A song for you (S)

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være godt sent. Kimeya måtte stadig slås lidt med kræfterne, selvom han kom til det efterhånden. Cedric var blevet lagt i seng, selvom det i den grad havde været en kamp. Det var jo noget som mor normalt ville gøre og lige nu var hun altså ikke hjemme, hvilket var noget som gik Cedric voldsomt på. Han havde dog efterhånden også fået et fantastisk forhold til Kimeya og det var noget som han i den grad var glad for. Hele huset henlå i en utrolig stilhed. Junior og Cayla var tilsyneladende ikke hjemme lige i aften og Nathaniel og Liya legede babysittere for deres lille pige. De havde i den grad også brug for at komme lidt ud. Han havde stadig ikke snakket med Cayla om noget som helst. Han havde bare ikke en mulighed til at skulle få hende alene og det var faktisk noget som generede ham bare en anelse. Han havde lagt sig selv i seng, lå med begge sine hænder under hovedpuden og stirrede stille ind i væggen. Han lå virkelig bare og ventede på, at Faith ville komme hjem igen. Hans hud var bleg. Han var jo trods alt blevet en isdæmon. En tanke som han i den grad måtte vænne sig til. At det kolde og kyniske i hans sind, var blevet vendt, isoleret fra resten af det som han var i stand til at gøre og så.. blevet til dette. Det glædet ham dog meget. Han slap for at skulle tænke på fuldmånen mere. Han var ikke længere til fare for nogen som helst! Han trak vejret dybt, lukkede øjnene stille og lod sig stille glide hen i en mere afslappet og næsten dvalelignende tilstand. Der gik dog ikke lang tid, før han kunne høre døren knirke i og med, at den måtte gå op. ".. Ond drøm.." lød Cedrics stemme i døren og tydeligt med tårer i øjnene. Han fumlede stille med hænderne. "Moar.." kaldte han forsigtigt. Kimeya tvang sig igen op at sidde og vendte sig mod ham. "Mor er ikke hjemme min dreng. Hun kommer snart.." sagde han roligt. Han rejste sig, tog fat i den mørkerøde kåbe og tvang den omkring hans krop. Den var nu kold fra naturens side af trods alt. Han gik hen til Cedric, tog ham op på armen og lod ham putte ind mod det varme stof. Kimeya førte ham stille tilbage mod hans værelse og med en rolig mumlen, næsten som en nynnen. Cedric lod benene falde omkring hans liv og med armene omkring hans nakke og puttede ind mod det lange og mørke hår. Kimeya kunne ikke lade være med at smile. Han gik ind på Cedrics værelse og lod døren roligt stå på klem. Det var her det stille begyndte. Han tændte ikke noget lys. Han lod det hele forblive helt mørkt. Han begyndte en rolig sang. En godnatsang som han mindes at have hørt fra dengang han selv var lille. Cedric havde lukket øjnene og til Kimeyas rolige skridt og den lette automatiske vuggen i hans arme, gled han hen i søvnen. Kimeya lod ham bare sidde. Han ville være sikker på at knægten sov helt, før han ville lægge ham i seng. Sangen fortsatte, næsten en hvisken, dog dyb, flydende og klar. Han sang selv i det skjulte. Det var en måde, at komme af med de mange frustrationer som han jo havde siddet med igennem disse mange år. Det havde han selv fundet ud af.

[Silia D. Diamaqima]

Mørket var taget til for længst. Et sted i det fjerne glitrede stjernerne smukt og dog så var lige i aften endnu ikke den smukkeste som var set. Faith var endelig nået hjem, det havde været en frygtelig lang dag, og dog så var der ingen nyere skrammer over hendes krop som der ellers så fint plejede at være når hun kom hjem, der var trods alt mange pligter at tage sig af og ikke alle var nogen man lige ville ønske sig. Hendes blik var uden den intense gnist hun var for udmattet til noget som helst. Hendes skridt var lydløse hun ønskede ikke at skulle vække nogen ej heller Cedric som måtte hvile et sted ovenpå. Det lange rødehår var blevet filtret ind i hinanden indrømmede hendes blege ansigt, ikke fordi der som sådan var noget som helst galt det var blot en ting som hun altid havde haft, den blege hud og de kraftige øjne. Et suk forlod hendes læber, hun stirrede sig næsten blind mod trappen lettere tøvende, som orkede hun næsten ikke at skulle tvinge hendes krop op af den og videre op mod soveværelset og den seng som måtte hvile hende, og med Kimeya ved hendes side nok sovende, siden han var blevet vækket havde han været umådelig træt ikke at hun bebrejdede ham det var hende selv som valgte at skulle tærre mere på hans krop og sjæl ved først at slå ham ihjel for derefter skulle vække ham tilbage til livet og hvilken lettelse det havde været da han endelig spærrede øjnene op igen, også selv på trods det var så dybt forvirret. Endelig valgte hun at tage kampen op, skridt efter skridt stadig frygtelig ldyløse det var jo hele fordelen ved at hun var så lille som hun nu var det kunne gøres komplet lydløst. For et kort øjeblik skulle hun til at gå mod soveværelset, da den blide tone nåede hende. Roligt stoppede hun op, strøg de lange lokker bag ørene. Et sted udenfor kunne hun høre grenene slå mod ruden i vinden, hun kunne fornemme skyggerne ved det, men det var den tone som optog hende. Det var en evighed siden hun sidst selv havde sunget, helt rpæcist så var hun stoppet den aften hun mistede Kimeya mens hun endnu havde sat som dronning, men hun huskede udemærket glæden ved det, hvordan det plejede at få hende til at smile og nu var det ikke længere noget som hun kunne gøre brug af, vel mest fordi hun ikke tænkte på den måde mere nu? Hun skulle trods alt pludselig stå som den stærke. Hun trådte mod børneværelset, hvor døren stod på klem, lod de nysgerrige øjne glide igennem. At se Kimeya stå der med deres søn i favnen det var i den grad noget som bragte gnisten tilbage i hendes blik og lod et smil spille om hendes læber. Hun havde ingen idé om at han havde en ryst som den! Stille lod hun døren glide op, sned sig ind uden at lukke alt for meget lys ind. Hovedet gled let på skrå, hænderne foldtedes foran hende over den mørke kjole hun bar, og endnu engang måtte hun se noget så frygtelig uskyldig ud. Hun sagde intet, lyttede blot intenst lige bag ham, hun ønskede ikke at han skulle stoppe - Ikke for noget.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var vel bare en mand med en del skjulte talenter. Han havde heller ikke vidst, at han havde denne røst, siden han faktisk bare .. var begyndt, at skulle synge. At skrive dagbogen og synge samtidig, det var faktisk noget som kunne gøre ham glad. Det var ham selv en mulighed for at skulle komme fri med alle disse forbandede frustrationer som han havde været inde med. Cedric faldt kun i en dybere og dybere søvn ved ham. Han var lykkelig, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Igen havde han Faith ved sig. Han havde sin søn og de havde hinanden. Hvad mere kunne en mand nogensinde ønske sig? At Faith ville komme udmattet hjem, kunne han næsten gætte sig frem til. Efterhånden var det jo ikke nogen nyhed. Hun var den som rendt rundt ude for at tjene til føden og ham selv som man vel kunne kalde for en hjemmegående husfar. Det i sig selv, var fuldstændig forkert i hans øjne. Det burde i den grad være det modsatte! Han valgte, at gøre dette i mørke, for ikke at Cedric skulle vågne helt. Han lukkede øjnene stille og fortsatte med at skulle gå rundt i værelset i små vuggende cirkler. Cedrics greb omkring hans egen krop, kunne han tydeligt mærke, løsne. Han burde efterhånden være faldet godt i søvn. En tanke som kun glædet ham. Han havde virkelig fået alt det som han nogensinde havde ønsket sig, og han havde det hele ved sig endnu, det var i den grad også noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han fortsatte med at synge. Han kunne huske sangen så utrolig tydeligt, selvom han ikke kunne huske lige hvem som havde sunget den for ham. Elanya kunne det næppe være, da han var revet fra hende dengang han havde været helt lille.. En anden måtte det have været. Han lod hånden stryge roligt over Cedrics ryg, da han tydeligt kunne høre det rolige suk. Han var faldet helt hen i søvnen denne gang. Han havde i den grad taget faderrollen til sig. Han havde allerede vænnet sig godt til isdæmon-rollen. Den var i den grad anderledes end horroren som han havde været igennem 5 lange år. Det havde i den grad været 5 lange år i helvede for ham! Han vendte sig roligt mod sengen. Han havde jo gjort alt dette med lukkede øjne, så han havde slet ikke set, at Faith var kommet ind. Han satte sig forsigtigt ned på sengekanten, lod begge hænder fatte forsigtigt omkring Cedrics skikkelse og fik ham forfærdelig forsigtigt lagt ned i sengen igen og puttede ham. Først der afsluttede han sangen med et enkelt 'godnat' og lagde dynen godt omkring Cedric. Han rejste sig varsomt, vendte sig mod døren. Det var først der, at han for alvor fik øje på Faiths skikkelse. Det var i den grad ikke meningen, at hun skulle have hørt ham!

[Silia D. Diamaqima]

Faith var i den grad udmattet efter den dag som hun havde været udsat for, nu så hun virkelig kun frem til at skulle ligge sig i sengen og putte sig ind til Kimeya, bare falde ind i den søde søvn selv på trods hun ikke ligefrem kunne vove at påstå at hun var træt. Hun betragtede let hans skikkelse, kunne ikke holde smilet væk fra hendes læber, at se ham sådan var virkelig langt fra noget som hun var vant til, det var noget langt andet end den skikkelse af et bæst hun var vant til at se ham i, det lettede hende næsten at det bur go de tunge lænker ikke længere var noget som var til at tage i brug, hun slap for skulle hvile dernede hver aften, slap for at se ham lide og ydmyge sig selv på den måde. Hans røst var virkelig en som kun måtte skabe en varme i hendes indre, hvorfor havde hun aldrig vidst det?! De slanke fingrer gled roligt igennem hendes flammerøde hår, hun holdte sig bare i baggrunden, så hvordan Kimeya bar sig ad med deres lille skat, hun vidste at han var en ekstremt mor dreng, at se ham putte sig ind til hans far på den måde, gldede hende virkelig kun at skulle se. For en kort stund gled øjenlågene i skjulte hendes funklende grønne øjne, kun fordi hun lyttede til den blide sang. At han stoppede måtte et sted næsten ærge hende. Igen måtte hun stille lade blikket træde frem betragtede hans blik for en kort stund uden at sige noget som helst, men hendes smilsagde i den grad det hele, hun havde hørt det hele. Let bed hun sig i læben, trådte ganske langsomt og stille mod ham, for et øjeblik gik det op for hende hvor meget hun i virkeligheden havde savnet ham. Alt var i den skønneste orden, han var i live og langt vigtigere han var hos hende, og de havde deres elskede lille skat der var ved at blive frygtelig stor, i det mindste var også han endnu i live. Armene gled omkring hans nakke, trak sig tæt ind til ham og lod deres kroppe mødes "Godaften" hviskede hun stille, ganske blidt i forhold til den tone hun var vant til at gøre brug af i hverdagen. For nu valgte hun ikke at skulle kommentere hans sang, men det ville vel komme før eller siden, det gik først op for hende nu at der stadig var frygtelig mange ting at lærer omkring ham. Læberne gled blidt mod hans kind, tæt til hans mundvie. Sammen med ham var hun uden tvivl en hel anden end bare den leder han var en virkelgi stor del af hende efterhånden, hun ville ikke undvære ham for noget! For et kort sekund kastede hun blikket mod deres sovende søn, kun kort før hun lod det finde tilbage mod Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte selv kæmpe med udmattelsen. Lige frem til at han for alvor vill have styr på det hele, så måtte han virkelig bare acceptere, at han var far og selv måtte nedprioritere sin egen hvile til disse nattetider, når selv Faith måtte sove, Cedric ville hvile, hvor han selv også normalt ville hvile i den tungeste søvn som han nogensinde havde været igennem. Det i sig selv, var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Buret var ikke længere nødvendigt. At han havde ydmyget sig selv, var virkelig kun til alles fordel. Han nægtet virkelig, at skulle lade nogen som helst komme ham i vejen, når fuldmånen stod over den store himmel, og det i sig selv, var nu en bekymring som han ikke længere havde brug for at skulle tænke over. Lige netop når det kom til sang, var aldrig noget som han havde nævnt i dagbogen og det var nu heller ikke noget som han ville lade blive kendt i den store offentlighed. Det var noget som han helst ville have mere i det skjulte for nu. Han sendte Faith et stille og roligt smil, hvor han stille lod armene glide omkring hendes liv og lod deres kroppe mødes. Det vigtigste i hans øjne, var at de havde hinanden. Intet var mere vigtigt end det i hans øjne. De havde deres søn, de havde en lille familie. Det var virkelig alt som han nogensinde havde tænkt sig og alt det som han havde drømt om. "Du har ikke hørt noget som helst." Han blinkede drilsk til hende. "Godaften min kære.:" tilføjede han roligt og med en ganske så dæmpet hvisken. De skulle jo næppe vække Cedric. Han havde virkelig været komplet umulig, at skulle få i seng her til aften, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sendte hende det varme smil. Så varmt som nu en isdæmon kunne gøre det. Han kunne tydeligt mærke hendes varme hud mod hans kølige. Ikke at det gjorde ham det mindste. Det var vel bare en vanesag som han lige skulle vænne sig til? Han lod hovedet falde let på sned og plantet et stille kys mod hendes pande og med det varme og blide smil på læben. Han bevægede sig stille mod hendes mundvige og så til hendes læber. De havde fred.. alle sammen. Ikke mere kaos.. ikke flere problemer. "Dejligt, at have dig hjemme," hviskede han blidt, alt imens han lod hånden stryge hende over ryggen.

[Silia D. Diamaqima]

Det at være blevet forældre havde i den grad sine ulemper specielt når halvdelen af hendes dag var brugt hjemme i det store Mansion med hendes familie, et sted måtte hun vel savne dem i de timer hvor hun ikke var hos dem og et andet sted så måtte hun jo tjene til føden på den ene elelr den anden måde og lige der skulle hun heller ikke komme uden om at hun følte sig i sit rette element, at Kimeya så hadede det faktum at hun nu var hans leder det var noget som flere gange var blevet ganske tydeliggjort. Det var sandt at lænkerne og buret havde været nødvendigt, hun havde trods alt selv været tvunget til at skulle slå ham ihjel kun fordi fuldmånen var endt med at tage et greb om ham go hun var selv endt som offeret hvis ikke hun havde gjort det, lige der kunne hun ikke sige sig at fortryde noget som helst, specielt fordi de nu kunne fungere som en helt almindelig familie - Delvis om ikke andet, Jaqia havde sikret dem freden og det måtte hun være taknemmelig for selvom det så betød at hun måtte ligge som en støtter af de to som hun hadede mest. Armene hvilede blidt omkring hans nakke, hun trak sig tæt til ham, et underligt savn sad i brystet selv på trods det kun var timer siden hun var stået op til hans varme smil. Måske udmattelsen i den grad var stor men ændrede ikke på at sammen med ham lystede hun end ikke at sove, hun ville langt hellere betragte det blik, et som var blevet betragteti en evighed go hun kunne stadig ikke blive færdig. Hans kølige hud mod hendes brændende - Naturligt varmere end det som andres indre var "Jeg hørte det hele, kæreste" hviskede hun blidt. Hun ønskede ikek at vække den lille han så ud til at sove ganske trygt og godt, det samme som de begge burde. Læberne mødte hendes, hun gengældte uden tøven, følte den lile sitren i hende "Jeg er glad for at være hjemme" hun endte med at trække sig en smule stirrende sig næsten blind i de grågrønne øjne, stadig som et mystisk hav hun ønskede at skulle udforske "Gå ind og læg dig.. Jeg kommer om et øjeblik, jeg vil lige sige godnat" hun så tilbage på den lille dreng som trygt hvilede i barnesengen, med den tunge vejrtrækning. Den varme hånd gled blidt over hans kind, hun kunne føle skægstubbene under hendes håndflade "Jeg kommer om lidt" gentog hun blidt, platede et stille kys mod hans mundvie.

[Kimeya Marvalo]

At Faith havde hørt ham, var nu ikke en tanke som han brød sig så meget om egentlig. Det havde nu været noget som han havde holdt skjult igennem 5-6 år efterhånden og det var nu helst ikke noget som han ønskede, at skulle få frem på nogen måde. Det ville virkelig ødelægge det rygte helt. Nu hvor han var kastet under hende, selvom det i den grad ikke var noget som han brød sig meget om overhovedet og det var efterhånden kommet frem ganske mange gange også. At det jo så ikke havde hjulpet ham det mindste, var jo så bare noget som han kraftigt bare måtte ende med at skulle bide i sig, selvom han virkelig ikke var glad for det overhovedet. Han blev stående og med armene omkring hendes skikkelse. Han sendte hende et stille smil. "Det var slet ikke menngen, at du skulle høre noget som helst," hviskede han stadig meget dæmpet og denne gang tæt ved hendes øre. Han plantede et stille kys mod hendes kind og lod de grågrønne øjne endnu en gang falde stille i hendes blik igen, ikke at det var noget som han ville se det mindste bort fra. Hun var virkelig den smukkeste som han overhovedet kunne tænke sig. At hun havde været tvunget til at tage hans liv for sin egen skyld, var ikke noget som han nogensinde ville kunne få sig til at klandre hende ofr. Hellere det end alt det andet i hans øjne. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis han skulle ende med at skade hende! Han nikkede til hende og med det svage smil på læben. Han lod hovedet søge let på sned. Han så ganske stille i retning af deres lille sovende søn og med det varme smil. Han kunne slappe af.. Denne knægt ville han ikke miste af den ene eller anden grund og nu kendte Faith også mere eller mindre til alle han grunde til at han reagerede som han gjorde, og det var noget som han i den grad også var glad for. Det lettede ham faktisk også en hel del. Han lukkede øjnene ved hendes strøg mod hans kind. Han nikkede. "Bliv nu ikke for længe væk;" hviskede han roligt. Han slap hende stille, bakkede roligt hen til døren og trådte forsigtigt ud og listede tilbage til soveværelset, hvor han bare valgte, at skulle smide sig i sengen.. Alt for bare at slappe lidt af.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var derimod frygtelig glad for hun havde hørt ham, det var det som lige havde reddet den dag som snart måtte være på vej mod sin ende, den dybe røst som stadig måtte hvile i hendes tanker, som hun stadig kunne lytte til den og det ville hun! Uanset rygtet, hvor meget han end hadede det så var han ikke længere den ledende koldblodige warlock, men en dæmon under hendes ledelse og det var i sig selv en tanke hun nød godt af, der var ikke længere noget ry at ødelægge, hvis hun sagde god for ham så var alle andre også nødt til at sige god for ham. At komme hjem.. Møde hans trygge favn og hans kærlige smil, se det glimt i hans øjne når hun kærtegnede ham eller skænkede ham et kys, det var virkelig det som var guld værd, og ikke mindst at se deres lille dejlige knægt hvile i en tryg og uforstyret søvn, med tanken om at så snart han var udhvilet ville han stå op, frisk som en havørn mildest talt kun for at komme ind og hvile lidt mellem dem inden de alle sammen ville stå op "Jeg er glad for at jeg hørte det" hviskede hun drilsk, hun ville ikek vække Cedric for noget men lige for nu fik hun sig ikke til at sulle trækkes ud af hans arme, eller for den sags skyld selv ende med at skulle sluppe ham. Blikket faldt i hans hun betragtede det næsten som havde det endnu været nyt for hende, men sandheden var at hun var alt for godt bekendt med hans blik. Det var ikke fordi hun følte sig specielot smuk, ikke mere end alle andre kvinder og alligevel med det ømme punkt, hendes krop, den fik ingen andre ud over Kimeya lov til, frivilligt vel og mærke, at skulle røre den mindste smule. Faith kendte nu til hans fortid hun vidste hvor ømtålelig han var overfor deres lille skat, men han levede endnu! Han var ikke blevet taget fra dem, de kunne jo selv se at han lå trygt og godt, et sted måtte hun vel erkende at det ikke var helt nok for hende? At hun pludselig var blevet forelsket i rollen som mor og faktisk savnede at have flere rendende omkring sig? Det var dog ikke noget hun fik sig selv til at nævne overfor Kimeya, ikke når hun var væk halvdelen af dagene og han så måtte være den som var herhjemme for at passe dem alle. Hun rystede på hovedet til hans ord, lod ham trække sig og så efter ham med et lille smil før hun ganske forsigtigt gled ned ved sengekanten på Cedrics seng. Hånden strøg blidt over det halvlange mørke hår, hvor var han dog dejlig "Godnat min skat" hviskede hun blidt, plantede et yderst forsigtigt kys mod hans pande. Sekunder hvor hun sad i stilhed bare så på ham, huskede Kimeya's sang. Hun rejste sig stille, gik mod døren, som hun klemte sig forbi og huskede at lade den stå på klem. Hun var virkelig udmattet, nu glædede hun sig bare til at hvile ved Kimeya's side, inden Cedric ville stå op og sammentidig fungere som en form for vækkeur. Døren slog hun stille op, næsten lydøst som var hun bange for at han allerede var faldet i søvn. Blikket faldt mod hans skikkelse, et lille træk i mundvien kunne anes. Døren klikkede stille i bag hende, mens hun med de trætte skridt tog mod sengen, hun gad end ikke til at finde en mere behagelig kjole frem. Tungespidsen strøg over hendes rosa læber, hun kravlede stille op i den bløde madras lagde sig over ham, og med hovedet som blidt faldt mod hans bryst for at hvile "Jeg savnede dig" endte hun stille. Ikke længere i en hvisken med heller ikke højt, hendes fingrer tog sin blide vandring over hans side, det var virkelig ikke løgn, nu måtte hun bare nyde at være hos ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig ikke meget for, at det var hende som var ude og ham som var hjemme, selvom han virkelig elskede, at være rundt omkring Cedric. Han var virkelig faldet til ro. Det var i den grad kun under børnenes første leveår, at han var så overbeskyttende overfor dem. Nu kunne han slappe mere af, Cedric var virkelig den første som havde formået at skulle klare sig så langt, så det var virkelig kun noget som han var ekstremt glad for. Endelig kunne han få lov til at skulle kalde sig den far som han altid havde ønsket sig og endda også for den mest perfekte søn som man overhovedet kunne tænke sig til det. Han blev liggende i sengen. Allerede der og da, var han tvunget til at skulle tage sig selv så godt i nakken for ikke at ende med at skulle falde helt i søvn. Han havde næsten ikke sovet i godt og vel en måned, så der var nok at skulle tage fat i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret stille og dybt, lod hænderne igen finde vejen under hovedpuden, alt mens han bare blev liggende og ventede på, at Faith ville dukke op. Han var virkelig ikke meget for at skulle ligge under hende på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom han for nu, virkelig bare valgte, at skulle bide det så voldsomt i sig, som det var ham overhovedet muligt. Faith var i den grad noget forbandet værdifuldt i hans øjne, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun var smuk.. hun var den smukkeste som han nogensinde havde set. Nu var alle hemmeligheder på bordet og klart også med løftet om, at der ikke skulle være nogen som ville ødelægge deres forhold.. når det endelig kom til stykket. Det var endnu ikke fordi at de kunne kalde sig et par i godt og vel 5 år nu og i hans hoved, så var det i den grad forbandet lang tid. Det i sig selv, var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Sangen kunne han stille ligge og nynne på i hans hoved og selv med det svage smil på læben. Han kunne slet ikke mindes, at han overhovedet havde hørt Faith synge og han havde aldrig nogensinde sunget for andre end Cedric, så det havde i den grad heller ikke været meningen, at hun skulle have hørt ham. I sig selv, så var det virkelig kun forbandet pinlig. Han hævede blikket en anelse mod hende, da hun valgte, at skulle komme ind på soveværelset, hvor smilet slet ikke kunne skjules det mindste overhovedet. Han lod hende bare komme hen til ham og lod hovedet søge mod hans bryst. Hans krop var stadig meget kold. Han var jo en isdæmon, hendes nemesis med andre ord.. Det i sig selv, var jo stadig en morsom tanke selv for ham. Han lå stadig med kåben om sig, ellers bare et par boxere og en blottet krop ellers. Han vendte blikket stille mod hende, hævede langsomt den ene hånd og lod den stille og roligt, stryge mod hendes ryg, så roligt og stille. "Jeg har også savnet dig, min kære," sagde han roligt og med det samme svage smil på læben. Han lukkede øjnene stille og med blikket hvilende i hendes retning. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at han virkelig måtte elske hende. Han ville virkelig gøre alt for hende.. alt absolut! Han vendte sig en anelse i sengen, så hun selv ville have muligheden for at skulle ligge bare en anelse bedre end det som hun havde gjort til nu. Han tog fat om hendes dyne og kastet den roligt over hende. Han undlod at gøre det ved sig selv. Jo koldere det var for ham selv, jo bedre ville det i den grad også være. Han elskede kulden og kunne ikke fordrage det når det endelig var for varmt, selvom han udmærket godt vidste, at det kunne gøre det hele så forbandet meget kompliceret. De grågrønne øjne tvang han stille op og mod hende. "En hård dag?" spurgte han endeligt. Det kunne næsten være det, eftersom hun selv var så forbandet træt som det hun måtte være lige for øjeblikket.

[Silia D. Diamaqima]

Man kunne vel roligt sige at rollerne var byttet helt og aldeles om, det var gået fra ta være ham som var ude at tjene ind til føden, risikere sit liv hver eneste dag, og hende som sad alene hjemme hver eneste dag og måtte passe hendes graviditet, holde styr på huset og så videre, nu var det netop omvendt, hun var ude fpor at være den hårde hånd, mens han gik hjemme og passede på deres dejlige knægt, og et sted så var det en tanke som hun nød ikke mindst det faktum at han rent faktisk lå under hende nu, han var af en race som burde følge hende, og et sted så gjorde han det jo, den eneste ulempe hun så ved det var jo så at det kun var blevet sværere for hende at skulle kaste masken fra sig når hun kom hjem, hun tog flere gange om dagen sig selv i at styrer huset som havde det været beboet af rene dæmoner, end ikke nu lod hun kontrollen kastes fra sig, til tider måtte hun næsten savne at føle sig en smule feminin, føle sig som den kvinde hun jo rent faktisk var, ikke at hun ville klage det var jo trods alt hende selv som havde været opsat på at få den stilling tilbage i hendes navn og det var noget hun ikke bare uden videre kunne kaste fra sig igen, den tanke der jo så måtte genere hende var at der ikke var nogen til at tage over efter hende ud over hendes 'kære søster' Noelle, som var blevet til netop den kvinde som hun havde udvist at blive til allerede i en ganske tidlig alder, det var ikke ligefrem den hun ønskede at overlade til hende overhovedet. At føle ham tæt til sig igen var noget som hun virkelig kun måtte nyde godt af, hvile over hans kølige krop på den måde mens hendes egen var langt mere naturligt varmere end det som andres måtte være, det i sig selv skabte kun en sitren. Hun var udmattet ja, men for nu måtte hun nægte at sove, så længe som han lå der og hun var i den humør så var der ikke rigtigt noget at gøre. Hans sang kørte på hendes nethinde det var så længe siden at hun selv havde ladet tonerne flyde fra læberne, hun huskede tydeligt hvorfor hun var stoppet, måske han var hos hende igen men det var ærlig talt for stressende at tænke på den slags for tiden, der var alt for meget at lave. Dynen gjorde virkelig kun godt, at føle den form for varme, han vidste at det var sådan hun måtte trivedes bedst modsat ham, de var virkelige blevet forskellige lige der han var hendes direkte modsætning, det ville give kampe ja, men troen på at de kunne overleve hvad som helst efterhånden, den var der i den grad. HUn nikkede stille til hans ord, lyttede til hans hejrte banke mod hans bryst føle den blande sig med hendes egen puls "Mhmm Meget... Men jeg nyder det jo" erkendte hun med et stille smil, han kendte hende, vidste at hun skulle gøre alt så langt mere kompliceret end det som det i virkeligheden var. Hun burde virkelig rejse sig og finde i nattøjet, stadig iklædt den mørke kjole der måtte smyge sig omkring den slanke krop, et sted følte hun sig hverken feminin eller smuk, hun var vel langt mere maskulin personlighedsmæssigt set på nogle punkter ihvertfald og måden hun styrrede den hårde hånd frem for sig på, det sagde jo det hele. Et stille suk forlod hendes læber, hun puttede sig ind til hans krop, han var virkelig kun savnet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var nu ganske så sikker på, at de nok skulle få deres at slås med, udelukkende på grund af hendes element kontra hans eget. Jo koldere det var, jo bedre havde han det, det var han allerede klar over og det havde han allerede mærket sig godt af på alle måder. Han blev direkte ubehagelig at være i nærheden af, hvis det først blev alt for varmt, så følte han det direkte ubehageligt. Han havde jo allerede til nu, fundet ud af, at han faktisk blev rolig af et dirkte isbad. Han blev liggende der sammen med hende. Hendes varme hånd mod hans kolde bryst, satte alligevel den varme og næsten brændende fornemmelse i ham. Det var ikke andre de skulle slås med mere, nu var det i den grad dem selv. Han pakkede hende roligt ind i dynen og lod hende hvile tæt ved hans favn. Han sov ikke med andet end et tæppe efterhånden. Han måtte bare have det køligt, også af den grund, at han ikke just så frem til sommeren. De måtte da være en satans tid for en som ham vel? Som det ville være et paradis for Faith. Han lod hånden roligt stryge hende stille og roligt over ryggen og med det samme svage smil på læben. De havde hinanden nu, han var nu mere sikker på hvor han havde hende nu end det som han havde været igennem så ekstremt mange år, at man skulle tro at det var løgn. Det var virkelig først nu, at de endelig kunne ligge sammen og bare snakke, uden at der skulle være det ene eller andet i vejen. Alle hemmeligheder var ude nu for dem begge, alle grunde til reaktioner, tanker og handlinger.. Der var virkelig ikke mere, at skulle komme efter på den kant, og det var i den grad også. Han lukkede øjnene for en ganske kort bemærkning og med et stille smil på læben. Det havde været en hård dag for dem begge vel. Hun som rendt rundt derude som leder og ham selv som en hjemmegående husfar. Ikke fordi at han hadet rollen, det var bare.. forkert, at det var hende som skulle rende rundt ude. Det var virkelig så forkert i hans øjne! "du havde vel ikke gjort det hvis ikke?" påpegede han med en rolig og fattet mine. Selv kunne det gøre godt med en lang og rolig søvn med hende ved sig. "Du har brug for et par dage fri kæreste. Du køre det alt for hårdt," tilføjede han stille og med en næsten bekymret mine. Hun tog til tider arbejdet med sig hjem og det var bestemt heller ikke meningen. Det i sig selv, var jo noget som selv Cedric havde mærket sig af og det havde til tider også skræmt ham en smule og det var i den grad noget som Kimeya bed sig fast i. Han placerede et stille og dog noget så forsigtigt kys på Faiths pande. Nok var de officielt ikke et par endnu.. hvis det overhovedet skulle blive til noget i den anden ende, men for nu, så forbeholdt han sig den ret til at skulle kalde hende de titler som han altid havde gjort brug af overfor hende på alle måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Armene låste han stille omkring hende og trykkede hende stille ind mod sin egen krop og med det selv så rolige smil på læben. "Hvil du bare, Faith. Du har brug for det.." endte han roligt og ganske så tæt mod hendes øre. Han var afslappet, Cedric lå og sov og de havde endelig en fred med hinanden. Han havde virkelig ikke noget som helst andet, at skulle bede om.

[Silia D. Diamaqima]

De ville uden tvivl få ting at slås med, han var til den direkte kulde mens hun selv foretrak det så varmt som det overhovedet var muligt, hun nød den så frygtelig intenst det var intet som hun ville komme uden om. Sommeren nærmede sig med hastige skridt og det ville i den grad blive ent id i paradis for hendes vedkommende, en bagende sol der måtte holde hende brændende, det var noget som hun i den gra så frem til, trods hun vidste at Kimeya nok ville færdes langt bedre i den kolde sne som var faldet i, efter hendes mening, alt for lang tid nu! Hun nød de blide strøg over hendes ryg, de havde hinanden eller havde de? Deres forhold var trods alt ganske anerledes end det som det plejede at være - ja de sov i den samme seng, holdte om hinanden, kalkdte ved de samme titler, men mere var der som sådan heller ikke i det. De passede deres lille skat, opførte sig som enhver anden forældre ville gøre det, men personligt var det jo slet ikke det samme, de sagde måske de store ord men slet ikke i den samme grad som før det hele var gået galt for ganske mange år siden efterhånden, ikke med samme intensitet, desuden var det... Gudv ed hvor længe siden at de sidst havde været... Tæt på hinanden som sådan, ikke at det var noget som hun ønskede at bringe op det var hun dog for stolt til et sted, hun ville vel ikke rigtigt indrømme at hun rent faktisk savnede det? Savnede ham på den måde? Og så var der jo det faktum bag det at hun havde en gudeskøn knægt nu, ja, men det var ikke nok hun ville rent faktisk gerne have flere.. Måske bare et enkelt, men hun var rent faktisk faldet ind i den rolle som det var at være mor. Alle hemmelighederne var ude nu, det betød dog ikke at der stadig var ting som var lidt svære at leve med, hun var klar over at han hadede hele idéen om at hun var den som drog på eventyr mens han måtte sidde derhjemme, men på den andenside så ville han vel langt bedre forstå nu hvorfor pokker hun havde reageret på det som hun nu havde gjort i den tid? Et lille smil prydede hendes læber ved hans ord "Det kan du have ganske ret i" hviskede hun med en ganske idrømmende tone. det var længe siden de bare så meget som havde lagt som dette blot lagt i hans favn og talt sammen omkring dagen, det var sjældent de faktisk talte sammen, han plejede at halvsove når hun kom hjem og hun faldt i søvn ganske hurtigt efter hun var kommet hjem, men kunne roligt sige der ikke var frygtelig meget socialt samhver mellem dem, det måtte hun virkelig savne, det var svært at skulle ligge det arbejde fra sig selv når hun kom hjem, hun følte vel bare at hun i virkeligheden sad med for meget kontrol? Til tider behøvede hun vel også bare at være.. Kvinde? Frem for altid skulle stå op og være den hårde "Du ved ligesåvel som jeg at tiden ikke er til fridage, kære.." påpegede hun stille. Det var sandt at hun kørte det hårdt men hun nød det jo et sted, det eneste hun ikke brød sig om var at hun ikke havde specielt meget tid med Kimeya i løbet af dagen, faktisk så var det sjældent de nåede sige andet end godmorgen til hinanden, det skræmte hende vel et sted, de var mere.. Som hende og Nathaniel, end de var som de elskende de burde være. Endnu et suk slap stille, hun puttede sig ind til hans krop, indåndede hans behagelig duft og med kinden hvilende mod hans bryst, men øjnene sank ikke i, hun ville ikke sove, ikke nu hvor de rent faktisk begge lå vågen, det skete så sjældent, det var jo ligefør hun nåede at glemme hvordan hans stemme lød. Ikke et ord forlod hendes læber til det, hun stirrede sig et sted bare blind på hendes slanke fingrer der netop måtte hvile over hans brystkasse.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste allerede, at han kom til at tilbringe sommeren i et kar med isvand. Han måtte have det køligt og lige der, kunne man vel fint påstå, at solen stadig måtte være hans værste fjende. Værre kunne det da bestemt ikke blive, når varmen først måtte komme. Det i sig selv, som måtte være hans værste mareridt og på alle tænkelige måder overhovedet. Han blev roligt liggende. Han vidste hvor han havde hende nu, han vidste og kendte nu til hendes hemmeligheder som hun også måtte kende til hans egne. Et sted lettede det ham og et sted, så skræmte det ham virkelig mere end nogensinde. Nu hvor han var blottet.. alle kortene var lagt på bordet, selvom det havde været på hans eget ønske i udgangspunktet, så var det kun noget som han havde og måtte bide i sig, hvad end om han ville det eller ikke. Han blev liggende og strøg hende bare roligt over ryggen. Han ville nyde dette så længe, det var ham muligt og nu hvor de begge var vågne, så var det meget mere enkelt for dem. De plejede jo normalt at gå hvert til sit når hun endelig kom hjem. Han sov enten, ellers så lavede han noget andet, for så at krybe til køjs lidt senere. Så de fik aldrig rigtigt snakket. De puttet, de delte seng, kærtegn og titler, men.. hvad mere var der i det end det? Han vidste virkelig ikke hvor han på det følelsesmæssige plan og det var det som gjorde, at han automatisk måtte holde bare en anelse igen, selvom det nu var noget af det som faktisk generede ham mest. Liya var heller ikke til at kende igen efterhånden. At Nathaniel var hjemme ved hende, var i den grad noget som man udmærket godt kunne mærke og det lettede ham så sandelig også en hel del. At de i det mindste så ud til at kunne få det hele til at fungere. Cedric var virkelig den som kunne tage alt hans energi på det rene ingen tid, det var allerede bevist dag efter dag. At de begge var gået træt i seng og det fortsatte jo kun, samtidig med, at Kimeya måtte sørge for at tage den tabte søvn igen. Den ville han heller ikke lade nogen anden hjælpe ham med. Han kunne godt passe på sig selv.. så godt som det var ham overhovedet muligt. Hånden fortsatte bare stille og roligt over hendes ryg og med hende puttende ind mod sin egen favn. Han ville virkelig ikke slippe hende. Han elskede hende jo stadig ligesom han altid havde gjort det. Han sagde det, men om det var gengældt på den samme måde set fra hendes side af, det havde han virkelig ikke nogen anelse om overhovedet. Det var i sig selv også et meget besværligt emne, at skulle tage op bare sådan. Desuden var han ganske træt, så han orkede eller ikke, at skulle tage det op til en videre diskussion. Han lukkede øjnene stille og indåndede stille hendes behagelige duft. I sig selv, så havde han i den grad også savnet hende i disse stunder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Du burde virkelig overveje det min kære. Du tager jo arbejdet med dig hjem.. nogensinde overvejet det, at tage en dag fri, ligge stille, samle kræfter og komme tilbage bagefter?" spurgte han stille. Aldrig havde han selv gjort det som leder, da han stod på sit højeste, men der havde han jo heller ikke haft nogen former for familie som han lige have været tvunget til at skulle tage hensyn til overhovedet. Der havde han været ganske alene. Det var efter Nalanis død. Nu hvor han for alvor kunne klare, at skulle lægge det bag sig og glemme det, så var det meget nemmere at se frem og tage det hele i den retning. Han lod hånden bare stille og roligt søge over hendes ryg i de små, kærlige og blide strøg som han normalt tildelte hende, når de endelig havdde muligheden for at ligge der og bare snakke, uden at der skulle være noget alvor i det som sådan. Selvfølgelig bekymrede det ham, at hun udmattede sig selv på den måde, selvom der nu ikke var noget som helst, som han kunne gøre ved det, hvad end om han ville det eller ej. Han trykkede hende stille ind mod sig. "Jeg ønsker dig kun det bedste, min kære," endte han stille. Ej heller ville han sove. Ikke nu hvor de havde hinanden så tæt på, langt om længe, og uden at de havde behov for at skulle tænke på afbrydelser af den ene eller den anden art og han ville klart nyde det så længe det ville vare.

[Silia D. Diamaqima]

De var virkelig så vidt forskellige for ham var solen det største mareridt mens det for hende var som en kort stund i paradiset det var de tidspunkter hun som oftets brugte hele dagen ude på, også selvom hun var hjemme så var det ude i baghaven kun for at skulle bade sig i solen, mens han selv måtte holde sig så langt fra den som det overhovedet var muligt, den ville være sligeså ubehagelig for ham som isvand var for hende, til tider fik det hende til at fæle sig direkte syg, der ville i den grad komme kampe at kæmpe men det var jo ikke ligefrem noget nyt for deres vedkommende, hun måtte jo så bare håbe på at de ville stå ligeså stærk i sidste ende som de altid havde gjort, selv på trods af at det ikke ligefrem føltedes som om de var.. Et direkte par, ellers var det vel bare hende som stilte for mange krav til det? Hun vidste jo også udemærket godt at hun ikke var specielt meget hjemme, og at når hun endelig var så var det med arbejdet også, hun kunne ikke slippe det, det var s pokkers sjældent hun kunne få lov til at være kvinde, selv når hun prøvede at være mor så skimtede det igennem og hun måtte jo hade det et eller andet sted, men hvordan gav man slip på det? Et sted måtte hun jo næsten sige sig at savne de perioder hvor han næsten ligefrem havde været pågående, det var de tider hvor han væltede hende af pinden lod benene svinde væk under hende, hun kunne forfører ham om hun gad, og hun ville rigtig gerne, men igen så var det hende som ville sidde med kontrollen der også og det var netop den som hun prøvede at skulle slippe, det var på tide at hun åbnede sig mere for ham det vidste hun udemærket specielt nu hvor alle hemmelighederne var ude, det var bare som om hun var bange for at skulle ødelægge den lille smule de endnu havde ved at skulle kræve mere s hellere undvære og så stille sig tilfreds med det som var hso hende frem for at ende grådig og miste det hele. Der var ingen tvivl om at Faith måtte elske ham ellers vr det jo tydeligt at hun ikke ville have været hos ham nu, hun mente det når hun sagde det men det var stadig som om det manglede noget, måske at det var en ganske lille ting ja, men hun savnede at være så tæt på ham og hvordan viste man lige sådan noget? "Og den dag jeg er fri er det hvor alle andre vil udnytte det, det kan jeg ikke risikere du ved hvad det job indebære, kære, jeg værdsætter din bekymring men jeg klare det fint" afviste hun sagte, igen med den lille tone af leder, ikke at det var meningen at den skulle tages i brug overfor ham, men hun stirrede sig blind mod hans bryst der til hendes egen lettelse måtte hæve og sænke sig, hun kunne føle ham tæt men det var ikke tæt nok og der var så mange tanker som måtte farer gennem hendes eget hovede, hun havde i den frad brug for bare at give lidt slip. Denne aften lignede på mange måder enhver anden aften i hendes øjne, de lå igen her, snakkede ganske kort inden de ville falde i søvn, vågne timer senere og skiltes igen, og lige der måtte hun ikke bryde sig om den tanke at det faktisk var hendes skyld det var hende som havde valgt det job, ikke at hun fortrød, desuden så behøvede de jo mad på bordet for... En masse mennesker efterhånden. Et sted lystede hun virkelig at skulle lade kærtegenen blive langt mere intense finde lidt af den kvinde han måtte genkende frem igen, men for det første var hun udmattet og for det andet.. Hvad ville det et sted nytte?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var bekymret for hende og hendes måde, at skulle træde frem på, på denne her måde, det var ikke noget som han ville lægge skjule på. Det bekymrede ham, at hun var leder også når hun kom hjem. Det var der hvor han til det sidste, klart havde formået at holde privatliv og arbejde adskilt, også for hendes skyld dengang. At han nu var kastet under hende i bogstavelig forstand, udelukkende ved, at hun var hans leder, var nu alligevel bare den ene lille tanke som han bare måtte bide i sig for øjeblikket, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom i det hele taget. Han sukkede dæmpet ved hendes afvisning. Det i sig selv, var virkelig ikke noget som han kunne bruge det mindte til overhovedet for øjeblikket. Han lukkede øjnene ganske så roligt og kort. Hendes hånd var brændende.. behagelig og ubehagelig alt på samme tid, det i sig selv, var heller ikke en tanke som glædet ham det mindste, men nu og da, så var det noget som han vel bare måtte bide i sig også mest for sin egen skyld vel? De havde begge familien, men lige så vel som hun vidste det, så havde de jo en mindre formue liggende i deres hjem, så det at få mad på bordet for de mange som nu måtte være her, ville slet ikke være en ting som man rigtigt skulle tænke over bare sådan og det vidste han. De ville ganske fint kunne brødføde alle sammen uden at de skulle behøve at tænke på hvor meget de spiste, hvor længe eller hvordan og hvorledes. Så meget styr havde han trods alt på tingene, og Nathaniel stod der jo trods alt også bare til at skulle få det hele til at køre fuldt ud perfekt, og det i sig selv var blot en tydelig glæde for ham på alle måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At hun tog den tone i brug overfor ham som leder, var nu heller ikke noget som han brød sig om og han gjorde i den grad heller ikke noget som helst for at skulle lægge skjul på det. Han hævede stille den frie hånd, lagde den stille under hndes hage, for at vende hendes blik stille og roligt op mod sig. Man kunne officielt ikke kalde dem et par.. Der levede de jo trods alt stadig hver for sig, og det var faktisk noget som forvirrede ham mere end det som godt måtte være, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. "Jeg ved godt du er min leder, Faith, men jeg ønsker stadig at blive tiltalt med en ganske anden tone," påpegede han med en rolig stemme. Han vidste udmærket godt, at det kunne være svært for hende. At være hård ude, så var det også meget nemt at være det når man kom hjem. Han havde selv haft de problemer i begyndelsen, men det var da endt med at skulle fungere i den anden ende vel? Han lod hovedet søge let på sned og med blikket roligt hvilende i hendes. Han strøg hende kort over kindet og under hagen inden han igen valgte, at skulle slippe hende. Han havde vel heller ikke retten til at skulle skænke hende så meget som et lille kys? Et sted så var alt det her forvirrende og han ønskede heller ikke at skulle slås med hende for at få hende til at lytte. "Du har brug for hvile, ellers går det først galt.. Du skulle nødigt ende ud i et kaos som jeg måtte igennem, vel?" Han hævede sigende det ene bryn. Vinduet var åbent, det var relativt koldt på værelset og med det som for ham, var en helt og fuldkommen komplet temperatur. Det var også derfor, at han havde valgt, at skulle pakke hende ind i dynen. Hun skulle i den grad ikke ligge der og fryse. Ikke hvis han kunne sørge for det modsatte. Han betragtede hende med et stille blik. "Selv Cedric reagere på det, min egen," afsluttede han stille. Det havde han klart lagt mærke til i de stunder hvor knægten havde været oppe når Faith kom hjem efter en hård dag.