Please hold me..

[Deleted]

Miquel var virkelig forvirret et sted. Dette var virkelig ikke hen af noget af det som han lige havde forventet sig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han holdt af hende, det var sandt nok og han havde virkelig prøvet at gøre det så let for hende, som overhovedet muligt, selvom det virkelig har været svært nok for ham, ikke at skulle gøre det helt og alt for åbenlyst for hende. Han blev siddende på sengekanten. Han blev siddende det stykke fra hende, for ikke at ende med at skulle komme alt for tæt på hende, da han var udmærket godt kendt med, at hun slet ikke brød sig om det, og det var noget som han i det sidste lange stykke tid, bare havde valgt, at skulle acceptere. Han var vant til selv at rende rundt alene, gøre tingene i sit eget tempo og siden han havde fået hende i hus, så havde han slet ikke gået efter Alexis eller Keischa for den sags skyld. Han havde virkelig ikke skænket hende nogen tanke det sidste lange stykke tid. Han havde virkelig bare passet sig selv... mere eller mindre. Han havde holdt øje med hende.. passet på hende, sørget for mad på bordet for hende, tag over hovedet, en varm seng at sove i og ellers nu hvor hun kunne få lov til at skulle vandre så frit som det hun overhovedet havde mest lyst til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han knyttede hånden stille, samtidig som han fortsatte med at skulle stryge hendes tåre væk fra de ellers så smukke kinder. At hun overhovedet havde lagt mærke til, at det var nemt for hende at færdes omkring, var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste. Det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Tvært imod, så glædet det ham faktisk. Han lod hovedet søge let på sned. Smuk det var hun.. der havde de i hvertfald en ting til fælles. Han ville aldrig nogensinde kunne se solen. Han havde fået den beskrevet mange gange og smukt lød det virkelig som om. Det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hendes hud var varm mod hans kolde fingre, det var virkelig noget som kunne formå, at skulle sætte noget af en så voldsom sitren i ham, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. "Skal jeg være helt ærlig, så havde jeg aldrig nogensinde troet at du vile bemærke, at jeg havde gjort mit for at gøre det lettere for dig, at komme omkring," begyndte han med en rolig stemme. Han tørrede tårerne væk fra begge hendes kinder. Han kendte efterhånden til hendes stædighed og hendes vilje, samt hendes meninger og holdninger.. Mange af dem var jo som det han selv var vant til, det som han faktisk selv var en tydelig del af. Han rørte hende ikke når hun sagde stop. Det havde han ikke gjort siden den aften.. han var ikke kommet tæt på hende på andre tidspunkter end lige netop det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De mørke øjne faldt direkte tilbage på hendes skikkelse. "Jeg giver dig valget Ceciliya.. Døren er åben.. Du kan gå som du vil.. Blive væk hvis du vil.. blive hvis du vil." Han slap hendes kinder varsomt og forsigtigt, inden han roligt og dog meget forsigtigt lod den falde mod hendes hånd som hvilede ved hendes skød. Han så dog ikke det mindste bort fra hendes ansigt. Ikke at han kunne få sig selv til det i den anden ende. Han ønskede at læse reaktionerne på at han sad så tæt på hende, udelukkende fordi, at han vidste, at hun til nu kun havde reageret med et tydeligt ubehag ved dette. "Du er ikke til besvær," tilføjede han roligt. Om det havde været tilfældet, så havde han slået hende ihjel for længst og det havde han jo trods alt heller ikke gjort. En tanke som han egentlig selv måtte undre sig over.. følelser betød vel stadig meget for et koldt og dødt væsen som ham. En tanke som faktisk frustrerede ham.. Noget af det som havde tvunget det til at køre så voldsomt skævt for hans vedkommende.

[Deleted]

Det var tydeligt at han virkelig ahvde forsøgt at gøre det lettere for hende at færdes omkring, og det var faktisk skønt at kunhn bevæge sig uden at måtte tage de mange forsigtige skridt i frygt for at skulle støde ind i et eller andet, eller for den sags skyld vælte over en lille ligegyldig ting som måtte hvile på gulvet, hun hadede det faktisk! At føle sig så pokkers hjælpeløs selv på trods det var noget som man med årene vænnede sig til, en ting der måtte fustrere hende mest, hun savnede synet af solen der måtte gå ned i vseten, savnede at stå ved vandet og se hvordan himlen over blev i de mange smukke uancer af farver, det var et syn der var gået alt for mange år mellem og som hun nu ikke kunne meget andet end at drømme om. Gang på gang kunne hun lade som om at hun hadede at han var tæt på, men faktisk så var hun blto mere urolig for konsekvenserne af det, hun nød virkelig i starten hvor han havde været ligeglad, bare lagde sig ved hendes side om hun ville det eller ej og lod armen glide omkring hendes krop, men uden at gøre mere end det det var kun en ting som fik hende til at føle sig tryg, hun kunne virkelig ikke se hvorfor han skulle starte hele deres bekendtskab ud med at gøre det på den måde, det var den tanke som årede hende. Alexis og Keischa skulle fredes, det var det som hun håbede når hun var er at de ville blive hun ønskede ikke at se dem sårede de var ment til at være sammen uden tvivl. Ceciliya var klar over at hjemme havde hun en seng at sove i, kjoler at bære og mad på bordet, men prisen for alle de ting hos hendes egen familie var frygtelig høj og der var så mange ting at finde sig i, han var den eneste som ikke iviste sig ligeglad med hende, og så var der jo det faktum at han aldrig så meget som havde skænket hende en lussing, noget som hjemme hos hende var en ganske norma ting i dagligdagen. Hvordan hun så ud, om hun var smuk eller den grimme ælling selv, det var ikke noget som hun selv havde den mest fjerne idé om, nogle mænd måtte vel se kønt på hende, eftersom hun flere gange var blevet friet til, det var vel bare hende som var kræsen? Hun kunne ikke dømme på udseende det ønskede hun ej heller, men hun ville have en som kunne lide hende for mere end blot udseendet hun ville behandles med værdighed som intet andet, hun var stadig et levende individ, selvom hun i teorien ikke var andet end en blind kvinde. Modsat så var hans fingrer så kølige mod hendes varme hud og hun nød følelsen, den sitren det måtte sætte under huden på hende når han blidt strøg de mange tårer væk fra hendes kinder, nu kunne hun igen ikke længere holde dem tilbage selvom hun ikke brød sig meget om tanken om at skulle græde for ham, "Jeg ligger mærke til sådanne ting, Miquel.. Jeg er endnu ikke stødt ind i en eneste kant eller faldet over noget" påpegede hun med en let mine, det som tydeligt sagde at det var det som hun altid havde været vant til, hendes hjem var ikke ligefrem indrettet efter hendes handicaps behov. Hendes vilje og hendes meninger var stærke og det var noget som han i den grad havde oplevet alt hun ønskede at få ham til at gøre var at fortryde den handling han havde gjort sig den aften selvom det ikke rigtigt lykkedes, han så ikke ud til at bære nag, et sted var hun jo også bare sur for det første fordi det ikke var som i hendes prinsessedrømme, men fordi hun rent faktisk havde nydt den følelse han skænkede hende, "Jeg vil.. meget gerne blive" endte hun stille lettere sammenbidt, ikke mindst fordi hun overgav sig og det var ikke noget som hendes stolthed var speciel vild med. Lige da hun følte hans hånd mod hende gav det et gip i hende, og næsten helt per automatik når han var i nærheden, trak hun hånden væk. Der gik dog kun få sekunder før hun lettere tøvende og ganske forsigtigt lod hendes egen glide over hans, ikke nogen kærtegn ikke noget med at gribe om den men hun lod blot hendes egen hånd ganske forsigtigt hvile over hans. Før eller siden ville hun vel lærer at have hamt tæt på uden at frygte en gentagelse, som hun kun frygtede fordi det ødelagde hendes stolthed ved tanken om hun nød hvad han gjorde ved hende.

[Deleted]

Miquel havde sandt nok, flyttet alt som hun ville være i stand til at skulle falde over, for at gøre det hele bare en anelse lettere for hende, vel også et sted for at bevise for hende, at han ikke var den forfærdelige mand som Keischa måske ville stå ved. Sandt, at han kunne være en sand djævel hvis det var det som han ville og det hvilede i den grad også i ham på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, men lige nu og da, var der virkelig ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det, hvad end om han ville det eller ikke. Han blev siddende på sengen og ved siden af hende, selvom han virkelig ikke havde nogen anelse om hvad han kunne tillade sig eller ikke for den sags skyld. Han var ikke altid den mand som ødelagde og gjorde ved, han beskyttede i den grad bare det som var hans på de måder som han nu måtte finde som nødvendige og lige noget som han havde for hånden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Solen havde han hørt mange ting omkring, selvom det nu ikke rigtigt var noget som han rigtigt ville bide sig fast i. Han havde set malerier af det, fortællinger og forklaringer, selvom han vidste, at det ville slå ham selv ihjel, at skulle opleve det, så han forblev hellere i sit skjul i mørket på denne måde. At slå var slet ikke noget som han kunne få sig selv til at gøre ved hende, det havde han altid fået Alexis til a gøre ved Keischa, selvom han ikke just havde kendt til bagtanken om at lade hende lukke de frustrationer ud på den måde som det nu havde været hende så brændende nødvendigt. Han var ikke altid dirkete forfærdelig, han havde faktisk et hjerte.. Nok bankede det ikke, men følelser var der jo så sandelig også, selvom det var noget som man skulle lede meget mere efter end det som man nok måske ville være i stand til at være villig til at gøre. Der var jo grunde til at han selv var så indelukket. Han var jo faktisk ensom og nu hvor han ikke ønskede at skulle holde hende mod hendes vilje, lade døren stå hvis hun ville gå, om han så selv skulle føre hende til porten, så gjorde han det for så at vende tilbage her til.. lægge sig i sengen, mærke varmen efter hende.. hendes duft.. Det hele ville jo trods alt stadig være der, det var der jo heller ikke nogen tvivl om og det var ikke noget som han bare ville kunne slippe og det frustrerede ham virkelig noget så voldsomt! Enkelt var dette bestemt ikke for ham. Han trak næsten usikkert på den ene mundvige. "Jeg er jo ikke den eneste som bor her.. når du er her.. Du skal da kunne færdes frit.. Blind eller ikke," påpegede han dæmpet. Følelser havde han aldrig rigtigt været god til, det var noget som Keischa havde fundet ud af allerede for ekstremt lang tid siden, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han fortsatte blot med at lade fingrene stryge hendes kinder, for at sørge for at hendes mange faldende tårer ikke ville komme længere ned end til hans kølige fingre som måtte hvile mod hendes ellers så varme hud. Hånden som hun hurtigt trak væk fra hans egen, var nu alligevel noget som han tydeligt lagde mærke til. Han trak kun sin egen forsigtigt til sig, selvom han dog hurtigt stoppet op igen, da hun lod sin egen hånd falde over hans egen. Han vendte blikket væk fra hendes og ned mod hænderne. At hun bare lod den hvile, var noget som han slet ikke havde ventet sig.. Alt for meget hen af det uventede skete lige nu og her, han havde jo klart ventet sig det stik modsatte.. At hun bare ville smutte og aldrig vende sig tilbage igen for at tjekke efter.. Bare lade ham være alene på denne måde. Det forvirrede ham virkelig meget mere end hvad godt var på alle tænkelige måder, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Hendes varme mod hans kulde, var noget som kun måtte sætte denne brændende fornemmelse i ham på denne måde og det var virkelig ikke noget som gjorde ham det mindste. Han hævede blikket igen stille mod hendes eget. "Du.. er velkomme til at blive, så længe du ønsker det," afsluttede han endeligt. Han smilede et forsigtigt smil, vendte hånden stille og lod den varsomt lukke sig omkring hendes egen istedet for. Han lod hånden stoppede de rolige strøg mod hendes kind, lod den blot roligt tage et sidste strøg, for så at føre noget af det lange hår væk fra hendes ansigt. "Du er bare fri til at gå.. uanset hvornår det er dig ønsket.. Døren er åben.." sagde han stille. Det var stadig helt.. underligt, at hun afviste det, når det var det som hun havde ønsket så længe. Det var virkelkig det stik modsatte af, hvad han havde håbet på.