Den grønne kugle

[ivo]

Som solens stråler skinnede smukt på den skyfri himmel, kastede en smule varme over den frostende jord under dem. Imens de fleste blot begav sig forbi den underlige bygning, dog ikke uden at vende hoved let af nysgerrighed. Bygning var lav og bred, hvor den stoppede direkte på hjørnet ned til det altid travle markedsplads. Dens vægge var skrigende lilla, og havde en underlig glans over dem. Nærmest som om væggene truede med at skifte farve konstant, men dog ikke gjorder der. Små eksplosioner kunne høres fra tid til anden, efterfulgt af en høj latter fyldt med energi. Nogen ville kalde det en skingrende skør latter, men de fleste lod blot vær med at give ind for deres nysgerrighed. Med en sagt bevægelse, blev den sorte dør sparket op af en spids sort støvle. En grøn røgsky steg ud af døren, i søgen af himlen over dem. Ud af døren lettere hostende trådte en mand ud, med en lang sort robe der sad tæt ind til hans smidige elegante krop. Hans kridt hvide hår hang ned af hans ranke ryg, alt imens han lod en sort læderhandske køre igennem det. De få der var stoppet op, enten nærmest chok eller blot med en bekymret mine stirrede på ham. Men da han endelig vende sig imod den mindre forsamling, var hans ansigt dækket af en maske. Masken var hvid, og med en sort streg fra hans pande til kindben. Små røde rubiner skinnede let i solens varme stråler, hvor den lettere skøre latter igen kom fra ham. Han bukkede elegant "Bare rolig kære borgere, jeg lader ikke glaskuglen vinde. Jeg har den næsten!" halvråbte han i en dyb stemme, der dog tydeligt afslørede smilet bag masken. Han vende sig imod døren i en fast bevægelse, og styrtede bogstavlig talt ind af den. En smule stilhed kunne høres, for et stort råb kom derinde fra "AAAHA! Nu har jeg dig din lille snylter!" inden der igen fald stilhed over butikken. Inde i butikker stod manden over et lille rundt bord i midten. På bordet stod en lille glaskugle, der let glødede en skrigende grøn farve. Han stod lettere i knæ, hvor de krystal lilla øjne der kunne skimtes igennem masken. Stirrede utrolig intenst og fokuseret på kuglen foran ham. I hans ene hånd havde han en lille gran fra et træ, som han blidt kørte imellem sine fingre. Butikken lignede virkelig ikke andre butikker der kunne findes her omkring. Ingen disk var der at finde, blot en masse ting af forskellige størrelser stod rundt omkring. De stod så man kunne gå rundt omkring dem, studere hvis man ønskede. Væggene var som uden for, lilla med den underlige glas over dem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde langt om længe endelig vænnet sig til det faktum, at hun igen kunne bevæge sig rundt udendørs når solen stod højt på den store himmel. En tanke som faktisk glædet hende. Det var noget som først nu, var gået op for hende, hvor meget hun egentlig havde savnet det. Vielsesringen hvilede om hendes hals, sammen med den blodrøde kæde med navnet; Marchioness. Stadig var det ikke en kæde som hun kunne fjerne og ej heller havde hun lyst til det. Hun trak vejret dybt, nød virkelig ekstrem godt af den friske luft. Hun havde i den grad haft brug for det. Hun var godt kommet til kræfter efterhånden. Selv hendes hud havde antaget en mindre solbrun nuance som et hvert lysvæsen burde være. Hun var endnu en gang tilbage i sit rette element. Hun kom vandrende stille ned af gaden midt i den store by. Endnu en gang var lyset mere at se nu, og det glædet hende faktisk. Hun manglede bestemt ikke mørket. Hun ville hellere gå i døden frem for at skulle befinde sig på det sted endnu en gang. Butikken som måtte hvile på hjørnet, havde hun vandret forbi de sidste mange dage. Dog havde det bestemt ikke været uden et nysgerrigt blik, vel at mærke. Hun havde altid været ekstrem nysgerrig af natur. Det var det som i udgangspunktet, havde været noget af det som havde drevet hende til mørket i udgangspunktet. Det var nu en tid forbi. Nu ville hun gøre sit for at hjællpe hendes hjemland og hun agtede at gøre det bedste ud af det. Ligesom alle andre, mærkede de sig tydeligt af de mange små eksplossioner som kunne høres i tide og utide, hvilket tydeligt rev hendes opmærksomhed mod den mærkeligt udseende butik som måtte hvile på hjørnet. Døren som blev brast op og manden som kom ud i en sort beklædning og med masken for ansigtet, tog hun meget nøje i blik. En helt modsat beklædning af hvad hun selv gik i. Hun bar lyst og hvidt. Hun repræsenterede jo atter lyset og med den klare stolthed i minen. Hans latter fik hende dog kun til at smile, selvom det hurtigt måtte falde igen. Hvad pokker havde den mand egentlig gang i? Glaskuglen? Vinde? Nu blev hun da først nysgerrig! Hendes egen magi, var noget som hun stadig måtte kæmpe lidt med. Der var virkelig gået alt for mange år, fra hun havde brugt den sidst. Hun trænet og øvede dog så ofte som det var hende muligt. Hun så blot til da han valgte at storme ind igen, som havde det været en stor krig. Et sted måtte det jo bekymre hende. Folk trak sig hurtigt væk og med deres små børn også. Ikke Malania. Hun trak sig kun en anelse tættere på bygningen. Nu tog hendes nysgerrigd da først for alvor fat i hende! Hun tog fat i døren, tvang den forsigtigt op. "Er du okay?" spurgte hun med den klare syngende tone, som hun ikke kunne skjule. Det lå blot til hende som lysvæsen.

[ivo]

Ikke havde Ivo kunne dy sig ved synet af mængden. De var jo trosalt stoppet op for at stirre på ham, så kunne han vel sige så godt give dem noget at stirre over? Nogen kaldte ham skør, imens andre kaldte ham genial. For Ivo selv, var han blot ufattelig nysgerrig og stædig. Med den lille spidse gren i sin ene hånd, skævede hans krystal lilla øjne imod kvinden. Der var sjældent nogen trådte ind i hans butik, men når de endelig gjorder det blev de ofte. Grenen stoppede med at køre rundt i hans hånd, og han spærrede hastigt sine øjne op. Med sin frie hånd pegede han på Malania i en fast bevægelse "Nemlig! Er du? Ædel.. De er genial Frue" udbrød han efterfuldt af en høj latter. Med nogle korte elegante skridt til den ene side, bøjede han i knæene og stirrede intenst på kuglen. Nogle små latinske ord flød over hans ubevægelige læber, og kuglens lys blev blot stærkere. Stille åbnede den kuglen sig, lod sig dele i fire dele for øjende af dem. I midten af kuglen lå der en lille brun småkage. Ivo hoppede let på stedet, og grab hurtigt småkagen i sin hånd. Med elegante smidige skridt trådte han hen imod Malania, han bukkede elegant og rakte småkagen imod hende "Som tak for deres hjælp, tilbyder jeg småkagen der overlevede" fortalte han i den mest formelle tonefald det var ham muligt. Men det blev dog efterfuldt af en lille klukken, der ikke lød mere normal end resten af ham. Han bar ikke masken fordi han frygtede andre. Han bar den fordi han havde båret den så længe, at det ville smerte ham at skulle tage den af. Ikke havde han set sit eget ansigt i mange år efterhånden, og hvad han så sidst var ikke noget at skamme sig over. "Og som de nok må undre dem noget så grusomt. Men kuglen fik jeg åbnet, hvor jeg lukkede den igen om denne dejlige småkage. Problemet var bare at åbne den igen. Men efter to lange dage med masser af klager fra naboerne, kom min sejre til mig med deres hjalp" fortalte han nærmest helt heroisk og klukkede kort endnu en gang. Hans aura var så tydelig, den var en blanding mellem hvid og gul. Ikke var småkagen giftig på nogen måde, det var blot en ganske normal småkage med nødder i.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var kommet forbi det er sted så ekstremt mange gange efterhånden, hun havde bare ikke haft nogen grund til at skulle gå ind for at se sig om. Hun havde dog været forbandet nysgerrig og nu kunne hun virkelig bare ikke lade være. Hvem denne mand var, vidste hun ikke, men han skilte sig i den grad ud fra det som man måtte se normalt. Måske det var derfor, at de valgte, at skulle følge deres børn væk fra ham? Hun så sig kort omkring, selvom hun nu meget hurtigt fik øje på ham. Hun blinkede let med øjnene. Normalt skulle der meget til at forvirre hende, men han gjorde det som det rene ingenting. Noget som i den grad måtte undre hende. "Genial?" gentog hun forundret. Næppe det svar som hun lige havde ventet sig. Det var helt sikkert. Hun tillod sig selv, at træde indenfor og derved også lade døren glide i efter sig. Hendes skridt og gang var af yderste elegance. Dum var hun bestemt ikke, men direkte genial, var nu ikke noget som hun ville mynte sig selv på. Hun selv, gjorde i den grad også sine egne fejl. Det var nu ikke fordi hun ville sætte sig selv øverst, men denne mand fascinerede hende virkelig.. han var virkelig en underlig, dog meget spøjs type. Det fik hende dog kun til at smile. Det varme og blide smil. Det pludselige lys fra kuglen af, småkagen i midten og hans næsten triumferende opførsel, som havde han lige formået, at skulle udvise noget stort, var noget som kun fik et let grin til at brede sig på hendes læber.Faktisk en sjældenhed. Hun tog stille imod småkagen. "Jamen jeg gjorde trods alt intet. Jeg stod jo kun i døren," påpegede hun med en dæmpet og syngende tone. De mørke øjne lod hun roligt falde til hans skikkelse. Han var skør, mildest talt og det var nu noget som hun kunne lide. Det gjorde hende selv munter. "Jamen.. I så fald, er jeg glad for, at jeg kunne bistå Dem," sagde hun med en rolig stemme, selv en anelse formel, nu hvor han selv antydet til det. Hans aura var lys og det gjorde hende samtidig også tryg. Hun blev stående med kagen i hånden. Hun slap et let grin. "De har kæmpet i to lange dage, for at befri denne kage? Jeg må virkelig sige mig imponeret over engagementet i kampen om kagens frihed." Hun sendte ham et tydeligt drilsk smil.

[ivo]

Hendes egen betvivl omkring hun var genial eller ej, var dog noget der måtte more ham fortræffeligt. Han nikkede kort "Der tager du fejl Frue, De hjalp mig fortræffeligt. De hjalp mig på sporet af løsningen. Og da jeg tog stilling til at tage løsningen, og vise den korrekt. Det gør dem til genial" fortalte han hvor smilet bag masken var noget så tydeligt. Munter var han bestemt, og at havde sådan en yndig kvinde i hans butik. Denne dag kunne da ikke blive bedre? At hun blot smilede og legede med på hans lille leg, var dog noget der glædede ham. Nogle valgte at påstå han havde en skrue løs, imens andre kom til ham for råd. Hvis der var noget han ikke var, så var det dum. Han havde knækkede koder i mange år efterhånden, og han elskede blot en udfordring. Da hun tog imod småkagen og valgte at træde indenfor, tog han et skridt til siden for at gøre plads til hende. Hendes syngende stemme samt hendes skridt, hun måtte være et Lysvæsen. Det var virkelig sjældent han havde så fint besøg hos ham, han havde dog snakket med et par af dem før. Men de holdte normalt til nær slotte og andre høje stillinger. Imens han selv levede for hvad han kunne, og blot valgte at nye livet uden pligter. Hans hænder lod han samle ved fingerspidserne, imens han kort klukkede over hendes kommentar om kagen "Jeg håber de nyder deres småkage, for den har kostet mig kvaler. Men jeg kan love dem for det var det værd, for denne kugle.." fortalte han hvor man tydeligt kunne høre interessen for dette. Med lette smidige skridt trådte han hen til den lille kugle, han lagde forsigtigt den lille gren ned i midten af den. Den lukkede sig atter igen, denne gang med grenen i midten. "De må forstå mig her, eller det håber jeg i hverfald de gør. Men kuglen her er meget særlig, den kan kun åbnes af personen der lukkede den. Og selv hvis jeg gav dem mit kære Lysvæsen, så ville end ikke de kunne åbne den" fortalte han forsigtigt, som om nogle stod og lyttede. Med en blid hånd strøg han den lille grønne kugle foran ham "så så lille skat, pas nu på træets knækkede avl" sagde han stille til kuglen, hvor det igen blev erstattet af den skøre latter.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste dog udmærket godt, at hun skilte sig fra de mange andre lysvæsner. Hun havde jo trods alt også en erfaring som de færreste af hendes slags overhovedet havde, at skulle prale af. Hendes kendskab og kundskab til mørket var noget som selv ville kunen skræmme selv de fleste og det var noget som hun i den grad var kendt med. Hun elskede selv lege og hun havde så sandelig heller ikke noget imod, at skulle lege med på hans. Også selvom hun for det meste ville foretrække, at skulle se hele hans ansigt, fremfor den ganske besynderlige maske som han havde til at dække hans ansigt. De lilla øjne var nu ikke noget som hun kunne mindes at have set noget andet sted. Ganske iøjefaldende. Hun lod hovedet søge let på sned, selv uden at skulle spise eller gøre ved, ved den lille småkage som måtte hvile i hendes hånd. At han havde gættet sig frem til hendes race, gjorde hende nu ikke det fjerneste, også selvom hun vidste, at de slet ikke var særlig mange tilbage efterhånden. Det som i sig selv, var en forfærdelig skam, også set i hendes øjne. Efterhånden så gik hun hvor hun ville og hun gjorde som hun ville og så søgte hun ellers tilbage til lysningen når natten faldt på. Det var det samme dag ud og dag ind. Tilbage i de gamle rutiner. "Jeg står ganske fast på dette, min gode mand. Jeg gjorde så sandelig intet for at hjælp Dem," sagde hun stilfærdigt. Hun så til som kuglen endnu en gang måtte lukke sig. Denne gang omkring den stump af træ som han havde i sin hånd, samtidig som hun lyttet til hans ord og frygtelig nøje. Som han behandlede kuglen som noget ganske særligt.. Som den havde et eget liv. Hun rystede blot smilende på hovedet. "Det må jeg nok sige.. Du tror ikke på, at en anden end den som lukker den, kan åbne den igen?" Hun trådte et skridt tættere på og mere ind i lokalet. Det var minsandten en ganske særlig butik. Det kunne hun selv ikke komme udenom. Det fascinerede hende, rev i den nysgerrige lyst efter at få det hele undersøgt.Hans latter fik hende kun til at smile, måtte selv tvinge det lette og blide grin i sig endnu en gang. "Fascinerende.. yderst fascinerende.. Mystisk og spændende ikke mindst.. Hvordan virker denne form for magi dog?" Den nysgerrige stemme havde tydeligt meldt sig i hendes blide og syngende tonefald. "De gættet min race rigtigt, min kære magiker.. Imponerende." Hun vendte de mørke øjne mod ham, klart med en tydelig gnist af liv.

[ivo]

Hendes ord og den måde de nærmest sang sig igennem rummet, se det var fascinerende. Med en kort bevægelse grab han rundt omkring kulen, hvor han forsigtigt løftede den op til at hvile i hans sorte hånd "Jeg vil væde småkagen i deres hånd på, at de ikke ville kunne åbne den. Jeg giver dig gerne ordene, og jeg vil ikke snyde dem. For hvis de ikke kan, så beviser det jo blot min teori. Men hvis de kan, skal jeg spise småkagen. Og jeg bryder mig virkelig ikke om småkager, selvom jeg nyder at dele dem ud" fortalte han med en munter tone. Hvad Ivo var, var en direkte forvirrende og mystisk person. Han elskede at snakke med andre, forvirre dem med sine tanker og ideer. Han håbede han en dag, ville møde en eller anden der faktisk forstod ham. Glas kuglen holdte han blidt i sin hånd, og sneg sig med luskede smidige skridt hen foran Malania "Blot gentag disse ord på latinsk. Ædel er du kommet, ædel skal du blive. Hvis mig hvad jeg sørger, og jeg skal lade dig hvile" fortalte han og udtalte sig klart og tydeligt. "Ser de hvis jeg snakker dem på latinsk, så vil kuglen åbne sig for mig" afsluttede han for at forklare det sidste for hende. Aldrig havde han set sig ondt på hendes race, de var altid så venlige. For ikke at sige, havde han haft en del interessante diskussion med dem. De var altid så stædige, og havde langt mere erfaring om livet end han havde. Han var trosalt ikke nåede længere i sin udvikling, end sin bedste alder af 25. "De hjalp mine tanker med at finde løsningen, og derfor hjalp de til. Men deres race var ikke et gæt, det kunne jeg skimte så snart de bevægede dem. Ingen bevæger sig så yndefuldt og syngende som et Lysvæsen. For ikke at sige deres stærke magi, som du gættede min egen evner med. Men som Lysvæsen er de perfekt til at teste dette for mig, blot tal ordende ned til kuglen, og vi får afse hvem der får småkagen" fortalte han med et muntert smil på læben. Dette var virkelig en underholdende dag, det var sjældent der var nogen der ville hjælpe ham med teorier. Men når der endelig var en, så grab han chancen med begge hænder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Denne mand havde virkelig formået, at skulle gøre Malania så ekstrem nysgerrig. Ikke bare på hvad der fandtes i lokalet, men i den grad også på ham. Hvad der så end måtte befinde sig bag masken foruden de smukke lilla øjne som hun kunne betragte allerede. Nysgerrig var hun bestemt fra naturens side af, selvom det ikke altid var hende en god ting. Tvært imod. Hun slap et halvkvalt fnis ved hans ord. "De kan ikke lide småkager? Ser man det.." Hun sendte ham et let drilsk smil. Hun lyttede nøje til hans ord og udtalelser. Hun tog da gerne imod den lille udfordring i form af det væddemål, det var helt sikkert. Hun sendte ham et næsten hemmelighedsfuldt blik. Han forvirrede hende dog stadig en anelse, dog så havde hun i den grad heller ikke travlt med at skulle komme derfra bare lige sådan. Hun nikkede blot og lyttede intenst. "Så lad mig se om din teori holder vand. Hvem skal spise den kære frie småkage.. som har kæmpet igennem 2 dage for friheden.. Dem eller mig.." Hun hævede sigende det ene bryn. Hun morede sig faktisk en hel del. Hvem manden var, vidste hun ikke. Selv kendte hun end ikke til hans navn, dog var hun ganske tillidsfuld til ham også. Hans sind var lyst og auraen tydet ikke det mindste på nogen former for mørke overhovedet, så hun havde i den grad heller ikke nogen grund til at skulle være mistroisk. "I så fald, kan jeg fortælle Dem, at min magi næppe er så stærk som den burde være. Jeg har vel.. pænt sagt, haft mit at slås med," fortalte hun roligt og uden nogen former for skam i stemmen. Det var jo trods alt kun en ærlighed som hun ikke havde i sinde, at skulle lægge det mindste skjul på. Hun sendte ham blot det typiske rolige og varme smil og uden at rokke sig det mindste ud af stedet. Hun skilte sig stadig den lille anelse fra et normalt lysvæsen, dog var hun stolt af den som hun var. Hun gentog roligt ordene i sit hoved. Latin var ikke helt ukendt for hende, men helt velbrugt var den bestemt heller ikke. Hun havde jo trods alt ikke brugt det i ekstremt mange år efterhånden. "Så sætter du samtidig også min latin på prøve.." Hun klikkede let med tungen, alt imens hun rystede på hovedet med den tydelige drilske mine. Hun hjalp ham så glædeligt. Hun elskede i den grad at hjælpe folk. Hun lod roligt to slanke og yndige fingre glide over kuglen i hans hånd. Hun ville ikke tage den fra ham. I så fald, så havde han vel givet hende den i hånden selv? Hun stirrede tydeligt intenst på kuglen, alt imens hun lod de latinske ord glide over hendes læber. Næsten flydende og dog meget bestemt og yderst selvsikkert. Blikket hvilede på kuglen, blot ventede på om den ville åbne sig eller ikke.

[ivo]

Småkager, ikke lige det samtale emne de fleste havde. Selvom de fleste fandt det utrolig mærkeligt, og blot rystede på hoved af hans ord. Men for ham, var det en yderst interessant ting. Småkager glædede alle, og skulle derfor gives ud så ofte som muligt. Men at hun kom ind til ham i hans butik, var noget der måtte glæde ham fornøjeligt. Et Lysvæsen var hun i den grad, det kunne alle skimte fra lang afstand, hvis de blot viste hvad man skulle kigge efter. Men der var noget over hende, hendes aura var stærk som Lysvæsnernes nu måtte være, for ikke at sige den måde hun bevægede sig på. Selv havde han et godt gæt, at hun var en gammel en af slagsen. Selvom hun dog ikke lignede en der var oppe i årene, bestemt ikke! Hendes ord omkring hendes magi, var noget der fik ham let til at klukke "Livet er en kamp, men kun dem der giver op taber det" lød det fra ham muntert. Selvom det var en lettere deprimerende udtalelse, fik han det til at lyse som det glædeligste i hele verden. Småkager havde aldrig været nogen han ville proppe i munden, smagen brød han sig ikke om. Selvom han selv bagte dem, og havde prøvet mange forskellige. Så havde det aldrig lige været ham, men alle andre så ud til at elske dem. Selv havde han overvejet at sætte en bod op ude foran, hvor han ville forære småkager ud til dem der lystede. Alt imens han nok lavede nogle kunstre, det tiltrak altid muntre folk. For ikke at sige børn! Latinsk havde han altid været glad for, og sad hver eneste dag og læste pergamenter. Han havde prøvet at få adgang til det kongelige bibliotek, men det var ikke lykkes ham endnu. En ting han nok skulle få igennem, om han så skulle gå til kronen så gjorder han det. Hendes ord på latinsk, og deres fælles fulde opmærksomhed på kuglen i hans hånd. Et grønt lys begyndte at skinne ud af den ved hendes ord, men efter få sekunder lod den sig forsvinde igen. Med en høj latter der lød fra ham, og ud til gadens folk. Lod han sine lilla muntre øjne søge imod hendes "Jeg kan ikke takke dem nok Frue, de har lige bekræftet min lille teori. Småkagen er stadig låst fast, og det er dem der får æren af dens søde smag" ordene kom ud med den samme skøre latter som før. Han udtalte kort ordene på latinsk igen, og dens lyseskær åbnede kuglen sig atter igen for ham. Han holdte kuglen ud imod hende, med et elegant buk "Deres gave fra min Frue, sig endelig til hvis de skulle ønske endnu en. Mit lager af småkage krigere, er ubegrænset" udtalte han og klukkede let for sig selv. Ventende på hun ville tage sin gave, et herligt væsen var hun.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var lys af hjerte, sind og sjæl, selvom hun i den grad havde haft så ekstremt meget at slås med, og specielt her i det sidste. Hun var vis af sin slags, ingen tvivl om det og hun bar sågar også meget af en viden fra sin tid i mørket. Et ægteskab som hun aldrig nogensinde vil glemme og aldrig ville hun glemme den mand, som tog hendes hjerte og rev det med sig i døden igen. Ærligt, måtte hun stå ved, at hun nok aldrig ville komme over det. Han havde virkelig været hendes liv.. Hun havde valgt, at gå i døden for ham. Småkager havde hun virkelig intet imod, hun havde lidt af en sød tand, som krævede sit til tider og nu hvor hun alligevel var så nysgerrig og i den grad grad også i hans nærvær. Hun var skræmmende trygt omkring den her mand og det var noget som normalt aldrig rigtigt skete. "Så sandt som det er sagt.." sagde hun roligt. Det deprimerende emneskifte, var ikke noget som påvirkede hende synderligt. Hun havde været i mørket så længe, og hun havde været omringet af døden.. forårsaget den selv op til flere gange og nu, var det i den grad heller ikke noget som hun kunne sige sig, at være stolt af i den anden ende. De to fingre lod hun glide over kuglen som stadig måtte hvile i hans hånd og med blikket intenst stirrende på den. Om dette skulle be- eller afkræfte noget som helst for ham, vidste hun ikke, så måtte man jo bare se på det i den anden side. Det grønne lys som måtte skinne ud af den, fik hende dog kun til at smile. I det mindste, så var udtalelsen i det mindste helt rigtig! At den forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet, fik dog smilet til at falme bare en anelse. Hans skøre latter som måtte fæste sig til hende, fik hende virkelig kun til at smile. Han var virkelig.. anderledes end så mange andre af dem som hun måtte se, når hun endelig bevægede sig udenfor de procianske skove, der hvor hun igen kunne sige sig, at være hjemme. Hun rettede sig op, tog hånden roligt til sig. Hun kunne ikke lade være med at smile. Han var virkelig munter og det var i den grad også noget som i den grad måtte smitte af på hende selv. Hun tog roligt imod kagen. Kuglen lod hun blive i hans hånd. "To lange dage i kamp for at blive spist.." Hun rystede smilende på hovedet, førte den roligt til munden, hvor hun valgte at tage en bid. Den smagte virkelig himmelsk! "Hvor en deprimerende tanke.. Stakkels den lille kagekriger.." Hun slap et varmt og let grin. Han gjorde hende skræmmende godt tilpas. Hun vendte blikket mod ham og med et stille smil. "Hvis en småkage er takken, så er det en tak i sig selv. De er virkelig gode.. jeg forstår ikke, hvorfor du ikke formår at spise dem," påpegede hun stille. Hun tog endnu en bid. Ikke de største bider. Hun var yndig og høflig, for ikke at glemme, at den visse stolthed over hvad hun var, var så ekstremt tydeligt i sig selv. Hun vendte blikket kort omkring i butikken. Hun var i den grad nysgerrig og nu hvor hun var tryg på ham, så var der heller ikke nogen grund til at skulle vise sin mistro til tingene omkring hende. "De er virkelig gode," sgde hun roligt, da hun tog den sidste bid af den lille kage. Det smagte virkelig.

[ivo]

Hendes kommentar omkring småkage krigerne, fik ham blot til at klukke let. Endnu en gang lod han hånden køre over kuglen, udtalte ordene blot for den skulle lukke sig igen. Hvis nogen skulle tage den, kunne de aldrig åbne den. En ting der måtte få ham til at klukke let, billede i hans hoved fejlede ham aldrig. Billede af to mænd der sad og rev deres egne hår ud, for at finde ud af hvad kuglen indeholdte. Han lod kuglen elegante glide ned på bordet igen, blot for at lade den stå som den gjorder. Han rettede sig roligt op, og lod hurtigt mærke til hendes blik der gled rundt i butikken. For ikke at sige hendes ros over hans småkager, fik ham til at samle sine fingerspidser og klukkede let. "Det behager mig Fruen kan lide mine småkager, en kamp med dej og mel har det været. Men lidt magi kan gøre alt, så meget mindre beskidt og besværligt" fortalte han muntert, alt imens han lod sin sorte hånd glide igennem det hvide hår. Lod det falde ned af hans ranke ryg igen. Han drejede kort rundt omkring sig på hælen, blot for at række en hånd ud imod butikken omkring ham "Kan du lide det?" spurte han nysgerrigt og lænede sig let frem, for at høre svaret bedre selvom det virkelig ikke ville gøre forskel. "Mange går forbi og aner ikke hvad de går glip af! Dette er ikke blot et sted hvor jeg sælger, men jeg udforsker også. Alle disse normal udseende ting kan hver deres lille ting, magiske artefakter er så undervurderet. Der er ikke nogen som en gåde, der kan få blodet i ens krop til at køre rundt." fortalte han med stor entuchasme, alt imens han bevægede sig rundt i butikken med elegante bevægelser. Han stoppede ved en træstok af sølv, hvor der gik to sorte streget ned af den på hver sin side. "Tag denne stok, den bevæger og ligner en stok. Ikke misforstå mig, det er faktisk en stok. Men hvis man mister den, vil den altid komme tilbage. En meget nyttig ting, hvis man er afhængige af den!" påpegede han og løftede let en finger i vejret, blot for at vise hans pointe. Han bøjede let i sine ben, blot for at tage et skridt frem og sætte af med begge ben. Han hoppede over bordet hvor stokken lå på, med armene over hoved. Da han var nær gulvet på den anden side, lod han sig rulle blot for at rejse sig op igen foran Malania. En flydende bevægelse havde det været, elegant og med ynde. Han klukkede let sin skøre latter lavt "Men jeg kan sige dem så meget min Frue, hvis de ønsker noget af mig. Jeg er til deres tjeneste, for deres yndige assistance med småkagen" fortalte han og bukkede endnu en gang elegant for hende. Han elskede Lysvæsner, der brugte altid deres hjerne. Og for at kunne følge med ham, skulle man i den grad kunne bruge sin hjerne. Han rettede sig roligt op, alt imens hans lilla øjne skævede hen imod yder vinduerne "Jeg burde rive den væg ned, eller opfinde noget der kan optage min magi, så sollyset kan skinne herinde hver time i døgnet" udtalte han tydeligt fraværende i sine egne tanker. Han var virkelig ikke god til at tænke for sig selv, eller for den sags skyld lade vær med at tale til sig selv.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania bar da den tydelige respekt for Ivo som den mand han måtte være. Han havde virkelig heller ikke givet hende en grund til at skulle tro noget som helst andet. Kagerne smagte i den grad godt, så det var noget som han i den grad var god til. Desuden, så var det i den grad også ekstremt sjældent, at man overhovedet så mænd som specialiserede sig i at skulel stå i et køkken, hvad end om det var magi eller ikke. Malania skulle stadig kæmpe for at få sin egen ordentlig på plads igen, efter alle disse år hvor hun havde levet i mørket, levet af, at skulle slå ihjel og gøre ved og gøre ved, så det var faktisk noget af en omvæltning for hende, som hun bare måtte bide i sig for sin egen skyld. Hendes søster havde givet hende denne ekstreme mulighed, og hun havde ikke i sinde, at skulle lade det gå til spilde på nogen måde. Hun vendte blikket mod ham og selv med det varme og let charmerende og indbydende smil. Alt hun havde efter Lucius, var kæden om hendes hals og ringen som stadig hvilede på hendes finger, et sted klamrede hun sig fast til de mange minder omkring ham. Hun formåede stadig ikke, at skulle give ordentlig slip. "Hvor ofte, er det man ser en mand med et talent i et køkken?" spurgte hun med en klart drillende mine. Hun var nysgerrig, hun ønskede virkelig, at skulle finde ud af, alt det her. Hun var virkelig bare så forbandet nysgerrig på det som hvilede omkring hende. Alt det som hans butik måtte bestå af.. Så anderledes, end det som man ellers var vant til at se i deres alle sammens lille by. Hun nikkede. "Det gør jeg virkelig.. det er yderst.. interessant.. så spændende," sagde hun med en mere munter tone end tidligere. Hun lyttede til hans ord. "Hvad forsker du på?" spurgte hun roligt og med en tydeligt interesse i stemmen, som hun på ingen måde, formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Det var bare ikke noget som hun kunne få sig selv til i den anden ende, det var der ikke nogen tvivl om. Hun lod blikket stille følge ham hen til den lille stok af sølv, noget som alligevel hurtigt måtte gøre hende tydeligt mere nysgerrigt, end det som han havde været fra før af. Hun lyttede intenst til hans ord på alle måder og selv med en tydeligt nysgerrig mine, som hun på ingen måde, formåede, at skulle skjule for ham. "Virkelig?" spurgte hun ganske forundret. Magien lagt i de mange artifakter, var noget som hun havde hørt om, men i sig selv, så havde hun aldrig nogensinde set det i praksis, så det var i den grad noget som gjorde hende så uendelig nysgerrig. Hans kunstner i luften, fik hende virkelig kun til at smile. Dette var et selskab som hun måtte nyde. Hun slap et let grin. "Tro mig, den småkage var hele anstrengelsen værd," sagde hun med et drilsk smil. Hun trak vejret dybt, lod hånden roligt bevæge sig over kæden som hun havde om halsen. Hun vendte blikket stille i retningen af ham igen, ikke mindst lettere spørgende. "Har du alle disse artifakter? Hvad kan de forskellige? Hvad står de for?... Kan de få en til at ... ja, glemme?" spurgte hun roligt, ikke mindst med den tydelige spørgende mine.

[ivo]

Hendes drillened for ikke at sige nysgerrighed, var noget der fik ham nærmest helt op og ringe. Endelig en han kunne snakke omkring dette med, og i det hun var Lysvæsen, viste han at hun var godhjertet. Selv havde han smidt onde væsner ud af hans butik før, primært fordi de ville købe eller stjæle noget. Ikke solgte han til hvem som helst, hans ting var hans at gøre godt med. Hvis han ikke ønskede at sælge hans egendel til nogen, så gjorder han det bestemt ikke. Og ikke en han havde nægtet, havde formået at skulle overmande ham endnu. Selv havde han en enkel gang, sendt en warloch flyvende ud af sit ene vindue. Ud på gaden hvor andre stirrede, og manden måtte flygte fra byvagterne der gik rundt. Men hans kunstre i køkkenet var en hel anden ting "Åh de skulle bare vide hvad jeg kan gøre i et køkken, for ikke at sige med magi, flere ting ad gangen i et køkken." fortalte han med stor munterhed, dette kunne gå hen og blive et helt venskab. Ikke mange venner havde ham, mest fordi de blev skræmt over hans opførsel. For ikke at sige, havde han ingen skam i livet med hvad han gjorder. Men han var dog bestemt ikke ondt af mene, han ville hellere vende ryggen til end at slå først. Vold var unødvendigt efter hans mening. Fingerspidserne der igen måtte søge sammen foran ham, hvor den korte klukken kom endnu en gang "Det er spændende ikke sandt.." svarede han kort hvor det store smil kunne høres bag masken. "Jeg forsker på alt og intet min Frue, det er hvad der gør det så spændende for mig. For ikke at sige udfordrende. Men primært er min efterforskning bundet i artefakter, af så mange slags som muligt.. Men jeg laver også min egne" fortalte han med energi der kunne fylde hele slottet Light. Med et kort direkte nik imod stokken "Stokken der er min egen opfindelse. Nogen af mine ting er mine egne, alt imens andre har jeg været heldige med at finde. Eller fået foræret for den sags skyld." forklarede han imens han tog et skridt tilbage, blot for at løsrive sine hænder fra hinanden. Han fandt to stole med tre ben og intet ryglæn frem fra et hjørne, og satte en en meter foran sig. Alt imens han selv tog plads på sin egen, han havde aldrig brudt sig om stole. De var alt for begrænset i bevægelses muligheder på grund af ryglænet, for ikke at sige for lette at vælde på. Han rakte let sin hånd frem, med hentydning til hun kunne sidde hvis han ønskede. Det langt mere personlige spørgsmål der kom fra hende, hvor han med det samme kunne se det betød noget for hende. At lave noget man fortryder, er nok den mest bedrøvelige følelse efter hans hoved. Han sad let i stilhed, med sit blik rettet imod hende. Tydeligt han tænkte så det knagede, selv han havde tænk over dette. Der havde været andre end hende, og havde spurt om den selv samme ting. "De er ikke den første der spørger mig det spørgsmål Frue. End har jeg ikke forsøgt mig endnu, på at lave noget der kunne rydde hukommelse. De problemer jeg har kommet frem til endnu, er nogen der ikke er værd at undersøge nærmere for tiden. Ikke har jeg kunne knække koden endnu på, hvordan jeg skal håndtere det. Skille, at kunne pille kun en del af hukommelsen frem, for at tage alt fra væsnet. Det er problemet med den slags magi, men hvis de kan overbevise mig om det er det værd. Så vil jeg prøve hvad jeg kan for denne sag, men den er kun til dig og ikke andre. Fortæl mig hvad du ønsker at slette, og jeg kan måske finde en mulighed for at du slipper for den smerte, som det åbenlyst koster dem." fortalte han i en mere alvorligt tonefald. Selvom smilet bag hans maske aldrig faldt, han var en munter person. Og havde til tider meget svært ved at forblive alvorlig, selvom dette faktisk var alvorligt. Ikke gjorder han noget helt uden grund, det ville blot være meningsløst. Han var ikke skør som nogen kaldte ham, imens andre kaldte ham for geni.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt ikke fordi, at Malania ønskede, at få noget fjernet. Der var bare visse ting som hun ønskede at glemme. Hun fortrød virkelig ikke noget som helst, af sin tid sammn med Lucius, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede ham stille. Hun ville virkelig ikke glemme ham.. det ville hun virkelig ikke, men smerten ønskede hun glemt og væk. Den plagede hende stadig og den plagede hendes lyse hjerte noget så grusomt. Lige netop der, var den eneste grund grund til at hun et sted faktisk også måtte længtes tilbage til mørket igen. Det var slet ikke fordi ,at hun ønskede at holde fast i det. Hun ville virkelig bare have den mulighed som det ville kræve, at skulle give slip på ham. Hun betragtede ham stille, hvor hun blot nikkedde mod ham og valgte, at skulle tage plads. Hun var ekstremt nysgerrig og hendes intentioner var i den grad også venlige af sig på alle måder, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun ønskede virkelig selv at undersøge det, så varsomt, da hun jo klart havde respekten for de ting som han måtte eje. Det var hans og derfor var hun omkring det med den største forsigtighed. Hun ønskede jo trods alt heller ikke, at skulle ødelægge noget som helst. Hun lod hænderne søge til hendes eget skød. Hun ville ikke direkte kalde Ivo for sindssyg, men dog anderledes end alle andre, det var sten sikkert. Hun sendte ham et stille smil. At det var yderst avanceret, var hun klar over, men selv havde hun gået til mange for at se om de kunne hjælpe og hun havde til nu, slet ikke været heldig. Dette var ikke noget som hendes egen magi, kunne hjælpe hende det mindste med. "Jeg håber at din forskning, muligvis kan hjælpe mig," sagde hun en anelse fraværende, da hun kort, men eftertænksomt havde ladet blikket søge omkring hende inden hun igen vendte blikket mod ham igen stille og roligt. Hun trak let på smilebåndet. At hun ikke var den første, overraskede hende dog ikke. Hun lod hånden glide igennem det lange hår og førte det roligt over hendes ene skulder. Hun lod hoedet søge let på sned og med det svage smil på læben. Hun førte hånden stille og roligt op til kæden om hendes hals. Blodrød og hun havde båret den igennem ekstremt mange år. Hun kunne ikke fjerne den.. det var kun ham som havde været i stand til det , og det i sig selv, gjorde hende virkelig ikke noget som helst. "Jeg ønsker ikke at fjerne noget fra hukommelsen. Det er noget ganske, andet jeg ønsker at få bugt med," begyndte hun roligt og alligevel med en let alvorlig stemme. Smilet hvilede stadig, selvom det var en anelse mere falmet end det som det havde været tidligere. "Jeg ønsker at få fjernet smerten efter min mands død, så jeg endelig kan give slip på ham. Jeg sidder hver eneste aften, kigger på ringen, stryger kæden om min hals, som han skænkede mig for mange år siden. Jeg ofrede mit liv i lyset for ham.. Han endte med at ofre sit liv for mig." Hun lod blikket falde en anelse. Måske at det hele var endt meget mere deprimerende ned hvad godt var, men hun have virkelig bare brug for det, at skulle give slip. Lucius havde mildest talt, været hendes lykke.. den mand, som hun ønskede at kunne opgive absolut alt for i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. "Jeg ved, at det måske er meget at forlange.. Jeg må bare give slip på ham.. Og det kan jeg ikke," afsluttede hun stille. Det gik hende i den grad på, selvom hun bare bed det i sig på denne måde.

[ivo]

Mange havde prøvet at overtale ham, men ingen har kunne bevise ham om noget. For ikke at sige, hvis der var andre muligheder, så gav han med det samme afslag. At det var svært for hende at fortælle, var noget han blot kunne forstå. Ting der hang på hjerterne, var altid de sværeste at komme af med. Hånden hun måtte give op imod halskæden omkring hendes hals, hvor han for første gang tog en kig på den. Navnet der måtte blive stavet, i en så dyrebar og værdifuld halskæde. Navnet sagde ham dog et eller andet, Marchioness.. Det ringede en klokke, men ikke kunne han sætte noget på det netop nu. I stilhed sad han og lyttede, lod hende tage den tid det ville tage hende. Tålmodighed var noget han havde i de fleste situationer, alt imens andre kan han slet ikke vente. I køkkenet var et godt eksembel, han brugte magi der fordi han ikke havde tålmodighed til andet. Men da hun nævnte, hun ikke ville slette noget af hendes hukommelse. Lod han sine øjne slippe hendes halskæde, blot for at søge imod hendes igen. Nysgerrig det var han, det var noget han aldrig havde kunne skjule. Da hun havde snakket færdig, måtte smilet dog forblive på hans læber. Nok var det en sørgelig fortælling hun gav, men det overraskede ham et Lysvæsen som hende selv, ikke selv havde fundet svaret på det. Men han tog det som et tillidstegn, at hun valgte at fortælle noget så personligt. "Min kære, om jeg så ville kunne jeg ikke styre dit hjerte. Men der er dog noget jeg kan gøre for dig" fortalte han stille og dog så varmhjertet han kunne. "Deres følelser for deres mand, vil altid være hos dig. Præcis som han også vil være, han forlader dig aldrig. Men der er to ting der gør, at du føler som du gør nu. Fjerner man tingene, vil alt andet falde på flads hvor de skal. Deres ring og halskæde, med det fine navn af Marchioness. Selv har jeg hørt den tragiske historie på en bar, og de har min fulde sympati" fortalte han hvor hans ærlighed skinnede så tydeligt ud af ham. Han havde aldrig haft en grund til at lyve, så hvorfor gøre det nu? Han satte sig let en smule bedre til rette "Du kan hvad du vil.. Og hvis det kan hjælpe dig, skal jeg med glæde holde disse ting for dig. Jeg kan en dag gøre dem magiske for dem, så de altid kan mærke den varme i kærligheden de havde for ham. Men en ting kan jeg sige dig, han opgav ikke sit liv for dig. Hvis det havde været meningen med, at du skulle spilde det på grå og triste dage. Han er hos dig, søg dybt og du ved han ville gøre mig enig" fortalte han og rakte let sin ene hånd ud, lod den søge imod hendes den ene. Ikke brød han øjenkontakten med hende "Jeg kendte deres mand, han var faktisk en god ven af min. Men vores venskab var hemmeligt, primært fordi han ikke kunne blive set med et lyst væsen. Jeg ved han er hos dig, for han er også stadig hos mig min kære. Det er kun mørkt, en til man griber en tændstik og tænder et lys" afsluttede han og tog en dyb indånding. Lod hende suge det hele ind, håbede blot det hjalp.