I'm blinded by love

[Silia D. Diamaqima]

Natten var gået langt hurtigere end det som man ville have troet. Månen var væk, solen var istedet på vej op nu var det rent faktisk muligt at se langt mere end sne og vind kun med blus af en storm. Faith var faldet i søvn næsten lige efter hun var endt med at skulle hvile ind mod den store ulv, putte sig ind til den varme og i den grad bløde pels lige der måtte Junior have haft ret. Måske meget af de sidste to dage var endt med at hun lå i sengen og tvang sig selv i søvnen så havde det skænderi med Nathaniel aftenen i forvejen kun gjort hende udmattet og kun fordi hun var nået så langt op af den brandstige at hun faktisk var endt med at skulle svede mere eller mindre hele Nathaniels skjorte væk, billeder som i løbet af natten var nået at passere i hendes drømme eller mareridt utrolig mange gange, og det som kun kunne frembringe et lille smil et sted nød hun vel at det rent faktisk var hende der var rigtig på den frem for Nathaniel det var jo aldrig noget som var sket før som sådan. Efter at have hvisket ham de store ord, ord som virkelig var ment det var der ingen tvivl om, var hun endt med at skulle falde i søvn og for første gang i det der måtte inde om et halvt år med et smil på hendes læber, det føltedes virkelig som genkendte han hende selv i den ulveskikkelse, ellers.. man kunne vel få alt til at ske med små mirakler? Hendes vejrtrækning var langsomme og lange, og imens var hjertet faldet utrolig meget mere til ro, bankede stille og roligt mod hendes bryst. For første gang var hun den som kunne hvile trygt frem for at skulle holde alle andre trygge selv tanken om Cedric der lå oppe på børneværelset og snart ville vågne var ikke det som hvilede i hendes sind, end ikke efter hun i alle de måneder havde været tvunget til at skulle gøre sit bedste for at være mor for den knægt, nu følte hun vel et sted håbet omat Kimeya rent faktisk ville kunne dele det med hend eog træde til den som den anden forældre? Ikke en eneste skramme ud over de gamle ar hun bar fra diverse torturer og overfald var til at se over hende, hun lå der bare så fredelig for en gangs skyld, og han havde ikke langt så meget som en finger på hende, hun var stadig i et helt stykke. I løbet af natten havde det lange røde hår formået at skulle sprede sig vidt omkring i det store bur, hvor blandt andet end del måtte hvile omkring hendes ansigt, noget som hun efterhånden bare var vant til. At han endte med at skulle forvandle sig igen bed hun virkelig ikke mærke i, en gang tidligere var hun vågnet ved at Junior var ved at gøre klar til at skulle hente Cayla og deres lille prinsesse med sig op på værelset, være den lykkelige familie som hun virkelig ønskede at hende og Kimeya ville få. Heldigvis kunne man sige at Faith intet anede om at Nathaniel havde været nede, hendes stolthed rakte simpelthen for langt til at skulle overgive sig til den mand efter de ord som stadig hjemsøgte hende skabte den knude i hendes maveregion, Junior havde virkelig ret den mand behøvede ferie! Det blide strøg over hendes kind, var et som hun følte dog uden at det var i den fulde bevidsthed, hun sukkede næsten med et rent behag, endte med at strække sig en smule kun for at skifte stilling. Hun huskede tydeligt at hun havde hvisket at hun elskede ham, et sted så vidste hun jo at det var ord han med største sandsynlighed ikke ville huske noget som helst af, at det så ikke var tilfældet var vel et sted kun til hendes held? De store ord som endte gengældte, noget som hendes underbevidsthed opfangede men som ikke nåede hende specielt for ører. Den dovne krop lod strækkes i en smidig bevægelse, ikke at den var specielt lang buret var vel det som man fint kunne kalde mindst 5 gange større end hende selv? og ligeså var den vareulv han blev til, hun havde jo mere eller mindre bare været som en dukke i hans 'favn'. Øjnene slog stille op, mødste som det første de tremmer. Kulden i kælderen fik det til at at løbe hende koldt ned af ryggen det kunne til tider mine om det rene torturkammer med burene og de lænker der hvilede i dem, blodet som dryppede på gulvet specielt i Kimeya's burde vel efter at han kom til at kradse sig selv? Hendes hud var kølet helt ned igen næsten til det som måtte være minsgrader i den kulde! De klare skovgrønne øjne lynede ikke længere med den indre flamme, Junior havde virkelig formået at skulle tale hende til roen igen, det var også helt hans fortjeneste hun var endt med at skulle glide ned ved Kimeya's side. Hun mødte hans skikkelse, menneskelig ikke længere stor og pelset, lagde slet ikke mærke til det smil som per automatik endte med at skulle spille om hendes læber. At han var blottet var hun mildest talt ligeglad med, der var ikke noget på ham som hun ikke havde set før, for nu valgte hun mere eller mindre også bare at skulle søge hans blik fange den opmærksomhed. Nu ville man vel få at se om hun havde ret, og hun ville være den somskulle afvises?

[Kimeya Marvalo]

Junior havde mere eller mindre siddet ulvevagt igennem største delen af natten Faith havde hvilet i den trygge søvn ind mod Kimeyas store krop. At hun overhovedet havde formået, at skulle komme så tæt på ham uden at han gik helt grasat.. Det var kun tydeligt, at hendes tilstedeværelse ved ham have været genkendt. Han havde fået kastet Caylas kåbe omkring hendes krop og fået hende med sig op til soveværelset med deres lille pige trygt hvilende i hans arme. Det var jo tid for dem at skulle sove nu. Han lod Kimeya og Faith ligge alene, kunne bare for øjeblikket, håbe, at Cayla ikke havde set dem ligge der, at hun havde været for travlt optaget med alt mulig andet. Hvad der overhovedet var sket igennem natten, var virkeig ikke noget som Kimeya vidste det mindste om. At hun havde været oppe at skændes med Nathaniel vidste han ikke, selvom han dog kun måtte give dem ret i, at manden i den grad havde brug for ferie. Han arbejdede jo snart mere eller mindre alle døgnets 24 timer. Kælderen var et sted hvor Kimeya var vant til at skulle vågne alene, få baklet de lænker af sig og komme tilbage i sengs, hvor han ville ligge i adskillige timer alt imens han fik styr på den voldsomme migræne som dette ville give ham. Han ville hellere skade sig selv end det som han ville skade nogen andre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde i den grad ændret sig og han havde ændret sig meget faktisk. Nu hvor han også for alvor kunne sætte sig ind i den følelse som Faith havde haft i al den tid hvor hun havde siddet alene og han ikke havde været til stede.. det var bare en lille del af det som virkelig havde prikket til hans egen samvittighed. Den egoistiske og kyniske warlock var for længst faldet.. den faldt samme aften som Cayla havde valgt, at skulle sætte tænderne i ham og omgøre ham til en af disse bæster. Han kunne virkelig ikke fordrage det! Tvært imod, så måtte han virkelig bare hade det! Selvom han ikke havde meget andet valg end at skulle acceptere, at sådan var tingene, så var der ikke rigtigt noget at gøre ved det. Hvis alt dette havde været Juniors fortjeneste, så skyldte han i hvertfald manden en stor tak for det som han havde gjort. Han havde virkelig ikke ventet sig, at skulle vågne med Faith ved siden af sig, selvom det i den grad have gjort det hele så meget nemmere for ham.. Det gjorde det faktisk nemmere, det fjernede følelsen af den rene forbandelse som måtte hvile over ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han følte sig virkelig forbandet og han vidste, at han skulle gå igennem det her for resten af sine dage, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det. Han blev liggende stille alt imens han barem åtte se til at hun strækkede sin krop. Stor var hun ikke, men han elskede hende som hun var. Hun var perfekt i hans øjne, hvis man valgte, at skulle se bare lidt væk fra den stolthed og den stædighed som hun var bærer af.. I langt større grad end det som han selv måtte gå rundt med det i, det var der heller ikke nogen tvivl om. Lidt lignende et torturkammer, så var det kun det som Kimeya fandt som strengeste nødvendighed for at skulle holde det bæst på plads i ham, han havde virkelig ikke nogen selvkontrol så snart at månen rev i ham på den måde.. måske at det havde været anderledes bare i aften? Han vidste, at han skulle igennem månefasen endnu en gang når månen igen ville dukke frem på den store himmel i aften, så den hvile om dagen ville være strengt nødvendig for ham. De to dage om måneden var og blev virkelig også de sværeste for hans vedkommende og fuldmånen efter den første var virkelig altid den værste for ham. De grågrønne øjne hvilede i hendes blik og med det samme trætte og dog varme smil. Hans hoved dunkede som en i helvede, selvom han bare for øjeblikket, valgte, at skulle se lidt væk fra det. Hun lå der jo og så ville han nyde hvert eneste sekund som dette nu måtte vare, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans ansigt var præget af de mange nye ar og det samme var hans bryst og mave. Han var hård ved sig selv, men i hans øjne, var det bedre end at skulle gå efter uskyldige eller hans familie. Han tønkte virkelig i helt andre baner. Hånden hvilede stadig ganske så forsigtigt mod hendes kind, som han strøg varsomt og forsigtigt. Stadig havde han ikke nogen anelse om hvad han kunne tillade sig at gøre ved hende eller ikke, og det var i sig selv, noget som virkelig kunne frustrere ham og noget så voldsomt! "Jeg håber, at du nu kan forstå, at jeg er nødt til at låse bæstet inde," begyndte han stille. Hans stemme var frygtelig lav, dog ville hun være i stand til at høre den så tæt på som hun var lige i øjeblikket. Han havde en frygtelig hovedpine, han vidste dog, at det var selvforskyldt. Han ville have de lænker skulle være så stramme. "Jeg håber ikke, at jeg gjorde dig noget ondt.." endte han dæmpet. Han betragtede hende stille. Han afviste hende ikke, han søgte virkelig bare en forståelse. Sidst de havde snakket ordentligt, havde hun virkelig ikke indset hvilket bæst han var ved fuldmåne.. Nu ved han jo heller ikke om hun havde set det. Blikket hvilede i hendes, stadig let fortvivlet.. Hvad kunne han tillade sig at gøre? Han vendte blikket stille ned mod gulvet. Resterne af den varme pels lå de på, han lå blottet, selvom kulden ikke rørte ham det mindste... han var jo kold og død et sted? Han sendte hende et svagt smil. Det var noget som han havde savnet. "Det smil klæder dig virkelig.. det er savnet," tilføjede han stille idet han stille satte sig op. Han tog fat om lænken omkring hans hals og førte den over hans hoved. Hans skikkelse som varulv var meget større end det som han selv var, så det var ikke noget problem. Han lod lænken falde tungt mod gulvet og så igen på hende. Den ene hånd førte han til hans tinding som han masserede forsigtigt med sin pegefinger og langefinger. Det dunkede virkelig ekstremt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ingen idé om at Junior var den som havde sat og holdt vagt et sted var hun vel også ligeglad det var en af de aftener hvor hun valgte at lukke hjertet op og overfor Junior så turde hun godt, hun vidste at han ikke så på hende som svag af den grund, den dreng var virkelig så meget hen af deres mor og hun var uden tvivl begyndt at holde af ham, vel et sted direkte elske ham som den bror han var gået hen og blevet for hende, hun fortrød ikke på noget tidspunkt at hun valgte at skulle huse ham, hverken for Cayla's, hendes eller hans egen skyld, hun var dog ked af at hive ham til Dvasias i hendes øjne var det ikke et sted han hørte til slet ikke med Jaqia så tæt på, det var hende som hun for tiden varmest opmærksom på, hun ville ikke risikere flere familie medlemmers liv og lemmer, hun havde jo selv været offer for det egotistiske søskendepar og mere end blot den ene gang. Hun havde stået og betargtet hans kamp med lænkerne, et syns om vel kun måtte skræmme ikke mindst fordi hans voldighed gjorde at det kunne se ud som alt hukommelse blev udslettet, hun forstod i den grad hvorfor han var nødt til at skulle lukke sig selv inde i det bur ligesom Cayla, det var baedre end at skulle gøre skade på et familiemedlem og hun var klarover at der stadig måtte hvile det bæst i ham, selv da hun valgte at skulle lægge sig ved ham bare et par timer tidligere, det var vel også endu en grund til at hun følte sig frygtelig stolt over at alt han havde gjort var at skulle holde om hende? Brumme ved hendes små strøgover hans kind, den bløde pels frem for den kølige hud, for hendes dell så var det virkelig det samme selv som ulv måtte hun elske ham, sagde det ikke bare det hele? Det var kun ham og hende, hun kunne fornemme at de andre var taget bort, hvilket også gjorde at hun kun var sikekr på at Cayla intet lagde mærke til ellers ville hun ikke have haft tid til at vågne nu og kun ved at føle Kimeya's søde kærtegn. Hun prøvede virkelig at køre scenerne i hovedet kun for at huske hvad som var sket men det eneste der poppede op va de store ord han havde skænket hend efor blot få minutter siden, hun havde troet at det bare var sket i hendes drøm men hvorfor var det så nogen som sad sådan fast hos hende nu? At sidde der alene det var noget som uden tvivl gjorde ondt, og nu kunne han vel selv se det? hvorfor hun var blevet så påvirket hver gang han bragte hende nyheden om at hun skulle sidde alene længere tid, det var det savn og det længsel som slog ind, den samme som hun i øjeblikket sad med, det var længe siden den sidste hende og Kimeya blot havde lagt som det havde gjort gennem natten vel om han overhovedet huskede det, det betvivlede hun virkelig. Hendes blik faldt i hans, hun kunne atter genkende de gråblå øjne frem for de helt mørke hun næsten var i stand til at skulle spejle sig i. Warlocken var væk hun kunne allerede nu se at de i det mindste havde ret i den ting at han på den ene eller den anden måde ændrede sig, selv på grund af det væsen han var blevet noget som hun end ikke bebbrejdede Cayla for at gøre ham til, var det ikke for hende så var hun ikke i live ligenu, hun ville ikke sidde her og det var de alle vel klar over, det eneste som gnavede i hendes samvttighed var det at de satte Cayla i den situation. Hun kunne se de mange sår og ar som stadig måtte bløde en smule det var nye det var noget som hun tydeligt kunne se, og der sad hun uden en eneste skramme. Ingen af dem vidste vel hvad pokker de egentlig kunne tillade sig? Men hun nænnede virkelig ikke at skulle afvise ham, hånden lod hun ganske frit stryge over hendes varme kind, følte hans kølige hud "Jeg forstår det udemærket" endte hun med et stille nik, dog uden at smilet skulle ende med at falme, hun ville give hamd en forståelse uden tvivl nu var hun så tæt på det, en del af det et sted vel? Hun rystede fast på hovedet "Nej jeg har det helt fint.. Men du ser ilde tilredt ud" påpegede hun med en sigende mine, satte sig stille op og lod kun de lange krøller falde over hendes slanke ryg. Hun vidste virkelig ikke hvor de.. i virkeligheden stod, om noget overhovedet var ændret? og hun vidste værst af alt ikke hvad pokker hun kunne tillade sig noget som kun lod hendes hjerte banke fast det gjorde hende nervøs ikke at vide præcis hvad hun egentlig kunne tillade sig at gøre. Faith endte med stille at bevæge sig mod tremmer, fik fat om den dyne hun aftenen før havde ladet glide fra hendes krop, fiskede den ind i buret, kun for at vende sig mod Kimeya. Roligt pakkede hun ham ind, lod den søge over hans blottede krop, hun ville vel adlrig rigtigt vende sig til at hans krop var kold og at han ikke kunne føle kulde? Den varme var en som hun forsøgte at skulle lade sig indfinde. En rødmen tog til i de blege kinder ved hans ord ikke længere af vrede, tingen ændrede sig virkelig fra afvisning til at sidde her med et smil på læberne "I lige måde" endte hun med et lille glitm i de funklende øjne, hun nød virkelig at se ham smile selv på trods det var ganske svagt. Hun kunne tydeligt tage den hentydning omkring at han havde ondt i hovedet undrede hende slet ikke, det var igen de konsekvenser. Tøvende og ganske forsigtigt endte hun med at kravle om bag ham "Stoler du på mig?" endte hun stille. Måske et ganske direkte spørgsmål, men tindingerne var et af de farligere steder man ville ganske hurtigt være i stand til at dræbe langt fra det som hun havde i sinde, hun ønskede kun at gøre det en smule lettere for ham

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig en så voldsom hovedpine, at man skulle tro at det var løgn, men i hans øjne var det virkelig bedre end at skulle skade, sågar dræbe sin egen familie. Kom det bæst i ham fri af de lænker, så vidste han, at det var dømt til at gå galt. Det var derfor at de skulle være stramme, selvom han jo så måtte tage konsekvenserne af det senere hen. At se Faith sidde der ved siden af ham.. hvor længe hun havdde siddet der, det havde han virkelig ikke nogen anelse om, men bare det faktum, at hun havde siddet der, det gjorde ham faktisk glad. Det lettede ham noget så voldsomt at have hende så tæt på sig, at man skulle tro at det var løgn. Det var en så ekstrem stor ting for ham. Hun kendte nu til begge hans sider.. eller.. den menneskelige havde ændret sig en hel del siden dengang. Han vidste bare ikke rigtigt hvordan han skulle gribe tingene an, hvordan han skulle forklare hende det, hun havde jo selv vist ham så mange gange til nu, at det var slut, at han bare havde valgt, at skulle acceptere det. Han fik fødder og arme viklet ud af de store lænker som det rene ingenting og kun for at skulle dumpe ned på jorden igen. Kroppen tydeligt præget af de mange gamle ar, som han slet ikke kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var bare den lille ting som han måtte bide i sig og skjule så godt som det nu var ham muligt. Hans krop var tydeligt mere muskuløs, det var virkelig kun varulven i ham som gjorde lige det. Han behøvede ikke at træne for at holde kroppen i form, det hele kom virkelig bare automatisk. Han nikkede med en lettere taknemmelig mine mod hende. Hun forstod ham da og hvorfor han måtte låse det bæst væk.. det var jo heller ikke fordi, at han var direkte stolt af den som han var, han vidste jo hvordan man så på horror i samfundet.. en ulykkesfugl og måske, at der faktisk var noget om det? Man kunne jo ikke direkte sige, at han havde været heldigstillet på noget som helst tidspunkt igennem de sidste mange måneder. Nu havde hu jo set hvilket bæst han var når han ikke havde kontrol.. Det var jo bare oplagt, at dette var noget som skulle skjules og det skulle helst skjules så længe, som det var ham overhovedet muligt, at holde det bæst i skak og der stod Nathaniel virkelig som en uvurderlig hjælp.. Han havde jo heller ikke haft andre at skulle gå til. Han så stille ned af sig. "Hellere det end at skade andre.. Så hellere påføre mig det hele selv.." Han holdt bæstet i bur, han nægtet at lade det vandre frit, selvom man vel ville se på det som det mest humane, så var han fuldkommen ligeglad. Han ville ikke slå sin familie ihjel, det ville han aldrig nogensinde kunne tilgive sig selv for! "Jeg overlever nu nok.. det er ikke første gang jeg ser sådan her ud.. Det plejer normalt at være værre.." han trak varsomt på skuldrene og uden at stoppe den lette massage af hans egen tinding. Det føles virkelig som hele hans hoved, var ved at eksplodere. Forbandede være eftervirkning af den store måne! Han kunne virkelig ikke fordrage det! Han vendte blikket mod hende, da hun valgte, at skulle pakke hans krop ind i dynen. Den havde hendes søde duft.. Noget som han i den anden ende, i den grad var så frygtelig bange for at skulle miste.. At hun ville tage Cedric og så bare gå.. ligesom hun havde gjort dengang Han kunne ikke lade være med at smile bare en anelse ved hendes ord. Han måtte virkelig bare tage sig sammen. At han sad med en større migræne, var noget som han virkelig bare måtte bide i sig, det var jo heller ikke første gang. "Jeg tror jeg har glemt hvordan man smiler.." mumlede han dæmpet. Han havde ikke smilet i måneder efterhånden. Ramt af ensomhed, jalousi og misundelse for hvad de andre måtte have.. familie og lykke og han gik rundt alene.. Han høstede vel bare frugterne af hans handlinger igennem det sidste lange stykke tid. Hvor dette ville føre dem i den anden ende, havde han virkelig ikke nogen anelse om og han var direkte bange for at skulle stille spørgsmålet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var virkelig forbandet usikker. Han drejede kun hovedet en anelse, da hun valgte, at skulle kravle om bag ham. Hendes spørgsmål ramte ham dog med en tydelig overraskelse. Måske, at de kunne skændes som hund og kat, men han tøvede virkelig heller ikke i, at skulle lægge livet i hendes hænder..der hvor hans hjerte stadig måtte være. "Det er da det dummeste spørgsmål jeg længe har hørt.. Selvfølgelig stoler jeg på dig.." endte han med en rolig stemme, stadig meget lavmælt. Fingrene kørte stadig rundt ved hans tinding. At hvile i et fuldkommen mørkelagt værelse og med den totale stilhed, var nu det som altid havde gjort underværker. Han blev siddende, så længe, at hun ville være der, ville han virkelig bare nyde det, og så måtte han handskes med migrænen bagefter.. den ville uanset være værre i morgen og han vidste det, det slog virkelig aldrig nogensinde fejl. Han lukkede øjnene stille, klemte dem lettere sammen, idet han stille førte den anden hånd op til tindingen og begyndte den lette massage også i den anden side. "... Hvad har du tænkt dig..?" spurgte han dæmpet. Han måtte bare vide det. Ikke fordi, at han ikke stolede på hende, men fordi han bare fandt det nødvendigt. Han sukkede dæmpet, det gjorde virkelig ekstremt ondt efterhånden! Han krummede stille i ryggen. Han havde bare brug for mørke.. hvor alt bare var sort og så bare stilhed.. Han ville bare ikke gå fra hende af nu.. Det ville han bare ikke.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde virkelig kun repsekt for den måde han gjorde det på at han traf det valg om at skulle ydmyge sig selv frem for at enede med at skade andre både familiemedlemmer men også uskyldige omkring, det var da en stor positiv ændring i det mindste at han for en gangs skyld accepterede hvad han var og hvem han var, det var jo noget som han op til flere gange havde haft store problemer med navnligt da han endte som vampyr men i den grad også da han var endt som en forbistret ånd noget som de begge havde prøvet, hun var efterhånden en som var nået gennem ganske mange racer hun havde da prøvet lidt af hvert måtte man sige. Efter det lange skænderi med Nathaniel hvorefter Junior talte hende til rette så var hun endt med at skulle putte sig ind ved siden af ham, og siden havde hun været der, hun kunne forestille sig at det var underligt ikke at vågne op alene men med hende ved hans side, til hendes egen lettelse vikrede det dog som om at han rent faktisk nød af den tanke frem for at skulle afvise hende endnu engang det var det hun var så bange for det var det som havde havde gjort lidt for meget både nede ved stranden og efter de var kommet hjem, lige til de var havnet i soveværelset om ikke andet, en fælde hun ikke burde være faldet i men sket var sket og hun.. Fortrød faktisk ikke. Nu kunne hun se begge sider af ham, lige der kørte Nathaniels ord i hendes hovedet at hun ikek kendte den mand han var blevet til, det var faktisk ord som sved efter alle de år med den mand og han var fremmede for hende? End Nathaniel som plejede ikke at kunne fordrage manden kendte ham langt bedre end det som hun selv gjorde? Hun betragtede ham roligt komme ud af lænkerne lettere end ingenting, han var jo trods alt meget mindre nu i den menneskelige skikkelse. Dynen var blevet puttet godt omkring ham hun prøvede virkelig at skulle sætte noget varme i ham selvom hun et sted godt vidste at det ikke var muligt, det var vel forsøget værd? "Jeg er glad for du ser sådan på det" endte hun kun med ærligheden i stemmen, hun var velt stolt af at det som han var ved at blive til? Faith nikkede medgivende "Vi må få ordnet de sår og rifter senere" den blide tone ikke den midste smule afvisnign som om intet af dette nogensinde var sket som om de aldrig var gået fra hinanden den tone hun normalt ville gøre brug af overfor ham, som det havde været før i tiden. cedric lå et sted trygt og sov, hun tænkte faktisk ikke på den knægt ligenu, Junior ville vel hente hende hvis han vågnede? Det håbede hun om ikke andet. Hun kunne ikke blive meegt længere hun var leder hun måtte vise sig lidt blandt de andre også og der var så megetf or hende at ordne, og så alligevel så fik hun virkelig bare ikke sig selv til at skulle gå ligenu, hun nød at sidde her sammen med ham, hun nænnede virkelig ikke bare at skulle tage Cedric og så bare gå " Det går nu ellers meget godt" påpegede hun roligt, lod fingrene stille glide mod hans hals hvor hun først og fremmest massrede de ømme steder efter kæden omkring, kunf or at løsne lidt for de muskler som måtte skænke ham den hovedpine. Et smil var efterhånden sjældent hos hende, hun græd ikke men det var tydeligt at hun ikke følte sig specielt lykkelig, synet havde hun igen og også den ønskede stillign men der var et tomhul et tomhul kun han formåede at skulle fylde ud, hun behøvede ham virkelig var det ikke tydeligt nok? Ingen af dem vidste hvad de kunne tillade sig og det var et problem som irriterede hende ekstremt ligenu, hun måtte vel bare prøve sig lidt frem? Smilet endte med at brede sig lidt ved hans ord, aldrig havde hun tøvet med at ligge livet i hans hænder hun var kun glad for han ikke følte betænkelighed ved at ligge hans i hendes. Hun satte sig på hug, følte det hårde gulv mod hendes knæer hvor kun det tynde kjolestof måtte dække dog noget hun valgte at ignorere ligenu. Stille førte hun ham bagover så han til sidst ville ende med at lade hovedet hvile mod hendes lå som en form af hovedpude. Fra halsen lod hun blidt de slanke fingrer søge mod hans tindingerne skubbe hans egne fingrer væk kun for at skulle tage over, hverken hårdt eller for blød, hun vidste at lige det sted var et ømt og farligt punkt men det ville hjælpe, hun havde virkelig ikek i sinde at skulle gøre ham ondt det var ikke noget hun kunne få sig selv til "Bare slap af" hun dæmpede tonen til en stille hvisken mere også for at skulle få ham ned i den ro.

[Kimeya Marvalo]

At de alligevel var endt under dynerne selv på trods af, at de begge havde accepteret et sted, at det hele var slut, var nu noget som Kimeya var glad for. Han fortrød virkelig ikke noget som helst, af det som var sket den aften, kun det faktum, at han havde været tvunget til at skulle skubbe hende væk, da han kunne mærke de kraftige sammentrækninger af muskler og de mange knogler som blev tvunget til at skulle gå ud af led, for at gøre plads til den massive ulvekrop som han måtte skjule så dybt i hans eget sind. Han havde ændret sig, han tænkte i den grad ikke bare på sig selv længere, det var der vel heller ikke nogen tvivl om? I så fald, så ville han hellere lade bæstet komme frem og lade det løbe løbsk som så mange ellers ville have gjort det. Det kunn han bare ikke få sig selv til, så hellere ligge med den massive migræne i et par timer og så være på toppen igen bagefter, det var et meget bedre bytte set i hans øjne. Han følte det lettet, at hun var der sammen med ham, at hun havde været der igennem natten, selvom det slet ikke havde været hans mening, at skulle holde hende oppe.. han vidste jo hvordan det var at skulle vær leder, han kendte udmærket ogdt til det stres og til det hårde arbejde, at hun så overhovedet havde valgt, at skulle blive siddende, var noget af det som faktisk måtte overraske ham mest, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg vågnede op med en andens blod på mine hænder.." hviskede han stille. Det gjorde virkelig så forbandet ondt at man skulle tro at det var løgn. Hans hovedpine var virkelig intens lige for øjeblikket. Han holdt øjnene lukket, alt for bare at lade det lille lys forsvinde for hans blik, bare det alene, gjorde underværker, det var jo derfor han normalt ville søge til værelset og ellers bare blive liggende der for adskillige timer af gangen. "Det nytter ikke noget, Faith.. det er 10 gange værre i morgen når den sidste fuldmåne er væk.." De to dage om måneden var virkelig det værste, selvom han efterhånden var så ganske vant til det. Cedric befandt sig nu meget i hans tanker også selvom ha nvidste, at knægten ville være i sikkerhed oppe på børneværelset. Han sov jo som en sten deroppe og det var noget som kun gjorde ham glad.. At knægten virkelig var faldet til ro her. Ikke at han så på huset som sit, det var og blev Faiths i hans øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ventede sig vel et sted at hun skulle afsted før eller siden og så tage knægten med sig, kun af den grund, at han ikke valgte, at skulle bevæge sig ind på det område lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogn tvivl om overhovedet. Han ønskede det virkelig ikke.. af hjertet, ønskede han hende jo stadig der.. sammen med ham. Hendes massage med de varme fingre mod hans hals, fik det til at stivne ganske let og specielt når hun ramte fuldstændig rigtigt. Han bar de tydelige mærker af den store kæde om halsen, der var virkelig ikke nogen tvivl om, at den virkelig måtte stramme godt til i den anden ende. Hans eget ønske.. han vidste at buret alene, ikke ville være i stand til at skulle holde ham. Han holdt øjnene lukket og til tider let med den grimasse som tydeligt måtte indikere, at hun ramte fuldstændig rigtigt. At hun førte hans hoved ned mod hendes lår, hvor han roligt lagde sig til hvile, fik det kun til at sitre i ham. Han havde ikke været så tæt på hende igennem så ekstremt lang tid. At hun så varsomt og forsigtigt måtte flytte hans hænder og selv tage arbejdet ved hans tindinger, hvor han roligt lod hænderne gribe om dynen og låse den mere omkring sin egen krop. Ikke fordi at han ville skjule sig, han havde jo ikke noget som hun ikke havde set før alligevel, så det havde virkelig ikke nogen betydning. Hun var så forsigtig. Han betvivlede virkelig ikke, at hun ikke ville gøre ham noget ondt.. Hun havde haft den chance så mange gange bare i løbet af natten.. Et bæst som ham fanget af kæder og i bur overfor en leder af dæmonerne.. Det var virkelig oplagt, hvem som ville vinde hvis de to parter skulle ende med at kaste sig i krig med hinanden, det var han virkelig ikke i tvivl om, selvom det nu slet ikke var det som havde nogen betydning for ham overhovedet.. Han knugede mere om dynen når hun ramte de helt rigtige punkter, han prøvede virkelig at slappe af, hvilket nu heller ikke var det sværeste, så længe, at hun nu måtte sidde der, det var han heller ikke det mindste i tvivl om. "Jeg prøver.." mumlede han stille. Han blev stadig liggende der sammen med hende, kunne så tydeligt føle hendes varme hud i kontakt med hans egen kolde, hvilket var mere end nok til at sætte det gys igennem hans egen krop. Hun prøvede at hjælpe.. hun hjalp ham igennem den hårde tid og det var noget som han virkelig kun var så frygtelig glad for i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han tvang stille de grågrønne øjne op og mod hendes skikkelse. Han havde virkelig kradset sig noget voldsomt i ansigtet denne gang. "Tak, Faith.." afsluttede han stille inden han igen lod øjnene glide i. Lod det hele igen blive helt mørkt for hans blik. Han prøvede at holde sig helt i ro, hvilket var betydeligt lettere når hun endelig måtte stå der sammen med ham, også selvom han stadig ikke havde nogen anelse om, hvad han havde tilladelsen til eller ikke.

[Silia D. Diamaqima]

Hun kunne virkelig ikke fortryde noget som hun ønskede så meget, bare tanken om at have været så pokkers tæt på ham igen den var virkelig kun ehagelig og kun fordi det var noget som hun evigt ville savne, hun ønskede ikke at være sammen med enhver alle vidste hvor ømtålelig hun var når det kom til hendes krop, det var et af de ekstremt hårde punkter der var at skulle ramme, de eneste frivillige der havde fået lov at komme tæt på nok på var Kimeya og så Nathaniel blot den ene gang og selv ikke efter det var blevet slut mellem hende og Kimeya havde hun søgt til nogen andre, så manglede hun hellere den ellers vidunderlige følelse af at have den nærhed frem for at skulle fnde det første og det bedste så ville den følelse hun nød vel også forsvinde helt af sig selv? Det gjorde virkelig ondt da han endte med bare at skulle næsten kaste hende fra sig men nu forstod hun det udemærket, måske også derfor hun ikek ville tænke så meget over det, de sad jo her nu, kunne fører en normal samtale frem for at skulle skændes eller kaste med æbler, det var jo så heller ikke fordi det var hvad hun havde lavet med Nathaniel hele natten mere eller mindre, det var virkelig endt galt det var første gang lederen var trådt i kraft overfor den mand der fantdes grænser for hvor meget hun ville finde sig i selv når det kom til Kimeya. Faith prøvede virkelig at skulle hjælpe ham, og ikke fordi hun var forpligtet til det ikke på grund af samvittighed men fordi Junior havde fået hende til at se at hun rent faktisk ønskede at hjælpe ham gennem denne tid om han ville lade hende så stod hun der gerne, det var vel fordleen ved at kunne ligge i stilhed ind til den store skikkelse man fik i den grad chancen for at skulle tænke det hele igennem. Stresset som leder var virkelgi til tider umenneskeligt hun burde ikke befinde sig her nu tiden var ikke til det men hun fik sig heller ikke til at skulle forlade ham, faktisk så overvejede hun stærkt om hun skulle søge til drypstenshulerne, gøre klar at hun ville være væk for en stund og at man kunne kommunikere med hende via hendes fønix, tage lidt af arbejdet med herhjem om man ønskede hende her om ikke andet, det var jo ikke længere hendes hjem hun ville ikke invitere sig selv, men hun vile ikkr rive Cedric og Kimeya fra hinanden og da slet ikke ligenu hvor det synes at gå så godt, desuden så kunne hun vel bruge det som en undskyldning for at kunne forblive tæt på Kimeya, og så bare håbe på at han ikke ville tage den afstand fra hende "Du er en god mand, Kimeya" endte hun stille, måske så upersonligt sagt men han vidste vel at når hun sagde det så var det fordi der lå en dyb mening i det, hun elskede ham for ham var han alt andet end upersonlig! "Så plejer vi dem imorgen" fastholdte hun stædigt som også for at sige at hun ville stå der imorgen om han ønskede hende til det, hun ville ikke vende ham ryggen nu. Cedric sov trygt og godt det var hun ikke i tvivl om ham måtte hun tage sig af lidt senere, eventuelt hun kunne lokke Junior til at kigge efter ham mens hun selv ville drage til det hjem hun langt fra anså som hendes hjem, bare for at hente de ting i tifælde af hun kunne få lov til at blive, lige der så havde hun igen intet at skulle have sagt. Hun kunne se hvornår hun ramte rigtigt det var hun ganske opmærksom på hun øsnkede virkelig at han skulle læne sig tilbage og slappe af, hun lod hans hovedet hvile i hendes skød, lod ham puttes godt under den dyne, som hun selv havde båret frem til det egentlig var blevet hendes plan at skulle tage hjem, noget som Junior talte hende fra. Hun masserede blidt og forsigtigt hans tidninger, hun var ham langt overlegen hun kunne nemt slå ham ihjel chancerne var mange men det var virkelig ikke hvad hun ønskede sig, at se ham død var ikke det hun ønskede det ville kun knuse hende selv. Det eneste hun gav ham igen ved hans tak var et lille smil, hun behøvede det ikke det var bare hvad hun lystede til at skulle gøre for ham "Bare slap helt af" endte hun igen i den blide hvisken, lod den ene hånd for en kort stund stryge ham over den kolde kind, igen hun prøvede sig kun frem.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya prøvede virkelig at gøre det så godt som det var ham overhovedet muligt. Han ville ikke skade familien og han ville ikke skade andre. Nu hvor han på sit vis faktisk kunne være i stand til at skulle leve i en form for fred og uden at han skulle tænke sådan meget på Jaqia og Samuel som han ellers havde haft måtte gøre det når han havde været warlock og deres leder. Han stod der jo ikke som nogen trussel længere og et sted var det en trøst og et andet sted så var det alligevel noget som irriterede ham noget så grusomt. Nu var det jo ham, som måtte mangle de mange eventyr, udelukkende fordi, at det ville være svært for ham, at skulle forsvare sig i tilfælde at det skulle gå helt galt i den anden ende. Han var jo efterhånden vant til at skulle være hjemme alligevel, han havde jo ikke det store at lave udenfor. Igennem det sidste halve års tid, havde han jo bare gået skiftevis fra kælderen og til værelset og det var jo mere eller mindre bare det. Han havde været tvunget til at skulle kaste hende fra sig, da han heller ikke ønskede, at skulle skade hende. Han mistede kontrollen når forvandlingen tog til, og det at skade hende..det ville han aldrig nogensinde kunen tilgive sig selv for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hendes ord var noget som alligevel måtte varme det kolde sind, direkte at blive kaldt for en god mand, var ikke noget som han havde hørt fra hendes læber før. Det var ord som han ikke ville glemme.. det glædet ham idet mindste, at hun var i stand til at skulle se det på denne måde og på det her tidspunkt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste, at der lå meninger bag når ordene kom fra hende af, det var virkelig sjældent, at hun overhovedet skulle skænke ham noget som kunne minde om komplimenter. Endnu en gang måtte han skære en lettere grimasse, da hun igen ramte rigtigt. Det gjorde virkelig ondt og lige nu ville han egentlig bare gerne have den ro. Han klemte øjnene lettere sammen og med et svagt suk. "Det.. glæder mig, at du kan se det.." sagde han med en dæmept stemme da han stille vendte blikket op mod hende endnu en gang. Han nikkede stille til de næste ord. Det ville være dumt, at gøre noget ved de mange ar og rifter nu, når det ville være meget værre i morgen uanset. Migrænen gjorde det svært for ham at skulle hvile op til fuldmånen, så det var umuligt for ham, at være helt udhvilet og nu hvor han var klar over, at Faith havde misset mesteparten af hans forvandling, så havde hun vel heller ikke direkte set, hvor smertefuld den var i udgangspunktet. Han nikkede til hende. "Jeg er bare glad for, at du vækket mig.." endte han dæmpet. Han var normalt vågen lige før fuldmånen skulle rive i bæstet i ham og virkelig gøre det hele så meget værre end det som hans tilstand var fra før af. Han ville elske at have dem begge ved sig så meget som muligt, nu hvor han endelig var kommet så godt ind på Cedric. Det var virkelig det som man var i stand til at skulle kalde for et far og søn forhold og det var noget som han virkelig var så utrolig glad for i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han elskede virkelig den knægt, han ville gøre alt for at holde knægten sikker, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han prøvede virkelig, at skulle holde sig helt rolig under hendes blide massage, bare det at lytte til hendes stemme, selvom hans hoved virkelig måtte skrige på en hvile i total stilhed og det sorte mørke oppe på soveværelset, så tvang han sig virkelig selv til at skulle blive liggende, bare for at være der sammen med hende. Hendes strøg mod hans kind, fik det til at sitre bare en anelse i ham. Det var virkelig en så voldsomt savnet følelse og alligevel.. han følte, at han havde oplevet det indenfor ganske kort tid. Han trak vejret dybt. I og med, at varulven var det stærkeste i ham, så var det lige netop den lille del som gjorde, at der var liv i ham i form af et let bankende hjerte, selvom han stadig var kold som et lig. Han var efterhånden bare så vant til det, at han havde accepteret ham som han var. Han snakket dog ikke med Cayla det mindste, selvom han accepterede det og ej ville klandre hende for det som hun havde gjort ved ham den aften hvor hun havde sat tænderne i ham. Han sank en klump i struben og lukkede øjnene. Han ønskede virkelig ikke at afvise hende, men han vidste lige så også, at jobbet som leder i den grad var forbandet hårdt. At hun ville være der i morgen også, var en tanke som lettede ham en hel del. "Jeg er bare glad for at du er der, Faith.. Det gør det hele meget nemmere for mig.." Han vendte igen de grågrønne øjne op mod hende. Han var kun ærlig overfor hende lige i øjeblikket. Han ønskede bare at hun skulle vide det. "Jeg har brug for dig.." afsluttede han stille og kun med en frygtelig ærlig stemme. Et sted blot et tegn til, at han vidste, at han havde gjort en forbandet fejl ved at afvise hende.. han fortrød virkelig så bitterligt.