Maybe..?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya blev stående med den lille dreng i sine arme. Han ville give livet.. eller det som var tilbage af det, for at skulle beskytte den lille knægt, det var der virkelig ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var virkelig noget af det som de havde fået skabt i den kærlighed som havde været. Han elskede hende stadig, men havde virkelig bare accepteret den kendsgerning, at det var forbi også selvom det helt og holdent var hans egen skyld og det var noget af det som han var så frygtelig godt kendt med allerede fra før af, hvad end om han ville stå ved det eller ikke, så var det virkelig noget som måtte gøre så frygtelig ondt. Han havde måtte klare sig selv, han havde måtte stå med det hele alene.. Cayla så han jo trods alt intet til.. Han måtte vel bare erkende, at det forhold lige så var gået tabt på den samme aften, som det var gået galt. Han havde virkelig gået så langt og endt med at skulle miste det hele i den anden ende, og det var virkelig noget af det værste ved det hele. Han blev stående med knægten, hans egen lille skat, det var der ikke nogen tvivl om og så længe, at knægten jo bare ville vedkendes ham bare en smule, så var det hele jo trods alt heller ikke mistet endnu. At Faith søgte ud i vandet, var noget som han tydeligt måtte følge opmærksomt med på. Han ønskede bestemt ikke, at der skulle ske noget som helst med hende, han elskede hende stadig, holdt af hende som dengang han havde set hende for første gang nede ved søen og det var noget af det som i den grad havde den største betydning for ham også i den ende, det var der ingen tvivl om. Hans mimik havde ændret sig en hel del efter hendes mindre talen i form af en hvisken i hans øre.. og han måtte give hende ret, hvad end om han ville være ved det eller ikke, for der fandtes virkelig ikke noget værre end det at skulle miste alle om ham, for han følte virkelig, at absolut alle havde vendt ham ryggen og han stod alene tilbage og vidste hverken til eller fra og det var virkelig noget så voldsomt frustrerende for ham! Kimeya havde virkelig kæmpet for Faith i de tider, hvor de ikke havde haft hinanden, denne gang var det i den grad ham som havde kastet håndklædet ind i ringen og bare sagt, at nok var nok og nu gad han ikke mere, selvom hans eget hjerte i den grad var af en helt anden mening, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik stille mod hende, da hun endelig kom op igen og bare valgte, at skulle smide sig i sandet som tydeligt måtte klæbe til hendes ellers smukke krop. Han vidste, at vandet måtte køle hende ned, hun havde det vel på samme måde som det han selv havde? At de ikke ville hidse sig op overfor den lille, selvom det et sted i den grad var det som han selv havde lyst til. Hvor meget af hans ord som hun havde hørt, var han desværre frygtelig usikker på, men det var nu noget som han i bund og grund bare måtte bide i sig for øjeblikket og det var noget som han bare tydeligt måtte gøre det med. Med knægten trygt siddende på hans ellers så stærke overarm. Der var ingen tvivl om at ha ni den grad var blevet mere vant til varulven i ham, selvom måneforvandlingerne i den grad kostede ham så frygteligt med energi og det var tydeligt at se i hans ansigt. Ikke bare på de mange ar som hvilede over hans ansigt, hals og skulder, samt bryst. Han gik i knæ ved siden af hendes skikkelse og med drengen trygt siddende ind i sin egen favn. Ikke rørte han hende, ikke ville han, da han virkelig var bange for hvad den kontakt ville gøre.. Hun valgte at gå, det var slut, det var hans skyld og han vidste det udmærket godt. Det var jo blot fakta for hans vedkommende trods alt, hvad end om han ville stå ved det eller ikke. De mørke øjne hvilede på hende, stadig mere eller mindre ulæselige, selvom han dog i den grad havde ændret sig frygteligt i hans mimik. "Hvorfor tror du, at jeg aldrig nogensinde har opsøgt det sted Faith? Fordi at jeg måske vidste, at du ville være der? Du gjorde det så tydeligt for mig, at det var slut, da du valgte at gå.. Det var ikke halvt som det altid har været.. der har altid været noget at kæmpe for.. Det var der ikke denne gang.. Du tog Cedric med dig og gik." Han betragtede hende stille. Han ville ikke være den som skulle stå der som den svage. Det var virkelig noget af det som han bare ikke kunne fordrage! Han bed sig svagt usikkert i læben, hævede den frie hånd og tørrede varsomt det ene kind fri for sand, det salte vand og tårer. "Tanken om at skulle se dig, gjorde ondt.. frygtelig ondt.." afsluttede han dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var virkelig ikke den mindste smule i tvivl om at den lille ville være frygtelig godt beskyttet i Kimeya's varetægt, hun havde absolut ingen problemer med at skulle overgive drengen til ham lidt, hun havde jo set ham med børn før, og det var ham som altid ville have dem, Milando og Leon var mistet, og hun havde bebrejdet sig selv for det, hadet sig selv for ikke at kunne være dne kvinde som gav hendes elskede hvad han ønskede sig, nu gav hun ham Cedric og så vendte han hende ryggen på den måde? Det gjorde ondt, hun elskede måske det lille barn men det ændrede virkelig ikke det faktum at hun aldrig havde været den mest moderlige kvinde der kunne vandre på jorden, og han vidste det. Faith elskede ham virkelig, men det var som om han direkte valgte at skulle se sig blind på det, hun hadede virkelig den tanke om at han blot lagde det på is og valgte at glemme når det var en tid som betød mere eller mindre det hele for hende, det var efterhånden den lange tid hun var bygget på, hun kunne ikke bare glemme og acceptere når hun hveraften måtte lukke fustrationerne inde og bide tårerne i sig og så bare glide ind i en urofyldt søvn som før eller siden uanset ville ende med at skulle vække hende. Hendes krop henlå slapt i sandet som kun havde lagt sig som et beskyttende skjol over hendes krop, noget hun for nu valgte at ignorere, vandet var altid den ting som kølede hende ned, der var en grund til de var mødtes ved den sorte sø den aften for ganske længe siden efterhånden, et perfekt sted at køle ned efter et skænderi med den konge som netop var blevet sat på tronen af Dvasias, det var ligefør hun hellere tog Jaqia. Blikket hvilede næsten opgivende mod den åbne himmel, hun vidste at hun kunne falde i søvn lige nu og her, med den friske havbrise som slog mod hendes krop og kun gjorde den en smule kold efter at have været dyppet vandet. Et sted var hun virkelig lettet over det var slut hun var fri til at gøre hvad hun lystede, men hun udnyttede det ikke. Det var som om at uanset hvad hun gjorde nu så var der det store tomrum. At Kimeya valgte at komme tættere på endnu engang opfangede hun ganske hurtigt, det var som hun kunne føle hans skridt nærme sig hende, det fik hende dog ikke til at foretrække en mine på nogen måde. Den skygge som sagde sig over hende som hans skikkelse gled på hug ved hendes side, og med det lille barn hvilende på armen som måtte le den barnlige latter ved at rive i Kimeya's lange hår. For nu valgte hun ikke at skænke ham så meget som et blik, lyttede til hans ord, det skyldte hunham i det midnste, på trods hun allerede nu ville være forberedt på at det ville gøre ondt, det var ikke første gang det var ligefør den smerte var gået hen og blevet en måde for hende at afreagere på. Hun vendte endelig blikket mod ham, så ind i de trætte øjne, dem som hun havde savnet sådan at skulle se ind i, men uden den gnist var de bare.. Døde "Kimeya se på mig.." hviskede hun stille, lod de slanke fingrer stryge engang over det sted mod hendes kind han netop havde ryttet for de små sandkorn, ned over det ar som endnu måtte ligge tydeligt "Vi er før gået vidt i vores skænderier.. Men du kom hjem, uden den mindste grund til at have mistro til mig og alligevel.. Du gav mig ingen chance for at forklare noget som helst, var Cayla ikke kommet så ved både du og jeg at ikke ville sidde her nu.. Cedric ville være moderløs.. Jeg ved ikke havd du forventede af mig? At jeg skulle glide på hug ved dig tigge og bede? At jeg skulle kysse dig og sige det hele ville gå, når du netop havde stået og sagt at vi ikke ville kunne få det til at fungere? Hvordan skulle jeg have reageret?" hviskede hun stille næsten hjælpeløst. Hun prøvede virkelig bare at få ham til at se hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort ".. Om ikke du ville kæmpe for mig..? Så havde jeg håbet du ville kæmpe for ham" hun sendte Cedric et lille smil, noget den lille dreng åbenbart opfattede, han strakte en hånd ud mod hende stadig uden at give tegn til at skulle slippe Kimeya. Fingeren lod hun ham tage om med den lille buttede hånd. Hun kunne genkende ham igen noget som virkelig lettede hende, at han endnu engang var blødt op istedet for den kolde satan hun lystede bare at skulle hamre en og bede om at tage sig sammen. De salte tårer strøg ned af hendes kind, hun håbede virkelig at vandet endnu måtte skjule dem, hun ville ikke stå som den svage, men når det kom til ham.. ? "Og hvilken følelse tror du jeg har sat med? Tror du ikke det har gjort ondt?" hviskede hun stille. Det gjorde virkelig ondt, men at han i det mindste var blødt op var virkelig en lettelse.

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas blik var og blev helt og holdent dødt, det var virkelig ikke noget som han kunne lægge skjul på. Faith var mistet, han havde ikke nogen, udover sin søn som åbenbart ville være den eneste som ville vedkendes ham på denne måde. Den eneste som direkte så ud til at ville have noget som helst med ham at gøre, det var der ingen tvivl om og det var virkelig også noget af det som gjorde mest ondt af det hele også, det var der ikke nogen tvivl om. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Cedric havde han fået sat på hans lår idet han jo var gået ned på knæ ved siden af Faith. Endnu en gang havde hun formået at gøre ham blød og det var virkelig noget af det som han måtte hade og mere end noget som helst andet lige for øjeblikket! Noget af det værste, var at hun bare var gået uden så meget som et ord, det var vel ren og skær logik, at han ikke var endt med at skulle gå efter hende i den anden ende? Udelukkende fordi, at det havde været et klart bevis på at det endelig måtte være slut? At hun måtte græde kunne han dog godt se.. Dette var ikke bare det salte vand fra det store hav, men vaskeægte tårer. Selvom han nu ikke lod nogen falde selv på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han lod den ene arm stadig hvilende beskyttende omkring hans lille søn. Det var deres egen lille dreng og han elskede ham virkelig noget så inderligt. Han lod blikket glide stille mod hendes skikkelse, da hun valgte, at skulle tale og direkte bede ham om at se på hende. Han græd på indsiden, han havde mere eller mindre glemt hvordan det var at skulle vise det i den fulde offentlighed. Han var vant til at skulle gå med det på indsiden, det var virkelig ikke noget som han skulle vise og han ville i den grad heller ikke. At Cedric rev lidt i hans hår, var nu noget som han tydeligt kunne mærke, selvom han ikke var sart af sig. Der skulle i den grad frygtelig meget til før han overhovedet ville reagere hen af den vej, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste udmærket godt, at det måtte være hans skyld alt sammen, ikke at der var nogen former for nyhed i det, det var jo altid hans skyld vel? Dette var virkelig en af de få gange, han virkelig ikke har kunne holde det hele kontrolleret under deres skænderier og det var i den grad konsekvensernes frugt af det som han havde gjort og det var det som han måtte bide noget så frygteligt i sig. "Det hele var en stor misforståelse, Faith.. Det fandt jeg først ud af, da det var for sent.." Den frie hånd lukkede han fast om en bunke sand som han næsten desperat prøvede at skulle holde fast i sin knyttede næve. Han bed sig svagt i læben. De havde snakket om to vidt forskellige ting de havde snakket om, to vidt forskellige ting som de havde rast over da de endelig havde stået der. Han gled helt ned at sidde i sandet, hvor han placerede den lille dreng så tæt siddende i hans skød at han ville være i stand til at skulle holde den lille dreng så godt beskyttet ind mod sig. Han ville ikke at noget skulle ske. En tåre gled stille ned af hans kinder, selvom hans blik forblev lige så ulæseligt som alt det andet. At Cedric rev i hans hår, viste kun de tydelige mærker om hans hals efter de stramme lænker som han måtte tvinge sig selv i op til hver eneste fuldmåne. Man skulle i den grad ikke komme og sige, at han ikke var følsom. "Cayla er mistet.. Lestat snakker jeg ikke med, og ej heller Nathaniel eller Liya.. Jeg har mistet det hele.." Han vendte blikket stille ned mod den lille knægt som sad trygt i hans arme, det var virkelig det eneeste som han havde lige nu.. det eneste som åbenbart ville vedkendes ham. Et svagt smil passerede stille hans læber. At kunne gå på stranden som en familie, havde altid været noget af en drømmetanke for ham.. Han var menneskelig, han havde sine drømme og hans fantasier, selvom han aldrig rigtigt havde fået muligheden for at skulle gøre noget som ehlst ved det og nu havde han da bestemt ikke? "Jeg var bare frustreret..." afsluttede han stille. Han var udmærket godt kendt med, at det ikke var nogen undskyldning, og det var bestemt ikke noget som han kunne bruge som en undskyldning, det var da helt sikkert. Han betragtede stille knægten ved sig. Havde han haft det mod som skulle til, så havde han bestemt gjort det. "Du tog ham på armen og du valgte at gå.. søgte tilflugt i Drypstenshulerne ikke? Han ville være tryg der og det var mig det vigtigste.. Han havde sin mor.. Det ville jeg heller ikke frarøve ham," fortalte han stille. Han slap sandet med sin næve, tørrede den af for de mange grove sandkorn og strøg knægten stille over rygge med den. Blikket og de stadig tomme og mørke øjne, vendte han stille mod hende. Han vidste, at hans ansigt måtte se særdeles forfærdelig ud, men de mange ar måtte han vel bare leve med? "Så ved du hvordan jeg havde det, da du valgte bare at gå uden ord.. Du tog mit hjerte med dig.. Jeg er ikke andet end en død omvandrende skal." Det var i den grad første gang, at Kimeya var kommet med en sådan indrømmelse. Denne gang havde han virkelig ikke haft noget at skulle kæmpe for eller med. De mange depressioner var det som havde overmandet ham i den grad.

[Silia D. Diamaqima]

Faith kunne tydeligt se i hans blik at der ikke var noget at skulle komme efter det va r mere dødt end noget andet, selv hendes eget i den tid hun havde været blind, det som fik hende til at vandre som en tom skal, nu kunne hun atter se ham i øjnene, hun kunne atter tage et blik på hendes lille skat se hvordan han udviklede sig, det var kun kort tid siden det var gået op for hende at han var begyndt at kravle og kun fordi en af hendes kære dæmoner havde gjort hende opmærksom på det. Det glædede hende virkelig at Cedric i det mindste så ud til at tage godt imod den mand som burde stå som hans far, men som han kun havde kendt ganske kort, det glædede hende at høre hans latter når han legede med manden hvis skød han måtte side i, det var noget som ville have tvunget et smil frem over hendes læber hvis det ikke var fordi hun følte sig så pokkers alene igen! Hun var endnu engang den svage nu var det alligevel blevet til hans spil, det var hende som fældede tårer mens han endnu lod som om hun var komplet ukendt, det blik det var direkte dræbende når han plejede at have en gnist selv under deres skænderier som alligevel afslørede for hende at han elskede hende, men hun var virkelig ikke længere sikker. Der var ingenting. Et eller andet sted måtte hun i det mindste være lettet over at de ikke skændtedes foran deres lille søn at de kunne snakke fornuftigt om det frem for at råbe og skrige, det kunne ingen af dem bruge til noget, og det var på trods hun havde lyst til at hamre en næve mod hans bryst, stikke ham en lussing og bede ham om at åbne øjnene for virkeligheden for det kunne i den grad se ud som om at han levede i hans egen lukkede lille verden og det irriterede hende rent faktisk når hun så gerne selv ville tættere på ham. Det var hende der endnu engang bukkede under lagde sig i sandet for hans fødder, og fandt sig i alt fra hans side kun fordi hun ønskede at have ham tæt på sig, det var dog ved at blive for meget hun havde sine grænser og endnu engang var de tæt på at blive nået, "Måske en misforståelse.. Men du var den som aldrig var hos mig.. Jeg udviste dig lt den tillid jeg kunne selvom du flere gange har vist du var den værdig.. Har jeg nogensinde vist at jeg ikke er din værdig?" spurgte hun stille. Et eller andet sted måtte han jo få idéen fra, at han havde hørt rygter troet på dem uden så meget som at rådfører sig med hende eler give hende dne mindste smule lov til at forklare, det stod jo så også klart at var han kommet hjem for at spørge om hun var på vej i et nyt giftemål, at hun ville have leet af ham, noget så tåbeligt! At se en tårer skabte en underlig lettende fornemmelse hvis ikke det havde været fordi at hans blik endnu forblev så ulæseligt.. Var det det blik som hun havde savnet så meget? "Og hvorfor Kimeya? Cayla blev panisk ræd, du tvang hende ud i den situation, Junior har kun hørt hårde ord om dig, han har altid støttet mig og Cayla, han ved ikke hvad han skal gøre.. Liya har det elendigt lige for tiden og Nathaniel har efterhånden givet op med dig.. Tro mig jeg har alle hørt om deres fortællinger men hver gang afvist, det gjorde for ondt stadig at være så tæt på dit liv når vi var så langt fra" endte hun stille. Hans fantasier omkring en familie var det som Faith altid gerne ville give ham, men som hun ikke havde haft muligheden før nu, og så blev hun vendt ryggen? Det var virkelig ikke hvad hun havde ventet. Hans mange undskyldninger drev hende kort sagt til vanvid. Han vidste hvordan hun havde det med dem, de kunne ikke bruges til en dyt hun ville bare have det i de grove træk, og ja hun var hård det var en del af det at være leder en rolle som hun var faldet ganske godt tilbage i. Hun rullede opgivende med øjnene, stadig så tårerfyldte og med de små perler gennemsigtige, strøg ned over hendes kinder, hun satte sig op, indhyldet i sand, tog et greb omkring hans nakke, og lod læberne presses blidt mod hans, undgik at skulle klemme Cedric imellem dem. Stille trak hun sig igen "Du er en død omvandrende skal fordi du vil være det, Kimeya.. Du har aldrig kæmpet for at komme på toppen efter det, du har begravet dig i selvmedlidenhed, og det ligner dig virkelig ikke.. jeg står lige foran dig, jeg er ikke gået.. Du kan tage dit hjerte tilbage nu om du vil, eller du kan betro mig det, åben øjnene op.. Du lever i en ikke-eksisterende verden, ejg sidder foran dig, så drop undskyldninger og tag dig sammen.. For alles skyld" måske hårde ord, men han kendte hende vel nok til at vide de kun var sagt fordi hun bekymrede sig om ham? Det kys som kun var med til at skulle understrege hendes ord, hun elskede når han glemte hvordan og hvem hun i virkeligheden var, han vidste at de ord ville der komme en uventet respons på og hun var virkelig en handlingens kvinde frem for noget andet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han selv havde stillet Cayla det valg som hun havde foretaget sig, selvom det nu i den grad ikke var noget som han kunne vise sig, at skulle være stolt af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev siddende.. han tvang sig til at skulle blive siddende, selvom det hele i hans øjne stadig måtte og skulle være det sidste som han vel ville have gjort for hende. Han havde svigtet hende som han aldrig nogensinde havde gjort før, ved ikke at lytte til hende , selvom det hele bundet ud i en stor misforståelse, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det heller ikke, så kunne han bare ikke. De havde snakket om to helt forskellige ting og det var jo trods alt også der, at det hele var endt med at skulle gå galt i den anden ende, det var jo heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, selvom det nu ikke var noget som han kunne bruge som en trøst. Knægten var virkelig det eneste som han havde og det eneste som han vel havde at holde fast i, den eneste som han ikke havde svigtet på den måde, at det måtte være mærkbart eller noget som var værdigt i at man skulle huske, hvilket han i den grad måtte være glad for. Han ønskede jo trods alt, at skulle stå der som den lilles far. Han ønskede virkelig at skulle stå der som Cedrics far og det var noget som han ville være stolt af, hvis han da bare fik muligheden for det i den anden ende, det var jo det som han stadig var frygtelig usikker på. Undskyldningerne ville i den grad ikke gavne ham det mindste, det var der heller ikke nogen anden tvivl om. Han søgte vel bare efter en mulighed for at skulle kunne fortsætte med at opretholde den facade, selvom det i den grad var så frygtelig besværligt så længe, at Fait havde ladet sine falde, så var det virkelig helt og holdent umuligt for ham at skulle gøre det. Han rystede stille på hovedet. At stå som syndebukken og være den som altid skulle hve skylden, var han efterhånden vant til, så det var noget som han mere eller mindre, bare valgte, at skulle acceptere uden indvendinger. At Faith klandrede ham for det hele, var nu heller ikke noget som overraskede ham det mindste, igen var det bare noget som han måtte bide så voldsomt i sig. "Jeg er den store stygge ulv, det ved jeg udmærket godt.." mumlede han dæmpet. Det var jo den mand han havde været, også i den korte tid som den leder, selvom det var noget soms var mistet.. endnu en gang. Armen og hånden som pludselig bare faldt om hans nakke, at møde hendes læber endnu en gang, var noget som i dene grad forekom ham selv som en overraskelse som han ikke kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Han følte det næsten som hans hjerte atter måtte slå mod hans bryst, selvom det i den grad var noget som måtte foregå i hans tanker og sind, for det ville aldrig nogensinde være i stand til at skulle banke igen. Han sad mere eller mindre fuldkommen mundlam tilbage og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han blinkede let med øjnene og vendte blikket stille ned mod knægten i hans arme. Han ville blot sikre sig, at han havde det helt fint, det var virkelig noget af det vigtigste for ham. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Han sukkede dæmpet. Han ville elske at betro hende med hans hjerte, han havde givet hende det før, og han havde aldrig nogensinde haft nogen intentioner om at skulle tage det tilbage til sig igen, og dette var heller ikke noget undtag. Han lod tungen kort væde hans læber, næsten også for at fange smagen af hendes. Han trykkede knægten stille ind mod sig og beskyttende ind mod sin favn. "Hvad andet har jeg?" spurgte han med en rolig stemme, som havde det ikke haft nogen som helst betydning for ham, at det havde været det rene ingenting i den anden ende. Han havde jo mistet familien, det var jo tydeligt slut efter at hun bare havde valgt, at skulle gå fra ham, så det var noget som han bare havde valgt, at skulle acceptere i den anden ende, uanset hvor ondt det så end måtte gøre. Han havde mistet det hele den aften og han vidste det. Det hårdeste havde virkelig kun været at skulle indse kendsgerningerne, det var noget som han stadig måtte døje med. "Du sidder der, men er ikke min.. Det er en ekstrem stor forskel, Faith.. den forskel er virkelig enorm... Jeg betroede dig med mit hjerte.. Du tog det med dig.. Jeg kunne aldrig drømme om at kræve det i retur." Hun var og ville altid være den som han måtte og ville elske. Om hun ville, kunne hun gennemhulle det, slå ham ihjel og bare lade ham ligge om det skulle gå hen og blive nødvendigt, for kunne han ikke få hende, så var løbet kørt for ham, så var der virkelig ikke mere for ham, at skulle tage fat i. Han lod blikket falde, da endnu en tåre langsomt dalede ned af hans kinder. Han græd ikke, de kom egentlig bare, uden at han behøvede at gøre noget ved det, og det at skulle holde det i det skjulte, var og blev helt umuligt for ham som det stod nu. Hun var en kvinde af handling, som han var en mand af det samme, det var virkelig ikke altid en god kombination. De mørke øjne vendte han stille mod hende igen. Kappen viklede han stille af sine skulder, foldede forsigtigt sammen, og lagde omkring Cedric, så han i det mindste kunne få en anelse varme også. Hans egen skjorte var hullet. Han havde søgt væk fra buret af, så snart det var blevet mørkt, bare det at komme lidt ud og væk. Det samme som han blev forvandlet i. "Jeg er blevet et bæst, Faith.. jeg dræber folk.. Jeg er vel på toppen af min karriere nu? Det er et fuldt stop for mig.. nu ved jeg da hvordan Cayla har det.. Det er forfærdeligt.." Månen var jo så mange gange værre ved ham end den var ved Cayla. Cayla var jo mere en tam stor ulv, hvor han selv endte ud som et voldsomt og frygteligt bæst. "Uden dig ved mig.. Jeg beder til tider om at Cayla bare kunne tage mit liv.." Han var kun ærlig. Måske hårde ord, men de var i den grad også sande.

[Silia D. Diamaqima]

Kime var den som helt selv var skyld i hvad der var sket den aften, han havde valgt at skulle lytte på en bunke fremmede frem for hans egen familie, og Faith var klar over at det var en ting som måtte fustrere Cayla i den høj grad, hun elskede ham jo stadig, men afn ung kvinde at være så var det bare farligt at skulle blive ved at lege med den familie, især når deres elskede adoptiv datter var blevet for vant til den del af barndommen, det var noget som Faith virkelig kun hadede, det som til tider kunne frembringe tårer, nu hun vidste hvor tæt et forhold de havde haft til hinanden. Det var langt fra det første svigt fra hans side, men klart det største, hun var den som dag ud og dag ind bed i sig at hun måtte sidde alene på trods det drev hende til vanvid, og alligevel var han den som svang den anklage direkte i hovedet på hende, mrækerne sad der virkelig endnu.. Både fysisk men også psykisk, at hun så endnu engang var stærk mentalt var for hende en fordel, det gjorde det muligt for hende at gemme de tanker lidt væk om ikke andet, få det lille pusterum i tide og utide som hun i den grad behøvede. Det var første gang Faith for alvor så til mens Kimeya legede far, et syn som virkelig kun var for guder, se hvordan det blev så tydeligt at han elskede sin lille søn, hun kunne se det i hans blik at den lille dreng ikke var helt ubetydelig for ham, og bare det gjorde at hun egentlig ville bide i sig hvordan Kimeya så måtte føle det omkring hende selv,s å længe han elskede den lille knægt som var blevet skabt i den kærlighed. Et stlle smil spillede om hendes læber ved synet af den lille dreng. I dag var facaderne faldet fra hendes side og hun valgte egentlig bare at være ærlig, ikke fordi hun skyldte ham det på nogen måde men fordi hun endnu måtte elske ham i en ligeså høj grads om før, og hos hende ville hans mange og evige undskyldninger ikke komme ham det mindste til gode, hun var den faste hånd og havde altid været det, specielt dengang de var mødtes nede ved søen ".. Men siden hvornår har jeg været bange for ulve?" tilføjede hun med det sigende blink, trak let på panden. Frygt var ikke en ting hun som sådan dyrkede, hun havde hendes svagheder, det havde alle vel? Selv efter hun havde trukket sig fra ham kunne hun smage smagen af hans læber, så kolde, ikke at det var nyt for hende han havde trods alt været vampyr før, det var noget hun bare valgte at affinde sig med, igen for hende var det ikke det det kom an på. En længsel og en sitren var taget til, det ene kys var ikke nok, ikke når hun virkelig ønskede at skulle tage så tæt på ham, tvang sig dog til at blive siddende foran ham, uden at skulle gøre noget som helst "Der findes ikke grænser for hvad man kan få hvis man viser engagement" påpegede hun stille "Intet er tabt hvis du siger det ikke er, det hele handler om den vilje som du tydeligvis har lagt på hylden.. Hvad værdighed er der i bare sætte sig på enden og give op? Du ved ligeså godt som jeg at guldet ikke bare kommer flyvende fra himlen, Kimeya" hun søgte hans blik, følte hjertet hamre fast mod hende sbryst efter det kys, ønskede sig virkelig kun tæt på ham igen. Den Mand skulle virkelig til at tage sig sammen. Cedric puttede sig godt ind i hans kappe, lod til at nyde godt af varmen. Hans øjne var gledet is om var han på vej til at falde i den lune søvn i Kimeyas favn. Hans ord varmede virkelig mere end det som hun ville erkende " Men jeg er ej heller nogen andens.. Jeg erkun hvad du gør mig til og du vil have mig til at være.. Du skræmte mig den aften Kimeya, hvad andet valg havde jeg i virkeligheden?" Faith var udemærket klar over at han selv ville have gjort nøjagtig det samme om rollerne havde været byttet om, det var kun et valg set i hendes øjne og det eneste rigtige at gøre uanset hvor ondt det virkelig gjorde. Det hjerte han havde skænket hende var et hun virkelig ville passe på og beskytte hun ønskede det hos sig, hun ønskede ham hos sig.. men som han fremstilte det så ville det aldrig i livet være muligt, en tanke som virkelig slog hårdt. Hånden gled stille - Skælvende mod hans kind, tørrede tårerne bort, selvom hun ikke præcist vidste hvorfor de faldt, han var en mand af mysterier "At du er en dræber er intet nyt, Kimeya, det får ingen af os til at frygte dig.. Det er ingen undskyldning" hun nikkede lettere bestemt, vidste at den forvandling var forfærdelig hun ønskede virkelig at stå der de 2 nætter om aftenen når han selv måtte gennemgå den. De ord slog virkelig mod hendes kind som en lussing, dejligt at vide at hun havde en betydning men hvor var han ynkelig! "Stop ynket, Kimeya.. Jeg har heller ikke den store livslyst når du ikke er hos mig men jeg gier ikke bare op og det plejer virkelig ikke at ligne dig at gøre som det.. Døden er så egoistisk.. Hvordan tror du jeg ville have det i så fald? Hvordan tror du Cayla ville have det? Din søn?" hun hævedet et spørgende øjenbryn mod ham, trykkede virkelig på de knapper hun kendte til "Der er ingen værdighed i det, man vil huske dig for de negative ting." hun trak på skulderne, hårdt men ærligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at han var ude hvor han ikke kunne bunde. Lederstillingen var faldet fra lige så hurtigt som han overhovedet havde fået den og inden han havde nået at skulle se sig om, så var familien væk. Cayla ville intet have med ham at gøre, så holdt han selvfølgelig afstand til hende. Hun havde jo trods alt også sit med Junior og det ville han ikke blande sig i, de havde Nathaniels beskyttelse og han hjalp dem med deres lille pige. Der var ingen tvivl om, at de stod med en klar og tydelig udfordring foran dem, og han ville virkelig ikke blande sig eller noget som helst, før Cayla ville lade ham komme tæt på igen. Han sad jo alene, han gjorde det hele alene, og han kunne virkelig ikke fordrage tanken, selvom det nu igen var noget som han bare måtte bide i sig. Hans tilstand var deprimerende, det var der ikke nogen tvivl om. Han kunne virkelig ikke fordrage at skulle stå i den situation som han gjorde det lige i øjeblikket. Bare det, at skulle se hende igen, var slet ikke noget som han havde vente sig det mindste af, det mindste af, det var der heller ikke nogen tvivl om og nu hvor han endelig måtte stå i den situation, hvor hun måtte stå der foran ham, var i den grad ikke noget som hun lige havde ventet sig af, det var der ikke nogen tvivl om. Det skræmte ham faktisk og jo, han vidste, at han var ynkelig! Han havde det virkelig bare elendigt. Dette kunne fint sammenligness med det. Han sukkede dæmpet, rystede på hovedet og lod blikket igen stille falde mod den unge knægt som havde lagt sig til rette ind i hans arme og hvilende i hans favn. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Var der noget som han holdt af, så var det i den grad børn. Han tog varsomt fat om den lille Cedric, pakkede og omsvøbte ham ind i den varme kappe og lagde ham til rette på sin ene arm som han vuggede ganske let, som havde det været ham en ganske egen vane, selvom det nu var forfærdelig længe siden han havde haft muligheden til at skulle sidde med et så velskabt lille barn i armene.. det var jo trods alt ikke sket siden Nalani døde. Det som i sig selv, stadig var noget som han slet ikke havde delt med hende, også selvom han vidste, at det var så forfærdelig forkert. Han så stille ned af sig, han så jo direkte forfærdelig ud. Han sukkede indædt. "Den her ulv og det her bæst er ukendt for dig endnu, Faith," afveg han med en dæmpet stemme. Hans krop sitrede voldsomt, da hun lod hånden falde mod hans kind og med den tydelige sitren. Han bed det virkelig bare i sig. Øjnene gled stille i. Han kunne jo ikke gøre andet end at skulle nyde det.. nyde hende som han altid havde gjort. Om dette var en kamp som skulle fortsættes, det vidste han virkelig ikke.. Han magtede virkelig bare ikke mere.. Han havde kun set en god ting ved hans tilstand; Han var ikke længere i Jaqias søgelys, han var jo ikke nogen trussel og han stod uden noget som kunne minde om magt af nogen slags. Hendes bankende hjerte, var noget som han så tydeligt kunne fornemme, selvom det nu i bund og grund var en forfærdelig følelse.. Han kunne høre hendes og han kunne høre Cedrics som roligt og fast måtte banke mod hans bryst. Han lod ham bare ligge i den blide søvn. "Jeg klandre dig heller ikke for at tage afsted Faith.. Det var jo trods alt min egen skyld. Jeg har fejlet som jeg aldrig nogensinde har gjort det før." Han kunne lige så godt indrømme det fra start, da der ikke ville være noget andet som ville gavne ham det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket stille i retning af hende igen. Han var ærlig. Det at skulle lægge sig ned og bare blive liggende, var virkelig noget af det som fristede ham mest efterhånden. Han lod hovedet søge stille mod hendes hånd, det var virkelig et så frygtelig savnet kærtegn. At hun så selv måtte stryge over rifter og så videre i hans eget ansigt, var efterhånde en vane. Hans hænder var blevet ru som bare det og kroppen var blevet tydeligt mere uskuløs at skulle se på. "Du kender ikke den dræber i mig.. Jeg dræber uden omsvøb.. og uden at være i stand til at huske det.. Hvorfor tror du jeg placere mig selv i et bur og i stramme lænker 2 dage hver eneste måned?" Han betragtede med hende et sigende blik. Om håndled og hals var det tydeligt, at han havde kæmpet for at komme fri.. selvom det nu var handlinger som han ikke huskede det mindste af selv. Han knyttede næverne stille og vendte blikket ned mod den lille dreng. Han kunne virkelig kun prise sig lykkelig for, at knægten var warlock og ikke hvad han var for øjeblikket. Uden tvivl en forfærdelig stærk blandning. Søn af to store ledere, det sagde så sandelig heller ikke så lidt. "Jeg skræmte mig selv, da jeg endelig fik fornuften genvundet.. Det var bare for sent, du var allerede væk. Du var allerede væk for mig.. forsvandt med Cedric på armen.." Han tvang blikket stille væk fra hende igen og stille ned mod knægten som trygt hvilede på hans arm og ind mod hans kolde favn. Hans tøj var tydeligt ødelagt og de mange ar var tydelige. Han rev virkelig under forvandlingen og det var i alt som han kunne komme til det. Han vendte sig mod hende. "Hvordan Cayla vil tage det? Det skal jeg ikke kunne sige.." Han trak let på skuldrene. Det gjorde ondt, men forholdet var vel så ødelagt, at det vel heller ikke havde nogen betydning for hende? Han så på Cedric og med et svagt smil på læben. Uanset hvor hårdt det var. "Han er så lille.. når han engang ville være stor nok, ville han sikkert have glemt mig alligevel.." Han vendte blikekt mod hende igen. "Min verden er faldet sammen.. Min søjle forsvandt ud af døren og lod det hele kollapse rundt mig.. Jeg er ikke leder længere.. jeg har ikke haft noget at holde fast i," påpegede han med en rolig og fattet mine. Han ville ikke diskutere, han ville bare gøre det klart for hende, hvad han egentlig havde siddet med i det sidste og specielt disse måneder som havde været ekstreme. "Jeg skænker ikke mit hjerte til hvem som helst, Faith.. Jeg gav det til dig.. Det er det jeg ønsker at det skal blive.." De mørke øjne søgte stille hendes skikkelse.