I'm blinded by love

[Kimeya Marvalo]

At Kimeya og Faith var beslægtet kunne virkelig mærkes til tider og lige nu var det kun tydeligt, at skulle se. Hendes stædighed mindede skræmmende meget om den som Kimeya havde udvist det sidste lange stykke tid. Han havde direkte nægtet, at skulle opsøge Faith fordi, at han havde været bange for, at skulle knuse hende mere end det som han havde gjort igennem hans liv. Nu hvor han sov tungt og samtidig var i sin ulve skikkelse, så ville han ikke huske det mindste når han endelig ville vågne op igen og være sig selv, nøgen på gulvet og sikkert alene, som det han efterhånden var blevet så vant til. Ikke fordi, at der var ngen nyhed i det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nathaniel blev siddende på knæ ved siden af ham. Han løsnede varsomt og stille mundkurven og fjernede den fra Kimeyas store snude, hvor han varsomt og stille lagde Kimeyas store hoved tilbage mod det kolde stengulv. Han rørte sig knapt nok, han klemte kun lige øjnene sammen og knurrede kun en anelse. De skarpe tænder var i den grad tydelige i hans mundvige, det var ikke noget som kunne skjules det mindste overhovedet. Nathaniel vidste, at Kimeya nød den tid som han havde sammen med Cedric. Det var selv tydeligt for ham, at se at manden virkelig ønskede, at være en far for den knægt. I hans øjne skulle Faith virkelig lægge den stolthed og den stædighed bare en anelse fra sig, det ville virkelig ikke hjælpe nogen af dem i øjeblikket og i den grad ikke hende selv eller Kimeya for den sags skyld. Han havde fulgt Kimeyas udvikling mod det som han selv ville beskrive ved at skulle se manden blive voksen. Han var virkelig ved at skulle tage ansvar for sine handlinger og det var så sandelig også den eneste grund til at han overhovedet havde skiftet mening. #Hvis han ikke ønskede dig tæt på, ville han ikke have dig på soveværelset, Faith.. Jeg ved at du har været her i en dag eller to.. Jeg har set ham holde afstand, jeg har set ham sidde hernede alene kun i selskab af en gammel bog og en fjerpen.. Hvis han ikke ønskede dig ved sig, ville du ikke befinde dig i hans soveværelse her til aften,# påpegede han med en rolig og bestemt mine. Dum var han ikke, meget så han faktisk og andet var virkelig bare så logisk, at man skulle lægge det sammen i det store puslespil som egentlig ikke var det sværeste at skulle samle, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Kimeya jamrede bare en anelse, klemte øjnene sammen, da hans hoved faldt mod den ene side, næsten som han havde mareridt. Junior hævede blikket, da Cayla blev nævnt. Det havde jo kun været sandt, hun havde virkelig været lukket hvad ham angik. Han var virkelig bare frygtelig glad for, at han var kommet tæt nok på hende til at skulle komme helt ind på hende, det var der ikke nogen tvivl om. Han bed sig svagt i læben. "Det er sandt," medstemte han stille. Det var bestemt ikke for at skulle lytte, men når det gjaldt ham og Cayla, så ville han altså ikke bare sidde og se til. Nathaniel vendte blikket kort mod Kimeya og så mod Junior idet han valgte, at skulle snakke. Han sendte blot knægten et kort og neutralt smil, inden han vendte sig mod Faith igen. Han var selv for stædig lige på dette punkt. #Om han ikke ønskede dig ved sig, Faith.. Så ville han ikke have flygtet fra soveværelset, da forvandlingen tog til.. Jeg tør næsten vædde med, at du ikke kender til den mand han er blevet,# afsluttede han med en kortfattet tone. Han mente virkelig kun sine udtalelser. Kimeya havde virkelig ændret sig. Han vidste, at Cayla var mistet og deraf også af den grundv til at han bare valgte, at skulle lade det ligge, for ikke at gøre det hele værre, nøjagtigt som han havde gjort med Faith i sin tid. Manden havde virkelig lært af sine fejl, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. #Har du overhovedet set Cedric sammen med Kimeya, Faith? Han prøver virkelig at være der for knægten..# Det var ikke for at skulle give hende dårlig samtittighed, det var slet ikke hans mening, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han holdt virkelig af Faith, det gjorde han virkelig og han ønskede virkelig kun, at hun skulle være lykkelig. Han rejste sig igen, strækkede let i ryggen og måtte tydeligt kvæle et gab. #Måske fornuftigt i dine øjne.. Igennem alle mine år har jeg siddet og bedt dig om at følge hjertet.. til tider sågar også bedt dig om at gå mod det.. Hvad siger det dig nu? Følg det som du føler er det rigtige.. Selvom det går mod al fornuft og selvom det går mod hvad enkelte andre vil ønske..# Han vendte blikket mod Junior og Cayla. Denne gang stillede han sig faktisk på Kimeyas side, talte faktisk for ham i denne stund.

[Silia D. Diamaqima]

Det faktum at de var beslægtet var ikke noget som hun som sådan selv valgte at skulle bide specielt meget mærke i, men til tider var det virkelig tydeligt at de delvist var af det samme kød og blod, det var vel bare endnu en god grund til at de ikke burde stå her? Han var hendes bror og hun hans søster, det var virkelig forkert, hun vidste at skaden var sket for lænsgt uanset så sad hun igen kun med dynen omkring sig, efter en aften i hinandens elvskab fået dne nærhed til ham hun virkelig savnede ham ekstremt meget, skaden skete for længst bare dne aften Nathaniel var brast ind på et forfærdeligt tidspunkt og overbragt hende nyheden om det stamtræ som Moniqe måtte have fundet og sendt videre kun for at lade dem vide. Den store pelsede skikkelse så virkelig fredfyldt ud når den blot lå der hun var dog ikke i tvivl om at han imorgen ville få en ganske forfærdelig dag, hvorfor forstyrre det og gør det meget værre ved at skulle hvile ved siden af ham? "Der er mange grunde til at det ikke skal være mig og Kimeya.. Alle de tegn det var meningen at det skulle ende sådan her, Nath.. Vi ignorerede bare alt omkring os.. Jeg tør ikke mere, går jeg ind og ligger mig hos ham nu, så bryder jeg mine egne principper jeg risikere ikke at blive afvist endnu engang. Jeg har været her en dag nu før det mødte jeg ham på stranden, jeg er ligeglad med hvorfor han afviser men jeg vil ikke komme og tigge og bede eller kæmpe for noget som der intet hold er i" hun bed sig fast i den bløde underlæbe, hun var klar over at Nathaniel til dels havde ret, hun ville ikke være havnet i hans seng med ham hvilende ved hendes side hvis ikke han et sted selv ønskede det, hun savnede ham, det gjorde hun virkelig go hun vidste at det var for sent ikke at være svag når Kimeya vidste hvor meget hun egentlig ønskede ham ved sig, hun troede ikke på at skæbnen valgte at det var sådan de skulle ende ikke med alle de besejrede kampe de havde haft igennem tiderne, hun nægtede virkelig at skulle tro på at det bare ville være det. Det var virkelig gået op for Faith hvor meegt det påvirkede Cayla alt det som hun havde set og hørt gennem hele hendes barndom, Kimeya havde været fraværende lnagt det meste af tiden noget som jo kun betød at når han endelig kom hjem så var det med råb og skrig og det var det deres lille pige var opfostret med, hun kunne se hvor længe det tog for hende at åbne sig op for den mand hun selv elskede, at de så var endt lykkelige nu glædede hende virkelig kun at se. Hun sendte JUnior et taknemmeligt smil, det var noget som han om ikke andet kunne stå ind for "Netop.. Sådan skal Cedric ikke ende" fastholdte hun bestlusomt, hun kunne virkelig ikke følge hjertet denne gang ikke når det betød at det sårede dem hun holdte af, det var nogets om var gjort mere en rigeligt, denne gang måtte hun tænke på dem frem for hende selv.Hans ord gjorde virkelig ond. Det var langt mere end hvad hendes egen tålmodighed strakte sig til ligenu, Nathaniel glemte virkelig den rette måde at komme ind på hende på, det var så sandelig ikke sådan, hun rejste sig, sparkede stolen fra sig, tydeligt at nu var det umuligt at holde temperamentet roligt, nu var gnisten blevet til en brændende flamme "Nej du har ret Nathaniel" startede hun med en iskold tone dog frygtelig plaget af fustration "Du har helt ret.. Jeg kender ham ikke, og det har jeg for helvede ikke gjort i mange år, selv du kender ham bedre!" udbrød hun tydeligt fustreret, og med vrede i stemmen nu kunne hun ikke længere holde sig dæmpet, en rød blussende farve var taget til i hendes kinde,r kun som tegn på den boblende vrede hun følte, hendes hjerte bankede fast, det var næsten lettelse at føle den intense vrede den som gav hende det mod. Hånden blev hamret mod væggen, hun havde udemærket sert Kimeya med deres lille søn, flere gange taget sig selv med et smil over hendes læber når hun betragtede dem, hun ønskede virkelig at de skulle have et forhold, men hun var ikke sikekr på hun selv kunne være en del af det "Er du klar over hvor ondt det gør at være her? Er du klar over hvor ondt det gør når han tager den afstand fra mig? hvor ondt det gør når jeg ser på ham med Cedric og drømmer mig et eller andet urealistisk sted med en kernefamilie? Hvor ondt det gør at vide Cayla ahr det som hun har det når jeg kun ønsker det bedste for hende og Junior? Jeg kan ikke følge mit hjerte denne gang og slet ikke når han end ikke selv kan" den samme tone, det samme vanvttige blik, hun holdte af Nathaniel uden tvivl, men denne gang var hendes grænse nået hun ville ikke forsvare sig selv overfor ham!

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas kløer trak sig stille over gulvet og efterlod de tydelige kradsemærker. De kløer var voldsomt skarpe og det var noget som Nathaniel havde erfaret. Det lå skjult under hans egen skjorte og det var nu heller ikke noget som han ville lade Faith se eller kende til. Det var så sandelig også en af de meget få gange, at Kimeya overhovedet var kommet til ham for at spørge til hjælp, udelukkende fordi, at han ikke ville skade nogen. At han så blev efterladt med en noget så voldsom migrænse i den anden ende, var jo så det som de alle måtte tage hensyn til. Og som de alle sammen gjorde, lod ham ligge i et mørkt værelse uden så meget som en eneste lyd. Alle var stille til han selv kom frem for at nære sig for så at fordufte igen.. Det var jo sådan det hele tiden kørte mere eller mindre. Junior havde valgt, at skulle rejse sig. Han havde virkelig kæmpet med at skulle komme ordentlig tæt ind på Cayla og det havde vikelig været forbandet besværligt, selvom han nu var glad for, at det var ham som var kommet hende så tæt, det var dem som havde deres lille elskede datter, selv på trods af hendes handikap, så var det virkelig ikke noget som havde nogen større betydning for ham. Han elskede hende stadig som kun en far kunne elske sin lille pige. Han ønskede at beskytte hende ,og han ønskede id en grad også, at skulle passe på hende med alle midler som han overhovedet var i stand til at skulle tage i brug. De røde øjne faldt direkte til Faith og Nathaniel.. Han savnede at være den mand han var, et sted vidste han udmærket godt hvordan Kimeya havde det, hvis han havde været den store Warlock som de mange historier måtte omtale ham som. At det havde været hans egen bror, var noget af det som faktisk overraskede ham mest, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. At Nathaniel og Faith nu måtte lægge op til et større skænderi, hvilket ikke var noget som han brød sig meget om. Han forlod stille Caylas bur, sendte hende blot et beroligende blik. Han gik aldrig særlig langt væk, han var altid i stand til at skulle se hende. Det var et princip som han selv kørte med under fuldmånen. Han var det første som hun ville se når hun ville vågne.. ham og deres elskede lille pige, som han ville sidde trøstende med på armen som han altid havde gjort det. Junior kendte sikkert mere til Kimeya som den mand han var blevet efter at de havde gjort det slut og efter, at han havde formået, at skulle få Cayla roet ned. Cedric elskede at være sammen med Kimeya, det vidste de alle sammen, så tanken om en kernefamilie var jo aldrig helt væk? Det var vel bare Kimeyas fornuft som langt om længe havde valgt, at skulle sige stop, selvom de alle vidste, at han slet ikke var i stand til at skulle holde fingrene væk når det kom til stykket.. det var jo det som de havde set bare i dag, ved at hun havde ligget i hans seng. Nathaniel blev stående, selv da han lagde mærke til, at Faith måtte være den første som måtte hidse sig op. Dette var nok første gang, at han ville stille sig på Kimeyas side, men igen, så havde han også set hvilken mand han var blevet efter det brud med Faith. Han ahvde i den grad lært. #Jeg har kun set den mand som jeg har forbandet som pesten Faith. Jeg var imod hans handlinger, hans morale og hans etik. Handlinger som skred mod alt det som havde betydning af løfter. Den mand han var, er ukendt for mig, men jeg kender den mand han er blevet. Du ved virkelig ikke hvor meget han har kæmpet for at få det til at fungere, selvom i er adskilt, hvor meget han har kæmpet for at komme igennem det her for at komme videre, efter din beslutning til at det var slut..# Nathaniel var ærlig, de få gange han havde fået snakket med Kimeya, havde han end ikke været i stand til at skulle spore så meget som en løgn ved ham. Han havde talt direkte ud af posen når de endelig havde snakket, selvom det havde været tydeligt, at det var et emne som havde gået ham så voldsomt meget på. Nathaniel var faktisk stolt af den mand som Kimeya var blevet.. nu kunne han faktisk beskrives som en mand. Junior gik Faith i møde og lod hånden lukke sig omkring hendes. "Fald til ro søs," sagde han med en rolig og fattet mine, ikke at han ville hæve stemmen det mindste, det magtede han virkelig ikke og det ønskede han bestemt ikke. Han stod tydeligt på hendes side i den her sag. Han ønskede dem jo heller ikke sammen, selvom han ønskede at se dem lykkelige. Det var virkelig noget af et forfærdeligt dilemma. Nathanel blev stående uden at rokke sig det mindste overhovedet. #Du elsker ham Faith, det ved jeg at du gør, og jeg ved at han også elsker dig. Han brugte dage som leder på at sikre sig stedet her, for din skyld. Han brugte dagevis som leder på at sørge for, at du var i sikkerhed, søge og lede, lægge strategier for hvordan familien kunne holdes sikker.. Både dig og Cedric.. Det er ikke urealistisk hvis i begge vil det.. bliv her sammen med ham for i nat, find ud af det i morgen og tag den derfra.. Følg hjertet.. Jeg ved, at han følger hans,# afsluttede Nathaniel kortfattet. Han forlod Kimeyas bur med rolige skridt og uden at skulle slippe dem med blikket. Han talte gerne for Kimeya i den her sag, nu hvor han ikke havde muligheden for at gøre det selv. Junior sendte ham kun et tydeligt og trodsigt blik. Kimeya sov stadig, selvom det kun blev mere og mere uroligt. Nathaniel vendte sig mod Faith endnu en gang. Nu var han kun ved at være irriteret og der skulle normalt frygtelig meget til. #Jeg er den eneste som står der ved ham under fuldmånen Faith.. Den eneste som overhovedet hjælper ham igennem det her.. Det burde være dig som stod der.. Du står med hans hjerte i dine næver.. Hold op med at knuse det mere end det som allerede er gjort,# afsluttede han kortfattet, dog betydeligt mere bestemt end normalt. Han gik forbi hende og i retning af soveværelset til Liya. Nu ville han selv have sin søvn inden han skulle gøre klar for arbejdet når solen ville stå op.

[Silia D. Diamaqima]

Faih vidste udemærket at Kimeya langt fra var den type som måtte søge hjælp frivilligt, her var han vel tvunget til at skulle gøre det? For sikkerheden af hans egen families skyld? At se Junior sidde der med Cayla var faktisk et syn som kunne få hende til at smile invendigt, at se ham sidde ganske rolig og bare vente hun ønskede jo at gøre det samme med Kimeya men hun frygtede virkelig for at det i sidste ende ville gå ud over hende. Nathaniel irriterede hende ganske meget ligenu, hun var uden tvivl ophidset fyldt med en vrede der virkelig kun ventede med at skulle komme ud, der skulle intet til at vække den flamme det var noget han af alle burde vide, han gik ikke ind på hende som han plejede det eneste han i virkeligheden formåede var at gøre hende sur, hun ville ikke stå og forsvare sig selv, ikke når hun gang på gang var blevet bebrejdet for at være sammen med den mand, ikke når hun gang på gang havde fået hugget hånden af, nu var hun ude af det og så fik hun det stadig? Kunne hun overhovedet gøre noget rigtigt? Det forhold hende og Junior efterhånden havde fået i forhold til Kimeya og Junior, det var et bånd som hun virkelig kun var glad for, det var den bror som hun virkelig måtte holde af bare at se ham gå omkring, måden han behandlede Cayla på med tålmodighed, måden han holdte den lille pige på og legede med hende, hun kunne se at der var så stor forskel fra ham og til de andre brødre hun havde sig, den knægt var noget særligt og hun vidste det, gjorde ogs¨ganske meget ud af at skulle fortælle ham det, hun var trods alt typen som snakkede direkte ud i det blå, sagde hvad end som nu måtte passe hende. Faith valgte ikek at skulle besvare hans ord, hun frygtede virkelig for et større udbrud ganske snart, også grunden til hun bare valgte at skulle lytte. Hun betragtede Junior i øjenkrogen komme ud af buret og nærme sig hende. Hånden faldt i hans, den var klam af den brændende varme der buldrede i det indre tydeligt at hun var på kogepunktet. Hun sendte ham et smil som endte i en forvrænget grimasse, han skulle ikke blandes ind i dette det var ikek ham hun var sur på, hun var virkelig kun glad for at han som den eneste åbenbart lod til at forsvare hende lidt, den eneste som forstod hende. hjertet bankede fast så fast at man næsten måtte kunne høre det, det var mer end hun ville finde sig i, hun følte sig virkelig frygtelig alene, hun var ikke kommet for at skændes "Nej jeg ved ingenting, Nath.. Du ved åbenbart det hele" tonen var betydelig mere rolig truede dog næsten med at skulle knække over på grund af den kraftige dirren, meget kunne mans sige men hun prøvede virkelig at holde vreden igen for alles skyld, det var ikke hvad hun var kommet for. Han havde til dels ret, hun elskede ham, uden ham var hun ikke lykkelig, men der var virkelig ikke tid til at hun skulle tænke på sig selv ligenu, det var ligefør hun faktisk ville tro at det var Nathaniel som ændrede sig og ikke Kimeya, ligenu kunne hun end ikke kende ham, at forsvare Kimeya, direkte skyde krudt efter den samvttighed hun virkelig ikke burde have, selvfølgelig var det igen hende som gjorde alting forkert, sådan havde det altid været og sådan ville det åbenbart altid forblive, hun kunne vel ligeså godt vende sig til det? De sidste ord slog virkelig mod hende som en syngende lussing, hun følte huden blive direkte brændende, grunden til at hun slap Junior's hånd hun ønskede virkelig ikke at yde skade mod ham. Kinderne blusse i en stærk rød farve, de ord og så det faktum at han bar evendte sig og forsvandt, hun kunne høre hans trin op af trappen, det var virkelig alt for meget, lige der måtte den tydelige leder atter træde frem i hende, selv på visse punkter var hun ikke selv til at skulle genkende, men han havde trods alt heller ikke kendt hende sidste hun havde stået i disse sko. Uden tvøven endte hun med at løbe efter ham, med den den ene hånd som forblev lukket omkring hendes dyne, for ikke at skulle ende med at blotte sig. Hans skikkelse faldt hende atter i syne, hun tog de sidste trin i spring, indhentede ham hurtigt, fordelen ved at hun ikke var specielt stor på nogen måde, dog ikke til at tage fejl af hendes fysiske styrke. Den frie hånd greb om hans skjorte lod den trække sig sammen mellem hendes fingrer, kun for direkte skubbe ham mod den væg. Hendes blik afspejlede mildest talt flammerne som brændte i det indre, det var utrolig sjældent hun nåede så langt op af den røde stige, ligenu var hun faktisk komplet ligeglad med at hendes brændende hud ville ende med at svide ganske meget, skjorten var allerede ved at skulle sortes en smule, danne sig et hul "Okay nu lytter, og du lytter godt efter" kun en hæs hvisken for ikke ende med at skulle vække opsigt hos hverken Liya eller dem som måtte befinde sig nede i kælderen, og nu hvor han var så tæt på, så var det ganske tydeligt at høre hvilke følelser hun sad med i øjeblikket " For en gangs skyld prøver jeg at skulle gøre det rigtige for os alle sammen, jeg følger det råd som du i årervis har skænket mig og nu får jeg hugget hånden af for det? Jeg beklager at jeg ikke er så helvedes perfekt som dig, jeg beklager at jeg ikke altid kan finde ud af at gøre det rigtige, men jeg kan love dig for at jeg elsker den mand ulv, vampyr, warlock, det betyder ikke en dyt, det er den eneste grund til jeg for en gangs skyld vælger at holde det som det er.. Du får det til at lyde som om dette er ene og alene mit valg.. Nu går du op og ligger dig hos Liya kun fordi du elsker hende og du vil være der for hende gennem den svære periode jeg ved hun går igennem.. Men hvordan ville du føle det hvis hun afviste dig imorgen når hun vågnede op ved din side? Og stædigt holdte fast i den afvisning, uanset grunden?" hunholdte en kort pause heævede sigende det slanke øjnebryn og gav ham et fast pres mod væggen, så han var klemt mellem hende og den uden chance for at skulle komme fri "Kom ikke og bebrejd mig, jeg prøver, det gør jeg virkelig.. Men hverken du eller han gør det specielt nemt for mig vel? Jeg står måske med hjertet i hans hænder men knuses det er det udelukkende hans skyld, han lukker mig ude.. Jeg er ikke længere i stand til at lytte til et hejrte der end ikke hvad havd det vil med alle de sår, alle de ar og rifter, det er for længst knust i flere tusinde stykker delvis på grund af Samule, delvis på grund af dig men især på grund af Kimeya! Jeg er ikke perfekt, hvis det er det du gerne vil have frem, så værsågod, men for helvede hvor jeg prøver! Jeg kom ikke for at skyde pile, jeg kom ikke for at bebrejde ham, dig eller nogen anden, dette er mit hjem det har det været i frygtelig mange år og nu greb chancen sig, alligevel skal jeg stå og forsvare mig selv mod en mand som glemmer alle de pokkers gange jeg har sat alene, alle de gange hvor begge hjerter er blevet knust.. om ikke han ender med at knuse mig igen så ender jeg med at knuse ham sådan et det altid.. Dilemma mellem Pest eller Kolera, og du ved det.. Kom ikke og sig jeg er det store problem efter alt den tid, jeg er vant til at være det sorte får men hold kæft hvor jeg ikke finder mig i at blive talt sådan til, ikke af en mand som jeg holder mere af end jeg til tider gøre af min egen afdøde kusine!" jo flere ord som forlod hendes læber jo højere hævet blev stemmen. Tårerne var begyndt at skulle vise sig, det var tydeligt at alle ord var sande, et det påvirkede hende at han pludselig vendte hende ryggen på den måde frme for at tale til hende på en fornuftig måde som han plejede at gøre, hun holdte forbandet meget af den mand, måske hun et sted var skuffet over ham? Måske hun ventede lidt mere fra hans side? "Så gør hvad du vil, Nathaniel, men kom ikke og bebrejd mig det hele.. Hvis du kender ham så godt.. Hvis han har en at gå til, hvad fanden skal han så ærlig talt bruge mig til?" hun sendte ham et såret blik, det var som vreden gik mere i sig selv og istedet blev ertsattet af hendes usikkerhed det var sjældent hun åbnede sig på den måde, nu valgte hun bare at skulle tale, så måtte han jo gøre med hendes ord hvad han ville,nu havde hun udstillet sig for ham så måtte han hugge hånden af hende eller hvad han ville, hun var ærlig talt ligeglad. Hans skjorte var der blevet brændt et stort hul i, det var tydeligt blevet afsløret mærkerne efter de mange kløer dog intet som hun valgte at tage sig af. Hun slap ham ganske stille, dog uden at tage de atter funklende grønne øjne væk fra hans ene blå, rystede let på hovedet hvor de lange flammerøde lokker stille valgte at skulle glide over hendes skuldre "Dette var ikke hvad jeg kom hjem for" aflsuttede hun stille stadig i en vred otne men langt mere rolig. Hun bevægede sig ned af den samme trappe hun netop var kommet op af, burene faldt hende atter i blik på trods hun med vilje valgte at ignorere Kimeya's, hun burde virkelig ikke sidde med den samvittighed, det var ikke fair, det vidste han vel et sted godt? At bebrejde hende med alle de gange hun var den tilgivende, med alle de gange hun holdte ud kun for hende og Kimeyas skyld, for alt hun fandt sig, hun forstod det virkelig ikke, nogte måtte hun have gjort ganske galt, men igen - Hun var ikke perfekt. Kjolen samlede hun stille op, lod dynen falde, stadig ophidset nok til at glemme der overhovedet befandt sig andre i lokalet, lod istedet kjolen indfinde sig igen, og finde til rette "Når Kimeya vågner, så hils ham.. Og hver sød at sige at han kan beholde Cedric et par dage" mumlede hun kortfattet til Junior uden at skænke ham et blik, hendes vrede skulle så sandelig ikke gå ud over ham, det var udelukkende Nathaniel og kun fordi han ikke var fair, det var noget hun måtte holde ved. Nu ville turen vel gå hjem? Hjem til et sted hvor kun mere af den slags måtte finde sted.

[Kimeya Marvalo]

Nathaniel var udmærket godt klar over, at det var helt forkert måde, at skulle gribe tingene an på, men det var den måde som han nu måtte finde som den eneste. Han ville ikke blande Junior ind i det, da han i bund og grund ikke havde noget som helst at skulle have sagt i denne sag. Kimeya klarede sig udmærket godt selv, det havde Nathaniel selv bevidnet ekstremt mange gange det sidste halve år. Han havde ikke opsøgt Faith som han ellers ville have gjort det, han søgte og bad ikke om tilgivelse - som han ellers ville have gjort det.. Han havde virkelig ændret sig og i Nathaniels øjne kun til det bedre. At Faith så nægtet, at se det, var jo så det som gjorde, at han reagerede som han gjorde. Kimeya lod sig blive ydmyget på den måde, selvom det holdt ekstremt hårdt så snart at forvandlingen var i gang. Det var noget lettere at fjerne, end det som det var at få den store og krampagtige skikkelse lagt i lænker. Nathaniel havde taget den kamp op måned efter måned og han kunne tydeligt mærke på sin egen krop, hvor meget en skade, at Kimeya var i stand til at skulle forårsage i den skikkelse. Hånden som kun lukkede sig omkring hans skjorte og Faith som måtte tvinge ham op af væggen og sig selv foran. Nok var hun ikke den højeste man lige kunne passere på sin vej, selvom det dog ikke viste noget som helst, af hendes fysiske styrke. Man skulle ikke undervurdere hende. De brændende hænder kunne han dog udmærket godt mærke, selvom der skulle ganske meget til før han overhovedet ville reagere på smerte. Det havde Brandon fundet ud af. Han havde først reageret da pløkkerne var tvunget igennem hans lårben og hans overarm, kløbet hans knogler i to.. Han kunne stadig til tider have besvær med at skulle bruge det venstre ben udelukkende fordi at det var ekstremt ømt. Hans blik hvilede intenst i hendes. Smerten nægtet han kort sagt at vise desuden var det langt fra nok til at han ville reagere på det. Hendes argumenter holdt bestemt ikke vand, at drage en psykisk syg kvinde ind i billedet, gjorde virkelig ikke godt for hvilken situation hende selv og Kimeya måtte stå i. Han blev stående ganske enkelt urokkeligt. Lederen i hende, havde han blot set enkelte gange, men at se det så tæt på som det han gjorde lige nu, var ikke noget som han kunne huske, at han havde oplevet tidligere. Han hævede den ene hånd og tvang den omkring hendes håndled. Smerten bed han bare i sig. Hun skulle i den grad ikke have lov til at knække ham! #Jeg ved og kender Liya godt nok til at vide, at hun kun afviser mig på grund af hendes usikkerhed, Faith.. Du ved såvel som jeg, at hun ikke er frisk.. Det er virkelig ikke et vandbart argument at bringe på banen. Jeg elsker hende, derfor står jeg ved hende og ja, jeg ønsker at hjælpe hende igennem hvad hun har af problemer i hendes hårde periode.. hvorfor vælger du at tage afstand når Kimeya sidder midt i hans periode hvis du elsker ham?# Fortsatte han med en kortfattet tone. Han var bestemt ikke bange for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nægtet bare at skulle give efter. Han vidste, at dette stod direkte i strid med hvad han havde sagt til hende igennem.. ja gud ved hvor mange år, men situationen havde ændret sig meget, det var virkelig det som var hele hans pointe. Han bed tænderne tydeligt sammen, da hun presset ham mere op mod væggen. Han gjorde dog heller ikke det mindste for at skulle komme fri i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet. I hans øjne, handlede Faith direkte ud af egoistiske grunde.. Det var da ikke underligt, at Kimeya valgte, at skulle holde afstand så lang tid hun var her i huset. Han lukkede hånden fast omkring hendes håndled, han nægtet direkte, at skulle give slip. Han var langt fra færdig. Det var i den grad også første gang, at han havde stået i en situation hvor han direkte skulle skændes med hende..Selvom han ikke hævede tonen det mindste overhovedet. #Du vælger igen at fremstille dig selv som et stort offer i den her sag, Faith.. Har det nogensinde faldet dig ind, at i er et offer på hver jeres måde? Ligesom dig, så har han virkelig prøvet.. Han kæmper for ikke at begå de samme fejl som han gjorde dengang. Hvis dette var en situation som vi havde stået i for ti år siden, så havde jeg været lykkelig for udfaldet.. Situationen har ændret sig.. Kan du ikke se det?# fortsatte han stadig med en kortfattet og skræmmende rolig tone. Han var ikke ude på at hidse sig op, det klarede hun udmærket godt selv. Kimeya var bestemt ikke typen som opsøgte hjælp, ligesom så mange andre mænd, så var det et tydeligt tegn på svaghed, selvom det langt fra var det i Nathaniels øjne. Kimeya havde stået foran ham, bedt om hjælp til de hårde tider ved fuldmåne, udelukkende fordi ,at det var for hårdt at skulle stå der alene med det.. Det sidste som han så før forvandlingen, var Cayla og Junior i omfavnelse og det første som han så når han vågnede ved daggry, var dem sidde i favntaget med deres lille pige, det undrede bestemt ikke Nathaniel at Kimeya tog det ekstra hårdt. Han tog det som en mand efterhånden. Skjorten var tydeligt brændt, de mange dybe møder med Kimeyas kløer henover hans krop og bryst og mave specielt, var noget som tydeligt måtte melde sig.. det overraskede vel heller ikke nogen, at han blev bare en anelse mere aggresiv ved fuldmånen, selvom han ikke gennemgik nogen forvandling. Han kunne bare vise tendenserne til det, selvom han nu og vel formåede, at skulle styre det. De havde brug for hinanden, det betvivlede Nathaniel virkelig ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nathaniel mente virkelig ikke, at skulle vende hende ryggen, han ville bare vise hende, at der stadig var det håb som både hende og Kimeya måtte sidde med. Dette var hendes hjem, det var sandt. Kimeya omtalte det end ikke som sit eget længere, selvom det bar hans familienavn. Han så blot til som Faith måtte begive sig ned af trappen tilbage til kælderen. Han så stille ned af sig, hans krop selv lettere rødmalet, nu hvor det var endnu en skjorte som var ødelagt. Han sukkede dæmpet. Junior vendte sig mod hende, da hun endnu en gang måtte stå der. Kimeya var mere eller mindre vågen igen, selvom han lå og halvsov på gulvet. At se Faiths skikkelse, vækkede omgående hans opmærksomhed. Junior betragtede hende stille, et sted kunne han jo se at de ord måtte gøre ondt. Han så på Kimeya for en kort stund inden han vendte sig mod hende igen. Junior gik stille mod hende og lod hånden varsomt falde mod hendes skulder. At Nathaniel ønskede, at hun skulle blive ved Kimeya kunne han næsten gætte sig til, ikke at han bifaldte den tanke, men han ønskede da, at se sin søster lykkelig! De røde øjne hvilede på hende. "Faith..? Er du sikker på, at du gør det rigtige?" Han talte mere eller mindre som en voksen mand, han kunne jo selv se, at hans lille pige havde brug for både mor og far. "Jeg mener.. sig det til ham selv.. Han er vågen.." Han gjorde et stille hovedkast ind mod Kimeyas bur. Han lå stadig mere eller mindre helt stille og med blikket hvilende på Faith. Hovedet hvilende mod de store poter og med kæderne tydeligt strammet godt om hans hals og alle fire poter. "Jeg vil bare se dig lykkelig.. Ikke flere tårer nu.." Han rystede på hovedet, lod hånden mod hendes skulder, vende hende mod sig. Han vidste, at han selv havde frygtelig meget af sin mor i sig, ikke mindst det varme og lyse hjerte på trods af manden han var.. en spide.. en af mørket. Han så på hende og så op på Nathaniel som stod i døren oppe i trappen uden så meget som en lyd eller tanke for den sags skyld. "Jeg mener virkelig ikke at blande mig.. Cedric er jo en god dreng.. Han har vel brug for jer begge? Som min datter har brug for mig og Cayla." tilføjede han roligt og med et svagt smil. Han var klart faldet til i familielivet.. Kimeya så jo ofte til dem med en stor jalousi og misundelse.. det havde som oftest stået tydeligt i mandens blik, selvom han slet ikke havde været i nærheden af sit eget 'barnebarn'.

[Silia D. Diamaqima]

Nathaniels ord var nogle som virkelig stak til hende. Hun burde være den sm sad der? HUn skulle pludselig sidde der når Kimeya var den som lod hende sidde alene? Forstod han nu hvorfor pokker hun var blevet så pokkers vred? Hun ville ikke udstille sig selv som et offer for det var ikke sådan hun så sig selv, men en kvinde bygget af retfærdighed som Faith var det nskede kun den retfærdighed det gav vel lidt sig selv? At stå og blive brejdet for ikke at så der, at lytte til ord om hvor meget Kimeya havde ændret sig, hvad var der så egentlig at komme efter? Den mand pissede hende mildest talt af, det var den første gang de havde et skænderi af denne størrelse, selvfølgelig var der disutioner, men hun måtte vel erkende at hun havde ventet sig lidt mere af en mand hun stolede og holdte af på den måde, dette var langt fra hvad hun lige havde forventet en ting var jo at tage Kimeya's parti en helt anden ting var at få det til at lyde som om det var hendes skyld det gjorde det langt fra bedre hverken for hende eller Kimeya. Tårer var intet hun lod faldemere, det var som dengang hun var ude af stand til at skulle græde de sad fast ganske enkelt på grund af stoltheden, men hvor lystede hun sindssygt meget at lade dem falde lige i øjeblikket det gjorde ondt at få den ene på den anden lussing.. Var hun så hadet? Kun fordi hun prøvede at tænke på sig selv, hvad hun havde været igennem, hvad Kimeya var gået igennem. tænkte på Cayla's usikkerhed, hun nænnede det ikke igen, hun kunne ikke mere, efter alle de år, efter alle de episoder og der var ingen der ville se det fra hendes side? Der var ingen som bare ville sætte sig en smule ind i det? Ligenu stod hun ganske enkelt stærkt kun fordi hun tvang sig selv til det, hun ignorerede med alt magt at skulle se på Kimeya's skikkelse, hun kunne ikke ligenu. Som kjolen var faldet tilbage over hendes slanke skikkelse vendte hun sig roligt om mod hendes lillebror som så forsigtigt stod der, næsten sødt i hendes øjne. Måske hun hverken var høj eller bred men hun var en kvinde der ikke burde undervuderes, det var noget som ganske mange havde erfaret, end ikke Nathaniel havde jo set hende med hjertet af en leder før, hun plejede at søge en favn hos ham frme for selv at stå op for det som hun troede på, det var noget som i den grad var vendt tilbage til hende, og ligenu havde hun bare troen på en lykkelig familie frem for kærligheden. Det var tydeligt at se på hende at det gjorde ondt, ikke kun det faktum at hun stædigt måtte holde fast i at det var slut med den mand hun elskede, men også de ord der var blevet kastet i hovedet på hende og så fra den mand, det var det som gjorde mest ondt. Hendes hud kogede mildest talt stadig, selvom hun var faldet langt mere ned, nu sad der vel kun den samvttighed og den sorg hun i månedsvis havde valgt at lukke inde og kun tiggede og bad hende om at lade det komme ud. Hun var lykkelig med Kimeya men det var åbenbart ikke en lykke hun kunne forfølge.Hun sendte ham et lille smil der igen kun blev til en grimasse i kampen om at holde tårerne inde. Hun rystede let på hovedet "Jeg er aldrig sikker på jeg gør det rigtige Junior.. Som regel ender det åbenbart i det forkerte.. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg kan gøre noget rigtigt" endte hun kun med opgivende mine og et lille skuldertræk. Overfor ham var tonen betydeligt mere roligt, hun ville ikke lade vreden gå ud over ham han var den den eneste som vel også ville se det lidt fra hendes side. Ordene kørte igen og igen.. hun var ikke perfekt, det havde hun aldrig været, langt fra så var hun fuld af fejl men den stolthed kunne få det til at lyde sådan, hver gang hun lod til at træffe et valg var det en fejl. Ved hans ord måtte hun kort skæve mod den pelsede skikkelse, så fredelig så varm. Hendes hjerte hamrede, hun var stadig oppe at køre men tvang sig selv ned på det mere rolige plan det skulle virkelig ikek gå ud over Junior, han bebrejdede hende trods alt ingenting? Blikket gled tilbage mod Junior så fortabt og så opgivende. Det lykkedes hende med et lille træk på mundvien i den grad fremtvunget men det var vel bedre end ingenting? "Jeg har ikke flere tårer at græde af, søde Junior" endte hun stille. Efter alle de år så var de alle sammen blevet spildt på de mest mærkværdige tidspunkter det føltedes som om der bare ikke var flere tilbage og det var det som gjorde ondt, at hun lukkede den sorg inde og lod den vokse til den ville blive til en vrede der før elelr siden bare skulle ud. Selv Faith kunne se frygtelig meget af Elanya i ham noget som kun måtte glæde hende, han vidste at med hensyn til hans forældre var hun villig til at svare på alle hans spørgsmål, men han lignede virkelig deres mor frygtelig meget "Har børn ikke altid brug for begge forældre?" påpegede hun med et slankt hævet øjenbryn "Cayla voksede op uden Kimeya ved sig halvdelen af tiden.. Jeg vil ikke lade Cedric ende ligesådan han behøver os begge jo.. Sagen er bare den at dig og Cayla er unge.. Delvis nyforelskede.. I har ikke været alle de ting igennem endnu, måske vil i aldrig komme det. Jeg ved at båd du og Cayla ikke bryder sig om det faktum at jeg elsker Kimeya, det kan jeg ikke komme udenom.. Men der er virkelig ting jeg ikke savner ting som der ikke må ske en gentagelse af" afsluttede hun med et stille nik. Hun vidste at Nathaniel stod for enden af trappen hun kunne ane hans skikkelse alligevel ignorerede hun ham af alt magt, den mand skulle i den grad holde sig væk ligenu! Hunvar ikke kommet for at kaste æbler når hun selv boede i et glashus, men han tvang hende virkelig ud i en position hvor hun måtte forsvare sig selv kun fordi at han ikke gik frem på en retfærdig måde, det håbede hun at han var i stand til at se han var trods alt den vise i huset.

[Kimeya Marvalo]

Junior havde opsøgt Faith jævnligt igennem det sidste halve år og han vidste at dette ville være en meget mere passende måde, at skulle gå ind til hende på. At han lignede sin mor, var han fuldt ud klar over, selvom det nu stadig var noget som gjorde ekstremt ondt. Han havde aldrig nogensinde kendt til sin mor. Hun var blevet revet fra ham allerede dengang han havde været helt lille og hans far nægtet han at vedkendes.. I hans øjne, så døde hans far allerede samme aften som hans mor gjorde det. Han var nu kommet over det, han havde sit eget liv udenfor slottet i Procias. Han blev stående foran Faith. Han var selv en anelse mindre end Kimeya, men dog alligevel større end Faith, ikke at det havde nogen betydning, han vidste jo, at hun som leder uden problem ville være i stand til at skulle flambere ham som det rene ingenting hvis det var det som hun ville. Kimeya lå blot og holdt øje med dem. Han halvsov stadig, var for træt til at skulle rejse sig. Nathaniels eliksir ville jo trods alt holde ham i skak frem til daggryet, så han ville være ganske ufarlig, at skulle komme i nærheden af lige i aften. Junior betragtede hende med et stille blik, lige nu ignorerede han Kimeya fuldt ud bevidst, som han også gjorde det med Cayla når hun var i den tilstand under fuldmånen, selvom han stadig var opmærksom, så måtte de ikke give dem det som de ville have, det var noget som han allerede havde lært. "Det er løgn, Faith," afviste Junior med et let ryst på hovedet. Hun gjorde da en masse rigtigt. Hun havde da gjort rigtigt i at skulle tage Cedric med sig dengang og bare forsvinde.. Han forstod hende, han bebrejdede hende heller ikke. Han ville bare snakke roligt og fredeligt med hende, da han udmærket godt vidste, at det ville være en fremgangsmåde, som ville give så meget mere pote end det som Nathaniel havde valgt.. Han havde virkelig heller ikke set, at Faith lige så havde ændret sig.. at der også var en rigtig måde, at skulle gå ind på ved hende. Ingen var perfekt, han havde i den grad også mange af sine mangler, selvom det nu i den grad ikke var en tanke som han brød sig meget om overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. "Jeg ved godt, at jeg ikke burde blande mig.. men jeg føler alligevel for at sige det.. Jeg vil bare se dig lykkelig, Faith.. Jeg har set Cayla reagere under jeres skænderier.. jeg brugte hele natten på at trøste hende, da hun havde sat tænderne i ham.. Hun fortryder det ikke.. jeg er glad for at hun gjorde det.. for din skyld," begyndte han roligt. Han ønskede ikke ud i en længere søforklaring, men blot det faktum, at gøre det kort og præcist, så hans budskab kom frem. Han lignede sin mor på det punkt, han greb tyren ved hornene istedet for den lange dans udenom, som Nathaniel for denne gang havde valgt, at skule gå. "Hun voksede op uden ham halvdelen af tiden.. Du er ved at give Cedric det samme," påpegede han stille. Ved at skulle være adskilt fra Kimeya, ville knægten jo alligevel mangle den ene fremfor den anden halve af tiden. Han brød sig ikke meget om den. Lige det faderlige gen havde han selv efter sin mor, så meget havde han allerede fået at vide af mange, et sted hvor han så sandelig valgte, at skulle tage det til sig som en stor glæde og med en tydelig stolthed, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. "Jeg elsker virkelig Cayla.. jeg gjorde det.. selv da hun afviste mig. Man kan komme langt ved at kæmpe.. at lade modparten vide hvad man føler.. Du elsker ham, det vil jeg virkelig ikke blande mig i.." Han rystede let på hovedet. Man kunne heller ikke ligefrem sige, at han havde været heldig med hans kærlighedsliv.. både Angel og Camryn havde jo været forbi.. Camryn havde han ikke set i ekstrem lang tid og han vidste at Angel var død.. Selvfølgelig havde det gjort ondt, men han var kommet over det.. med familien som en ekstrem god støtte som han ikke ville undvære for noget som helst i verden. Faith prøvede at stå som den stærke, det kunne han se og det kunne han mærke. "Måske at vi er unge.. Det tror jeg nu ikke har nogen betydning.. vi ser det vel lidt fra en anden side end det som i gør?" Han hævede sigende det ene bryn. "Kimeya kalder på dig i søvne, Faith.. Jeg ved at han lige så også elsker dig.." Han bed sig let i læben, det var lige netop det faktum, som han ikke brød sig meget om. Lige nu kunne han bare være glad for, at Cayla var i sin skikkelse som ulv, hun ville ikke kunne huske noget af dette når hun endelig ville vågne op igen. "Hvis der er noget som jeg ved, at min mor har sagt til sine børn hele livet.. dem som hun så vokse op selvfølgelig.." Han trak på skuldrene.. Hans 'far' Lestat havde han set kun en gang dengang han var en lille knægt.. Han var vel lige så langt borte som hun var? Han skød den tanke let ud af hovedet. "Så var det, at man skulle følge sit hjerte." Han hævede hånden og lod den forsigtigt stryge mod hendes kind. "Fald til ro, gå ind til ham og sig alt det til ham som hviler som en byrde.. Jeg ved du ligger inde med meget.. Måske at han ikke vil huske noget når fuldmånen er væk.." Han trak let på skuldrene. Det var jo en måde at komme af med det hele på, samtidig som hun ville kunne tilbringe bare lidt tid sammen med ham. Han kunne se på hende, og ikke mindst også ham, at de havde brug for det. Kimeyas mørke øjne hvilede på Faiths skikkelse, næsten fortvivlet og forvirret, da han knapt nok rørte sig. Næsten som han lå der som intet andet end en tam hund som man bare kunne gå hen og kramme. Junior trak let på smilebåndet. "Jeg har selv haft problemer med mit eget kærlighedsliv siden jeg var helt lille.. Tro mig.. Jeg kan sætte mig i din situation, men jeg kan også se det lidt fra hans." Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg ved ikke hvad Nathaniel fortalte dig.. Jeg ved at han kender Kimeya meget godt.. jeg har hørt dem diskutere.. Eller.. Jeg har hørt Kimeya diskutere med Nathaniel.. Han siger jo ikke særlig meget som man kan høre." Han blinkede let drilsk til hende. "Dig snakker de meget om. Han er ikke kommet over dig.. Han savner Cedric. Jeg ser ofte, når vi har tøsen i stuen, smil og latter, at han bare står i døren, kigger på os, vender om og går igen. Jeg genkender kun det blik, Faith.. Det er en længsel.. gå ind til ham, få lettet dit hjerte," opfordrede han stadig med en rolig stemme idet han lukkede hånden stille omkring hendes, han trykkede den roligt og med det blide smil.

[Silia D. Diamaqima]

Junior var den som jævnligt opsøgte hende i drypstenshulerne, den eneste ud over Cayla hun rent faktisk lukkede ind, end ikke Nathaniel var så privelligeret, noget som også gjorde at hun helt automatisk havde langt større respekt for Juniors ord frem for dem Nathnaiel havde givet hende. For det første så bebrejede han hende ingenting, han snakkede ganske fair lige ud af posen med fair, mere skulle der virkelig ikke til før hun vile begynde at lytte, desuden var han den som vidste hvad pokker han snakkede om i og med at han fulgte dem begge to jævnligt, så hvordan hun udviklede sig, så hvordan han udviklede sig for Faith havde efterhånden fået pointen om at han var ændret med sig, men det var virkelig ikke nogte som hun selv kunne bruge til en dyt overhovedet ligenu, ikke så længe Kimeya lå der i en ulveskikkelse og de ikke selv havde chancen for at kommunikere. Hvor meget han egentlig vidste omkring hans egen familie betvivlede hun ærlig talt, hun havde flere gange nævnt de mindste spørgsmål og han skulle komme og få svar, hun ønskede virkelig at skabe et bånd til ham noget som lod til at være lykkedes ganske godt, det var trods alt også hende som gang på gang havde lagt hånden over ham for Kimeya. Faith stod der, måtte kigge op for at skulle se ind i de røde øjne der engang havde været grønne ligesom hendes egne, hun måtte se op til ham, et sted pinligt at selv hendes egen lillebror var højere end hende, men efterhånden havde hun vel bare affundet sig med at hun var ualmindelig lille og aldrig rigtig ville blive højere? Faith frygtede virkelig ikke for Kimeya han så så fredelig ud Nathnaiels eleiksir havde i den grad haft sin virkning, noget som dog kun glædede hende at han måtte halv sove gennem det hele, det gjorde det vel langt nemmere? Hun sukkede stille. Betragtede ham ved hans hovedrysten et sted så vidste hun jo godt at visse beslutninger var rigtige, men det var bare som om at alle andre sådet stikmodsatte hver gang hun virkelig prøvede så var det ikke godt nok, så var det endnu en fejl hun gjorde sig. Tungespidsen gled blidt over de rosa læber, hun var betydeligt mere rolig nu hvor hun stod overfor Junior, hendes hud var begyndt at kæle ned, noget som kun resulterede i at den var endt fugtig og klam efter det store vredesudbrud. Junior valgte virkelig at gå ind på hende på en helt anden måde, han var den som kendte hende næsten bedre end Nathaniel efterhånden vel? Han fik hende til at tænke frem for bare at skulle træde længere og længere op af brandstigen "Du råder mig Junior.. Egentlig dybt pinligt det er vel mit job som søster? Fortælle dig omkring unge tøser og kærlighed? Ikke omvendt" et lille smil endte med at titte frem over hendes læber. Hvad hun prøvede at sige var vel bare at hun værdsatte at han ikke bebrejdede hende, værdsatte at han stod der for hende når hun virkelig behøvede det "Jeg ønsker at være lykkelig.. Kimeya er en frygtelig stor del af mig, men du har ingen idé omhvor mange gange Nath har hadet mig for at skulle elske dem mand.. Du ved ikke hvor meget mine egne søskende, min egen kusine prøvede at banke fornuft ind i hovedet på mig, det er svært når alle pludselig skifter mening, jeg nægter at se familien falde fra hinanden igen, kun fordi jeg tænker dybt egoistisk" endte hun. Igen var hun ikke typen der åbende sig, men overfor Junior følte hun næsten at hun skyldte ham det, frem for bare at lukke af som hun havde gjort med Nathaniel. Smilet falmede ved hans ord omkirng Cedric. Han havde til dels ret hun tog det ikke som det var hendes skyld det var vel ligeså meget Kimeya's "Jeg har aldrig nægtet ham at skulle se hans søn, jeg vil hellere have at han vokser op med os hver for sig frem for at han skal stå model til det som Cayla har gjort" påpegede hun med en rolig men sigende tone. Hun ønskede ikke at skulle skændes eller diskutere det var sådan hun ville ønske Nath havde talt til hende. At ligne Elanya så meget som han gjrode det var virkelig noget man skulle være stolt af. Det lettede hende virkelig at høre ærligheden i hans stemme når han sagde at han elskede Cayla, det var hvad hun havde brug for uden tvivl "KImeya ved hvad jeg føler.. Efter alt den tid vil det kun gøre ondt hvis han tror jeg gik igennem alt det, og lod ham gå igennem alt det hvis ikke jeg elskede ham" hun sendte ham et lille smil. Han prøvede virkelig og det var noget hun måtte beundre. Hans ord varmede virkelig. Bare tanken om at Kimeya lå og kaldte på hende i søvnen, måske han længtedes etfer hende ligeså meget som længtedes efter ham alligevel? Måske at han rent faktisk måtte elske hende endnu? Faith vidste at Junior ville mangle en legemsdel om Cayla ville høre ham sige det som han i øjeblikket stod og sagde til hende, en tanke som vel morede ehnde bare en smule.Faith vidste udemærket hvad Elanya havde sagt, hun havde jo selv fået det at vide ikke midst også af Camille, det var en ting hun altid havde fulgt, at lytte til hjertet men denne gang vidste hun ærligt ikke om hun turde "Jeg vil føle jeg ligger og snakker til en dør Junior.. Måske han en dag vil vide.. når tiden bliver rigtig" tilføjede hun blidt, blev kun roet ganske meget mere ned ved det blide strøg mod hendes kind. Hun kunne fornemme Kimeya se mod hende, noget som kun prikkede til den samvittighed, hun ville ikke give Nathaniel den tilfredshed "Jeg har heller ikke på noget tidspunkt sagt at det kun er mig som har rettighederne på min side" mumlede hun lettere fraværende som hun for en kort stund havde valgt at skulle kaste blikket mod den store pelsede skikkelse. En lille latter brød igennem ved hans ord "Nej det kan der være noget om.. Og gud hvor ville jeg nogengange ønske at jeg ville være i stand til at lukke af for hans irriterende sind" mumlede hun sigende, så var de sluppet for alt det her til aften. Smilet falmede igen ved hans ord, hun kunne se det for sig, hun følte i den grad også den længsel "Jeg føler mig alene om alting på den måde.. Jeg er nødt til at kunne have den kontakt til ham.. Ser du at åbne mig er ikke specielt nemt og specielt ikke når jeg skal gøre det overfor KImeya, at gøre det i aften og han så intet vil huske imorgen det kan jeg ikke" påpegede hun stille. Brevet lå trygt i hendes lomme, det var ihvertfald hvad hun regnede med, det var aldrig gjort færdig men det beskrev virkelig godt alt hvad hun gik og tænke over for tiden.

[Kimeya Marvalo]

Junior ønskede ikke at skulle skændes eller diskutere, han ville hellere snakke stille og roligt. Han havde jo så også den fordel, at han havde fulgt dem begge i deres udvikling og meget nemmere ville kunne sætte sig i situationen end det som Nathaniel var i stand til, det var der ikke nogen tvivl om. Han ønskede, at snakke direkte fra posen, ikke pakke noget ind til et eller andet fint som ville kunne misforstås i den anden ende. Han ville bare have budskabet frem til hende. Cayla ville hugge hovedet af ham, om hun vidste hvad han var i gang med lige i øjeblikket, det var han slet ikke i tvivl om. Derfor var han kun glad for, at hun intet ville huske af det som var sket i løbet af natten så længe det var fuldmånen som måtte holde hende i den tilstand og pelsede skikkelse. Han rystede lettere drilsk hovedet. "Ved du hvad Faith? Jeg har simpelthen været så dygtig, at jeg har formået at ordne alle de ting helt selv:" Han pustede brystet let frem og med en stolt mine, selvom han næsten måtte kæmpe imod det, at skulle grine. Han ville glædeligt se hende glad, han ville se hende smile igen, hvilket han kun havde set ganske få gange. Meget af hans fortid henlå virkelig så frygtelig ukendt for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl og han havde ofte stået og takket til Faiths mange hentydninger til at hun ville besvare hans spørgsmål.. han turde bare ikke stille spørgsmålene alt i frygt for hvordan svarene ville lyde. Han blev stående og betragtede hende. Selv nægtet han, at skulle se på Kimeya. Stor det var han, det var der heller ikke nogen tvivl om. Faith havde han i den grad fået et ekstremt godt bånd til og det var noget som han agtede at skulle holde ved lige.. At hun i det mindste faldt bare en anelse til ro lige i øjeblikket, var noget som gjorde ham frygtelig glad. Det gjorde ham selv mere rolig end det som han havde været da Nathaniel havde lagt ophavet til et større skænderi, det var slet ikke noget som han brød sig om, selvom han vidste, at selv de bedste venner ville være i stand til at skulle skændes.. det ville falde før eller siden selv for det bedste og mest umage par. Måske, at Junior var ung, men han havde allerede en betydelig stor livserfaring udelukkende på grund af hans tid på slottet. Han havde oplevet meget allerede, sågar en kamp som næsten havde taget hans eget liv.. hvor han havde været så 'heldig' at slippe afsted med intet andet end en brækket ryg og mere til, så helt heldig kunne man heller ikke ligefrem sige, at han havde været. "Du vælger bare en midtervej, Faith.. Cedric har jeg set sammen med Kimeya.. Han er virkelig en far for sin dreng, som jeg ønsker at være det for min datter.. jeg beundre ham, at han selv på trods af hele den her situation, formår at lege og grine med sin lille søn. Jeg ønsker virkelig ikke at han skal opleve det samme som Cayla.. Jeg har set hvor meget det har ødelagt hende. Hun er en smuk kvinde.. en virkelig smuk kvinde.. Hun har gjort mig til verdens heldigste mand.." Når det var Cayla som var på banen, kunne man tydeligt se de julelys i hans øjne. Han elskede virkelig den kvinde og mere end det som ord nogensinde ville være i stand til at skulle beskrive det. Han betragtede hende med et stille blik. "Kimeya opsøgte ikke Cedric vel? Du har ikke nægtet dem at se hinanden.. han opsøger bare ikke på grund af en ting, søs.. Han er aldrig kommet over dig.. Han kalder på dig i søvne som jeg sagde før.. Han fælder tårer når han snakker med Nathaniel og du er samtaleemnet.. Til tider kigger vi ind til ham på værelset efter fuldmånen.. Han hviler kun på den ene side af sengen med hånden hvilende mod din side.. Han mangler dig virkelig." Det var kun når døren var åben ind til Kimeyas værelse uanset de turde kigge ind. De var alle sammen kendt med hans migræneanfald når månen forsvandt. Den var i den grad hård ved ham. Han fugtede læberne stille og med det svage smil på læben. "Rettigheder det har i begge to.. Jeg prøver bare at fredsmægle en smule.. Kimeya har ingen stemme at gøre brug af for øjeblikket jo.." Føst nu valgte han, at skulle vende sig mod ham. Kimeya sendte ham et betydeligt mere fast blik end det som han ellers ville. Et sted var han jo bevidst og med en vis selvkontrol nu hvor han ikke rigtigt kunne gøre andet end at blive liggende. Nathaniel trak let på smilebåndet, det så tydeligt ud som om, at Junior tog sig af det hele nu. Han trak sig og vendte om, for at gå tilbage mod ham og Liyas soveværelse. Junior så kort efter ham inden han igen vendte sig stille mod Faith. Han strøg over hendes håndryg så roligt og forsigtigt. At Kimeya kun var lænket fast, var nu ikke noget som skræmte ham det mindste, selvom buret stod åbent. Han havde set Kimeya rive og slide i lænkerne fra månen havde gjort forvandlingen færdig og til den ville aftage igen. Han nikkede forståelsesfuldt til hende. "Jeg forstår dig Faith.. Jeg vil ikke være som Nathaniel, det vil jeg virkelig ikke. Gå ind og sæt dig ved ham, stryg ham over pelsen.. den er faktisk mere blød end det man lige skulle tro," påpegede han med et stille smil på læben. "Han kan stadig høre dig.. Han er stadig derinde et sted.. nogen gange, er de tsket at Cayla husker, at jeg har sagt en ganske særlig ting under månen.. Jeg kan jo kun håbe, at hun intet husker af det her.." Han skar drilsk en let grimasse, da han vendte blikket stille mod Caylas bur. Han ønskede decideret ikke at Faith skulle være sammen med Kimeya, men han ønskede hende virkelig lykkelig..Hun skulle være lykkelig.. Der var ikke noget andet som kunne falde ham ind som noget andet alternativ. "Hvis han er din lykke Faith, så vil jeg mene, at det er forfærdelig dumt, at give slip på det. Jeg kan komme med et forslag. Sæt jer ned sammen med Cedric og leg med ham og snak ud om tingene og så se hvad der sker.. få snakket ordentlig ud. Hvad jeg har fundet ud af med Kimeya, så hæver han ikke stemmen i nærheden af børn." Han trak let på smilebåndet og uden at skulle se væk fra hende. Han blev stående der sammen med hende.. nu var det jo egentlig bare dem og de to store ulve. "Du er ikke alene om det, hvis du ikke vil.. Jeg står her hvis du vil have mig til det," foreslog han med et let smil på læben.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var virkelig kun lykkelig for at han ikke pakkede det ind men talte direkte ud af posen det var et sprog som hun forstod det var det som hun talte og altid havde talt, det var det som hun forstod sig på det andet gjorde hende virkelig bare kort sagt rasende. At se ham så stolt det var hende virkelig kun en lykke i sig selv, det var det hun ville kæmpe for at se både ham og Cayla smile uden at Cayla ville se på hende og ryste på hovedet tænke på hvor du og naiv hun var, det var det som hun ville undgå det var et blik som var nået hende en smule for mange gange, hvis hun selv skulle være ærlig "Dygtig knægt" endte hun med et lille smil, klappede ham let på skulderen som for at skulle give ham den anerkendelse, han skulle i den grad vide hvilken fantastisk knægt han var i hendes øjne. Mange af svarene ville måske ikke være hvad han håbede på, men i det mindste kunne hun besvare dem give ham et større billede på hans fortid end det som havde, hun var jo selv endt med at skulle nå ind til deres kære moder Elanya, noget som tog ganske lang tid det var en kvinde hun altid havde hadet, og den som havde kostet hende deres første søn. Huun var i den grad faldet til ro han fortjente ikke hendes vrede, det var bare Nathaniel der havde valgt at krydse hendes grænse mere end hvad godt var, hun håbede virkelig bare at han ville se at det ikke var blevet gjort på en fair måde mere i ren depseration noget om ikke plejede at skulle ligne den mand. Det var deres første rigtige skænderi diskutioner skulle der til, men selv de bedste venner skulle igennem de ture, hun agtede dog ikke at skulle opsøge den mand før han kom til hende denne gang, hendes eget princip hun kunne se når hun gjorde noget galt og så ville hun hellere end gerne undskylde men hun følte virkelig at hun direkte var blevet sat i en diskution hun ikke ønskede at skulle sættes i. Faith var klar over at han i forhold til hans alder var ganske moden af alderen hun så jo hvordan han bar sig ad både overfor Cayla men også overfor deres dejlige lille datter, det var ganske modent måtte hun vel erkende det glædede hende kun at det ikke bare var for sjov, ikke mindst når hun vidste hvor højt Cayla vikrleig elskede Junior og tydeligvis var det mere end bare gengældt "Jeg ved at han er perfekt med Cedric.. Og du aner ikke hvor ondt det gør endelig kunne jeg give ham det barn han brændende ønskede sig og så skal det gå på denne måde, jeg tør ikke lade ham ende som Cayla, hun er blevet en fantastisk smuk ung kvinde, og jeg ved at hun elsker dig mere end det som hun til tider kan vise" hun sendte ham et smil ved hans ord, det var tydeligt at hhun var noget særligt for ham, at han ønskede at skulle stå som den familiefar, han kunne ligne en som havde fået den ænskede julegave med det lys der hvilede i hans blik når han talte om Cayla det som plejede at hvile i hendes når hun taæte om Kimeya det var desværre gået lidt i sig selv på det seneste. De ord varmede virkelig hun så det for hendes blik. Hvor ville hun ønske at kunne ligge i den side af sengen putte sig ind til hans krop, hvorfor pokker skulle det gøre så ondt at elske ham!? "Og jeg mangler ham" tiæføjede hun med et stille nik hvor ærligheden var ganske tydelig at høre i hendes stemme. Det var normalt Nathaniel som legede fredsmægler noget som ikke rigtigt var lykkes ham her til aften der gik Junior så meget bedre frem med hende, fik hende til at tænke frme for bare at pisse hende af, hun kunne desuden se ham forlade trappegangen noget som virkelig kun lettede hende, Hun betragtede Kimeya's skikkelse. Hun var så vant til afvisninger, så hun kunne vel klare endnuen i så fald imorgen? "Jeg ved ikke hvad der gik af ham i aften" indrømmede hun stille "Det er jeg slet ikke it vivl om " hun sendte ham endnu engang et blidt smil pelsen så faktisk dejlig blød ud at skulle ligge og putte sig ind til den, ind til ham "Lad os håbe hun glemmer dette, ellers er dette din sidste aften med hovedet fast til halsen " påpegede hun sigende det lykkedes hende rent faktisk at få en drillende undertone ind og ligge. Hun nikkede blidt til hans ord, hun huskede tydeligt ved stranden hvor de havde skændtes så ganske roligt, hun huskede de gange Cayla var brudt ind hvor de begge var endt med at tie, et lille smil tittede frem ved minderne, det var jo så en sag om han ønskede at skulle snakke med hende "Han er min lykke" erkendte hun stille. Hun gav ham et blidt dask på siden af hovedet "Du har gjort mere end rigeligt unge mand" svarede hun drillende. Det føltedes godt at tænke på noget andet at koge ned igen og bare kunne trække vejret. De slanke fingrer strøg roligt gennem hendes røde lokker, han formåede firkelig at få hende til at lytte.

[Kimeya Marvalo]

Junior ville meget hellere snakke om tingene istedet for at skulle diskutere det eller skændes højlydt som Nathaniel og Faith havde gjort det til aften. Nathaniel havde i den grad haft sit hovedfokus på Kimeya. Selv Junior kunne da tydeligt se, at han bar den helt forkert ad når det kom til Faith, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet, det kunne han da godt se. Han kunne ikke lade være med at smile. Han havde jo stået alene med alle disse ting og nu var det jo så mange spørgsmål som han ikke behøvede svar på. Han havde slået sig til ro sammen med Cayla, han havde slået sig til ro med den familie som han havde, den smukkeste kvinde som han nogensinde havde set og med deres lille elskede pige. Nok med et tydeligt stort handikap, men de overlevede det vel.. Det var der de måtte lære den lille tegnesproget og dem selv også når hun blev stor nok til at skulle gøre brug af det. Han sendte hende et stolt smil. Han mindede meget om sin mor, det vidste han dog, hvilket faktisk måtte frustrere ham til tider og specielt med tanken til, at han aldrig havde kendt sådan rigtigt til hende. Bare det at skulle spørge ind til sin fortid, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Han var virkelig bare bange for, at det hele skulle ødelægge mere af det syn som han havde på sin mor og far end det som det allerede havde gjort. Han havde jo faktisk været så langt nede, at han havde nægtet at skulle vedkende sig sin mor udelukkende på grund af det som han havde lært ved at skulle læse hendes dagbog. Den som han jo faktisk stadig måtte have et sted oppe på værelset som han i tide og utide tog frem for at læse i. Nathaniel stod der ikke mere, nu var det bare dem og det gjorde i den grad også det hele så meget nemmere for ham at skulle fredsmægle nu hvor Nathaniel havde fejlet noget så voldsomt. "Hun kan have det svært med at vise det til tider, men jeg ved at det er der.. Jeg behøver ikke ordene, jeg kan læse det i hendes blik, Faith," sagde han med det samme stolte smil som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Bare at snakke om Cayla efterlod de julelys i hans øjne. Han elskede virkelig den tøs og han havde virkelig heller ikke noget imod, at skulle råbe det ud så alle kunen høre det og så alle også ville være i stand til at kende til det. "Han er perfekt med jeres fælles dreng.. Jeg er ganske sikker på, at du har set det.. Prøv at sæt dig ned sammen med dem og deltag i det.. Snak med ham.. Det ved jeg og jeg er sikker på, at i begge har brug for at snakke ud om det.." Han lod hovedet søge let på sned. Han ville glædeligt hjælpe til, hvis det gorde det nemmere for dem. Kimeya blev stadig liggende og med blikket hvilende på Faith.. næsten med en skam et sted? Han prøvede ganske kort at skulle rejse sig, selvom det ikke havde nogen effet. Virkningen af Nathaniels eliksir hang stadig så tydeligt igen ved ham, at det slet ikke var muligt for ham. Han klynkede svagt, trak vejret dybt og lod blikket falde igen, næsten som han ikke turde kigge på hende. Kløerne skrapede henover fliserne under dem, da han prøvede at skulle lægge sig i en bedre stilling, selvom det virkelig var svært med de lænker som måtte holde ham fast til gulvet og holde ham stående der. "Nathaniel er meget overarbejdet i det sidste.. Der er meget at se til, når han har sit med Liya og snakker Kimeya igennem hans problemer, samt hjælper ham under fuldmånen.. Jeg tror den mand har brug for en ferie," indskød han så pludseligt med en drilsk kommentar og med det samme lette smil på læben, selvom han nu var ganske ærlig i sine udtalelser. Nathaniel gjorde virkelig så forbandet meget for tiden og ikke mindst for Kimeya, selvom det virkelig ikke havde nogen effekt overhovedet. Manden stod virkelig helt fast der hvor han måtte stå da Faith forlod ham og tog deres knægt med. "Jeg ved, at du også er hans.." sagde han med en rolig stemme. Han lukkede øjnene, da hun valgte, at skulle daske ham på siden af hovedet, ikke at det var noget som han tog særlig tungt i længden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han hævede hånden og daskede hende meget blidt igen. "Du siger bare til.. vi er alle en familie ikke? Vi skal da hjælpe hinanden," påpegede han roligt. Han vendte blikket ganske kort i retning af Caylas bur igen, det var jo trods alt snart på tide, at skulle sætte sig ind til hende igen. Der kunne da ikke være så forbandet lang tid til at solen ville være oppe og forvandlingen ville aftage, så han kunne få sin lille pige og Cayla med op i seng og sove og hvile. "Jeg overlever nok skal du se.. Jeg tror godt, at hun kan forstå det i længden.. Jeg elsker ham som min bror.. Jeg ønsker det samme for ham som jeg ønsker for dig.. Det andet her ødelægger mere end det gavner." Han trak let på skuldrene og vendte sig igen stille mod hende, da han måtte tvinge blikket væk fra Cayla af. Hun havde været alene længe nok i hans øjne. Han elskede hende virkelig og han ville være der så længe, det ville være ham overhovedet muligt. Han sendte hende et stille smil. "Hvis du vil se hans reaktion.. hvis du er bange for at han skal afvise dig.. Læg dig ved siden af ham, vent til han bliver sig selv og se hvordan han reagere.. Han er vant til at vågne alene og kravle i seng for et par timer.. Der må jeg vidst fortælle dig, at han må have ro uden afbrydelser," forklarede han med en rolig og alligevel ganske alvorlig stemme. Kimeyas migræneanfald var jo virkelig alvorlige og de tog hårdt på ham. Han smilede let. "Man kan ikke gøre nok for sin yndlingssøster, kan man?" påpegede han med et drilsk smil. Han slap hende stille, kun for at skulle gå tilbage til Caylas bur, åbnede døren forsigtigt og satte sig ind igen på nøjagtig samme plads som før.

[Silia D. Diamaqima]

Måden Junior greb det an på var meget merehen af det rigtige det var det som fik hend etil at tænke over tingene når hun fik skudt pile i enden så var det virkelig svært for hende at tænke når hun var vant til at skulle forsvare sig ved at gå til angreb noget som Nathaniel i den grad havde oplevet her til aften det var nogetsom valgte at vække den leder hun endnu engang var blevet til, Hun burde ikke være her der ventede hende så mange ærinder i drypstenshulerne hun havde virkelig slet ikke tid til at sidde her og snakke og diskutere, havde ikke tid til at skulle tilbringe natten med Kimeya men på den anden side der fandtes ikke den ting hun ikke ville gøre for ham. At se ham med det julelys i øjnene når han snakkede om Cayla det var virkelig dejligt at se for hendes vedkommende, hun vidste at Cayla kunne have svært ved at udtrykke følelser specielt når det kom til kærlighed med Faith vidste og hun håbede at Junior også gjorde, at Cayla elskede ham af hele hendes hejrte, hun forgudedede deres lille datter som var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set, selv på trods af hendes handicap fandt Faith hende perfekt lige som hun var, og det lod til at de gjorde det samme, det var vel også derfor an hverken hørte andet end små klynkelyde fra hende i tide og utide og det samme med at hun ikke havde reageret på hendes råben på nogen måde, det var ren stilhed for hende, selv måtte Faith et sted føle med den lille hun vidste hvordan det var at leve uden en af de 5 sanser, men der var vel forskel på at være født med det og være vant til det og så til at få det på grund af en så latterlig ting som at lade Samuel rode i hendes sind? Det var kun hende og Junior nu det var noget som rent faktisk måtte lette hende, det gjorde det hele langt nemmere hun ønskede ikke at bukke under ofr Nathaniels ord, hun frygtede ikke at skulle åbne sig en smule for Junior kun fordi det var hendes fantastiske lillebror han var ikke ligeglad han ønskede hende lykkelig såvel som hun gjorde med ham og Cayla, det var vel hele grunden til at hun et sted holdte sig selv tilbage? "Det er jeg kun glad for Junior, for hun elsker dig virkelig" gentog hun med et sigende nik. Hun savnede at kunne tale om Kimeya og tillade sig at have det julelys i øjnene, frem for altid at få hugget hånden af så snart det viste sig i hendes blik efterhånden valgte hun bare så vidt muligt at skulle holde det væk " Taget i betragtning af at han i starten end ikke ville kigge på knægten så er han nået ganske langt siden " erkendte hun med et lille smil hun havde set hvordan han leged epå gulvet med den lilel knægt, og hun kunne høre begges latter det var allerede noget som hun nu måtte savne og alligevel syn som kun kunne bringe det smil frme og lade det pryde om hendes læber. Hun hørte den skramlen fra hans kløer som han prøvede at rejse sig, fik næsten ondt af ham det blik som han sendte hende det gjorde næsten kun ondt.. Skulle han også begynde nu? hun måtte til dels give ham ret, athaniel havde tydeligvis brug for at komme væk ham glemte sig selv og andre undervejs måske han først skulle rette ordnelig op i ham og Liya? Faith selv var endt med at sidde komplet, levede dagen efter hendes lederstilling mens hun så vidt som muligt prøvede at skulle være mor ved siden af men det var virkelig ikke nemt, hvile i sengen og blive holdt oppe kun fordi man forestillede sig Kimeya ligge ved hendes ide og holde om hende "Ya det er rigtigt men jeg burde sidde og rådgive dig ikke omvendt" påpegede hun igen. Smilet var atter fremme og det var kun takket værre ham han vidste modsat Nathaniel hvilke punkter han præcist skulle ramme. Faith var ikke helt sikekr på Cayla ville forstå men det ville han vel se før eller siden? Hun nikkede stille til hans ord, det undrede hende egentlig ikke at forvandlingen havde konsekvenser "Fedterøv" svarede hun drilsk fulgte ham med blikket mod Cayla's bur, før hun tøvende vente sig mod Kimeya's, følte hvordan hendes hjerte atter begyndte at banke. Med stille skridt gik hun ind i det store bur, satte sig stille ved hans side, mens hånden tøvende endte mod det som kunne minde om at have været en menneskekind, strøg bidt over pelsen. Junior havde faktisk ret den var blødere end som så.

[Kimeya Marvalo]

Automatisk ville Junior sammenligne en lederstilling med stresset som en kongelig eller en kommende konge som han havde stået i situationen til at blive. Han havde jo mistet det hele allerede dagen efter kroningen, da han var blevet bidt. Han var bare frygtelig glad for, at han havde fået lov til at skulle møde Cayla inden og han fortrød virkelig ikke noget som helst af det som han havde gjort for at komme tættere på hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han elskede virkelig Cayla, også selvom hun til tider kunne have problemer med at gengælde det, så kunne han se det hele i hendes blik når de sad sammen, både med og uden dedres lille datter. Han elskede virkelig den lille pige, selv på trods af det ellers store handikap. Hun ville ikke kunne udvikle et sprog, det havde Nathaniel allerede forklaret dem og et sted gjorde det jo kun tingene så meget værre for dem. Man kunne vel bare håbe på at de ville finde en løsning såsom tegnesprog? Han var virkelig kun fast besluttet på en ting. Han nægtet virkelig, at skulle svigte hende, han nægtet at skulle svigte familien. Han ville bevise for Cayla, at han ikke var som Kimeya, han ville blive der smamen med hende og det ville han så længe, at hunv ille have ham til at stå der. At være født med en mangel på en af sanserne, var nok noget helt andet end at miste det undervejs, så direkte havde han ikke ondt af hende, han var nu bare ganske sikker på, at det hele nok var mere besværligt end det som det nok ellers ville have været for mange andre, det var han så slet ikke det mindste i tvivl om. Han vendte blikket stille mod hende igennem tremmerne som måtte skille disse to bure fra hinanden. Cayla var nu stadig meget rolig, hvilket han ellers fvar rigtig glad for, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Et stille smil passerede hans læber, da Faith alligevel valgte, at skulle gå ind til Kimeya som tydeligt fulgte hende med blikket. Han havde allerede opgivet at skulle rejse sig. Han havde virkelig ikke den kontrol over sin egen krop på nuværende tidspunkt. Kløerne strøg ganske let over fliserne under dem, selvom det nu ikke rigtigt var noget som havde nogen større betydning, det var ikke just ment faretruende. Han drejede blikket kun en anelse i retning af Faith, for at skulle kunne holde øje med hende. Kæden om hans hals raslede tydeligt og den sad godt stram også. Forvandlingen havde store konsekvenser for ham, det vidste han, selvom han nu glædeligt gjorde det somvar nødvendigt for at skulle undgå, at skulle skade andre, så måtte han jo hellere gøre det på den måde ikke sandt? At ydmyge sig på den måde, var virkelig ikke en tanke som han brød sig meget om, men det var nu end bare noget som han var nødt til i den anden ende, og det var også noget som Nathaniel havde prøvet at forklare ham. De lette strøg over hans pelsede kind, fik ham kun til at skulle lukke øjnene.. Det forvirrede selv det bæst i ham. Han var vant til at skulle gå igennem hele månefasen alene. Hans ansigt var tydeligt præget af de mange ar, efter at han under den smertefulde forvandling, havde kradset sig selv i ansigtet.. det var staidg forbandet besværligt for ham og nmere end det som han nok lige ville stå ved. Det tog virkelig noget så frygteligt på hans kræfter og det efterlod ham virkelig også med en knaldende hovedpine i den anden ende. Han brummede ganske svagt, næsten som han ville opfordre hende til at fortsætte. Han lå jo stadig blot stille. Junior kunne ikke lade være med at smile, først der valgte an, at skulle tvinge blikket stille og roligt væk fra Kimeya og Faith, det så jo trods alt ud som om, at de havde fuld kontrol over det som skete lige i øjeblikket, hvilket han nu også var utrolig glad for. Han vendte selv hele opmærksomheden mod Cayla igen. Her ville han sidde mens månen ville være oppe. Kimeya drejede hovedet det som lænken måtte tillade ham. De store mørke øjne faldt til hendes skikkelse. Det var tydeligt at hendes tilstedeværelse forvirrede bæstet i ham, selvom han forholdt sig ganske rolig. Lige nu formåede han faktisk, at skulle vise en ekstrem god selvkontrol. Han kunne jo bide hende og bide kraftigt efter hende, hvis det var det som han ville. Han lagde sig stille ned på siden lige ved hende i en halvbue, også mest for at skulle kunne holde hende varm på det kolde gulv. Der havde han jo den tykke pels, så det generede ham ikke det mindste. Alle lænkerne raslede, da han lagde sig i stilling og gjorde det tydeligt muligt for Faith at finde noget godt at læne sig op af, hvis hun ønskede det. Han var ikke andet end en tamhund lige i øjeblikket, selvom det klart stadig kunne være for farligt at løsne ham helt.. Varulven var stadig alt for fremmed for ham.

[Silia D. Diamaqima]

At bære en lederstilling var uden tvivl et rent stres men det var et hun underligt nok nød, nød endelig at være den store pige som fik lov til at klare sig selv en smule frme for altid at skulle være den der havde en større mand til at beskytte sig en som holdte hende hjemme hos sig alt for overbeskyttnde hun behøvede virkelig de eventyrer det var vel også noget som var gået op for alle for længst, nu fik hun den lyst stillet i dagligdagen og det var rent faktisk dejligt, at kunne få lov til at afreagere før hu atter kunne vende hjem og passe deres elskede lille søn, måske hun ikke var den bedste mor, svært for en som ikke anede nogets om helst omkring børn der var det uden tvivl Kimeya som stod med det hele, han var dne med viden på det punkt, hun gjorde virkelig sit bedste og Cedric lod ikke til at beklage sig så var hun ganske glad og tilfreds, så længe deres søn var lykkelig var hun delvist lykkelig, der ville altid mangle den del i hendes indre uden Kimeya lå ved hende, uden hans favn at søge til, det var bare forkert. Den lille pige de havde fået skabt var virkelig utrolig bedårende, ikke underligt med forældrene men alligevel, det handicap betød intet når man så på hende, når man betragtede hende ligge og lege på gulvet med hvad hun end fik fat i, somme tider lå hun bare der og rullede rundt det var noget som faith havde opfattet det var fordelen ved at være i huset hun kunne se dem færdes selv Cedric med Kimeya stadig et billede som sad fast på hendes nethinde at se dem ligge der sammen, grine, det var tydeligt at de begge nød det både far og søn. Cayla frygtede at Junior ville være ligesom Kimeya det var dog noget selv Faith alelred enu kunne sige aldrig ville ske, Junior gik så meget op i den lille familie gik så meget op i at vise at han elskede em begge to, noget so kun gjorde synet af den lille kernefamilie så langt bedre end det som man lige kunne tro. Faith havde langt om længe overgivet sig men ikke til Nathaniel langt fra, Juniors ord var dem som satte sig fast han bebrejdede hende ikke og det var virkelig en lettelse det var alt hun behøvede at skulle høre, hun ville ikke skulle forsvare sig selv, hverken overfor Kimeya eller Nathaniel, ikke når det var tydeligt at både hende og Kimeya til nu var ganske enige omkring hvad der var sket den aften men også tiden før, hun var sikekr på Kimeya nu måtte sidde med følelsen af hvordan det var at være alene, og måske forstå hvorfor det gik hende så meget på når alt hun ønskede var at skulle hvile med ham i søvnens timer og ikke kun i hendes drømme. Smilet bredte sig over hendes læber som hun blidt strøg over den pelsede kind, næsten et triumferende glimt i de klare grønne øjne. Det var næsten som han genkendte hende eller ar det bare det lille håb hun sad med? "Se!" udbrød hun næsten stolt mod Junior, gled forsigtigt ned ved siden af den store skikkelse, og lod sig kun trækkes ind til den. Den store halvcirken for det første gav det hende en følelse af at ligge beskyttet og det kunne hun ikke komme uden om at skulle nyde, det kolde gulv rørte hende langt fra hendes tanker var et helt andet sted. Af en eller anden grund virkede han frygtelig rolig, som om man kunne stole på ham selv i ulveskikkelse, også det som drev hende til at glide helt tæt ind mod ham, puttede sig ind til den bløde pels der fungerede langt bedre end noget tæppe nogensinde ville gøre. Hun strøg det lange røde hår bagom, kun for at det ville genere hende "Mmm... Jeg elsker dig" hviskede hun så lavt at end ikke Junior ville være i stand til at høre dem hun vidste ikke om han ville, hun vidste end ikke om hvad var klar over hvad de ord betæd eller om han forstod hende, hun havde mildest talt ingen viden omkring det væsen han var blevet. Et stille suk slap hendes læber kun på grund af ren og skær udmattelse, øjnene gled stille i skjulte det blik som i sig selv lyste kraftigt nok op til at kunne ses i mørket, hun lå ved siden af en stor ulv og følte sig alligevel tryg?

[Kimeya Marvalo]

Mest for Faiths skyld, så holdt Junior frygtelig godt øje med Kimeya lige for øjeblikket, ham specielt samt Nathaniel, vidste udmærket godt hvordan Kimeya reagerede under fuldmånen. Hvilken drik Kimeya havde fået, vidste Junior virkelig ikke, men den så i den grad ud til at skulle gøre underværker, ikke mindst også bare den tanke, at han var ganske sikker på, at Kimeya genkendte Faith et sted.. Hun havde trods alt været det sidste som han havde set inden forvandlingen var taget til, så der var vel noget om det? Cayla var jo også ganske rolig rundt om ham mere eller mindre under hver fuldmåne og det var kun noget han var glad for. Cedric var uden tvivl verdens dejligste dreng, me nde sad i den grad med den dejligste tøs. Selv på trods af hendes handikap, så prøvede de virkelig, at skulle give hende en så normal opvækst som det var dem overhovedet muligt og til nu, ville han da stå ved, at det gik ganske godt. Faiths stolte udbrud, fik ham virkelig kun til at smile.. det så virkelig ud som om, at Kimeya bare valgte, at skulle underkaste sig. Faith var virkelig den første som var kommet så tæt på ham uden at han var gået fuldstændig grasat. Han nikkede mod hende og med det samme varme smil. "Du kan se hvad jeg mener? Han er derinde et sted," påpegede han roligt. Han satte sig selv roligt op mod væggen. Han sad ikke i et hjørne på noget tidspunkt, han sad direkte op af væggen, han skulle ikke nyde noget i tilfælde, at rovdyrinstinktet ville slå så kraftigt ind ved Cayla, det var der heller ikke nogen tvivl om. Faiths strøg over Kimeyas bløde o varme pels, fik ham virkeli kun til at brumme, næsten som når man strøg en meget kælen kat og fik den til at spinde. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at han reagerede positivt til hendes tilstedeværelse. Nathaniel og Junior havde begge sagt det, dog på hver sin måde; Han havde brug for hende til at sidde der, han havde brug for hende igennem hans hårde tider og nu var han meget mere rolig end det som han ellers ville være når fuldmånen måtte stå så højt over den store himmel. Han lukkede øjnene stille. Eliksiren prøvede stadig at tvinge ham i søvnen for de sidste timer, selvom han lige i øjeblikket nægtet, at skulle give efter. De helt mørke øjne hvilede på Faith.. ikke de samme grågrønne.. de var for længst væk og erstattet af dem så mørke som det rene kul. Han løftede stille det ene bagben og lagde det ind foran hende, så hun lå næsten trykket ind mod hans pelsede skikkelse. Hun skulle selv kende til begge sider af ham. Junior sad dog stadig meget opmærksom på hvad der måtte ske med dem, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede virkelig ikke, at der skulle ske hende noget som helst. Han sad med knivene, han kunne kaste dem som det rene ingenting og i den grad også tvinge Kimeya til at lide mere end det som han havde gjort til nu. Kimeya løftede ørene ved hendes ord og hævede hovedet ganske stille. Han forstod hende dog, han genkendte hende dog også et sted. Hovedet lagde han let på sned, tvang kæberne sammen og igen med en svagere brummen næsten som han prøvede at skulle gengælde det, selvom ah nvirkelig ikke havde nogen form for mulighed for at skulle gengælde ord i den her tilstand. Han lagde hovedet ved sit bagben, dannede næsten en hel cirkel omkring Faith, selvom det klart tvang kæden omkring hans hals til at stramme yderligere, så reagerede han ikke meget på det, andet end at det faktisk gjorde ondt. Han lukkede øjnene roligt og stille, faldt hen i søvnen atter en gang, som ville vare resten af fuldmånen ud.
I og med, at månen forsvandt og de svage rystelser måtte tage til i KImeyas egen krop. Pelsen som måtte falde af, de mørke øjne som måtte få sin normale grågrønne glans. Snuden som forsvandt, halen med og hans mange knogler og led som kraftigt måtte blive knækket på plads igen, var det som måtte tvinge ham ud af søvnen. Han klemte øjnene lettere sammen, allerede nu med en forbandet voldsom hovedpine. Blikket hævede han, alligevel tydeligt overrasket over, at skulle se Faiths skikkelse lige ved siden af sig. Hun så dog helt fejlfri ud, ikke en skramme eller noget som helst. Et svagt smil passerede hans læber. Nok sad han der, fuldkommen blottet for alt, uden at det gjorde ham det mindste. Junior var allerede i fuld gang med at skulle tage sig af Cayla og deres lille pige.. Det var første gang nogensinde at han var vågnet i buret og med hende ved sig. Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes varme kind. Hvad der var sket igennem natten, vidste han ikke.. men en ting var han sikker på, at han havde hørt hende sige. "Jeg elsker også dig, Faith," hviskede han stille og med en lettere hæs tone. Nathaniel havde allerede været dernede, hængt hans kåbe op, så han kunne få den på og liste op i soveværelset, nøjagtigt som han altid gjorde det, for at få styr på sin migræne.. lige nu var det bare ikke det han havde i tankerne. Det var Faith.. og kun Faith.