Hide in the shadows..

[Deleted]

Samuel havde virkelig heller ikke nogen intentioner om at skulle lade Kimeya gå bare sådan uden videre.. Han havde nogen ganske særlige planer med ham. Som han kunne se til at Kimeya valgte, at skulle gå ned i knæ og med det halvvejs smertefulde skrig, som i den grad var noget af det som han i den grad måtte bide sig mærke i, det var heller ikke noget af det som han kunne komme det mindste udenom lige for øjeblikket. Han smilede det samme hånlige smil, selvom han nu blev stående med kniven i sine egne næver og det var uden at skulle se det mindste væk. Han vidste udmærket godt hvad Kimeya var i stand til når det endelig kom så langt ud, at han for alvor ville ende op i det røde felt, det var han sjovt nok slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og med det tydeligt hånlige smil på læben. Han elskede Faith, selvom man vel tydeligt kunne stå ved i denne situation, at kærlighed i den grad havde gjort så voldsomt blind? Det var i den grad noget af det som bestemt måtte more ham mest, det var der heller ikke nogen tvivl om. Bare det faktum, at han kunne misbruge nogen på den måde, det var noget af det som han i den grad nød mest af i denne situation og han nød det så sandelig også i den grad, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han slap en svag latter, ganske svag og uden at åbne munden. Med en let bevægelse med hånden, så skød rødderne op fra jorden af, den ene slungede sig fast omkring Kimeyas hals og to andre omkring hans håndled, hvor han derefter blev tvunget til at blive siddende og med armene fast tvunget op af ryggen uden at han ville være i stand til at skulle komme nogen som helst vegne lige for øjeblikket, så havde Samuel så sandelig heller ikke nogen bekymringer for, at det skulle ende med at gå galt på den ene eller den anden led. Den tynde rod som havde slynget sig omkring hans hals, tvang Kimeya selv en anelse forover, så han virkelig ikke kunne gøre stort. Samuel gik om foran ham og gik næsten skræmmende roligt ned i knæ. Han var manden overlegen og han tøvede i den grad heller ikke med at skulle vise det overfor nogen som helst! ”Du kan ikke stoppe mig Kimeya.. Så hvorfor skulle jeg?” spurgte han med en kortfattet og rolig stemme. Hans sidste møde med Faith havde dog gjort det tydeligt, at hun var gravid eller havde født. Så sødt blod havde han ikke smagt i evigheder og det var nu alligevel noget som forekom ham selv ganske så sjældent, så der var han bestemt sikker på, at han ikke tog fejl af sagen. Han hævede kniven og lod den løbe langs Kimeyas kind. Efterlod en rød flænge med blod. ”Du kan ikke beskytte Faith eller jeres lille fra mig, Kimeya.. Så hvorfor ikke bare opgive det?" spurgte han i en svag hvislen.

[Kimeya Marvalo]

Det stivnede helt i Kimeya, da roden valgte at glide om hans hals og stramme let til, samtidig som de andre fast måtte tage omkring hans håndled og derved også holde ham fast. Når det kom til magi, så ville han slet ikke være i stand til at skulle kunne gøre det mindste modstand overfor Samuel og det var han udmærket godt klar over, selvom det nu i den grad ikke var en tanke som han bifaldte det mindste overhovedet. Han tvang blikket stille og roligt op mod ham istedet for, selvom det i den grad holdt hårdt. Han havde forbandet ondt i sin ene side, hans ene skulder brændt som bare pokker og lige nu var det virkelig bare så ubehageligt som det overhovedet kunne være og værst af det hele, så var det i den grad, at han ikke var i stand til at skulle gøre det mindste modstand overhovedet. Blikket måtte stadig tyde til den kraftige vrede som han følte i sindet. Samuel havde virkelig ramt alt for mange af de mange svage punkter set fra hans side af og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han vidste, at han ikke var en trussel længere.. et sted en lettelse og et sted i den grad også noget af det som gjorde denne situation, så mange gange værre for ham. Han kunne virkelig ikke fordrage at blive set på som en svækling! Han knyttede hænderne fast og med den næsten dræbende mine som han ikke lagde det mindste skjul på overhovedet. Han betragtede kun Samuel da han gled ned på knæ foran ham. Nu stod han selv i den situation, at han ikke kunne gøre det mindste for at forhindre hverken det ene eller det andet. Ikke at han var bange for ham, det havde han aldrig nogensinde været før, så hvorfor skulle han dog gå hen og blive det nu? Han kneb øjnene fast og advarende sammen. ”Jeg tøver ikke med at slå dig ihjel, Samuel.. Jeg siger det ikke igen.. Du holder dig langt væk fra dem,” vrissede han med en fast og noget så intens tone. Han var virkelig så vred som han aldrig nogensinde havde været det før. Kniven som strøg rolit nedover hans kind, fik ham dog til at bide tænderne svagt sammen og klemme øjnene let sammen, selvom det nu ikke var noget af en smerte som han ville vise direkte. Han vendte blikket igen i retning af Samuel. At han denne gang skulle bringe den lille på banen, var noget af det som for alvor gjorde ham så rasende! Vreden lynede i hans øjne, det var ikke noget som han overhovedet formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. ”Du holder dig langt væk fra dem begge! Hører du!!” hvæsede han denne gang med en stemme som var så rasende, at det hele måtte udbrydes som bare det. En så kraftig stemme, som han kun havde gjort brug af i den tid hvor han havde været leder, selvom det nu efterhånden bare var en fortid som han måtte se for sig, var forbi. Han prøvede, at skulle rejse sig, selvom det nu ikke gik som han ønskede det. Han kunne bare ikke. Han gav dog ikke op. Han nægtet at give Samuel det som han ville have!

[Deleted]

Kimeya havde lige vist Samuel hvilke svagheder han havde, og det var i den grad noget af det som manden i den grad ville formå, at skulle kunne gøre brug af, og det var i den grad også noget af det som han havde lyst til. Blodet som kunne duftes, selvom det i den grad var koldt og dødt, varn oget som han udmærket godt kunne fornemme omkring sig. Det var noget som kun måtte jage i den sult som han endnu ikke havde formået, at skulle stille for denne aften, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde tilbragt største tiden her sammen med Kimeya og han kunne virkelig ikke komme udenom, at han virkelig nød det som måtte ske og det at se ham reagere på den måde. At se ham så forbandet fastlåst som det han var lige i øjeblikket, var virkelig noget af det som morede ham som det meste, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Bare det, at se den store warlock.. som han havde været dengang, sidde så fastlåst og se de ømme punkter blive ramt igen og igen og at se ham reagere som han gjorde, var virkelig noget af det bedste ved det hele. At han ramte rigtig godt ved at nævne den lille, selvom han ikke havde nogen anelse om det skulle være en pige eller en dreng, så var det virkelig noget af det som ragede ham mildest talt. Han havde virkelig ikke meget til overs for børn, andet end at drive det uskyldige ud af dem og erstatte det af kulde og mørke. Han trak køligt på smilebåndet ved at se den vrede i Kimeyas blik, det at han for alvor lagde ud til at skulle gøre dette en så forbandet stor kamp om at skulle komme fri igen, så var det virkelig ikke noget som han ville lade manden gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vidste udmærket godt, at han slet ikke ville kunne komme fri bare sådan uden videre, så selvfølgelig var det noget af det som han ville undgå at skulle ske. Han vidste godt at der lå en enorm styrke ved en horror, hvis Kimeya selvfølgelig havde lært, at skulle kontrollere det selvfølgelig, og det var jo lige netop det som han ikke havde de fjerneste anelser om. Han knyttede selv den ene hånd, og endte med at skulle kyle den direkte mod Kimeyas ansigt. Han var virkelig ved at være træt af det her efterhånden og det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Du skal ikke belære mig Kimeya!” udbrød han med en fast tone. Han vidste, at en styrke af den kaliber som han selv kunne lægge i det – og som han selvfølgelig gjorde, så var der en meget lille chance for at Kimeya ville komme fra det med bevidstheden i sin egen kontrol. Og det var i den grad noget af det som han fint kunne anse som det bedste ved det hele lige for dette øjeblik vel at mærke. Den mand skulle virkelig ikke komme her og belære ham med noget som helst!

[Kimeya Marvalo]

Knytnæven som ramte Kimeya direkte i ansigtet, var noget af det som for alvor måtte slå ham helt ud. En smerte som han næsten ikke kunne eller ville lægge mærke til som stod så tydeligt i hans eget ansigt, idet han selv var røget direkte i græsset. Roden som havde lukket sig omkring hans hals og med dem som havde fast om hans hænder, som på sit vis ville holde ham siddende oprejst, fik ham nu til at falde til siden istedet for det andet. Her hvor han kun måtte blive liggende uden at skulle være det mindste ved bevidst. Styrken som Samuel havde lagt i slaget som havde ramt ham selv direkte i ansigtet, var ikke rigtigt noget som han kunne komme udenom, var noget af det som virkelig skulle til for at det skulle gøres således og på denne måde. Et svagt suk brød hans læber, selvom han nu ikke rørte sig meget. Alle de anspændte muskler endte omgående, med at skulle falde en anelse mere til ro og de knyttede næver endte med at skulle hvile fuldkommen slapt bag ham, da han selv var for langt væk til at kunne gøre noget som helst. Han faldt helt til ro i græsset uden at vide hverken til eller fra og selv ikke Samuels ord var noget af det som han havde nået at skulle opfange inden det hele var endt med at skulle gå fuldstændig i sort for hans eget blik.
//Out

[Deleted]

Samuel vidste udmærket godt, at han slog frygtelig hårdt når han endelig skulle slå og det var det som han udmærket godt havde set på Kimeya også, da han havde ramt og bare set til at manden måtte falde direkte ned i jorden og ellers bare blive liggende der. Med rødderne stadig omkring hans hals og håndled, så faldt han jo stille og roligt til side i det som meget fint kunne anses som en yndefuld bue. Kimeya spillede nemlig en storslåede plads i de planer som skulle udspilles lige for tiden, så han var noget som de havde ekstremt hårdt brug for, så hvorfor ikke slå fyren ned og bare tage ham med sig? Samuel rejste sig roligt, selv da han med et let kast med hovedet, fik rødderne til at slippe deres greb omkring Kimeyas hals og trak sig tilbage i jorden som der aldrig nogensinde var sket noget som helst. Kimeya blev bare liggende i den samme stilling og fuldstændig slået ud. Samuel måtte dog næsten være forbavset ved at se hvor lidt der egentlig skulle til for at slå den mand ud. Der var virkelig ikke nogen tvivl om at den store warlock var død for længst efterhånden. Et sted var det jo tydeligt skuffet, men hvis det var denne mand som de skulle bruge for at få det hele som de ville have det, så var det jo bare ham som de måtte have med, hvad end om manden ville det eller ikke, det ragede ham mildest talt. Samuel fnøs kortfattet. Dette havde virkelig været enkelt.. alt for enkelt. Han rystede på hovedet, endte med at tage fat i Kimeyas slappe skikkelse. Nok var han en mand.. af kød og blod på sit vis, men varulven kunne man tydeligt mærke i hans krop i form af den faste masse. ”Enklere end jeg havde troet..” mumlede han med en lettere triumferende stemme som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Kimeyas skikkelse fik han roligt og stille tvunget over sin egen skulder og over ryggen, hvor han holdt ham fast med begge hænderne inden han roligt bare valgte, at skulle vende om og begynde at gå tilbage i retning af ham og Jaqias skjul. Det var nu at planerne for alvor skulle sættes i værk.
//Out