Please hold me..

[Deleted]

Mørket havde trængt sig på. Et eller andet sted udenfor blinkede stjernerne så klart og funklende mens sneen endnu måtte fortsætte med at falde, male alt i det fri omkring sig hvidt, og med månen som stod så højt på himlen, prægtig og smuk, overgik alt andet omkring sig i dens fulde. Alt i alt en smuk natur, en som Ceciliya virkelig måtte sige sig at savne. Ikke at hun havde været i stand til at se den siden hun var en lille pige, men blot det at skulle føle den omkring sig, vide at den var der et sted. Hun lå i den store dobbelte seng, hvilende på siden, med hænderne hvilende under hendes hovede. Det lange mørke hår lå spredt omkring hendes solbrune hud. Hun bevægede sig ikke, trækkede næsten end ikke vejret kun i frygt for han ville høre det. Blikket hvilede mod den væg som måtte befinde sig et sted foran hende, dog uden hun egentlig så andet end det sædvanlige mørke, noget som bare var blevet en del af hende.Hun kunne høre ham svagt, ikke fordi han sagde noget eller gik rundt omkring, men det var som hun efterhånden bare havde lært at genkende hans 'lyd'. Tænderne var bidt tæt sammen, hvorfor hun overhovedet frygtede ham sådan vidste hun virkelig ikke, han havde været ekstremt blid ved hende, noget som virkelig måtte undre hende, måske han var nærgående, men han sørgede for hun ville have muligheden for at hvile i en sød søvn, sørgede for hun fik et dagligt måltid og så videre, et sted så behandlede han hende langt mere værdigt end hendes egen familie gjorde det, tog hensyn til hun befandt sig i en verden af mørke.Og så alligevel måtte hun vel erkende hun savnede hjemme, her var hun tvunget til at være i nærheden af den mand som ydmygede hende mere end hendes egen far i sin tid havde gjort det, mere end hendes familie nogensinde havde, bare ved den ene handling, at følelsen så var en som hun virkelig havde nydt sig af, følelsen af at blive rørt på den måde, den sitren, det var dog intet som hun på noget tidspunkt havde nvænt, det var virkelig en tanke som var langt mere ydmygende end noget andet. Tungespidsen strøg blidt over hendes smalle læber, øjnene gled stille i. Hun burde være træt, men hun havde fået så lidt søvn det havde efterladt hendes krop i en langt mere hyper aktiv tilstand, hun hverken kunne eller turde sove, selv ikke efter alle de uger hun havde været spærret inde dette sted, end ikke rigtigt sikker på hvor hun egentlig befandt sig, hun havde trods alt ikke set vejen han havde slæbt hende efter den voldtægt hvor hun virkelig forgæves havde prøvet at skulle holde ham væk fra sig, hun ønskede ham ikke tæt på ej heller på trods af den.. Omsorg han udviste for hende? Det var få ord der blev udvekslet mellem dem, for det meste sad hun kun og prøvede regne ud hvor han ville være, kun for at undgå ham. Idet hun hørte de mindste skridt ende hun med knibe øjnene i, kun for at lade som om hun lå i den søde søvn, men hendes hjerte var i stor bestyr, hamrede så hårdt og fast mod hendes bryst som man ikke skulle tro ville være muligt.

[Deleted]

Længe havde Miquel bare siddet og stirret på hende hvilende på sengen. Hun sov jo trods alt om natten, noget som han bare ikke kunne få sig selv til. Han havde kun natten at bevæge sig ude på, og det var noget som han måtte tage som en mulighed når han havde chancen til det. Han lyttede til hendes vejrtrækning og hendes hjertebanken. Ikke at der var nogen tvivl om, at det faktisk også måtte være noget som han måtte finde ganske så fascinerende, da han jo aldrig nogensinde vil få muligheden for at skulle opleve det selv. Han lod hende ligge, alt i alt, kunne det jo være, at hun var ved at falde i søvn. Blodet rullede han stille rundt i glasset som han havde hvilende foran sig. I det sidste havde han efterladt døren åben når han var ude.. han følte virkelig ikke for at skulle lade hende ligge der og specielt ikke hvis hun var så forfærdelig meget imod det.. Den aften hvor han havde mødt hende, var virkelig ikke noget som han nogensinde ville gå hen og glemme. Han havde i den grad nydt det, vidste også at hun havde gjort lige så. Hendes hjerte havde afsløret det hele for ham og lige så med hendes små støn. Han sad blot igen med en eneste ting; Han ønskede virkelig at skulle passe på hende. Han gav hende ly, varme, en seng og mad på bordet.. han ønskede virkelig, at skulle give hende det. Han satte glasset stille fra sig på bordet og tvang sig roligt op på benene. Han rettede let på den lange kåbe som han måtte bære om sin egen krop, da han stille gik mod hende, hvor han næsten forsigtigt gled ned på sengekanten for derefter at lægge sig ned ved siden af hende. Det var jo også hans seng.. lige så meget, som det jo faktisk måtte være hendes også. Hans blik hvilede på hendes skikkelse og med et stille smil. Han holdt af hende.. hun var noget særligt, ikke noget som han ønskede, at skulle skade. Keischa var tabt, det havde han efterhånden fundet ud af, selvom det ikke havde hindret ham i at gå efter Alexis.. Om den mand overhovedet var i live nu, havde han ingen anelse om. ”En sovende lille engel..” Han smilede ved tanken alene. Han havde sågar ommøbleret godt i deres værelse for at gøre det lettere for hende at bevæge sig rundt.. alt med skarpe kanter eller som var lette at falde over, var flyttet op i hjørnerne eller langs væggen for at efterlade hele gulvet frit og åbent for hende. Han tog fat i puden og tvang den under hans hoved, da han lagde sig godt til rette. Ikke på noget som helst tidspunkt, valgt han, at skulle slippe hendes skikkelse med blikket.. havde taget sig selv så mange gange i det faktum, at skulle stirre på hende. Køn var hun virkelig.. meget endda.

[Deleted]

Cecilia vidste at han var et eller andet sted omkring, rpæcis hvor kunne hun ikke fornemme, hun ville egentlig heller ikke vide det, for hende var det kun vigtigt at hans hænder ikke skulle røre et eneste sted, han skulle holde sig langt væk, hun forsøgte at glemme den aften hun havde mødt ham, hun huskede at det havde været endnu en fantastisk aften, hvor hun kunne føle den smukke natur omkring, sig stukket af hjemmefra blot for et par timer for atter indfinde sig i hendes seng når solen ville stå op, risikoen ved at færdes på egen hånd og i hendes tilstand var ikke ukendt for hende, og så alligevel havde hun valgt at skulle begå den fejl, hun huskede da han greb om hende, huskede at han havde tvunget hende i jorden, givet sig til at kæle for den krop der ikke kunne stå imod, huskede hans dugt, huskede hans greb, ethvert kærtegn som endnu måtte sidde fast i hendes sind, ethvert ord sagt imellem dem, huskede følelsen, den sitren der fulgte hvor hans hænder var gledet omkring og den varme bølge der havde strømmet igennem hende den sidste ende, de tårer som var faldet, frygten for ham var virkelig ikke ubegrundet, selv den stædighed han havde oplevet fra hendes side var ved at svinde væk, hun var ved at affinde sig med det var sådan det måtte være, at hun nok ikke ville vende hjem og hvis hung jrode ville hun ikke være i live specielt længe mere, et sted så var det vel bedre end at blive gift væk til en eller anden tilfældig mand? Hun havde puttet sig tæt under dynen, selv på trods af den kulde som hvilede et sted udenfor måtte hun indrømme at det virkelig var ekstremt varmt som hun lå i en sort silkenatkjole hvor han så end havde skaffet den henne ville hun virkelig ikke vide. Hun lyttede til hans skridt måtte bide sig fast i læben, de hårde hjerteslag som tog til hver gang han kom nræmere. hun kunne føle det små ryg i madrasen som han lod sig glide ned ved hendes side. Hun hadede virkelig at hvile ved hans side, ikke mindst fordi det føltedes så irriterende.. Rigtigt? At han var mand af Keischa vidste hun, hun havde jo gættet det tideligt, hun hadede det, Keischa var trods alt hendes eneste veninde den eneste hun kunne betro sig til. Et sted hvor hun stadig måtte ønske at hun ville finde hende, inden dette ville blive et meget større mareridt. Tårer var noget som hun dagligt lystede at lade falde, fandt af en eller anden grund styrken og modet til holde dem igen og istedet bare tage en dag af gangen selvom det kunne være svært. Øjnene gled en smule op igen, lod det funklende skovgrønne blik træde frem, stirrer tomt mod den væg uden egentlig at se noget. Hun frygtede han ville finde ud af hun var i en vågen tilstand, tg sig dog ikek synderligt af det, hun lå jo uanset med ryggent il ham? Lydløs, knap med vejrtrækning, tænke som altid ikke på hans sanser var så langt skarpere end hendes. Et stille suk, lydløst mest af alt for ånde ud, så trykket omkring den dyne.

[Deleted]

Miquel vidste at hun var vågen. Hendes puls var ikke i en hvile og i og med, at den faktisk valgte at gå så drastisk op, ved at han måtte nærme sig, gjorde det kun tydeligt for ham, at hun selv måtte være vågen. At hun så lå med ryggen til ham, var han så at sige helt ligeglad med. Om natten lod han hende virkelig også være i fred, som han selv ønskede at få den fred om dagen når det var hans tur til at skulle hvile. Noget for noget, det var da ogå kun fair for hendes vedkommende? Det var jo heller ikke hans mening, at hun skulle være direkte panisk ved at være der sammen med ham. At de tjo så blev akavet, fordi hun fortsatte med at afvise ham, så huskede han dog tydeligt de mange kærtegn som han havde skænet hende, så mange gange, at han havde fået hendes hjerte til at løbe løbsk den aften og han fortrød virkelig ikke noget som helst af det overhovedet. Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod hende. "Jeg ved godt at du er vågen," begyndte han med en rolig og fattet mine. At hun så direkte måtte lade som. Hvad der var sket med ham selv den aften, vidste han ikke.. han havde fået hva han ville og.. ja, han havde vel bare ønsket at være mild? At vise, at han også kunne være en god mand på sit vis? Han endte med at sætte sig stille op. "Døren står åben Cecilia.. Du er fri til at gå hvis du vil.. jeg vil ikke holde dig tilbage mere.." afsluttede han med en rolig stemme, alligevel så fast og bestemt, at der ikke kunne herske nogen tvivl om, hvorvidt om dette var sandhed eller ikke. Han vendte blikket i retning af vinduet, lænede sig tilbage i sengen og med armene hvilende godt omkring sin egen krop, hvor han virkelig bare måtte tvinge sig til at skulle blive siddende stille. Han holdt af hende efter al den tid hun havde været her.. for meget til at han ville holde hende her mod sin frie vilje.

[Deleted]

Med tiden havde Ceciliya faktisk lært at holde af ham, og dog så skulle hun blive ved gøre sit bedste for blive ved at hade ham for det som var sket for flere uger siden. Måske en voldsom oplevelse, det måtte hun vel erkende, og dog alligevel så havde det sat så meget i hende, vækket sanser der som oftest var i hvile, ladet hendes hejrte hamre på den særlige måde.At han så afslørede hun endnu ikke var faldet ind i den søde drømmeverden var noget som hun kunne måtte bande i det indre over. Af en grund formåede han altid at gætte nøjagtig hvad hun prøvede at skjule for ham, hun vidste ikke hvordan, ikke at det var noget hun behøvede vide, tvivlede på han uanset ville fortælle hende det, men det var skræmmende. Ved hans ord vendte hun sig stille om i sengen, trak endelig dynen en smule ned kun for genskabe lidt luft istedet for hvile i den samme hede. Hjertet faldt en smule til ro igen, sank sin rytme til noget langt mere roligt. Det var hende fustrerende ikke have den mest fjerne idé om hvordan han så ud, aldrig havde hun set ind i de øjne hun næsten havde kunnet føle den aften, hele tiden set på ham som en kold mand, uden et hjerte, men måden han passede på hende på sagde vel noget helt andet? Så langt mere venlig så langt mere kærlig og omsorgsfuld end hendes familie nogensinde havde gjort det, det var som om han ikke var ligeglad. Hun vidste at han lå tæt på, hun kunne føle hans nærhver, et sted skræmmende og et helt andet sted beroligende, ikke at hvile alene, kun med skrækken om han ville ligge en hånd på hende. Håret lod hun blidt stryge bag ørene mest af alt for det ikke skulle glide i vejen for det blik som slet ikke var hende til nogen hjælp "Jeg er vågen" medstemte hun stille, med den blide tone, som havde hun snakket til en ven. Hans ord overraskede hende. Hun stivnede. Hjertet måtte atter sætte op i fart og med en ubehagelig varme som måtte brede sig "G-gå?" Gentog hun stille. Hun var klar over det var hvad hun havde tigget og bedt om for flere uger nu, og efterhånden var det en tanke som hun måtte opgive og nu lod han hende? Først nu hvor hun intet havde at vende hjem til lod han hende? En underlig tanke som måtte slå ind - Hun lystede rent faktisk ikke at skulle vende hjem. tanken om bare skulle gå fra ham nu efter alt det som var sket, hjem til den familie som nok med stor sansynlighed ville slå hende ihjel om hun kom tilbage nu. Fast bed hun sig i underlæben, slog blikket ned uden egentlig gøre tegn til at skulle rejse sig. Hun ønskede det virkelig ikke.

[Deleted]

Miquel holdt virkelig så frygtelig meget af hende, at han virkelig var blevet så ekstrem usikker på hvad der ville være det rette at gøre eller ikke og han var kommet frem til, at det virkelig bare havde været.. det mest rette, at skulle give slip på hende og så lade hende gå. Hun havde vel stadig familie og det hele i Procias, der hvor han nu for tiden, ikke havde den fjerneste mulighed for at skulle komme ind, det var han allerede klar over, det så han jo, når han selv var ude. At vagterne var mange og beskyttelsen i den grad var noget så frygtelig tydelig. Hans blik hvilede på hendes skikkelse liggende i sengen, at hun vendte sig mod ham, var virkelig kun en bekræftelse i sig selv for hans vedkommende. Et stille smil passerede hans læber og med den samme kulde i hans mine som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste væk overhovedet. "Godmorgen lille solstråle," sagde han med en drilsk mine. Han lod hovedet søge let på sned. Hun havde tigget og bedt om det i ugevis og nu havde han valgt at give hende det. Han nikkede stille, også selvom han vidste, at det var umuligt for hende, at se noget som helst. "Døren er åben.. Du er fri vil at gå, og jeg vil ikke stoppe dig.. Jeg har indset det.. Dette er forkert.." afsluttede han stille. Han rejste sig endnu en gang. Hvordan hendes reaktion skulle tolkes vidste han ikke, det var virkelig noget af det som han var mest elendig til i den anden ende. Han tvang sig igen op på benene, lod hænderne vandre igennem hans hår og lagde sig godt støttende i hans egen nakke. Han lukkede øjnene let i og med et svagt og næsten utydeligt suk. "Jeg vil ikke holde dig her.. h-hvis du vil.. så kan jeg følge dig til Procias' grænsemur.. det er mig umuligt nu at passere den," tilføjede han stille. Ikke at han var glad for tanken, for det var han bestemt ikke. Han kunne ikke fordrage den, selvom han nu også bare ville bevise, at han jo faktisk var i stand til at skulle handle rigtigt?

[Deleted]

Hvad som havde fået MIquel til at skifte mening var det som undrede hende. Nu tænkte han på rigtigt og forkert? Hvad havde han så gjort den aften han havde taget en så værdigfuld ting fra hende, en som så senere havde fået en betydning og var blevet langt mere uskræmmende den blidhed han havde udvist for hende. Det måtte virkelig undre hende at han ville lade hende gå, hun vidste hun burde, om ikke andet så for at holde stoltheden oppe, men tanken om det hun havde at vende tilbage til var virkelig ikke fristende. Måske tanken om at kunne se Keischa igen, hun savnede hende faktisk, men hvordan ville deres venskab ligge nu hvor hun var blevet krænket og holdt tibage på den måde af hendes mand? Ville hun overhovedet tro hende om hun valgte at skulle nævne det? Og hvad ville hendes familie sige når hun ville dukke op? Hun vidste at hendes søskende behøvede hende, men hendes forældre ville gå amok, det måtte irritere hende at hun som en voksen kvinde endnu måtte være tvunget under deres vinger på grund af hendes tilstand, til de ville gifte hende til en tilfældig man hun ville hade endu mere end det som hun lod som om hun havde Miquel. Hans lille 'godmorgenhilsen' var en som virkelig fik hende til at smile i det indre, dog hvor kun et let træk i mundvien stod frem i det ydre, kun fordi hun forsøgte kvæle det smil som hvilede lige på, aldrig havde nogen andre end ham kaldt ham som sådan, det var kun det som måtte ændre varmen til noget langt mere behageligt "Godmorgen" endte hun blot stille, langt mere chokket over de andre ord. En tign der lettede hende var jo så han indså det var forkert, så havde han vel også indset at hele den aften ikke var rigtig? Hun følte sengen lette sig som han valgte skulle søge væk, et sted måtte det vel ærge hende "Det.. jeg.. Men" prøvede hun stille at skulle fremstamme, uden rigtigt vide hvad pokker hun skulle sige. Hun sukkede tungt "Hvad... Hvad nu hvis.." hun bed sig atter fast i læben ".. HVad nu hvis.. Jeg ikke havde.. Lyst til at gå?" endte hun stille, bed næsten læben til blods og et pludseligt usikker blik på trods hun ikke rigtigt selv kontrollerede det glimt som befandt sig i dem.

[Deleted]

I flere uger, havde hun tigget og bedt ham om at give hende fri, og nu havde han valgt det. Han holdt virkelig for meget af hende, til at han ville kunne få sig selv til at holde hende her mod hendes egen vilje. Døren havde været åben selv i nogle dage.. et sted havde han vel også håbet, at hun bare ville tage afsted og så lade ham komme hjem til et tomt værelse, så han ville have sluppet for at sidde i en sådan situation som han gjorde i øjeblikket. Han blev stående og med hænderne i nakken. Han havde givet hende meget.. det samme som han havde givet Keischa i sin tid.. blot med denne forskel, at denne kvinde var blind.. hun havde andre behov og han havde virkelig prøvet at skulle møde dem, selvom det jo bare havde været svært, så længe, at hun havde agtet at skulle afvise ham. Et sted var dette vel også bare at give op? Han vendte sig mod hende ved hendes ord.. Hun ville ikke gå? Hun havde ikke lyst? Hvordan han så i den anden ende, faktisk skulle tolke det, havde han virkelig heller ikke nogen anelse om. "Du.. vil ikke gå?" gentog han tydeligt forvirret. Han havde næsten bare ventet sig, at hun ville rejse sig med det samme, falme rundt i blinde for at nå døren og så forsvinde. Det var i hvertfald det som han havde forberedt sig på. Han tog et stille skridt mod hende. Du har tigget og bedt mig om det i måneder.. Jeg vil ikke holde dig her," sagde han med en mere fast tone, at det vel blot ville være tydeligt, at dette var noget som faktisk gik ham ekstremt på, selv var han ikke meget for det. Han valgte vel endelig bare at gå hjertets vej? Istedet for at skulle holde fast i det som han altid havde været.. Hun var virkelig så frygtelig anderledes, at han bare ikke kunne.. Han ville lyve, hvis han ville påstå, at han ikke havde prøvet. "Du vil være tryg i Procias.. Jeg vil ikke kunne nå dig der," afsluttede han roligt og med en tydeligt mere kontrolelret tone.

[Deleted]

Ceciliya var klar over at det var noget som hun virkelig havde ønsket af hjertets inderste siden han havde bragt hende til dette sted, men det var vel et sted mere af frygt for den følelse hun havde oplevet den aften? ligge der som den svage og blive ydmyget kun fordi den manglende sans gjorde hende ud af stand til at skulle forsvare sig mod ham. Den fantasi om levende lys, en mand hun elskede af hele sit hjerte, en som ville se forbi det faktum at hun var blind, en som ville acceptere hende som hun nu var, det var den tanke som kunne sætte en flamme i hende, det var sådan det skulle have været. Istedet blev det på en kold jord, med tårer srygende over kinderne, og mere ufrivilligt end noget andet, og med en mand som først nu var begyndt at få betydning for hende af en mærkværdig grund. Stadig gjorde hun ingen tegn til at skulle rejse sig, endte blot med at lade dynen holde om hendes bryst mens hun selv valgte stille sætte sig op i sengen, lod en hånd køre gennem de lange lokker "Jeg.. Hvis.. hvis du ikke ønsker mig her så selvøflgelig.. M-men el-ellers" stammede hun stille, følte en tydelig smerte i underlæben så meget som hun måtte bide sig fast slog blikket mod hendes skød, næsten i hånd om hun ville se bare en smule, det var så fustrerende. Så mange billeder men slet ingen bekræftelse "Frygt" hviskede hun stille, lod øjenlågene synke i, ikke så meget på grund af udmattelse mere at hun lod alle parader falde g endelig indrømme den eneste grund til hun egentlig havde afvist ham, tigget og bedt sådan om at blive sluppet fri var i frygt for ham, i frygt for hvad han kunne gøre ved hende. Vendte hun tilbage til Procias ville han ikke nå hende, det ville ingen i så fald ville hun være døden nær, hendes familie ville ikke tage det pænt, spørgsmålet var hvilken vej man så ville tage? Det at skulle vende hjem til den voldige familie der kun ødelagde hende mere og mere, og i tilfælde af at hun ville overleve, så blive gift væk til den næste mand der skulle komme forbi, eller blive her hos en mand som faktisk behandlede hende langt bedre end det som hun nogensinde var blevet behandlet før.

[Deleted]

Miquel havde faktisk gjort et ihærdigt forsøg på at skulle møde de krav som en blind ville stille til sine omgivelser. Alt med spidse hjørner og andet, havde han fået puffet ud til side, blot for at give hende fuldplads og uden at skulle falde over noget, som kunne gå hen og få katastrofale følger. Han ville selvfølgelig gerne have, at hun skulle blive, men det skulle bare ikke være mod hendes vilje.. At hun så slet ikke ønskede at tage afsted, var stadig en lille tanke som han bare ikke kunne slå sig til ro med, det var virkeilg for anderledes end det andet som han havde forventet sig, at skulle sidde med for øjeblikket.. bare den tanke alene, om at hun faktisk gerne ville blive her, var slet ikke en tanke som var faldet ham ind overhovedet eller på noget som helst tidspunkt. Hun havde jo siden dag 1, valgt at afvise ham på de mange måder som hun nu kunne komme til det, hvorfor skulle han da ellers have tænkt og reageret anderledes end det? Han lod den ee spidse tand tage fat hans egen underlæbe.. Nu var han da først blevet usikker og han hadet virkelig den tanke og den fornemmelse! "Det skal ikke ske mod din vilje," sagde han igen. Det var det som han igen og igen, havde sagt til sig selv. Han lod hovedet søge let på sned, da han varsomt gled ned at sidde helt ude på sengekanten. "Frygt?" gentog han stille. Han knyttede hænderne stille og lod dem falde ned i hans skød. Han blev siddende.. Han tvang virkelig sig selv til det.. I sengen rørte han hende ikke.. det var efterhånden bare blevet ham en vane, også for hendes skyld.. Hendes fredszone med andre ord.

[Deleted]

Et sted måtte det faktisk til tider undre hende det kunne være så nemt at gå frem og tilbage i lokalet, hun ante ikke at han havde sørget for at det var tilpasset det som hun levede i, hjemme var hun jo vant til måtte føle sig frem og når det så gik galt så var hun vant til at blive leet af, den blindhed hendes egen far havde forsaget, var virkelig så langt mere ydmygende end det som MIquel havde gjort ved hende,s elvom det var en tanke hun havde frygtelig svært ved at skulle komme over, det mørke hun levede i var noget som hun bare stillede sig tilfreds med fordi hun var nødt til det, der var ikke rigtigt noget at gøre. Ceciliya hverken øsnkede eller turde at tage afsted, uanset om han så ønskede hende her eller ej så ville hun ikke vende hjem, hun kunne ikke, det var hendes liv det var noget hun i det mindste kunne se nu, hun kunne gøre med det hvad hun ville, at lade den ene efter den anden bestemme over det var noget som kun gjorde ondt, hun ville selv vælge vejene "Det er ikke mod min vilje hvis det er mit ønske" påpegede hun stille, næsten for stille til at han ville være i stand til overhovedet skulle gøre de ord. Hun nikkede stille. Han havde ikke rørt hende siden den aften, ikke ud over blide strøg over hendes kind i tide og utide, ikke i den samme grad, måske det var nok til at gøre hende utryg men et sted var det jo.. Behageligt? Det var temmelig ironisk han ikke ønskede det skulle være md hendes vilje, det var jo første gang det var hørt "Du har slet ingen idé om hvad du gjorde den aften, Miquel.. Du ødelagde så meget mere end bare en naiv piges fantasi" hviskede hun stille, trak dynen tæt om sig næsten i håb om den kunne lade hende finde lidt trøst. Fantasien om hvordan det skulle foregå, troen på den kærlighed det var noget som var forsvundet, hun ville aldrig mere kunne vede hjem til det sted, til hendes familie de få af hendes søskende hun rent faktisk måtte elske, hun kunne kun sidde tilbage med den tanke at hun bare var nødt til at lærer klare sig selv, og med de billeder af den aften i hovedet og det var uden at have set en pind.

[Deleted]

At le af hende, var slet ikke noget som havde faldet Miquel ind det mindste. Han havde gjort så meget som muligt for at tilpasse hendes tilstand til de omgivelser som de var omringet af. Han havde ikke rørt hende siden den aften foruden de små strøg over hendes kind i tide og utide, selvom han udmærket godt vidste, at hun ikke brød sig om det. Det var jo trods alt kun tydeligt, at det var sådan at hun måtte se på tingene.. eller.. se og se, det var sådan at han fornemmede det i det mindste. Han var udmærket godt klar over, at det som han havde gjort, i den grad var imod det som han burde, hvilket han havde tænkt sig godt og grundigt over det sidste lange stykke tid. Det var jo kun derfor, at han valgte, at skulle lade hende gå nu, inden det først for alvor ville ende med at skulle gå helt galt. Hvordan hendes forældre ville reagere, nu hvor hun havde været væk i ugevis, vidste han ikke.. Han kunne fint følge hende til grænsemuren, det ville være hans død, hvis han passerede den, det var han udmærket godt klar over. Han lod hovedet søge let på sned og med blikket hvilende på hende. Hendes reaktion var virkelig den stik modsatte af hvad han selv havde forventet sig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet, næsten utydeligt for hende. "Det.. det er dit ønske?" spurgte han næsten forvirret. Det var i den grad ikke det som han havde ventet sig, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han knyttede hænderne stille, dog alligevel så meget, at de endte med at skulle dirre og noget så tydeligt. Han kunne ikke lægge det mindste skjul på, at han virkelig havde nydt den aften, selvom det i den grad havde været på tvang set fra hendes side af, det var han klar over og det var de billeder som næsten måtte hjemsøge ham. Han holdt af hende.. det gjorde han virkelig, og han havde virkelig ikke nogen anelse om hvordan pokker han ellers skulle vise det, det var virkelig også noget af det værste ved det hele! Han bed sig stille i underlæben og med blikket hvilende på hende. Han tvang sig virkelig kun til at blive siddende ,selvom han var mest fristet til at skulle tage hende i armene og skænke hende den trøst, selvom han nu var sikker på, at han ville blive afvist igen, som han altid var blevet så snart, at han kom så meget som tættere på hende, end det som han allerede havde været. Sengen var og blev en fredszone for hende, han nægtet virkelig, at skulle begive sig for tæt på hende, hvis hun virkelig ikke ønskede, at han skulle.. Hun var varm, han var kold.. næsten naturligt, ville varme væsner trække sig væk fra en som ham, og det var det som han efterhånden bare var blevet så forfærdelig vant til efterhånden.. at hun skulle skubbe ham væk så snart, at han måtte komme alt for tæt på hende. "Man lærer af sine fejl.. det har jeg.." Han rystede stille på hovedet. Han ville ikke og han nægtet så sandelig også, at skulle stå der som den ynkelige! Han skubbede sig stille op på benene og vendte sig mod hende. Det var jo næsten som han ønskede at få den reaktion frem som var ventet.. Han ville så sandelig elske at hun blev der, det var der heller ikke nogen tvivl om, men det skulle ikke ske på disse præmisser.. han havde holdt hende fanget igennem så frygtelig lang tid. "Jeg ved udmærket godt hvad jeg gjorde den aften.. Jeg har tænkt.. meget endda.. Jeg vil ikke holde dig her, hvis du ikke vil." Han lod hænderne glide igennem hans hår, hvor de næsten frustreret lagde sig ned i hans nakke og ellers bare blev liggende der, han vendte sig igen stille i retning af vinduet og med et svagt suk. Hovedet og panden lod han fast møde væggen lige ved vindueskarmen med et svagt 'dunk'. "Jeg ønsker ikke, at du skal være bange for mig.." afsluttede han stille og med en stemme kun af ren og skær ærlighed. Lige nu var det virkelig den tanke som skræmte ham mest.. hvor meget en rædsel at han egentlig havde puffet i hende bare ved den handling som han havde gjort dengang.

[Deleted]

Der havde ikke været megen latter som hun et sted frygtede, det måtte faktisk undre hende at det var så nemt for hende at skulle færdes omkring i værelset uden at skulle støde ind i det mindste, hun var ikke faldet over noget som helst hun var ikke gået ind i nogle kanter, han måtte vel have gjort så hun i det mindste ville have en chance frem for at skulle ende med at komme til skade på den ene eller den anden måde? Foruden den aften så havde han faktisk taget sin afstand til hende, måske han hvilede ved hende i den samme seng i tide og utide, hvor hun måtte føle hans blide strøg over hendes kind eller side før han atter rejste sig og vandrede rundt i det store lokale natten var vel et sted ensom for ham? Han var den som passede på hende, havde han måske lagt en finger over hende siden? og selv efter hele mareridtet var sket den aften så var det kun en blid side hun havde fået at se, en blid side der passede på hende, skræmmende et sted at selv hendes egen voldtægtsmand behandlede hende bedre end det som hendes familie gjorde, måske ja at muligheden for at gå var der nu, noget som hun tigget og plaget ham om i det som måtte minde om flereuger efterhånden og hendes ønske var aldrig blevet efterkommet, nu var hun jo rent faktisk komme til at skulle holde af ham og uanset hvad så ville der intet hjem være for hende hjemme, hun ville ikke kunne vende derhjem, hvis ikke døden ville vente hende så ville et frygteligt uønsket ægteskab gøre det uden hun fik chancen for at skulle afvise eller noget som helst, hun ønskede virkelig ikke at skulle forlade dette sted igen,ikke nu hvor hun faktisk endelig var endt med at skulle falde til i hans selvskav. Hun trak dynen omkring den slanke krop, betragtede hans skikkelse uden så meget som at fange en skygge. hendes mine var ganske usikker, hun vidste hvad hun ville, om han så ønskede hende her var jo så det spørgsmål som hun måtte stille sig selv, ellers ville han vel ikke lade hende gå? "Jeg har intet at tage hjem til, Miq.. Og uanset hvor meget jeg kan påstå at jeg hader dig så behandler du mig så langt bedre end det som... Min egen familie gør" afsluttede hun stille. Hun bed sig fast i den bløde underlæbe, det var næsten hårdt at skulle indrømme, at hun rent faktisk var begyndt at sætte ham højere end det som hun gjorde med hendes egen familie. Den aften var en som hun ikke ville glemme han havde taget noget så værdigfuldt fra hende, det var aldrig for sent set i hendes øjne, hun manglede virkelig en favn at skulle søge trøst i men når hun var klar over at han ingen skyld følte ved den handling han gjorde sig, mens hun var den som lå der under tvang gennem det hele. At vide at det så var noget han lærte af det var hun kun lykkelig for, det var vel også derfor han rent faktisk til dels lod hende værre? I tide og utide nogle små kærtegn ja, men ikke mere end det så snart han kunne følle og se hendes ubehag "Man lærer af sine fejl og jeg håbede virkelig at det i det mindste ville ramme din samvttighed lidt" erkendte hun stille. Hånden gled gennem de lange lokker der blidt og bølgede måtte hvile over hendes slanke skuldre. Hun var forvirret, et sted bange for at miste hun ville ende på gaden uden ham, der var ikke noget som hed hjem for hende mere, det var noget som han fratog hende på den samme tid, ikke at hun ligefrem længtedes hjem til den familie som på grund af deres selvforskyldte handicap så ned på hende. Hun følte igen sengen lette en smule som atter atter rejste sig for at se imod hende noget som hun ikke havde den mest fjerne idé omkring "Du tog meget fra min den aften.. ikke kun min..." hun bed sig fast i læben hun kunne stadig føle sig så beskidt som hun endnu lå i jorden og græd ".. Jeg har intet hjem mere, Miquel.. Det er døden eller livet på gaden og et sted så nyder jeg vel.. Dit selvskab" afsluttede hun roligt. Det tomme blik hvilede ned, noget som ændrede sig ved hans ord. Det hævede sig igen hvor det måtte hviel var hende ganske ukendt hun så blot lige frem for sig "Jeg ønsker ikke at være bange for dig Miquel.. Men hvis du for pokker bare havde taget den hårde vej, fortalt at jeg var smuk, taget min hånd og slået benene væk under mig så jeg selv var med hele vejen så havde jeg aldrig haft grund til at skulle være bange for dig, men du tog så meget mere end du aner" en stille tårer endte med at trille over hendes kind som en gennemsigtig perle, sagen var jo den at hun rent faktisk godt kunne lide ham, hun ville ikke have afvist og hun ville ikke have mistet i så fald, det var billeder som aldrig mere ville forlade hendes sind, måske de ville kunne vendes langt mere positivt men lige det var ikke noget som bare ville forsvinde.

[Deleted]

Natten var ensom for ham og Miquel havde virkelig ikke gjort andet end at tænke det sidste lange stykke tid. Han ønskede virkelig ikke at gøre hende ondt. Ikke med vilje i hvertfald. Sengen var hendes fredszone. Det var i det hele taget forfærdelig sjældent, at han overhovedet rørte hende det mindste overhovedet. Han havde flyttet alt som havde og kunne minde om spidse kanter, så hun ikke skulle komme til skade, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede jo ikke at noget skulle ske hende.. I så fald, havde han slået hende ihjel for længst og det havde han bare ikke fået sig selv til. At natten var ensom for en som ham, var ikke noget som han var meget for at indrømme, selvom han udmærket godt var klar over, at det måtte være så forbandet tydeligt, hvis man bare kendte det mindste til ham. Han gik jo altid rundt alene, Keischa havde fået Alexis og han vidste det, selvom han virkelig havde gjort sit for at sulle holde dem adskilt. Han passet på hende og gav hende alligevel den frihed til at gøre hvad pokker det nu faldt hende ind. Døren var åben, hun var fri til at gå og han kunne fint føre hende tilbage til grænsemuren hvis det var det som det skulle være. Det var virkelig det som han ærlig talt havde forberedt sig mest på. Nu vidste han virkelig ikke hvordan han skulle reagere på noget som helst af det som skete omkring ham. Og specielt kke med det som faktisk skete ham med hensyn til hende, det var virkelig heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. At han behandlede hende bedre end hendes egen familie, var dog noget af det som overraskede ham mest. Måske at han var et dødt væsen, men han havde følelser når han selv endelig gad at søge og lede efter det, og det var jo lige det som man pænt kunne sige, var ved at gå op for ham selv efterhånden, selvom det var noget som klart var hårdt nok fra før af. Det var virkelig bare.. nyt for ham. Skræmmende nyt. Han havde aldrig nogensinde følt direkte for noget væsen før. Han skulle igen lige til at åbne munden, da hun direkte fortalte ham, at hun et sted havde nydt hans selskab. Det var ikke direkte en nyhed som han havde fået før af nogen som helst. Han havde altid været enerådig, altid gået alene.. Han lukkede munden igen og vendte blikket stille mod hende. Han havde jo ondt af hende et sted. Hendes tilstand, bare det faktum, at man skulle være så fastlåst, at man ikke rigtigt kunne bevæge sig frit. Han betragtede hende stille.. Hendes tåre var noget af det som meget hurtigt måtte falde ham i blik. Han kunne slet ikke mindes hvornår han sidst havde set et andet væsen fælde tåre. Han gik stille hen til hende, satte sig halvt om halvt bag hende, hævede hånden og tørrede varsomt og stille hendes tåre væk fra hendes kind, så varsomt, stille og meget forsigtigt og blidt på samme tid. Han lod hovedet søge let på sned. "Du nyder mit selskab?" gentog han roligt. Det i sig selv, var lige det første som han lige havde fået fat i, af mere eller mindre alt det som hun havde sagt til ham bare sådan. Døren stod der stadig, hunvar fri til at gå, hvis hun i sindet, skulle ende med at skifte mening, selvom.. var det meget at forlange at man håbede på, at hun faktisk ville blive? Han holdt af hende, meget endda, det var virkelig også den eneste grund til at han overhovedet, var i stand til at skulle lade hende gå på denne her måde, ellers havde han aldrig nogensinde gjort det, det var der heller ikke nogen som helst tvivler om overhovedet. "Jeg vil ikke tvinge dig til at blive, Ceciliya.. Døren er åben, du kan komme og gå som du vil.. Du er velkommen til at blive.. Jeg ønsker at beskytte dig," tilføjede han med en rolig og dæmpet stemme, selvom han virkelig ikke var noget andet end ærlig overfor hende eller nogen anden, det var virkelig ikke noget som kunne falde ham ind lige nu. Han var fantastisk til at lyve og det vidste han. Ellers var han aldrig nogensinde nået så langt, som det han var lige i øjeblikket. Ikke at det var noget af det som han direkte ville indvige hende i. Hun så selv ud til at have det hårdt nok som det var allerede fra før af.

[Deleted]

Ceciliya var vant til at færdes alene, så vidt som det overhovedet var hende muligt prøvede hun at skulle undgå hendes egen familie, lige der var hun komplet ligeglasd med det faktum at hun var blind og risikerede hendes eget liv i allerhøjeste grad det var jo noget som han var et ganske godt eksempel på, han kunne have slået hende ihjel nemmere end ingenting, et sted burde hun vel bare være lykkelig for det kun var endt som det var endt? At han havde frataget hendes uskyld frem for hendes liv? Ville det overhovedet have gjort nogen forskel? Ingen ville savne hende og vendte hun hjem nu så ville hun uanset hvad ikke være i live specielt meget længere, og ellers ville hun ende hos en eller anden tilfældig fremmede mand når prinsessedræmmen var den som stod som højest hos hende. Nu sad hun her, dynen trukket omkring hendes krop, virkelig forvirret.. Bange vel? Ikke for ham men for at være nødt til at skulle gå, hun kunne ikke vende hjem og det var begrænset hvor meget hun kunne færdes i hendes tilstand, den tilstand hendes familie selv havde pålagt hende, tvunget hende til at leve i mørket. hun savnede virkelig synet af solen der gik ned et sted i Vesten og over det store smukke hav, det var virkelig et helvede at leve i en konstant skygge hun anede jo intet om hvordan pokker hun selv så ud efterhånden sidst hun havde set sig i spejlet var hun kun en lille yndig pige. Ceciliya var frygtelig bekymret for Keischa hun holdte virkelig af den kvinde og hun vidste hvor meget hun følte for Alexis, mens hun selv sad her med hendes venindes mand, og ønskede end ikke at skulle tage afsted igen.. Måske hun rent faktisk ville kunne hjælpe den tøs hun holdte så forbandet meget af? Måske han i så fald endelig ville lade hende værre? Hun kunne føle ham siætte sig tæt ved hende, et sted vækkede det ubehagelige følelser efter den aften og et andet sted så var han den første som overhovedet bekymrede sig omkring hendes tårer. Hun lod ham tørrer hendes tårer bort, selvom de denne gang ikke ville stoppe med at falde.. Hun var den stædige og flabede tøs uden tvivl, sådan havde hun været i frygtelig mange år, hun måtte jo have et skjold og et forsvar når hun var i den tilstand som hun nu var i, det var ganske få som overhovedet fik lov til at se hende fælde tårer men nu formåede hun virkelig ikke at holde dem tilbage han var den eneste som kunne hjælpe hende ligenu "Du har ingen idé om... Hvilket selvskab jeg er vant til... Du er den eneste som ikke er ligeglad, Miquel.. Tror du ikke jeg har lagt mærke til hvor nem jeg kan færdes omkring?" hun hævede et sigende øjenbryn. Blikket hvilede stift frem for sig, uden hun havde nogen idé hvad pokker hun egentlig betragtede. Et sted ønskede hun at komme så langt væk fra ham som muligt, kun fordi han skabte de ting i hende som han gjorde, men et andet sted så ville hun heller ikke.. Miste ham? Hvad skulle hun overhovedet gøre når først hun ville være fri? "Jeg ønsker ikke at være et besvær.. Men jeg ønsker ikke at gå.. jeg har intet sted at gå" påpegede hun stille. Blikket gled mod hendes hænder der hvilede i hendes skød, hun havde virkelig intet sted at være, og hvor kønt ville det være med en blind forsvarsløs kvinde i Dvasias eller Manjarno for den sags skyld? Det var som om døden lurede om ethvert hjørne og hun måtte tænke kreativt kun for at skulle undgå den