One last try..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde allerede modtaget Faiths besked og det var i den grad noget af det som havde chokeret ham forbandet meget. At Kimeya havde været i Jaqia og Samuels varetægt, var efterhånden ved at gå op for ham, selvom den besked i sig selv, heller ikke var noget som han brød sig meget om overhovedet. Det var sent. Liya lå og sov, så han havde en mulighed for at skulle liste ud af sengen for at få det hele på plads til Faith ville komme hjem. Hvordan hun ville få slæbt Kimeyas tunge krop med sig tilbage igen, havde han virkelig ikke nogen anelse om. Han havde heller ikke nogen anelse om hvilken forfatning at Kimeya ville være i, og specielt hvis forvandlingen var blevet holdt tilbage, så turde han da slet ikke at skulle tænke på det. Han fik gang i faklerne nede i den store kælder. Det store bord havde han ryddet plads til Kimeyas store skikkelse og ellers havde han allerede slået op i de mange bøger som han havde, som han vidste kunne være nødvendige at skulle gøre brug af, samt at hans eliksirdepot var gjort klar i tilfælde af det ene og det andet. De mange flasker som stod derinde, hvor de mest nødvendige allerede var stillet frem og stillet på kanten af bordet, så han ikke behøvede, at skulle rende frem og tilbage. Han havde knapt nok fået sovet igennem det sidste stykke tid. Den blodige kniv som var kommet til ham med den store phønix, havde allerede fra start af, ladet ham vide hvad der var sket og han kendte Faith godt til at vide, hvad hun egentlig måtte ønske set fra hans side af. Om han overhovedet ville være i stand til det, efter at det nu var sket såpas mange gange, vidste han virkelig ikke, men også for Faiths skyld, så ville han glædeligt give det et sidste forsøg. Et sidste og endeligt forsøg i den anden ende. Nu havde det virkelig også set ud til at skulle gå i Faith og Kimeyas retning for en gangs skyld og det i sig selv, var kun noget som han kunne være glad for. Selvfølgelig, var det noget af det som havde den største betydning for ham lige nu. Det var at se hende lykkelig og Kimeya også. Dette ville vel også være det mest perfekte tidspunkt, at skulle skænke Faith den store undskyldning som han faktisk skyldte hende efter den forrige fuldmåne? Han sukkede dæmpet og lod hænderne vandre igennem hans hår. Cedric måtte han jo trods alt holde øje med samtidig. Knægten var efterhånden ved at være godt stor. Han havde øre for knægten lige i øjeblikket og specielt nu hvor det hele var ved at gå mere i hans retning når det kom til hans eget helbred. Begge øjne havde han, tungen havde han og han kunne næsten gå helt normalt igen, selvom det til tider, stadig måtte gøre en anelse ondt, hvis han vred benet i en lidt forkert retning. Hvor Cayla og Junior var, vidste han virkelig ikke. De havde vel travlt med deres og nu hvor Liya lå oppe i sengen og i den sødeste søvn. Selvom han ærlig talt var mest fristet til at skulle lægge sig ned ved siden af hende og bare slappe af for en gangs skyld. Han havde virkelig brug for ferie efterhånden. Han arbejdede jo snart i alle døgnets timer! Cedric kom løbende ned igennem den lange gang nede i kælderen og med et grin på læben. Han nægtet mildest talt at sove, så længe, at hverken mor eller far var hjemme. Mor specielt. Der var han virkelig alt for stædig. Det var der heller ikke nogen tvivl om, også selvom an havde et fantastisk forhold til Kimeya. Det var jo trods alt også hans far. Nathaniel nåede kun lige, at skulle vende sig i retning af knægten, da han kom indenfor og stormede hen til den store reol hvor der stod adskillige flasker, hvor han fik fat i en blodrød en. Nathaniel trak svagt på mundvigen. Han ville elske at have børn selv, selvom det havde lange udsigter. Han havde virkelig meget at skulle arbejde med, med hensyn til Liya endnu og de tog det begge stille og roligt. Der var virkelig ikke nogen gyldige grunde til at skulle forhaste noget som helst. Det var der heller ikke nogen tvivl om. "Se!" udbrød Cedric, da væsken skiftede farve da han rystede den. Det var der Nathaniel tog den fra ham. "Aha.. Og det der, det kan være farligt, Cedric," påpegede han roligt. Han tog knægten op på armen og gik op mod forhallen. Der kunne ikke gå lang tid før Faith ville have Kimeya med sig og det vidste han udmærket godt. Normalt var han heller ikke den type som blandede sig i naturens gang med mindre det ville være godt for andet og han vidste, at det ville have denne betydning for dem begge. Derfor et sidste endeligt forsøg. "Du burde sove nu Cedric," sagde han stille. Han turde ikke rigtigt tænke på hvordan han ville have det med at skulle se sin døde far blive slæbet over døren og indenfor. Cedric rystede blot fast på hovedet. Hans mors stædighed havde han dog i den grad. "Vil ik'," afviste han og puttede sig godt ind til Nathaniel. Han sukkede dæmpet og tvang roligt døren op. Det ville blive lyst inden alt for længe, så det var hurtigt endt med at skulle blive en hastesag. Han vuggede forsigtigt Cedric på sin arm. Det var jo trods alt hans gudebarn og han agtet at gøre sit for at skulle gøre sit for at holde den unge knægt sikker.

[Silia D. Diamaqima]

Faith følte hendes arme direkte som spaghetti. endelig var skyggen af det store Mansion begyndtat skulle træde op for hendes blik, noget som virkelig lettede hende i allerhøjeste grad, hun kunne snart ikke mere, hendes vejrtrækning var efterhånden blevet til en tung prusten at slæbe det lig af den mand hun elskede hele vejen fra slottet og hertil det var ekstremt meget for en lille spinkel tøs som hende, men et sted så havde hun ikke rigtigt haft noget valg hun måtte have ham med hjem hvor hun vidste at Nathaniel stod klar til at tage imod dem. Det var en måned siden nu at hun sidst havde sagt så meget som et ord til ham, den aften var blevet langt mere alvorlig end det som hun i virkeligheden regnet med, hun var jo direkte endt med at kaste ham mod væggen den første gang de nogensinde havde skændtes, men før elelr siden måtte det vel ske, nu behøvede hun virkelgi hans hjælp og så håbede hun i den grad bare på at han ikke ville afvise den. Hun var direkte dækket af det blod som efterhånden var blevet en god dybrød efter at være stivnet under turen, det var som om lugten af døden sad hende i næsen på trods han kun havde været død for en kort stund, vel et sted bare samvittigheden som skulle forfølge hende? Hun lovede jo netop aldrig at skulle gøre brug af de knive som var blevet hende tildelt men lige i aften var der virkelig intet valg. Hun bed sig fast i læben stønnede hæst, en dødsvægt var virkelig frygtelig tung. Den knirkende låge slog hun stille op, et sted ventede hun næsten at huset ville nægte hende at komme ind, hvorfor vidste hun ikke, det var bare en tanke som slog hende. Det lange flammerøde hår var endt med at skulle løsrive sig fra det bånd som var faldet et sted i skoven noget som hun havde valgt at skulle ignorere, nu hvor det måtte hænge frit over hendes anstrengede ryg. Cedric sov vel forhåbentligt det var ihvertfald hvad hun måtte håbe på, det var ikke sådan hun ønskede at deres lille skat skulle se hverken hende selv eller for den sags skyld hans egen far. Hun slæbte ham over den lille 'sti' til hovedøren hun slog op ved hjælp af hendes hofte, de små svedperler glinsede let over hendes pande, man skulle i den grad ikke undervudere hende. Blikket var næsten ligeså dødt som det Kimeya's måtte være, lettere blodspærngte selv det var hundrede år og en formiddagsiden hun sidst havde kunnet ligge sig ned og slappe af, faktisk med andre ord en hel måned siden efterhånden. Varmen tog om hendes krop ikke at hun direkte frøs sådan som hun slæbte, hun var selv klar over hvor Nathaniel's kammer til den slags ting som skulle til at foregå måtte være og hun ville faktisk bare helst have det overstået, ville det vise sig at Kimeya ville ende med ikke at kunne vækkes så ville hun aldrig tilgive sig selv, først der ville det hele ende som absolut ragnerok. Cayla måtte befinde sig i buret, så faktisk var hun end ikke bange for at møde den tøs, og Junior var nok ved hende sammen med deres yndige datter, så den eneste hun måtte passe på ville være Cedric og Liya sosm højest sandsynligt nok lå i den søde søvn som hun sekv måtte misunde ekstremt meget. Da hun slæbte ham ned af de mange trapper måtte hun virkelig prise sig lykkelig for at han var død, det var langt fra smertefrit og hende selv var ved at falde op til flere gange kun fordi hans vægt blev ved at skulle skubbe på hende "Nathaniel?" kaldte hun stille, tydeligt udmattet gennem døren, hun håbede inderligt at han ville være på den anden side. Hun pustede fast "Hver sød" endte hun næsten bedende, slog panden mod trædøren.

[Nathaniel Diamaqima]

Blodet som den store phønixvar kommet til Nathaniel med, havde automatisk ladet ham vide, hvad der var sket og selvfølgelig havde han prøvet at få knægten i seng. Det var bare umuligt så længe, at knægten nægtet fordi hverken mor eller far var hjemme. Så var det virkelig ikke enkelt. Nathaniel havde virkelig brug for en hvil efterhånden. Junior havde Cayla nede i buret. Faith og Kimeya var ude for at ordne sit, så kunne han jo faktisk få lov til at skulle tage en aften med afslapning, selvom dette nu endnu en gang var spoleret med det ene og det andet, det var faktisk noget som i den anden ende, kunne irritere ham noget af helvede til. Han havde gjort klar, selvom det nu kun var noget som han ville prøve på. Kimeyas sjæl var allerede så splittet og ødelagt, ikke bare på grund af alle disse gange som dette var sket efterhånden, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom, samt at man sagde at mord splittede sjælen i flere dele.. Det var der faktisk en sandhed i og efterhånden så havde Kimeya også mange iv på hænderne, som måtte gøre det hele så meget værre for ham at skulle gøre det. Det var om muligt en mulighed for ham, til at skulle få snakket med Faith. De havde jo heller ikke fået snakket i næsten en måned efterhånden og det var nu heller ikke en tanke som han brød sig meget om. Han vidste, at han havde gået alt for langt den aften, men igen.. Han havde virkelig bare brug for en hvile. Han lavede noget hele tiden og han vr virkelig selv ved at være tæt på at skulle blive vrevet til en form af sindssyge selv. Bare det at hvile i fem eller ti minutter var virkelig noget som skete sjældent og meget sjældnere var det, at skulle have muligheden for at hvile i løbet af natten ved Liyas side. Han vidste hvad og hvem hun var. Han vidste, at hun kunne dømmes som det rene ingenting efterhånden og det i sig selv, var heller ikke nogen tanke som han brød sig om. Alle disse små ting, var tanker som han gjorde sig. Han havde igen vandret ned i kældrene hvor han havde gjort klar. Bare det faktum, at Faith havde gjort brug af kniven, var noget som forundrede ham meget. Så havde det virkelig været nødvendigt. Han kunne så håbe, at der ikke var nogen af organerne eller hjerte eller noget som var ødelagt endnu. I så fald, ville han virkelig gøre hvad der var nødvendigt. Var hjertet ødelagt, så kunne han virkelig intet stille op og allerede nu kunne han sige, at chancerne for succes, allerede var mindsket noget så voldsomt og han vidste det og han kunne heller ikke komme udenom det. Han havde kun lige nået, at skulle stile Cedric tilbage på gulvet, da han kunne høre Faiths stemme ude på gangen og det samme havde Cedric i den grad også. Det var jo trods alt hans mor! Han løb så hurtigt som hans små ben var i stand til at skulle kunne bære ham. Han skubbede døren op, selvom hans smil hurtigt da han så alt det blod og at se hans far slap i Faiths arme. "Far..." endte han mere stille. Dum var Cedric bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Nathaniel kom hurtigt til stedet, lod armene falde under Cedrics arme og fik ham op på sin egen arm hvor han holdt knægten fast. "Far sove?" spurgte Cedric usikkert. Han kunne jo se, at der var noget galt. Nathaniel bed sig i læben og nikkede stille. "Far sover Cedric.. og det burde du også.." sagde han stille. Han vendte blikket i retning af Faith. Kort spørgende til om hun kunne klare Kimeas tunge dødsvægt alene, eller om han skulle hjælpe hende med det. Cedric nikkede stille og vendte sig mod Faith. "Mor putte.." endte han stille og rakte hænderne mod hende som enhver anden lille unge. Han så igen stille ned på Kimeya som måtte ligge slapt på gulvet og dækket af det røde blod. Nathaniel tog ham selv tydeligt og meget opmærksomt i blik. Hjertet var lige hel og det samme med kroppen. Det øgede samtidig også muligheden for at det skulle ske og han vidste det udmærket godt. Kimeyas øjne var åbne og det var det som Cedric tydeligt måtte reagere på. "Far skummelt blik.." sagde Cedric meget usikkert. Han bed sig i læben og trak hænderne let til sig igen, i og med, at han så på Kimeya. Noget var galt, det kunne han mærke.

[Silia D. Diamaqima]

Det var virkelig en frygtelig hård aften det sidste som Faith behøvede nu var at skulle ende med at få problemer med deres lille søn, han burde virkelig sove ikke rende rundt i kælderegionen. Hun havde ladet Kimeyas tunge vægt endelig falde fra hende og sluppet ham netop uden for døren, det var ligefør hun end ikke fik sig til at strække armene de var virkelig forfærdelig tunge efter den lange tur som hun havde måttet tage. Nathaniels stemme beroligede hende virkelig, detvar som det skænderi var blevet glemt for nu, hun behøvede hans hjælp og et andet sted så ønskede hun virkelig at tale med ham om hvad pokker der var sket og kun fordi hun ikke ønskede at det skulle blive ved at være som det var nu, hun savnede ham vel en smule? Men lige der måtte hun fastholde at hun intet havde gjort forkert det var ham som drev hende ud hvor hun ikke længere ville noget som helst, hans ord var ikke retfærdige og nu var de ej heller længere sande, hun vidste mere omkring Kimeya end det som han nok nogensinde ville komme til at vide, selv Kimeya måtte nu vide langt mere om hende end det som Nathaniel gjorde, de havde virkelig åbnet op og nu måtte hun virkelgi bare tigge og bede til at det hele ikke ville være spildt, han kunne ikke dø, hun var udemærket godt klar over for det første at det blev svæeere og sværere for Nathaniel, men også det faktum at Kimeyas sjæl var spaltet i så mange dele, lige her havde hun så været ganske velvidende om at hjertet måtte forblive helt, uden det så ville de først skulle ud at finde et nyt og det ville i den grad kun gøre ondt værre, desuden så var en overslåret halspulsårer langt mere hurtig og smertefri end det som et stik i hjertet ville være om ikke andet så når hun gjorde brug af den sølvkniv som ville ætse det hele, det undede hun ham virkelig ikke. Et sted så var Faith frygteæig ked af at skulle pålægge mere på Nathaniels skuldre, men ligenu var de bare nødt til at gøre hvad som måtte være nødvendigt, bog på bog var blevet læst det seneste stykke tid og kun fordi hun vidste at hun selv måtte give sit besyv med denne gang. Hun kunne høre Cedric komme farende, et sted så gjorde det hende bekymret hun ønskede virkelig ikke at den lille dreng skulle se sin far som det. Hun tvang sig selv til at lade et smil pryde hendes rosa læber da barnet endte med at spille op for hendes blik hun vidste at hun måtte se ganske ubekymret ud på trods at hendes indre var i det rene oprør. Hun nikkede stille til hans ord "Far sover" medstemte hun sammen med Nathaniel. Armene som blev rakt frem mod hende tog hun vel imod, hun måtte tvinge styrken i armene kunfro at skulle lade hendes elskede søn glide over på hendes egen arm "Det er vidst langt over din sengetid lille skat" påpegede hun med en sigende mine, kyssede blidt hans kind. Han mindede virkelig om hans far mere end det som hun nok ville vedkendes, der var faktisk ganske få udseendesmæssige træk som kom fra hende selv "Hør her.. Hvis du er en rigitig stor dreng nu, så må du hoppe op i mors og fars seng, så kommer vi så snart far er lidt vågen igen, Okay?" hun hævede etspørgende øjenbryn mod den kønne dreng, på trods hun ikke ligefrem bar et modergen så gjorde hun virkelig det bedste som hun nu var i stand til, mere kunne man vel ikke forlange? Hun var ganske opsat på at hun ikke kunne være forældre uden Kimeya, ingen anden mand ville nogensinde være i hendes liv og hvordan pokker skulle hun tage sig af en søn sammentidig med hendes job? Hun ville slet ikke tænke den tanke at det muligvis ikke ville lade sig gøre.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde kun lige givet efter for en trængende søvn, da den store phønix var dukket op. Et sted så ærgede det ham virkelig som en i helvede. Han havde virkelig brug for en pause efterhånden, det var der heller ikke nogen som ehlst tvivl om overhovedet. Han lod Faith tage sig af Cedric, selvom han nu godt kunne tænke sig til, at Kimeyas dødsvægt havde tunget hende meget, for den tur havde i den grad været forbandet lang, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med et roligt og stille blik. De havde selv brug for at snakke og nu var muligheden der jo trods alt også. Han vidste allerede, at dette ikke var noget som han kunne gøre alene og ud fra Faiths egne ord, så lød det virkelig som hun havde troen på at det ville virke. Kimeya var virkelig så forfærdelig død, at skulle se på. Den sølvkniv havde i den grad gjort meget, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han gik selv ud på gangen, lod armene falde omkring Kimeyas krop og trak ham med ind i lokalet. Cedric blev siddende på Faiths arme og så efter ham. "Far se syg ud.." sagde han dæmpet. Ikke at han brød sig meget om det. Det var tydeligt, at hans stemme kun tydet på en forfærdelig usikkerhed. Han havde virkelig bare nægtet, at skulle hoppe i seng på denne måde. Ikke når mor og far ikke var hjemme, det nægtet han virkelig! Han vendte blikekt mod Faith. Han var meget hen af Kimeya som helt lille. Nathaniel fik bakset Kimeya op på bordet og lagt ham. Hvor meget de nu kendte til hinanden, vidste han ikke. Dagbøgerne og meget af deres fortide, var virkelig ikke noget som var kendt for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han var begyndt, at skulle undersøge Kimeyas mange sår. Hvor mange af dem foruden det om hans hals som ville være faretruende for det, hvis det skulle lykkes i den anden ende. Cedric så på Faith. At putte mellem mor og far, var virkelig også noget af det bedste som han vidste. "Okay mor," sagde han roligt. Han gjorde de tydelige tegn til at skulle komme ned, så han selv kunne løbe ovenpå og op i deres seng og putte. Han var virkelig også ved at være helvedes træt. Han havde jo været oppe hele natten og en på hans alder havde i den grad brug for søvnen. Nathaniel havde allerede tvunget Kimeyas øjne i. Bare at skulle se på det døde blik, var virkelig ikke noget som han ville stå og stirre i for øjeblikket. Han var træt, det var tydeligt, og alligevel så måtte han tvinge sig selv til at skulle være vågen lige for nu. Dette var vigtigt, også for Faiths del, men også for Kimeyas. Han lukkede øjnene ganske kort i, tvang ham om på siden for at skulle kunne undersøge ryggen for de adskillige piskeslag som han havde fået tildelt igennem den sidste måneds tid. Ikke så de direkte faretruende ud, selvom han nu ikke kunne sige det samme om såret i hans side og ved hans skulder. Samuel havde i den grad ikke været mild ved ham. Han sukkede dæmpet, vendte m og gik mod hylden, hvor han fremdrog en lille flaske som han tog til sig. Lige nu kunne man sige, at det var godt at Kimeya hvilede i dødens dvale. Han hældte det direkte ud i såret, lagde hånden på og trykkede om det i ganske kort tid, hvor han derefter tog hånden til sig og såret var så fint som om det aldrig nogensinde havde været der. Han hævede blikket i retning af Faith. Ligesom ham, så hun fuldstændig død ud.. Han havde bare aldrig tiden til at hvile det mindste. Der var altid det ene eller det andet som skulle ordnes.. igen ligesom i aften. Han bed det bare i sig nu. Han lagde Kimeya på ryggen igen, lagde hns hoved tilbage og fortsatte ved hans hals. Han fandt sine materialer frem og lappede halsen sammen. Dette ville efterlade grimme ar, ingen tvivl om det. Det var vel bedre end ingenting.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var virkelig ked af at frarøve ham endnu en nats søvn hun vidste trods alt hvordn det var, hun var klar over hvor irriteret og man blev af det, men igen de havde alle sammen deres job, lige der måtte hun jo så bare til at vænne sig til at han ikke længere var hendes rådgiver det var ikke hans pligt at skulle hjælpe hende, at han så gjorde det alligeve var noget som hun virkelig var ham taknemmelig for det var bare det med at få det sagt der var problemet. Det var virkelig anstrengende at skulle holde deres lille søn på armen, turen havde været forbandet langt specielt med en dødsvægt på slæb og hendes lille spinkle krop gennem skovene, hverken hende eller Kimeya så ligefrem ud som de mest rene begge to dækket i blod og skidt det var dog noget som hun måtte tage sig af imorgen nu ville hun blot have Kimeya vækket kun for at skulle ligge sig op og hvile sammen med deres fælles lille skat i sengen. Et sted så vidste Faith jo udemærket at det at love den lille søn at hende og Kimeya ville komme op og ligge ved ham lige straks var yderst risikabelt det var langt fra sikkert at det overhovedet ville være muligt, men det var ikke noget som hun ville tænke på overhovedet! Cedric skulle ikke vokse op uden en far, hun havde mistete nok nu, uden Kimeya ville hun mildest talt ende i det sorte hul endnu engang og det var ikke noget som ville gavne Cedric, eller nogen anden for den sags skyld, lige der måtte hun holde troen på at det i sidste ende ville lykkedes dem at få ham reddet. Faith lod blotNathaniel trække Kimeya med ind i lokalet hun ønskede langt fra at det skulle gå op for Cedric hvad der i virkeligheden foregik "Far er lidt syg ja, men det er intet alvorligt, kære.. Det forsikre jeg dig" igen en direkte løgn men hvad pokker skulle hun gøre det var hendes søn? Hendes krop dirrede et sted af bekymring og et andet sted bare af udmattelse efter den aften hun kunne ikke magte mere, hvorfor pokker skulle dette gang på gang foregå? "Gå op og put dig" gentog hun blidt, satte ham roligt ned på jorden igen og lod de slanke fingrer for en kort stund stryge gennem hans mørke hår. Hun fulgte hans skikkelse til den forsvandt et sted i mørket, først der vendte hun sig mod Nathaniel lod døren glide i. Remserne kunne hun efterhånden i hovedet, hun ville lyve hvis ikke hun sagde at hun virkelig havde overvejet at gøre som nathaniel havde forelsået slev på trods hun vidste at det var at gå direkte om Kimeyas ryg, ikke mindst at putte ham under hende i teorien det var oget som ahn uden tvivl ville hade, men nu var hun ligeglad han var bedre i live end død, ligesom hun var komplet ligeglad med de ar som måtte ende med at skulle blive en del af ham det betød intet dem bar de begge jo efterhånden "Jeg holdte hjertet helt.. Jeg håber det hjælper" endte hun i en langt mere bekymret tone end den som hun netop havde gjort brug af overfor hendes søn. Et sted så var hendes hænder knyttet så meget at hendes knoer var hvide, hunvar rasende og bekymret på en og samme tid, det var tydeligt hun bare endnu engang gemte sig bag den facade af stolthed for ikke ende med at skulle vise sig som svag. Det var underligt at stå som nu og tale med ham igen det var frygtelig lang tid siden sidst, hun havde vel undgået ham lidt med vilje etfer deres seneste skænderi, der gik græsen for hvad pkker hun ville finde sig i specielt fra hans side. Hun bed sig fast i læben, betragtede den døde skikkelse foran hende, hvor hun dog hadede at se ham sådan!

[Nathaniel Diamaqima]

At Nathaniel slet ikke fik nogen former for nattesøvn eller bare en hvile, var han efterhånden vant til. At hans krop så efterhånden ikke kunne holde til det, var efterhånden det som han tydeligt kunne mærke. Det var hårdt at få hverdagen til at hænge sammen efterhånden. Sandt at han ikek var en rådgiver, han var en ven.. hvis hun selvfølgelig ville lade ham være det i den anden ende. De havde ikke snakket sammen i næsten en måned efterhånden.. om end ikke, det var mere end en måned faktisk. Hun undgik ham, så gjorde han som han altid havde gjort ved alle andre; Han undlod at skulle opsøge dem. Han vidste, at fejlen var hans, men han havde virkelig ikke haft nogen mulighed for at skulle undskylde for noget som helst. Hun havde jo bare vist, at hun ikke ville snakke med ham? Han var en mand af følelser, han vidste hvornår han havde gjort noget forkert og dette var en af de gange, og han var udmærket godt klar over det. Han havde ramt fuldstændig ved siden af og det var i den grad også noget af det som i den grad var forbandet sjældent. Han bar en kåbe over sin egen krop, hvor Faiths brændemærke stadig måtte bryde hans ene skulder og over det ene bryst. Ikke at han tog sig af det. Han havde trådt forkert og nu måtte han jo bare tage konsekvenserne af det, og det gjorde han så sandelig også, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende ved hendes udtalelse. "Det gør det hele meget nemmere," sagde han roligt. Hjertet var stadig intakt. Det var ikke rørt, det var egentlig bare at tvinge livet tilbage i det.. Vel bare på en anden måde? Kimeya havde længe udgjort en fare for hans omgivelser, så i bund og grund, havde Faith gjort ret i at skulle gøre som hun havde gjort. Han var faktisk stolt af hende på den måde, som hun nu havde gjort tingene gjort, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde handlet som en leder ved at tænke på andre fremfor hvad hjertet ønskede, selvom.. Hun jo egentlig prøvede, at skulle få i både pose og sæk. At det var en facade som han måtte tale til i øjeblikket, var nu heller ikke den tanke som han brød sig meget om overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han fik lukket såret ved Kimeyas hals og med den meget eftertænksomme mine. Dette var noget som skulle være forbandet præcist. Man kunne vel fint sige, at han var en eller anden form for kirug efterhånden? Han tog sig af alle når de havde brug for det, der var Faith heller ikke noget som helst undtag. Han vendte blikket stille og roligt i retningen af hende. "Jeg tror vi har brug for at snakke.." fortsatte han med en rolig og fattet mine. Han var træt, det var der ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han kunne fint falde i søvn lige i øjeblikket. Han havde virkelig bare brug for hvilen lige for øjeblikket. Han tog endnu en lille krukke til sig og åbnede den, kun for at skulle sætte den ved siden af Kimeyas skikkelse. Den duftede af ren og skær lavendel. Det var noget af det som han havde brugt aftenen på at få lavet, udelukkende fordi at han vidste, at det var meget nødvendigt at skulle få på plads. Han havde været igennem meget, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte Kimeyas blik stille i retning af sig, han tvang blikket stille op og lod drikken glide ned i svælget. Han kørte fingrene på ganske specielle steder på halsen og tvang ham derved til at synke. Det ville varme det indre og gøre det lettere at fortsætte herfra. "Du skal vide Faith, at dette virkelig bliver kompliceret. Jeg er nødt til at vide helt præcist hvad du har af planer for ham," sagde han roligt og alligevel med en stemme som måtte tyde på det klare alvor, samt den træthed som han ikke kunne skjule efterhånden. Han vendte ryggen til hende og Kimeyas skikkelse og ind i et lilel rum ved siden af, hvor han deraf trak en lille lysende kugle frem som han trygt holdt mellem begge sine hænder. "Det anede mig hvad der var sket da du sendte mig den lysende kugle. Jeg har ham her.. Jeg ved bare ikke om jeg kan gøre det. Hans sjæl er spaltet.. meget spaltet," forklarede han med en dæmpet stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Det blev mere og mere bare en vanesag at vænne sig til at skulle klare hevrdagen uden den mindste form for søvn selv for hende var det specielt blevet en ting som hun bare valgte at ignorere og når hun så endelig fik chancen for at skulle slappe bare en lille smule af så gled hun med det samme ind i den dybe søvn til et mareridt, eller Cedric pludselig ville stå i døren fordi han selv havde haft et, ddet var virkelig intet andet end det, det var hårdt at være tilbage i stilling som leder ikke mindst når man pludselig også havde en familie at skulle tage hensyn til, det var jo ikke noget hun havde haft det mindste af før hun mødte Kimeya, ikke ud over Moniqe og hun gik jo lidt hendes egne veje, der var i det hele taget gået frygtelig mange år før de begge havde vaægt at skulle bosætte sig i Dvasias og ærligt så var der ikke gået længe før de begge var blevet landsforvist sammen med Elvolganta go kun på grund af hendes forbistrede stædighed. Hun betragtede udelukkende Kimeya, tilliden til nathaniel var stadig frygtelig høj, hun stillede ikke spørgsmål ved noget som helst af det han gjorde, han havde aldrig som sådan givet hende grund til at skulle gøre det. Det brændemærke kunne netop skimtes og dog så var det ikek noget som satte en plet på samvittigheden han kendte til hendes temperament og der var han gået langt over hendes grænse trods hun virkelig for alt i verden havde prøvet at holde igen kun fordi hun holdte af ham og ikke ønskede at det skulle ende som dette. Hun nikkede stille til hans ord "Det håber jeg" det var ganske bevidst at hun havde vaægt at lade hjertet forbliv intakt, hun var klar over at det hele ville blive langt mere besværligthvis de først skulle til at slå ihjel for at finde et andet hjerte. Lige i aften havde Faith virkelig været nødt til at skulle handle som den leder hun var og ikke af hjerte, hun var nødt til at se forbi hendes hovmod og det som hun selv ønskede hvis hun vilel overleve, helt dum var hun ikke altid, bestemt ikke, der var blot mange ting som han ikke vidste omkring hende, men lige i aften prøvede hun virkelig bare at redde det hele selv på trods hun vidste det kunne gå hen og blive frygtelig kompliceret, den facade var kun nødvendig for ikke at lade de tårer falde og efter at have været i Jaqia's selvskab for derefter slå manden hun elskede ihjel så var den svær bare at ligge fra sig lige sådan, ikke mindst fordi hun virkelig var bekymret for at det ikke ville gå hen og lykkes, hun turde end ikke tænke den tanke det ville efterlade dem alle i et sort hul "Jeg lytter.. men kan vi please ikke nok få gjort det her sammentidig?" trippede hun ikke mindst stresset faktisk var tiden slet ikke til dette, igen var der flere pligter som skulle gøres ganske snart hun måtte snart opsøge drypstenshulerne for en kort stund "Jeg er klar over det ikke bliver nemt , Nathaniel.. Men det skal lykkes.. Ser du jeg har tænkt ekstremt meget over dit forelsag og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke har studeret lidt.. Vi gør som du foreslog, vi vækker ham som dæmon det er den eneste mulighed" hun nikkede stille, ganske bestemt dog uden at skænke ham så meget som et eneste blik, det var fuldt fokusteret på Kimeya næsten som hun forventede at han kunne bevæge sig hvornår det skulle være. Hun var klar over at hans sjæl var spaltet frygtelig meget men igen hun nægtede at det ikke ville lykkedes "Den er frygtelig spaltet jeg ved at det kan blive svært, men vi er nødt til at få det til at virke" hviskede hun stille med en næsten frygtelig bedende stemme, hun kunne ikke miste ham nu hvor hun netop havde fået ham igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Faith skulle vidst være glad for, at Nathaniel kunne multitaske. Han havde slet ikke noget imod det mærke som han havde fået på brystet. Han vidste, at det denne gang virkelig havde været hans fejl og det havde været hans skyld, selvom han i den grad ikke var meget for at skulle indrømme det i den anden ende, så var han i den grad mand nok til at skulle stå ved når han havde gjort noget forkert eller ikke, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hjertet var intakt og det gjorde virkelig også arbejdet forbandet meget enklere. Han havdde nu fået undersøgt Kimeyas krop for større fare for livet, bare hvis det skulle ende med at gå helt rigtigt og så skulle det gå så forbandet galt alligevel. "Det gør det meget enklere for mig," medstemte han roligt. Han nikkede blot til hendes næste ord. Han var tydeligt koncentreret med hvad han gjorde. Det måtte bare ikke slå fejl. De havde brug for at snakke det hele igennem som venner om ikke andet. For nu havde han stået der ved hendes side igennem så forbandet mange år, så nægtet han virkelig at skulle lade det hele ende i fuldkommen uvenskab. Det var i den grad ikke noget af det som han ville have det hele til at skulle ende med, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde selv hårdt brug for en pause, bare det at skulle kunne få lov til at hvile igennem en nat og faktisk lade Liya vågne med hans arm om sig, det var efterhånden slet ikke noget som de havde tiden til i det hele taget og det var i den grad heller ikke noget som gavnede hans situation ham særlig meget. Han havde foreslået det en gang tidligere, men lige nu havde han virkelig ikke nogen anelse om hvorpå om det ville være for sent eller ikke, men han måtte vel bare give det et stort forsøg? Og så bare håbe på at det ville lykkes dem i den anden ende i så fald? Han ville virkelig ikke se Cedric vokse op uden sin far, ligesom Cayla havde måtte undvære ham. De havde aldrig nogensinde fået ordnet op. Det var faktisk en tanke som havde slået ham ind i et meget godt stykke tid efterhånden. Han var mere eller mindre en omvandrende dagbog for den unge kvinde efterhånden. Hun kunne snakke med ham omkring det hele og alligevel ville han så sandelig også stå der til at rådgive hende som en far burde.. Som han havde gjort største delen af tiden faktisk. Han nikkede til hendes ord. "Jeg gør virkelig hvad jeg kan, Faith. Jeg kan ikke love eller garantere noget som helst, det må du blot huske. Det er et meget stort løfte du skænkede til Cedric." At det så havde efterladt en betydeligt større byrde på hans skuldre. At det faktisk var eneste mulighed som han havde. At han slet ikke burde eller kunne fejle, det var selv meget at sge for en mand som ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han trak vejret stille og roligt. "Der er mange muligheder, men det er den bedste mulighed." medstemte han roligt. Faith ville kunne kontrollere ham og selv ville de stå udenfor den fare som de havde stået i alle sammen de sidste 5 års tid faktisk. At Kimeya havde valgt at acceptere, at han havde været det bæst, var nu det som havde overrasket ham mest. "Faith, giv mig den bog som ligger derovre." Han pegede i retning af den største og mest støvfuldte af de mange bøgger som stod der på bordet som stod bag dem. Det var en længere beskrivelse af hvordan man skulle ændre gener, gøre om i kroppens dybe sind efter at døden var indtruffet. Det var ekstrem kompliceret og kun noget som Nathaniel havde formået, at skulle fuldføre en enkelt gang tidligere. Lige på dette punkt, var Jaqia meget mere teknisk end det som han selv var. Han tog den lille kugle med den falmede sjæl. Den var i den grad ikke så stærk som den burde. Det var ærlig talt også det som bekymrede ham meget. "Jeg får brug for din hjælp til det her.. Læg bogen ved siden af mig og læg hånden på kuglen." Han lagde den roligt mod Kimeyas kolde og døde bryst og holdt den fast med sin ene hånd. Faiths styrke havde han brug for, for dette ville virkelig kræve forbandet meget energi.

[Silia D. Diamaqima]

Der var gået så mange år nu hvor Nathaniel havde været den som stod hende næsten nærmere end det som Kimeya til tider gjorde, han var den som hjalp hende gennem de svære tider, den som stod der når hun behøvede det og den som skrænkede hende den hjælp som hun i tiltider virkelig havde behøvet det var intet som hun nogensinde ville glemme ham for, lige der ville hun altid være ham dybt taknemlig det var så bare problemet at skulle vise det tiltider, men denne gang skulle der ordnes op i tingene hun ønskede så sandelig ikke at miste ham,et sted eleksede hun ham jo som en søster elskede sin bror, for hendes del så var han uden tvivl hende bror. Det var ham som havde valgt at krydse grænsen med mere end det som godt i virkeligheden var det kunne hverken hun eller han selv komme uden om på nogen måde, han var den som havde dummet sig hun havde advaret ham og selv Junior prøvede, ikke at hun bebrejdede ham det mindste, men hun var den som altid var tvunget tilat skulle flade på knæ og undskylde selvom det i virkeligheden ikke var hendes skyld, denne gang nægtede hun kort sagt at skulle gøre som det nu var det ham som måtte stå op og erkende at han havde gjort en fejl, noget som hun vidste at han udemærket var i tand til modsat både hende og Kimeya, det var først nu han selv lærte det, han havde jo direkte sat for en måned siden og indrømmet at det var hans fejl at han ikke bebrejdede hende for at hun var gået "Det er jeg glad for" endte hun kortfattet, virkelig koncentret om Kimeya, hendes hejrte hamrede som en sindssyg hun var irriterende stresset, det var noget som bare skulle overstås før hun endnu engang måtte videre. Det var virkelig ikek meningen at skulle ligge et større pres på hans skuldre end det som han havde i forvejen, men det var hendes søsn ærligt så anede hun ikek hvad hun skulle sige til ham og hun ville ikek skuffe ham nu, at skulle fortælel at far var død bagefter når hun netop havde sagt at det intet var alvorligt, hun ønskede ikke at begå den fejl nu, hun havde ikke tid til at begå fejl. Cedric skulle ikek vokse op uden en far, Cayla havde virkelgi manglet ham i hendes barndom og hun ønskede ikke at skænke deres søn det samme det var da helt sikkert, ikek mindst fordi hun selv gik helt ned så snart Kimeya ikke længere var der "Jeg ved at du ikke kan garantere noget som helst men du prøver og det er det eneste jeg kan forlange, lykkedes det ikke har jeg en helt anden plan" mumlede hun stille, ikke at det var noget som hun havde tænkt sig at indvie ham i, men Jaqia var ekstremt dygtig på det punkt som hed den form for komliceret alkymi det var noget som alle vidste, der var mange mulighederog nu havde den kvinde lovet at give dem hendes hjælp såvel som de havde lovet at give hende deres. Uden tøven hentede hun stille den bog som han bad hende pom, fulgte hans ordre om at skulle slå op på siderne, som hun mildest talt ikke forstod en pind af. Hun lod de slanke fingrer glide mod kuglen, hun håbede virkelgi at det ville virke, det ville kræve så megen energi fra dem begge det var skam heller ikek helt for sjov at tage brug af oldgamle dæmon ritualer ikke mange turde bevæge sig ud på det punkt, det krævede jo også en del samarbejde med en alkymist eller noget i den stil, lige der var hun vel bare heldig at have Nathaniel?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel klandrede virkelig ikke Faith for at give ham det mærke. Lige der havde han været sikker på at det hele havde været hans skyld og han vidste udmærket også godt, at det var hans fejl, at det var sket og gået frem på denne måde. Det var der ikke ogen tvivl om overhovedet. Han elskede Faith som sin søster. Han havde stået der ved hende igennem alle disse år og han havde ikke i sinde, at skulle stoppe det før hun kunne stå foran ham og hans åbne ansigt og give ham den mere eller mindre direkte og fortælle ham når det var færdigt. Selv havde han haft sine alvorsdiskussioner med Kimeya igennem det halve år som han havde været alene og det var virkelig også gået op for ham hvor meget han egentlig måtte elske Faith og det var virkelig også den eneste grund til at han overhovedet valgte, at skulle gøre det her forsøg for det andet var virkelig ikke noget som ville gavne nogen som helst, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han holdt af dem begge på hver deres måde, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. Det halve år havde ladet ham blive mere og mere indviget i hvad der egentlig måtte foregå i Kimeyas liv og lidt havde det i den grad heller ikke været. Han betragtede roligt og ganske kort siderne som Faith slog op for ham på. Dette var noget som krævede en dyb koncentration. Hans hjerte ville vælge hvilken form af dæmon som ville indtage pladsen ved Kimeya - hvis dette skulle gå hen og lykkes selvfølgelig. Det var virkelig det eneste som han efterhånden måtte tvivle på lige for øjeblikket. Lige er havde han i den grad brug for at Faith lige så også skulle stå der, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han havde brug for hendes styrke, for dette ville i den grad kræve alt det som han selv ville have. Den frie hånd lod han ganske kort glide over teksten med de mange ord på latin og et andet ældgammelt sprog. Dette var en bog som hans egen far havde skrevet og det var i den grad også noget af det eneste som han havde valgt, at skulle beholde efter mandens død. Han havde nu været ganske så sikker på at jagten skulle sættes ind igen udelukkende for Liyas skyld. Dag efter dag kunne de bare se til at maven vokset og han nægtet hende virkelig at skulle gøre en ende på det hele på egen hånd. De måtte bare finde en anden måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Cayla havde manglet Kimeya, det havde de alle set beviset på. At Faith så ikke ville lade dette være det endelige udfald, kunne han næsten gætte sig til i den anden ende. Dum var han bestemt ikke. Kunne han ikke hjælpe til her, var det da næsten kun tydeligt, at hun ville gå til Jaqia og det i sig selv, var heller ikke en tanke som han brød sig meget om. Det var nu ikke hende som Nathaniel var bange for, det var i den grad Samuel. Jaqia vidste han at man kunne stole på. At det jo så var en tanke som han kunne stå ved. Han sukkede dæmpet. "Jeg ved godt hvad du har i tankerne Faith.." sagde han stille. Han støttede kort mod hans bryst og mod den ene skulder. Det kunne stadig irritere ham, selvom han nu ikke sagde noget til det. Det var og blev hans egen skyld. "Desuden, så skylder jeg dig en enorm undskyldning." Han vendte blikket stille i retning af hende. Han lukkede hendes hænder mere omkring kuglen. I og med, at dette havde noget med dæmoner at gøre, så var det mere eller mindre hende som skulle stå for meget af det. Når det kom til de gamle dæmoniske ritualer, kunne han ikke just sige sig, at skulle være en ekspert, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg kan ikke sige, at jeg er ekspert i dæmoniske ritualer," sagde han dæmpet. Det var her, at hun måtte komme ind i billedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han skulle hjælpe ti med det som han var i stand til, og resten måtte være hendes bord. Han havde foreslået det og det var han udmærket godt klar over i den anden ende, selvom det virkelig ikke ændrede det mindst for ham netop nu. HAn ville fuldføre det og han ville stå ved hendes side, så længe det ville pågå. Han startede selv sin mumlen af de mange gamle latinske ord og udtryk. Tvang kuglen med Kimeyas svage sjæl til at skulle lyse kraftigere og kraftigere indtil at Kimeyas eget bryst måtte lyse op i det samme skær og sjælen trak sig dybere og dybere ned i Kimeyas bryst. Det var nu eller aldrig at det skulle gå. Nathaniels øjne endte selv fuldkommen mørkelagte. Det var nu de kom til den mest avancerede del af denne alkymistiske hændelse. Det var i den grad også her at det hele kunne gå gruelig galt og han vidste det udmærket godt. Han fortsatte sin egen del af denne avancerede magi. Alt som gjaldt om at skulle få hjertet til at banke endnu en gang.. Han var i den grad noget voldsomt koncentreret. Han havde ikke svigtet til nu og dette skulle i den grad ikke være første gang. Sveden dryppede stille ned af hans pande. Hans enegilager var i den grad ikke det største, men dog, så var det der jo trods alt om han så skulle bruge det hele, så gjorde han det. Kimeyas hjerte startede med at banke. Selvom alt det som skete, stadig ville holde ham i en form af dvale, så Faith vil kunne få det sidste helt på plads.