare vide at han kun ville være hjemme for en kort stund, nu kunne han se hvorfor hun var blevet så muggen over det i den tid. Armen omkring hendes liv tvang hende næsten kun tættere til ham noget som hun ikke ville stå imod overhovedet. Det kys var så frygtelig savnet hun ville ønske at han ville skænke hende dem oftere, at han ville trække hende ind til sig som nu tage kontrollen fra hende og få hende til at føle sig som den kvinde hun var "Vi må finde du af det.. Jeg kan ikke det her mere. Enten er vi et par med alt hvad det indebære på godt ondt, og ellers er vi hver for sig, der er ikke noget midt imellem mere.. Jeg regner med at tage afsted når Cedric er lagt i seng imorgen aften" påpegede hun, det ville i det mindste give dem en dag til at skulle ordne op i det hele, hun var jo nødt til at tage afsted igen måske bare ikek for specielt længe, hun ville nok være hjemme igen ved daggry. Faith ville virkelig prøve det kunne hun trygt love ham, hun ville ikek miste nogen af dem bare tanken om at hendes søn og Kimeya en dag ville være væk så ville hele hendes liv og så ville hun ende i den store kul kælder, de måtte finde ud af noget, hun ønskede at finde ud af noget kysset sagde vel det hele et sted? Den varme dyne omkrign hendes krop gjrode det kun langt mere behageligt for hende, hun havde næsten lyst til ligge sig, ende over ham hun savnede at føle ham så tæt "Vi har kæmpet for meget til bare lade det glide gennem fingrene som sand.. Mister jeg dig eller Cedric har jeg intet tilbage, Kimeya.. Jeg ville ofre livet for jer begge, det vil aldrig ændre sig.. Jeg ofrede mig hovede dengang for at redde dig jeg ville hellere end gerne gøre det igen" hviskede hun stille. Det blide kys mod hendes læber satte for alvor en sitren i hende, et sted ærgede hun sig næsten over at han trak sig "Jeg lover dig at jeg vil gøre alt for at stå som mor for min søn.. Men det er dig som forvirre mig.. Det er dig jeg er nødt til at vide om, hvad er vi? Hvad er vi ikke?" spurgte hun stille, endte med at tvinge bene samlet, endte med at hvile over ham og med hovedet hvilende tryg mod hans bryst, hun kunne ligge her for evigt, hun elskede ham virkelig.