From one place to another

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften. Vinden slog stadig koldt og stadig med de sidste spor af den stærke vinter som havde hærget over landet. Ikke at det var en kulde som generede Ilar det mindste. Det var slet ikke noget som han egentlig reagerede det mindste på for øjeblikket, det var 4 årtusinder siden han havde gjort det sidst. Dette var virkelig en følelse af lykke. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde smilet som han havde gjort det til nu og det sagde i den grad heller ikke så lidt med alt det op og ned, som han havde oplevet igennem hans eget liv. Nu havde han Piper, de kunne vente deres egen lille skat hvert øjeblik det skulle være og derfor også udelukkende af den grund, havde han lovet hende, at dette kun var en kort tur udenfor, før han atter ville vende hjem. Han måtte få orden i alle disse tanker. Hvis der var noget som han havde reageret så voldsomt på, så var det en fødsel. Det var jo ikke noget nyt for ham, men selv for ham og Nesissa, havde det i den grad været ham som havde reageret mest tydeligt på det. Hans vandring var rolig og stille langs den store flod midt i Imandra og med det selv stile smil på læben. Ringen som hvilede på hans finger, skinnede tydeligt op i det mørke og med den store måne som snart måtte gå mod det fulde, var noget som måtte fange hans opmærksomhed. End ikke disse mange stjerner havde muligheden for det. Han havde næret sig i aften. En god flaske engel i New Dale var virkelig det som gjorde disse ekstreme underværker og det var ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Tvært imod, så kunne han slet ikke komme i tanker om noget som skulle være bedre end det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik stille ned i hug ved den kolde flod. Stadig var der ikke nogen former for spor efter vegetation på disse steder, selvom det nu efterhånden ikke var noget som forekom ham selv som nogen overraskelse. Der var jo ikke just noget nyt i det. Hænderne formede han som en skål, lod dem synke ned i vandet, hvor han derefter kastet det op i ansigtet og rystede det af sig. Det hjalp i den grad. Han var jo tvunget til at skulle tænke klart nu.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Måske en kold aften som denne, ikke ville påvirke en vampyr, men den påvirkede i den grad Taylor. Han havde ikke set Kayleight efter at hun havde fortalt ham om den mand som hun var endt med at skulle holde af. I hans øjne kunne hans far i den grad ikke erstattes, så i den rene frustration var han virkelig bare endt med at skulle tage væk og det var sket så hurtigt som muligt og uden tanke og uden videre omsvøb. Hvor længe der var gået, det vidste han virkelig ikke, men der var i den grad gået ekstremt lang tid. Den lille skikkelse var efterhånden ved at blive halvstor. En halvvoksen stor hund, ikke så hvid som han kunne have været, han var mere grå og beskidt, samt tynd, selvom det var svært at skulle se igennem den store og tykke pels. Mange ville måske tro, at den var varm, selvom han i den grad kunne afkræfte det allerede med det samme. Havde man det fedt på kroppen som skulle til, så havde sagen i den grad været en helt anden, det var der ingen tvivl om. Hvor han nu var endt henne, vidste han ikke. Han gik mere eller mindre bare rundt for at skulle kunne holde den varme i sig, selvom det nu alligevel var en klar udfordring for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Den store flod havde han vandret langs med igennem alt for lang tid efterhånden. Han måtte vel bare erkende, at hans familie var tabt endnu en gang? At det var ham som havde valgt at skulle søge væk, selvom hun havde lovet at skulle holde ham tryg og beskyttet? I hans hoved, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel. Hun havde svigtet ham, hun havde svigtet Edward ved at gå til en anden, selvom den mand ikke havde vist sig det mindste overhovedet! Hans skridt var tunge og hans hjerte måtte fast slå mod hans unge bryst, Vinden var kold og den rev virkelig i ham. Han tvang øjnene let sammen og tvang blikket stille ned. Efterhånden var han virkelig for vant til at skulle sove under den åbne himmel. At gå i seng når det blev mørkt der hvor han nu kunne finde et sted som kunne skænke ham ly nok, og så stå op igen når solen ville være oppe, selvom det i den grad var sjældent, at han overhovedet fik sovet det mindste. Han vandret trods alt lidt fra by til by, tiggede hvor det var ham muligt og til tider så gav det jo trods alt også pote når han endelig var i hundeskikkelse. Han peb ganske svagt, da han vendte sig mod den store flod endnu en gang. Den anden skikkelse, havde han slet ikke set endnu. Han var jo trods alt skræmmende vant til at vandre rundt alene.

[Deleted]

Ilar var selv vant til at skulle gøre tingene på egen hånd på sin egen måde, det var jo trods alt også det som ikke altid havde givet pote i den anden ende, og det var i den grad også noget af det som havde været noget af det værste ved det hele, det var heller ikke noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet. Lyden af et bankende hjerte, var noget som han efterhånden ville være i stand til at skulle kunne genkende allerede på en frygtelig lang afstand og dette var i den grad heller ikke noget undtag overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han endte blot med at skulle vende sig i retning af det eneste lyse som var at se langs jorden. Den pelsede skikkelse som måtte fremtræde i hans blik, var noget som forundrede ham mest. Direkte ville han næsten tro, at dette smukke dyr ville være bortkommen af en eller anden grund, det var han næsten ikke det minste i tvivl om overhovedet, selvom det nu ikke var noget af det som han direkte ville gå og spekulere på lige for øjeblikket. Noget af det vigtigste for ham, var jo den tanke om, at han meget snart skulle være far endnu en gang til et barn skabt i kærligheden til den kvinde som måtet bære den modsatte part af ringen som måtte hvile på hans finger. Han bar den med en klar stolthed, også selvom de i den grad havde haft deres at skulle slås med, det var der heller ikke nogen tvivl om. Igen havde det måtte være ham som måtte krype til korset i den anden ende, og han havde fået det nøjagtigt som han ville. Han rejste sig roligt op, tørrede de våde hænder af i kappen og med blikket roligt hvilende på hendes skikkelse, lettere betragtende. Han lod hovedet søge let på sned. "Ser man det.." begyndte han med en rolig og fattet mine. Efterhånden skulle der en hel del til før han overhovedet ville overveje at skulle hidse sig op, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik roligt og stille mod det lille væsen, dog ganske forsigtigt, da han heller ikke ønskede at vedkommende skulle løbe væk fra ham. "Jeg gør dig ikke noget.." tilføjede han med en dæmpet og rolig stemme, blot for at få det understreget inden det skulle ende med at gå helt galt. Han tog ikke mere end nogen få skridt inden han roligt sank ned i knæ, gjorde det tydelige tegn til den flotte hund, at det var helt okay at skulle komme tættere på ham. At det var et menneske og faktisk også en animagus, var slet ikke noget som han tænkte det mindste over, selvom mulighederne jo trods alt også måtte ligge der. "Det er helt okay.. Kom bare.." afsluttede han roligt og med et svagt smil på læben. Begge var de jo trods alt et dyr et sted. At lade et sådan dyr rende rundt herude alene, var nu ikke en tanke som han bifaldte det mindste. En tanke slog ham dog ind. Han kunne jo tage det smukke og flotte dyr med sig?