Hide in the shadows..

[Kimeya Marvalo]

Det var for længst blevet nat. Kimeya havde valgt, at skulle søge bare en anelse væk fra det store Mansion for at være den som skulle trække luften for en gangs skyld. Nathaniel og Liya havde taget sig af lille Cedric for øjeblikket, Faith havde travlt med sine opgaver som den store leder som hun var blevet, selvom det nu ikke var noget af det som han var meget for, at hun skulle stå med af ansvar. Han foretrak nu stadig, at skulle holde hende hjemme ved sig.. Holde hende tryg og beskyttet og holde hende lige der, hvor han vidste, at hun ville være helt og særdeles tryg, det var der heller ikke nogen tvivl om. Kappen hvilede trygt omkring hans skuldre, da han bevægede sig ned mod den store sø. Det var her der var så forbandet mange minder, både som godt, - lykkelige endda og så var der jo så selvfølgelig også meget af det stik modsatte. Han gik stille ned mod søen og stadig med kappen hvilende omkring sine skuldre og med kutten trukket over hovedet. Det var endelig ved at skulle gå deres retning og han kunne virkelig ikke bede om noget som kunne være bedre end det. Han havde Faith ved sig, hun kendte nu til så meget mere omkring hans fortid, selvom det i den grad havde været hårdt, at skulle åbne op på den måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig noget af det hårdeste og det sværeste for hans vedkommende og det i sig selv, sagde virkelig heller ikke så lidt overhovedet. Søen henlå i en utrolig.. næsten skræmmende stilhed, selvom det nu ikke var meget hen af det som han rigtigt reagerede på, det var der heller ikke noget nyt. Han lyttede efter bankende hjerter som ville afsløre andre i hans nærhed. Foråret var tydeligt på vej. Der var ikke mange spor efter vinteren længere og selv den kolde sne, havde valgt at skulle trække sig tilbage, hvilket i den grad var til hans egen store glæde, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Efterhånden havde han fundet sig til rette i sin nye tilstand, selvom fuldmånen stadig måtte være det faktum, som han måtte stå ved, at han ellers meget godt kunne undvære, selvom det nu aldrig ville blive sådan. Han sukkede dæmpet. Den tanke alene, fik ham til at skulle tænke på Cayla. Det var stadig den kvinde i hans liv.. af den betydning som en datter, som han havde mistet mere eller mindre alt kontakt med. Det var virkelig det som ærgrede ham mest af det hele, det kunne han heller ikke komme udenom. Han stillede sig ved søen og stirrede ud over den store overflade.. Det var underlig tomt.

[Deleted]

For Samuel var det stadig ekstremt akavet at skulle begive sig omkring Jaqia. Hans hemmelighed var kommet ud og stadig så havde han ikke rigtigt nogen anelse om hvor han skulle stå med hende eller hvor de ville ende for den sags skyld. Han kunne virkelig bare fortsætte med at skulle takke for sig, for ikke at have mistet hende helt. Igen var han ude, bare for at skulle have et eller andet at skulle give sig til, selvom det nu alligevel var noget som holdt hårdt nok. Han vidste jo hvad han ønskede, selvom han virkelig måtte nægte at skulle erkende, at han var endt med at skulle falde i den fælde! Han var ikke svag og han havde i den grad ikke brug for noget ømt punkt som de skulle have lov til at ramme i den anden ende, det tillod han i den grad ikke! Han selv kom vandrende ned af stien i retning af søen. Han gik aldrig nogensinde med vagter til at beskytte sig, det var og blev nu en opgave som han kunne påtage sig selv og det var bestemt også noget af det som han agtede, at skulle gøre det. Ligesom hans søster også, selvom det nu alligevel måtte undre ham meget, at det var hende som blev fremstillet som the big bad, når det jo selvfølgelig var ham selv som stod bag mesteparten af det slemme som de to gjorde sammen.. Hun var da den som faktisk var i stand til at skulle vise respekt, medlidenhed og andet af menneskelige følelser.. det var i den grad også der, at han valgte, at skulle fejle noget så grusomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket som hurtigt måtte falde til Kimeyas skikkelse, hvor det kølige træk hurtigt fandt vejen til hans læber. Ikke at han tøvede med sin egen fremgang på nogen måde overhovedet, da han roligt og stille, valgte, at skulle gå mod ham. Ikke at han var bange af sig, det havde han i den grad aldrig nogensinde været. Havde han overhovedet nogen grund til det? Han gik fuldstændig i sort i denne nat. Han var svær nok at skulle få øje på og selv med en kutte hvilende over hovedet. Han ville jo trods alt gerne have lov til at gå bare en anelse frit ude blandt folket selvom han vidste, at hans navn alene, var mere end nok til at skulle vække den uro ved selv de fleste og mange af de modigste også. En tanke som faktisk måtte more ham en hel del, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans skridt var lydløse og med blikket intenst hvilende på skikkelsen foran ham. Ikke at han kunne høre noget hjerteslag, så han måtte hurtigt fastslå at vedkommende var død – ligesom han selv var. ”Giv dig til kende..” sagde han kortfattet og med en svag hvislen.

[Kimeya Marvalo]

Det tog i den grad hårdt på Kimeya, at han slet ikke var i stand til at skulle snakke frit med Cayla som han kunne dengang hun var lille. Han vidste dog udmærket godt, at det hele var hans egen skyld og det var han heller ikke bange for at skulle erkende. Han var virkelig blevet en anden mand end det som han havde været dengang. Det eneste som virkelig måtte frustrere ham, var jo så at han slet ikke var i stand til at skulle vise det, udelukkende fordi at der ikke var særlig mange som ville give ham den chance og den mulighed til at skulle gøre det! Nathaniel vidste, at han ikke var den mand som han havde været dengang og Faith havde også fået lov til at se det og det var i den grad en trøst. Han manglede vel bare Cayla lige nu? Han lukkede øjnene stille. Fuldmånen nærmede sig og det var han klar over efterhånden.. Et par dage endnu, så ville det være der. Han kunne mærke det i hans egen krop. Han vendte blikket stille op efter månen og de mange stjerner som var over ham. Kutten gled stille ned, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. To gange igennem hans korte tid i Dvasias, så havde han fundet Faith lige her på dette sted og begge gangene havde det været Samuels værk.. Så han den mand, så ville han personligt ende med at skulle flå ham ihjel og det ville være uden at skulle tøve det mindste! Han vidste hvilken type at Samuel var, og det var virkelig også den eneste grund til at han valgte, at skulle reagere som han gjorde det lige for øjeblikket, og det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Stemmen som pludselig måtte lyde bag ham, fik det dog ganske kort til at skulle stivne. Det var nu og da en stemme som han genkendte kun alt for godt. Han vendte blikket bare en anelse over den ene skulder og kun lige til at skulle tage Samuels skikkelse i blik. Allerede nu kunne han tydeligt mærke den sitren som måtte tage til i hans krop, selvom han udmærket godt vidste, at det var meget begrænset hvad han egentlig var i stand til at skulle stille op mod en mand af hans kaliber. Ikke bare på grund af magten, men alt det som Kimeya havde brugt livet på at skulle lære, var blevet taget fra ham som det rene ingenting og det var virkelig noget af det som virkelig måtte frustrere ham mest! Deriblandt også derfor, at det havde været så forfærdelig hårdt, at skulle vænne sig til det, som han nu var endt med at blive. Et bæst og intet andet i hans øjne og det var virkelig hårdt nok i forvejen som det var. ”Jeg giver dig et gæt, Samuel,” hvislede han svagt igen. Den vrede som måtte hvile i hans sind, var ikke noget som han hverken kunne eller ville lægge skjul på. Han kogte allerede.. bare det at høre mandens stemme, var virkelig mere end rigeligt til at gøre det!

[Deleted]

Mange minder havde Samuel i den grad også efter det her sted, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hans møder med Faith og den gude smukke krop som hun måtte være bære af. Et sted var han nu selv ganske så usikker på, at Faith overhovedet havde fortalt Kimeya det, eller om manden havde været klog nok til at skulle tænke sig frem til hvad der var sket den aften. Og alligevel var det noget af det som han var fuldstændig ligeglad med. Han gjorde som det passede ham og det havde han jo trods alt altid gjort, så hvorfor lægge en ellers så god vane om? At det var Kimeya som han måtte stå overfor, var nu alligevel kun noget af det som gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det lange hår og den stemme, samt det blik som kun måtte vise den vrede og den foragt, var slet ikke til at skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han trak køligt på smilebåndet. Dette var da noget af det bedste ved det hele, det var der ikke nogen tvivl om. Af alle som han kunne møde på et sted som dette.. så møder han en mand og det er lige den mand som han ellers har ønsket at skulle møde. Den selv samme som sørgede for at de alle var endt ud i den her krig som de stod i lige i øjeblikket. ”Ser man det.. Den store Kimeya Marvalo? Jeg hørte om det.. At warlocken er faldet til fordel for en af mørket..” Han hævede sigende det ene bryn og uden at skulle vise det mindste frygt eller noget som helst. Lige nu valgte han virkelig bare, at skulle spille den ekstremt provokerende rolle. Han ville vække vreden, nu var det jo trods alt en mulighed for ham, at skulle have det bare en anelse sjov, så hvorfor pokker skulle han lade den chance gå fra sig? Det kunne da slet ikke falde ham ind! ”En skam at du er her alene.. Jeg savner Faith.. Har hun det godt?” fortsatte han med en rolig og tydeligt meget provokerende stemme. Han gjorde i den grad det hele med vilje og han var i den grad heller ikke bange af sig. Han var udmærket godt klar over Kimeyas tilstand som en horror og hvad der var sket dengang, det var virkelig også noget af det som gjorde det hele så meget sjovere for hans v edkommende, så hvorfor pokker skulle han lade det gå bare sådan uden videre? Han stoppede op bare ganske få meter fra Kimeya af og uden at skulle udvise tegn til frygt eller noget som helst som bare måtte minde eller ligne af det. Han vidste at horror var et voldsomt og frygtindgydende bæst for dem som havde kontrol... og ikke havde kontrol og han ville i den grad ikke udvise noget af det som ville sætte deres rovdyrinstinkter frem. Det var noget af det sidste, lige der var der også meget rovdyr i ham selv.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde nu ændret sig en hel del, så han tvivlede virkelig på, at Samuel ville kende til ham som den mand han var endt med at skulle blive i eftertiden. Han blev stående, selv da han valgte, at skulle komme nærmere, selvom han dog i den grad ikke brød sig meget om, at skulle have den mand så forbandet tæt på sig, som det han havde lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De grågrønne øjne hvilede intenst og næsten stift på Samuels skikkelse, sådan som han tårnede sig foran ham og med den samme provokerende mine, det var virkelig noget af det som virkelig for alvor gik ham på! Han kneb øjnene fast og advarende sammen. Nok var han et bæst på indsiden, men han formåede, dog stadig at skulle holde sig mere eller mindre rolig på ydresiden og det var sådan som han ønskede, at det skulle være. Han var virkelig ikke noget bæst i alle døgnets timer, han kunne virkelig godt beherske sig! At det var ham som havde gjort alt dette ved Faith var han slet ikke i tvivl om. Som en gammel leder, kendte han til mange af Samuels fremgangsmåder for at ramme sine ofre så tydeligt som det var ham overhovedet muligt og enhver vidste efterhånden, at Faiths krop var og blev hende et forbandet ømt punkt og han tillod selv ikke, at nogen skulle få lov til at komme tæt på hende, det ville han slet ikke høre nogen tale om overhovedet! Han vendte sig roligt, så han endte med at skulle stå med hele fronten til ham istedet for, at skulle stå med siden til. Jagten var endelig sat ind.. Han lod hovedet søge let på sned, selvom han dog så tydeligt kunne mærke den vrede stige mere og mere for hvert eneste øjeblik som passerede dem for øjeblikket. Han ønskede virkelig Samuel død og borte, og det kunne bare ikke gå hurtigt nok for hans vedkommende. At han valgte, at skulle omtale Faith på den måde der, var noget som han klart bed sig mærke i. ”Han står skam endnu. Bare ikke som han gjorde for hundrede år siden,” sagde han kortfattet som det første. Det var jo trods alt bare en sandhed og en kendsgerning som han måtte stå ved på egen hånd. Warlocken var død, selvom han stod endnu og det var i den grad også noget af det som var det værste for ham. Han sendte Samuel et fast og noget så intenst blik. ”Jeg advarer dig Samuel.. Du holder dig langt væk fra Faith!” hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Han ville slet ikke høre nogen tale om noget som helst andet! Det var virkelig bare det alene, som skulle få ham op på kogepunktet.. uanset hvad, så nægtet han bare pronto, at skulle give Samuel det som han ville have!

[Deleted]

Samuel kunne dog udmærket godt se, høre og fornemme, at Kimeya i den grad ikke var den samme, selvom det nu alligevel var noget af det som han kunne se lidt væk fra for sin egen del. Det ragede ham mildest talt, at tingene forholdt sig bare en anelse anderledes end det som det ellers ville have været. Ikke at det direkte var noget som gjorde ham det mindste, det gjorde trods alt også det hele meget sjovere for hans vedkommende. Warlocken den var død, det kunne han selv så tydeligt mærke og fornemme, hvilket alligevel kun var noget som måtte gøre det hele så meget sjovere for hans egen del og det var bestemt også noget af det som han bare nægtet at skulle lade gå frit, det var der heller ikke nogen tvivl om. At Kimeya virkelig skulle beherske sig, kunne han så tydeligt se, selvom det nu ikke var det som han valgte, at skulle reagere mest på lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let mod den anden side, så der kom et tydeligt knæk fra hans nakke, da det hele blev tvunget på plads igen. Det provokerende smil hang dog stadig tydeligt ved hans egne læber lige for øjeblikket og det var så sandelig heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på, nu hvor han endelig selv kunne stå overfor Kimeya på denne her måde. ”Det er sandt Kimeya.. Med andre ord, så er warlocken død og borte.. Han er væk, han er faldet..” sagde han kortfattet. Tydeligt, at det i sig selv, var ord i en udtalelse som ikke kom nogen former til diskussion ved ham, det var en konklussion som han allerede havde trukket, ellers havde han heller ikke stået der som han gjorde nu. Kimeya havde været en stærk og stor warlock, det var der heller ikke nogen tvivl om. Selv de mange historier omkring hans storhedstid var noget som havde kommet ham for øre.. En skam at en mand som han var faldet bare sådan uden videre, han ville i den grad kunne have været til nytte, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ved Kimeyas ord, kunne han virkelig ikke lade være med at smile. Det måtte vel have været ham som havde fundet Faith efter at han selv havde været i fuld gang sammen med hende. Det som i den anden ende nu ikke gjorde ham det mindste. Han havde i den grad nydt det så længe det nu havde måtte vare i den anden ende. ”Nårh da.. Kunne hun ikke holde til det?” Han hævede det ene bryn. Han provokerede og han vidste det.. Han ville se hvad Kimeya for alvor ville være i stand til at skulle gøre i øjeblikket. Han tog endnu et stille skridt mod ham og uden at skulle slippe ham med blikket. ”Kan hun ikke holde til legene med de store? Hvilken skam..” afsluttede han med et kort træk på skuldrene, som havde det været fuldkommen ligegyldigt for ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville virkelig ikke ende med at skulle flippe som bare det, selvom det i den grad var det som han var mest fristet til lige for øjeblikket, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Selv ved at skulle se at Samuel fortsatte med at skulle komme tættere og tættere på ham, så gjorde han virkelig ikke noget, selvom der dog ikke var nogen tvivl om at han i den grad måtte føle sig så voldsomt truet ved at skulle have den mand så tæt på sig, som det han havde lige nu. Han blev stående fuldstændig urokkeligt, næsten som en stor klippe i den voldsomme storm, selvom det dog nu kun var som en storm i et glas vand.. før eller siden, så ville det gå galt og han vidste, at det lige netop var det lille faktum som Samuel i den grad bare prøvede, at skulle få frem bare sådan uden videre, selvom det nu i den grad ikke var en tanke som han måtte prise det mindste. Samuels ord var virkelig som en kniv i det store kødsår og det gjorde ondt, selvom han nu vidste, at det bare var noget som han måtte lære at skulle acceptere, selvom det i den grad var så voldsomt hårdt med tanken til, at den warlock virkelig var død og borte. ”Tiderne skifter Samuel.. Det spørges bare om man kan følge med, og tro mig, det er ikke det som er mit største problem lige i dette øjeblik,” påpegede han med en kortfattet tone og med den klare og tydelige hentydning til Samuel selv. Det var virkelig bare ham som gjorde det hele lige i øjeblikket og det var virkelig mere end rigeligt til at skulle pisse ham godt og grundigt af mildt sagt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han tog et skridt i retning af ham, kun for at komme tættere på og samtidig også vise, at han i den grad ikke var bange for at skulle stå foran ham. Det havde han aldrig nogensinde været, selvom Samuel nu heller ikke lige var den mand som han ville vise den største respekt, og sådan havde det altid været. ”Det er dog ikke alt som ændres,” påpegede han med et kort, dog sigende hævet bryn. At han fortsatte med at skule køre rundt i det med hensyn til Faith, var virkelig mere end nok for ham til at skulle få ham trykket op i det røde felt for alvor og det var det som han var klarover, også måtte være mandens hensigt, selvom det nu ikke var den tanke som han brød sig meget om overhovedet! ”Jeg siger det kun en gang til.. Så hør godt efter, Samuel.. Du holder dig langt væk fra hende af, er du med?” spurgte han med en næsten vrede så tydelig i stemmen, selvom man vel ikke kunne tage fejl af, at han virkelig prøvede at skulle beherske sig, selvom det dog i den grad heller ikke var en nem opgave for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var vred og Samuel formåede virkelig kun at skulle gøre det hele så meget værre lige nu!

[Deleted]

Samuel vidste hvad han ville have og lige i en situation som denne, så kunne han vise sig, at skulle være en ekstrem tålmodig fyr, udelukkende fordi at han vidste, hvordan det skulle gå og hvordan det ville gå i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om og det var i den grad også noget af det bedste ved hele denne her situation og det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det samme kølige smil hvilede på hans læber, ikke at det ville falde det mindste overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge stille i den anden retning og uden at skulle rokke sig det mindste overhovedet. Han lagde armene roligt over kors, selvom han dog – ligesom Kimeya selv, var meget opmærksom på hvad der kunne gå hen og skulle ske i den anden ende, og det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tog virkelig ikke nogen chancer omkring denne mand, han ville bare have det fremprovokeret som han ellers var blandt de bedste til. Han ville vække den vrede som ville tvinge Kimeya til at gøre de ting som han i den anden ende ville gå hen og fortryde. Han var bestemt ikke dum. Havde manden været en warlock, så havde han heller ikke gjort som han gjorde nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Man skulle ikke just fremstille ham som en direkte dumrian! Hvad Kimeya måtte hentyde til, var dog ganske så oplagt, hvilket kun fik det samme provokerende smil til at hænge ved hans læber. ”Så sandt Kimeya.. Du faldt på halvvejen og prøver at komme op igen.. Faith faldt på halvvejen. Det er vel ikke gået op for dig endnu, at det er mig såvel som Jaqia som sørger for de skiftende tider? Tro mig.. De stærkeste er dem som vil komme igennem det her.. Og på den liste, befinder ingen af jer,” hvislede han med en svag og dog alligevel fast tone. Han gik en anelse tættere på ham. Det var ved at være tid og det kunne han mærke noget så tydeligt, at det i den grad var noget af det som måtte more ham mest, det var heller ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. ”Men dog.. Er den lille Kimeya vred? Jeg leger med dem som byder til det.. Hvis de ikke kan holde til det, så burde de holde sig indendøre som små hundehvalpe som stikker halen mellem benene.. Jeg ved ikke om du kender til hvad der skete den aften, Kimeya.. Jeg nød det til fulde.. Jeg må sige en ting; Hun har en gudeskøn krop. En skam at du står som den eneste til at se den,” tilføjede han næsten skræmmende roligt, så havde det været en ting som stod uden betydning for ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, hvad det var, at Samuel var ude på, selvom det nu ikke var en tanke som han bifaldte det mindste overhovedet. Han kneb øjnene fast sammen, selv uden at skulle se det mindste væk fra ham. Det var virkelig endt med at skulle blive en rovdyrs kamp dem imellem, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket som allerede nu bare måtte udstråle det tydelige had som Samuel satte i ham, ved at fortsætte med at skulle køre i det. Sandt at warlocken var væk, men han stod der jo trods alt endnu og endda i bedste vel. Han havde sin søn, han havde Faith.. hvad mere havde han brug for? Foruden det forhold som han havde til Cayla dengang selvfølgelig.. Hvad han skulle stille op med den pige, havde han virkelig ikke nogen anelse om. Det hele var vel bare.. tabt vel? Han stod tydeligt anspænt, han måtte virkelig tage sig selv i nakken for ikke at skulle ende med at gøre det ene eller det andet, som ville ende galt i den anden ende, lige på dette punkt, så vidste han udmærket godt, at Samuel var ham selv meget overlegen, selvom det nu i den grad ikke var en tanke som han bifaldte det mindste. ”Og du snakker, Samuel.. Har du nogen anelse om hvordan det står til rundt i Dvasias eller gemmer du dig på slottet sammen med din forbandede søster?” Han hævede sigende det ene bryn. Han knyttede hænderne fast, det var virkelig det sidste tegn til nogen former for advarsel set fra hans side af. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke om at Samuel havde været så tæt på Faith, selvom det nu var ganske tydeligt, da han nu efterhånden var meget godt kendt med Samuels fremgangsmåder og hans metoder for at skulle få det hele som han ville have det og det at ramme folks svage punkter, var noget som manden var fantastisk god til.. desværre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg siger det ikke en gang til, Samuel.. Du holder dig langt væk fra hende!!” hvæsede han denne gang med en kraftfuld tone. Han ville virkelig ikke høre nogen snak om at Faith havde været tvunget til det og i den grad ikke med en mand som Samuel! Det var virkelig kun den eneste grund til at han virkelig ønskede at skulle holde hende hjemme, så der ikke ville ske noget som helst. Han tog det sidste skridt ud mod Samuel og gjorde et kraftigt udfald for at skulle få fat i hans hals, for at holde ham fast. Han skulle flå mandens krop i stykker, nu hvor han selv måtte lade det bæst bare dukke en anelse op i hans krop og sind. Han vidste hvordan Faith havde det med sin krop, han vidste hvordan hun havde det med at lade andre komme tæt på sig. Han bifaldte så sandelig heller ikke tanken om det! ”Og jeg mener det!” hvæsede han med en fast tone, hvor selv de spidse hjørnetænder måtte træde frem i hans mundvige. Nu havde Samuel virkelig gjort det!

[Deleted]

Samuel vidste lige hvad han ville og han tøvede virkelig ikke med at skulle tvinge det frem i Kimeya. Han kunne udmærket godt se, at han presset Kimeya tættere og tættere på bristepunktet og han var nu også ganske så sikker på, at det nok meget snart skulle ske i den anden ende. Han gjorde bare ikke andet end at vente, tage det stille og roligt som han gjorde lige nu. Han havde sit på det rene og han var klar over, at han var Kimeya overlegen og det var i den grad noget af det bedste af det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det kunne han så sandelig godt stå ved også. Det kølige og tydeligt provokerende smil falmede ikke det mindste af hans læber, på noget tidspunkt. Dette var virkelig kun en situation som han var i stand til at skulle nyde som bare fanden mildt sagt. Han lod hovedet søge let på sned. Bare at han vovede at skulle udtale sig om Jaqia på den måde, var virkelig noget som fik hans alarmklokke til at ringe. Han kneb øjnene fast sammen. Han havde slået ihjel for en kommentar mindre omkring Jaqia. Han knyttede selv næverne, selvom han dog stadig forholdt sig frygtelig opmærksom. Han tog virkelig ikke nogen chancer efterhånden, det kunne nemlig tydeligt vise sig, at skulle blive alt for farligt i den anden ende, det var der eller ikke nogen tvivl om. Han havde gjort de fejl et par gange før og det var i den grad ikke noget som han brød sig meget om overhovedet. Det havde jo været så tæt på at skulle koste ham alt for meget. ”Jeg ved mere end det som du går og tror Kimeya,” vrissede han med en fast og næsten så dræbende stemme. At Kimeya trådte et skridt frem og gjorde et pludseligt og dog alligevel så ventet udfald mod ham, var noget som kun lod Samuel vide, at han havde ramt fuldstændig rigtigt. Han vendte sig kraftigt om, tog fat om Kimeyas håndled, hvor han derefter vendte sig om, tvang armen kraftigt op af hans ryg og trykkede ham direkte ned i græsset hvor han valgte, at skulle holde ham helt og holdent fast. Han gren ud efter den anden og tvang den lige så op af hans ryg. ”Sig mig en ting Kimeya.. Hvorfor pokker gør du alt det her for Faith?” spurgte han med en svag hvislen ganske så tæt på Kimeyas øre. Han holdt ham godt fast og uden at skulle slippe ham det mindste. Han valgte, at skulle lade det ene ben godt falde over Kimeyas skikkelse, for at hindre, at han kunne gøre noget som helst. Han var selv stærkere end det som man måske lige skulle tro.. Han var trods alt den som faktisk var skyld i det rygte som Jaqia havde fået kastet over sig. En tanke som faktisk måtte more ham ganske så betragteligt, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet.

[Kimeya Marvalo]

Det stivnede helt i Kimya, da Samuel bare valgte, at skulle gribe fat i ham, tvinge hans arme om på hans egen ryg, for derefter bare at skulle tvinge ham ned i græsset og holde ham fast. Han spændte fast i hele hans krop. Nu havde Samuel virkelig formået, at skulle gøre ham så frygtelig vred, at man skulle tro, at det var løgn! Han kogte virkelig på indsiden, også selvom han var udmærket godt klar over, at der ikke var meget som han selv ville være i stand til at skulle gøre mod en som Samuel og specielt med hans egen tilstand.. Bidt af hans egen datter, så var det virkelig ikke det som han lige havde regnet med, at skulle ende på denne her måde. Han havde virkelig mistet for meget på alt for kort tid, selvom enkelte af tingene var kommet tilbage til ham igen, hvilket han i den grad også var forfærdelig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det eneste som han bare lige måtte mangle bare sådan lige nu, det var i den grad hans magi, for den havde virkelig altid været det som han havde sat sin lid til og nu måtte han nøjes med de to væsner i denne verden som han ikke kunne fordrage overhovedet! Han bed tænderne fast sammen, knyttede hænderne fast og gjorde et kraftigt udfald for at skulle få armene fri, selvom det for nu slet ikke lykkes ham det mindste overhovedet. Han fnøs fast og vendte blikket ganske kort over sin skulder, alt imens han prøvede at finde mere støtte på benene som prøvede at finde noget fæste i jorden, selvom det i den grad var så forbandet besværligt. Blikket som måtte udstråle af den rene dræberfølelse og den foragt for den mand som Samuel var, var virkelig ikke til at skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Hvorfor tror du at jeg er villig til at gå igennem ild og vand for hende, Samuel? Hvorfor pokker tror du, at jeg er villig til selv at ofre mit liv for hende?” spurgte han med en fast tone. Han tøvede virkelig ikke, han fandt fæste til benene, sparkede kraftigt fra sig for at få muligheden til at vende sig om og derved også tvinge Samuel til at skulle give slip på ham. Tænderne endte hurtigt med at skulle bide ud efter ham, da han endelig havde fået vendt sig. Svaret var vel egentlig ganske så oplagt når man egentlig måtte tænke over det vel? ”Jeg elsker hende.. hvorfor pokker tror du, at jeg reagere sådan her ellers?!” hvæsede han fast. Han satte af fra jorden af, brugte hele kroppens masse til at skulle ende i et kraftigt tigerspring og satte begge hænderne direkte i Samuels bryst, for at skulle tvinge ham overende og derved også direkte ned i græsset. Nu havde han virkelig fået nok. Den mand skulle bare under ingen omstændigheder tæt på Faith. Det tillod han i den grad ikke! Den ene hånd lukkede sig fast om Samuels strube, også selvom han var klar over at det slet ikke havde nogen effekt. Manden trak ikke vejret, men det gjorde det muligt for ham selv, at skulle holde manden nede og det var hans hensigt ved dette. ”Hold dig fra hende, så er alt i skønneste orden, Samuel.. Det er min sidste advarsel!” hvæsede han med en fast og kraftfuld stemme. Han havde i den grad bare fået nok!

[Deleted]

Kimeyas ord var noget af det som tydeligt måtte sætte sig i Samuels hoved. Et sted kendte han udmærket godt den følelse, selvom der nu ikke var ret meget, at han kunne gøre ved det i den anden ende, og et sted, var det jo også noget af det som i den grad måtte frustrere ham og noget så forfærdelig voldsomt i den anden ende, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet! Han holdt stadig Kimeya fast under sig, selvom Kimeyas kraftige udfald med benene i den grad måtte være noget af det som i den grad måtte komme bag på ham. At han kom på benene, vaklede og blev overmandet af Kimeya som fast måtte lukke hånden omkring hans strube, selvom han dog stadig på ingen måde overhovedet, kunne vise sig at skulle være det mindste bange for den mand. Det havde han aldrig nogensinde været, så hvorfor skulle dette nu være et andet undtag for ham? Det kølige og stadig så voldsomt provokerende smil falmede ikke det mindste overhovedet. En latter var virkelig også det eneste som måtte bryde hans læber lige der og da og det var heller ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om i det hele taget. De rødlige øjne faldt direkte til Kimeyas skikkelse og uden at skulle se det mindste væk. Han kunne bare ikke få sig selv til at skulle være bange for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han fnøs kortfattet. ”Rygterne er virkelig så sande som de udtales Kimeya. Du er virkelig gået hen og blevet mere blød end en svamp,” vrissede han med en tydelig hånlig stemme og tone. Han greb fat om Kimeyas hånd som havde lukket sig omkring hans strube. Han kunne nemlig tydeligt mærke, at det blev mere og mere anstrengende, at skulle finde nogen som helst mulighed for talt i det hele taget og det var nu alligevel ikke noget som han brød sig meget om overhovedet. Han foretrak i den grad at have en ren passage til luft! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. Kærlighed var virkelig en svaghed og det var i den grad også det som måtte skræmme ham selv mest for nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var virkelig også den eneste grund til at han selv ikke havde fået den trukket længere sammen med Jaqia.. Heldigvis var det stadig noget som var ukendt for folket af Dvasias og sådan skulle det gerne forblive! ”Kærlighed gør svag Kimeya.. Det er på tide, at man lære det!” hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Han lukkede sin frie hånd omkring Kimeyas hals, lod neglene bore sig ind på begge sider af hans hals og skubbede sig kraftigt til side, for at få Kimeya ned under sig og derved også valgte, at skulle holde ham helt fast under sig. Dette var i den grad ikke noget som han fandt sig i! Han satte sig over Kimeyas skikkelse, fremdrog hurtigt kniven som han havde i bæltet hvor han derefter gjorde et tydeigt udfald og hamrede den direkte ind i Kimeyas side for at holde ham liggende under sig. ”Og hvis jeg var dig.. så ville jeg ligge helt stille..” afsluttede han med en svag hvislen og en yderst kortfattet tone.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig så vred, at det faktisk var svært for ham, at overhovedet skulle tænke klart. Bare det faktum, at manden fortsatte med at skulle ramme ham ved at snakke om Faith.. Hun var virkelig hans største og mest ømme punkt sammen med familien som han i den grad ville gøre absolut alt for at skulle beskytte. Han var noget af en familiefar.. han prøvede i det mindste og det var sådan som han altid havde gjort det i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. At det jo så mere eller mindre altid var gået galt, var jo så det lille faktum som han ikke brød sig meget om overhovedet og det var heller ikke lige det faktum som han ønskede, at skulle tænke mest på lige nu. Han sitrede af den rene vrede som han bare ikke formåede at skulle lægge det mindste skjul på. Hans øjne stirrede med den samme frygtelig tydelige intensitet som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Samuel havde virkelig ramt ham og det var virkelig noget som man skulle være blind for ikke at lægge mærke til. ”Du kender mig ikke Samuel..” vrissede han med en fast tone som kun måtte understrege den så tydelige vrede som han måtte sidde inde med for øjeblikket. Ikke at han skulle nå at give noget som helst af et form for svar på hans ord ellers idet han mærkede Samuels hånd omkring sin strube, neglene som måtte bore sig ned i hans egen hud, hvor han fast bed tænderne sammen. Han mærkede græsset igen møde hans egen krop og ryg, selvom han nu ikke gjorde det største ved det lige for øjeblikket. Han vendte blikket fast i retning af Samuel og med den samme vrede og så tydelige raseri som han bare ikke formåede, at skulle lægge skjul på. Kniven var nu det næste som han kunne tage i blik, hvor han endte med at stivne mere, idet at den hamrede direkte ind i hans side og strøg igennem alt det som hed tøj, hud, sener og muskler for at efterlade skaftet som det eneste tilbage. Han gispede fast, endte med at blive liggende fuldkommen stiv og næsten helt stille idet han igen vendte blikket fast op mod ham. Han kneb øjnene fast sammen. Nu var han da først endt med at skulle blive gjort noget så vred! ”Du skal ikke tro, at du har vundet, Samuel..” vrissede han med en fast tone som han ikke ville lægge det mindste skjul på. Han var virkelig bare endt med at skulle blive så vred! Han hævede hånden, tog fat om Samuels for at tvinge hans negle til at slippe, det gjorde nemlig helvedes ondt! ”Og hvis jeg var dig.. så ville jeg droppe de tøsetricks..” vrissede han fast. Han bed tænderne kraftigt sammen, satte fødderne direkte i jorden, hvor han gjorde et ihærdigt forsøg på at skulle vende sig om og sparkede fast ud efter Samuel, hvor han tydeligt kunne mærke, at foden måtte ramme solar plexus. Han skubbede og tvang Samuel af sig og prøvede igen at rejse sig op, hvilket var besværligt nok med en kniv siddende i siden!

[Deleted]

Samuel var udmærket godt klar over, at han var stærkere end det som Kimeya var og det var i den grad også noget af det som han valgte, at skulle gøre brug af lige i øjeblikket og han ville i den grad også nyde det så længe, at dette måtte vare og til nu, så måtte han da virkelig erkende, at han virkelig måtte nyde af det som skete. Nok at han selv fik et slag hist og her, men det var virkelig ikke noget som kunne sammenlignes med det, at skulle se chokket og den smerte i Kimeyas egne øjne. Det var virkelig en pris som var helt og særdeles ubeskrivelig for ham! Han sendte ham blot et køligt smil og holdt kniven godt på plads i hans side. Han vidste og kunne dog tydeligt se, at dette ikke var noget som var nyt for Kimeya. Enhver vidste dog efterhånden også, at den mand havde været igennem lidt af hvert, selvom det nu ikke var nget af det som han sådan rigtigt valgte, at skulle tænke over lige for øjeblikket, det var der heller ikke en tvivl om overhovedet. Han var virkelig sin egen herre! Han lod hovedet søge let på sned, selv da Kimea prøvede at tvinge ham til at skulle slippe ham. Han skulle kun lige til at åbne munden for selv at lade snakken falde over hans læber, selvom det nu ikke var det som endte ud som tilfældet alligevel. Han stivnede fast, da han kunne mærke knæet som tydeligt placerede sig direkte i hans eget bryst og derved også tvang ham til at skulle slippe ham og rulle af som Kimeya selv valgte, at skulle vende sig om. Han lod hånden fast falde mod hans brystben og trykkede forsigtigt på det. Det gjorde faktisk godt ondt! Han vendte sig fast i retning af Kimeya, da han valgte, at skulle prøve at komme op og selv uden at skulle fjerne kniven som det nu måtte se ud til. Han kneb øjnene fast og næsten dræbende sammen. Nu var det da i den grad grænsen selv for ham! Der var så sandelig grænse for hvad han fandt sig i! Han rejste sig roligt og med blikket vendt i retning af Kimeya. Den mand var da forfærdelig og ekstrem irriterende stædig selv for ham og han hadet det virkelig! ”Hvor meget tror du at du får ud af det her, Kimeya?” spurgte han med en fast tone. Han lod hovedet søge let på sned og med det samme faste og intense blik som bare måtte sige, at han virkelig ønskede, at skulle dræbe og slå ihjel. Han blottede sine spidse tænder i en fast advarsel.. Dyr mod dyr var dette nu endt med, det var der heller ikke nogen tvivl om. Samuel satte selv af som en tiger i fuld firspring i retning af ham, placerede hurtigt den ene hånd mod hans nakke og den anden som han lod falde til kniven som han trak til sig igen. Nu havde han selv bedt om det! Han trak kniven ud af såret og uden at skulle tænke det mindste af medlidenhed. Uden at tøve, slog han kraftigt ud efter Kimeyas skulder med kniven.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at det kun måtte koste ekstremt dyrt at kaste sig ud i strid med Samuel, men dette var virkelig noget som han fandt helt nødvendigt. Ikke bare for Faith eller deres dejlige søn Cedric, men også for Cayla og Junior hvis det skulle være dem som havde været udsat, ligesom det havde været dengang. Han var selv ganske sikker på, at det var det som var skyld i deres lille piges mangel på hørsel, selvom det nu ikke ændrede det mindste. Hun var virkelig en så dejlig pige, at man skulle tro, at det var løgn. Selv for ham og det var ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Han nåede kun lige at skulle vende sig i retning af kniven som stadig måtte sidde i hans sidde. Ikke at han blødte, han var jo trods alt et koldt og dødt væsen, men ubehaget var i den grad det samme som det ellers ville have været, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var virkelig så ekstremt ubehageligt, at man skulle tro at det var løgn! Han havde ramt Samuel og det var noget som han vidste. Det var det som han havde mærket, det var det som han havde set og manden havde jo trods alt også trukket sig væk fra ham, så helt ufølsom måtte han da heller ikke have været. Om Samuel kendte til Cedric vidste han virkelig ikke og så længe, at det forblev sådan, så havde han virkelig heller ikke noget at skulle klage over, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nåede kun lige, at skulle vende sig i retning af Samuel, da manden hoppede på ham. Han stivnede fast, da kniven bare blev trukket fri af såret, hvor han tydeligt måtte slippe det kraftige gisp. At kniven slet ikke stoppede, eller Samuel for den sags skyld, da den faldt direkte ned mod hans skulder og borede sig ned igennem skind, ben, væv, sener og muskler der også. Et halvvejs skrig kunne han ikke holde skjult, da han kraftigt gik ned i knæ, tvang derved også kniven ud af såret og kun for at skulle tage sig selv til det istedet for. Han vendte sig kraftigt og med den samme vrede i retning af Samuel og med vreden så tydeligt i blikket, at det i den grad også måtte være helt umuligt, at skulle lægge det mindste skjul på den. ”Lad min familie være, Samuel...” vrissede han med en fast tone. Han skar en fast grimasse, da han endelig vendte sig i retningen af ham. Han forholdt sig jo bag ham. Han blev siddende.. Ondt i siden og i skulderen. Det var besværligt nok at gå nu, samt det at gøre brug af den ene arm. .Det var virkelig dybt unfair!