I'm blinded by love

[Silia D. Diamaqima]

Natten var endnu trådt til, det var som der var gået kun et splitsekund mellem de to nætter Faith nu havde tilbragt i Mansionet, det som hun stadig måtte anse for at være et rigtigt hjem frem for det som hun levede i. Hun havde efterhånden lagt vågen i alt for mange timer her til aften var det endelig lykkedes hende at skulle falde i søvn igen, hele dagen havde hun lagt og kigget tomt mod Kimeya, betragtede hans skikkelse ved siden af hende velvidende om at hun virkelig burde rejse sig fra sengen og lade ham alene, hvad som var sket aftenen før var jo ikke det som var planlagt. Tømmermændene var væk noget som virkelig lettede hende, det gjorde i den grad at hun sov meget bedre uden den forfærdelige hovedpine at tænke på, endnu liggende nøgen under den samme dyne som han selv befandt sig under, hun kunne føle hans krop tættil hendes, noget som virkelig varmede mere end det som man ellers skulle tro. Hendesøjne var gledet i havde skjult for de funklende smaragdgrønne øjne der hvilede under,for nu var hun atter faldet til ro, hvilende i hans trygge favn og noget som hun i den grad nød. De lange røde hår lå vidt omkring hendes ansigt ved puden, mens hun selv var fanget i et stadie med drømme, drømme om hende og Kimeya sammen i den selv samme seng for så ganske mange år siden, hvordan han passede på hende selv dengang. Hun lå i hans favn nu og med deres lille søn sovende inde på barneværelset ved siden af, det var endu ikke gået op for nogen af hun befandt sig i huset, ikke ud over Nathaniel det måtte undre hende men alligevel var det en ganske morsom tanke, men de mange timer var jo så også udelukkende gået i soveværelset, fra han havde fuldt hende i seng, og gennem hendes forførelse som bare sad fast, hun k8unne havde sig selv for at falde i den samme fælde hver eneste gang, hvad alkohol ikke kunne gøre ved hende. Hendes åndedræt var tunge og lange, hun sov trygt og lydløst, med hovedet puttet tæt mod hans bryst, lyttede til hans hjertes banken der efterhånden var blevet tydeligere og tydeligere, havde tvunget hendes eget hjerte til at slå med takt i hans. At det var fuldmåne var intet hun havde bidt mærke i, tiden var gået så stærkt det var ikke det osm hun plejede at holde øje med, hun anede intet omkring den tilstedeværelse udenfor, selvom hun udemærket godt vidste hvad den gjorde ved manden ved hendes side. Først havde den hårde hjertebanken vækket hende denne gang føltedes hans krop klam mod hendes egen, og hun kunne føle hans krop dirre og ryste som en gal, noget som resulterede i at hun endte med at slå øjnene op, strakte sig let i hans favn, kun for ende med at betragte ham med en bekymret mine i blikket. Hun ville løfte hånden for at tører sveden bort fra hans pande det kunne ligne at han havde mareridt, men det var trods alt sket det hele mens hun selv var dybt påvirket af alkohol, måske hun bare skulle.. lade værre med at håbe på mere end det i virkeligheden var? Måske hun i virkeligheden bare skulle lærer at indse at det var slut uanset hvad hun egentlig gjorde? Selvom det var en tanke som gjorde ekstremt ondt. For nu tog hun dog chancen alligevel, lod hånden stryge blidt over hans kind for at tører de små sveddråber væk men også som en form af trøst selvom hun virkelig ikke burde komme tæt på ham, noget som i den grad allerede var for sent. At det alt dette udelukkende skyldtedes fuldmånen var virkelig intet hun fik med sig af information, for alt hun vidste så var det virkelig intet andet end et mareridt, dog udemærket klar over at det i så fald kun ville være et spørgsmål om tid før det ville vække ham, og så ville dette hele måske ende? Så ville hun ikke længere hvile så trygt i den favn hun savnede af hele hendes bankende hjerte.

[Kimeya Marvalo]

Hvad der var sket igennem den tid som Faith havde tilbragt i det sotre Mansion, vidste Kimeya virkelig ikke. Foruden, at han måtte stå ved, at den aften havde været det bedste ved hans liv. Lige for denne dag, var fuldmånen fuldkommen gået i hans glemmebog, det var virkelig noget som han egentlig havde tænkt over. Det var kun Faith som han havde haft i hovedet i det sidste, det som havde holdt ham fra at skulle søge til kælderen som han normalt ville gøre det. Normalt ville han sidde og tælle dage, vide lige præcis hvornår den smukke fuldmåne ville dukke op, selvom han virkelig havde problemer med at skulle se det smukke i den mere. For ham var den ikke noget andet end en forbandelse. Måske, at han havde de samme tegn til liv i form af vejrtrækning og hjertebanken udelukkende fordi at varuven stod stærkest i ham, hvilket så sandelig også var det som han hadet mest ved tanken. Dog alligevel var hans hud kold når han ikke lå under den varme dyne og specielt når han ikke havde hende i hans eget favntag, det var der heller ikke nogen tvivl om. De små rystelser og den kolde sved som bare måtte fortsætte med at løbe ned af hans pande, måtte tydeligt indikere et mareridt, selvom det nu ikke var noget som skete i hans drøm, men noget som var ved at ske i levende live. Den klamme krop, våd af sved, blev kun værre og værre, da han endnu ikke lå i vågen tilstand. Normalt ville Faith slet ikke være i stand til at skulle bevæge sig uden, at han ville vågne. Men lige nu.. kroppen vidste, at den havde krav på hvile og kun op til fuldmånen kunne han formå at skulle sove så tungt som han nu måtte gøre det. Hendes strøg mod hans pande og de mange over hans kind, måtte dog alligevel rive ham bare en anelse ud af søvnen. Han vidste, at hun normalt ville være vågen om dagen og sove om natten. Det var noget af det som gjorde det hele værre.. Hans døgnrytme lå stik modsat. Hans pupiller var trukket fuldstændig sammen, da blikket hurtigt måtte falde til hendes skikkelse. Med det samme, ath an måtte ligge vågen, kunne han tydeligt mærke, hvordan rystelserne efterhånden måtte gå hen i de små kramper. Om muligt, så endte han mere bleg i ansigtet. "Åh gud.." Mere fik han slet ikke sagt, inden han havde tvunget grebet væk fra Faith af, skubbet hende fra sig og kun for at komme ud af sengen og bare hastet i retning af døren, kun iført sine boxere. Hånden som han krampagtigt fik lukket om håndtaget, tvunget døren op, hvor han omgående fik skreget efter Nathaniel, selvom halve udtalelsen kraftigt blev tvunget tilbage i struben, da endnu en kraftig skælven, fik tvunget ham direkte ned i knæ. Nathaniel lå vågen, udelukkende fordi, at han var igang med endnu en af sine små eksperimenter, da han tydeligt kunne høre Kimeyas skrig. Hvad pokker den mand lavede udenfor buret på denne her tid, fik voldsomt panikken til at vælte frem i ham. Han tøvede virkelig ikke med at rejse sig fra arbejdsværelset som han havde ikke langt fra ham og Liyas. Dette var et liv som kun måtte bunde i en forfærdelig irisko og specielt i hus med en varulv og horror af Kimeyas kaliber. Han havde jo kun set mere og mere, hvor hård månen måtte være ved ham når den endelig var fuld. Kimeya kæmpet kraftigt med at skulle komme ned af gangen for at komme så tæt på kælderen som det var ham overhovedet muligt før forvandlingen for alvor ville tage til. Hans knogler føles virkelig som de var ved at sprænge for at gøre plads til den store ulvekrop. Han slap tydeligt de mange kraftige gisp, da han tydeligt kunne mærke Nathaniels greb fast stramme sig omkring hans ene overarm, som allerede nu var tydeligt pelset. Kimeyas øjne var fuldstændig mørkelagte. Forvandlingen var i den grad igang. Nathaniel tvang ham direkte op på benene, greb fat omkring hans kæbe og tvang en flaske med den klareste væske i ham inden han smed den fra sig og førte ham hurtigt med sig i retning af den store kælder og ned til burene. Cayla var allerede på plads med Junior ved sin side. Junior tydeligt overrasket over at se Kimeya i den tilstand. Ansigtet begyndte tydeligt at tage form og pelsen var tydeligt begyndt at vokse, samt de store poter og de frygtelig skarpe kløer og tænderne. Der var ikke nogen tvivl om, at han i den grad havde ondt. Han brød ud med en kraftog knurren, da Nathaniel endelig fik ham ind i buret. Lænkerne fik han tvunget om alle fire poter og den store om halsen som kun havde været på Kimeyas eget ønske. Den store mundkurv i form af et frygtelig kraftigt stof, som Nathaniel havde forhandlet sig frem til ved elverne i Procias, fik han kæmpet om den store kæbe, så Kimeya heller ikke var i stand til at sætte tænderne i nogen inden han valgte, at skulle bakke ud af buret. Nathaniel åndede lettet ud. Kimeya rev og sled kraftigt i lænkerne. Nu kunne de blot vente på, at miksturen ville tage til sin virkning.

[Silia D. Diamaqima]

Fuldmånen var i den grad ikke en ting Faith havde på hovedet ligenu, hun var så fuldt optaget af at hvile i hans favne ndnu engang, en ting som hun til enhver tid måtte savne selv på trods afden opførsel han havde vist overfor hende den aften det hele bare var gået galt. Hun havde kun været her i et døgn og det var allerede som om alt var tilbage ved det gamle med den lille liggende på værelset ved siden af deres, og hendes begravet så dybt i hans favntag. Det gik op for hende at han var ved at vågne, et stille træk i mundvien fandt vejen frem go alt hun fik tilgengæld var den højest bekymrede mine, hun kun måtte undre sig over.. Måske langt mere end blot et mareridt? At blive skubbet fra ham på den måde gjorde virkelig frygtelig ondt, hun trillede næsten ud af sengen med den kraft ham pludselig havde på, at se ham storme sådan ud, råbe efter Nathaniel, hun anede ikke hvad der foregik. Uden tøven endte hun med at skulle samle dynen omkring hendes bryst, selv uden den mindste smule påklædning det var for lænst gået op for hende hvad som var sket, hun var ved at falde i hendes egen kjole der måtte ligge på gulvet sammen med samtlige dele af Kimeya's påklædning fra dagen i forvejen. Det lange røde hår endte med at bølge i de perfekte krøller ned over den slanke ryg, hun valgte at løbe efter ham, selvom hun igen vidste at hun ikke burde. Blikket faldt omkring til Nathaniel der kom hastende med direkte panik i blikket. Faith endte med at skulle se ud af det vindue der måtte stå så tydeligt i gangen, hun kunne se den mærke himmel de mange millioner stjerner som for i aften havde valgt at skulle ligge sig som et smutk tæppe hen over himlen og midt i det hele den store fuldmåne som var trådt frem bag skyggerne. Hendes hjerte begyndte at hamre som besat, det var hvad der var galt? Der var intet mareridt på et mentalt plan, men han var ved at skulle forvandle sig? En tanke som rent faktisk måtte skræmme hende. Hun endte med at løbe tilbage i værelset, samle kjolen op, og uden at kaste den over hovedet endnu, tog hun den hastige vandring mod kælderen hvor hun kunne høre en ulvens tuden. FRa dørkarmen kunne hun betragte Junior sidde i buret med det som måtte være Cayla, det lod til at være en af hendes blide aftener, hun havde mange gange før set hendes elskede plejedatter forvandle sig under månen somme tider værre end andre, men for i aften så det ud som om lænkerne omkring hals og fødder slet ikke var nødvendige, hun sad mere eller mindre blot og kiggede omkring med forvirring i blikket. Hvad Faith så i virkeligheden koncentrerede sig om var Kimeya, at se ham blive lænket som det han gjorde på den ydmygfende måde, det gjorde rent faktisk ondt selv på hende. Aftenen var endt, til hendes egen store fortvivelse. Hun vidste at der ved daggry måtte vente hende en kraftig reaktion nu hvor både cayla og Junior vel tydeligt kunne se hvad som var sket noget hun faktisk ikke ænskede det sidste hun ville var at ødelægge forholdet til de to. Hun kløede sig forvirret i baghåret, trådte roligt det sidste skridt ned og gik helt ind, en stol stod allerede placeret uden for uret, som om en allerede havde sat der, vel eneten Nathaniel eller Liya? Hun satte sig roligt ned i en elegant bevægelse, trak stolen tættere på buret. Det skræmte hende at se og der skulle ekstremt meget til, men på den anden side hun ville ikke lade ham gå igennem det alene lige i aften, faktisk så prøvede hun kune at finde endnu en undskyldning for at skulle blive hos ham bae lidt endnu, hun ville ikke hjem, og da slet ikke efter den nat de netop hyavde haft glæde af at skulle nyde sammen, noget som hun i den grad savnede noget så frygteligt. Hun bed tænderne fast sammen, lod øjnene stille glide i, et sted af udmattelse dette var jo hendes sengetid, men et sted også bare fordi det gjorde ondt at se to af de mennesker hun elskede af et helt bankende hejrte, sidde og lide på den måde.

[Kimeya Marvalo]

Lænkerne og det hele, var virkelig Kimeyas eget ønske. Han havde virkelig kun fået bekræftet, at han var forfærdelig voldsom når fuldmånen måtte tage til over den store himmel. Han rev kraftigt i sine egne lænker, prøvede virkelig, at skulle komme fri. Det var virkelig kun tydeligt, at han ikke havde nogen former for selvkontrol og nu måtte det vel også gå op for Faith hvor voldelig og hvor farlig et monster som han egentlig var gået hen og blevet? Forvandlingen var han efterhånden vant til, selvom den var så forfærdelig smertefuld, når knogler og det hele måtte vokse og tvinges til at skulle deformes. Det var virkelig det som var det værste ved det hele. Han knurrede kraftigt, selv da blikket måtte falde mod Junior, Cayla og Nathaniel som stadig måtte stå der. Han havde trukket den langt.. alt for langt. Han var vant til at klare forvandlingen alene, det var jo det som han havde gjort siden Faith bare var endt med at skulle gå fra ham. Junior sad igennem hele natten sammen med Cayla. Faktisk siddende i hendes bur hvis det skulle være rigtigt, også selvom han bar de fine sølvknive på sig, så var det noget som stadig hvilede i det skjulte. Junior sad ganske stille, viste ingen former for frygt overhovedet, ved at skulle sidde så forfærdelig tæt på Cayla under fuldmånen. Hun så ud til at have en ganske god kontrol lige for øjeblikket. Deres lille pige var på værelset, selv grebet af det samme, selvom det i den grad var i en meget mindre grad. Hun lå i hendes seng henne i hjørnet, lige så i den pelsede ulveskikkelse. Stadig for lille til at gøre meget, men at bide, det var hun i den grad i stand til. At se Faith komme rendende, var noget af det som klart overraskede ham noget så voldsomt dybt. Han havde slet ikke set hende eller noget som helst. Kimeyas blik faldt direkte mod hendes skikkelse, et sted næsten bebrejdende for at hun overhovedet var der. Kæden om halsen var kraftig og den sad stramt. Han skulle bare ikke have muligheden for at komme fri og det var alt sammen noget som han selv havde ønsket. At han skulle ydmyges på den her måde, var noget som han bare valgte, at skulle bide i sig som han gjorde ved hver eneste fuldmåne. Nathaniel vendte sig i retning af Faith og med en næsten bekymring i blikket. Hvor meget forvandlingen havde taget til før Kimeya overhovedet havde fået kaldt efter ham, vidste han ikke, men det var tydeligt gået hurtigt.. Faith så i det mindste helt fin ud, af hvad han kunne se. Han gik hen til hende og lod hånden falde stille mod hendes skulder. Han betragtede hende med et roligt blik. Han var selv faldet helt til ro igen. Nu vidste han jo trods alt også, at Kimeya ville sidde helt fast, nu kunne de blot vente til eliksiren ville have sin virkning. Han trak ganske svagt på smilebåndet. Junior ignorerede han for øjeblikket. Der var heller ikke nogen tvivl om, at Junior heller ikke brød sig om det faktum, at Kimeya og Faith havde været sammen, selvom han bare lige for øjeblikket, valgte, at skulle bide det så voldsomt i sig. #Så snart han er faldet til ro, så kan du gå ind til ham, Faith.. Den eliksir som jeg fik i ham, ser ud til at have haft sin virkning,# sagde han med en rolig mine. Han havde arbejdet med den i et par dage, udelukkende efter at Faith endnu en gang var dukket op i hans liv og omvendt. Han var efterhånden ved at opgive kampen om at skulle holde dem adskilt, så kunne man vel lige så godt hjælpe dem i den tid hvor de havde mest brug for det. #Det er nu bare endnu et af mine mindre påfund.# Han sendte hende et svagt smil og rettede en anelse på tøjet. Noget af det var allerede godt gennemhullet, selvom de lange kløer slet ikke var kommet i kontakt med hans hud, heldigvis. De tendenser under fuldmånen, var nu noget som han helst ville slippe for så længe han kunne nå det. Kimeya pustede voldsomt tungt, kløerne kradsede og rev i gulvet, idet han gjorde endnu et kraftigt forsøg på at skulle komme fri, selvom lænkerne virkelig ikke gav sig. Han blev kun mere og mere træt med tiden, hvor han til sidst bare måtte lægge sig ned og med en kraftig knurren i en protest. Hans øjne var ej heller så mørke lige for øjeblikket, som de ellers ville have været det under fuldmånen. Det var blot tydeligt, at Nathaniels eliksir havde givet ham bare en anelse selvkontrol.

[Silia D. Diamaqima]

At se ham i lænkerne på den måde gjorde virkelig mere ondt end det som Faith lige ville indrømme, hun var normalt ikke typen som blev skræmt og slet ikke over det som i manges øjne var direkte 'uhyre' hun så oftest det som var langt værre, men at se lige ham sidde i den situation det var virkelig ikke behageligt, et sted sad hun også med tanken om hvad der var sket hvis ikke hun var vågnet af hans reaktioner på fuldmånen og forvandlingen dermed var noget at indtræffe helt go aldeles. Faith var klar over at Junior sad ved Cayla de to nætter i måneden dette ville foregå, at han ligefrem kunne sidde i buret mens Cayla lige for i aften så ud til at have en fantastisk selvkontrol det var noget som måtte glæde hende, lige der var hun jo så også klar over at langt størstedelen i hende bestod af vampyrdelen. Selv ønskede hun virkelig at skulle sidde ved Kimeya, men det var bare som om det ikke var muligt, hun vidste jo end ikke om hun kunne tillade sig det, måske de netop havde været frygtelig tæt på hinanden efter alkholen kun gjorde hende forførende og satte den trang efter ham betydeligt højere, det var slået igennem og de var havnet under dynerne endnu engang, den samme fælde som hun denne gang valgte at placere sig selv i, men igen hun kunne ikke vide sig sikker på hvor meget det egentlig betød for hans del, han var jo så ekstremt afvisende for hende og hun hadede det virkelig! Det var hende som i den grad var blevet såret den aften, hende som var blevet skadet og tvunget til at skulle vende den anden kind til og bare liste sig ud af soveværelset og med deres lille søn på armen, mens han havde lagt der alene på gulvet, endnu et bilede som hjemsøgte hende, men hun måtte stædigt holde ved at hun intet havde gjort galt på noget tidspunkt! Måske de ikke ligefrem kunne kalde sig et par mere, og måske det aftenen før langt fra havde været planlagt men de vidste begge at de begge havde nydt det hver og især det kunne de virkelig ikke komme uden om, men hun var nødt til at stå der nu uanset om hun burde eller ej, han kendte hende jo godt nok til at vide hun ikke ville kunne holde sig væk når ting som det ville ske. Atter lod hun øjenlågene glide op, betragtede hans kamp mod de lænker hun vidste var absolut nædvendige, og med Nathaniel ved siden af som prøvede at holde styr på det hele, det glædede hende i det mindste. Som hånden faldt mod hendes nøgne skulder, endnu med dynne viklet om hendes bryst for at dække den nøgne skikkelse under, blikket faldt stille på den, hun stolede virkelig på den mand, havde ingen betænkeligheder med at skulle ligge livet i hans hænder. Faith var udemærket klar over at både Junior og Cayla ville hade hende for at være hos Kimeya igen, men for pokker hvor var den mand for det første udimodståelig og sammentidig når hendes hjerte valgte den rpæcis samme vej, der var for hendes del intet at gøre, det gjorde så ondt at været tæt på ham når hun selv var klar over at det ikke ville vare evigt uanset hvor meget hun egentlig ønskede det "Jeg er ikke sikker på jeg vil ind til ham.. Jeg burde slet ikke være her" påpegede hun ganske sigende, et form for kodesprog mellem hende og Nathaniel, hun vidste at han ville vide hvad hun mente, at det aldrig var meningen hun skulle være endt sammen med KImeya igårnat. I stemmen sagde det dog tydeligt at hun var yrstet men langt fra bange lige der var den tydelige tone en leder måtte gøre brug af trådt i kraft. Normalt ville hun havde leet ved en spdan kommentar fra Nathaniel, hans ego var dtil tider ekstremt dejligt det kunne give aftenens underholdning, men det var som om en alvorlig maske næsten havde klistret sig fast til hendes ansigt. Hun kunne se Kimeya blive betydeligt roligere, osm han endte med at skulle ligge sig ned, det som virkelig tog hendes opmærksomhed, det så langt bedre ud når han ikke kæmped een forgæves kamp mod de lænker hun var klar over skulle til for at fraholde ham i at gøre noget dumt, men hun hadede det virkelig, hun var ikke vant til at se ham ydmyge sig selv på den måde, men han gjorde det vel heller ikke ligefrem med bedste velvilje?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gjorde i den grad ikke dette fordi, at han ville, men fordi at han aldrig nogensinde ville tilgive sig selv, hvis han skulle gå hen og skade et familiemedlem. Det ville virkelig slå ham ihjel på indsiden mere end det som han var allerede fra før af. Han var faldet tydeligt mere til ro, som eliksirens virkning for alvor måtte slå ind i hans eget sind, give ham bare en anelse selvkontrol, ligesom den som Cayla måtte udvise lige i øjeblikket. Det at tillade at Junior sad der uden at hun ville rive og flå i ham. Det var det som lænkerne, samt mundkurven skulle afholde ham fra. Kunne han ikke bide, så kunne han ikke rive det liv fra folk som Cayla havde revet fra ham, selvom han nu ikke klandrede hende det mindste for hvad hun havde gjort den aften. Faith var skredet og bare taget deres lille søn med sig, hvilket bare var en kendsgerning som han måtte indse. Blikket vendte han intenst mod Nathaniel og Faith og med den svage knurren, næsten som ment for en advarsel for ,at Nathaniel skulle komme alt for tæt på hende lige i øjeblikket. Nathaniel tog sig nu ikke af det. Han var den voksne så snart at fuldmånen var oppe, selvom det nu alligevel ikke var meget de så til Kimeya ellers i hverdagen. De var alle mere eller mindre vante til at han gik rundt alene og passet sig selv, selvom det nu ikke var noget som Nathaniel havde været glad for i den anden ende. Om han ville det eller ikke, så ønskede han at få alt muligt igangsat og det var noget som Faith gjorde ham muligt. Han sendte hende et stille smil, ignorerede fuldstændig Kimeya lige for øjeblikket. Han vidste dog tydeligt godt hvad hun måtte henvise til, selvom han nu blot måtte ryste på hovedet som havde det været en klar afvisning. Han havde efterhånden fundet ud af, at de var uadskillige, det var en kamp som han faktisk havde opsagt. Det var ikke en kamp han var i stand til at vinde, udelukkende ved det, at de kunne holdes fra hinanden. De var stærke når de endelig var sammen. #Jeg ved udmærket godt, at du har været her i dage, Faith.. Jeg er ganske sikker på, at han ville nyde dit nærvær.. Forvandlingen har været hård ved ham alene,# påpegede Nathaniel med en rolig mine. Det var nu ganske rigtigt. Månen havde virkelig været forbandet hård ved ham og mere end den nogensinde havde været ved Cayla efter hvad Nathaniel havde fundet ud af og set allerede. For nu valgte Junior virkelig bare at skulle sidde stile og uden at sige så meget som et eneste ord. Han havde udmærket godt fået at vide hvad der var sket den aften, efter han havde klaret at skulle få roet Cayla godt nok ned til at han kunne få hende i favnen igen og hun havde genvundet talens brug. Han ønskede virkelig ikke at noget skulle ske hende, selvom han udmærket godt kendte til hans ældre søskende.. Faith havde i den grad hans respekt. Kimeya var den som slet ikke havde formået, at skulle genvinde den som den det havde været tidligere. Hun var rystet, det kunne Nathaniel tydeligt høre. Han havde trods alt til nu formået at læse hende som en åben bog. Om hun nogensinde skulle ende med at lægge sit liv i hans hænder, ville han beskytte det om det så havde været med livet som en indsats. #Jeg har set ham lyse op som jeg har set dig lyse op med ham i nærheden Faith.. Jeg tror at han vil prise sig lykkelig hvis du sad der sammen med ham og hjalp ham igennem hans hårde tid,# fortsatte Nathaniel med en lettere stædig tone. Det var nu ikke fordi, at han ønskede, at hun skulle komme galt afsted. Langt fra. Han ville stå der, se til at det hele nok skulle gå. #Bliver du usikker, så rejs dig uden et ord og bak ud og luk celledøren efter dig og kald derefter på mig,# afsluttede han med en rolig stemme. Det var blot en stemme som hun måtte være i stand til at skulle høre i sit eget øre, det var ikke noget som han ønskede, at skulle dele med Junior lige nu. Han vendte blikket mod Kimeya, hvor blot det faste blik måtte være tydeligt i det store pelsede ansigt. Kimeya knurrede svagt, selvom han lige nu mindede meget om en forvoksen hund i kraftige lænker. Kimeya måtte tydeligt kæmpe med at holde øjnene åbne. Eliksirens påvirkning af ham var virkelig kun tydelig. Den ville rive ham ind i en blid søvn, tvinge ham til at sove natten igennem, så forvandlingen ikke ville være så forbandet svær som den elles ville have været det. Det var ikke noget som Nathaniel havde fortalt Kimeya, dette var noget som han legede med i sin fritid når han ikke var sammen med Liya. Han havde stadig forbandet meget at skulle rydde op i når det kom til deres forhold og der viste han sig virkelig fra sin tålmodige side.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde først nu set hvorfor de lænker og kæder var nødvendige for at skulle holde ham fast den forgæves kamp han gjorde for at skulle komme fri mens Cayla i buret ved siden af bare sad stille og roligt, måske koncentreret men uden at have brug for hverken lænker ud over omkring håndleddene mest for at skulle holde styr på de kløer som var groet på hende. Henne i hjørnet stod den lille vugge med deres lille pige hvor man netop kunne skimte pelsen stikke op, på trods der ikke kom så meget som en lyd fra hende, havde Faith ikke vidst bedre ville hun have troet at hun sov. Det var tydeligt at se eliksiren havde haft dens virkning, endelig var han faldet til ro, opgivet den forgæves kamp mod de lænker han uanset ikke ville få fri. Et sted så var det skræmmende at se kun fordi det var ham og hun elskede ham, noget som vel efterhånden måtte være frygtelig tydeligt, men på den anden side så havde hun så mange gange set det som var langt værre, det var vel også derfor hun ikke direkte udviste nogen former for frygt, mere bare overraskelse vel? At Kimeya knurrede fra sit bur bed hun virkelig ikke mærke i, hun tænkte selet ikke over at det kunne have noget med Nathaniel at gøre, det at han kom så tæt på hende, for hendes del var det jo stadig slut ligeså vel som det lod til at være for hans del, de havde vel ingen forpligtelser overhovedet? Og hvad havde igår egentlig været? Bare en uheldig aften der var endt i lagnerne, eller så langt mere end det? Det forvirrede hende virkelig, endelig var hun sluppet ud af hans kløer, tog sig sammen til at skulle leve sit eget liv og alligevel satte hun sig selv i den selv samme fælde, og nu var det direkte som om Nathaniel ville have dem tæt på hinanden igen? Hun vidste jo at både Junior og Cayla ville hade hende for det, men der måtte hun stå fast på at de ikke ville kunne forstå hvad som var mellem hende og Kimeya, det var en længere historie end bare som så, alle de følelser de havde overvundet - Jalousi, Vrede, Sorg, Glæde, Lykke... Og hun kunne stadig sige at hun elskede ham, måske så dybt naivt men det var sådan landet lå, selv på trods hun virkelig til tider ikek brød sig om den tanke, om det greb han eget havde omkring hendes bankende hjerte. Sammen var de stærkere end hver for sig, hun havde været her kun et enkelt døgn og kunne allerede tydeligt føle det, alle former for tårer lod til at skulle forlade hende, selv på trods af alle de nætter hun virkelig lystede at skulle græde sig selv i søvn, men aldrig gjorde det "Jeg kan se forvandlingen er hård ved ham, Nath.. Men jeg burde virkelig ikke være her" gentog hun med en underlig bestemt mine på trods hendes hjerte virkelig kun ønskede at skulle følge hans ord. Hun trak dynen tættere om sig, med den kjole hun havde ladet falde mod gulvet. Junior var et familiemedlem Faith rent faktisk var blevet utrolig glad for, en af de få af hendes søskende hun rent faktisk bar det forhold til, hun vidste at han ikke var megetbfor Kimeya og hun vidste at han måtte tage Cayla's parti når det kom til de to, noget som hun i den grad også forstod, men det lettede hende virkelig at se at hverken Cayla eller deres elskværdige lille tøs skulle gå igennem det alene. Det var sandt at hun lyste op når han var hos hende, men var det stadig sådan for hans del? "Kimeya har tydeligt afvist mig, Nath.. Jeg repsektere hans ønske, at gå derind vil risikere at gøre tingene langt værre" mumlede hun svagt, hun ønskede ikke at Junior skulle høre hende. Hun vidste at det ikke ligefrem kunen se ud som en afvisning, Kimeya som var kommet stormet bare i boxere, og hende efter ud af hans soveværelse og kun med en dyne viklet omkring sig, men hvad der egentlig var sket kunne hun som sådan ikke huske, ikke andet end Kimeya gang på gang havde afivst hende. Det var efterhånden blevet hende en vane blot at høre stemmen i hendes hovede, for hende var det vel bare naturligt etfer hans mange besøg, hun ønskede ikke at han skulle sidde og bruge alt hans tid på at hjælpe hende og Kimeya, når det lod til at være forgæves, og da slet ikek når han selv havde en kvinde liggende i hans seng som virkelig behøvede ham, som behøvede dem "Jeg tror virkelig ikke det er klogt" fastholdte hun med en stille usikekr mine, betragtede Kimeya mens han faldt mere og mere til ro, hun ønskede at være hos ham, ja, men ønskede han at hun skulle være hos ham?

[Kimeya Marvalo]

Forvandlingen var ekstrem hård ved Kimeya ved hver eneste fuldmåne. Udelukkende af den grund at han sov så utrolig tungt dagen op til, for at samle på energien, at sove ud og for at give ham en mulighed uden at det skulle få alt for varige konsekvenser. Han havde været uheldig, udelukkende fordi, at det var varulven som stod stærkest i ham. Det eneste væsen som faktisk kunne give ham den følelse af liv, som vampyren slet ikke var i stand til. Lænkerne var højst nødvendig når det kom til ham. Han var voldelig, tøvede virkelig ikke med at slå ihjel hvis han ellers kunne komme til det og nu lå han der. Lænkerne var stramme og de var stærke. Nathaniel havde selv udvalgt dem præcist til dette formål fordi at han vidste, at det ville være det eneste som var i stand til at holde ham. Den store pelsede skikkelse gled kun mere og mere hen i den afslappende tilstand og tydeligt på grænsen til en søvn, selvom han stadig kæmpet for at skulle holde sig vågen. Nathaniels eliksir gjorde underværker. Det var virkelig første gang, at Kimeya var så rolig efter forvandlingen havde taget til ved fuldmånen. LIya lå vel og sov ovenpå kunne Nathaniel næsten forestille sig. Denne pligt ved fuldmånen var kun noget som han havde valgt, at skulle påtage sig. #Og alligevel sidder du her.. ikke i andet end en dyne..# Han hævede sigende det ene bryn, bøjede sig ned, hvor han samlede hendes kjole op. For hans vedkommende, var det nu ganske tydeligt at se hvad der var sket igennem natten, selvom det nu bare var noget som han valgte, at skulle se forbi. Igennem det sidste halve år, var det virkelig kun gået op for ham, at de ikke kunne uden hinanden. Kimeya havde han aldrig nogensinde set så forfærdelig indelukket som det han var lige i det her øjeblik. Det var næsten noget som han måtte anse som noget ganske skræmmende faktisk og der skulle virkelig en hel del til. Kimeyas knurren fangede dog hans opmærksomhed og klart det advarende blik som Kimeya sendte ham. En vis selvkontrol havde han da fået skaffet, hvilket han kun måtte stille sig tydeligt tilfreds med. Han vendte sig igen i retning af Faith. Han vidste allerede nu at ved at tage Faith og Kimeyas parti, ville han blive forbandet upopulær ved hans gudebarn og Junior, selvom det nu bare var noget som han måtte tage til sig. Junior blev stadig siddende i Caylas bur. Han måtte jo stadig være opmærksom på hende, selvom han nu bar den ekstreme tro på, at der absolut ikke ville ske noget som helst. Knivene sad han dog stadig med, selvom de var skjult i hans tøj. Han ville for al del, undgå, at skulle skade hende. Kimeya lukkede øjnene stille eftersom han måtte give efter for den søvn som Nathaniel havde tvunget i ham. Ikke at det gjorde ham det mindste. At sove hele forvandlingen ud, gjorde det virkelig kun meget nemmere for ham. Nathaniel lod hovedet søge let på sned. #Hver eneste fuldmåne må han gå igennem det hele alene, Faith.. Han har brug for dig,# fastholdt han dog med en ganske så stædig tone, dog stadig rolig og mild som den altid var og havde været. Der skulle virkelig frygtelig meget til før han overhovedet ville hidse sig op overfor noget som helst, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et stille smil. #Han afviser dig kun på grund af en ting, min kære..# Han lod hånden roligt og let stryge igennem hendes for at fange hendes fulde opmærksomhed igen. Der lå virkelig ikke nogen hentydning til noget andet bag. #Han er bange for at knuse dig igen.. Han knuser sig selv ved at afvise.# Nathaniel havde set det, han kunne føle det og han kunne i den grad fornemme det på ham. Alle de gange, hvor han selv havde lagt kursen mod Drypstenshulerne for at aflægge Faith en visit, havde han tydeligt læst det i Kimeyas blik. Aldrig havde han set det blik være så tomt som det var på de tidspunkter. Kimeya viste sig som en mand efterhånden, en som kunne stå for hvad han selv måtte mene var rigtigt, og det var noget som Nathaniel var stolt af. Rollen som mand havde han tydeligt taget til sig. #Han vil sove natten ud Faith.. Gå ind til ham og lad ham vide, at du er der, når han selv har brug for det,# afsluttede han roligt og dog alligevel med den ganske så bestemte tone. Kimeya elskede hende, man skulle virkelig være blind, dum og døv for at undgå at skulle lægge mærke til det, det var der heller ikke nogen tvivl om. #Han vil elske at vågne ved daggry og se dig ligge der.# Han nikkede sigende og med et svagt smil. Junior sagde stadig ingenting. Han så blot til og med et meget vagtsomt blik.

[Silia D. Diamaqima]

At se Kimeya vsådan var virkelig hårdt, han var ikke typen der plejede at ydmyge sig på den måde, men på den anden side så var det lettende at han selv kunne se at han var et dræbende bæst der kunne gøre ting som hun end ikke i hendes vildeste mareridt ville kunne forestille sig, hun var glad for at han kunne se det var nødvendigt at søge hertil om aftenen, det var rent faktisk.. Fornuftigt gjort? Det den første gang i ekstremt mange år hun havde hørt tale om at Kimeya kunne være fornuftig, det plejede at være lige omvendt og selv nu prøvede hun at lytte til hendes egen fornuft, noget som langt fra var nemt når Nathaniel var den som skulle stå og ligge presset på hende.. Hvad var det for en pervers leg han legede? Hans hjerte måtte endnu banke det var den hjerterytme hun hele dagen havde lagt og lyttet til, det var den selv samme som vækkede hende for blot ganske kort tid siden da hans forvandling var ved at træffe ind. Det gjorde frygtelig ondt at han bare skubbede hende ud af hans favn men nu forstod hun hvorfor, eller også håbede hun vel bare på at det ville være af den grund? Hun kunne virkelig ikke tage mere afvisning, hun var vel bare begyndt at se i øjnene at sket var sket og denne gang kunne intet tilgives kun fordi det lod til kimeya end ikke ønskede at blive tilgivet, men han fik det jo på den anden side også til at lyde som om det hele var hendes skyld, selv på trods det var hende som bar de tydelige mærker og ar efter den aften. På trods det var Nathaniel hunstod og første en stille samtale med, så skænkede hun ham end ikke et blik, ikek for at være afvisende overfor ham, men fordi den bekymrede mine tydeligt hvilede mod Kimeyaøs skikkelse der døsede mere og mere hen, den store ulv, pelsen, de lange kløer, det var underligt skræmmende at se lige ham i den tilstand ikke mindst fordi hun tydeligt kunne se hvor bizar den forvandling i virkeligheden var ved ham. De grønne øjne gled stille mod den kjole Nathaniel valgte at løfte, hans ord tvang en rødmen frem i de kinder som den seneste tid havde været om muligt mere blege end det som de plejede at være, det var vel tydeligt hvad som var sket gennem natten, ting som virkelig ikke burde være sket men som vel ikke havde kunnet undgås? Eller hvad? "Det var.. En fejl Nath" endte hun stille, ganske vidst en løgn men hun ønskede ikke at skulle fortælle ham omkring hendes pludselige trang til alkohol det forbød hendes stolthed hende, selv når det var den mand hun stolede mest på som stod foran hende. Hunf rygtede virkelig at Junior ville overhøre deres samtale, flere gange skævede hun mod ham som for at sikre sig at han var beskæftiget med den ulv som måtte stå ganske roligt foran ham. Det sidste halve år havde været hårdt ved dem begge, hende som måtte være stor leder og enemor på den samme tid, det var virkelig ikke nemt og forbød sig selv at græde flere trer over ham det var som om der ikke være flere at græde af, de var alle gået tabt gennem de mange år, på trods hun så ganske velfungrende ud så var hendes indre virkelig ondt. Hun kommenterede ikke hans ord om at han behøvede hende. Hun sukkede stille, anede intet omkring de knive han bar på sig selv på trods hun vel burde vide det om hun tænkte over det, med et så farligt væsen i hus og 3 af slagsen så.. "Og derfor er det bedst hvis vi holder ved det som det er nu.. Han knuser mig eller omvendt og samen knuser vi.." hun tav stille, lod blikket glide mod det andet bur hvor Cayla sad, at se ens datter blive så påvirket af det det gjorde virkelig ondt, var det så et sted det værd? "Og hvis han starter med at afvise igen? Det nytter ikke noget, jeg hverken kan eller må" hviskede hun stille, dog emd en undertone af fustration, at hun holdte sig tilbage for hendes families skyld, det var virkelig første gang man så det fra hendes side. Hun bed sig fast i læben, tog fat om kjolen og lagde den i hendes skød, hun lystede virkelig at lade Kimeya vide så mange ting.. men han gjorde det jo klart at det var.. For sent?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde i den grad lært af den her situation og det var det som Nathaniel tydeligt måtte stille sig tilfreds med. Manden havde endelig lært af hele denne situation ved at være alene og det at han stædigt måtte holde i afvisningen af Faith, viste ham bare, at han ikke længere tænkte i de egoistiske baner, men også som den far som han måtte og skulle være overfor deres fælles søn. Junior havde vendt opmærksomheden mod Cayla igen. Han var selv efterhånden så vant til at skulle sidde der under fuldmånen. Enten så frit som det var lige i øjeblikket, også selvom han stadig måtte bære knivene på sig, selvom han klart måtte holde det hele skjult for Cayla og selv med den følelse af, at han aldrig nogensinde ville komme til at gøre det mindste brug af det. Han elskede hende virkelig og det var virkelig for højt til at han nogensinde ville skade hende. Kimeya havde givet efter for søvnen, selv ikke den samme knurren kunne man høre lige i øjeblikket, det hele var bare gledet ud i det rene ingenting, da han igen var tvunget i den dybe søvn og ude af stand til at skulle gøre noget ved det. Nathaniel var nu ganske rolig. Det var i den grad ikke en leg som han legede med hende. Han vidste hvad de begge måtte ønske. Han behøvede end ikke at skulle stille spørgsmål til hvad der var sket inde på soveværelset. Kimeya var kommet ud næsten i det rene ingenting og her sad hun blot med en dyne. Det var vel ren logik at vide, hvad der var foregået? Selvom det nu ikke var noget som gik ham på af den samme grund. Kimeya valgte at lade sig ydmyge på den måde, han valgte, at bæstet skulle låses fast og gemmes af vejen udelukkende fordi, at han var vis om at det ville gå galt hvis han fik lov til at rende i det fri. Han var et morderisk bæst, nøjagtigt som han havde prøvet, at skulle fortælle Faith nede på stranden.. At han ikke var den samme mand mere.. at han faktisk var blevet mere fornuftig med tiden og det i sig selv, var noget som han selv kunne høste sejerens afgrøder af. #Det var en fejl?# gentog han med et let hævet bryn. Dum var han dog bestemt ikke. Hvis Kimeya af hjertet ønskede, at skulle afvise hende, så havde han i den grad ikke ladet hende hvile i hans seng i løbet af en nat og igennem en dag inden fuldmånen. Det var jo heller ikke fordi, at man kunne sige, at det var månen han havde tænkt på, det så mere ud til at være gået lidt i glemmebogen. #Ville han afvis dig med hjertet, ville du ikke indfinde dig i hans soveværelse, Faith.. Gang på gang, ligger han i sengen om dagen og hviske dit navn.. Han har brug for dig,# fastholdt han stadig med en rolig og fattet stemme som blot måtte lyde i hendes hoved. Kimeya vidste hvad ulven var i stand til. Nathaniel havde været kradset adskillige gange, selvom det nu ikke havde haft eller fået nogen konsekvenser for han endnu, hvilket han ellers var storslået tilfreds med og glad for også. Han kunne dog godt mærk til tider, at det kriblede en anelse under huden når fuldmånen stod op, men ellers ikke. Han lod hånden ganske roligt stryge over hendes kind. Han kendte hende bedre end som så, vidste at de ikke ville være i stand til at holde sig fra hinanden, hvad end om de måtte eller ikke, så havde det jo trods alt heller ikke stoppet dem til nu, uanset hvor mange hindringer han havde lagt i deres vej. Kimeya var ikke længere en leder. Den stilling var taget fra ham lige så hurtigt som den var kommet udelukkende ved Caylas bid. At Kimeya elskede Faith, betvivlede han virkelig ikke, det stod tydeligt i mandens blik når de endelig kunne bringe en samtale på banen når de endelig stødte på hinanden, hvilket ellers skete sjældent. Kimeya var blevet en enspænder, endda også af den type som formåede, at klare det hele bedst muligt alene, hvilket han heller ikke kunne komme det mindste udenom, var en ting som han var glad for. Manden havde virkelig fået tænkt det hele meget igennem. #Det knuser ham ikke at have dig og jeg kender dig godt nok til at vide, at det er gengældt, Faith.. Jeg ved udmærket godt, at jeg har stillet mange hindringer i jeres vej og stadig har i formået at holde sammen på den ene eller den anden måde.. Han har været ved dig igennem dine hårde tider, ikke sandt? Hvorfor vil du ikke sidde med ham igennem hans?# Han betragtede hende roligt. Han var stadig helt rolig i has udtalelser. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle hidse sig op.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ikke været der de sidste mange måneder til at kunne følge Kimeyas udvikling om han havde lært af hans fejl var hende så frygtelig ubevidst men hun forstod sig pludselig virkelig ikke på Nathaniel, gennem alle de år havde han prøvet at skulle splitte dem ad, rådet hende så mange gange til at skulle stikke af så hurtigt som det ville være hende muligt, og så alligevel så var han den som nu stod og insisterede på at hun skulle sætte sig ind i buret til Kimeya, hvad skulle det pres nu til for? nu kunne hun endelig holde fast i hendes beltuning selvom det gjorde helvedes ondt, og så ønskede han pludselig det stik modsatte af hende? Igen hvad var det for en pervers leg de legede? Kimeya var faldet helt til ro, hun kunne høre de prustende tunge åndedræt han gjorde sig under den søvn som burde have været så sød, hun var virkelig ikke sikker på det ville være en god idé. At Junior så ud til at være helt og aldeles beskæftiget glædede hende virkelig kun, det var noget så tydeligt hvad der var ket den nat, hende som sad kun med dynen svøbt om sig og Kimeya der var kommet løbene ud i mere eller mindre ingenting, men på den anden side alle vidste at de ikke kunne holde sig fra hinanden, enhver vidste at hun var ganske seksuelt provokerende, hvad de så ikke var klar over var det lille alkohol problem der var opstået lige den aften og som egentlig havde startet det hele for det gjorde hend ei den grad kun langt værre på det puntk. Bæstet blev lukket inde, og var dermed ikke til farer på nogen, noget som kun glædede hende selv på trods at det betød at Kimeya måtte ydmyge sig selv i den allerhøjeste grad. Nathaniel var i den grad ikke dum - Desværre for hendes del somme tider, ønskede hun ikke at være sammen med Kimeya ville hun jo heller ikke have.. Bare følelsen efter hans hænder hang nendu ved, det var som hun stadig kunne føle hans strøg over hendes kind, føle hans krop så tæt til hende, allered ene savnet følelse, den første gang hun havde lagt i en mands seng på den måde siden den nat hvor Cedric var blevet skabt, hvilket efterhånden var ganske længe siden. Det var tydeligt at Nathaniel ville pille de argument fra hinanden, at han ikke ville kunne se den mindste smule mening i hendes ord. Hans ord varmede faktisk.. Lå Kimeya og hviskede hendes navn? Der var ingen undskyldning og det var noget som langsomt var ved at skulle gå op for hende, hun havde intet der kunne holde hende tilbage fra at gå ind i det bur "Gang på gang advare du mig om ikke at falde i den samme fælde når det kommer til Kimeya, du plejer at hade mig når du finder mig som dette og tydeligvis ved hvad der er sket.. Men nu.. Nu beder du mig direkte om at hoppe i fælden og lade den klappe? Hvad er det for en eprvers leg vi leger her, Nath?" hun vendte blikket over skulderen, søgte hans, det havde i den grad ændret sig, poiten var vel at han i det mindste var i stand til at skulle se, det andet ønskede hun ikke for ham, hun havde selv stået der for blot kort tid siden, levet i det mørke det var ikke nogen hun ville ønske for nogen ud over Jaqia og Samuel. KInden faldt stille mod hans hånd ved de blide strøg, hun elsked den mand det var der ingen tvivl om, måske kun af broderkærlighed men det var en stor ting, hun plejede som regel aldrig at stille spørgsmål ved hasn råd men denne gang var det svært at lade værre, det var frygtelig forvirrende, på den ene side var alle klar over hun ikke kunne undvære Kimeya, men på den anden side så vidste man også at det måske bare var på tide de lod sig skilles som de havde gjort? Hans sidste ord gjorde hende virkelig bare vred, hun sendte ham et trodsigt blik, hvis der var nogen som svigtede i hendes hårdeste tider så var det Kimeya! Bare tanken om Samule netop havde haft hendes kløer i hende, og hun kæmpede for at være mor, og Kimeya tillader sig at beskylder hende for at ville gifte sig med en anden? Tvang hende ud i den situaton i hendes øjne om ikke andet, tvunget til at skulle forlade ham "Det ved du godt ikke er sandt, Nath.." mumlede hun sammenbidt og trodsigt tydeligt tegn på at han legede med ilden nu, hun var træt af at mere eller mindre alle bebrejdede hende når det var hende som havde stået som et form af offer, hende som altid stod trofast og ventede og altid hende som måtte trække det tungeste læs. Hun bed sig fast i læben, så væk, hvorfor ville ingen for en gangs skyld se det fra hendes side? Hun var ikke god til det med følelser, men han burde kende hende nok til at vide at det var ren og skær usikkerhed.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gjorde kun hvad der kræves af ham når det kom til den store fuldmåne. Når kontrllen ikke var der, var det kun det bedste at gøre. Kimeya pådrog sig en skade på sig selv, fremfor at skulle skade andre. Nathaniel kunne virkelig ikke være mere stolt over mandens mening og holdning i henhold til varulven i ham, det var der ingen tvivl om. Han havde aldrig nogensinde løjet for hende før og det var i den grad heller ikke noget som nogensinde ville kunne falde ham ind. Han havde igennem årevis prøvede at skille dem og han havde fejlet gang på gang, efterhånden var det så også bare blevet tydeligt for ham, at han slet ikke kunne gøre noget ved det, tvært imod, så måtte han og han kunne prøve at gøre det enklere for dem at holde sammen, selv på trods af hans tilstand nu. Han pustede frygtelig tungt. Den store krop var jo ikke videre lydløs. Kimeya rørte sig slet ikke, han pustede dog tungt og hvilede i den tungeste søvn som man overhovedet kunne komme i nærheden af. Så snart forvandlingen var igang, havde det kun været Nathaniel som formåede, at skulle komme tættere på ham. Han betrgtede hende med et roligt og stille blik. Han nikkede til hendes ord, det var vel ren og skær logik? Det var nu alligevel første gang, at hun stillede spørgsmål ved ham. Der var vel en god gang til alt sammen? Det kunne han da næsten lige forestille sig, selvom det nu bare var noget som han måtte bide i sig. Han vendte blikket stille i retning af Kimeya. Han blødte tydeligt over kind, det store snudeparti og adskillige steder over bryst, mave og ansigt som kløerne lige var kommet i kontakt med. Forvandlingen så i den grad smertefuld ud. Han vendte sig igen i retning af Faith. #Jeg leger ikke med dig, Faith, jeg er ganske seriøs,# påpegede han med en rolig og fattet mine. Han stod stadig urokkeligt ved hendes side. Han holdt forbandet meget af hende som en søster, ønskede virkelig kun at hun skulle være lykkelig, og det var hun ikke når hun ikke havde Kimeya ved sig og det samme var det omvendt. Han strøg hendes kind roligt og stille og med den samme rolige mine i ansigtet. Han tøvede virkelig ikke. Han gjorde aldrig noget hvis han ikke var sikker nok i sin sag til at vide om det ville gå i den anden ende eller ikke. De havde brug for hinanden og Kimeya udviste sig efterhånden som en voksen mand og ikke den unge teenager som gik amok når han ikke fik sin vilje. Der var heller ikke nogen tvivl om at manden havde lært af sine fejl. Nathaniel var dog udmærket godt klar over, at han lige i øjeblikket måtte lege noget så frygteligt med ilden, selvom han vidste, at det var den eneste måde, at skulle nå ind til hende på, så vdet var noget som han bare måtte sørge for og noget som han bare måtte gøre. Han hævede sigende det ene bryn. #Det ved vi begge to ikke passer, Faith.. Hvem fandt dig efter dine sammenkomster med Samuel? Hvem sad der ved Milando og Leons fødsel og hvem stod der dengang i begge havde Memphesto på nakken?"# påpegede han med en stadig let alvorlig mine. Kimeya havde fundet Faith begge gange, han havde siddet der ved børnenes fødsel og han havde hugget hovedet af hende udelukkende for at redde dem begge, samt at han var gået i døden også for hendes liv. Kimeya havde i den grad stået der ved hende når hun skulle igennem mange af de hårde tider, det var han slet ikke det mindste i tvivl om. #Jeg har aldrig nogensinde løjet for dig før Faith.. Kimeya har brug for dig nu.. Og jo, jeg ved udmærket godt, at det passer.. Han har stået der i mange af jeres hårde tider.. Nu er det ham som har det hårdt. Gå ind til ham og sæt dig ved ham,# opfordrede han endnu eng ang uden at skulle tøve det mindste. Selv han gik rundt med knive af sølv når månen var oppe og kun når månen var oppe, nøjagtigt som Junior. Han vendte blikket i retning af Junior som blot gengældte blilkket, et klart blik som måtte sende ham en advarsel. Det var efterhånden ved at gå op for ham hvad det var Nathaniel havde gang i, og det var i den grad heller ikke en tanke som han brød sig bestemt om overhovedet! Junior vendte blikket væk fra dem igen og vendte det i retning af Cayla. Han sad der helt roligt og stille og fuldkommen utrætteligt som han gjorde ved hver eneste fuldmåne. Han var der for hende. Nathaniel vendte blikket igen stille i retning af Faith. Han vidste, at han havde ret. Det ville i den grad ikke hjælpe hende at være stædig. #Kimeya er en mand nu, Faith.. Du har ikke set hvad han har præsteret igennem den tid i har været adskilt. Han har brug for dig, som jeg ved, at både du og Cedric også har brug for ham.# afsluttede han med en rolig og ganske så bestemt tone. Han slap hende med blikket, gik hen til Kimeyas bur, hvor han fik den tunge låge af jern op med en tydelig knirken. Han gik hen til Kimeyas skikkelse og vendte sig så mod hende. Han vidste det.. De kunne ikke undvære hinanden.

[Silia D. Diamaqima]

At se Kimeya med en så fornuftig indstilling det var virkelig nyt, men det glædede hende virkelig at han om ikke andet tænkte over det faktum at han levede i et hus med folk som rent faktisk holdte af ham og som han kunne risikere at skade mere end hvad godt var, den ydmygelse var nødvendig og selv Faith var klar over det, det var bare det at det virkelig gjorde ondt at se ham stå og kæmpe sådan med de lænker, han så jo på hende som et sultent dyr der kunne flå hende hvis hun kom for tæt på, nu hvor han var faldet til ro og faldet i den søvn så virkede han virkelig bare dejlig fredelig og rolig, et af de kæledyr som man bare kunen ligge sig i græsset og putte sig ind til den varme pels, noget som for hende var ganske fristende hun var virkelig bare ikke sikker på det skulle være som dette. Nathaniel irriterende hend ei en voldsom grad ligenu, han var den som gang på gang rådede hende til at stikke af og komme væk inden hendes hejrte ville ende knust, han var den som altid havde prøvet at skille dem ad ham og Kimeya havde altid haft den krig fordi det lod til at ingen af dem kunne holde sig fra hinandens tøser, og nu stod han direkte og hjalp manden? Gik imod hende og forvirrede hende ved pludselig at ændre mening? Han gjorde det da så sandelig heller ikke nemt for hende, lige på de punkter var hun nødt til at skulle sætte spørgsmålstegn ved hans råd, noget som aldrig før var sket, hun gjorde altid som han bad hende om for det plejede at være det mest fornuftige "Først siger du jeg skal gøre det ene så det andet, og det er ikke en leg? Du gør det så sandelig ikek elt for mig" mumlede hun betydeligt irriteret, hun var ikke komme tofr at skændes med nogen men hun var virkelig ikke i humøt til at blive fremstillet som the bad one, når hun kun prøvede at skulle gøre bedst for alle, ikke mindst så tænkte hun på hendes familie hun ønskede virkelig ikke at Cedric skulle vokse op med samme billede på kærlighed som Cayla havde gjort det, for en gangs skyld prøvede hun at være fornuftig selv på trods af at hende shjerte tiggede og bad hende om at gøre som Nathaniel sagde, han havde ret hun behøvede Kimeya uden ham så var hun virkelig intet, men hun kunne ikke fortsætte dette. Hun kunne ikke risikere at det ville ende ligesådan endnu engang nu hvor hun endelig var i stand til at stå stærk, for travlt til at græde kort sagt. Den mand legede virkelig frygtelig med ilden var det ikke fordi hun ikke ønskede at skulle komme op i det røde felt ligenu så var han virkelig endt som en flamberet kylling, han plejede ellers at vide lige præcis hvilke knapper han skulle trykke på men ligenu vækkede han bare den gnist af vrede et sted i det indre og intet andet "Mhmm.. Måske.. Men hvem forsvandt uden et ord i flere uger efter Milando's død og lod mig sidde selv med en trone sorg og så meget andet? Hvem forlod mig da jeg var gravid med Leon til fordel for en lille mide af den tøs at være? Og hvem forsvandt atter ud til lederpligterne selvom han havde fundet mig nede ved den sø, pint, lyttede til rygter og kom hjem for at slå mig ihjel?" påpegede hun med et hævet øjenbryn en rolig tone måske men den dirren var tydeligt at høre at hun var fyrgtelig vred, KImeya havde svigtet ligeså meget som han havde stået der og det vidste Nathaniel godt, hun ville ikke tillade ham at give hende dårlig samvittighed for den bar hun nok fra før af! Det var ganske bevidst hun brugte et stort omfattende ord som 'pint' det kunne indebære så meget og der var ingen hun til nu indrømmede overfor at hun var blevet voldtaget den krop var et virkelig så ømt punkt og det var noget som endnu kunne vække hende i mareridtene, som regel startede de som drømme, ligge der i sengen med Kimeya se det udvikle sig for hendes indre blik og pludselig blev ansigtet skiftet ud med den egoistiske onde satan til Samuel "KImeya har svigtet ligeså meget som han har været der, Nath og du ved det.. Det var dig som gang på gang prøvede at splitte os fordi du kunne se hvad det gjorde ved mig, så kom ikke og sig at han altid har stået der.." det var slet ikke meningen at hun ville stå og bebrejde Kimeya for noget som helst det var jo glemte tider, men at hun skulle have dårlig samvttighed fordi hun ikke havde lsyt til at skulleødelægge den lille familie mere end den i forvejen var,f ordi hun ikke ville igennem det hele endnu engang, det ville hun virkelig ikke finde sig i, end ikke fra Nathaniel's side! "Jeg har brug for ham.. Jeg elsker ham.. Men jeg vil for helvede ikke lade det gå ud over familiene ller dem omkring mere, eller mig eller ham for den sags skyld.. Vi har prøvet Nath.. gang på gang har vi prøvet og vi ender altid netop hvor vi sluttede, så drop at give mig dårlig samvttighed jeg gjorde kun hvad der var nødvendigt, og det er det jeg er nødt til at gøre nu.. Der er ikke plads eller tid til at være egoistisk mere" for et kort sekund måtte hun tælle til ti, hun ønskede ikke at hidse sig op ikek her foran alle, det var for ydmygende, hun betragtede ham blot betragtede Kimeya's pelsede skikkelse uden at skulle gøre det mindste tegn til at rykke sig. Hun ville være stædig til det sidste, dette var langt mere end hun ville finde sig i!

[Kimeya Marvalo]

At se Faith stå som den stædige, var kun en rolle som han genkendte Kimeya i efterhånden. De mindede skræmmende meget om hinanden til tider. Kimeya følte sig i den grad ikke elsket i det hus som han måtte befinde sig i. Han holdt sig på afstand fra dem alle sammen, det var kun i disse stunder at han overhovedet kom til Nathaniel for at sikre sig, at han ikke ville komme ud af buret og skade dem som han selv måtte holde af. Kimeya var klar over, at Cayla var mistet for hans vedkommende, Junior havde han aldrig haft.. Han havde snakket meget omkring sin søn uden egentlig at kende det mindste til knægten. Han havde fundet den fornuftige indstilling, selvom det klart krævede, at han skulle stille sig i den situation, hvor han lod sig blive ydmyget på den måde. Det var jo ikke fordi, at han havde noget andet valg? Han tænkte på andre før han tænkte på sig selv, at det jo så efterlod ham med et giga migræneanfald for adskillige timer bagefter, udelukkende fordi, at kæden omkring hans hals, måtte stramme godt, samtidig som han rev og sled i den, så det kunne mærkes bagefter. Han havde virkelig bare ikke nogen selvkontrol. Nathaniel blev stædigt stående ved siden af Kimeyas pelsede skikkelse, gik roligt ned i knæ hvor han roligt strøg ham over hovedet, bare for at se om han sov ordentligt. Den ru og grove pels gled dog tydeligt mellem hans fingre. Han vendte blikket stille i retning af Faith. At hun stillede spørgsmål ved hans råd, var noget som dog måtte more ham en hel del. #Under de daværende omstændigheder så var det kun det rette at gøre, Faith.. Det er da simpelt. Jeg ved at du vil tæt på ham, hvorfor skulle du ellers være her?# påpegede han med et let hævet bryn. Efterhånden var tankens vej en normal vej for ham, at skulle føre en samtale, det var jo ikke fordi, at han havde noget andet valg i den anden ende. Han vidste, at han havde ret i sine udtalelser ellers var han heller ikke kommet med det. Dette var mere eller mindre bare blevet en verbal kamp og det var i den grad ikke noget som han havde i sinde, at skulle gå hen og tabe, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. #Hvem brugte uger på at finde sit nye jeg, Faith? Han kom hjem igen og gjorde endnu et forsøg med hans daværende tilstand.. Han er menneskelig og han har lært af sine fejl og det er den eneste grund til at han ligger lige her i øjeblikket.. Han ved at han er nødt til det.# Nathaniel vendte igen blikket mod ham. Det bekymrede ham et sted, at Kimyea gjorde så meget ud af det.. At han gjorde sig selv den store skade fremfor at skulle skade andre som han kunne komme i nærheden af. #Du har virkelig ikke nogen anelse om hvad han har brugt sin tid som leder på, før Cayla satte sine tænder i ham. Jeg har snakket frygtelig meget med ham når det endelig har været mig muligt at få kontakt. Jeg påstår ikke at han altid har stået der.. Han gør et forsøg selvom jeg deriblandt, har været af dem som har slået ham direkte til jorden igen og alligevel har han rejst sig og slået fra sig. Du har ret, der er ikke plads til at være egoistisk, så læg det til side og se til hvad dit hjerte egentlig ønsker af dig.# Afsluttede han med en stadig rolig stemme. Han vendte blikket stille i retning af hende og stadig lige så rolig og afslappet i ansigtet som han havde været frem til nu. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle hidse sig op på grund af det her. Han blev siddende i knæ. Kimeya havde brugt sin tid som leder på at finde ud af mere omkring Jaqia og Samuel, at finde deres svage punkter, samtidig som han havde styrket forsvaret rundt om Marvalo Mansion. Der var virkelig sket så frygtelig meget ved den mand som Faith ikke kendte det mindste til overhovedet. #Hvis du gør det for familiens skyld, så bliv sammen med ham. Det vil du elske og det samme ved jeg at Cedric vil.# Han havde allerede set Kimeya håndtere den lille knægt og han var i den grad faderlig. Han havde i den grad meget af Elanya i ham, det havde han efterhånden fundet ud af. Junior vendte sig mod hende, det var tydeligt hvad Nathaniel gjorde et forsøg på og han var i den grad ikke glad for det, selvom han stadig valgte, at skulle forblive helt stille og uden så meget som et ord. Han vendte atter blikket i retning af Kimeyas sovende og store skikkelse. Han var meget større end Cayla, det var der heller ikke nogen tvivl om og det var også derfor at han normalt valgte, at skulle undgå at komme for tæt på den mand. Han vendte sig igen mod Cayla som måtte være lidt for sig selv. Hun vidste, at han sad der.. han sad der altid for hende under fuldmånen. Nathaniel blev siddende og afventende. Kimeya sov stadig frygtelig tungt og han trak lige så vejret meget tungt. Der skulle i den grad meget til før han ville vågne op. Nathaniel var helt hundrede procent sikker på, at den mængde sovemiddel som han havde fået, ville vare til daggryet og solopgangen.

[Silia D. Diamaqima]

Til tider mindede hun frygtelig meget om Kimeya ja, men hendes stædighed havde vel altid været et stort problem når det valgte at skulle blande sig med stolthed, hvad der ririterede hende ligenu var jo at det kom ud som var det hende som var hele problemet, hvad med Kimeya? Han virkede så sikker på at han ønskede at have tingene som de var nu, hun kunne jo bare tænke mødet nede ved stranden. Hendes stædighed havde tuvnget hende væk fra ham kun fordi at hun ikke ønskede at skulle skændes overfor deres lille engel som tydeligt var faldet godt til hos Kimeya, hun havde flere gange taget sig selv at stå og betragte dem gennem den lille sprække mellem døren og dørkarmen ind til barneværelset når Kimeya kravlede rundt med den lille knægt på gulvet, og hun kunne lytte til deres begges latter, havde taget sig selv i at stå med et smil på læberne bagefter, lige indtil døren indtil Cayla og Juniors værelse var gået op, så trak man sig pænt ned af gangen og lod som ingenting, hun elskede virkelig hele hendes familie, og det var den hun prøvede at skulle bevare for alt del, måske det også var derfor hans ord gjorde så ondt, hun prøvede virkelig, og for første gang prøvede un virkelig at skulle tænke på andre før hende selv og det var det som hun pludselig skulle have en elendig samvittighed over? Faith kendte virkelig ikke til efterfølgende konsekvenser af hans forvandling hun kendte faktisk mere eller mindre intet til hans væsen der var ikke uvle hun beskætigede sig mest med, og som regel når hun stod ansigt til ansigt med dem så var det i en menneskelig form. For hendes del var det virkelig furstrende at skulle sidde her med kun dynen omkring hendes krop, se på Kimeya ligge inde i det bur og finde sig i Nathaniels mange kommentarer som virkelig kun pissede hende af, kort sagt, det var efterhånden længe siden han kiggede forbi sidst, han så måske Kimeya's udvikling men han fulgte langt fra hendes det var som om hun var blevet en fremmede selv for ham han klendte hendes kanpper men virkelig kun til at gøre hende irriteret ikke til at få hende overtalt på nogen måde "Jeg siger ikke jeg ikke vil tæt på ham Nathaniel i så fald ville jeg ikke sidde her med kun en dyne omkirng mig.. Men det er det bedste og mest fornuftige, og jeg er ikke sikker på at han ønsker mig tæt på" påpegede hun med en fast tone, skævede let til den store og pelsede skikkelse. Det var ikke fordi hun var bange for ulven men bange for den reaktion Kimeya ville gøre sig imorgen når han ville være vågen. Dette var virkelig gået hen og blevet en kamp med ord, og hun ville ikke spilde tiden på at finde sig i at blive gjort til hele problemet, han fik det til at lyde som hun svigtede ham, men hun prøvede virkelig bare for en gangs skyld i hendes liv at gøre noget rigtigt, var det så forkert? "Nej og jeg har end ikke lyst til at vide det.. Det er bedst sådan her Nathaniel det er dine egne ord, dem som jeg har fået fortalt gang på gang og nu står du og siger det modsatte.. Er det så helvedes forkert at jeg prøver gøre noget rigtigt for en gangs skyld? Mit hjerte siger en ting, hans siger måske noget helt andet, dette er ikke en beslutnign som hviler på mine skuldre men også Kimeya's, og jeg vil ikke stå som svag igen" hurtigt fortrød Faith hendes sidste ord, det var vel hvad det hele handlede om? At hun ikke ville sidde med de alt for mange tårer, at hun ikke ville være dne som gang på gang bukkede under for et pres? Sådan var hun ikke længere stoltheden var i den grad atter fuldendt. Faith betragtede skiftevis ham og Kimeya's sovende skikkelse, det var som om hun helt glemte både at Junior og Cayla befandt sig i lokalet også "Cayla's syn på kærlighed er komplet ødelagt på grund af mig og ham.. Se hvor længe det tog for hende at åbne sig overfor Junior og hun sagde direkte at det var vores skyld.. Jeg ønsker ikke at Cedric skal ende ligesådan uanset hvor meget jeg elsker den mand.. og igen det er ikke alene mit valg" gentog hun næsten trosigt efterhånden. HUn sukkede stille næsten opgivende, hun ønskede virkelig at hvile der men hun frygtede virkelig at det var hende som alt skyld ville ligges på hende, og frygtelig bange for at Kimeya ville ende med at afvise hende endnu engang.