døden troner sig over søen

[Deleted]

Klokken var over midnat og mørket herskede hen over søen det eneste lys der var, var et bål der var lidt foran en stor trone lavet af skeletter.
Ichtan sad paa tronen og så på to af sine livløse vagter der dansede for at morer ham mens han bare sad med et smil.
Icthan holdte et bæger op og en af hans tjenere fyldte vin i bægeret.
uden at spilde en eneste dråbe icthan smilte lidt det havde taget ham mange år at udvikle en tjener der var så intelligent at den kunne hælde vin op i sandhed en stor bedrift.
vinden blæste lidt og nu dansede ikke kun hans tjenere men ogsaa flammerne i bålet foran ham dansede ligeledes.
*en livlig aften enskam at mørket er blevet så tilbage stående* tænkte han

[Deleted]

Morgul sad fuldstændig stivnet i et træ, og kiggede ned på sceneriet foran ham. Hvad var det der skete dernede? Hans nøddebrune øje hvilede fast på skikkelsen i tronen. Hvad lavede han her? Han så utrolig fornem ud, som om han virkelig troede at han var noget. Han var klædt i sin sorte kutte, og oppe af træet var han fuldstændig skjult i skyggerne. Han havde brugt mange år på at træne sig i at vøre fuldstændig lydløs, så man ikke engang kunne høre hans vejrtrækning. Han gættede på at manden nede i tronen var necromancer, eftersom, han så ud til at kontrollere de udøde der også så ud til at befinde sig rundt omkring ham. Nekromantikerne var ikke den race han havde beskæftiget sig mest med, samtidig med at det også var en temmelig sjælden race. Han var dog klar over at de kontrollerede de udøde, og at de for det meste havde store horder af udøde. Dog forholdt Morgul sig for det meste neutral når de kom til folks racer. Han mente ikke at man skulle dømme folk på det punkt, men istedet dømme dem på deres person. Dog havde han på fornemmelsen at denne mand var på mørkets side.

[Deleted]

en grib fløj rund over træerne for at se om der skulle være noget at æde til den her den satte sig på en gren lige over personen og fløj ned og satte sig på tronen lidt over Icthans hoved.
*jeg har på fornemmelsen vi ikke er alene* tænkte han roligt men gjorde intet ved han gav blot order til at den døde vin skænker skulle skænke ham endnu et bærer med vin "snart skal mørket herske og lyset skal forgå " sagde han nu roligt og det var som regel en god måde at sige hvad han gik indfor på.
han smilte stille og tog sin bøddel maske han tog først engang på men siden af igen og dækkede hurtigt sit ansigt igen med den brune kutte så kun hans mund var synlig

[Deleted]

Morgul blev blot siddende helt stille oppe i træet. Man skulle måske tro at hans syn var svækket, eftersom han kun havde et øje, men istedet var hans ene øje så med tiden blevet endnu bedre. Det at han var en varulv havde også virkelig hjulpet hans sanser. Mange varulve nåede ikke over de hundrede år, eftersom der var mange derude der jagede dem ned og dræbte dem, mest fordi man syntes at folk af hans slags var en skændsel imod alle de andre racer. De var syge mennesker, ikke ligeså fine som dæmonerne, ikke magikyndige som warlocksne, eller necromancerne. Ikke udøde som vampyrerne. Dog var han alligevel stolt over hvad han var, det skulle der ikke være nogen tvivl om. At en slave som ham skulle være endt som det han var nu. Nogen ville måske ikke kalde det særlig ærefuldt at være mestertyv, men det var da en titel imod så meget andet. Han blev også kaldt tyvenes ukronede konge, hvilket havde smigret ham, men ikke var den titel han brugte.

[Deleted]

han saa nu dirkete op i træet hvor personen sad med et lille smil og sendte rolig en skål mod personen ved at blidt løfte sit bæger imod træet før han drak af det.
"hvorfor kom du ikke frem i stedet for at stå i mørket " sagde han nu roligt og hans stemme var helt kold og hensynløs det eneste han vidste der var en person på var ren og skær intuition noget han i sine 800 år var noget langt med .
"dans for mig min døde tjenere " sagde han roligt og de dødes dans tog til blot for at morer ham mens han ventede på den uinviterede gæst

[Deleted]

Hvis der var noget Morgul hadede, så var det at blive opdaget. På det punkt var han utrolig selvsikker. Hvis han mente at han var usynlig, så var han også usynlig. Dog kunne det også være at han stadig var det, med at manden i tronen åbenbart havde på en uforklarlig vis fornemmet hans nærhed. Dog vidste han at løbet nu var kørt og at han var opdaget. Han var dog en af den slags personer der helts ville lære andre at kende ved at observerer dem fra afstand i stedet for egentlig at tale med dem. Han sprang adret ned fra træet, selvom der egentlig var et godt stykke ned, så hoppet ikke ud til at volde ham besvær, og landingen gik også smertefrit. Han trådte roligt frem mod manden i tronen. Hans ryg var rank, og hans hætte var trukket op så hans sorte ansigt var skjult i skygger. "Jeg hører til i mørket." Sagde han kort, ikke uvenligt. Han var altid meget høflig, om det så galt det mest usle slaver.

[Deleted]

han smilte stille og slog en venlig gestus ud med hånden "saa der var altsaa nogen der iagttog mig " sagde han roligt og det var tydeligt at han havde bluffet en del for han kunne virkelig ikke se nogen og han vidste kun at der var nogen men ikke hvor.
"velkommen du søn af mørket maa jeg ikke byde på et glas vin " spurgte han roligt og var venlig sindet lige nu på grund af den start den fremmede havde givet med at han hørte til i mørket.
De døde vandrede rundt men angreb ikke manden da Icthan ikke havde givet tilladelse til det og det havde han heller ikke tænkt sig at gøre i hvert fald skulle han først se om denne mand var som han virkede