Post by Mattheus Diamaqima Angleráx on Apr 4, 2010 23:31:01 GMT 1
Lige i denne situation, følte Malania virkelig, at hun ikke kunne gøre noget som helst. Det skræmte hende faktisk og det skræmte hende meget. Kæden kunne hun ikke fjerne, så meget havde Lucius allerede fortalt hende, men ringen.. hun følte sig bare nøgen uden, at have den på sin finger. Hun ønskede at give slip, hun vidste bare ikke lige hvordan hun skulle gøre det, og det frustrerede hende noget så voldsomt. Det var i den grad også ment som et tydeligt tegn til en tillid. Meget af det som hun lige havde fortalt, var end ikke noget som han havde fortalt til Caya - hendes egen søster. Hun bed sig svagt i læben, så dog op ved hans ord. Hun mindes virkelig ikke, at Lucius havde været venner med en magiker.. i det mindste, var det slet ikke noget som hun havde hørt noget om vel at mærke. Hun bed sig let i læben. At opgive de sidste minder fra ham, var hun virkelig ikke meget for. De var virkelig for værdifulde for hende. Hun hævede brystet roligt, dog meget dybt. Bare fortællingen rev op i de sår som hun have kæmpet så længe, for at skulle lukke, så det var i den grad også ekstremt hårdt for hende, at skulle gøre netop dette. Hun følte bare, at det var nødvendigt et sted og det sagde virkelig heller ikke så lidt. Tårer havde hun ikke fældet siden ulykken.. Aldrig havde hun nogensinde følt sig så tom som efter at hun havde set ham falde til jorden som intet ringere, end en bunke aske.. revet med af vinden og spredt over landskabet. Det havde nær slået hende selv ihjel. Hånden som lukkede sig om hendes ene, fik hende kun til at sitre, selvom det nu ikke var noget som skulle tolkes som en usikkerhed. Hun slugte hvert eneste ord han sagde. Hun ønskede virkelig bare at komme videre.. give slip på ham og leve livet, som egentlig var ment for hende. Hun lod blikket søge mod kæden om hendes hals, hvor hun næsten kraftigt, måtte lukke hånden om den. Det var virkelig noget af hendes kæreste eje. "Jeg mindes slet ikke, at han snakket om kendskaber til en magiker," sagde hun med en dæmpet stemme. Lucius var virkelig hendes ømme punkt, selvom han var væk.. alt for langt væk, til at det gjorde godt for hende. Hun manglede hans favn om natten, hun manglede hans stemme. Hun kunne sågar slet ikke huske den efterhånden. Hun vendte blikket igen stille mod ham. "Det hele bundede i en misforståelse.. En misforståelse rev ham fra mig.." endte hun mere dæmpet. Det tog hårdt på hende, det tog virkelig noget så hårdt på hende. Hun blinkede let med øjnene. "Han gav mig kæden for mange år siden.. Han er den eneste, som nogensinde vil kunne fjerne den fra min hals.. Det fortalte han mig," sagde hun stille. Hun holdt af den, hun bar den med den så tydelige stolthed. Hun sank en stille klump. At opgive de to ting som hun havde fra ham, var ikke noget som hun var meget for. "Mit lys gik ud, da han faldt til jorden.. som en bunke aske.. for mit eget blik. Det kostede næsten mig selv livet. Jeg havde virkelig lyst til at følge ham. Det havde jeg virkelig." Hun vendte blikket mod ringen på sin finger. Hun vred hånden forsigtigt ud af hans. Han gjorde hende tryg på en eller anden mærkværdig måde. Ddet var nyt for hende. På alle måder. Hun tog ringen stille af sin finger, dog ekstremt tøvende. "Vil det hjælpe mig, at opgive det? Det eneste jeg har tilbage fra ham?" spurgte hun stille. Måske, at hun var et lysvæsen, et smukt og klogt væsen, men selv de, havde deres felter, hvoraf usikkerheden måtte være tydeligt og her var hendes.
