Life goes on..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var efterhånden ved at være sent aften. Vinteren havde langt om længe givet det endelige slip på verden og ladet foråret bare komme en anelse til. Blot for denne stund havde Junior valgt, at skulle tage sig ud en tur i den store have ved Marvalo Mansion. Han gik virkelig ikke længere væk fra familien mere end det som det kunne vise sig at være nødvendigt og selv en spide skulle have lov til at se bare lidt til den verden som de var omringet af vel? Man kunne vel skønt sige, at Junior var faldet forfærdelig godt til ved sin familie. Hans storesøster, hans storebror og selvfølgelig Cayla og deres vidunderlige lille pige som han virkelig ville give verden for at skulle holde beskyttet. Man kunne virkelig sige, at han havde fået alt det som en mand kunne gå og drømme om og det var i den grad ikke noget som han havde i sindet, at skulle give slip på nogensinde! De visne blade som stille knaste under hans fødder til hans egne skridt. Han vidste, at stedet var magisk beskyttet, det var noget som både Nathaniel og Kimeya havde fortalt ham om. Nogen som ville familien noget ondt, ville slet ikke være i stand til at skulle betræde grunden. Det var noget som de havde sørget for i sin tid, og det var virkelig også noget af det som gjorde det muligt for ham, at skulle falde bare en anelse mere til ro end det som han ellers ville have været. Hænderne foldede Junior stille over ryggen. Det var en vane han havde efter sin far, var det som an havde fået det fortalt, selvom det nu var ham ganske uklart hvilken mand som de måtte omtale på den ene eller den anden måde. Lysander eller Lestat? Stadig ville han anse Lestat som sin far og det var slet ikke noget som kunne ændres det mindste overhovedet! Kimeya havde ikke vist sig hjemme igennem adskillige dage nu.. Det var vel bare gået hen og blevet en fiasko endnu en gang? Han sukkede dæmpet, vendte de røde øjne op mod den store himmel. Der var fuldkommen skyfrit for øjeblikket og det var i den grad også en tanke som måtte glæde ham selv noget så forfærdeligt, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. Månen var halv og den lyste dog alligevel med den samme styrke som den ville have gjort, hvis den havde været fuld. Stjernerne blinkede og end ikke så meget som en lille vind rørte sig det mindste lige for øjeblikket. Det var virkelig en smuk aften. Cayla havde deres lille pige alene bare for en stund mens han var ude for at trække lidt luft og klargøre tankerne bare en smule. Han var lykkelig. Der var virkelig ikke noget andet at sige til det end at han var lykkelig. En familiefar, en som beskyttet sin familie med det som han havde af midler og det som kunne blive nødvendigt for ham at gøre brug af, og han tøvede bestemt heller ikke med, at skulle gøre brug af det, det var da helt sikkert. Vinden som dog til tider alligevel måtte melde sig, rev svagt i hans hår og kastede det let fra den ene til den anden side, helt afhængig af hvilken retning han vendte blikket når han vandrede over den store sti. Haven var i den grad ikke passet ordentligt igenem det sidste lange stykke tid, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om. Han bar det mørke tøj, en mørk bluse som viste små markeringer efter små blodrøde markeringer i form af et lille mønster langs hans ene side og med den mørke kappe omkring sine skuldre næsten som en frakke som var lukket foran. Stadig af royal slægt af hjerte, sind og sjæl og det var stadig at se på hans udstråling, selvom det så sandelig var frygtelig skjult for folkemængden. Dog sjældent ath an begav sig længere væk end det som han var allerede i dette øjeblik. Han ville virkelig ikke alt for langt væk fra Cayla og deres vidunderlige lille pige. Bare tanken fik ham til at smile. Han stoppet roligt op, vendte blikket rundt omkring i haven. Det var virkelig tydeligt, at den ikke var blevet passet oprigtigt.. En skam i hans øjne. Nu hvor han efterhånden havde lært, at skulle se det smukke i dette mørke, selvom det var det modsatte som han havde lært igennem mere eller mindre størsteparten af hans eget liv. En tanke som han faktisk fandt morsomt. Han vendte blikket stille op i retning af den store himmel. Det blege måneskær viste tydeligt hans egen blege hud, selvom det nu efterhånden ikke gjorde ham det mindste.. Han havde virkelig lært, at skulle acceptere det som skete dagen efter hans kroning. Det som virkelig havde smadret mere eller mindre hele hans barndom som virkelig havde vist sig, at skulle være gået til spilde. Han rystede på hovedet af tanken. Ja hvor Angel egentlig var efterhånden, havde han ingen anelse om. Han havde tænkt, det havde han skam, men intet havde han stillet op omkring dette. Hvorfor skulle han?

[angelea]

Melania havde søgt efter junior lige siden Angels død. hun var virkelig mærket af det, det kunne man både se og mærke på hende. hun tog sig ikke længere meget tid til at spise men brugte al tiden på at lede. hun var blevet tyndere og hendes ellers så flotte lilla skæl var kedelig matte. stille lukkede hun øjnene mens hun endnu en gang fløj over Dvasias og prøvede på at finde junior. hun var jo nød til at finde ham. hun havde lovet angel og give ham det brev og nu ..... han må hjælpe hende. han måtte bringe Angel tilbage til hende. hun manglede hende virkelig. tankerne fløj i melanias hovede mens hun fløj. Angels sidste tanker rungede stadig i hendes sind. hun vidste hvorfor angel havde givet sit liv. hun holdt virkelig af den knægt selvom melania ikke forstod hvordan hun stadig kunne efter alt det han havde udsat hende for. med et åbnede hun øjnene og kunne mærke den velkendte duft fylde hendes næsebor. hendes blik søgte hurtigt mod jorden hvor hun ikke kunne andet end at spotte ham i den golde have. hurtigt som hun kunne klare det fløj hun ned og hun landede hårdt foran ham. #Du har virkelig været svær at finde junior# Hendes stemme lød i hans hovede og stemmen var kold og død. som om Melania slet ikke havde noget liv tilbage i sit og det havde hun heller ikke efter at angel var væk. men det var jo ikke noget som junior vidste endnu.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At Angel havde været afgået ved døden, udelukkende for hans skyld, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Man kunne vel fint sige, at han levede i lykkelig uvidenhed omkring det som var sket dengang og efter deres sidste møde, hvor de var gået hvert til sit i ren og skær vrede. Han var virkelig kommet over hende. Han ville dog lyve, hvis han ville påstå, at han ikke havde skænket hende en tanke, for det havde han i den grad. Han blev stående og stirrede op mod den store himmel. At Melania faktisk måtte søge efter ham, havde han heller ikke nogen anelse om overhovedet. Han prøvede virkelig bare at få styr på sit eget liv, og efterhånden var det ved at gå i hans retning. Han havde en kvinde som han elskede, en lille datter.. Ja han havde faktiskfået stiftet en egen familie og det var noget af det som han i den grad agtede, at skulle holde fast i lige for øjeblikket. Han satte sig stille ned på en af de ældgamle bænke som stod i haven. Der var ikke nogen tvivl om, at denne have havde været forsømt igennem ekstremt mange år, selvom Junior nu efterhånden var så utrolig vant til mørket, til kulden og det at leve med en fare og risiko omkring sig mere eller mindre hele tiden. Det var virkelig noget helt andet end det som han havde været vant til på slottet, hvor de havde vogtet ham noget så voldsomt, at han knapt nok havde fået lov til at bevæge sig på egen hånd! Han røg ud af sine egne tanker allerede med det samme, at den velkendte stemme måtte lyde i hans eget hoved, hvilket automatisk fik ham til at skulle hæve blikket op mod den store himmel og han kunne se Melania lande foran ham. Det store dyr, stadig smuk som sidst han havde set hende, selvom det nu var tydeligt, at der var sket forbandet meget siden dengang, selvom det nu ikke var nogen ting som han brød sig om. Der skulle meget til for en drage at famle på den måde, det havde han allerede fået at vide. "Melania.." endte han tydeligt overrasket. Han havde slet ikke ventet sig, at skulle se det store dyr her og ... uden Angel? Han rejste sig hastigt og blev ellers stående. Ikke med en frygt, det var helt sikkert. Noget var sket.. Det kunne han bare fornemme. "Hvad er der sket..? Hvor er Angel..?" ente han med det samme. Det første som overhovedet faldt ham ind at skulle spørge ind til.

[angelea]

Melania havde virkelig søgt ham lige siden angels død. hun havde søgt ham uden nogen som helst form for hvile eller ro før hun havde opfyldt sit løfte. hun havde lovet at aflevere det og det havde hun virkelig i sinde at gøre. roligt bevægede hun sig tættere på junior, hun var ikke det mindste truende. hun ville ikek gøre ham noget for hun vidste at han havde kontakter og kunne sikkert finde en som kunne bringe hendes rytter tilbage. #Du har været svær at finde junior. jeg har søgt dig i måneder# sagde hun blot i hans hovede og endte med at ligge sin ned for at få den første hvile noget så længe. hun lukkede øjnene ved hans spørgsmål. hun valgte ikke at svare på dem endnu. hun ville vel ikke indrømme det faktum som havde runget i hendes hovede så længe. #Jeg kommer med et brev til dig som jeg lovede angel at ville give dig for hende# sagde hun og kastede let hovede mod en taske som hang ved hendes saddel. hendes øjne vendte sig mod junior igen. han havde vel egentlig fortjent at vide det. også selvom realiteterne var hårde for hende selv. #Angel er død. hun blev dræbt et par dage efter i kom op og skændes# må kunne høre hvor meget det tyngede dette store dyr. der var ingen tvivl om at det gjorde noget så ondt på hende.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At den var helt gal, var Junior slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Melanias skæl var så matte og falmende og ikke mindst den store krop var blevet tynd. Hvad der så var galt, havde han heller ikke nogen anelse om. At se det store dyr lægge sig ned. Han var ikke bange for hende, det havde han aldrig direkte været før, så hvorfor skulle han dog? Han gik stille tættere på, strøg hånden ganske kort over den store snude, som han havde gjort det sidste gang han havde set hende og havde fået lov til at komme så tæt på. Nu hvor Angel ikke var der.. hvad pokker var der overhovedet sket? Hovedkastet mod tasken som hvilede ved sadlen, tog han dog hurtigt til sig og gik stille derhen. Hendes hentydning til Angels død, var noget af det som klart måtte slå noget så kraftigt ind på ham selv. Han vendte de røde øjne i retning af det store dyr igen. At det var noget som gik hende på, var tydeligt og derfor var det også helt tydeligt for ham, at dette virkelig måtte være noget som var den rene sandhed, ellers ville det ikke være blevet fremstillet på denne måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han bed sig svagt i læben. Han vendte blikket stille i retning af sadlen igen. Han var chokket.. Ha nvidste slet ikke hvad pokker han skulle sige eller hvordan filan han skulle reagere på noget som helst! Han knyttede hænderne stille, knyttede dem omkring tasken som det hele måtte ligge i. Han frygtede virkelig ikke Melania på noget tidspunkt. Han havde virkelig prøvet.. prøvet så forbandet hårdt og det havde aldrig nogensinde lykkes for ham. Det var noget af det som havde været det værste af det hele. "... Hvad skete der med hende, Melania?" spurgte han dæmpet. At det selv måtte gå ham på, var nu ganske tydeligt.

[angelea]

Melania havde det dårligt. uden mad og ro var hunved at blive syg og den lange søgen var virkelig heller ikke noget som havde gjort hende godt. det kunne man da slet ikke tvivl på når man så hende. hun mærkede hans strøg på hendes snude og hun lukkede stille øjnene og nød det. det var virkelig længe siden hun hav de følt den form for kærtegn for det var kun angel som havde skænket dem til hende. stille åbnede hun øjnene og betraktede ham mens han fik nyheden af vide. hun kunne se at det slog hårdt på ham og hun lagde hovedet let på skrå. angel havde aldrig nogensinde troet på at han havde holdt af hende men Melania vidste at at han havde gjort det. hun ville bare ikke skændes med angel om det. hans spørgsmål kom ikke bag på hende og hendes blik søgte jorden. #Angel var knust efter jeres sidste skænderi. Hun fortrød alt hun sagde den dag men hun kunne ikke styre det. Hun havde kun lige født og gravide kvinder er om muligt endnu mere hidsig og urationelle end angel er normalt. hun ville bare væk herfra. hun vidste at hun ikke kunne tage sig af jeres søn alene så hun afleverede ham et sikkert sted, jeg ved ikke hvor. hun kom tilbage og græd bare. hun havde skrevet et brev til dig som hun bad mig give dig.# hun stoppede stille op og tænkte sig stille om. den nat havde virkelig været noget som havde spillet i hendes hovede i tide og utide. #Angel var helt utrøtelig og hun ville ikke lytte til mig. hun græd bare. Jeg besluttede at tage ud at finde noget mad til os men da jeg kom tilbage var hun væk. Der gik timer før jeg opfangede hendes smerte og hendes skrig. En Alkymist havde fået fat i hende. hun ville vide ..... noget. Angel nægtede at fortælle hende det og hun døde ved at få boret en pæl langsomt ind i hjertet# enkelte tårer forlod det store dyrs øjne og hendes blik vendte sig mod ham. #Angel døde for at beskytte dig og Procias. Alkymisten ville have alt afvide som hun vidste om dig og lyset. PÅ det tidspunkt vidste mørket ikke at du var abdiseret og hun skulle ikke på nogen som helst måde fortælle mørket det. Hun døde for at forsvare dig og det du har kært ..... Men hun er ikke helt væk# melania kiggede væk igen og kom med et suk. #Jeg har hendes jordiske rester og hendes sjæl med mig. Jeg mangler hende virkelig meget#

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At det store og smukke dyr, var ved at være tæt på udmattelsen, var der virkelig ikke nogen til at skulle tage fejl af, og det bekymrede ham faktisk noget så voldsomt. Han blev stående helt tæt ved det store og smukke dyr og med hånden som varsomt måtte falde mod de mattede skæl som han strøg med en rolig og varsom hånd. Bare nyheden om, at Angel var død og borte, var slet ikke en tanke som han brød sig meget om.. At deres skænderi muligvis var den eneste grund til at det faktisk var sket.. Han burde have beskyttet hende, og han havde slet ikke været til stede.. Han vidste virkelig ikke noget som helst om noget som helst af det som måtte foregå derude, og det i sig selv, var virkelig noget af det som faktisk kunne frustrere ham ganske meget. Han tog brevet stille og roligt frem og knugede det mere eller mindre stille og roligt i hans hånd. Han bed sig svagt i læben og vendte blikket mod Melania eftersom hun valgte, at skulle snakke og han bare blev stående og lyttet. Han havde virkelig aldrig nogensinde troet, at han skulle se det store og smukke dyr på denne måde. At det faktisk skulle stå og græde foran ham. Han frygtede hende ikke og havde aldrig nogensinde gjort det, det var der ingen tvivl om. Han stolede så pas meget på Angel, at han kunne stå ved, at dette var noget som han ikke var bange for at nærme sig. At hun fortrød alt det som skete under deres sidste skænderi, lettede ham dog kun en hel del, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. En gravid kvinde, en som lige havde født.. han havde slet ikke taget højde for de mange hormoner som måtte hærge igennem deres kroppe. At hun var gået i døden for Procias skyld.. for hans skyld gjorde om muligt kun det hele så meget værre. en tåre endte med at glide ned af hans kind. "For min skyld.." Han vendte igen blikket stille væk. Han havde tænkt meget over hende, tænkt på hvor hun mon måtte befinde sig med deres lille dreng. Han kunne tydeligt huske, dengang hun bare havde valgt, at skulle placere den unge knægt i hans arme og sige, at ansvaret var hans for hun kunne ikke.. Hvor var den lille unge endt henne? Alt for mange ting kørte igennem hans tanker og på alt for kort tid, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han bevægede sig igen i retning af Melanias hoved og lod hånden igen stille og roligt stryge hende over den store snude. Direkte så det heller ikke ud som om, at hun havde noget imod, at han faktisk var kommet så tæt på hende, som det han var lige for øjeblikket, og et sted var han selvfølgelig glad for det. Han bed sig fast i hendes sidste ord. "Vent... hendes jordiske rester?" gentog han stille. Han lukkede hånden omkring brevet som han igen kun ganske kort vendte opmærksomheden imod. Han foldede det langsomt ud og med den eftertænksomme mine. "En alkymist tog hendes liv.. e-en kan give hende det, Melania.." endte han dæmpet.

[angelea]

Melania var knust og udmattet. det hele havde virkelig bare ramlet sammen om hende. bar3e på de få tider havde hun set angel forfalde til ingen ting på grund af ham som nu måtte stå der og stryge hende selv over snuden. de rolige triste øjne vendte sig mod junior. #Hun døde for din skyld. Hun elskede dig af hele hendes hjerte. Du betød alt for hende. Du betød mere end jeg gjorde. Du gav hende noget som hun aldrig nogensinde havde oplevet. du gav hende det hun manglede og det er noget som jeg ikke kan give hende og ville kunne. hun havde brug for dig, også selvom hun ikke ville indrømme det# enkelte tåre glad stadig ned fra de matte øjne. hun var virkelig noget så fortabt uden angel. dog kunne hun absolut ikke lade være med at lyse op da Junior fortalte at en kunne give angel livet igen. hun lagde hovedet let på skrå. #Jeg har både hendes jordiske rester ... og hendes sjæl. hun lavede en pagt allerede da jeg var helt ung at hendes sjæl skulle gå til mig hvis hun nogensine skulle falde bort igen. Sjælen og asken er i min anden taske# hun vendte hovedet over på dan anden side af sig. hun havde fået en smule mere ro og en smule mere håb nu hvor hun havde fået fat i junior. han gjorde hende rolig. #Vil du hjælpe mig med at bringe hende tilbage? Jeg har brug for hende# det sidste var virkelig en bøn. hun holdt noget så meget af angel. det var der ingen tvivl om.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste ærlig talt ikke hvor meget at Nathaniel var for det, men det var virkelig den eneste mand som overhovedet ville være i stand til at skulle hjælpe dem i denne sag. Han vidste at han kunne. Han vidste, at han havde gjort det før. De historier bredte sig jo som ild i tørt græs. Bare det faktum, at hun faktisk var død for hans skyld, var alt sammen noget som måtte gøre ondt og samtidig så var det en tanke som faktisk måtte glæde ham og ganske mget faktisk, det var heller ikke noget som han kunne lægge det mindst skjul på overhovedet. De røde øjne lod han stille falde til Melanias store øjne. Store i forhold til ham i hvertfald, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hånden roligt og stille stryge hende over den store snude, hvor han på samme tid også fik fjernet de mange tårer som måtte falde nedover det store ansigt, nu hvor han var ved det i første omgang. Hendes ord varmede dog hans døde og kolde hjerte. At han i det mindste havde gjort noget for hende, selvom det var alt det modsatte som han havde fået at vide, og det var faktisk noget som havde gjort ondt i den anden ende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Det varmer at vide, at jeg havde i det mindste bare lidt betydning for hende.. Når det nu var det modsatte som jeg fik kastet i hovedet sidst," sagde han stille. Han lod blikket ganske kort falde mod brevet, selvom han for nu, virkelig var absolut alt for ukoncentreret til at han overhovedet ville være i stand til at skulle læse det overhovedet. Han lukkede øjnene kort. Bare det at skulle stå der foran hende nu og med et brev med hendes skrift.. Det var virkelig mere end det som han lige kunne magte lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han savnede hende virkelig, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han tørrede sine egne tåre ganske kort og hurtigt væk fra sit eget kind. "Jeg kan.. Snakke med Nathaniel om det. Det er hårdt.. meget hårdt og er avanceret magi, Melania." forklarede han stille. Han betragtede hende stille. Bange var han bestemt ikke og han vidste, at Nathaniel kunne... hvis han jo bare ville. Hvad han jo så også selv var mest bange for.. så var det jo bare det lille faktum, at Angel stadig muligvis kunne lide ham. Han var kommet videre, han havde familie og det skulle han gerne have bagefter.

[angelea]

melania vile virkelig gøre alt for at få angel tilbage. hvis det så skulle ende med at hun skulle tvinge angel væk fra junior så var det det værd. også selvom hun vidste at det ikke ville være tilfældet. hun vidste ikke hvorfor men hun havde en ide om at angel måske ville være for stolt til over hovedet at ville tage ham igen. som han selv sagde så havde han jo i følge hende intet gjort godt for hende hvilket jo var en løgn. melania nikkede stille. #Jeg ved at hun må have ramt nogle ømme punkter en gang i mellem men for at forsvare hende så bare lidt så var du nok heller ikke den bedste kæreste Junior. Selvom du sagde at du elskede hende så gik du stadig bag hendes ryg og det flere gange. Det du gav hende var kærlighed, en ting hun aldrig havde oplevet før og hver gang du sårede hende så hun det absolut ikke som noget andet end at hun var værdigløs. sådan har hun altid følte det med sine forældre. du gav hende noget hun ikke havde turde drømme om og hver gang du gjorde noget forkert, trådte ved siden af så truede du hende med at tage det fra hende og hun blev panisk angst hver gang.# melania stoppede og lukkede øjnene. #Jeg vil have hende tilbage junior. Jeg har ikke søgft dig i måneder for ikke at få hende tilbage. om jeg så skal holde hende væk fra dig til den dag hun går bort eller jeg gør det så er det det jeg vil. Jeg kan ikke leve uden hende. hun er min rytter og uden hende kunne jeg lige så godt ligge mig til at død her i haven# der var kun ærlighed at spore i hendes stemme. hun ville ik lyve for ham.. ikke mere.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Uanset hvilken idiot som Junior havde været, så holdt han stadig forbandet meget af Angel, det var virkelig ikke noget som han hverken kunne eller ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Hun var stadig noget forbandet særligt for ham og bare det, at skulle vide, at hun var væk, var faktisk noget som gjorde så helvedes ondt, det var virkelig heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han blev stående lige ved Melania. Ikke at han kunne frygte for det store væsen som hun var og det havde han heller aldrig. Han kunne huske dengang Angel bragte hende med sig til slottet, dengang hun ikke var større end hun var i stand til at skulle hvile i et favntag. Det var noget som han stadig måtte finde en anelse underholdende. Utroligt så hurtigt, at disse væsner ville vokse, det var da noget af det som chokerede ham noget så frygteligt. Han måtte da virkelig gå glip af utrolig meget derude, selvom.. Han agtede at blive her, også for sin egen famlies skyld. "Jeg ved at jeg har gjort mine fejl, Melania.." begyndte han stille. Han havde jo heller ikke været andet end en ung knægt, som heller aldrig nogensinde havde fået lov til at prøve noget som helst. Han havde aldrig nogensinde kendt til sine forældre.. Et sted kunne han jo godt forstå hende, hvis det var sådan hun havde haft det. Han havde så sandelig reageret på helt samme måde, hvis det havde været ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han strøg Melania ganske så forsigtigt og stille over de matte skæl som den store krop måtte være dækket af. Han sukkede dæmpet. Han var faktisk usikker på hvad dette ville indebære for en som ham med hensyn til hans egen familie. Han vidste udmærket godt selv hvor lang tid han virkelig havde brugt for at komme ordentlig ind på Cayla og det var i den grad heller ikke noget som han havde i sinde, at skulle miste endnu en gang, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Jeg er virkelig ked af det, Melania. Alt det som er sket. Jeg vil ikke risikere min familie noget.. Hvis min gudfar kan bringe ham tilbage.. selvfølgelig," fortalte han stille. Han lod hånden igen stille stryge hende over den store snude. "Hvil du. Jeg skal se hvad jeg kan gøre," lovede han oprigtigt.

[angelea]

Melania kunne sagtens forstå ham. angel var en speciel pige. hun elskede ham jon forbandet meget. det kunne alle vel se? Roligt lukkede hun øjnene og nød bare at høre ham snakke og mærke hans blide strøg hen over hendes snude. aldrig havde hun ønsket at gøre ham ondt men de gange havde havde sået angel så meget havde virkelig fået hende op og køre. hun huskede hvordan hun selv havde løftet ham op til balkonen på hans bryllups dag. han havde virkelig været nervøs der, noget som måtte fryde hende en smule alligevel. Melania havde noget af angels personlighed. eller sådan som angel var når hun ikke var hysterisk eller panisk eller vred. hvilket hun havde været så ofte sammen med junior at det næsten slet ikke var til at bære at tænke på. #Du skal ikke ofre din familie for hende. Det kan du ikke. Vær dem mere tro end du var hende# øjnene åbnede hun igen og kiggede på ham. det var helt tydeligt at hun ikke havde billiget hans opførsel ligesom hun heller ikke havde billiget angels. #Tak Junior. Men jeg har brug for føde. Jeg må ud og lede efter noget kvæg. Jeg kommer hurtigt tilbage igen. Og jeg håber at han virkelig kan bringe hende tilbage igen. Hun er jo min rytter selvom hun blev bidt# Melania rejste sig op og strakte sig lidt. hun spredte stille vingerne og lettede fra jorden. hun var langt fra lige så adræt som hun plejede at være det men hun kom afsted hurtigt så hun hurtigt kunne komme tilbage igen.

//Out

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Angel var i den grad en speciel pige, det var Junior slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han var klar over, at han havde gjort hende en noget så stor uret som man overhovedet ville være i stand til at skulle tænke sig frem til, ved at gøre som han nu havde gjort det, selvom skaden nu måtte være sket. Hvad han havde nu, var virkelig ikke noget som han ville riskere at miste. Cayla havde endelig valgt, at skulle åbne sig helt for ham, de havde deres elskede lille pige og han agtede i den grad at gøre det som det kræves af ham for at holde familien samlet, for lige nu, så havde de virkelig bare brug for hinanden, det var der i den grad heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han havde i den grad respekten for Melania som det store dyr og smukke væsen som hun måtte være. Noget særligt og at hun havde brug for Angel, var han slet ikke i tvivl om. Det spørges bare om hans kære gudfar agtede at gøre noget ved sagen. Han skulle i hvertfald tage det op med ham og så måtte man jo trods alt se det, fra den side af trods alt. Han nikkede til hendes ord og trak sig en anelse væk fra hende i og med, at hun valgte, at skulle lette for at finde føde. Han kunne i den grad love, at han ville snakke med Nathaniel om det, men at han i den anden ende, ikke ville være i stand til at love noget som helst. Han følte bare en skyld.. det sidste som han nogensinde havde fortalt Angel, var ord som var sagt i ren og skær vrede og det var noget som han aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle tilgive sig selv for nogensinde! "Jeg skal se hvad jeg kan stille op, Melania," lovede han oprigtigt. Der ville man fint kunne stole på hans ord. Han lovede ikke for meget, men han lovede i det mindste, at skulle give det et forsig. Han trak sig tilbage mod bygningen og indenfor, alt i alt, kun for at skulle søge efter Nathaniel og få dette ordnet op.

//Out